Judasernes kætteri

Judaizers kætteri  er det navn, der accepteres i historieskrivningen for en række heterogene religiøse bevægelser ( kætteri fra den ortodokse kirkes synspunkt ) [1] [2] [3] [4] . Det bruges ofte i forhold til gruppen af ​​"religiøse fritænkere", der blev dannet i den sidste fjerdedel af det 15. århundrede (startende fra 1470, ved ankomsten til Veliky Novgorod ), ikke helt homogen i social sammensætning (gejstlige, storhertugelige embedsmænd, drengebørn). ) og ideologisk orientering, hovedvejen, i Veliky Novgorod og Moskva .

I kirkemiljøet antages det traditionelt, at udbredelsen af ​​kætteri blev initieret af en vis "jøde Skhariya " (Zakharya Jewrein, Zakharya-Skarya Zhidovin). [5]

Livet i St. _ _ Theodosius Tyrnovsky . [6] [7]

Nogle forskere foreslår indflydelsen af ​​manikæisme [8] . I samme 14. århundrede kendes visse "chions", som ifølge deres synspunkter er ganske velegnede til denne kategori [9] .

" Subbotniks " (ikke at forveksle med molokanerne- subbotnikkerne og adventisterne), som overholdt alle de gamle testamentes forskrifter og forventede Messias ' komme, blev kaldt "jøder" i det 18. – begyndelsen af ​​det 20. århundrede [10] . Etnisk set var subbotnikerne russiske og boede i provinserne Astrakhan , Stavropol og Tambov , såvel som i Kaukasus. Under kejser Nicholas I blev der truffet strenge foranstaltninger mod dem. I det 20. århundrede emigrerede nogle af dem til Israel . Et karakteristisk træk ved denne slags sekter er overholdelse af visse jødiske forskrifter og ritualer.

Den ældste af de jødiske sekter i Rusland er sekten Skhariya fra det 15. århundrede. Andre sekter dukkede op på et senere tidspunkt, op til 1800-tallet, selvom der ikke kan spores nogen forbindelse mellem dem og 1400-tallets jødiske [3] . Navnet "Judaizers" blev normalt givet til disse bevægelser af deres modstandere.

"Judaisernes kætteri" i Rusland

"Judaisernes kætteri" (ellers Novgorod-Moskva-kætteriet ) er en ideologisk tendens, der fejede ind i en del af det russiske samfund i slutningen af ​​det 15. århundrede, hovedsageligt Novgorod og Moskva.

Som navnet på kætteriet antyder, antages det, at elementer af jødedommen var til stede i adepternes verdensbillede eller religiøse praksis. Muligvis inklusive manglende anerkendelse af Jesu Kristi guddommelige natur og fornægtelse af relaterede dogmer , samt at følge nogle af jødedommens rituelle forskrifter .

På trods af overfloden af ​​undersøgelser og publikationer om kætteri, er der ingen konsensus om dets natur, oprindelse og plads i det russiske middelaldersamfund. Ofte er han forbundet med protestantiske og reformistiske tendenser i det russiske samfund, de ser i denne bevægelse begyndelsen af ​​den russiske renæssance . Den sovjetiske historiografiske skole ( A. I. Klibanov , Ya. S. Lurie , A. A. Zimin og andre) ser en anti-feudal orientering i bevægelsen og betragter den som en reformationshumanistisk. En anden tendens er at sammenligne denne bevægelse med de mystiske sekter af bogomilerne eller messalierne , som var udbredt på deres tid . Metropoliten Macarius ser den reneste jødedom i jødiske verdensbillede. A. L. Yurganov finder ham helt ortodoks.

Akademikeren D.S. Likhachev skriver om jødernes kætteri:

"Tilsyneladende havde disse kætterier ikke nogen fuldstændig og ordnet doktrin ... Mest sandsynligt var det ikke engang et kætteri, men en bevægelse af fritænkere. Det var efter al sandsynlighed en humanistisk bevægelse” [11] . Georgy Florovsky , betragter jødiske kætteri også kun som fritænkende: "Det er mere sandt, at der overhovedet ikke var noget kættersk samfund. Der var visse stemninger, nemlig sindenes vaklen, fritænkning” [12] .

M. Taube, professor ved Jerusalem University of Hebraic Studies, mener, at Skhariyas mål var at omvende russere til jødedommen ud fra mystiske motiver, "omhyggeligt skjult for deres intetanende publikum" [13] .

Kætteriets historie

Begivenheder udvikler sig på baggrund af dannelsen af ​​den russiske centraliserede stat. Forholdet til patriarkatet i Konstantinopel blev på det tidspunkt afbrudt som følge af skismaet .

Begyndelsen på sagen om Judaizers kætteri

Abbed Gennady fra Chudovsky-klosteret blev installeret i 1484 efter storhertugens testamente på Novgorods ærkebiskopale stol, og blev mødt af byens borgere med åbenlys forsigtighed og ond vilje [14] . Konflikten begyndte med, at ærkebiskoppen blev opmærksom på, at Nemtsov-hegumen Zacharias forbød hans tonsurere at tage nadver, og han selv tog heller ikke nadver. Den ældste, tilkaldt til biskoppen, svarede: "Og hvem har dei, tag nadver? Præster, dei, er indstillet til bestikkelse, og metropolitaner, dei og herrer er indstillet til bestikkelse. Bebrejdelsen var først og fremmest mod Gennady selv, for mange mente, at han var blevet udnævnt til en bestikkelse, som storhertugen havde givet ham. Konflikten varede i tre år. Til sidst sendte Gennady den stædige abbed i eksil, men Ivan III reddede efter egen vilje den ældste fra straf og løslod ham tilbage til Nemtsov-klosteret. Zakhary valgte dog forsigtigt ikke at vende tilbage under armen på sin herre, men rejste til Moskva under storhertugens beskyttelse.

