"Coffee Saxon " ( tysk: Kaffeesachse ) er et ironisk kaldenavn for indbyggerne i Sachsen , der antyder deres særlige forhold til kaffe . Tilnavnet går tilbage til den saksiske kurfyrstes æra i det 18.-19. århundrede, hvor forbruget af kaffe blev fremmet sammen med te og chokolade , og findes sammen med det lignende kaldenavn " suppepinne " i den tyske ordbog af brødrene Grimm . Under Syvårskrigen kaldte kong Frederik den Store af Preussen saksiske soldater, der nægtede at gå i kamp uden at drikke kaffe: Ohne Gaffee gönn mer nich gämpfn ("Jeg kan ikke kæmpe uden kaffe!") [1] [2] .
Sachsen spillede en vigtig rolle i mange aspekter i udviklingen af den tyske kaffekultur, især i opfindelsen og brugen af europæisk porcelæn ved hoffet og borgerlige kaffefester, i fremkomsten af eftermiddagskaffeskikken, og sammen med Wien , i udbredelsen af kaffehuse. Saksere serverer tærter på sofabordet, som i Sachsen formodes at være dyppet i kaffe [1] . Kaffe blev serveret i Leipzig allerede i 1694, og i 1697 blev den første statut for kaffehuse udstedt. Leipzig Coffee House " At the Arabic Coffee Tree " er et af de ældste kontinuerligt fungerende kaffehuse i Europa. Johann Melchior Dinglinger skabte til kong Augustus den Stærke af Sachsen en kaffeservice lavet af guld og sølv, dekoreret med emalje , elfenben og 5600 diamanter, som i øjeblikket opbevares i Green Vault Museum . Johann Sebastian Bach , der boede i Leipzig , skrev kaffekantaten mellem 1732 og 1734 . Det var i Sachsen, at svag kaffe blev kaldt " blomstrende ": i en kop Meissen-porcelæn var blomster i bunden synlige gennem en sådan drik. Sakserne indtog ikke sådan en "burda" [1] . I 1908 registrerede Dresden-fødte Melitta Benz et patent på opfindelsen af et papirkaffefilter .