Kinesisk

kinesisk

Fordeling af det kinesiske sprog i verden:      Lande, hvor det er den vigtigste eller officielle      Lande med mere end 5 millioner talere      Lande med mere end 1 million talere      Lande med mere end 500 tusinde højttalere      Lande med mere end 100.000 højttalere

     Byer med et betydeligt antal talere
selvnavn
  • mundtlig tale:
  • 漢語,汉语
  • skriftlig tale:
  • 中文
lande Folkerepublikken Kina , Taiwan , Singapore , Filippinerne , Malaysia , Indonesien , Østtimor , Thailand , Vietnam , Myanmar , Cambodja , USA , Rusland , Indien
officiel status

 Kina Republikken Kina Singapore Wa(ikke-anerkendte)Organisationer:
 
 


 FN
SCO
ASEAN
Samlet antal talere
  • 1 299 877 520 personer [en]
Klassifikation
Kinesisk-austronesiske sprog Sino-tibetanske sprog kinesisk
Skrivning Kinesisk skrift , traditionelle kinesiske tegn og forenklet kinesisk
Sprogkoder
GOST 7,75-97 hval 315
ISO 639-1 zh
ISO 639-2 chi og zho
ISO 639-3 zho
ISO 639-5 zhx
Etnolog zho
ABS ASCL 71
IETF zh
Glottolog sini1245
Wikipedia på dette sprog

Kinesisk sprog ( kinesisk , sinitisk , sinitisk sprog [ 2 ] ; kinesisk trad ..kitellerhanyu.pall,hànyǔpinyin,汉语.ex,漢語 , bestående af varieteter , herunder fuldstændig gensidigt uforståelige [3] [4] . Kinesisk er det mest udbredte moderne sprog med over 1,3 milliarder talere [5] .

Kinesisk er en af ​​to grene af den kinesisk-tibetanske sprogfamilie . Det var oprindeligt sproget for Kinas vigtigste etniske gruppe , Han -  folket . I sin standardform er kinesisk det officielle sprog i Kina og Taiwan og et af de seks officielle sprog og arbejdssprog i FN .

Det kinesiske sprog er en samling af meget forskellige dialekter og betragtes derfor af de fleste lingvister som en selvstændig sproggren , bestående af separate, omend beslægtede, sprog- og/eller dialektgrupper [3] [6] .

I Folkerepublikken Kina er " putonghua " (bogstaveligt talt "almindelig/almindelig tale"), baseret på Beijing -udtalenormen for nordkinesisk (i vestlig litteratur "mandarin"), blevet vedtaget som den officielle skriftlige og mundtlige standard . I Taiwan, Hong Kong og Macau kaldes dets modstykke (med minimale forskelle) " goyu " ("statssprog"), i Singapore og Malaysia - " huayu " ("kinesernes / Kinas sprog"). Det komplekse sociolingvistiske begreb "kinesisk" kombinerer det moderne kinesiske sprog og dets dialekter (men ikke sprogene i nationale minoriteter - uighur, mongolsk, tibetansk osv.). Mange af dialekterne har ikke et skriftsprog, der eksisterer i mundtlig form og bruger om nødvendigt kinesiske standardtegn , der ligner hinanden i udtalen [7] .

I Rusland betyder udtrykket "kinesisk" (herunder i uddannelsesprogrammer) oftest det nordkinesiske sprog og dets standardvariant - putonghua .

Sproggeografi

Rækkevidde og overflod

Kinesisk er det officielle sprog i Kina , Taiwan og Singapore . Det tales af over 1,3 milliarder mennesker verden over.

Kinesisk fungerer som et af FN's 6 officielle sprog og arbejdssprog og fejres årligt den 20. april som kinesisk sprogdag i FN . Historisk set er dette sproget for Han -folket , som dominerer den nationale sammensætning af Kina (mere end 90% af landets befolkning). Derudover bor titusinder af kinesere, der bevarer deres sprog, i næsten alle lande i Sydøstasien (i Singapore, der udgør mere end 75 % af befolkningen); en betydelig kinesisk diaspora er spredt over hele verden.

New York State har ændret sin valglov for at kræve, at alle valgrelaterede dokumenter skal oversættes til tre kinesiske dialekter i alle statsdækkende byer med mere end en million indbyggere. Foruden kinesisk omfattede listen spansk, koreansk, filippinsk og russisk [8] .

I Rusland, ifølge folketællingen fra 2010 , taler 70.722 mennesker kinesisk.

