Slavisk hedenskab

Slavisk hedenskab ( gammelslavisk hedenskab ) er et system af førkristne ideer om verden og mennesket, baseret på mytologi og magi , og de gamle slavers tro og kulter og ritualer forbundet med disse ideer . I en holistisk form er ideen om denne tro ikke blevet bevaret, den er rekonstrueret i henhold til skriftlige kilder, sprog, folklore , ritualer , skikke og tro hos de slaviske folk .

Det udviklede sig selvstændigt i det 1. årtusinde e.Kr. e. en gren af ​​den antikke indoeuropæiske religion , repræsenteret i oldtidens indiske, antikke iranske, oldgræske og antikke romerske tekster [1] .

Det slaviske hedenskab kan ikke kun forstås som et historisk stadie i de gamle slavers ( protoslaver ) verdensbillede i perioden før deres kristendom , men også som en typologisk specifik kulturel model, hvis former, mekanismer og semantiske kategorier fortsatte med at eksistere efter adoptionen af ​​kristendommen [2] .

Kilder

Næsten intet er kendt om de gamle slavers religion : den første fragmentariske information om slavisk kultur i skriftlige kilder vises først, efter at de nåede grænserne til det byzantinske imperium i det 6. århundrede. Til rådighed for videnskabsmænd er der meget lidt information om de gamle slavers mytologi, men det gælder især tider med pan-slavisk enhed. Dette skyldes mange faktorer, og frem for alt - manglen på deres eget skriftsprog og fjernhed fra hovedcentrene i den urbane latinske eller græske skriftkultur.

I mangel af originale mytologiske tekster er det muligt at bedømme slavernes hedenskab som en historisk fase af den al-slaviske kultur kun på grundlag af sekundære data - arkæologiske og bogskrevne kilder ( krøniker , krøniker osv.) , udenlandske vidnesbyrd, kirkelære mod hedenskab (se værker af N. M. Galkovsky , E. V. Anichkov , V. I. Mansikka , D. K. Zelenin , L. Niederle , G. Lovmyansky , A. Geyshtor , S. Urbanchik , V. Chaikanovich og andre) , såvel som på grundlag af sammenligning af slaviske data med data fra andre indoeuropæiske (baltiske, iranske, tyske osv.) kulturelle traditioner (se først og fremmest værkerne af V. V. Ivanov og V. N. Toporov ). De rigeste kilder til studiet af slavisk hedenskab som en kulturel model og rekonstruktionen af ​​gamle slaviske ideer forbliver "moderne" (relateret til XIX-XX århundreder) sproglige, etnografiske og folkloristiske beviser for slaviske traditioner [2] .

En af de første skriftlige kilder om de gamle slavers religion er en beskrivelse af den byzantinske historiker Procopius af Cæsarea (VI århundrede), som nævnte ofre til slavernes øverste gud - Tordeneren, flodånder ("nymfer"), osv. [3] :

Disse stammer, slaver og antes , er ikke styret af én person, men siden oldtiden har de levet i demokrati (demokrati), og derfor anser de lykke og ulykkelighed i livet for at være en fælles ting. Og i alle andre henseender, i begge disse barbariske stammer, er alt liv og love de samme. De tror, ​​at en af ​​guderne [4] , lynets skaber, er herre over alle, og tyre bliver ofret til ham, og andre hellige ritualer udføres. De kender ikke skæbnen og anerkender slet ikke, at den har nogen magt i forhold til mennesker, og når de står over for døden, hvad enten de er ramt af sygdom, eller i en krig i en farlig situation, afgiver de et løfte hvis de bliver frelst, bring straks et offer til Gud for din sjæl; efter at være undsluppet døden, ofrer de, hvad de lovede, og tror, ​​at deres frelse er købt til prisen for dette offer. De ærer floder, og nymfer og alle mulige andre guddomme ofrer til dem alle, og ved hjælp af disse ofre udfører de også spådom.

— Procopius af Cæsarea. Krig med goterne. Bog VII (bog III om krigen med goterne)

Al-Masudi sidestiller slavernes og rusernes hedenskab med fornuft :

Dekret fra Khazars hovedstad fastslår, at der er syv dommere i den, to af dem for muslimer, to for Khazarerne, som er dømt efter Taura- loven , to for de kristne der, som er dømt efter loven af Injil ; en af ​​dem er for slaverne, russerne og andre hedninger, han dømmer efter hedenskabets lov, altså efter fornuftens lov.

- Al-Masudi. Guldminer eller placere af ædelstene

I teksterne til russisk-byzantinske traktater fra det 10. århundrede er følgeguden Perun og "kvægguden" Volos (Veles) navngivet . The Tale of Bygone Years , under år 980, indeholder en historie om et fristed i Kiev , bygget af prins Vladimir Svyatoslavich , idolerne fra Perun, Khors , Dazhbog , Stribog , Simargl og Mokosh , der er installeret der, er nævnt :

Og Vladimir begyndte at regere alene i Kiev og opstillede idoler på en bakke uden for tårngården: en træ-Perun med et sølvhoved og et gyldent overskæg og Khors og Dazhdbog og Stribog og Simargl og Mokosh. Og de ofrede til dem og kaldte dem guder og bragte deres sønner og ofrede til dæmoner og besmittede jorden med deres ofre [5] .

Originaltekst  (kirke-sl.)[ Visskjule] Og begyndelsen af ​​prins Volodymyr i Kiev alene og sætte afguder på en bakke uden for tårnets gård: Perun er af træ, og hans hoved er sølv, og hans overskæg er guld, og Khoras, og Dazhbog, og Stribog og Semargl, og Mokosh. Og de vil spise dem, kalder på guderne, og jeg vil bringe mine sønner, og jeg vil spise med en dæmon, og jeg vil besmitte jorden med mine krav [5] .

Vesteuropæiske forfattere fra det 11.-12. århundrede giver detaljerede beskrivelser af helligdommene og kulterne i Redigost ( Svarozhich ) i Retra , Svyatovit (Sventovit) i Arkona , Triglav i Szczecin , Chernobog , helligdommen i Wolin , etc. Identifikationen af ​​et nummer. af østeuropæiske monumenter med slaviske helligdomme er genstand for uenighed ( Peryn , et kompleks nær det sted, hvor Zbruch-idolet blev fundet , osv.) [3] .

