God fredag

Langfredag ​​( Langfredag ​​, græsk Μεγάλη Παρασκευή , kirke-herlighed. Store fredag ​​, lat.  Dies Passionis Domini ) - Fredag ​​i den hellige uge , som er dedikeret til minde om dødsdommen , lidelse på korset og Jesu død Kristus , såvel som hans fjernelse fra korskroppene og begravelserne [1] [2] .

Ortodoksi

Gudstjenesten Langfredag ​​er dedikeret til minde om de frelsende lidenskaber for kristne og Jesu Kristi død på korset. I løbet af dagen læses evangeliets fortælling om disse begivenheder tre gange:

• På Matins læses 12 evangeliepassager (de tolv evangelier) sekventielt i kronologisk rækkefølge, der fortæller om fredagens begivenheder,
• På det store ur læses fortællinger separat fra hver af de fire evangelister,
• På Store Vesper berettes fredagens begivenheder i ét langt sammensat evangelium.

Liturgi udføres ikke på denne dag, hvilket understreger denne dags eksklusivitet og Kristi offer på Golgata. Undtagelsen er, når bebudelsen og langfredag ​​falder sammen - i dette tilfælde er det nødvendigt at tjene Johannes Chrysostomos liturgi. Ved Vesper bringes et ligklæde frem, og der synges en særlig kanon " Om Herrens korsfæstelse ". Ifølge charteret afholder troende sig fra at spise under langfredag. Gudstjenesten på langfredag, selvom den er gennemsyret af sorg over Frelserens død, forbereder allerede de troende på den kommende Pascha :

I dag rummer kisten det væsen, der holder hånden, / dækker stenen af ​​ham, der dækkede himlen med dyd, / bugen sover og helvede skælver, / og Adam bliver løst fra båndene. / Ære til din vagt, / efter at have skabt al evig hvile, / du har givet os, o Gud, / din alhellige opstandelse fra de døde. [3]

Matins (Tolv Evangelier)

Ifølge de skrevne monumenter fra det 4. århundrede (" The Pilgrimage of Egeria " og "The catecumen of Cyril of Jerusalem "), blev gudstjenesten udført i Jerusalem natten over fra torsdag til fredag. Processionen af ​​troende ledet af biskoppen gik successivt rundt på alle de steder, der var forbundet med arrestationen, retssagen, døden på korset og begravelsen af ​​Kristus, og på hvert af disse steder blev den tilsvarende passage fra evangelierne læst. Denne gudstjeneste påvirkede dannelsen af ​​de moderne Matins [4] . Jesu Kristi korsvej ( lat.  Via Dolorosa , lit. " Sorgens vej ") med bønstop, afspejles nu kun ved censureringen af ​​templet før hver af de 12 læsninger af evangeliet [5] .

I overensstemmelse med Typicon skal Matins begynde i den anden time af natten (det vil sige omkring kl. 20:00) og fortsætte natten over. I moderne sognepraksis fejres langfredagsmatins torsdag aften. I Typicon kaldes langfredagsmatinerne "Efter vor Herre Jesu Kristi hellige og frelsende lidenskaber", i folketraditionen kaldes denne gudstjeneste for "de tolv evangelier" (ifølge antallet af evangelielæsninger). Matins begynder med læsning af Salme 19 og 20, efterfulgt af de seks Salmer. Ifølge de seks salmer og sangen af ​​Alleluia synges i stedet for treenighedens troparia troparionen "For evigt herlige disciple" tre gange (se skærtorsdag ). Den efterfølgende ritual med daglige Matins suppleres af tolv passager fra alle fire evangelier, som fortæller detaljeret om de sidste timer af Frelserens jordiske liv, begyndende med hans afskedssamtale med disciplene efter den sidste nadver og slutter med hans begravelse i graven. af Josef af Arimatæa . Evangeliet skal ifølge Typicon læses ved alteret, men ifølge russisk tradition opføres det midt i kirken. Præsterne og folket står på denne tid med tændte stearinlys og skildrer derved, at herligheden og majestæten ikke forlod Frelseren under lidelsen på korset, og også som de kloge jomfruer , der kom ud med lamper for at møde brudgommen. Efter Matins bringer de troende, efter from skik, disse lys med hjem uden at slukke. Den læsning, der udføres foran korset, er forudgået af en fuld røgelse af templet (hver læsning er forudgået af en lille røgelse, bortset fra den tolvte - en fuld røgelse udføres igen før den).