Dialektgrupper

Der er 10 kinesiske dialektgrupper: den nordlige supergruppe (北 bei, den mest talrige - over 800 millioner talere), jin, hui, wu (吴), xiang (湘), gan (赣), Hakka (客家), yue (粤) grupper , pinghua og min (闽) supergruppen. Dialekterne adskiller sig fonetisk (hvilket gør interdialektkommunikation vanskelig, selvom dialekterne er forbundet med regelmæssige lydkorrespondancer), ordforråd og til dels grammatik, selvom det grundlæggende i deres grammatik og ordforråd er det samme. Kommunikationsmediet for talere af forskellige dialekter er standard kinesisk, som kaldes putonghua (普通话) i Kina, huayu (华语) i Hong Kong og goyu (国语) i Taiwan, der er meget små forskelle mellem dem i fonetik, skrift i putonghua og huayu bruger forenklede hieroglyffer, og goyu bruger traditionelle .

Det litterære sprog er baseret på nordlige dialekter. Den moderne fonetiske norm er baseret på Beijing-udtale. Men tidligere var der andre udtalenormer, nogle gange meget forskellige fra Beijing: for eksempel i Tang-dynastiets æra , da de fleste af de klassiske kinesiske tekster blev skabt, var normen for det mellemkinesiske sprog baseret på udtalen der blev bevaret i de sydkinesiske dialekter, og tæt på funktionerne i de nuværende dialekt Hakka- .

Kinesisk skrift

I modsætning til de fleste skrifter består kinesisk skrift ikke af bogstaver, men af ​​hieroglyffer , selvom forskellige kinesiske alfabeter i stigende grad bliver brugt ( pinyin i Kina og Zhuyin fuhao eller bopomofo i Republikken Taiwan er de mest almindelige ). Hvert tegn står for en separat stavelse og et separat morfem . Det samlede antal hieroglyffer overstiger 80 tusinde, men de fleste af dem kan kun findes i monumenterne i klassisk kinesisk litteratur.

I øjeblikket findes kinesiske tegn i 2 versioner: forenklet, vedtaget på det kinesiske fastland og traditionelle - i Taiwan, Hong Kong og i nogle andre lande.

Traditionelt skrev kinesere fra top til bund, med spalter fra højre mod venstre. I øjeblikket skriver Kina overvejende horisontalt, fra venstre mod højre, efter mønsteret af europæiske sprog; lodret skrift bliver fortsat brugt i Taiwan sammen med vandret skrift. På det kinesiske fastland bruges lodret skrift og hieroglyfer før reformen stadig som en semantisk reference til traditionel kinesisk kultur - i kunsthistoriske publikationer, kunsttidsskrifter mv.

I begyndelsen af ​​maj 2004 vedtog det taiwanske parlament en ny skrivelov. Nu skal alle officielle dokumenter kun skrives i vandrette linjer. Som taleren forklarede, skyldes ændringen, at tal og engelske ord, der er indtastet i dokumenter, skaber kaos. Innovationer vil ikke påvirke fiktionen.

Der er et stort antal systemer til at transskribere kinesisk til alfabetisk skrift. Det mest udbredte af disse er hanyu pinyin -systemet , som har officiel status i Kina og FN . Den omvendte proces - oversættelse af ord fra andre sprog til hieroglyffer  - er ikke så strengt reguleret, så et fremmedord kan have flere versioner af den hieroglyfiske notation.

Kinesiske unge bruger specielle digitale koder , når de svarer , som lyder som meningsfulde sætninger (for eksempel 520 - wu er ling = 我爱你 in ai ni, I love you).

Historie

Kinesisk er et af de ældste sprog, der eksisterer i dag. Han har også det ældste skriftsystem, der er i brug i øjeblikket. Hieroglyferne i det kinesiske sprog, sammen med deres egne alfabeter ( kana , hangul ), bruges af japansk og koreansk (sidstnævnte er kun i den sydkoreanske version, desuden er den ekstremt begrænset).

Den ældste mængde skriftlige dokumenter, der registrerer eksistensen af ​​det kinesiske sprog, er spådomsindskrifter på knoglerne af offerdyr og skildpaddeskaller (XIV-XI århundreder f.Kr.). De vidner om eksistensen af ​​et dannet sprogsystem allerede i Shang-Yin- perioden . Deres opdagelse går dog tilbage til begyndelsen af ​​det 20. århundrede, mens undersøgelsen fortsætter den dag i dag og stadig er langt fra færdig.