Formation

Den slaviske religion blev dannet over en lang periode i processen med at adskille de gamle slaver fra det indoeuropæiske samfund af folkeslag i det 2. - 1. årtusinde f.Kr. e. og i samspil med nabofolkenes mytologi og religion. Derfor er der naturligvis i den slaviske religion et betydeligt indoeuropæisk lag . Det antages, at billederne af tordenguden og kampgruppen ( Perun ), guden for kvæg og den anden verden ( Veles ), elementer af billederne af tvillingeguden ( Yarilo og Yarilikha , Ivan da Marya) og Himmelfaderens guddom ( Stribog ) formodes at tilhøre ham. Også indoeuropæiske i det væsentlige er sådanne billeder som Ostejordens Moder , gudinden for vævning og spinding forbundet med hende ( Mokosh ), solguddommen ( Dazhbog ) og nogle andre [6] .

Slavernes og balternes tro var meget tæt på hinanden . Det gælder guddomme som Perun ( Perkunas ), Veles ( Velnyas ) og muligvis andre. Der er også meget til fælles med tysk-skandinavisk mytologi : motivet af verdenstræet , tilstedeværelsen af ​​drager og så videre.

Nogle forskere foreslår keltisk-slaviske paralleller mellem guderne Dagda og Dazhbog , samt Maha og Makosh [7] . Fra den iransktalende befolkning lånte slaverne tilsyneladende selve ordet "gud" (som også havde semantikken "andel", jf. " god atstvo", " Gud y"), som erstattede den almindelige indoeuropæiske betegnelse for guddommen * divъ . Det er dog meget muligt, at ordet "gud" er en indfødt slavisk udvikling af Proto-I.e. *bhag- "share" [8] , som kun oplevede semantisk iransk indflydelse.

Da slaverne slog sig ned fra det proto-slaviske territorium , fandt differentiering af slavisk mytologi og isolering af lokale varianter sted, som i lang tid bibeholdt hovedkarakteristikaene for almindelig slavisk mytologi. Sådan er mytologien om de baltiske slaver ( vestslaviske stammer i den nordlige del af floden Elben og Oder ) og de østlige slaver . Formentlig var der andre varianter (især sydslavisk på Balkan og vestslavisk i den polsk-tjekkisk-moraviske region), men der er kun bevaret lidt information om dem [9] .

De østlige slaver havde guddomme af formentlig iransk oprindelse i deres pantheon - Khors , Semargl og andre [10] . Data om tjekkiske hedenske guder er også meget sparsomme og upålidelige. Der er beviser for eksistensen af ​​Perun og Veles, såvel som de tilsvarende toponymiske fakta (for eksempel relateret til Mokosh) [11] . En lignende situation karakteriserer de sydslaviske lande. I mangel af primære kilder er der (primært i toponomastik) spor af navnene på Perun og Veles og deres kult, såvel som nogle andre mytologiske karakterer (Mokosh, Dazhdbog, Troyan osv.). Med opdelingen af ​​det proto-slaviske samfund begyndte slavernes stammetro at dannes, som havde betydelige regionale forskelle. Især de vestlige slavers religion , på grund af historiske omstændigheder, før kristningens begyndelse var væsentligt forskellig fra alle andre [11] .

Under genbosættelsen af ​​de østslaviske stammer i det 6.-9. århundrede kunne deres individuelle gruppers mytologier blive påvirket af de finsk-ugriske , baltiske og tyrkiske folks mytologier [9] .

Mytologi

Hovedtrækkene i slavisk hedenskab som verdenssyn er troen på naturens animation ( animatisme og animisme ), dyrkelsen af ​​forfædre og overnaturlige kræfter, der konstant er til stede og deltager i hele livet for enhver person, udviklet lavere mytologi , tro på mulighed for at påvirke tingenes tilstand i verden ved hjælp af primitiv magi, antropocentrisme .

Den eneste overbevisende rekonstruerede almindelige slaviske guddom er Perun (* Perunъ ), torden- og lynets gud. Tilsyneladende var det ham, Procopius havde i tankerne under "lynets skaber, herre over alt." Denne guddom blev bedst bevaret blandt de østlige slaver og erhvervede, ud over de angivne, også træk fra skytsguden for prinsen og holdet.

Som Leszek Moshinsky viste i sin undersøgelse , er protoslaviske begreber som ånd, sjæl, nav ("død"), paradis (" anden verden "), volkolak (" varulv "), ghoul (" vampyr "), treba ( "offer") [12] . Samtidig må den hedenske sjælsforståelse ikke forveksles med den kristne . Sjælen var ikke en abstrakt ikke-materiel enhed, sjælen var selve personligheden af ​​en person, som efter døden blev navi, flyttede til en anden verden, paradis. På samme tid, som O. N. Trubachev bemærker , blandt de europæere, der konverterede til kristendommen, var det kun blandt slaverne, at begrebet "paradis" ( pra -Slav *rajь ) var indfødt, og "helvede" blev lånt [13] .

Trubachev forsøger at genoprette nogle af de mere abstrakte begreber i den proto-slaviske religion og finde latinske paralleller til dem. For eksempel: prsl. * gověti og lat.  favēre "fast, tie stille, favorisere"; prasl. * mana og lat.  mānēs "de dødes ånder, spøgelser, genfærd"; prasl. * basъ /* ne-basъ "smuk, god" / "uhøflig, slyngel" og lat.  fās/ne-fās "guddommelig lov"/"synd" [14] .

Kulter og ritualer

Guddomskulter

Arkæologiens data og skriftlige kilder vidner om, at slaverne havde skulpturelle billeder af guddomme ( idoler ). De kunne enten være af træ eller sten. De østlige slavers idoler er kendetegnet ved enkelhed og uhøflighed i udførelsen, mens de vestlige slavers idoler var mere dygtige og komplekse. Måske er dette resultatet af indflydelsen fra den keltiske eller gamle tradition . Derudover er et karakteristisk træk ved de vestslaviske idoler polycefali (mange hoveder) [15] . Udseendet af slaviske idoler kan bedømmes af det såkaldte " Zbruch-idol " [16] såvel som ved beskrivelser i skriftlige kilder: det er f.eks. kendt, at idolet af Perun , sat i Kiev af prins Vladimir, var af træ, med et sølvhoved og et gyldent overskæg [17] .