Læserækkefølgen for de tolv evangelier er som følger:

1. I.  13:31-18:1  - Jesu afskedssamtale med disciplene (kapitel 13-16) og ypperstepræstelig bøn (kapitel 17),
2. I.  18:1-28  - arrestationen af ​​Jesus i Getsemane have , ypperstepræsten Annas hof , Peters tredobbelte benægtelse (som præsenteret af Johannes teologen ),
3. Matt.  26:57-75  - dommen over ypperstepræsten Kaifas , Peters trefoldige fornægtelse (som præsenteret af Matthæus ),
4. I.  18:28-19:16  - en hemmelig samtale mellem Jesus og Pilatus, Pilatus' retssag (som præsenteret af Johannes teologen ),
5. Matt.  27:3-32  - Judas' selvmord, retssagen mod Pilatus (i præsentationen af ​​Matthæus ), Jesus i prætoriet , Jesu korsvej (i præsentationen af ​​Matthæus ),
6. Mk.  15:16-32  - Jesus i prætoriet, Jesu kors vej (i præsentationen af ​​Markus ), Jesu korsfæstelse , hån mod ham,
7. Matt.  27:33-54  - Jesu korsfæstelse, hån mod ham, død på korset og tegn, der ledsager den,
8. OKAY.  23:32-49  - den korsfæstede Jesu bøn , den forstandige tyvs bekendelse ,
9. I.  19:25-37  - Theotokos og Johannes teologen ved korset, død på korset, perforering med et spyd ,
10. Mk.  15:43-47  - Josef af Arimatæa ved Pilatus, Kristi begravelse (som præsenteret af Markus ),
11. I.  19:38-42  - Kristi begravelse (som præsenteret af Johannes teologen ),
12. Matt.  27:62-66  - vagten ved graven .

I intervallerne mellem evangelierne synges stichera og antifoner , der minder om Judas og det jødiske folks utaknemmelighed og pengekærlighed , som dømte Jesus Kristus til døden [6] .

Lad os forestille os vores følelser rene af Kristus, og som venner af ham, vil vi fortære vores sjæle for hans skyld, og vi vil ikke blive undertrykt af livets bekymringer som Judas, men i vores bur vil vi råbe: Fadervor, Hvem er i himlen, fri os fra den onde. [7]

Herre, da du er kommet til en fri lidenskab, råbte du til dine disciple: hvis du ikke kan være i stand til at våge med mig i en time, hvordan kunne du så love at dø for min skyld? Se på Judas, hvordan han ikke sover, men han forsøger at forråde Mig til de lovløse. Stå op, bed, at ingen vil afvise Mig, forgæves Mig på korset. Langmodighed, ære være dig. [otte]

Israels lovgivere, jøderne og farisæerne, apostelens ansigt råber til dig: se, templet, som du har ødelagt; Bliv ikke smigret, jøde: Han er den, der frelste i havet og nærede sig i ørkenen: Han er verdens liv og lys og fred. [9]

Lad os præsentere vores rene følelser for Kristus, og lad os for hans skyld forråde vores sjæle som venner. Vi vil ikke blive undertrykt af verdslige bekymringer, som Judas, men i vores celler vil vi råbe: Vor Fader, som er i himlen, fri os fra den onde.

Herre, på vej til frivillig lidelse, sagde han til dine disciple: hvis du ikke engang i en time kan holde dig vågen med mig, hvordan lover du så at dø for mig. Se på Judas: han sover ikke, han vil forråde mig til de lovløse. Stå op, bed om, at du ikke nægter mig at hænge på korset. Langmodighed, ære være dig.

Israels lærere, jøderne og farisæerne, apostlene råber til jer: Se templet, som I har ødelagt; se Lammet, som du korsfæstede og lagde i graven; men ved sin kraft er han opstået. Lad jer ikke forføre, jøder: Han er den, der frelste (jer) i havet og fodrede i ørkenen; Han er verdens liv, lys og fred

I en særlig kanon , kaldet "Three Songs of Cosmas of Maium ", læst efter det ottende Passionsevangelium, skildres storheden af ​​Frelserens lidelser og al det meningsløse i jødernes hensigt om at tilbageholde Guds Søn i jorden. . Hymnografien af ​​tjenesten for de "tolv evangelier" er en af ​​de vigtigste resultater af byzantinsk poesi og omfatter ud over de sædvanlige former ( troparia , kontakia , ikos , stichera) 15 antifoner (den eneste forekomst i året) og " Velsignede " matins (bortset fra langfredag ​​er der kun i " Marias stående "). Den moderne cyklus af antifoner tog form i det 10.  - 12. århundrede , selvom mange antifoner indeholder direkte lån og paralleller fra bogen "On Easter" af Hieromartyr Meliton of Sardis (3. århundrede).

I liturgiske salmer genkaldes Kristi lidenskab også , for eksempel Prokeimenon , sunget efter læsningen af ​​det 6. evangelium:

Del mine klæder for dig selv, og kast lod om mine klæder.

Svetilen , sunget efter 9. sang af "tre sangen":

Den kloge tyv, på én time har du gjort Raevi, o Herre, og oplyst mig med korsets træ, og frels mig.

Kongelige timer

Liturgi er ikke påkrævet langfredag ​​morgen . Ifølge Typicon finder der omkring den anden time på dagen (det vil sige kl. 08:00 ifølge moderne regning) en særlig efterfølgelse af de kongelige (store) timer sted (en sådan gudstjeneste, ud over langfredag, finder sted kun på aften ( juleaften ) for Kristi fødsel og teofani ) - den forenede første, tredje, sjette og niende time. Den største forskel mellem de store timer og de sædvanlige er læsningen af ​​paremia , apostlen og evangeliet hver time . Navnet på uret som kongeligt er udelukkende russisk og skyldes det faktum, at Moskva-zarerne nødvendigvis deltog i denne gudstjeneste.

