Spansk litteratur

Spansk litteratur opstod med udviklingen af ​​det spanske sprog i det 12. århundrede. Under romernes og vestgoternes tid i Spanien skrev de på latin.

Den spanske litteraturs historie er opdelt i fire store perioder:

Spansk litteraturs oprindelse

Den første periode i spansk litteratur varede fra det 12. til slutningen af ​​det 15. århundrede. I den nordvestlige del af Spanien , hvor en selvstændig spansk befolkning overlevede, opstod også det castilianske sprog . Castiliansk var under pres fra latin og forblev i lang tid udelukkende et talesprog. Latin regerede suverænt i officielle dokumenter .

Song of my Sid

Spansk litteraturs ældste værk er " Sang fra min side " (" El cantar de mío Cid "), hvori den store nationalhelt Rodrigo Diaz de Vivar synges , kendt i historien under det arabiske øgenavn Cid . Dette digt af en ukendt forfatter er skrevet senest 1200 og er ikke kommet intakt til os. The Song of the Side afspejlede de høje følelser, der var fælles for al tidlig spansk litteratur, brændende patriotisme , fromhed, principperne om ridderlig ære, hengivenhed og loyalitet over for kongen. Sproget i "Sangen" er noget groft og rustikt; den er gennemsyret af heltemod, folkeånd og er et levende billede på den spanske ridderligheds tid.

Romancer

Kilden til "Sangen" var folkeromancer  - den ældste form for castiliansk poesi . Selve navnet "romantik" afspejler deres gamle oprindelse: disse var de første forsøg på et folkesprog eller "romantisk" sprog. De første eksempler på denne gamle form for spansk poesi går tabt i tidens tåger. De levede i munden på folket, i konstant forandring, og først i det 16. århundrede. blev samlet i samlinger (" Romanceros "). Gamle spanske romancer synger, hovedsagelig, bedrifterne fra heltene i den store kamp mod maurerne for uafhængighed og tro. De danner et ægte spansk epos , som indeholdt historie, religion , poesi - hele datidens civilisation. Ingen nation i den heroiske æra af dens dannelse besad så mange forskellige nationale sange. Efter indhold er romancer opdelt i historiske, ridderlige , kærlighed, satiriske osv.

Historiske romancer udgør en stor del af den heroiske poetiske arv. Disse omfatter for eksempel romancer om Bernardo del Carpio , om Laras syv spædbørn og mere end to hundrede romancer om Side . I form er romancer et almindeligt vers med otte stavelser, nogle gange strofer i fire linjer, kaldet redondillas ("redondillas"). Et unikt nationalt træk ved gamle spanske romancer er " assonans " - en slags ufuldstændig rim, noget mellem hvidt og rimet vers (de falder sammen i assonans, kun vokaler er konsonant).

Sammen med heroisk poesi i det XIII århundrede. udviklet religiøs og pædagogisk poesi. Dens første repræsentant er Gonzalo de Berceo , som arbejdede i 1220-1240 . Han kaldte sine digte " prosa decir, dictato ", hvilket antydede, at de ikke skulle synges ( cantares ), men læses.

Ved det XIII århundrede. omfatte ridderdigtene " Poema de Alejandro Magno " og " Los votos de Pavón " af Juan Lorenzo-Segura . Et mere betydningsfuldt værk er Juan Manuels El Conde Lucanor .

Historiske krøniker

Grundlæggeren af ​​spansk historieskrivning var konge-poeten Alfonso den Vise , som skrev den historiske krønike " Cronica géneral ò historia de España ". Den dækker Spaniens historie frem til Alfonso den Vises far, Ferdinand III , døde i 1252 . Alfonso den Vise var glad for geometri, jura, astronomi og filosofi . Han skrev cantigas (sange - cantigas ) på galicisk-portugisisk og Treasure ( Tesoro ).

Pædagogiske værker

Cyklussen af ​​spanske krøniker, der dækker 250 år, fra Alphonse den Vise til Karl V 's tronebestigelse , har ingen side i rigdom og mangfoldighed . 14. århundrede var præget for Spanien ikke kun af uro og indbyrdes krige, men også af fremragende forfattere, digtere og prosaforfatteres arbejde. En fremragende prosaforfatter fra det XIV århundrede. var Juan Manuel , forfatter til Grev Lucanor (1335). Den mest originale og betydningsfulde digter i det XIV århundrede. var Juan Ruiz , kendt som Gitas præsbyter. Hans satiriske værker udmærker sig ved deres livlighed og enkelhed i præsentationen og er af stor betydning for spansk litteratur. Den didaktiske orientering udmærker sig ved den jødiske rabbiner Santos poesi , i sine digte " Proverbios morales " giver han råd og opstiller leveregler for kong Pedro den Grusomme . Til ham dedikerede han et vidunderligt digt " Danza general de la muerte ".

Et velkendt monument for den tidlige castilianske litteratur fra denne periode er digtet "Digte om hoflivet" (" Rimado de Palacio ") af Pedro López de Ayala, Kastiliens kansler , digter og berømt krønikeskriver. Digtet er skrevet i en didaktisk tone med noter af satire. Sproget er blevet rigere, mere ømt, mere harmonisk. Sammen med de allerede kendte redondillaer dukker andre poetiske metre op.

Retslitteratur

Den første halvdel af det 15. århundrede, der dækker Juan II af Castiliens regeringstid , er karakteriseret ved udseendet af hoflitteratur, mere raffineret og oplyst, men noget kunstig og prætentiøs, der har mistet sin originalitet, mangfoldighed og naivitet. Spansk litteratur var på dette tidspunkt påvirket af albigenserne , der ankom til Spanien . I grænseområderne mærkes indflydelsen fra Provence , især i Catalonien og Aragon . Men mest af alt var spansk poesi og prosa påvirket af italiensk litteratur . Imitatorer af Boccaccio og Dante dukker op , og interessen for klassisk oldtidslitteratur er genoplivet. Den spanske ridderromance blev også født på dette tidspunkt . De mest berømte hofdigtere var Enrique de Villena (1384-1434), markisen af ​​Santillana (1398-1458) og Juan de Mena (1411-1456). Foruden små digte skrev de didaktisk - allegoriske digte i efterligning af antikke klassiske og italienske forbilleder. Enrique de Villena, forfatter til The Works of Hercules (" Trabajos de Hércules ") beundrede Petrarch og de provencalske troubadourer , han oversatte Virgil , Dante og Lucian . Da han var glad for alkymi , filosofi , matematik og astronomi , var han kendt som en troldmand. Efter hans død blev hans bøger og manuskripter brændt.

Iñigo Lopez de Mendoza , Marquis de Santillana , som blev berømt for sit dramatiske værk "Comedieta de Ponza", det storslåede digt "Una Serranilla" og interessante ekloger . Han var en digter, en fremragende kritiker og en litterær protektor for kunsten . Han er blevet kaldt den spanske humanismes fader . Selv talte han ikke latin , men opfordrede folk til at lære det. Han betragtes som grundlæggeren af ​​den italienske hofstil i spansk poesi. Juan de Mena, forfatter til "Coronación" og "Las Trecientos", efterlignede Dante i hans "Labirinto" og i små digte til ære for Santillan. På den generelle baggrund af pedanteri og pomp har han flere digte, der udmærker sig ved særlig poesi og livlighed.

Umiddelbarhed og oprigtighed adskilte Jorge Manriques arbejde , forfatteren til rørende og flydende "Strophes" (" Coplas "), skrevet ved hans fars død. Også bemærkelsesværdige er digteren Pedro de Urrea , munken Juan Padilla , forfatter til digtet "De tolv apostles tolv sejre " (" Doze Triumfos de los doze Apostolos ") og Diego de San Pedro , der skrev to romaner, der var populære bl.a. hans tid, halvt i vers, halvt i prosa: brevet "Dungeon of Love" (" Cárcel de amor ") og " Question de amor ".