Snart blev andre mærkværdigheder i Novgorods liv afsløret. I 1487 blev der modtaget en fordømmelse mod to Novgorod-præster Grigory og Gerasim, som i beruset tilstand "strides med de hellige ikoner". Andre tilfælde af hån mod billederne af helgener blev også afsløret: "og hvad med pakker med navnløse, nogle gange er der ingen numre, nogle bliver slagtet, men ikke en besked." Vanhelligelsen af ​​ikoner i Novgorod viste sig at være en udbredt affære. Gennady, der er foruroliget over omfanget af den ikonoklastiske bevægelse, skriver til Metropolitan Gerontius , biskopperne Nifont af Suzdal, Philotheus af Perm , Prokhor af Sarai og andre hierarker i den russiske kirke. I februar 1488 instruerede prinsen og storbyen Gennady om at foretage en undersøgelse, og den fyrstelige guvernør Yakov Zakharyin og hans bror Yuri om at deltage i de sekulære myndigheders undersøgelse. Ikke desto mindre anser Gennady disse foranstaltninger for utilstrækkelige og søger et råd mod kættere.

Snart flygtede begge uværdige præster, udstedt mod kaution, til Moskva i håb om at finde beskyttelse der fra deres herre. Og, som efterfølgende begivenheder viste, ikke forgæves. Sagen er oppe. Men blandt kætterne var der en vis præst Naum, som erklærede, at han ønskede at vende tilbage fra "jødedommen" til ortodoksi. Han kom til ærkebiskoppen med en skriftemål, og undersøgelsen blev fortsat. Naum forrådte yderligere fire kættere, præsenterede for Vladyka nogle "notesbøger", ifølge hvilke judaiserne bad. Under undersøgelsen viste det sig, at liturgien blev serveret uværdigt af jødernes tilhængere, normalt efter en god og solid morgenmad. Og kætteriet blev bragt ind for længe siden, tilbage i 1470, af en vis Zhidovin Skhariya , som ankom til Novgorod omgivet af Lutsk-prinsen Mikhail Olelkovich . Han var den første til at overtale præst Dionysius til jødiskhed, og han bragte en anden Novgorod-præst Alexei til ham. Sagen gik godt, og yderligere to jøder ankom fra Litauen: Iosif Shmoylo-Skarovey og Moses Hanush. Allerede Aleksey og Dionisy overtalte Alekseyevs svigersøn Ivan Maksimov, hans far og mange andre, både præster og almindelige lægfolk, til jødedommen. Novgorod-kætteriet blev hovedsageligt spredt blandt præstedømmet og gejstligheden.

Snart indrømmede søn af præsten Grigory Samsonka under forhøret af den fyrstelige guvernør Zakharyin, at kontoristen Fjodor Kuritsyn , en af ​​de mest indflydelsesrige politikere i prinsens følge, også var involveret i kætteri. Han navngav Samsonok og ærkepræsterne Aleksej og Dionysos, som prinsen tog til Moskva i 1480 og udnævnte til betydelige stillinger [15] . Sagen tog en helt anden drejning og en anden skala. Sandsynligvis forsvandt interessen for kætteri efter opdagelsen af ​​fakta om deltagelse i kætteri af personer fra det storhertugelige miljø i Moskva. Novgorod-herren begyndte at søge retssag mod kættere i hovedstaden. Inspireret af eksemplet med den spanske inkvisition, som han kendte til fra den tyske kejser Frederik III Georg von Thurns udsending og hans kollega dominikanermunken Benjamin, begyndte herren at søge de strengeste foranstaltninger mod kættere. Gennady skrev også til Metropolitan Gerontius, men han ignorerede hans breve. Og i maj 1489 døde storbyen.

Sagen kompliceredes af, at året 1492 efter den kristne beregning nærmede sig 7000 fra verdens skabelse. Det var i dette år, at verdens ende [16] og Kristi andet komme forventedes . Tre år før den forventede begivenhed, i et brev til den tidligere ærkebiskop af Rostov Joasaph, biskop af Novgorod St. Gennady skriver: "Ja, så du sender Paiseus og langs Nilen med og råder dem om dette: Tre år vil gå, det syvende tusinde vil ende; vi dei bliver da nødvendige. Ino kættere reparerer sig selv sikkert. Faktisk var der tydeligvis ingen tegn på endetiden i 1489, og det forårsagede nye fristelser. Fritænkere og kættere udnyttede dette og anklagede kirkens hierarker for at sprede rygter om verdens undergang. Ifølge den jødiske kronologi var det sjette tusinde næppe begyndt, og dette blev afspejlet i bogen med astronomiske tabeller "Seksfløjet", udarbejdet af den provencalske jøde-astrolog Emmanuel bar-Yakov. Ifølge jødiske var dette endnu et bevis til fordel for deres retfærdighed. I 1491 såede mange ikke deres marker, hvilket forårsagede hungersnød. Tre år før koncilet, som vedtog en ny påske, delte ærkebiskop Gennady også stadig troen på den nært forestående verdens undergang. I bønnebogen fra 1536 er der til sidst “Paschalia med en måne” og på ark 286 står der: “Tipik Skare ved dette, ja, som en månecirkel starter fra 1 genoir og holder i 19 år.” Hvad er det for en "Skare", spørger akademiker V.N. Peretz og kommer straks med en ganske sandsynlig antagelse:

