Fransk køkken

Fransk køkken  ( fr.  Cuisine française ) er det traditionelle køkken i Frankrig , betinget opdelt i to hovedgrene - regional folkemusik og raffineret aristokratisk. Regionalt køkken inkluderer retter, der er blevet tilberedt i århundreder af indbyggere i forskellige historiske regioner i landet. Aristokratisk fransk køkken blev dannet ved Bourbon- hoffet , da Paris blev en global trendsætter. Hendes unikke retter var kendetegnet ved deres variation og sofistikering.

"Franskernes gastronomiske måltid", efter forslag fra European Institute of Food History and Culture, blev føjet til UNESCOs repræsentantliste over menneskehedens immaterielle kulturarv den 16. november 2010. [en]

Det franske køkken spises på restauranter , bistroer , brasserier og caféer .

Beskrivelse

Et traditionelt fransk måltid kan begynde med forretter ( hors d'oeuvre ) (varme eller kolde forretter til frokost), efterfulgt af suppe, derefter hovedretten, salat og ost. Måltidet afsluttes med dessert eller frugt. En vigtig del af måltidet er ost , som der er mere end 200 varianter af. Det var i Frankrig, at en sådan ret som klar bouillonsuppe blev dannet . Vine er en særlig stolthed hos franskmændene. Kongerne af franske vine er Bordeaux og Bourgogne . Cognac er også verdensberømt .

Franskmændene har fået det stødende kælenavn "frøer" [2] på grund af deres spise frølår , denne ret er dog mere en delikatesse end et dagligt måltid, og serveres ikke på alle restauranter. Frankrig er den største importør af frøer fra asiatiske lande til konsum.

Typiske fødevarer og retter

• Baguette  er et af Frankrigs symboler
• Croissanter
• Oste ( Camembert , Brie , Roquefort )
• Vine ( Bordeaux , Beaujolais Nouveau , Champagne )
• Cognac
• Olivenolie

• Saucer : bechamel , mayonnaise , hollandaise , remoulade , bearnaise , tapen , velouté , espagnole
• Urter og krydderier: Provence , estragon , rosmarin , merian , timian
• Trøfler
• Løgsuppe
• Suppe-puré Bisk
• Hane i vin
• Galantine
• Omelet
• Ratatouille  - en ret med peberfrugt, aubergine og zucchini
• Quiche  - en åben mørdejstærte med et udvalg af fyld
• fleur de sel
• Desserter: creme brulee , eclair , marengs , skør , profiterole , petit four , madeleine , macaron , canele

Regionalt køkken

Normandiet i det nordvestlige Frankrig er kendt for sine æbleplantager og mejeriprodukter. Typisk for regionen er oksekød , tykke cremede saucer og calvados æblebrandy . Til dessert serveres ofte æblekage eller oste fra regionen: camembert , Pont-l'Eveque og livaro .

I naboregionen Bretagne er landbruget ikke så udviklet som i Normandiet. Stærke havvinde lægger et lag salt på engene , hvor der opdrættes lam , hvis kød får en salt smag. Derudover vokser artiskokker her, boghvedepandekager er populære , og crepes serveres til dessert  -tynde pandekager .

Mod syd ligger Perigord  , et overvejende landbrugsområde. Perigord er fødestedet for de berømte franske delikatesser trøfler .

I Sydfrankrig hersker let middelhavskøkken , mens solid, "tung" mad oftere tilberedes i områder langt fra havet. For eksempel i den historiske region Languedoc er en af ​​de mest populære retter cassoulet -  en tyk bønnegryderet med urter og kød .

Provences køkken er præget af brugen af ​​store mængder urter, krydderier , tomater , peberfrugter , auberginer , hvidløg og olivenolie. Den berømte bouillabaisse -suppe kommer fra dette område , serveret med en krydret hvidløgsrui-sauce.

Bourgogne er først og fremmest berømt for sine vine og snegle , samt kød- og fiskeretter med vinsaucer. I Lyon laves de fleste retter med kylling og oksekød .

Elsasserne tilbereder tætte fed mad såsom flammkuchen (meget tynd sprød pizza med løg og bacon ), surkål og bekeoffe (stuvede kartofler med kød) og flamberet frugt.