Hovedelementet, der holdt den kinesiske sprogtradition sammen, var det officielle skriftsprog Wenyan . Dominansen af ​​et enkelt skriftsystem blev et unikt fænomen, der tillod eksistensen af ​​heterogene dialekter, som i nogen tid udviklede sig inden for rammerne af uafhængige stater. (Se gammel kinesisk )

På grund af politiske årsager blev de nordlige dialekter, som var mere ensartede i sammenligning med de sydlige, dominerende i det kinesiske sprog. På deres grundlag blev "embedsmændenes sprog", guanhua , dannet, som fik status som imperiets officielle sprog. Sammen med ham, den såkaldte. Baihua  er almindelige menneskers talesprog.

Et stort vendepunkt i den kinesiske kulturs historie var den skriftlige brug af det talte sprog; Jin Shengtan ( kinesisk trad. 金聖歎, ex. 金圣叹, 1610?—1661) anses for at være førende i dette . . Læsefærdighedsdemokratiseringsbevægelsen i begyndelsen af ​​det 20. århundrede markerede den revolutionære overgang til baihua som hovedsproget for skriftlig kommunikation og begyndelsen på foreningen af ​​kinesiske dialekter. Hvis man skulle læse aviser på det litterære sprog, skulle man kende 12-13 tusind hieroglyffer, så i baihua - 3-5 tusinde, hvilket gjorde aviserne tilgængelige for en bred vifte af læsere. I 1922 var det meste af Kinas presse skiftet til baihua [10] .

Det kinesiske sprogs ordforråd har gennemgået to transformationsstadier: tilpasningen af ​​et nyt semantisk lag, der opstod med buddhismens indtrængen i Kina i det 1. århundrede f.Kr. n. e. - og sammensmeltning med New Age's verdensleksikon, hvis mest tilgængelige bærer var det japanske sprog: fra begyndelsen af ​​det 20. århundrede. indtrængen af ​​mange vestlige begreber begynder, tilpasset ved hjælp af engang lånte kinesiske tegn, men tager allerede form i Japan og er dermed lån til det kinesiske sprog.

Ifølge statistikker blev der indtil 1911 udgivet 12.067 udgaver af 4813 værker om det kinesiske sprog i Kina [11] .

Sproglige karakteristika

Fonetik og fonologi

Kinesernes konsonanter og vokaler er organiseret i et begrænset antal tonede stavelser med en fast sammensætning. Der er 414 stavelser i mandarin [12] [13] , inklusive tonevarianter - 1332 [14] (Mandarin har 4 semantiske toner, hver stavelse kan have fra 1 til 4 tonevarianter + neutral tone) [15] . Stavelsesdeling er morfologisk signifikant, det vil sige, at hver stavelse er lydskallen til et morfem eller et simpelt ord. Tonesystemet har læseregler: toner kan ændres eller neutraliseres .

Moderne tabeller, som bruges, når man tager statens test for vidensniveauet for Putonghua ("Putonghua shuiping zeshi"), inkluderer 400 stavelser uden at tage højde for toneforskelle. Tabellerne er baseret på den moderne normative fonetiske ordbog "Xinhua Zidian" (Beijing, 1987), fra listen over stavelser, hvoraf 18 interjektioner og sjældne læsninger af hieroglyffer, betragtet som dialektale eller forældede bøger, var udelukket [16] .

Morfologi

Morfemet er normalt enstavelse. Nogle af de gamle enstavelsesord er ikke syntaktisk uafhængige – de bruges kun som komponenter i komplekse og afledte ord. To-stavelses (to-morfemiske) ord dominerer. Efterhånden som terminologien udvikler sig, stiger antallet af mere end disyllabiske ord [15] .

Orddannelsen udføres efter metoderne orddannelse , vedhæftning og konvertering .

Traditionelt havde det kinesiske sprog næsten ingen direkte lån, men det brugte i vid udstrækning semantiske sporingspapirer, for eksempel 电 - elektricitet, bogstaver. lyn, 电脑 - computer, tændt. elektrisk hjerne, 笔记本电脑 - bærbar, tændt. notebook-computer. I disse dage bliver fonetiske lån mere almindelige, såsom 克隆 ( kelong ) 'klone'. Nogle nye lån begynder at erstatte eksisterende calques, for eksempel erstatter 巴士 (bāshì) 'bus' (fra engelsk  bus ) 公共汽车, lit. offentlig gasvogn.