Betydelige fremskridt i det XV århundrede. opnået ved spansk prosa, selv om man på det tidspunkt lagde mindre vægt på det end på poesi. Statsmænd og befalingsmænd skrev kronikker, biografier og historiske værker, bemærkelsesværdige for deres nøjagtighed, omfang og vitalitet, som er en fornøjelse at læse selv i dag. Fernand Gómez de Sibdareal (1388-1457), læge for kong Juan II , er kendt som forfatteren af ​​Centón Epistolario , en samling af breve skrevet i 1425-54, af historisk interesse, selvom deres ægthed er bestridt. Fernand Perez de Guzman ( 1400 - 1470 ), kriger og forfatter, der kæmpede med maurerne, formåede at skrive en kronik om Juan II's regeringstid og engagere sig i poesi. Hans bedste værk er 54 biografiske essays om de mest fremtrædende samtidige: Generaziones u Semblanzas . Fernando del Pulgar  er forfatter til nysgerrige breve til dronning Isabella og Claros Varones de Castilla , for hvilke han er blevet sammenlignet med Plutarch . Alfonso de la Torre skrev det didaktiske værk " Vision Deleitable ", Diego de Almela - " Valerio de las Historias ", Alonso Martinez de Toledo , ærkebiskop af Talavera - en nysgerrig bog " Corbacho ", som er en satire over kvinder med let dyd.

Ridderromancer

I samme XV århundrede. ridderromancer ( de caballería ) dukkede op i Spanien. Deres forfader var Amadis fra Gali af Garci de Montalvo , den bedste af denne slags spanske romaner. På trods af Amadis' forholdsvis beskedne litterære fortjenester var dens succes enorm, romanen vakte universel begejstring og havde utvivlsomt en enorm indflydelse på det nye Europas poesi og roman og blev et væsentligt fænomen i litteraturhistorien. Efter Amadis blev alle mulige fantastiske og absurde romaner udbredt.

Det var kun takket være kritikken og latterliggørelsen af ​​Cervantes , at denne foretrukne form for læsning i Spanien endelig blev henvist til baggrunden, selvom Amadis, Palmeron og andre lignende romaner stadig fortsatte indtil slutningen af ​​det 17. århundrede. tiltrække et stort antal læsere.

Dramaturgi

I det XV århundrede. grundlaget for det spanske verdslige teater blev lagt i Castilien (1492). Som i andre lande opstod sekulært teater i Spanien fra mysterier og kirkelige religiøse forestillinger, der går tilbage til det 11. århundrede. I det XIII århundrede. forestillinger blev arrangeret i kirker baseret på scener fra den hellige skrift eller fra de helliges liv . Det første dramatiske litterære værk, som omfattede dialog og handling, var et satirisk skuespil i form af en ekloge med titlen " Coplas de Mingo Revulgo ", der skildrede folket og adelen i form af to samtalepartnere. Dette skuespil er sandsynligvis skrevet i 1472. Dens forfatterskab tilskrives Rodrigo de Cotta , samt forfatterskabet til skuespillet Dialogo entre el amor y un viejo . Rodrigo de Cotta foreslog hovedideen og skrev den første akt af en 21- akters tragikomedie i prosa, eller rettere en roman i dialog - " La Celestina " (de resterende 20 akter blev skrevet af Fernando de Rojas .

Den sande grundlægger af spansk drama var Juan del Encina (1469-1534). Hans ekloger og religiøse skuespil, som han kaldte " Represent a ciones ", adskilte sig ikke i indhold, men havde stor succes i sin tid. Efter Encina blev spansk dramatisk kunst udviklet af portugiseren Gil Vicente, som skrev de fleste af sine skuespil på castiliansk. Bartolomeo de Torres Najarro ydede et stort bidrag til udviklingen af ​​det dramatiske plot . Samlingen af ​​hans skuespil " Propaladia " blev forbudt af inkvisitionen i lang tid .

Fremkomsten af ​​spansk litteratur

Den spanske kulturs guldalder strækker sig over det 16. århundrede. og halvdelen af ​​det 17. århundrede. Ifølge Erasmus fra Rotterdam nåede " videnskab og læring i Spanien en forbløffende velstand, der tjente som model for alle videnskabsmænd i Europa ." Det spanske litterære sprog havde på dette tidspunkt nået et højt niveau. Under Karl V blev det sproget for international kommunikation. Den blev udbredt i Tyskland , England , Italien og Frankrig i midten af ​​det 16. århundrede.

Italiensk indflydelse

Begyndelsen af ​​det 16. århundrede var præget af en ny runde af italiensk indflydelse på spansk poesi, som overtog den italienske 11- og 7-fods meter og formen af ​​den italienske sonnet  - tercina . Den italienske tendens i spansk poesi blev ledet af Juan Boscan (1500-1544) og den geniale Garcilaso de la Vega (1503-1536). Deres arbejde mødte modstand fra spanske digtere, trofaste mod traditionelle folkelige former. Således blev der dannet to hovedstrømninger i spansk poesi, som har overlevet den dag i dag. Den mest energiske modstander af den italienske poetiske stil var Cristobal de Castillejo , der i sit satiriske værk Petrarquistas døbte repræsentanterne for den italienske stil i spansk poesi på denne måde. Antonio de Villegas , Gregorio Silvestre , Luis Barahona de Soto , Juan Rufo , Damiana de Vegas, Pedro de Padilla og især Alonso López Maldonado fulgte de gamle nationale poetiske traditioner sammen med Castillejo . Men den anden side havde også seriøse talenter, såsom Diego Hurtado de Mendoza (1503-1575), Francisco de Figueroa (1540-1620), Francisco de la Torre (1534) og Vicente Espinel .

Fernando de Herrera og Luis de Leon

To berømte spanske lyriske digtere stødte op til den italienske skole, der kombinerede de bedste træk ved den italienske poetiske stil med spanske nationale træk - Fernando de Herrera (1534-97) og Luis de Leon . Førstnævnte blev berømt for sine smukke og resonansfulde sonetter og oder . Hans samtidige kaldte ham "guddommelig". En særlig plads i hans arbejde indtager "Sange" (" Canciones "). Munken Luis Ponce de Leon (f. 1528 ) formåede at kombinere den korrekte antikke klassiske form med dybe religiøse følelser. Hans bedste digte er: " Profecía del Tajo ", " Noche Serena ", " Immortalidad ", " Vida retirada ", " A la Ascensión ".

Spansk religiøst epos

Værker af andre religiøse lyriske digtere fra det 16. århundrede er også kendetegnet ved lidenskab og inspiration . : Juana de la Cruz ( Johannes af Korset ) (1542-91) og St. Teresa af Avila . Mange spanske digtere har forsøgt sig med epos , for det meste uden held. Det virkelige epos af Spanien er dets folkelige romancer. Spansk komisk-episk poesi ser mere vellykket ud, for eksempel de mesterlige værker af Francisco Quevedo , som var berømte, såvel som Masquea af Villavicioso (1589-1658) og Gatomaquia af Lope de Vega . Af massen af ​​temmelig middelmådige epos , skrevet efter model af antikke klassiske og italienske værker, skiller kun "Araucana" (" Araucana ") Ersily i Zuniga (1533-96) sig ud. Dette digt - noget som en dagbog over en kampagne, hvori forfatteren deltog - er baseret på virkelige begivenheder. Digteren var inspireret af den nye verdens fjerne ukendte lande og den heroiske kamp. I malerierne af kampe og i historier om indianernes manerer når Ersilya et højt kunstnerisk niveau. Læsernes sympati og sympati er forårsaget af indianerne og ikke af de spanske erobrere . Blandt de bedste værker af den religiøse tendens er digtene El Monserrate af Cristobal Virues , Cuevas Betica , Valbuenas Bernardo og Padre Diego de Ojedas Cristiada .