Litteratur

• Fransk køkken // Madkultur. Encyklopædisk opslagsbog / Ed. I. A. Chakhovsky. — 3. udgave. - Mn. : " Belarusian Encyclopedia opkaldt efter Petrus Brovka ", 1993. - S. 380-382. — 540 s. - ISBN 5-85700-122-6 .
• Titiunnik A. I., Novozhenov Yu. M. Fransk køkken // Sovjetisk nationalt og udenlandsk køkken. - 2. - M . : "Højskole", 1981. - S. 452-466. — 479 s. — 100.000 eksemplarer.
• Liber de Coquina , 1285.
• Guillaume Tirel . Le Viandier .
• Enseingnemenz qui enseingnent aapareillier toutes manieres de viandes. 1314.
• Le Menagier de Paris . 1393.
• Amiczo Chiquart. Du Fait de Cuisine. 1420.
• Le Vivendier.
• Claude-Marc-Antoine Varenne de Beost - La cuisine des pauvres ou Collection des meilleurs mémoires qui ont paru depuis peu, soit pour remédier aux accidens imprévus de la disette des grains, soit pour indiquer des moyens aux personnes de vié aisées de viévre àisées dans tous les tems. Dédié aux États généraux de Bourgogne, par un ancien officier desdits États. Defay. Dijon. 1772.
• La Cuisinière républicaine, qui enseigne la manière simple d'accomoder les pommes de terre; avec quelques avis sur les soins nécessaires pour les conserver. Paris. 1794.
• d'Alexandre Viard1. Le Cuisiner imperial. J.-N. Barba, Paris, 1806.
• La cuisine renversée, eller Le nouveau menage. Par la Famille du Professeur d'architecture rurale. Lyon. 1796
• Theodore Gringoire og Louis Saulnier. Repertoire de la cuisine. Edition Flammarion. 1914.
• Ginette Mathiot. La Cuisine pour tous. Paris. 1932.
• Prosper Montagne. Larousse gastronomi . Larousse. Paris. 1938.
• Barbara K. Wheaton, Savoring the Past: The French Kitchen and Table fra 1300 til 1789, New York, First Touchstone, 1996 ( ISBN 978-0-684-81857-3 ).
• Stephen Mennell, All Manners of Food: Eating and Taste in England and France from the Middle Ages to the Present, Chicago, University of Illinois Press, 1996 ( ISBN 978-0-252-06490-6 ).
• Georges Auguste Escoffier, Le Livre des menuer. Complément indispensable du Guide culinaire, Éditions du Félin, 1997, 192 s. ( ISBN 978-2866452308 ).
• André Dominé, Culinaria Frankrig, Köln, Könemann Verlagsgesellschaft mbh, 1998 ( ISBN 978-3-8331-1129-7 ).
• Georges Auguste Escoffier, Escoffier: The Complete Guide to the Art of Modern Cookery, New York, John Wiley and Sons , 2002 ( ISBN 978-0-471-29016-2 ).
• Jean-Baptiste Reboul (præf. Michel Oliver), La Cuisinière provençale: 1.120 retter, 365 menuer, un pour chaque jour de l'année, La Tour-d'Aigues, Éd. de l'Aube, 2006, 577 s., couv. syg. ; 17 cm ( ISBN 2-7526-0216-2 , bemærk BnF nr. FRBNF40172573).
• Philippe Meyzie, La table du Sud-Ouest et l'émergence des cuisines régionales (1700-1850), Rennes, Presses universitaires de Rennes, 2007 ( ISBN 978-2-7535-0373-1 )
• Georges Auguste Escoffier, Le Guide culinaire. Aide-mémoire de cuisine pratique, nouvelle édition, Éditions Flammarion, coll. "Bibliothèque culinaire", 2009, 940 s. ( ISBN 978-2081229297 ).
• Patrick Rambourg, Histoire de la cuisine et de la gastronomie françaises, Paris, Éditions Perrin, coll. "Tempus", nr. 359, 2010 ( ISBN 978-2-262-03318-7 ).
• Kilien Stengel, Traite de la gastronomy française. Culture et patrimoine, Sang de la Terre, saml. "Les Traites", 2012, 220 s. ( ISBN 978-2-869-85280-8 ).
• Florent Quellier, Table des Français. Une histoire culturelle (xve - xixe siècle), saml. "Table des hommes", Presses universitaires de Rennes/Presses universitaires François-Rabelais, 2013, 276 s. ( ISBN 978-2753521841 ).

Noter

1. ↑ Le repas gastronomique des Français - patrimoine immatériel - Secteur de la culture - UNESCO . Hentet 29. februar 2020. Arkiveret fra originalen 1. december 2017. (ubestemt)
2. ↑ Natalya Karavanova . God appetit! The Wonderful World of French Cuisine  - Book på Google Books ISBN 978-5-17-079252-8

• Wikimedia Commons har medier relateret til fransk køkken