På kinesisk er det i mange tilfælde umuligt at skelne et sammensat ord fra en sætning. Dannelse repræsenteres hovedsageligt af verbale aspektuelle suffikser. Den valgfri flertalsform, dannet af suffikset 们 (mænd), er iboende i navneord, der betegner personer og personlige stedord.

Et affiks kan bruges til "gruppe" design, det vil sige, det kan referere til en række betydningsfulde ord. Affikser er få, nogle gange valgfrie, og har en agglutinativ karakter. Agglutination på kinesisk tjener ikke til at udtrykke forhold mellem ord, og sprogets struktur forbliver overvejende isolerende .

Kinesisk syntaks er karakteriseret ved et nominativt system, en relativt fast ordrækkefølge: definitionen går altid forud for det definerede, uanset hvordan det (definitionen) udtrykkes: fra ét ord til hele sætningen. Omstændigheder udtrykt ved gradadverbier o. s. v. anbringes foran verbet; de såkaldte "tilføjelser" (af tid, resultat) følger normalt udsagnsordet.

En sætning kan have form af en aktiv og en passiv konstruktion; mulige permutationer af ord (inden for visse grænser), der ikke ændrer deres syntaktiske rolle. Det kinesiske sprog har et udviklet system af komplekse sætninger dannet af allieret og ikke-unionssammensætning og underordning.

Væsentlige dele af tale er konventionelt opdelt i "navne" og "prædikater". Sidstnævnte omfatter også adjektiver. For mange ord er multifunktionel brug mulig. Moderne kinesisk skelner mellem nutid-fremtid og datid, der er en opgørelse af aspektuelle indikatorer og et komplekst system af modale partikler.

Det kinesiske sprog har et udviklet system af funktionsord. De vigtigste er: præpositioner , eftersætninger , konjunktioner , partikler , modord , indikatorer for sætningsmedlemmer , prædikative neutralisatorer .

Med hensyn til forholdet mellem subjekt og objekt er kinesisk et aktivt sprog , men forskellene mellem aktive og stative verber udtrykkes ikke morfologisk, men syntaktisk.

Antroponymi

Typisk har kinesere en- eller tostavelsesfornavne , der er skrevet efter efternavnet. Der er en regel om, at et kinesisk navn skal kunne oversættes til Putonghua . En velkendt sag er forbundet med denne regel, hvor en far, en ivrig internetsurfer, blev nægtet registrering af sin søn i navnet " @ " [17] .

Tidligere havde kineserne flere navne gennem deres liv: i barndommen - "mælk", eller et barns navn (xiao-ming, kinesisk øvelse 小名, pinyin xiǎo míng ), voksne fik et officielt navn (min, kinesisk øvelse 名, pinyin míng ), ansatte blandt slægtninge havde et mellemnavn (zi, kinesisk ex. 字, pinyin zì ), nogle tog også et pseudonym (hao, kinesisk ex. 号, pinyin hào ). Men i midten af ​​1980'erne var det blevet almindeligt, at voksne kun havde ét officielt navn, min., selvom "mælkeagtige" navne stadig var almindelige i barndommen [18] :164-165 .

På russisk sættes der normalt et mellemrum mellem det kinesiske efternavn og navn: Efternavn , mens navnet er skrevet sammen. I gamle kilder blev kinesiske navne skrevet med en bindestreg (Feng Yu-hsiang), men senere blev den kontinuerlige stavemåde [18] :167 (korrekt - Feng Yu-hsiang) accepteret . De mest almindelige kinesiske efternavne er Li ( kinesisk李, pinyin Lǐ ), Wang ( kinesisk王, pinyin Wáng ) , Zhang ( kinesisk张, pinyin Zhāng ) [18 ] : 164 .

Kinesiske kvinder har en tendens til at beholde deres pigenavne, når de gifter sig og tager ikke deres mands efternavn (næsten universelt i Folkerepublikken Kina ), men børn har en tendens til at arve deres fars efternavn.

Toponymi

På kinesisk inkluderer toponymer en geografisk funktionsklasseidentifikator . Klasseidentifikatoren på kinesisk er placeret i slutningen af ​​toponymet. Samtidig kan navnene på søer og bjerge skrives på to måder: “X lake” [19] / “Lake X” og “X mountain” / “Mountain X”.