"Er dette ikke originalen af ​​den mystiske "Schariah", som betragtes som en prædikant og planter af jødiske kætteri"? Det vil sige, at kættere og fritænkeres tillid til fraværet af verdens undergang i 1492, takket være deres astronomiske observationer, kunne forstås som en konsekvens af deres studier i astrologi." [17]

Råd for kættere af 1490

Et råd mod kættere fandt sted allerede under den nye storby, som i 1490 blev hegumen for degnen Fjodor Kuritsyn, hegumen i Simonov-klosteret Zosima . Joseph Volotsky selv kalder i en besked til biskop Nifont af Suzdal Zosima ikke andet end en "ond ulv":

“Han besmittede den hierarkiske trone, underviste nogle jøder, andre vanhelligede andre sodomisk - fortabelsens søn, han trampede Guds søn ned, bespottede den mest rene Guds moder og ydmygede alle de hellige; han kalder vor Herre Jesu Kristi ikon og hans mest rene Moder og alle de helliges ikoner for tåber ... " Joseph tillægger Zosima ordene [18] :

Og hvad er Himmeriget, og hvad er det andet komme, og hvad er de dødes opstandelse? Men der er intet ved det - nogen døde, så døde han, men han var på det sted!

Der er dog ikke mange, der stoler på disse anklager, idet de mistænker St. Joseph for partiskhed og overdreven heftighed. Metropoliten Macarius [19] er også forsigtig i sine konklusioner . Rådets definition forbandede kætterne og opregnede deres skyld. Blandt dem er manglende respekt for ikoner og korset og hån mod dem, manglende anerkendelse af Jesus Kristus som Guds søn, blasfemi mod Kristus og Guds Moder. Manglende anerkendelse af de hellige fædre og dekreterne fra de syv økumeniske råd , vantro på Kristi opstandelse og hans himmelfart, ære for lørdag over Kristi opstandelse, manglende overholdelse af faster. "Ino alt dette blev repareret naturligt efter jødernes skik, i modstrid med den guddommelige lov og kristnes tro," følger konklusionen. Ifølge den forligelige dom skal præster afsættes fra deres rækker, og alle kættere skal ekskommunikeres.

De autoritative Belozersky-ældste Paisiy Yaroslavov og Nil Sorsky deltog i katedralen . Der er en stærk opfattelse af, at det netop var på grund af deres deltagelse i rådet, at dommen over kættere viste sig at være forholdsvis mild [20] . Medmindre, naturligvis, ekskommunikation fra Kirken kan kaldes en mild dom [21] . Der er dog ingen dokumentation for, hvor meget deres mening påvirkede den forligelige beslutning. I den 4. Novgorod-krønike er kun deres deltagelse i katedralen rapporteret. Gennady selv fik ikke lov til katedralen angiveligt "af hensyn til store gerninger", som helgenen havde i Novgorod.

Kætteri og interne politiske kampe

Kætteriet blev fordømt og anathematiseret ved koncilet , men ingen af ​​de højtstående Moskva-kættere led. Kun novgorodianere, der tidligere var flygtet under storhertugens protektion, blev straffet. De blev udstedt til Novgorod-herren, og han udsatte dem for en slags civil henrettelse , førende dem gennem byen på heste, plantet baglæns, i birkebarkhatte og med en inskription på brystet: "Dette er den sataniske hær." I slutningen af ​​henrettelsen blev hætterne brændt lige på hovedet af de dømte. I selve henrettelsesmetoden ser moderne forskere indflydelsen af ​​den spanske inkvisitions praksis [22] . Efter denne auto-da-fé gik de dømte dog ikke på bålet, da udenlandsk erfaring krævede, men blev sendt til klostre. Hermed var den første fase af kampen mod kætteri afsluttet. Ærkebiskop Gennady deltog ikke længere i sådanne gerninger og foretrak at engagere sig i oplysningsarbejdet.

Hvad angår kætterne i Moskva, ledet af Duma-sekretæren Fjodor Kuritsyn , rystede deres stilling ved domstolen overhovedet ikke, men blev tværtimod kun intensiveret. Tiltrækningen af ​​storhertugen Elena Stefanovnas svigerdatter til kætteri styrkede kætternes position betydeligt.

De politiske fraktioners kamp omkring storhertugens trone polariserede Moskva-samfundet. Faktisk blev der dannet to politiske partier. En af dem var grupperet omkring enken efter Ivan Ivanovich Molodoy , der døde i 1490, Elena Stefanovna . Det var i enkeprinsessens følge, at kætterne befandt sig. En anden gruppe var forbundet med storhertug Sophia Palaiologos ' anden hustru , som beholdt sine bånd til Rom [23] . Ærkebiskop Gennady var også tæt på Sophias følge.

Den udenrigspolitiske orientering var også anderledes. Hvis partiet af Elena Voloshanka (datter af den moldaviske hersker Stephen den Store ) energisk etablerede forbindelser med landene i Centraleuropa og Krim [24] [25] , derefter omgivet af storhertuginden, viste de mere interesse for den katolske tysker Imperium og Litauen [26] . Det var Sophias datter Elena Ivanovna , der blev hustru til den litauiske kong Alexander . Grækerne i Trachaniota [27] bøvlede om ægteskab .

Ifølge I. B. Grekov afspejlede ideologien om jødiske kætteri "strengt orienterede internationale kontakter mellem de førende deltagere i denne komplekse ideologiske og politiske tendens" [28] .