Slaverne tilbad idoler i åbne helligdomme ( templer ). Normalt blandt slaverne blev templets rolle udført af skoven [18] . Tilstedeværelsen af ​​tempellokaler blandt slaverne (med undtagelse af de vestlige) er ikke registreret, men de kunne godt have fundet sted uden at efterlade spor, idet de var af træ [19] . Ritualer for tilbedelse af idoler blev afholdt i templet. Templer kunne være indhegnet, deres sædvanlige egenskab var en brand, midlertidig eller permanent. Det er klart, at templet blev bygget af prins Vladimir til hans pantheon, men det er endnu ikke blevet opdaget af arkæologer. Argumenterne fra B. A. Rybakov i denne henseende [20] , som støttede arkæologerne P. P. Tolochko og Ya. E. Borovsky , som "opdagede" Vladimirs tempel [21] , er for nylig blevet omstridt [22] . At dømme efter krønikerne lå Peruns tempel også i Novgorod på Peryn . Det blev angiveligt opdaget af den sovjetiske arkæolog V. V. Sedov [23] , men dets rekonstruktion i dag er yderst tvivlsomt [24] . Af de slaviske helligdomme opdaget af arkæologer er Zbruch-kultcentret også fremhævet [25] . For nylig har der været forslag om, at funktionen af ​​helligdomme i det nordvestlige Rusland kunne udføres af bakker  - hellige monumenter i form af volde over begravelser. Selve højen spillede i hvert fald oftest mere en rituel funktion end en begravelse. Resterne af netop sådan et fristed kunne findes på Peryn [26] .

Ud over idoler tilbad slaverne (ligesom deres naboer - balterne og finsk-ugriske stammer ) også hellige kampesten. I den østlige udkant af det slaviske rum, før slavernes ankomst, blev hellige sten naturligvis tilbedt af de finsk-ugriske stammer [27] .

Fraværet af udviklet hedensk plastisk kunst og arkitektur i Rus' forklares af ufuldstændigheden af ​​den hedenske kults statsformer. Så prins Vladimir Svyatoslavich blev tvunget til at opgive sit synkretiske pantheon et par år efter, at han godkendte det i Kiev [28] .

I et brev fra Metropolitan Macarius til Ivan den Forfærdelige (1534) rapporteres det, at "dårlige afgudsbedesteder blev bevaret selv før storhertug Vasily Ivanovichs regeringstid", og også at "skov og sten og floder og sumpe, kilder og bjerge og bakker" bruges som bedesteder. , sol og måne og stjerner og søer" [29] .

Forfædres kulter

Kulten af ​​forfædre blev afspejlet i den slaviske begravelsesritual. The Tale of Bygone Years beskriver denne rite blandt Vyatichi:

Og hvis nogen dør, holder de en fest på ham . Efter det bygger de en stor ild [30] , sætter en død mand på den og brænder den . Efter at have samlet knoglerne, lagde de dem i et lille kar og satte dem på en pæl ved vejen. Dette er, hvad Vyatichi gør i dag. Den samme skik følges af Krivichi og andre hedninger.

Originaltekst  (kirke-sl.)[ Visskjule] Og hvis nogen er døende, vil jeg lave en begravelsesfest over ham, og derfor vil jeg skabe en stor stjæle, og jeg vil lægge en død mand på stjålen, og jeg vil brænde, og så, efter at have fjernet knoglerne, vil jeg læg det i et lille kar, og jeg vil sætte det på en søjle på vejen, selv nu for at skabe Vyatichi. Se skaberne af skik og Krivichi og anden ondskab [31] .

Med fest her mener vi åbenbart konkurrencer til minde om de afdøde og generelt erindringsbegivenheder . Skikken med at efterlade et fartøj med afdødes knogler på søjler nær vejene tydeliggøres af senere etnografiske optegnelser: søjler på kirkegårde blev betragtet som en slags grænse mellem levende og døde. Retter brugt ved begravelser blev kastet på disse poster. Selve søjlerne blev ofte lavet med et udseende af et tag og indhak - af hensyn til bekvemmeligheden for de dødes sjæle, der boede i nærheden af ​​dem. Senere blev kirkegårdens søjler erstattet af ortodokse kors [32] . Desuden refererer begravelsessøjler til den arkaiske skik med begravelse i træer og i træstammer. Søjlen kan således i begravelsesritualet spille verdenstræets kosmogoniske rolle , langs hvilken de dødes sjæle stiger op til deres forfædres himmelske verden [33] .

Data om begravelsesritualet kan også hentes fra krønikehistorien om, hvordan Olga begravede sin mand, prins Igor , som blev dræbt af Drevlyanerne :

[Olga sendte en besked til Drevlyanerne:] "Her, jeg kommer allerede til jer. Kog en masse honning i nærheden af ​​byen, hvor du slog min mand ihjel, så jeg kan græde over hans grav og holde en fest for min mand. Da de hørte det, kom de med en masse honning og kogte det. Olga kom med et lille følge og lys til Igors grav og græd over sin mand. Så beordrede hun folk til at hælde en stor høj , og når de hældte, beordrede hun at holde en fest. Så satte Drevlyanerne sig for at drikke, og Olga beordrede sine unge til at tjene dem.

Originaltekst  (kirke-sl.)[ Visskjule] "Se, jeg går allerede til dig, men byg en masse honning i nærheden af ​​byen, hvor du slår min mand ihjel, lad mig græde over hans kiste og lave en fest for min mand." Efter at have hørt det, kom de med en masse honning og kogte den. Olga, tag et par hold, og gå let, kom til hans kiste og græd over din mand. Og han befalede folket at spise den store grav, og som om den var sikker, befalede han at lave en begravelsesfest. Så Drevlyanerne drikker, og Olga beordrede sin ungdom til at tjene for dem [34] .

Det følger af denne passage, at festen omfattede mjøddrikning, at der blev bygget høje over gravene (tilsyneladende afhang deres størrelse af de begravedes status), og at der var skik at græde over den afdødes grav. Alle disse oplysninger bekræftes af etnografiske optegnelser og (om høje) arkæologiske data. Ud over disse skikke nævner Prologen fra 1500-tallet et sådant element af begravelsesritualer som "bydyn" [35] [36] [37] [38] , altså vågenhed, vågenhed ved siden af ​​den afdøde om natten, som tilsyneladende blev fremført af et betydeligt antal mennesker med klagesange, sange og lege [39] [40] .