Fraseologismer og hentydninger

I øjeblikket, i kinesisk fraseologi, er den mest almindelige klassificering foreslået af den kinesiske lingvist Ma Guofan (马国凡), bestående af fem cifre:

  1. Chengyu ( kinesisk trad. 成語, ex. 成语, pinyin chéngyŭ , bogstaveligt: ​​"færdigt udtryk") er et formsprog .
  2. Yanyu ( kinesisk trad. 諺語, ex. 谚语, pinyin yànyŭ ) - ordsprog
  3. Sehouyuy ( traditionel kinesisk 歇後語, ex.歇后语, pinyin xiēhòuyǔ , bogstaveligt talt: "tale med en afkortet slutning") - insinuation-allegori
  4. Guanyunyu ( kinesisk trad. 慣用語, ex. 惯用语, pinyin guànyòngyŭ , bogstaveligt: ​​"vanemæssigt udtryk") er en fraseologisk kombination
  5. Suyu ( kinesisk trad. 俗語, ex. 俗语, pinyin súyǔ , bogstaveligt talt: "samtaleudtryk") - siger

Ud over fraseologiske enheder på kinesisk, både antikke og moderne, er der hentydninger eller præcedensfænomener på kinesisk kaldet "diangu" ( kinesisk øvelse 典故), som er sætninger fra antikke tekster (en af ​​de største kilder er romanen " Three kongeriger "). Hvad angår fraseologiske enheder, udgives særlige ordbøger for sådanne udtryk i Kina [20] . Tilstedeværelsen af ​​"diangu" i særdeleshed komplicerer for alvor forståelsen af ​​kinesisk klassisk poesi, hvilket kræver en stor uddannelse af læseren [21] [22] .

Interessant fakta

Det kinesiske sprog er opført i Guinness Book of Records som et af de sværeste sprog i verden (set fra europæernes synspunkt) på grund af dets hieroglyfiske skrift, samt udbredte homonymi, som dog er minimeret efter de samme hieroglyffer [23] . Samtidig minimeres homofoner og homonymer i moderne kinesisk gennem den omgivende kontekst, samt ved at tilføje fortolkende ord til dem, som konteksten tillægger ved at tydeliggøre betydningen. I rekordlisten er det nævnt sammen med Chippewa- , Haida- , Tabasaran- og Eskimo -sprogene .