Før gudstjenestens begyndelse tager præsten, klædt i sort epitrachelion , gelænder og phelonion , foran præstebæreren og diakonen med et lys og et røgelseskar , evangeliet med til midten af ​​templet, hvor han sætter det på talerstol og udtaler det indledende udråb allerede midt i tindingen. I slutningen af ​​den niende time føres evangeliet til alteret, de kongelige døre lukkes.

Salmerne, der læses på langfredagsuret, falder ikke altid sammen med de almindelige, men er udvalgt i overensstemmelse med de begivenheder, der huskes. Så i den første time, sammen med den "almindelige" salme 5 , læses salme 2 (den forudsiger Guds Søns herlighed) og 21 (en af ​​de mest slående profetier om Kristi lidenskaber ); på den tredje - foruden den sædvanlige 50. læses salme 34 (de retfærdiges sorg, omgivet af dårlige ønsker og fjender) og 108 (indeholder en profeti om Judas skæbne) ; den sjette blev Salme 139 (Davids bøn om udfrielse fra fjender) tilføjet til den sædvanlige 53. og 90 .; den niende - sammen med den uændrede 85. læses salme 68 og 69 (bønner om udfrielse fra sorger og fjender).

De Gamle Testamentes ordsprog, der læses på uret, indeholder profetier om Kristi lidenskab:

• 1 time: Zach.  11:10-13  - profeti om 30 stykker sølv ;
• Klokken 3: Is.  50:4-11  - skildrer Guds Søns lidelse (" Jeg gav min ryg til dem, der slår, og mine kinder til dem, der slår; jeg skjulte ikke mit ansigt for bebrejdelse og spyt ")
• Klokken 6: Is.  52:13-54:1  er en anden (sammen med Salme 21) detaljeret beskrivelse af Frelserens lidelse og ydmygelse (“ Så mange blev forbløffet, da de så på dig, så meget blev hans ansigt vansiret mere end noget menneske, og hans udseende — mere end menneskenes sønner!..Han var foragtet og forklejnet over for mennesker, en mand af sorger og kendt med sygdom... Han påtog sig vore skrøbeligheder og bar vore sygdomme... Han blev såret for vore synder og pint for vore uretfærdigheder ... Han blev pint, men han led frivilligt og åbnede ikke sin mund. Han blev ført til slagtningen som et får, og som et lam for dets klippere er tavs, så han åbnede ikke sin mund ... Han blev afskåret fra de levendes land, på grund af mit folks forbrydelser blev han henrettet. Han blev tildelt en grav med skurke, men han blev begravet af en rig mand ... Ved kundskab om ham, han, den retfærdige , Min tjener, vil retfærdiggøre mange og bære deres synder på sig selv ”).
• 9 timer: ( Jer.  11:18-23 og Jer.  12:1-15 ) - Jeremias' klage over sine medborgere, der ønskede at dræbe profeten (“ Jeg, som et sagtmodigt lam, førte til slagtningen, og gjorde det ikke vide, at de lagde sammensværgelse imod mig "), og Guds formaning til langmodighed og barmhjertighed.

De apostoliske læsninger af timerne ( Gal.  6:14-18 , Rom.  5:6-10 , Heb.  2:11-18 , Heb.  10:19-31 på henholdsvis den første, tredje, sjette og niende time) åbenbare betydningen af ​​døden på korset Kristus for menneskehedens frelse.

Fortællinger om Kristi lidenskaber læses på uret ikke i kronologisk rækkefølge, som i matiner og vesper , men som de er beskrevet separat i hvert af de fire evangelier. Rækkefølgen af ​​evangeliets læsninger er som følger:

• 1 time: Matt.  27:1-56
• Klokken 3: Mk.  15:16-41
• Klokken 6: Lk.  23:32-49
• Klokken 9: John.  18:28-40 og Joh.  19:1-37 .

Alt i alt dækker de fire evangelielæsninger til fulde begivenhederne langfredag ​​(bortset fra Jesu afskedssamtale med disciplene og den ypperstepræstelige bøn).

Hymnografien om de store timer er ikke så omfangsrig som på de "12 evangelier", men indeholder 12 troparia, der går tilbage til den gamle Jerusalem - tradition. Typicon tilskriver disse troparia til Cyril af Alexandria ( 5. århundrede ), de syriske manuskripter tilskriver dem til Cyril af Jerusalem , det vil sige et århundrede tidligere ( 4. århundrede ). Når man sammenligner disse troparia med timernes troparier på tærsklen til Fødselskirken og Teofanien, skrevet af Sophronius af Jerusalem , afsløres deres betydelige lighed, hvilket giver os mulighed for at antage, at de er skrevet af Sophronius ( 7. århundrede ). Med enhver af versionerne hører de 12 tropariatimer således til de økumeniske råds æra.