Interessant information om begravelsesritualet er givet af kronikhistorien om prins Vladimir Svyatoslavichs død :

Om natten afmonterede de platformen mellem to bure, svøbte ham (Vladimir) i et tæppe og sænkede ham med reb til jorden; da de havde lagt ham på en Slæde , tog de ham bort og anbragte ham i Guds Hellige Moders Kirke , som han selv engang byggede. Da de hørte om dette, kom folk uden tal sammen og græd over ham...

Originaltekst  (kirke-sl.)[ Visskjule] Og om natten, mellem burene, efter at have taget en platform, på et tæppe, og hængt den på jorden og lagt den på en slæde, båret den, lagt den i den hellige Guds moder, ville jeg selv have taget den . Se, da dæmonen så folket, dalede han ned og græd over ham ... [41]

I dette tilfælde kan man iagttage den ældste ritual, som også blev bevaret i det gamle Rusland - for at bære de afdøde ned, demonterer de muren. Dette er formentlig sket med det formål, at afdøde, taget ud på usædvanlig måde, ikke kunne vende tilbage og ikke forstyrrede de levende. En anden gammel ritual beskrevet i denne passage er brugen af ​​en slæde til at transportere den afdøde, selv på trods af sommertiden. Slæder blev brugt ved begravelser som den mest ærefulde, rolige og respektable transportform [42] . Derudover havde slæden på grund af sin arkaisme tilsyneladende en vis hellig betydning i begravelsesritualet [43] .

Der er også en fælles rituel mad for alle østslavere ved vågen- kutya , pandekager og gelé . Næsten alle østslaviske helligdage er forbundet med kulten af ​​døde forfædre, som blev husket på årets milepælsøjeblikke - ved juletid , skærtorsdag og Radonitsa , på Semik og før Dmitrievs dag . På dagene med minde om de døde opvarmede de et badehus for dem , brændte bål (så de varmede op), efterlod mad til dem på festbordet. Julemummer repræsenterede blandt andet de forfædre, der kom fra den anden verden og samlede gaver. Formålet med alle disse handlinger var at overtale de døde forfædre, som kunne velsigne familien eller kunne forårsage ondskab - at skræmme, dukke op i en drøm, torturere og endda dræbe dem, der ikke opfyldte deres behov. .

Meget almindelig blandt slaverne var troen på de lovede døde (udtrykket blev introduceret i videnskabelig cirkulation af etnografen D.K. Zelenin ). Man mente, at mennesker, der ikke døde ved deres egen død, ikke faldt til ro efter døden og var i stand til at skade de levende, så de blev overtroisk frygtet og æret under den almindelige mindehøjtidelighed [44] .

De arkaiske former for den russiske fyrstekult svarede til stammenormerne i det hedenske østslaviske samfund. Den fyrstelige begravelseskult skulle erstatte forfædrekulten [28] . Vladimir byggede den første tiendekirke af sten på druzhinas nekropolis, og druzhina-børne blev erstattet af en kristen fyrstegrav [28] [45] [46] . Yaroslav den Vise i 1044 beordrede opgravning af resterne af hans onkler, som blev dræbt under stridighederne i 970'erne, i modsætning til den kristne kanon, blev de døbt og genbegravet i Tiendekirken, da fyrstefamilien skulle være forenet selv efter døden [28] .

Helligdage

For den protoslaviske periode rekonstrueres adskillige festligheder, især af karnevalstypen , forbundet med bestemte årstider og mindehøjtidelighed for de døde . Sammenfaldet af en række karakteristiske detaljer (deltagelse af mummers , farceagtige begravelser), sammen med en typologisk forklaring, i overensstemmelse med hypotesen om V. Pisani , gør det muligt at bygge disse slaviske festligheder til mummernes kalenderritualer osv. , rekonstrueret til den fælles indoeuropæiske periode af J. Dumezil .

Allerede tidlige middelalderlige latinske kilder beskriver farceagtige ritualer (inklusive begravelser) både blandt de vestlige slaver ( Kozma fra Prag og andre) og blandt de sydlige (i det 13. århundrede beskrev Demetrius af Bulgarien havfruerne og teatralske forestillinger og danse arrangeret på deres lejlighed, karakteriseret som obskøn). I folkekulturen er disse ritualer bevaret indtil det 19.-20. århundrede i alle slaviske traditioner: blandt de østlige slaver ( latterbegravelser af mytologiske skabninger som Kostroma , fastelavn , Yarila , Mary osv., zoomorfe symboler som "kodød" også deltage i sæsonbestemte ritualer), blandt tjekkerne (umrlec-ritualet, moraviske forårsritualer på dødsugen, da et fugleskræmsel af Smrtna nedela blev udført med opførelsen af ​​sange, der bogstaveligt talt faldt sammen med østslaviske), blandt bulgarerne (Rusland , Herman osv.) [9] .

Præstedømmet

Arkæolog V. V. Sedov mente, at lederen ( prinsen ) af de gamle slaver kombinerede administrative, militære og religiøse funktioner [47] , hvilket generelt er karakteristisk for perioden med militærdemokrati .

Ved midten af ​​det 1. årtusinde e.Kr. e. Slaviske stammer bosatte sig over et stort territorium, så deres niveauer af social udvikling varierede. Sydslaverne kom meget tidligt under stærk indflydelse fra Byzans og følgelig kristendommen, så det er ikke muligt for dem at tale om præstedømmet. De vestlige slaver var foran de østlige med hensyn til niveauet af social udvikling, derfor opnåede præstedømmet blandt de baltiske slaver, som det fremgår af kilderne, betydelig indflydelse og koncentrerede nogle gange politisk magt i deres hænder. Formentlig var præsteembedet som gods blandt østslaverne kun i dannelsesprocessen [48] , hvilket blev afbrudt af kristendommens indførelse . Imidlertid havde de østlige slaver højst sandsynligt præster af hedenske guddomme i den førkristne periode. Spåmænd, troldmænd og medicinmænd var også til stede . Gamle russiske kilder kalder dem troldmænd , troldmænd [49] , obavniks, grønthandlere, nauzniki, troldmænd, troldmænd, spåkoner, "ublanderlige kvinder" osv. Deres hovedfunktioner var kvaksalveri - behandling med konspirationer , ritualer og naturmedicin; husholdningsmagi - kærlighed og beskyttende (ved hjælp af ritualer, potions , amuletter , amuletter osv.); forudsigelser og spådom - ved fugles og dyrs skrig, størkning af tin og voks osv.; hjælp under fødslen osv. [50]

Kristen periode

Efter kristningen blev den gamle tro bevaret i form af forfædrekulten og troen på lavere ånder (brownies, nisser, havfruer osv.). Talrige førkristne elementer er blevet bevaret i slaviske kalenderriter og livscyklusriter [3] .