Undervisningslitteratur

I genren af ​​pædagogisk poesi, moderigtigt i det XVI århundrede. , skiller sig ud Luis de Escobar, der skrev et let, livligt og vittigt poetisk værk " Quatrocientas Respuestas " ( 1545 ), som på et tidspunkt havde en kæmpe succes. Der var ingen talentfulde digtere-tilhængere af denne tendens. En vigtig repræsentant for pædagogisk prosa var Francisco Villalabos, forfatter til " El libro de los Problemas " og " Tres Grandes ". Fernand Pérez de Oliva (1492-1530), professor i etik og senere rektor ved universitetet i Salamanca , sikrede sig selv litterær berømmelse med sin prosa. Stadig ikke glemt er Fadrique Seriom, forfatteren til " Consejo u Consejeros del Principe ", historikeren Pedro Mejia, der skrev " Silva de varia lecion ", Juan de Avila , som kaldes " Apostlen af ​​Andalusien ", og mange andre. Antonio de Guevara , forfatteren til Relot de Principes , Marco Aurelio , Decada de los Cesares og Epistolas familiares , nød stor ære i sin levetid .

Historiografi

I begyndelsen af ​​det XVI århundrede. i stedet for de gamle spanske krøniker opstår nye, mere avancerede historiografiske former. I Karl V's regeringstid var historiske fortællinger og historier om den nye verden af ​​stor betydning. Så for eksempel på dette tidspunkt dukkede " Relaciones " (1519-26), som var fire rapporter om Fernando Cortes aktiviteter i Mexico , såvel som Francisco Lopez de Gomars værker : " Historia de las Indias ", " Cronica de la Nueva España ", " Historia y vida de Hernando Cortes ". De mest nysgerrige og detaljerede beskrivelser af hans eventyr blev efterladt af Gonzalo Fernández de Oviedo y Valdes (1478-1557). Hans mest betydningsfulde værker er Natural y general historia de las Indias og Las Battalas y Quinguagenas . Oviedos værker har betydelige litterære værdier og er af stor betydning som kilde til en lang række interessante historiske fakta. Oviedo talte sammen med videnskabsmanden Sepulveda , en berømt spansk kasuist , i deres skrifter mod forsvareren af ​​de amerikanske indianere, præsten Bartolomeo de las Casas . Hans skrifter (" Brevissima Relacion de las destruccion de las Indias " og " His toria general de las Indias desde el anno 1492 hasta el de 1520 ") er fulde af høje følelser og humanisme. På dette tidspunkt blomstrede romanens og novellens genrer i spansk litteratur. [1] Sammen med ridderromancer optræder også de mere alvorlige " Selva de aventuras " af Jeronimo de Contreras og " Guerras Civiles " af Pérez de Ita .

Pastoral romance

Samtidig var pastoral- eller hyrderomanen også populær, en litterær genre, der også havde succes i Italien, Portugal , Frankrig og England. Hyrderomanen udkom i Spanien takket være den portugisiske Montemayor. Hans " Diana Enamorada ", den første og den bedste[ neutralitet? ] et værk af denne art udkom i Valencia i 1542.  Fortsættelsen af ​​denne roman er skrevet af lægen Alonso Perez og Gaspar Polo. Så  kom Filida i 1582 , en roman af Luis Golves de Montalva, den mest berømte pastorale roman om filosofiske og imødekommende hyrder og hyrder. Cervantes ' Galatea ( 1584 ), Lope de Vegas Arcadia ( 1598 ) og Figueroa 's Constante Amarilis ( 1621 ) hører til denne genre  . Den fortsatte succes, som pastoralromanen fik, trods alle dens absurditeter og uoverensstemmelser, skyldes i høj grad, at den med sine idylliske malerier tilbød læseren et pusterum fra bylivets blodige krige og kompleksitet.

En pikaresk roman

I midten af ​​det XVI århundrede. i spansk litteratur dukkede en ny original type prosafortælling op - pikaresqueromanen Gusto picaresco , som blev kaldt sådan på grund af dens hovedpersoner. Karakteristiske træk ved den pikareske roman er autenticitet i skildringen af ​​moral og menneskelige karakterer. Grundlæggeren af ​​en ny populær genre var Diego Hurtado de Mendoza , forfatter til den bemærkelsesværdige historie " Lazarillo de Tormes " ( Lazarillo fra Tormes ) ( 1554 ). Ordet "Lazarillo" er blevet et kendt ord i Spanien. En anden lige så berømt pikaresk roman var Guzman de Alfarache ( 1599 ), skrevet af Mateo Alemán .

Dramaturgi

Når et højt niveau i det XVI århundrede. dramatisk poesi. Efter skuespillene af Encina dukkede to hovedtendenser op i spansk litteratur. Nogle dramatikere skaber i traditionerne fra den klassiske oldtid og efterligner Plautus og Terence . Andre henvendte sig til folketraditioner og skabte en udpræget spansk komedie . Den første gruppe omfatter Juan de Villalabos, Pedro de Abril og Juan de Timoneda .

Den egentlige grundlægger af det spanske folketeater var guldsmeden Lope de Rueda . Han opgav sit håndværk og blev dramatiker, skuespiller og leder af en omrejsende teatertrup. Hans sceneaktivitet fortsætter fra 1544 til 1567 . Kendetegnende for hans skuespil er sansen for det komiske, munterheden og gengivelsen af ​​almindelige hverdagssituationer. Hans bedste værker betragtes som " Pasos " - prosadialoger til morskab for folket, som derved sluttede sig til teatret. Rueda havde mange tilhængere, blandt dem skuespillerne Alonso de la Vega, Antonio Cisneros, den valencianske boghandler Juan de Timoneda og den lyriske digter Romero de Cepeda, forfatter til to skuespil: " Commedia Selvage " og " Comedia Metamorfosia ", som præsenterede første rustikke psykologiske en oplevelse. Avendagno var den første til at opdele handlingen i sine skuespil i tre dele (" jornadas ") eller skuespil. Luis de Aranda er forfatteren til den berømte komedie " Comedia prodija ", der betragtes som et af de bedste værker i sin tid.

Startende fra anden halvdel af det XVI århundrede. Tre skoler skiller sig ud i spansk dramaturgi : Madrid , Valencia og Sevilla . Hver af disse byer havde sit eget teater. De mest succesrige var værker om mennesker og begivenheder i hverdagen - forskellige " pasos ", " entremes ", " saguetes ". Tragedier og klassiske komedier var ikke succesfulde. Sevilla-dramatikeren Juan de la Cueva var den første til at afbilde medlemmer af den kongelige familie som karakterer i sine værker. I stedet for fem-akters skuespil introducerede han 4 akter. Han skrev historiske skuespil af forskellig størrelse. Omtrent på samme tid i Valencia bidrog Cristobal de Virues til udviklingen af ​​teatret med sine skuespil. Det bedste af hans skuespil er " Elisa Dido ", skrevet i de bedste antikke græske traditioner. Virues' forsøg på at sætte nyt skub i det spanske drama var dog forgæves. Gamle traditioner inden for drama blev overholdt af professoren i teologi ved universitetet i Salamanca , Jeronimo Bermudez (1530-85). Han skrev to dramaer: " Nise Lastimosa " og " Nise Laureada ". Tre geniale og ufortjent glemte skuespil af den talentfulde tekstforfatter Lupercio Leonardo Argensola (1562-1613) " Isabella ", " Philis " og " Alexandra " er værd at nævne. Endelig arbejdede den store Cervantes selv for scenen . Han skrev 20 til 30 skuespil, som blev positivt modtaget af offentligheden. Af disse skuespil er kun to kommet ned til os: " El Trafo de Argel " og " La Numancia ". De er kendetegnet ved originaliteten af ​​ideer, rørende og lyriske episoder, men ved svagheden i den overordnede dramatiske komposition og overfloden af ​​rædsel i plottet.