Store Vesper ("Taking out the Shroud")

Ifølge Typikon er Store Vesper, som fuldender gudstjenestecyklussen på langfredag, tidsindstillet til den niende time på dagen (det vil sige omkring 15:00), timen for Frelserens død [10] . Efter den indledende Salme 103 og den store litanie synges stichera på " Herre, jeg har grædt ." Deres hovedtema er rædsel, det unaturlige i situationen, når Guds Søn accepterer lidelse og død fra sit eget udvalgte folk:

Den lidende og herlige sådan noget er synligt: ​​/ uhåndgribelige begrænsninger, / frem, tillade Adam fra bande, / test hjerte og morgen, implackels, / i mørket, / det er også det faktum, at det ikke er det samme. ved skabelsens hånd, Skaberen, / er dømt på et træ, dømme levende og døde, / Helvedes ødelægger er i graven. / Hvo som barmhjertigt udholder alt / og frelse alle fra eden, / milde Herre, ære være dig. [elleve]

Efter aftenindlægget med evangeliet og det stille lys læses tre ordsprog :

• Ref.  33:11-23  – Herren taler til Moses "som til sin ven", idet han lover ham at gå med sit folk og bringe dem til hvile; Moses, der beder om at se Guds herlighed, får at vide: "Du kan ikke se mit ansigt... Du vil se mig bagfra, men mit ansigt vil ikke være synligt." Paremia minder kristne om, at det at se Gud, hvilket var umuligt selv for Moses i Det Gamle Testamentes tid, blev muligt takket være Guds Søns nedladenhed. Paradoksalt nok blev selve Guds ansigt, som Moses ønskede at se, spyttet på og tævet af jøderne, bærerne og holderne af Moseloven.
• Job.  42:12-17 Jobs  velstand efter afslutningen af ​​hans prøvelser. Færdiggørelsen af ​​Jobs Bog, der er givet i fastetidens triodion, indeholder en tekst, der ikke er i Septuaginta , men som kun er tilgængelig i den slaviske bibel (givet i synodalens oversættelse i en fodnote): "Der står skrevet, at der er pakker, stå op mod ham, med dem vil Herren rejse op og: dette er fortolket fra den syriske bog. I den levende Absitius' land, på grænsen til Idumæa og Arabien: først hed han Joab. Lad os tage en arabisk kvinde, føde en søn, hvis navn er Ennon. Vær den samme fader Zareth, sønner af Esau, søn af Vosorras moder, som om han var den femte fra Abraham” [12] .
• Er.  52:13-54:1  - Esajas ' profeti om Kristi lidenskab (se Kongelige Timer).

Efter paroæmier blev passagen af ​​1. Kor.  1:18-31 og 1 Kor.  1:1-2 , hvor apostlen Paulus minder de troende om Guds visdom og kraft, der er åbenbaret for verden gennem Frelserens død på korset. Derefter (for tredje gang under langfredag) læses evangeliet om Kristi lidenskab. På Vesper er denne læsning hovedsageligt bygget på Matthæusevangeliet , men med inddragelse af vigtige passager fra Lukas og Johannes Evangelisten , det vil sige, at den er en sammensætning: Matt.  27:1-38 , Luk.  23:39-43 (den forstandige tyvs bekendelse), Matt.  27:39-54 , Joh.  19:31-37 (gennemboring med et spyd), Matt.  27:55-61 . Således dækker evangelielæsningen af ​​Store Vesper fuldt ud alle fredagens begivenheder (bortset fra afskedssamtalen med disciplene og ypperstepræstebønnen).

Sticheraen på verset, der forherliger Kristi nedladenhed, synges til versene i den 92. salme, og disse samme vers er de permanente [13] vers i søndagsprokeim ved vesper (" Herren regerer, klædt i pragt. , Herre, i dages længde "). Langfredags begivenheder er således direkte forbundet med den kommende opstandelse og peger på den. Ved den sidste stichera (til "herlighed og nu") åbnes de kongelige døre , og primaten brænder alteret, hvorpå ligklædet er lagt  - et bræt med Kristusbillede taget ned fra korset. Denne stichera introducerer et nyt tema i liturgien – begravelsen af ​​Frelseren:

Тебе́ оде́ющагося све́том я́ко ри́зою снем Ио́сиф с Дре́ва с Никоди́мом, и ви́дев ме́ртва на́га непогребе́на, благосе́рдный пла́чь восприи́м, рыда́я глаго́лаше: увы́ мне́ Сладча́йший Иису́се, Его́же вма́ле со́лнце на Кресте́ ви́сима узре́вшее мра́ком облага́шеся, и земля́ стра́хом колеба́шеся, и раздира́шеся церко́вная заве́са: men nu ser jeg dig, for min skyld, ved vilje har jeg oprejst døden. Hvordan skal jeg begrave dig, min Gud, eller med hvilket ligklæde skal jeg omringe? Med hvilken hånd skal jeg røre ved dit uforgængelige legeme? Eller jeg vil synge nogle sange til din udvandring, Overflod, jeg forhøjer din lidenskab, jeg vil synge sange og din begravelse med opstandelsen og kalder: Herre, ære være dig.