Se også

Noter

  1. ↑ Kinesisk // Ethnologue - 25 - Dallas, Texas : SIL International , 2022.
  2. ↑ Yu. B. Koryakov . kinesiske sprog . Stor russisk encyklopædi . Hentet 17. juni 2017. Arkiveret fra originalen 12. april 2017.
  3. ↑ 1 2 *David Crystal, The Cambridge Encyclopedia of Language (Cambridge: Cambridge University Press, 1987), s. 312. "Sorternes gensidige uforståelighed er hovedgrunden til at omtale dem som separate sprog."
    • Charles N. Li, Sandra A. Thompson. Mandarin Chinese: A Functional Reference Grammar (1989), s. 2. "Den kinesiske sprogfamilie er genetisk klassificeret som en selvstændig gren af ​​den kinesisk-tibetanske sprogfamilie."
    • Jerry Norman. Chinese (1988), s.1. "De moderne kinesiske dialekter er virkelig mere som en familie af sprog".
    • John DeFrancis. The Chinese Language: Fact and Fantasy (1984), s.56. ”At kalde kinesisk for et enkelt sprog sammensat af dialekter med varierende grader af forskel er at vildlede ved at minimere uligheder, der ifølge Chao er lige så store som mellem engelsk og hollandsk. At kalde kinesisk for en sprogfamilie er at foreslå ekstralingvistiske forskelle, som faktisk ikke eksisterer, og at overse den unikke sproglige situation, der eksisterer i Kina."
  4. ↑ Kinesisk // BDT. T.14. M., 2009.
  5. ↑ Resumé efter sprogstørrelse Arkiveret 23. januar 2013 på Wayback Machine // Lewis, M. Paul (red.  ) , 2009. Ethnologue: Languages ​​of the World, Sixteenth edition. Dallas, Tex.: SIL International.
  6. ↑ Kinesiske sprog , Encyclopædia Britannica . Arkiveret fra originalen den 8. december 2015. Hentet 30. november 2015.
  7. ↑ Moskvicheva S.A., Li Xue. Kategorisering af sprognomineringer i det sociolingvistiske rum i Folkerepublikken Kina  // Bulletin of the People's Friendship University of Russia. - 2017. - Nr. 4 . - S. 1103-1117 . — ISSN 2411-1236 .
  8. ↑ Russisk blev et officielt sprog i New York State Arkiveret 16. september 2010 på Wayback Machine
  9. ↑ Daniel G. Peeble, SCML: Strukturel repræsentation af kinesiske tegn arkiveret 10. marts 2016 på Wayback Machine , 29. maj 2007
  10. ↑ Reform af kinesiske tegn // Videnskab og liv . - 2022. - Nr. 5 . - S. 67 .
  11. ↑ Galambos, Imre. Orthography of Early Chinese Writing: Beviser fra nyligt udgravede manuskripter . Budapest, 2006:12 n.4.
  12. ↑ Ifølge forskellige skøn, fra 397 til 420 stavelser. Se: Gong Shi (恭士)。Beijing hua li ju jing yu doshao yinjie? (北京话里究竟有多少音节？-- Hvor mange stavelser er der i Beijing-dialekten?) // Zhongguo yuwen (中国语文)，1958，Nr. 4. Sofrosprog og kinesisk skrift: M.V. M., 2007. S. 20
  13. ↑ Aleksakhin A.N. Teoretisk fonetik af det kinesiske sprog. Grundkursus i teoretisk fonetik af moderne kinesisk Putonghua. / Aleksakhin A.N. - Godkendt af Ministeriet for Uddannelse og Videnskab i Den Russiske Føderation som et undervisningshjælpemiddel for studerende på pædagogiske universiteter i specialet "fremmedsprog". Anden udgave, rettet og forstørret. - Moskva: Eastern Book, 2011. - S. 342. - 1 -342 s. — ISBN 978-5-7873-0541-8 .
  14. ↑ Aleksakhin A. N. Teoretisk fonetik af det kinesiske sprog
  15. ↑ 1 2 Solntsev V. M. Kinesisk sprog // Linguistic Encyclopedic Dictionary . - 1990. - S. 225 . — ISBN 5-85270-031-2 .
  16. ↑ O. I. Zavyalova. Kinesisk sprog // Åndelig kultur i Kina: encyklopædi: i 5 bind 2006-- V. 3. Litteratur. Sprog og skrift. M., 2008. S. 643.
  17. ↑ Forældre i Kina forsøgte at navngive deres barn "@" Arkiveret 6. april 2009 på Wayback Machine
  18. ↑ 1 2 3 Kryukov M.V., Reshetov A.M. Kinesisk // Systemer af personlige navne blandt verdens folk. - M .: Nauka , 1989. - S. 164-170 .
  19. ↑ http://www.mwr.gov.cn/english1/20040802/38171.asp Arkiveret 14. marts 2009 på Wayback Machine  - Ministry of Water Resources
  20. ↑ Bylevsky V.P. Funktioner af præcedensfænomener (diangu) i kinesiske medietekster  // Elektronisk videnskabeligt tidsskrift "Mediascope". - 2015. - Nr. 3 .
  21. ↑ Fedorenko N. Kinesisk poesi  // Antologi af kinesisk poesi / Oversættelse fra kinesisk under hovedredaktørskabet af Guo Mo-Zho og N. T. Fedorenko . - M .: Statens skønlitterære forlag , 1957. - T. 1 . - S. 11 .
  22. ↑ Bylevsky V.P. Præcedensfænomener (diangu) i diskursen fra de kinesiske medier Arkivkopi dateret 24. juli 2020 på Wayback Machine  : afhandling for graden af ​​kandidat for filologiske videnskaber: 10.0110 / [MSU]. - Moskva, 2016. - 275 s. : syg.
  23. ↑ Guinness verdensrekorder. sprogregistreringer. De sværeste sprog . Hentet 9. august 2011. Arkiveret fra originalen 25. august 2011.

Litteratur

Links

Tegnegenkendelse af tegn

Ordbøger

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
I bibliografiske kataloger
 FN's officielle sprog
Se også: De Forenede Nationers officielle hjemmeside
 Shanghai Cooperation Organisation (SCO)
Medlemslande
Observatørstater
Dialogpartnere
Gæster
officielle sprog
Topmøder
  • 2001
  • 2002
  • 2003
  • 2004
  • 2005
  • 2006
  • 2007
  • 2008
  • 2009
  • 2010
  • 2011
  • 2012
  • 2013
  • 2014
  • 2015
  • 2016
  • 2017
  • 2018
  • 2019
  • 2020
  • 2021
  • 2022
 kinesisk-tibetanske folk
kinesisk
tibeto-burmesisk
Moderne