Lope de Vega

Cervantes' skuespil fik ikke megen succes, for netop på det tidspunkt dukkede en dramatiker op, som i lang tid erobrede alle Spaniens teatre med sine værker, den store Lope de Vega (1562-1635). Selvom der var skrevet en hel del dramatiske værker i Spanien før ham, var der endnu ikke noget nationalt spansk drama. Det var Lope de Vega, der byggede bygningen af ​​dette nationale spanske teater. Han var en lys talsmand for sit folks følelser. Han dominerede scenen i alle fyrre år af sin litterære aktivitet og nød en utrolig popularitet. Digterens samtidige, forbløffet over hans geni og uhørte frugtbarhed (Lope de Vega skrev mere end 2.000 skuespil, 20 bind med lyriske digte, digte osv.), kaldte ham "digternes føniks" og "et naturens mirakel". Lope de Vegas arbejde havde en enorm indflydelse på den næste generation af ikke kun spanske, men også franske og italienske dramatikere.

Det spanske dramas storhedstid blev hovedsagelig leveret af eleverne til den store spanske dramatiker. Kun de valencianske digtere Francisco de Torrega , Gaspar de Aguilar og Guillen de Castro undslap Lope de Vegas indflydelse . Den mest berømte er Guillen de Castro, forfatteren til det storslåede drama "The Youthful Years of Cid" (" Mocedades del Cid "). Den populære spanske dramatiker Luis Vélez de Guevara (1570–1644) skrev omkring 400 skuespil til teatret. De mest berømte af dem er: " Más pesa el Rey que la Sangre ", " La luna de la Sierra ", " El Ollero de Ocaña ". Lope de Vega blev efterlignet af hans biograf og beundrer Juan Pérez de Montalván (1602-38), med tilnavnet " primogénito y heredero del ingenio de Lope " ("den førstefødte og arving til Lopes geni"). Hans drama " Los amantes de Teruel " er stadig særligt populært . En anden produktiv og opfindsom imitator af Lope, Padre Gabriel Telles, bedre kendt under pseudonymet Tirso de Molina , havde også stor succes på scenen . Han var den første til at bringe don Juan Tenorio til scenen . Tirso de Molinas mest elskede skuespil i Spanien er hans komedie Don Gil de las calzas verdes . Antonio Mira de Mescua (1602-1635) var en fattig digter, men en god dramatiker. Hans bedste skuespil er: " Amor con amor se paga ", " El trato mudo costumbres " og " Más merece quien el mas ama ".

Alarcon

Den mest seriøse og opmærksomme af de spanske dramatikere , Juan Ruiz de Alarcón , forfatteren til Doubtful Truth, som inspirerede Corneille til at skabe The Liar, tilhørte også Lope de Vega-skolen. Og i andre skuespil af Alarcon "The Walls Hear", "The Trial of Husbands" kan forfatterens iagttagelse, vid og livlighed spores. Lope de Vega havde dog også modstandere. Blandt dem er Alonso Lopez, bedre kendt under kælenavnet " El Pinciano ", brødrene Lupercio og Bartolome Argensola , Villegas m.fl.. Men de nød ikke støtte fra samfundet, som begejstret accepterede den nye retning i dramaturgien.

Calderon

I det spanske teaters storhedstid fra midten af ​​XVI til midten af ​​XVII århundrede. der kan skelnes mellem to hovedperioder. Den første periode står for Lope de Vegas arbejde, og den anden - hans efterfølger og samtidig rival Pedro Calderon de la Barca (1600-1662). Kriger og præst, denne geniale digter skabte ikke en ny form i dramaturgien, som Lope de Vega, og foretog ikke engang væsentlige ændringer i formen skabt af Lope de Vega. Han demonstrerede dog et højt niveau af færdigheder i konstruktionen af ​​plottet og i sceneeffekter. Et karakteristisk træk ved Calderons talent er ophøjetheden og intensiteten af ​​hans værker. Derfor er Calderon mindre tilgængelig, mindre naturlig og mindre yndefuld end Lope de Vega. Calderon skrev mere end 200 skuespil og nød ligesom Lope de Vega stor popularitet i sit hjemland. Uden for Spanien var Calderon meget mere populær end sin rival Lope de Vega. I udlandet Nogle teaterkritikere på den tid satte Calderon på niveau med den store Shakespeare , andre værdsatte Lope de Vegas talent mere. På Calderóns måde skrev Moreto og Francisco de Rojas Zorrilla deres værker . De blev også anerkendte dramatikere af deres tid. Det berømte skuespil af Agustin Moreto (1618-69) " El valiente justiciero de Castillo " er fuld af dramatik og kunstnerisk dygtighed, men adskiller sig ikke i historisk retfærdighed. Agustín Moreto var hovedsageligt tiltrukket af karakterernes psykologiske udvikling. Francisco Rojas blev også berømt i Calderons levetid. Indtil nu er hans stykke "Ingen undtagen kongen" opført i spanske teatre. Corneille , Scarron og andre efterlignede Rojas og lånte plot af ham til deres skuespil. Stilen hos Alvaro Kubilo, der også tilhører Calderon-skolen, var særlig let, men ikke uden alvorlige fejl. Hans bedste værk er La perferta Casada . " La presumida y la hermosa ", skrevet af Fernando de Zarate , forlader stadig ikke teaterscenerne i Spanien. Juan Jos og Juan de Matos Fragoto , der skrev et stort antal af Diamantes skuespil, forfatteren til den vittige komedie El castigo de la miseria , indtager deres plads i den spanske litteraturs historie. I slutningen af ​​det spanske nationalteaters guldalder arbejdede Antonio de Solis, den berømte historiker i Mexico , og Francisco Banzes-Candamo , som skrev adskillige "Zarzuelaer" (" Zarzuelas "). Esclavo en grillos de oro betragtes som hans mest succesrige skuespil . Lope de Vega-skolen var foråret for spansk drama, nogle gange frisk og energisk, mens Calderon-skolen var en æra med modenhed og gradvist forfald. Siden anden halvdel af 1600-tallet. teatret begynder at miste den blanding af naivitet, lidenskab og idealisme, der adskilte det på toppen af ​​spansk drama.

Cervantes

Cervantes forlod dramaet, uden held for ham, og udgav i 1605 den første del af sin udødelige Don Quixote . Efter at have skrevet det, havde Cervantes al ret til at sige om sig selv: " Jeg sætter min pen så højt, at ingen vil få den derfra ." Don Quixote er et af de mest betydningsfulde litterære monumenter i moderne tid. I 1613 skabte Cervantes med sin samling Novelas Exemplares en særlig slags novelle , fuld af sandhed, liv, ynde og gennemsyret af en national ånd. Historierne om Cervantes er berømte for deres realistiske skildring af den tids sædvaner og sprogets uforlignelige rigdom og renhed, og forbliver i vores tid utilgængelige eksempler på denne litterære genre.