Josef og Nikodemus fjernede dig fra træet, klædt i lys som et klæde, og da de så dig, død, nøgen og ubegravet, begyndte de at græde og græde og sige: Ak for mig, sødeste Jesus! Da solen så dig hænge på korset, var den dækket af mørke; jorden rystede af frygt; Forhænget i templet blev revet i stykker. Og nu ser jeg Dig, som accepterede frivillig død for mig. Hvordan skal jeg begrave dig, min Gud, eller med hvilket ligklæde skal jeg indhylle? Med hvilke hænder skal jeg røre ved dit uforgængelige legeme? Hvilken sang skal jeg synge om din udvandring, generøse? Jeg ophøjer din lidelse, jeg synger om din begravelse og opstandelse, og jeg kalder: Herre, ære være dig!

Endvidere følger ifølge Typicon den sædvanlige opfølgning af Store Vesper og afskedigelse . Alligevel indgik vespers allerede fra slutningen af ​​1500-tallet, og fra 1600-tallet blev det almindeligt accepteret rækkefølgen at bære (i daglig tale) ligklædet fra alteret til midten af ​​templet, hvor ligklædet forbliver indtil kl. Paschal Midnight Office. Når vi synger troparionen af ​​den store lørdag "Ædle Joseph, fra træet vil vi tage dit mest rene legeme ned, pakke det ind i et rent svøb og lægge det i en ny grav med stank", åbner de kongelige døre, og præsten , efter at have lavet tre buer til jorden, rejser han ligklædet fra tronen og tager det ud gennem den nordlige port Fjernelsen udføres i spidsen for præstebærerne og diakonen med et lys og et røgelseskar (under bispetjenesten kommer subdiakonen først , bærende biskoppens miter , derefter to subdiakoner med dikirium og trikirium , derefter præsten -bærere, fra fire sider af ligklædet er der fire underdiakoner, der holder over ligklædets ripider ). Processionen går rundt om tronen på højre side og gennem Højstedet går til den nordlige dør. Under forligsgudstjenesten går rektor under ligklædet og bærer evangeliet over hovedet eller i hænderne. Hvis præsten er alene, så bærer diakonen evangeliet i venstre hånd med et røgelseskar i højre hånd, og hvis der ikke er nogen diakon, så bærer en af ​​de fromme sognebørn evangeliet svøbt i klæde. Derefter, efter tre gange røgelse omkring ligklædet, tilbeder og kysser præsterne ligklædet [14] . En lignende rite findes også i de græske kirker, kun dér tages ligklædet ud allerede under afsangen af ​​sticheraen i verset. Selvom ritualen for at udføre ligklædet er fraværende selv i den moderne Typicon, er denne efterfølgelse nu generelt accepteret, og selv de store vespers kaldes "At tage ud ligklædet" i folketraditionen.

Efter Vesper serveres Small Compline , hvor kanonen om Herrens korsfæstelse og den allerhelligste Theotokos klagesang synges - salmer komponeret i det 10. århundrede af Simeon Logothetus . Så efter afskedigelsen kommer sognebørn op for at tilbede og kysse ligklædet. Ligklædet er i midten af ​​templet i tre ufuldstændige dage, og minder de troende om det tre dage lange ophold i Jesu Kristi grav.

Katolicisme

Romersk rite

Langfredag ​​er den eneste dag på året, hvor eukaristien ikke fejres i den katolske kirke . På denne dag finder Korsvejsgudstjenesten sted i løbet af dagen , hvor præsten og sognebørn omgår 14 "stande" placeret rundt om omkredsen af ​​hver katolsk kirke i den latinske ritual. Om aftenen finder en særlig gudstjeneste af Herrens lidenskab sted, som nødvendigvis må begynde efter klokken tre om eftermiddagen (tidspunktet for Frelserens død på korset). Alle dæksler , lys og korset er fjernet fra alteret . Under gudstjenesten bruges musikinstrumenter og klokkeringning ikke som tegn på sorg over Frelseren, der døde på korset.

Passionens guddommelige liturgi begynder med, at præsten og diakonen i røde klædedragter nærmer sig alteret og lægger sig ned eller knæler foran det. Hele menigheden beder i nogen tid i fuldstændig stilhed. Så forkynder præsten, der er til stede ved gudstjenesten, langfredagsbønnen.

Ved Ordets liturgi er den første (Det Gamle Testamente) læsning et fragment fra Esajas ' Bog ( Es.  52:13-15 ), den anden læsning ( Apostel ) er et fragment fra Hebræerbrevet ( Hebr.  4:14-16 , 5:7-9 ). Så er der oplæsning af " Herrens lidenskab ", et evangelisk fragment fra Kristi afskedssamtale med disciplene efter den sidste nadver indtil hans begravelse. Oplæsningen kan udføres af en præst, diakon eller læsere. I sidstnævnte tilfælde læses Passionen normalt med flere stemmer, det anbefales (selv om det ikke er strengt påkrævet), at Kristi ord bliver talt af præsten. Ved de ord, der fortæller om Kristi død, knæler alle sognebørn. Passionen efterfølges normalt af en kort prædiken af ​​præsten [15] [16] .