Ud over den udenrigspolitiske orientering er der en anden komponent relateret til interne relationer. Omkring Sophia er tilhængere af boyar-friheder grupperet, mens kættere støtter ideen om hård autokratisk magt. Partiet, som ledes af jødiske, har kun en anti-gejstlig orientering af politiske årsager. Fornægter klostervæsenet generelt, jødiske modsætter sig også kirkelig jordbesiddelse. Tæt på dem i spørgsmålet om klostres jordbesiddelse er munkene i de nordlige klostre. Samtidig går den side, der er imod kætterne, primært ideologen for store klosterejerskaber, Joseph Volotsky, samt ærkebiskop Gennady, for at bevare klosterbesiddelser og styrke kirkens indflydelse i offentlige anliggender. Det var Volotsk hegumen, der senere skrev om muligheden for ulydighed mod en uretfærdig suveræn, for "en sådan konge er ikke Guds tjener, men djævelen og er ikke en konge, men en plageånd."

Som et resultat er der en synlig polarisering af Moskva-eliten, dannelsen af ​​to indflydelsesrige politiske partier. En af dem, hvis ledere er forbundet med kætteri, er fokuseret på at styrke storhertugens magt, svække kirkens indflydelse. Dets udenrigspolitiske bånd er fokuseret på landene i Sydøsteuropa og Det Osmanniske Rige. Det andet parti, som har knyttet sin politik til forsvaret af ortodoksien, har en tendens til at støtte "gamle tider" (i betydningen at opretholde kirkens høje autoritet i politiske anliggender og boyar-friheder) og er orienteret mod en tilnærmelse til vestlige, katolske lande.

Der udviklede sig således en meget kompleks knude af politiske, ideologiske og simpelthen egoistiske interesser, som ikke kunne andet end føre til en blodig afslutning. I tilfældet med jødiske flettede forskellige og til tider uforenelige interesser sammen.

I 1482 tog Fjodor Kuritsyn til hovedstaden i det ungarske kongerige, Buda, for at forhandle en Moskva-ungarsk alliance [29] . Moskva-ambassadøren vender tilbage fra Buda med en vis "Ugrin Martynka", som senere vil spille en vis rolle i dannelsen af ​​Moskva-kætteriet. Det var på denne rejse, ifølge ærkebiskop Gennady, at diakonen blev omvendt til kætteri.

I 1483 blev det dynastiske ægteskab mellem Ivan III's søn Ivan den Unge og Stefans datter Elena afsluttet. Mikhail Olelkovich, en tidligere protege af kong Casimir til Novgorod, i hvis følge den selvsamme Skhariya blev fundet, er Elena Stefanovnas kusine: deres mødre var søstre og kom fra Tver fyrstehuset [30] .

Storhertugen, i næsten hele historiens varighed, er tydeligvis formynder for kættere. Det ville være korrekt at antage, at Ivan III's formynderiske holdning til kættere er bestemt af politiske beregninger og andre statslige fordele forbundet med kredsen af ​​uddannede kættere med omfattende politiske forbindelser. Ideen om at styrke storhertugens magt og svække kirkens indflydelse kan ikke andet end at imponere prinsen.

Den eneste reelle politiske succes, som modstanderne af Judaizers opnåede i denne periode, var fjernelsen af ​​Metropolitan Zosima, som fulgte i oktober 1494. Kuritsyn var ikke i Moskva på det tidspunkt.

Litterær kamp mod kætteri

Historien om frafaldet , der opstod , rejste klart spørgsmålet om det uacceptabelt lave uddannelsesniveau, ikke kun blandt lægfolk, men også blandt præster. Laget af uddannede gejstlige og lægfolk viste sig at være meget tyndt. Metropolit Macarius skriver om det uacceptabelt lave uddannelsesniveau blandt datidens præster: ”Størstedelen af ​​kirkens præster kunne næsten ikke selv læse og skrive, og i ærkepræsterkredsen var der folk, der ikke var i stand til at svare på, hvor mange der var evangelister og lignende."

Ærkebiskop Gennady, stillet over for jødiskhedens boglighed, kunne ikke engang finde nogle af de nødvendige patristiske bøger i Sophia-huset, især værkerne af Athanasius af Alexandria . Med en anmodning om at hjælpe ham med at løse bogspørgsmålet skriver han til Rostov-biskoppen Joasaph, i hvis bispedømme dengang var Kirillo-Belozersky-klosteret , berømt for sit bibliotek. Listen over bøger er meget farverig, herunder Menander, Logik, Dionysius Areopagiten , en del af bøgerne i Det Gamle Testamente, bøger med anti-kættersk polemik. En anden måde at ændre situationen på var den aktive oversættelsesaktivitet, der udviklede sig under St. Gennady i Novgorod. Først og fremmest blev der lavet en komplet og systematisk oversættelse af den hellige skrift til slavisk. Gennadiev-bibelen blev den første komplette udgave af bøgerne i Det Gamle og Nye Testamente på det slaviske sprog. Der bliver også lavet oversættelser af andre bøger, der er nødvendige for polemik med kættere. Et bemærkelsesværdigt træk ved Gennadys aktivitet er dens latinske orientering, bemærket af mange forfattere, herunder Georgy Florovsky . Fader George, der sandsynligvis ikke overdriver synderligt, skriver: "Under Gennady observerer vi en hel bevægelse af den latinske stil." Medtagelsen af ​​de deuterokanoniske bøger følger eksemplet med latinsk praksis, og de er oversat fra latin. De nødvendige oversættelser er også gennemført fra latin. Græske bøger blev praktisk talt ikke brugt i dette arbejde. Den dengang berømte bog af Durantius "Rationale divinorum officiorum" blev oversat fra latin, til polemik med jøderne i jødedommen, Nicholas De Lirs og Samuel Evreins bøger. Og Gennady bestiller endda en ny Paschalia fra Rom. Sandsynligvis oversat fra latin er "prædikenen til forsvar af kirkens ejendom", som også bekræfter gejstlighedens fuldstændige uafhængighed fra den verdslige magt. Fader George bemærker en tendens til at understrege den åndelige magts overlegenhed i forhold til verdslig magt og samtidig blødgøre intonationerne angående ubetydeligheden af ​​jordiske velsignelser [31] .