I det 17. århundrede blev der skrevet flere berømte historier i pikaresk-genren: Picara Justina af den dominikanske munk Perez de Mon, kendt under pseudonymet Lopez de Ubeda , og Escudero Marco de Obregon , som dukkede op i 1618 fra digterens pen Vicente Espinel (1550- 1634) og havde stor succes. Espinel skabte måleren kendt som " Decimas " og " Espinellas ". Ti år senere udkom romanen om Segovia - lægen Yanes y Rivera , og i 1627 udkom den berømte " Vida y aventuras del gran Tacaño Pablo de Segovia " - satirikeren Quevedo . Endelig, i 1646, udkom det sidste værk af pikaresk-genren, med titlen Vida y hechos de Estevanillo Gonzalez, hombre de buon humor .

Spansk barok

I slutningen af ​​det 16. århundrede opstod en skole i spanske tekster, kendt som "Estilo culto", eller gongorisme , efter dens hovedrepræsentant Luis Gongora . Hans tidlige værker er romancer og folkesange. Hans senere måde, som han blev berømt for, var kendetegnet ved en ekstremt pompøs, forvirret og kunstig stil, ekstraordinære, uforståelige vendinger og mærkelige metaforer . Kompleksiteten af ​​form, religiøse temaer, tanker om menneskets forgængelighed og skrøbelighed i en konstant foranderlig verden - alle disse træk er karakteristiske for barokkens verdensbillede.

Gongoras efterlignere og elever , især Villameda, forvandlede ofte det særlige ved deres lærers stil til et mål i sig selv; de skrev så dunkelt og storladent, som om deres mål var at skabe et særligt sprog, som kun de udvalgte kunne begribe. "Kultisme" omfattede alle poetiske grene af litteraturen og endda prosaen; hans succes blev i høj grad lettet af hoffets og de øvre klassers gunst for den nye skole. "Videnskabelig" poesi, "svær" stil spredte sig over hele Europa, hvilket forårsagede skolen af ​​Lilly i England, Marini i Italien og Gongora i Spanien. Lige fra den nye skoles fødsel kæmpede Cervantes, Lope de Vega og især Quevedo, den mest fremtrædende repræsentant for I. satire i det 17. århundrede, imod den. Villegas, en videnskabsmand, hofmand, der forsøgte sig i forskellige grene af litteraturen, skilte sig også ud som satiriker. Quevedo skylder sin berømmelse hovedsageligt til værker i prosa, såsom den allerede kaldet "Gran Tacano" og den endnu mere berømte "Cartas del Caballero de la Tenaza", "La fortuna con seso y la hora de todos" og "Sueños". Dette er en skarpsindig og vittig iagttager med høje kunstneriske kvaliteter. Hans fejl er en tendens til grov farce og karikatur. Veltalenhed, politisk, retslig og kirkelig, var dårligt udviklet i Spanien: de eneste undtagelser fra den generelle regel er prædikenerne fra Louis de Leon og Louis af Grenadine. Startende fra det 17. århundrede. "kultisme" smitter også af på kirkeforkyndelsen i skikkelse af for eksempel Hortensio Paravisino . Inden for brevlitteratur er de bedste eksempler efter Guevaras gyldne breve den historiske korrespondance fra Philip II's sekretær, Antonio Perez. Bogstaverne fra den berømte nonne St. Teresa "Cartas de Sancta Teresa de Jesus" (d. 1582 ). Det er varme og på samme tid elegante prædikener og åndelige instruktioner, iklædt breve. Det er også værd at nævne Antonio de Solis' breve.

Juan de Marianna (1526-1613) kan med rette kaldes Spaniens første historiker . Hans "Historia de España" er kendt for sit farverige sprog og nøgterne historiske forskning. Fra historikere fra det 17. århundrede. bemærkelsesværdige er Prudencio de Sandaval (d. 1620 ), Herrera (eller Guerrera ), Mendoza, Marquis de Espinar, Francisco Manuel de Melo. Den sidste værdige repræsentant for den gamle spanske historiske skole var Antonio de Solis, forfatter til Conguisto de Mexico. Brug den didaktiske prosa i den undersøgte periode er ikke noget bemærkelsesværdigt, med undtagelse af "Refranes", det vil sige ordsprog udgivet i form af flere lange samlinger; Spanierne er rigere på dem end alle andre nationer. Filosofien blomstrede heller ikke specielt i Spanien i det 16. og 17. århundrede. ; den er domineret af mystik og moralistisk retning. Den aragonske jesuit Baltasar Gracian blev berømt for sine afhandlinger: "Hero è" ( 1630 ), "Agudeza y Arte de ingenio" ( 1648 ) og "Criticon" (1650-53), Sabaleta  - for hans "Problemas morales", "Errores" fejrer", "Dio de fiesta en Madrid", osv. Slutningen af ​​det 17. århundrede. Det er præget af den gradvise tilbagegang af alle grene af indisk litteratur, såvel som af faldet i landets politiske magt og dets indre velvære.

1700-tallet

Den således åbnede periode fortsætter indtil begyndelsen af ​​1800-tallet. og er præget af den franske klassicismes overvægt . Philip V etablerede i 1714  det spanske akademi efter det franske forbillede. Akademiets aktivitet skulle begrænses til "studiet og beskyttelsen af ​​det castilianske sprogs renhed", som samvittighedsfuldt blev udført af det. Fra 1726 til 1839  tog akademiet fat på udgivelsen af ​​en fremragende ordbog: "Diccionario de la Lengua Castellana por la Real Academia Española". I 1736  udkom den samme ordbog til en bredere kreds af læsere, i mere forkortet form. Akademiets ordbog nyder stadig høj prestige. Derefter akd. udgivet en afhandling om retskrivning og etableret spansk. stavning; hun tog også fat på grammatikken, udgivet af hende i 1771.  Betydelig indflydelse på spansk. Litteratur blev grundlagt i 1738  af Real Academia de la Historia. Den litterære kreativitet faldt dybt, især i første halvdel af 1700-tallet. Narrativ og lyrisk poesi, ekstremt bleg og farveløs, frembragte ikke noget værd at bemærke i hele denne periode. Der er kun to forfattere, der er værd at nævne, Antonio de Zamora (1700-1736), forfatter til No hay plaza, que no se cumpla og José de Caninares. I prosaen, netop i historien, skiller den begavede markis af San Felipe (d. 1724 ), forfatter til det bemærkelsesværdige værk Comentarios de la Guerra de España hasta el año 1725, sig ud. Munken Benito Jeronimo Feijoo (1676-1764), en flittig lærd og indsigtsfuld kritiker, udgav Teatro critico og Cartas Eruditas y Curiosas. Han introducerede sine landsmænd til den filosofiske bevægelse i England og Frankrig. Fransk kom i brug ved hoffet og i det høje samfund. En masse oversættelser fra fransk dukkede op; Frankrigs litterære lovgiver, Boileau, blev en autoritet i Spanien. Startende fra anden halvdel af det XVIII århundrede. national litteratur genoplives noget. Padre Isla protesterer mod den korrupte stil og forviser basal og vulgær tone fra kirkeprædikener. Digteren V. Huerta , en ivrig, men inkonsekvent modstander af den franske skole, som udgav bogen Poesías i 1778  , forsøger at genoplive smagen for folkedigtning. Mere frugtbare resultater blev opnået ved udgivelsen af ​​værker af gamle forfattere; mellem 1768-78 udgav Lopez de Sedana "Parnaso Espanol", i 1779  Sanchez - en digtsamling "Poesías anteriores al siglo XV", og Sarmiento skrev en detaljeret historie om spansk. poesi "Memoria para la historia de la poesía y poetas españolas" ( 1775 ). På den anden side var der forsøg på at bringe alt ind under de franske doktriner, som havde talrige tilhængere. I spidsen for denne bevægelse stod Fader Moratin (1737-1780), en digter og oversætter, der dannede en slags litterær klub, der mødtes på Fonda de San Sebastian. Her mødtes forfattere og videnskabsmænd på visse dage - den tragiske digter Ayaila, den lærde arkæolog Cerda , botanikeren Ortega, professoren i arabisk litteratur Pizzi, historikeren af ​​den nye verden Munoz, Conti - oversætteren fra det italienske sprog, Signorelli - forfatteren til teatrets historie, satirikerdigteren José de Cadajalsko, fabulisten Thomas de Iriarte , oversætteren og den endnu mere populære fabulist Salamanigo osv.