Ordets liturgi afsluttes med den universelle bøn , som udføres på følgende måde: diakonen , stående på prædikestolen , udtaler en prædestination, hvor bønens hensigt kommer til udtryk. Derefter beder alle i et stykke tid i stilhed og knæler, så beder præsten med udstrakte hænder en bøn. I alt, under den universelle bøn, forkyndes ti bønpåkaldelser:

1. Om den hellige kirke
2. Om paven
3. Om alle de troendes rækker og trin
4. Om katekumener
5. Om de kristnes enhed
6. Om jøderne
7. Om dem, der ikke tror på Kristus
8. Om dem, der ikke tror på Gud
9. Om at styre offentlige anliggender
10. Om de nødstedte

Formålet med den første bønpåkaldelse:

Lad os bede, elskede brødre og søstre, for Guds hellige kirke, at vor Herre og Gud fortjener at pacificere, forene og bevare den over hele jorden, og vi lever et roligt og fredeligt liv, idet vi ærer Gud, den almægtige Fader

Første bønnekald:

Almægtige, evige Gud, du har vist alle folk din herlighed i Kristus; bevar din barmhjertigheds gerninger, så din kirke, spredt over hele jorden, bevarer en fast tro på dit navns bekendelse. Ved Kristus vor Herre, amen.

Mellem Ordets liturgi og den eukaristiske liturgi afholdes en særlig gudstjeneste, der kun udføres på denne dag - Korsets tilbedelse. Et tildækket kors bringes til alteret, som gradvist åbner med præstens tre udråb: ”Her er det korstræ, hvorpå verdens Frelser blev korsfæstet,” hvortil menigheden svarer: ”Kom, lad os tilbede. ” Efter at korset er helt åbnet, bærer præsten, ledsaget af to præster med tændte lys, korset til indgangen til præsbyteriet .

Præsten, gejstligheden og alle de troende nærmer sig på skift korset og kysser det og hylder passionens hovedinstrument og menneskehedens frelse. Under tilbedelsen af ​​korset synger koret antifonen "Til dit kors ..." og de såkaldte "bebrejdelser" ( impproperia ) - særlige sange, hvis indhold understreger Guds kærlighed til mennesker og utaknemmeligheden hos jøderne mod Frelseren. Ved afslutningen af ​​gudstjenesten udtaler præsten Korsprædikenen.

Antifon for tilbedelsen af ​​korset:

Vi tilbeder dit kors, mester, og vi synger og priser din hellige opstandelse: For gennem korset er glæden kommet til hele verden

Ved slutningen af ​​korsdyrkelsen anbringes et slør, en korporal og et missal på alteret . De hellige gaver , indviet ved gudstjenesten Skærtorsdag , overføres fra tabernaklet i stilhed til alteret. To præster med tændte lys ledsager gaverne, og så stiller de lysene på alteret. Derefter finder nadveren sted.

Efter nadveren afholdes den såkaldte "procession til den hellige grav", hvor de hellige gaver overføres fra templets hovedtabernakel, som forbliver tomt, til sidekapellet, der symbolsk repræsenterer den hellige grav , hvor de forbliver indtil den højtidelige påskegudstjeneste. Processionen symboliserer fjernelsen fra korset af Frelserens legeme og hans begravelse. Monstransen i Den Hellige Gravs kapel er dækket af et hvidt slør og placeret på kapellets alter. Efter at have placeret monstransen på alteret, knæler præsten og brænder røgelse i stilhed .

Ved afslutningen af ​​gudstjenesten drager præsten og præsten stille af sted til sakristiet , alteret er igen frilagt. De hellige gaver forbliver i sidekapellet indtil starten af ​​påskevagtens gudstjeneste den store lørdag aften .

Tjenesten for Herrens lidenskab har undergået en række væsentlige ændringer i historiens gang. Så fra det 13. århundrede og frem til reformerne af Det Andet Vatikankoncil blev lægfolks fællesskab ikke udført ved denne gudstjeneste, og gejstligheden var klædt i sorte dragter, ikke røde. Den særlige gudstjeneste i Holy Week "Tenebrae" (Dark Midnight Office) blev tidligere udført på langfredag, i New Times blev den valgfri, og dens tid blev flyttet til Great Wednesday eller Great Thursday .

Langfredag ​​er en dag med streng faste .