Holdningen til de dødes ånder var ambivalent. På den ene side blev familiens mæcener æret - bedstefædre, forældre, der døde af naturlige årsager, på den anden side blev ghouls (pantelån), der døde en alt for tidlig eller voldelig død, selvmord , druknede mennesker osv. blev betragtet som farlige. til de døde - ghouls , mavki [9] .

Dåben i Rusland blev ikke kun ledsaget af ødelæggelse af templer og omstyrtelse af idoler, afspejlet i skriftlige kilder. Ved overgangen til det 10. og 11. århundrede var hele den materielle kultur under forandring, inklusive kunst og kunsthåndværk og begravelsesritualer. Ligbrændingsritualet forsvinder. Barrowriten blev bevaret på landet indtil slutningen af ​​1000-tallet, men de døde var allerede begravet under en vold på jordens overflade og med hovedet mod vest. I byerne vinder en helt kristen begravelsesritual frem. Monumentale slaviske begravelsesmonumenter - bakker - forsvinder, de erstattes af lave " zhalniks ". De karakteristiske genstande for tilbedelse skifter fra tidlige kors lavet af pladesølv til støbt krydsvest "skandinavisk type" (en unøjagtig betegnelse, disse kors med tre kugler i enderne spredt i det 11. århundrede i Rusland og Skandinavien, men selve deres form er af byzantinsk oprindelse). Luksuriøs hedensk udsmykning af kostumet fra det 10. århundrede, inklusive dekorationer i skandinavisk dyrestil, er erstattet af en mere beskeden kjole. Nogle elementer i den "hedenske" påklædning mister deres semantik. Så sølvkornede skandinaviske amuletter-vedhæng ( Thors hamre ) er inkluderet i en halskæde med sølvperler og et kors (Kiev-skat fra det XII århundrede) [28] . Et gammelt russisk bæltesæt blev dannet, hvis elementer holdt sig til Sverige og Gotland [51] . Traditionelle slaviske typer af dekorationer fra den hedenske periode er bevaret - halshryvnias , tidsmæssige ringe , forskellige vedhæng. Motiver af byzantinsk kunst begynder at blive brugt til at dekorere traditionelle slaviske smykker. I det 11. århundrede i Rusland fandt en ny opblomstring af dekorativ og brugskunst sted både i byer og på landet [28] .

I kulturen i moderne og moderne tid

Filologen Yu. M. Lotman skrev, at mange forfattere og historikere fra det 18. århundrede, inklusive Mikhail Lomonosov , faktisk stolede på mere sene kilder, som de senere udgaver af Chronograph , da beviserne rapporteret af The Tale of Bygone Years forekom dem for lapidære , nærig, blottet for romantisk indhold. Disse vidnesbyrd berørte næsten ikke emner, der interesserede læseren i slutningen af ​​1700-tallet i størst udstrækning - den før-kristne, før-fyrstelige periode, og gav for få detaljer. Senere kilder blev også tiltrukket af deres iboende eventyrlige fantasi, som ifølge 1700-tallets ideer var et tegn på oldtiden. Således, mere fantastisk end informationen rapporteret af The Tale of Bygone Years, blev artiklerne i Chronograph opfattet som mere gamle [52]

Billeder af østslavisk hedenskab blev brugt i klassisk russisk litteratur, hjulpet af de æstetiske ideer fra den romantiske æra . Således fik Vasily Zhukovskys ballade " Svetlana " (1813), hvor den europæiske litteraturs mystiske forhåbninger er forbundet med slaviske etniske motiver, og en række andre litterære værker succes. Denne proces blev lettet af udgivelsen af ​​forskellige monumenter af gammel russisk litteratur (især " Fortællingen om Igors kampagne " opdaget i slutningen af ​​det 18. århundrede ) og fremkomsten af ​​forskningsværker om russisk historie og slavisk mytologi, især, værker af A. N. Afanasyev . Mikhail Lermontov i digtet "The Last Son of Liberty" (1831) refererer til tidspunktet for Ruriks kald . Slaviske guder fungerer som et symbol på frihed, slaviske frimænd, hvilket blev færdigt, da "den uforskammede Varangian erobrede de slaviske guder" [53] . Den ukrainske forfatter Ivan Franko i historien "Zakhar Berkut" (1882), om Karpaterne Rusyns kamp med mongolerne, viser en positiv holdning til slavisk hedenskab, forårsaget af forfatterens socio-politiske idealer, overholdelse af ideen af et kommunalt system, som svarer til denne "frie, rene fællesreligion". Franko fortæller i historien nogle myter om østslaviske guder af uklar oprindelse [54] .

I det 20. århundrede blev disse tendenser videreført. Sølvalderen for russisk poesi , en af ​​de kulturelle koder, som betragtes som de gamle slavers verden, producerede et stort antal digte, der afspejlede ideer om slavisk hedenskab. Så i 1907 udgav Konstantin Balmont en digtsamling "The Firebird. Pipe of a Slav", gennemsyret af slaviske hedenske og folkloristiske motiver. Perun bliver en populær karakter i poesi. Billederne af den lavere slaviske mytologi afspejles i Sergei Yesenins arbejde ("Lys brænder ud over floden", 1916), som sluttede sig til gruppen af ​​digtere "Krasa" oprettet i 1915. Denne gruppe søgte at genoplive den poetiske verden af ​​folkesange, eventyr og legender "vendte deres blik mod den fjerne fortid, til slavisk mytologi, russisk oldtid, hedensk Rusland" [53] .

I den tidlige sovjetiske periode blev religiøse litterære værker irrelevante og malplacerede, men førrevolutionære intentioner forblev i emigreringslitteraturen. Temaet for slavisk hedenskab vender tilbage til sen sovjetisk litteratur. Dens symbol er stadig Perun. I 1971 blev en bog med digte af Igor Kobzev "Knights" udgivet. Den adskiller sig fra førrevolutionære digte ved en udtalt anti-kristen orientering og en klar sympati for den hedenske oldtid. Årsagen til at skrive en række værker var fejringen af ​​1500-året for Kiev i 1982. En anden grund til at afspejle hedenske temaer i sovjetisk litteratur var årtusindåret for Ruslands dåb (1988). Nogle forfattere var også påvirket af rekonstruktionerne af slavisk hedenskab foreslået af akademiker B. A. Rybakov i monografierne "The Paganism of the Ancient Slavs" (1981) og "The Paganism of Ancient Russia" (1987) (for eksempel Rod som den øverste gud og en række kabinetsguder ). En række værker var direkte påvirket af forfalskningen af ​​Veles-bogen og den romantiske historie om dens erhvervelse (den blev nævnt i den sovjetiske videnskabelige presse siden 1960, først udgivet i Sovjetunionen i 1990) [53] . Den vigtigste genre, inden for hvilken offentlig interesse for de gamle slavers kultur i øjeblikket bruges, er slavisk fantasy [53] .