De antog alle den kolde måde fra den franske skole i det attende århundrede. I modsætning til begge ekstreme skoler, Huerta og Moratin (1757-1780), dukkede der hurtigt en ny retning op - den såkaldte Salamanca-skole, som søgte at kombinere originaliteten og styrken af ​​gammel castiliansk poesi med traditionerne fra klassisk litteratur. Lederen af ​​denne skole var digteren Meléndez Valdes (1754-1817), som efterlod smukke odes, "Canciones", mange andre digte, filosofiske budskaber og det episke digt "Conde de Luzbel". Augustinermunken, den begavede digter Diego Gonzalez og digterne Forner († 1797 ), imitatoren af ​​Quevedo  - Iglesias , der især er kendt for prosaværket "Oración Apologética por la España", og Nicasio Alvarez Cienfuegos (17964-17964) hører også til til Salamanca-skolen . Især udmærket i anden halvdel af det XVIII århundrede. tre forfattere: Jovellanos (1744-1811), kritiker, polemiker, politiker, videnskabsmand og digter, forfatter til komedien El Delincuente Honrado; Quintana (1772-1857), der snarere hører til det 19. århundrede. , i den første halvdel af hvilken han udgav sine bedste værker, og endelig oversætteren af ​​Molière Moratin Jr. (1760-1828), en juveler, der forsøgte at forvandle det spanske teater. De mest berømte af hans skuespil er "Comedia Nueva", "El viejo y la Niña", "El Barón", og især "El sí de las niñas". Nævnes bør også den talentfulde forfatter til farcer (saynetos) Ramon de la Cruz .

1800-tallet

Spansk litteratur fra det 19. århundrede afspejlede de talrige politiske omvæltninger, der er så rige i Spaniens nyere historie . Den franske invasion vakte nationalfølelse; folket var inspireret af patriotiske digteres brændende appel - førnævnte Quintana , Juan Nicosio Gallega (1777-1853) og den kommende statsmand, den unge Martinez de la Rosa (1789-1862). Under Ferdinand VII måtte disse forfattere betale dyrt for deres lidenskaber, nogle i eksil, nogle i fængsel; Jovellanos, Cienfuegos, Melendez Valdez, Moratin og andre led også hårdt.

Under indflydelse af den politiske bevægelse i 1830'erne ændrer det tidligere litterære billede af Spanien sig dramatisk: pseudo -klassicismen fortrænges af romantikken . En af de fremragende repræsentanter for den strålende æra af kampen mellem klassicisme og romantik var José Mariano de Larra , også kendt under pseudonymet Figaro (1809-1837). Han var et stort satirisk talent og bemærkelsesværdigt klart, observant og præcist sind. Han tegner samfundets laster og sår i korte, men meningsfulde essays og billeder. Larra trådte ind på det litterære område med sin "Cartas del pobrecito Hablador", som straks bragte ham stor berømmelse. Nysgerrige essays om manerer blev også skrevet af Seraphim Estebanes Calderon (1801-1867), forfatter til "El Solitario" og "Escenas Andaluzas", og Ramón de Mesonero y Romanos (1803-1882), som skrev "El curioso Parlante" og " Escenas Matritenses". Den mest geniale spanske digter i det 19. århundrede  er Don José de Espronceda (1810-1842). Han var dybt gennemsyret af ønsket om at ryste absolutismens og gejstlighedens tunge bånd af sig, som så greb den bedste del af I. samfundet. Espronceda blev opdraget i det nyåbnede på det tidspunkt ( 1821  ) kollegium "San Mateo", som blev et arnested for forfattere og politikere. Bestyrelsen blev ledet af den berømte abbed Liszt (1775-1848), en digter, kritiker og videnskabsmand, der spillede en fremtrædende rolle i genoplivningen af ​​Spanien. Espronceda døde, ligesom Larra, meget ung, som et resultat af hvilket han skrev lidt, men hans digte, der bærer præg af et mægtigt talent, vil ifølge spaniernes universelle overbevisning ikke miste deres værdi, så længe det spanske sprog liv.

Den romantiske bevægelse fik også følgeskab af digteren og dramatikeren Saavedra og hertugen de Rivas (1791-1865), en kæmper for uafhængighed, som først skrev i den klassiske smag af tragedie og komedie, men blev berømt for det strålende episke digt " Moro esposito". Hans skuespil "Don Alvaro o la Guerra del Destino" er et glimrende eksempel på romantisk drama. Martínez de la Rosa , digter, dramatiker, historiker, romanforfatter og politiker, skrev den smukke tragedie Ødipus og det vidunderlige drama La conjuracion de Venecia.

I spidsen for de nyeste digtere i Spanien stod José Zorrilla , som for første gang viste sit talent i digtet "Om Larras død" , læst ved Larras begravelse. Zorrilla brugte sit talent på at genoplive fortiden og efterligne og genoplive den gamle spanske romancero i en ny tone . Men takket være charmen af ​​klangfulde, kortfattede og elegante vers, strålende farver og glødende fantasi, var han en stor succes både som digter og som dramatiker. Sammen med ham stod Don Ramon de Campoamor ( 1817-1901 ) , hvis karakteristiske træk ved poesien er den filosofiske retning. Han er forfatter til digtsamlingen "Doloras", det episke digt "Colón" og skuespillet "Drama universal". Lad os også nævne Gaspar Nunez de Arce ( 1831-1903 ), en inspireret , energisk lyriker, Ventura Ruiz Aguilera (1820-1881) - noget som den spanske Beranger, José de Selgas (1824-1882), Menendez y Pelayo , Melchior de Palan .

Blandt dramatikerne peger vi på Don Thomas Rodriguez Ruby ( 1817-1890 ) , efter Breton de los Herreros, den mest populære tegneserieforfatter i Spanien. Gertrude Gomez de Avellaneda , forfatter til to romaner og mange lyriske digte, skrev det historiske skuespil "Alfonso Munio" ("Alfonso Munio"), som var en strålende succes. Dramatikeren Gil-i-Sarate (1793-1861), der først oversatte meget fra fransk, rykkede ind i romantikernes rækker og opnåede hurtigt højlydt berømmelse. Breton de los Herreros er den første, der bringer romantikken på scenen i sin komedie "Marcela" ( 1831 ). Dette er en produktiv forfatter, der på klogt og sandfærdigt vis skildrer sine nutidige skikke. Artsenbuch (1806-1880) får straks berømmelse med dramaet "Los amantes de Teruel" ( 1836 ). Garcio Guierres (1812-1884), en af ​​de bedste spanske dramatiske forfattere i det 19. århundrede. , skriver det romantiske teaterstykke "El Trovador", som inspirerede D. Verdi til at skrive en opera med samme navn. Ventura de la Vega (1807-1865), der starter i sin ungdom med nærhed til romantikken, bliver senere forfatter til det historiske drama Don Fernando de Antecuera, tragedien Cæsars død og manerkomedien Verdensmanden.