Ambrosian Rite

Før reformerne af Paul VI havde tilbedelsen i Milano en række specifikke træk, der gjorde den lig den byzantinske ritual . På Matins læste ærkebiskoppen de lidenskabelige evangelier om Lukas , Markus og Johannes . Ved den tredje time blev den "første meddelelse" lavet med en oplæsning fra Esajas Esajas.  49:24-50:11 og Es.  53,1-12 , og så læste diakonen det lidenskabelige Matthæusevangelium , hvorefter lamperne blev slukket i templet indtil påske , og tronen blev også afklædt. Udførelsen af ​​korset til ære af troende blev udført med sang af "Den ubesmittede " ( Salme 118 ), som i den byzantinske ritual, og selve tilbedelsesritualet blev lånt fra den romerske ritual. Messe langfredag ​​blev efter byzantinsk skik ikke udført. Om aftenen fandt "anden læsning" sted med Dans paræmi .  9:1-24, 91-100 og fuldførelsen af ​​Matthæusevangeliets passionerede Matt.  27:57-66 , og derefter blev de "højtidelige bønner" fra Hadrians sakramentarum fremsagt ved Vesper .

Efter reformerne af Paul VI blev Matins erstattet af "timen for læsninger" (med bevarelse af bibelsk materiale), Vesper blev forkortet, men læsninger af begge "katekationer" (undtagen Daniel) blev inkluderet i den. I modsætning til den romerske ritual fejres liturgien for de forhelligede gaver ikke langfredag ​​i Milano [17] .

Gamle østlige kirker

Armensk rite

Langfredag ​​udføres tre gudstjenester, der går direkte op til den gamle Jerusalem- tradition. "Natgudstjeneste" består af seks lignende dele, som hver læser 3 salmer med antifoner , hymnen af ​​Catholicos Nerses IV Shnorhali, evangeliet og knælende bøn. Midt på dagen udføres " Korsfæstelsestjenesten ", bestående af otte lignende dele, som hver har et ordsprog , apostoliske og evangeliske læsninger og en salme af Nerses IV. Ritualet for Kristi begravelse , som finder sted om aftenen, bevarede også Jerusalems kirkes gamle læsninger [17] .

Vestsyrisk rite

Til de sædvanlige gudstjenester føjes en særlig ritual til kors tilbedelse, som omfatter en række ordsprog , apostoliske og evangeliske læsninger. Efter læsningerne udføres tilbedelsen og kysset af korset, processionen med korset rundt om templet, ritualet for dets ophøjelse (svarende til den ortodokse ritual for ophøjelse af det hellige kors ), dryssning af korset med en bitter blanding (bitre urter og eddike ), begravelse af korset under tronen; så smager de tilbedende den bitre blanding - til minde om den galde , som Kristus smagte før sin død [17] .

Østsyrisk rite

Natten til langfredag ​​afholdes en nattevagt  - en af ​​de få, der accepteres i den assyriske kirke i Østen . Vågen består af tre salmeblokke, det 19. afsnit af Salmerne (Salme 131-140 ) , nattegudstjeneste , fester og dåbsritual . Katekumenernes dåb udføres i den østsyriske ritual natten til langfredag. Liturgi serveres ikke på denne dag, den erstattes (som i den byzantinske rite ) store vesper . Læs om aftenen:

• ordsprog af Is.  52:13-53:12 (profeti om Kristi lidenskab , se Kongelige Timer) og Dan.  9:20-27 ( halvfjerds uger af profeten Daniel ),
• Apostel ( Gal.  2:17-3:14  - Apostel Paulus taler om retfærdiggørelse ikke ved lovgerninger, men ved tro på den korsfæstede og opstandne Kristus)),
• Sammensat evangelium _ _  _ _ _  _ _ _  _ _ _  _ _ _  _ _ _  54 , Joh  19:23-42 ).

Efter læsningerne foretages en procession fra vimaen til alteret , der symboliserer Kristi død og begravelse , efterfulgt af ritualen for begravelsen af ​​Frelseren [17] .

Protestantisme

I lutherdommen bærer præsten på langfredag ​​en sort kappe. På denne dag fejres eukaristien ikke, orglet er stille, prædikener holdes ikke, skriftemålets sakramente udføres ikke. Der tændes ikke stearinlys på alteret. Den liturgiske farve (farven på prædikestolens, alterets og alterhegnets beklædninger) er sort. Gudstjenesten består i at synge åndelige sange, vekslende med læsning af evangeliske fragmenter (op til 8) dedikeret til henrettelsen af ​​Jesus Kristus. Kollektivet udtales , Fadervor synges . Gudstjenesten slutter som altid med Arons velsignelse.

Slaviske traditioner

En væsentlig del af ritualerne, forbuddene og overbevisningerne relateret til denne dag er inspireret af begivenhederne i den kristne historie forbundet med Kristi piskelse, korsfæstelse og død. Disse begivenheder afspejlede sig primært i streng faste (op til fuldstændig "ikke-spisende" og endda "ikke-drikker"), dikteret af kirkens charter. Polakkerne troede, at en person, der fastede strengt fra hellig torsdag til lørdag i tre år, ville vide om sin død om tre dage. Ifølge Vologda-troen, hvis en person ikke spiser noget på langfredag, vil Gud tilgive ham alle de synder, han har begået siden den sidste bekendelse. I Kharkiv-regionen mente man, at de, der afholder sig fra mad fredag ​​og lørdag under den hellige uge. "Herren fra den bagende ild besvær med at gå i forbøn."