Dmitry Trakhaniot skriver for Gennady beskederne "Om hallelujah" og "I årene af det syvende tusind." Den græske forfatter indtager en ret forsigtig holdning, idet den ikke benægter, at perioden med parousia er syv, men afviser, at den nøjagtige dato er kendt. Det er Yuri Trakhaniot (gammel), der formidler Gennadys møde med den kejserlige ambassadør Georg von Thurn, fra hvem han hører historien om den spanske inkvisition [32] .

Efter 1492 tager Gennady ikke længere indsats i kampen mod kætteri, idet han koncentrerer sig om litterære aktiviteter. Tidligere havde han været imod at skændes med kættere på grund af præsteskabets "enkelhed". Nu kæmper han med denne "enkelhed" med uddannelse, idet han ikke kun er engageret i at organisere oversættelsesaktiviteter, men også tage sig af skoler [33] .

Ødelæggelse af kætteri. Katedralen i 1504

I 1498 så Kuritsyns parti ud til at opnå maksimal politisk succes. Vasily faldt sammen med sin mor i vanære. Unge Dmitry bliver kronet "til riget" og er fremover sin bedstefars medhersker. Men mindre end et år senere blev sønnen Vasily medhersker af storhertugen. Og i 1502 endte barnebarnet Dmitry sammen med sin mor i et fangehul. Det er svært at sige, hvad der førte til så hurtige ændringer, men i sidste ende viste Sophias parti sig at være vinderen. Nu skulle der forventes indrømmelser fra prinsens side i forhold til selve kætteriet.

Rådet af 1503 overvejede disciplinære spørgsmål: de talte om beskyttelsespligter (grund til beskyldninger om simoni ) og om enkepræsters opførsel. Allerede efter koncilet opstod der (sandsynligvis på initiativ af storhertugen) en strid om klosterets jordbesiddelse. Det er dog ikke svært at se, at rådet drøftede problemer, som kættere, ikke uden grund, påpegede.

På tærsklen til katedralen lovede Ivan III Joseph at begynde forfølgelsen af ​​kættere. Storhertugen begyndte selv at tale om kætteri. Prinsen indrømmer, at han vidste "hvilket kætteri Fjodor Kuritsyn besad." Det næste møde fandt sted ved en fest. Her, og foran vidner, spurgte Ivan III Joseph, om det var synd at henrette kættere. Josef begyndte at overbevise prinsen om, at det ikke var en synd, men derimod de sekulære myndigheders pligt at forfølge kættere og udlevere dem til "hårde henrettelser". Men prinsen stoppede ham og stillede ikke flere spørgsmål. Det er klart, at ideen om at henrette kættere ikke var tæt på Ivan, og han gik modvilligt med til deres forfølgelse. Derfor havde han ikke travlt med at starte en virksomhed, og Joseph blev tvunget til at bede om hjælp til at overtale prinsen, først til sin skriftefader, Archimandrite fra Andronikov-klosteret Mitrofan, derefter til medherskeren og storhertug Vasily . Han mødte brændende støtte fra Basil, og i december 1504 fandt et råd for kættere sted.

Storhertug Vasily præsiderede katedralen. Den gamle prins deltog praktisk talt ikke i katedralens aktiviteter, og tilsyneladende ikke på grund af senil svaghed. Novgorod-ærkebiskoppen var igen fraværende fra katedralen. Kort før rådet blev han fjernet fra prædikestolen for manglende overholdelse af det tidligere råds beslutning om manglende opkrævning af beskyttelsesafgifter. Rådet besluttede at henrette de vigtigste kættere ved at brænde. De brændte i specialbyggede bjælkehytter af træ, for sandsynligvis ikke at ville demonstrere dødspines rædsler for publikum. I Moskva blev Fjodor Kuritsyns bror Ivan Volk Kuritsyn , Ivan Maksimov, Dmitry Pustoselov henrettet. Nekras Rukavov blev sendt til Novgorod for at skære ned på sit sprog, hvor han blev brændt sammen med Archimandrite Kasyan af Yuryev, bror Ivan Samocherny og andre. Resten blev sendt til klostrene.

Spørgsmålet om holdningen til kættere efter koncilet

Henrettelsen af ​​kættere forårsagede en blandet reaktion i det russiske samfund. Forvirringen var forårsaget af uoverensstemmelsen mellem praksis med henrettelser og evangeliet, de hellige fædres skrifter og kanoniske normer [34] . Derfor, kort efter koncilet, tilsyneladende af Joseph Volotsky, blev "prædikenen om kætternes fordømmelse" skrevet . Joseph er enig i, at forfølgelse kun er utilladelig for uenighed, men forsøg på at prædike kætteri bør efter hans mening undertrykkes med de strengeste foranstaltninger: når vi ser de vantro og kættere, der ønsker at bedrage de ortodokse, så er det passende ikke blot at hade dem eller fordømme dem, men også at forbande og stikke.” Tilsyneladende nåede "Ordet" ikke sit mål: Kontroversen blussede kun op fra år til år og blev endnu et emne for uenighed mellem Kirillov- og Volotsk-munkene.