I spidsen for det seriøse drama står Manuel Tamayo y Baus, som fik sin debut med det klassiske drama Virginia; Med sit bedste værk "Un drama nuevo" introducerede han en ny genre i Spanien – realistisk og psykologisk drama efter tyske forbilleder. Dramatikeren Narciso Serra skabte to nye dramatiske former - "pasillos", meget korte, mest lyriske stykker og dramatiske ballader. Utvivlsomt talent blev vist af Adelardo López de Ayala , Eguilas , José Maria Diaz, Sánchez de Castro og Eugenio Selles med sine psykologiske dramaer. Den nyeste dramatiker José Echegaray ( 1835-1916 ) , nu en favorit blandt den spanske offentlighed, som genoplivede det romantiske drama, er begavet med stor fantasi, men svæver i abstraktioner.

I de sidste 30 år er feltet for den spanske roman blevet kraftigt udvidet og transformeret. Nye romanforfattere har én ting til fælles - evnen til at interessere læseren og give karakterer, der er revet fra livet. Cecilia Bol de Faber (1796-1877), kendt under pseudonymet Fernand Caballero , Dronning Isabellas statsdame, skrev meget interessante romaner og manerromaner, for eksempel "Clemencia", "Lacrymas", "Elia" og andre; især "La Gaviota" ( 1842 ) er et glimrende stykke, trods dets ultrakonservative tendenser. Over Caballero i koncept og idé, men langt under i kunstnerisk udførelse og finish er Enrique Pérez Eskrich, en produktiv forfatter begavet med rig fantasi. Hans bedste romaner er Cura de la Aldea, Calumnia, Mujer adultera, Los Ángeles de la Tierra og de korte essays Los Desgraciados. Den begavede romanforfatter Manuel Ferdinand Gonzalez (1830-1888) brugte sit talent på at efterligne Dumas; der er ingen sandhed i hans historiske romaner. Antonio de Trueba skrev mange gode små essays og historier fra landsbylivet: "Cuentos populares", "Cuentos Campesinos", "Cuentos color de rosa" osv. Han skrev også digte. Adolfo Becker (1836-1870) døde meget ung og skrev lidt, men det han efterlod sig, især hans legender, værdsættes højt. Et strålende talent blev vist af Pedro Antonio de Alarcón (1834-1891), forfatteren til den fremragende historie "El escándálo", "El sombrero de tres picos" osv. Han er en uforlignelig historiefortæller, især i noveller. Lad os også pege på idealisternes leder, romanforfatteren og kritikeren Juan Valera ( 1827-1905 ), forfatteren til den berømte "Pepita Jiménez" ("Pepita Jiménes " ).

Førstepladsen blandt moderne spansk fiktion tilhører Benito Pérez Galdos , forfatteren til "Gloria", "Tormento", "Lo prohibido" osv., kendetegnet ved friskhed, dybde, humor; han giver usædvanligt livlige og virkelige billeder af det moderne liv i Spanien. Armando Palacio Valdez, forfatter til Aguas fuertes, Riverita, El Maestrante og andre, er en original romanforfatter og sand kunstner af ordet; med al den overflod af fantasi er et kritisk-satirisk sind synligt i ham. José Maria de Pereda skrev Sotileza, fremragende essays om Santander-fiskernes liv og andre romaner. Nu er en kvindelig forfatter, Emilia Pardo Basan , også berømt .

Inden for moderne spansk historieskrivning spilles en fremtrædende rolle af Don Modesto Lafuente , forfatter til Historia de España, og professor José Amador de los Rios (1818-1878), som kronede sin litterære aktivitet med en monumental historie af spansk litteratur, bragt kun til Charles V's regeringstid. Historiske værker vandt også berømmelse: Marquis de Pidal, Marquis de Miraflores, Evaristo San Miguel, Ferrer del Rio, Don Antonio Pirala, Bofarul, Alcantara-familien, Don Eugenio Tapia, generelt, alle de talrige forfattere, der deltager i "Collección de documentos inéditos para la historia de España". Spansk filosofi har flere fremragende tænkere, såsom Ramon Marti og Salmon, Balmes og Pablo Piferer, Don Julian del Rio, der fremmede den tyske filosof Krauses filosofiske system i Spanien.

Navnet Severo Catalina (1832-1871) er kendt både i filosofi og filologi . Don Jacquim Francis Pacheco, Don Antonio Canovas del Castillo , osv., er nu af største betydning i retsudviklingen., Bona-brødrene, Gabriel Rodriguez , San Rama, Pi i Margal . Repræsentanter for moderne I. litterær kritik er Valera, Cañese, Ochoa, Augustine Duran, Don Candido Nocedal og Leopoldo de Cueto. I det moderne Spanien er der mange talentfulde og geniale talere: Olosaga , Gonzalso Bravo, Donoso Cortes ( Valdegamas ), Rivero, Ruiz Zorrilla, Figueres og i særdeleshed den berømte Emilio Castelar ( 1832 - 1899 ), som samtidig er en digter, romanforfatter og æstetiker. En farlig rival af Castelar inden for veltalenhed betragtes som den behændige dialektiker Canovas del Castillo (1828 - 1897).

Spaniens litteratur i det 20. århundrede

Ved overgangen til det 19.-20. århundrede var det intellektuelle og litterære liv i Spanien under store forandringer, hvilket var forbundet med en vis tilbagegang i økonomien og kulturen. " Generationen af ​​'98 " blev dannet under indflydelse af den krise, der greb Spanien som følge af nederlaget i den spansk-amerikanske krig i 1898. Dens største repræsentanter er forfattere som Vicente Blasco Ibanez (1867-1928), Ramon Maria del Valle-Inclan (1866-1936), Pio Baroja (1872-1956), Azorin (1873-1967), filosof Miguel de Unamuno - (1864 - (1864) 1936), dramatiker Jacinto Benavente (1866-1954) og digter Antonio Machado (1875-1939). Efter 1. verdenskrig gik den spanske modernisme ind i en periode med såkaldt ultramodernisme, bestående af forskellige strømninger, herunder " ultraismen ", hvis repræsentanter gjorde et skarpt brud med den tidligere litterære tradition, og surrealismen , forbundet med dadaismen , Hegels filosofi og Freud ' s teori om det ubevidste.

Digteren Rafael Alberti (1902-1999) var først interesseret i surrealisme , men derefter bevægede han sig væk fra modernistiske tendenser og vendte sig mod traditionen for spansk klassisk poesi og til former for folkedigtning - "Juan Bakers Couplets" (1953). (I 1985 modtog Alberti Cervantes National Prize ). Miguel Hernandez (1911-1939), som under krigen mod fascismen blev en revolutionær digter og helt i den antifascistiske bevægelse, favoriserede også de klassiske traditioner i spansk poesi . Blandt andre poetiske former brugte han i vid udstrækning romantikkens folkelige form (samlingen "The General Romancero of the Civil War"). Vicente Aleixandre (1898-1984), som forblev i Spanien efter republikkens nederlag, organiserede en kreds af unge digtere, der var imod det frankistiske regime. Den første bog af hans digte "Rummet" (1928) skitserede hovedtemaet i hans arbejde - skuffelse over den omgivende virkelighed, en appel til naturen. Digteren og kritikeren Luis Cernuda (1904-1963) producerede samlinger af surrealistisk poesi (Reality and Desire, 1936), mens Jorge Guillén (1893-1984) skrev poesi rig på komplekse metaforer og finurlige billedsprog. Antonio Robles (1895-1983) betragtes som grundlæggeren af ​​moderne spansk børnelitteratur .