Den sørgmodige karakter af fredags- og fastetidens restriktioner blev årsagen til adskillige forbud pålagt dagligdags adfærd og økonomisk aktivitet [18] .

I Didaches apokryfe værk er en to-dages faste (fredag-lørdag påskeaften) for den døbte og hele samfundet, der døber ham, angivet: "Og før dåben, lad døberen og den døbte faste, og, om muligt, nogle andre, blev den døbte beordret til at faste en eller to dage i forvejen” ( Didache 7). I den tidlige kirke fandt en bekendtgørelse sted i omkring et år, men før påske fandt en massedåb sted, så de døbte kunne fejre påske som fuldgyldigt medlem af Kristi Kirke.

Se også

• Langfredag ​​i slavisk tradition

Noter

1. ↑ Hermogenes Shimansky . Træk af langfredagsgudstjeneste // Liturgi . Dato for adgang: 19. december 2016. Arkiveret fra originalen 2. november 2016. (ubestemt)
2. ↑ Dementiev D.V. God fredag. Højtideligholdelse af Vor Herre Jesu hellige frelsende lidenskab . Dato for adgang: 19. december 2016. Arkiveret fra originalen 14. oktober 2016. (ubestemt)
3. ↑ Chants of Great Saturday. / Ortodokse bønnebog . Hentet 14. juni 2022. Arkiveret fra originalen 9. april 2019. (ubestemt)
4. ↑ Langfredag. Læsning af de 12 evangelier . Dato for adgang: 14. december 2017. Arkiveret fra originalen 15. december 2017. (ubestemt)
5. ↑ Grundlæggende om ortodoksi. Påske triduum . Dato for adgang: 14. december 2017. Arkiveret fra originalen 15. december 2017. (ubestemt)
6. ↑ Den ortodokse kirkes gudstjeneste (gentrykt udgave af 1912). - M .: Dar, 2005. - S. 372.
7. ↑ 1. antifon
8. ↑ 6. antifon
9. ↑ Antifon 12
10. ↑ I moderne praksis starter tjenesten nogle gange lidt tidligere.
11. ↑ Stichera om "og nu", tone 6
12. ↑ Der står skrevet, at han skal opstå sammen med dem, som Herren vil oprejse. Det er forklaret om ham i den syriske bog, at han boede i landet Ausitidien på grænsen til Idumea og Arabien : før det hed han Jobab. Han tog en arabisk kone og avlede en søn, hvis navn var Ennon. Han nedstammede fra faderen til Zareth, søn af Esau, søn af moderen til Vossora , så han var den femte fra Abraham .
13. ↑ Altså brugt alle søndage uden undtagelse.
14. ↑ Fremgangsmåden for at tage ligklædet ud er angivet i henhold til den ortodokse kirkes kalender . Arkiveret 4. marts 2011 på Wayback Machine .
15. ↑ Lidenskabens og opstandelsens påske. Del 6. Langfredag: Korsets paradoks (link utilgængeligt) . Gudsmoders romersk-katolske ærkebispedømme i Moskva. Hentet 25. januar 2013. Arkiveret fra originalen 20. april 2013. (Russisk) 
16. ↑ Langfredag ​​// Orthodox Encyclopedia. - M . : Kirke-videnskabeligt center "Orthodox Encyclopedia", 2004. - T. VII. - S. 428-429. — ISBN 5-89572-010-2 .
17. ↑ 1 2 3 4 M. S. Zheltov, A. A. Tkachenko. Langfredag  ​​// Ortodokse leksikon . - M. , 2004. - T. VII: " Warszawa Stift  - Tolerance ". — S. 416-430. — 752 s. - 39.000 eksemplarer.  — ISBN 5-89572-010-2 .
18. ↑ Agapkina, 2012 , s. 176.

Litteratur

• Langfredag ​​/ T. A. Agapkina  // Slaviske Oldsager : Etnolingvistisk Ordbog: i 5 bind  / under det almene. udg. N. I. Tolstoj ; Institut for Slaviske Studier RAS . - M .  : Interd. relationer , 2012. - V. 5: C (Eventyr) - I (øgle). — S. 175–178. - ISBN 978-5-7133-1380-7 .

Links

• Zheltov M.S., Tkachenko A.A. Langfredag  ​​// Orthodox Encyclopedia . - M. , 2004. - T. VII: " Warszawa Stift  - Tolerance ". — S. 416-430. — 752 s. - 39.000 eksemplarer.  — ISBN 5-89572-010-2 .
• Teksten til langfredagstjenesterne på Pravoslavie.ru .
• Langfredag ​​// Russisk Etnografisk Museum.

Ordbøger og encyklopædier	Flot dansk Fantastisk catalansk Fantastisk norsk Brockhaus og Efron jorden rundt ortodokse Britannica (online) Katolsk (1997—...) Universalis Hjælp RIA Hjælp RIA
I bibliografiske kataloger	BNF : 12216058r GND : 4163328-3 J9U : 987007533758905171 LCCN : sh85055885 NKC : ph903275