Billederne af østslavisk hedenskab inspirerede russiske forfattere fra den førrevolutionære, sovjetiske og postsovjetiske perioder, på trods af de forskellige religiøse og politiske konjunkturer. Før revolutionen var holdningen til hedenskab modstridende og forsigtig. I den sovjetiske periode herskede en positiv holdning. Denne holdning er blevet nedarvet af moderne russisk litteratur. Populariteten af ​​den nye genre, slavisk fantasy, for hvilken slaviske hedenske guder og andre mytologiske karakterer er blevet uundværlige egenskaber, indikerer, at læserskaren (for fantasy, især unge mennesker) har en positiv interesse for østslavisk hedenskab. Det slaviske hedenskabs motiver trænger også ind i stor litteratur, og en ny kulturel kodeks er ved at blive dannet, delvist efter sølvalderens ideer og idealer. Dens originalitet ligger i moderne forfatteres større brug af ikke-videnskabelige kilder og neo -hedenske filosofiske og religiøse konstruktioner [55] . Hvis etnografer fra 1800-tallet ofte ledsagede deres feltnotater med bemærkninger om de skikkes vildskab, de beskrev og endda underkastede deres observationer selvcensur, og den oplyste offentlighed søgte at slippe af med disse traditioner hurtigst muligt, så i Det 20. århundrede blev disse forsvindende relikvier genstand for kunstnerisk gentænkning og en vis romantisering [56] .

I biografen er temaet slavisk hedenskab i de fleste tilfælde kun indirekte berørt. Billeder af østslavisk hedenskab bruges i film om historiske temaer, i film, der spiller på etnografiske realiteter og i den postsovjetiske periode i film i genren slavisk fantasy. I den berømte sovjetiske historiske film Andrei Tarkovsky " Andrei Rublev " (1966), i novellen "Holiday", endte hovedpersonen ved et uheld på en hedensk sommerferie. Nogle andre sovjetiske film afspejler Rybakovs konstruktioner eller ideerne om de hedenske slavers "folkestyre". Hedenskab er ofte blevet romantiseret, portrætteret positivt, som mere patriotisk og demokratisk end aggressivt håndhævet kristendom. Der er nogle neo-hedenske klicheer (omtale af førkristen skrift eller demonstration af "slaviske runer"). I filmene fra den postsovjetiske periode opstod en omvendt tendens i vurderingerne af hedenskab og kristendom. Kristendommens progressivitet og dens samlende rolle fremhæves, mens hedenskaben fremstilles på en neutral positiv eller negativ måde. Ud over film af den historiske genre er temaet for slavisk hedenskab til stede i film af den slaviske fantasy-genre, hvor vurderinger af hedenskab normalt er positive som et generelt følge. Sovjetiske filmskabere tog en mere stringent tilgang til rekonstruktionen af ​​historiske realiteter, og videnskabsmænd var nødvendigvis involveret som konsulenter. Når man laver postsovjetiske film, er konsulenter sjældent involveret [57] . På tv bliver emnet slavisk hedenskab sjældent berørt, hovedsageligt i forskellige fiktive plots af "dokumentariske" film og serier, som også indeholder aktuelt fiktive slaviske guder, myter og traditioner, og ny-hedenske selv, der er positioneret som ægte slaviske hedninger og troldmænd; Slavisk hedenskab kan fyldes med mystisk realisme, romantiseres; i en række tilfælde populariseres pseudohistoriske neo-hedenske ideer som ægte viden, som " officiel videnskab " skjuler. Temaet for slavisk hedenskab er blevet en del af informationsmiljøet for russiske tv-seere og samfundet som helhed [58] .

I det førrevolutionære Rusland, hvor stats- og kirkecensur fungerede, var rehabiliteringen af ​​slavisk hedenskab umulig på trods af den udtrykte interesse fra den uddannede offentlighed forbundet med indførelsen af ​​monumenter fra gammel russisk litteratur i det kulturelle miljø og det betydningsfulde. udvikling af arkæologi, folklore, etnografi, filologi og kildestudier. I sovjettiden blev studiet af hedenske overlevelse af nogle videnskabsmænd (inklusive etnografen S. A. Tokarev [59] ) kun betragtet som et middel til deres fuldstændige udryddelse. I den sene sovjetiske periode, i litteratur og film, blev den hedenske arv ofte karakteriseret som en vigtig del af russisk kultur, mere værdig til sympati end kristendommen. I det moderne Rusland, under indflydelse af politikken for at styrke traditionelle religioner, især ortodoksi, finder dette synspunkt ikke støtte på officielt niveau, som det fremgår af film lavet med statsstøtte. Tv-kanaler, der undværer statsstøtte, er dog mere frie til at vise historier om hedenske emner. Generelt er der i det offentlige informationsrum en tendens til at rehabilitere østslavisk hedenskab [60] .

Forfalskninger, pseudovidenskabelige og neo-hedenske rekonstruktioner

Et separat problem forbundet med slavisk mytologi og hedenskab er populariteten af ​​dette emne blandt den almindelige befolkning og skabelsen af ​​adskillige formodninger, pseudo -historiske konstruktioner og fup om dette emne for at glorificere individuelle folks fortid. Så på grundlag af en fup kendt som " Veles Bog ", såvel som andre kilder og værker i genren folkehistorie , blev forskellige fiktive kulter og mytologier skabt inden for rammerne af slavisk nyhedenskab (rodnovery) [ 61] .

Samtidig anerkender den tjekkiske etnolog, en specialist inden for tjekkisk etnografi og Rodnovery, Jiří Machuda, realiteten af ​​rekonstruktioner af det slaviske hedenske ritualkompleks af moderne Rodnovers. Han bemærker samtidig, at grundlaget for at genskabe ritualerne i dem i højere grad ikke er historiske kilder, men folklore og folks verdensbillede [62] [63] .