Vi finder spor af disse stridigheder (om holdningen til kættere) i meddelelsen [35] fra Volotsk-tonsureren Nil (Polev) , som levede i lang tid blandt Belozersky-eneboerne, til den kyrilliske munk tyske Podolny . Idet han minder om den tidligere strid, citerer han Hermans ord: "Det er ikke passende for os at dømme nogen, hverken trofaste eller utro, men det er passende at bede for dem og ikke sende dem i fængsel." Efter budskabet at dømme var forholdet mellem munkene i de to klostre i begyndelsen ret venlige. Det var dog på dette tidspunkt, at forholdet mellem munkene i de to klostre begyndte at forværres. Kammerat Nile Dionysius Zvenigorodsky forsøger at opdage kætteri i selve Trans-Volga-skitserne og skriver som et resultat en fordømmelse til sin abbed. Joseph Volotsky sendte en opsigelse til storhertug Vasily , som informerede Vassian Patrikeev . Vassian, som blev betragtet som en elev af Nil Sorsky , forsvarede Belozersk over for storhertugen og krævede et vidne, der bragte ældste Serapions fordømmelse til afhøring. Afhøringen endte med vidnets død. Storhertugen beordrede i vrede, at Volotsk-munkenes ørkener skulle brændes, og de blev selv sendt under opsyn til Kirillo-Belozersky-klosteret . Men snart, på ordre fra storhertugen, blev de løsladt til deres kloster. At dømme efter bidragene fra Nilen (Polev) skete dette senest i 1512.

I "Word for Writing Off", der snart udkom, kritiserer forfatteren, tilsyneladende Vassian Patrikeev , Josefs straffeforanstaltninger og opfordrer til ikke at være bange for teologiske stridigheder med kættere. Vassian appellerer til Johannes af Stigen: "De svage spiser ikke af kættere, men de stærke samles til Guds ære." Omvendte kættere bør ifølge Vassian tilgives. The Lay of the Heretics, et senere dokument, er kendt for sin veludviklede argumentation, der trækker på kanoniske kilder. Vassian skelner mellem angrende og ikke-angrende kættere, mens han tillader henrettelser, men anerkender dem som sekulære myndigheders arbejde [36] .

Om Novgorod-kætterens personlighed

Der er praktisk talt ingen direkte pålidelige oplysninger om Novgorod-kætterens personlighed. Beskeder om en vis "jøde", der markerede begyndelsen på kætteri, dukker op i 1490 fra Novgorods ærkebiskop Gennady i en besked til Metropolitan Zosima. Ved navn er han navngivet i den anti-kætterske afhandling af Joseph Volotsky "Illuminator". Denne afhandling fastslår, at den lærde jøde ankom fra Kiev, i følget af Lutsk-prinsen Mikhail Olelkovich , som blev udnævnt til prins af Novgorod af kongen af ​​Polen, Kazimir i 1470. Det var fra ham, ifølge ærkebiskop Gennady og Joseph Volotsky, at kætteri begyndte i Novgorod.

Manglen på information om Skhariya gjorde det muligt at fremsætte antagelsen om, at dette er en legendarisk person, der er opfundet af modstanderne af Judaizers (ærkebiskop Gennady og Joseph Volotsky) for at miskreditere bevægelsen. Denne version blev meget brugt i sovjetisk historieskrivning. Ya.S. Lurie var en aktiv tilhænger af denne version . R. G. Skrynnikov havde også lignende synspunkter . A. A. Zimin talte mere forsigtigt og antydede, at modstanderne af kætteri præsenterede den virkelige Skhariya som en jødisk prædikant, men benægter hans indflydelse på dannelsen af ​​kætteri.

Udover "Illuminatoren" Joseph Volotsky er der dog mindst én anden kilde, der nævner navnet på Novgorod-kætteren. Dette er en besked fra munken Savva fra Senny Island til Ivan III 's ambassadør på Krim, Dmitry Shein [37] . Dette samleværk indeholder anti-jødisk polemik, nævner den kendte munk "Jøde Zechariah Skara", præsenteret som en storhertugelig ambassadør, der forfører til den "jødiske tro". Savvas omtale af "Novgorod-præsterne, der accepterede den jødiske tro" antyder, at vi i denne tekst taler om "hovedmanden for det jødiske kætteri" Skhariya.

Den samme "jøde Zakharia Skara" er nævnt i storhertugen af ​​Moskvas diplomatiske korrespondance med den tidligere hersker af Matrega Zakharia Gizolfi .

Ifølge den første version var den jødiske udsending i Novgorod Zechariah de Gizolfi , halvt cirkassisk, halvt italiensk af oprindelse. Ifølge G. M. Prokhorov blev Gizolfi en omvendt karait fra kristendommen og var den omrejsende prædikant, der forvirrede novgorodianernes tro. Denne version indeholder dog en række modsætninger og anakronismer. Denne version skylder sit udseende til storhertug Ivan III 's korrespondance med "Taman-prinsen" Zachariah, som først blev kaldt "Jøden Zacharias" (i meddelelsens tekst), "Jøden Zakharia Skara" (i kommentaren). i ambassadebogen) bevaret i "Ambassadørbogen" [38] , derefter, efter at have modtaget en besked fra Zakarias, sendt denne gang med en betroet person og også bevaret i ambassadebogen, "Prins af Taman" og endda "Fryazin" [39] . Taman- prinsens biografi er ret velkendt takket være dokumenterne fra Genova-arkivet, studeret i det 19. århundrede af professoren ved Novorossiysk University F.K. Hvorfor der var sådan en forvirring i navnene, kan man kun gætte på. Det kan være intriger eller bare en fejl. En ting er sikkert: navnet på Zakharia Skara var kendt af Moskvas ambassadefunktionærer.