Digteren Federico Garcia Lorca (1899-1936) blev den eneste forfatter i historien om spansk litteratur i det 20. århundrede, der forsøgte at genoplive traditionerne i det spanske klassiske teater. Lorcas skuespil er betinget opdelt i tre grupper: skuespil, til en vis grad forbundet med romantikken i det 19. århundrede (Mariana Pineda, 1927, etc.); farcer ("Den vidunderlige skomager" osv.); dramaer fra folkelivet med en tragisk slutning ("Blodigt bryllup", "Bernard Albas hus" osv.). I samlingerne "First Songs" (1922) og "Songs" (1921-1924) finder Lorca sin egen stil, baseret på en kombination af principperne for modernistisk poesi med folkekunst. Hans mest berømte samling er The Gypsy Romancero (1928).

En fremtrædende plads i den vesteuropæiske filosofi og litteratur indtager José Ortega y Gasset (1883-1955), hvis synspunkter kommer bedst til udtryk i bøgerne Spanien med brækket rygrad (1921) og Massernes oprør (1930). Hans værker "Dehumanization of Art" og "Thoughts on the Novel" er afsat til kreativitetsproblemer.

Efter republikkens nederlag og oprettelsen af ​​Francos diktatur i 1939, endte de fleste af de spanske forfattere i eksil. Francoistisk censur forbød ikke kun mange moderne forfattere, men også Descartes, Diderot, Rousseau. I spansk litteratur optræder en tendens kaldet "tremendisme" (fra ordet tremendo - rædsel), en slags naturalisme . En af grundlæggerne af tremendismen er Camilo José Sela (1916-2002), vinder af Nobelprisen i litteratur i 1989. En anden repræsentant for "tremendismen" er Carmen Laforet (1921-2004), der i 1944 blev tildelt den største Nadal -litteraturpris i Spanien for sin roman "Intet" (1945), hvor eksistentialismen også eksisterer side om side med realismen.

Efter Anden Verdenskrig trådte en ny generation af spanske forfattere ind på den litterære scene. Ana Maria Matute (1925-2014) fortolker problemerne i den antifascistiske kamp i den modernistiske filosofis ånd. Hendes romaner, for eksempel The Abel Family (1954), Dead Sons (1959), er ret pessimistiske. Max Aub (1903-1972), hvis stil kombinerer elementer af realisme og fantasi, baseret på den spanske borgerkrig og dens eftervirkninger, skabte trilogien Closed Field (1943), Bloody Field (1945) og Open Field (1951).

Miguel Delibes (1920 - 2010) er en af ​​de mest berømte spanske forfattere i det 20. århundrede. Hans romaners verden er grusom og håbløs. Allerede hans første roman, Cypressen kaster en lang skygge (1948), vandt Nadal-prisen . Dette blev efterfulgt af en række værker baseret på oppositionen fra naturen og civilisationen, såvel som en persons vanskelige position i den moderne verden, uanset om han er en byboer eller en landsbyboer. Værket af Juan Antonio Sunzunega y Loredo (1901-1981) er tæt forbundet med traditionen fra den spanske roman fra det 19. århundrede, herunder "kostumbristisk" litteratur , samtidig med at den tydeligt afslører en modernistisk begyndelse.

Dolores Medios (1920-1996) værk har meget til fælles med Sunsunegi, især i romanen Embedsmanden (1956), hvor tanken om, at kun en illusion kan lyse op i et menneskes liv, viser sig at være frelsende.

Spanske forfattere er bekymrede over problemet med at vække følelser hos det moderne menneske ( Alfonso Grosso ), temaet ungdom, og den pessimistiske holdning fortsætter med at male mange forfatteres værker i ret dystre toner (f.eks. Julio Llamazares , (f. 1955) ), romaner "Wolf Moon", 1986 og "Yellow Rain, 1988).

Manuel Vasquez Montalbán (1939-2003) arbejdede i detektivgenren og brugte detektivhistorier til at udvikle sociale og politiske problemer (The Loneliness of Manager, 1983, South Seas, 1984, osv.).

Dramatikeren Alejandro Casona (1903-1965) kaster så at sige i sit arbejde en bro fra Lorcas dramaer til moderne skuespil, og motivet "Livet er en drøm" af Calderon går som en rød tråd gennem alle hans værker. Antonio Buero Vallejo (1916-2000) fortsætter temaet illusion og virkelighed på sin egen måde i skuespil om modernitet, såvel som historiske og mytologiske temaer. For stykket "Historien om en trappe" (1949) modtog han Lope de Vega-prisen. Alfonso Sastre (f. 1926) udvikler eksistentialismens motiver i sine værker og erklærer sig selv som en tilhænger af avantgarde. I 1950 skabte han sammen med instruktøren José Maria de Quinto "Theater for Social Agitation" og krævede i et særligt manifest et nyt teaterformat - propaganda, social, propaganda.

Igennem det 20. århundrede blev spanske forfattere oversat til russisk i et ret stort bind. I USSR blev ikke kun alle spanske klassikere og store forfattere fra første halvdel af det 20. århundrede udgivet, men også næsten alle betydningsfulde spanske forfattere fra anden halvdel af det 20. århundrede blev oversat: Nobelprisen i litteratur i 1989 Camilo José Cela , Miguel Delibes , Juan Goitisolo , Luis Goitisolo , Ana Maria Matute , Juan Benet , Carmen Laforet , Dolores Medio , Mercedes Rodoreda , Eduardo Mendoza , Jorge Semprun , Francisco Garcia Pavon , Vazquez Montalban , Francisco Ayala , Francisco Umbrjas , Francisco Umbrjas Buero Vallejo , Antonio Gala , Lauro Olmo , Jose Alonso Milan , Angel Gonzalez og andre.

I begyndelsen af ​​1975, på grundlag af Union of Writers of the USSR , blev den blandede sovjet-spanske kommission for litterære forbindelser oprettet, som organiserede årlige møder for forfattere fra begge lande skiftevis i Spanien og i Sovjetunionen.

I perioden med "perestrojka" og USSR's efterfølgende sammenbrud aftog interessen for oversat spansk litteratur i Rusland noget og blev selektiv. Historien " The Weakness of the Bolshevik " af Lorenzo Silva , en af ​​de mest anerkendte unge forfattere i Spanien, blev oversat for første gang uden for sit hjemland i Rusland, hvorefter den begyndte at blive oversat til andre sprog. Spansk litteratur er fortsat kendetegnet ved sin sofistikerede og elitære, aristokrati og raffinement. I Rusland, såvel som i hele verden, er actionfyldte romaner af Arturo Perez-Reverte meget populære . I 1999, baseret på hans bog " Club Dumas ", blev den mystiske thriller "The Ninth Gate " filmet (instrueret af Roman Polanski , med Johnny Depp , Lena Olin , James Russo i hovedrollerne ).

Sådan en retning som fantasy er dårligt udviklet i moderne spansk litteratur. Blandt de mest berømte spanske science fiction-forfattere er filosoffen og journalisten J. H. Munoz Rengel (f. 1974), hvis værker er oversat til engelsk og russisk.

I 2003 blev der åbnet en afdeling af Cervantes-instituttet i Rusland , hvis opgave ligesom Goethe-instituttet i Tyskland er at udvikle kulturelle bånd mellem Spanien og Rusland.

Se også

Litteratur ESBE

Tekstsamlinger

1800-tallets litteratur

Noter

  1. ↑ Spejl af det grusomme og frygtelige spanske tyranni i Holland, begået af tyrannen, hertugen af ​​Alba og andre kommandanter for kong Filip II . Verdens digitale bibliotek (1620). Hentet 27. august 2013. Arkiveret fra originalen 15. september 2013.

Litteratur

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
I bibliografiske kataloger