Formodninger finder også sted i historisk videnskab. Mange guddomme, der er blevet solidt etableret i moderne ideer om slavisk mytologi, er senere folklorefigurer ( Yarila [64] , Kupala , Kolyada ), eller endda en skabelse af " kabinetsmytologi " - en videnskabelig fiktion ( Lada , Lel og andre).

Se også

Noter

  1. ↑ Tolstoy, 2003 , s. ti.
  2. ↑ 1 2 Tolstaya, 2012 , s. 616.
  3. ↑ 1 2 3 Petrokhin, 2015 , s. 389.
  4. ↑ Den fejlagtige oversættelse "kun Gud" gav anledning til adskillige spekulationer om "monoteisme" blandt de gamle slaver (for eksempel: Klimov E.V. Monotheism of the Eastern Slavs Arkiveret 12. oktober 2011 på Wayback Machine // Questions of History. 2007. Nej. 12.) Den korrekte oversættelse er "en af ​​guderne" (i originalen ikke θεόν, men θεῶν).
  5. ↑ 1 2 Historien om svundne år (Tekstforberedelse, oversættelse og kommentarer af O. V. Tvorogov ) // Litteraturbibliotek i det antikke Rusland / RAS . IRLI ; Ed. D. S. Likhacheva , L. A. Dmitrieva , A. A. Alekseeva , N. V. Ponyrko SPb. : Nauka , 1997. Bind 1: XI-XII århundreder. ( Ipatiev-kopien af ​​Fortællingen om svundne år på originalsproget og med simultanoversættelse). Elektronisk version af publikationen Arkivkopi dateret 5. august 2021 på Wayback Machine , udgivelse af Institute of Russian Literature (Pushkin Dom) RAS.
  6. ↑ Om den indoeuropæiske oprindelse af slavisk mytologi, se: Ivanov Vyach. Sol. , Toporov VN Forskning inden for slaviske antikviteter. Moskva: Nauka, 1974.
  7. ↑ Ivanov S. V. Rets. på: Paralleller mellem keltisk og slavisk. Proceedings of the First International Colloquium of Societas Celto-Slavica afholdt på University of Ulster, Coleraine, 19.-21. juni 2005. Arkiveret 13. maj 2016 på Wayback Machine
  8. ↑ Vasmers etymologiske ordbog . Dato for adgang: 26. februar 2017. Arkiveret fra originalen 2. maj 2017.
  9. ↑ 1 2 3 4 Ivanov, Toporov. Slavisk mytologi, 1988 .
  10. ↑ Iranske guder i Pantheonet i Kiev . Dato for adgang: 26. februar 2017. Arkiveret fra originalen 8. januar 2017.
  11. ↑ 1 2 Toporov, 1995 , s. 213.
  12. ↑ Moszyński Leszek. Die vorchristische Religion der Slaven im Lichte der Slavishen Sprachwissen schaft. Böhlau Verlag, Köln-Weimar-Wien, 1992.
  13. ↑ Trubachev O. N. Tanker om slavernes førkristne religion i lyset af slavisk lingvistik // Spørgsmål om lingvistik. 1994. Nr. 6. S. 8.
  14. ↑ Trubatjov. Tanker om slavernes førkristne religion ... S. 11-12.
  15. ↑ Polycephaly i sin oprindelige form er forbundet af forskere med en offentlig organisation: Trubachev O.N. Historien om slaviske termer for slægtskab og nogle af de ældste termer i det sociale system. M. : Publishing House of the Academy of Sciences of the USSR, 1959. S. 8-9.
  16. ↑ Tilhørsforholdet af dette idol til de østlige slaver er fortsat kontroversielt. Mere sandsynligt er Zbruch-idolets vestslaviske tilhørsforhold, mens der endda er meninger om dets tilhørsforhold til steppe-nomadiske folk: Klein 2004, s. 196-212. Nogle moderne forskere betragter idolet som en forfalskning af romantikkens æra: Komar A., ​​​​Khamaiko N. Zbruch idol: et monument fra romantikkens æra? Arkiveret fra originalen den 9. december 2012. // Ruthenica. Kiev, 2011. T. 10. C. 166-217.
  17. ↑ Billedet af Peruns formentlig idol (med overskæg og stående på en sky) er indgraveret på et knogleformue - fortællende lod fra Staraya Ladoga : Chernov A. Perun og Odin: Tre hedenske lods fra Staraya Ladoga Arkivkopi dateret 13. november , 2019 på Wayback Machine .
  18. ↑ Lyt, Mosenkis, 2006 , s. 21.
  19. ↑ Nogle forskere finder billeder af førkristne templer og idoler i russiske broderier: Dintses L. A. Ruslands førkristne templer i lyset af folkekunstmonumenter Arkivkopi dateret 14. august 2020 på Wayback Machine // Soviet Ethnography . 1947. nr. 2; Denisova I. M. Billedet af et gammelt slavisk tempel i russisk folkekunst Arkivkopi af 30. oktober 2020 på Wayback Machine // Ethnographic Review . 1992. Nr. 5. Måske blev relikvier fra hedenskab bevaret i den senere tradition med at bygge "almindelige" (på én dag) templer og kapeller: Zelenin D.K. "Almindelige" håndklæder og "almindelige" templer Arkivkopi af 8. august 2020 den Wayback Machine // Levende antikken . 1911.XX. s. 1-20.
  20. ↑ Rybakov B. A. Paganisme i det gamle Rusland. Kapitel 9. Den hedenske reform af Vladimir. Arkiveret 23. september 2011 på Wayback Machine
  21. ↑ Tolochko P.P., Borovsky Ya.E. Yazichnitsko-templet i "byen" Volodymyr // Arkæologi i Kiev. Opfølgning og materialer. Kiev, 1979. S. 3-10.
  22. ↑ Klein 2004, s. 160-164.
  23. ↑ Sedov V.V. Gammel russisk hedensk helligdom i Peryn Arkivkopi dateret 10. oktober 2011 på Wayback Machine // Korte rapporter fra Institute of the History of Material Culture. Problem. 50. S. 92-103.
  24. ↑ Der er ingen grund til at betragte fundene af V.V. Sedov som Peruns tempel - dette er højst sandsynligt kun en gruppe af bakker, se Klein 2004, s. 152-157.