Den anden version blev foreslået af Julius Brutskus . Ifølge denne version kunne den velkendte Kiev jødiske videnskabsmand Zechariah ben Aaron ha-Kogen [42] have været en jødisk udsending . Denne version støttes aktivt af M. Taube, professor i hebraisme ved Jerusalem University. Filosoffen Skhariyas navn findes uventet i psalter fra det 16. århundrede fra biblioteket på Kyiv Theological Academy. Professor Taube gør opmærksom på, at vilkårene for Skhariya fra Salteren er sammenfaldende med de vilkår, der bruges i jødiskernes "Logik" [43] . Det er klart , at Skhariya også ejer oversættelsen af ​​en del af de Gamle Testamentes bøger fra Vilna Gamle Testamentes samling . . A. Yu. Grigorenko skriver om dette: "... Vi ved ikke, at Ivan III inviterede Zechariah ben Aron ha Cohen til sin tjeneste, vi har ingen information om, at denne Zachariah tog til Rusland" [46] .

Kilder om Judaizers kætteri

På trods af det faktum, at den forsonlige dom fra 1490, brevene fra de vigtigste afsløre af kætteri Gennady af Novgorod og Joseph Volotsky, og en række andre dokumenter relateret til kætteri er blevet bevaret, på grund af det faktum, at de kommer fra modstandernes lejr af kættere, er det ikke kutyme at stole på dem. Der er dog ikke fundet alvorlige modsætninger blandt denne ret imponerende mængde dokumenter, og vi kender først og fremmest til kætteri fra dem. Den mest komplette beskrivelse er indeholdt i "Illuminator" af Joseph Volotsky.

Der er ikke fundet dokumenter, der konsekvent forklarer kætternes lære. Mest sandsynligt eksisterede de slet ikke. Kætterne selv genkendte ikke sig selv som sådan. Tilståelser opnået under afhøringer, herunder under tortur, drages også i tvivl.

Indirekte kilder, som man kan bedømme kætternes synspunkter efter, er den omfattende polemiske litteratur, der dukkede op i forbindelse med kætteri. Først og fremmest er disse "illuminatoren" af Joseph Volotsky, munken Savvas budskab til storhertugens ambassadør Dmitry Shein, som er en samling af anti-jødisk polemik, litteratur oversat fra latin i Novgorod under ærkebiskop Gennady, budskaber fra hoveddeltagerne i arrangementerne.

Kendt filosofisk og astronomisk litteratur, som blev brugt af jøderne. Blandt disse bøger er den astronomiske afhandling af Immanuel ben Jacob Bonfus "Shesh knathanaim", kendt som "Seksfløjet", afhandlingen af ​​John de Sacrobosco "On the Sphere", "Logik" af Moses Maimonides , suppleret med fragmenter fra al Ghazali , bogen "Hemmelighedens hemmelighed" [47] Pseudo-Aristoteles , kendt i den russiske version som "Aristoteleske porte" og går tilbage til den hebraiske oversættelse af " Secretum Secretorum " af Yehuda Alkharisi . Bøgerne "Seksfløjet" og "Logik" er direkte nævnt af Gennady af Novgorod i et brev til ærkebiskop Ioasaf på jødernes litteraturliste [2] . De aristoteliske porte, en velkendt tekst i Rus', vises i brug af russiske skriftlærde netop på dette tidspunkt. Tekstanalyse viser, at alle disse tekster blev oversat fra hebraisk til vestrussisk (ruthensk) i anden halvdel af det 15. århundrede af en jøde, der var uddannet, tilsyneladende i Byzans, og forbundet med den jødiske rationalistiske tradition i Spanien og Provence ( Sephardim ). Alt litteratur af denne art er således forbundet med én region. Professor M. Taube fra Jerusalem University of Hebraic studies gør opmærksom på, at oversætteren forsøgte at skjule forfatterskabet af arabiske filosoffer ved at erstatte arabiske navne med hebraiske, og konkluderer, at for den slaviske læser burde den foreslåede litteratur have set ud. frugterne af jødisk visdom [48] . Det publikum, som oversættelserne var tiltænkt, er ifølge videnskabsmanden netop Moskva-kættere [49] .

Af særlig interesse er de tekster, der kom ud af kætternes pen. Først og fremmest er dette det " laodikeiske brev " af Fjodor Kuritsyn . Han skrev også " Fortællingen om Dracula-guvernøren " - en genfortælling af legenderne om guvernøren, der regerede Valakiet i midten af ​​det 15. århundrede, guvernør Vlad Tepes . Ud over diakonen Kuritsyns skrifter er der et forord til den hellenske krønikeskriver, lavet af en af ​​kætterne Ivan Cherny , hans egne gloser i margenen af ​​den hellenske krønikeskriver og bibelsamlingen.

