Ordentligt navn

Egennavn ( trækpapir fra lat.  nomen proprium , som igen er trækpapir fra græsk ὄνομα κύριον ) [1] , egennavn [2] , onym (fra græsk ὄνυμα - navn, titel) - ord eller sætning , sætning , sætning at fremhæve et specifikt objekt fra et antal objekter af samme type, ved at individualisere dette objekt [3] [2] . Sammensætningen af ​​egennavne kan omfatte enhver del af tale, artikler, præpositioner [2] . I modsætning til andre ord er et egennavn ikke direkte relateret til begrebet, dets hovedbetydning ligger i dets forbindelse med det betegnede.

Egennavne udforskes af navnevidenskab . Hun kontrasterer navne med appellativer , der forstås som resten af ​​sprogets leksikalske sammensætning. I klassen af ​​navneord er et egennavn i modsætning til et almindeligt navneord [3] , således er begrebet "appellativt ordforråd" ikke sammenfaldende med begrebet "almindelige navneord".

På de fleste af verdens sprog, som har et alfabet og en skelnen mellem små og store bogstaver, skrives egennavne med et stort bogstav .

Navnetyper

Navne omfatter især:

Folks navne

Navne på guder og dyr

Stednavne

Blandt toponymer skiller forskellige klasser sig ud – som f.eks

Andre titler

Oversættelse af egennavne

Egennavne til russisk er generelt ikke underlagt semantisk oversættelse  - de overføres ved hjælp af reglerne for praktisk transskription , translitteration eller princippet om etymologisk korrespondance (transposition).

I praktisk transskription er ordet skrevet med kyrilliske bogstaver med en omtrentlig bevarelse af dets lydudseende på originalsproget, men også med mulig hensyntagen til stavningen i de oprindelige og etablerede traditioner. Praktisk transskription bør skelnes fra fonetisk transskription , kun baseret på den mest nøjagtige gengivelse af lyd.

Mange egennavne kom til det russiske sprog for længe siden og ikke altid fra den originale kilde. Dette gælder især for geografiske , historiske , religiøse , folklore - mytologiske og litterære navne og titler. Ikke alle af dem er læst og skrevet på den måde, som moderne normer og anbefalinger inden for praktisk transskription antyder , men traditionelle ækvivalenter bruges stadig for ikke at komme i konflikt med den eksisterende række af historiske, encyklopædiske og litterære kilder, og også for at opretholde identiteten af ​​egennavnet i oversættelsessproget.

Ved translitterering er antallet af tvetydigheder mindre, da ordet oversættes bogstav for bogstav i henhold til symbolkorrespondancetabellen, men bogstav-for-bogstav-oversættelsen svarer ikke altid til den rigtige lyd af ordet på originalsproget, og , igen, er ikke altid praktisk i udtalen af ​​indfødte russisktalende. Translitteration bruges meget sjældent, for eksempel ved udstedelse af internationale pas .

Ved transponering bruges egennavne fra forskellige sprog til at formidle hinanden, der adskiller sig i form, men har en fælles etymologisk oprindelse.

I skønlitteraturen er der dog ofte "talende" egennavne, som kræver oversættelse. Nora Gal bemærker dette og citerer eksempler fra Mark Twain :

Læseren har ikke meget at tabe ved ikke at vide, at landsbyen Hawkeye er Hawkeye: ja, endnu et malerisk træk, intet mere. Men her kaldes byen for den fredelige bolig eller korruption  - det er ikke længere en bagatel. At forlade St. Rest eller Corpschen i stedet for i det mindste Korystenvil  betyder at berøve læseren [5] .

Se også

Noter

  1. ↑ Etymologisk ordbog over det russiske sprog / M.R. Vasmer . — M.: Fremskridt. 1964-1973.
  2. ↑ 1 2 3 Sproglig encyklopædisk ordbog . M., 1990.
  3. ↑ 1 2 Egennavn  // Great Russian Encyclopedia  : [i 35 bind]  / kap. udg. Yu. S. Osipov . - M .  : Great Russian Encyclopedia, 2004-2017.
  4. ↑ Regler for det russiske sprog, § 102 . Hentet 15. juli 2020. Arkiveret fra originalen 15. juli 2020.
  5. ↑ Nora Gal . Ordet er levende og dødt . - 5. udg., tilføje. - M . : International Relations , 2001. Arkiveksemplar dateret 13. april 2013 på Wayback Machine

Litteratur

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
I bibliografiske kataloger