  25. ↑ Rusanova I.P., Timoshchuk B.A. Zbruch Sanctuary (foreløbig rapport) Arkivkopi dateret 14. december 2008 på Wayback Machine // Soviet Archaeology. 1986. nr. 4. S. 90-99.
  26. ↑ Svirin K. M. hedenske helligdomme i det nordvestlige antikke Rusland i de VIII - tidlige XI århundreder. Arkiveksemplar dateret 14. oktober 2011 på Wayback Machine // Novgorods historie og arkæologi. 2006. Udgave. 2.
  27. ↑ For eksempel betragtes Blue Stones som en toponymisk markør for Marys tidligere tilstedeværelse : Matveev A.K. Korrekt russisk toponymi som en kilde til information om den gamle befolkning i den nordlige del af den europæiske del af Rusland Arkiveret 24. september 2015 på Wayback Machine .
  28. ↑ 1 2 3 4 5 6 Petrukhin, 2014 , s. 362-363.
  29. ↑ Levkievskaya, 2000 .
  30. ↑ I de tidligere lister over annaler er i stedet for det stjålne "begravelsesbål" ordet for skatten "dæk, kiste".
  31. ↑ Mansikka, 2005 , s. 94.
  32. ↑ Mansikka, 2005 , s. 96-97.
  33. ↑ Belova O. V., Petrukhin V. Ya. "The Funeral of Sovius": et bogplot og realiteten af ​​begravelsesritualet i lyset af slavisk-russiske paralleller // Folklore og boglighed. M.: Nauka, 2008. S. 128-136.
  34. ↑ Mansikka, 2005 , s. 98.
  35. ↑ Ulukhanov I. S. Old Russian bydyn // Historisk grammatik og leksikologi af det russiske sprog: Materialer og forskning. M., 1962. S. 196-200
  36. ↑ Gritsenko Z. A. Mystisk "bydyn" // Russisk tale. 1978. nr. 6. S. 107-109
  37. ↑ Gritsenko Z. A. Mystisk "bydyn" (06 en uoverensstemmelse i værkerne om prinsesse Olga) Arkivkopi dateret 23. januar 2022 på Wayback Machine // Hermeneutics of Old Russian Literature. Lør. I.M., 1989. S. 264-290
  38. ↑ Aleksandrov A. A. Old Russian bydyn // Ladoga og vikingetiden. Fjerde læsninger til minde om Anna Machinskaya. Staraya Ladoga, 21.-23. december 1998 Læsemateriale. St. Petersborg: SIAAMZ, 1998. S. 59-61
  39. ↑ Mansikka, 2005 , s. 99-101.
  40. ↑ B. A. Rybakov mener dog, at bydyn  er en søjle over gravstedet eller en lille trædomino. Samtidig argumenterer Rybakov på ingen måde for sit synspunkt, og han forklarer heller ikke ordets etymologi, hvilket ville være meget interessant med en sådan fortolkning.
  41. ↑ Mansikka, 2005 , s. 101.
  42. ↑ Mansikka, 2005 , s. 102-103.
  43. ↑ Anuchin D.N. Slæde , båd og heste som tilbehør til begravelsesritualet // Antiquities. Tr. Moskva arkæol. samfund. T. 14. M., 1890.
  44. ↑ Zelenin, 1995 , s. 58-69.
  45. ↑ Kirke for Guds Moder af Tiende i Kiev. K., 1996.
  46. ↑ Mikhailov K. A. Kiev hedensk nekropolis og Jomfrutiendekirken // Russisk arkæologi . 2004. Nr. 1.
  47. ↑ Sedov V.V. Østslaverne i VI-XIII århundreder. M.: Nauka, 1982. S. 268.
  48. ↑ Se et forsøg på rekonstruktion af arkæologisk materiale: Timoshchuk B. A. Det hedenske præstedømme i det gamle Rusland (baseret på materialer fra antikke bosættelser-helligdomme) // Russian Archaeology . 1993. nr. 4. S. 110-121.
  49. ↑ Se også V. E. Rudakov . Vedun // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
  50. ↑ Mansikka, 2005 , s. 197-210.
  51. ↑ Mikhailov K. A. Gamle russiske typesætningsbælter i XI-XII århundreder. // Rus' i IX-XIV århundreder. samspil mellem nord og syd. M., 2005. S. 132-144.
  52. ↑ Lotman, 1962 , s. 401-402.
  53. ↑ 1 2 3 4 Beskov, 2015 , s. 9 ff.
  54. ↑ Beskov, 2016 , s. 12.
  55. ↑ Beskov, 2015 , s. 17.
  56. ↑ Beskov, 2016 , s. 7.
  57. ↑ Beskov, 2016 .
  58. ↑ Beskov, 2017 .
  59. ↑ Tokarev S. A. Religiøse overbevisninger hos de østslaviske folk i det 19. - tidlige 20. århundrede. 2. udg. M: Librokom Boghus, 2012, s. 4.
  60. ↑ Beskov, 2017 , s. 17-18.
  61. ↑ Shnirelman V. A. Arisk myte i den moderne verden Arkiveksemplar af 1. august 2021 på Wayback Machine . M.: New Literary Review , 2015. Bibliotek for tidsskriftet "Inviolable Stock".
  62. ↑ Macuda J. Ideologie rodnověří v názorech a praxi jeho čelních představitelů (se zaměřením na genezi a proměny obřadu)  : [ Tjekkisk. ]  : Doktorska disertační práce. — Brno : Masarykova univerzita , filozofická fakulta, 2013.
  63. ↑ Machuda J. Tjekkisk samfund "Native Faith" - en tilbagevenden til forfædrenes spiritualitet  // Colloquium heptaplomeres: Scientific Almanac / Research Laboratory "New Religious Movements in Modern Russia and European Countries". Nizhny Novgorod State Pedagogical University opkaldt efter Kozma Minin . - Nizhny Novgorod : NGPU , 2014. - Nr. 1. Hedenskab i XX-XXI århundreder: russisk og europæisk kontekst . - S. 101-109 . Arkiveret fra originalen den 1. august 2021.
  64. ↑ Yarila / Petrukhin V. Ya.  // Slavic Antiquities : Ethnolinguistic Dictionary: i 5 bind  / under det generelle. udg. N. I. Tolstoj ; Institut for Slaviske Studier RAS . - M .  : Interd. relationer , 1995-2012. - T.  5 . - S. 637.

Litteratur

Referencepublikationer Forskning

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
I bibliografiske kataloger