Repræsentanter for Judaizers kætteri

Se også

Noter

  1. ↑ Judaizers // Jewish Encyclopedia of Brockhaus and Efron . - Sankt Petersborg. , 1908-1913.
  2. ↑ Judaizers // Euklid - Ibsen. - M .  : Soviet Encyclopedia, 1972. - ( Great Soviet Encyclopedia  : [i 30 bind]  / chefredaktør A. M. Prokhorov  ; 1969-1978, v. 9).
  3. ↑ 1 2 Judaizers - artikel fra Electronic Jewish Encyclopedia .
  4. ↑ Alexander Pavlovich Dobroklonsky. Guide til russisk kirkehistorie Arkiveret 22. august 2014 på Wayback Machine . Krutitsy Patriarchal Compound, Society of Church History Lovers, 1999. - S. 188.
  5. ↑ Pushkarev L. N. , Pushkareva N. L. Zhidovstvuyuschie  // Jorden rundt .
  6. ↑ "Livet og livet for vor ærværdige fader Theodosius, som fastede i Ternovo." / CHOIDR 1860 Bog I. Afsnit III. Livet blev skrevet af en ven af ​​munken Theodosius, patriark Kallistos .
  7. ↑ Kandel F. Essays om tider og begivenheder fra russiske jøders historie. Essay syv . Dato for adgang: 22. september 2007. Arkiveret fra originalen 23. januar 2011.
  8. ↑ Sectarianism // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1890-1907.
  9. ↑ Mindst to kilder fortæller os i detaljer om chioner. Dette er konciliet i Konstantinopel i 1336 og det velkendte værk "Debate" af Gregory Palamas "fra Chiones og Turks." Se G. M. Prokhorov The Debate of Gregory Palamas "fra Khiones and Turks" og problemet med "Jewish Wise Men" Arkivkopi dateret 16. maj 2012 på Wayback Machine // TODRL bind XXVII c.329-370.
  10. ↑ S. V. Bulgakov. Håndbog for de hellige-kirkelige præster . Kiev, 1913, s. 1662-1663
  11. ↑ D. S. Likhachev. Udviklingen af ​​russisk litteratur i X-XVII århundreder. Epoker og stilarter. S. 159
  12. ↑ Prot. Georgy Florovsky. Veje til russisk teologi. S. 15.
  13. ↑ Moshe Taube. De ruthenske oversættelser fra det 15. århundrede fra hebraisk og jødernes kætteri: Er der en sammenhæng? Arkiveret 26. maj 2013 på Wayback Machine s. 202
  14. ↑ Den første "Moskva"-ærkebiskop af Novgorod (i 1483) var munken i Treenigheds-Sergius-klosteret Sergius. Men han opholdt sig i Novgorod-afdelingen i ikke mere end 10 måneder. Konflikten med novgorodianerne tvang ham, med henvisning til sygdom, til at forlade bisperådet. Novgorod-herren var hovedsagelig lederen af ​​Novgorod-republikken, og Moskva-protegen i denne post blev opfattet særligt smertefuldt.
  15. ↑ Den første blev rektor for den nye katedral i Assumption Cathedral , den anden - storhertugen af ​​Arkhangelsk .
  16. ↑ Det er mærkeligt, at kabbalisterne forventede verdens undergang i 5250 (som en mulighed 5252) ifølge deres kalender, det vil sige i 1490 eller 1492 e.Kr. Se Moshe Taube. De ruthenske oversættelser fra det 15. århundrede fra hebraisk og jødernes kætteri: Er der en sammenhæng? s. 202.
  17. ↑ D. O. Svyatsky, kapitel "IX. Astronomisk bog "Seksfløjet" i Rus' af det 15. århundrede. Arkiveksemplar af 14. januar 2013 på Wayback Machine fra bogen "Essays on the History of Astronomy in Ancient Russia" (Historical and Astronomical Research, Vol. VIII).
  18. ↑ Legenden om Novgorod-kætternes nye kætteri . // sedmitza.ru. Dato for adgang: 13. juli 2012. Arkiveret fra originalen 4. august 2012.
  19. ↑ Især skriver Metropolitan Macarius: "Det ser ufrivilligt ud til, at med Josephs ord, som slet ikke skjulte sin modvilje mod Zosima, er der overdrivelser om hans opførsel og især om hans falske sind, især da Joseph kun dømte efter rygter. ” s. 63.
  20. ↑ Denne antagelse kommer fra det faktum, at Trans-Volga ældste efter koncilet i 1504 talte for en mild holdning til kættere. Vi har ikke pålidelige oplysninger om, i hvilket omfang de skrappe foranstaltninger, som Iosif Volotsky og Gennady foreslog, havde støtte blandt andre samfundssektorer, i det mindste i 90'erne. Det velkendte udsagn har åbenbart kun følelsesmæssige motiver som årsag.
  21. ↑ Ekskommunikation fra kirken er den maksimale kanoniske straf. Der er ingen kanonisk bestemmelse om dødsstraf.
  22. ↑ D.S. Likhachev finder dog rent lokale motiver i denne form for henrettelse. Se D.S. Likhachev, A.M. Panchenko, N.V. Ponyrko. Latter i det gamle Rusland«. Med. 16. Archimandrite Macarius (Veretennikov) er enig med ham.
  23. ↑ Det er kendt, at den kommende storhertuginde blev opdraget i Rom. Selve ideen om ægteskabet mellem Sophia og Ivan III kom fra prinsessens lærer, en aktiv tilhænger af foreningen med Rom , kardinal Vissarion
  24. ↑ Forbindelsen mellem denne politiske gruppering og østeuropæisk politik var så tæt, at efter at den forlod scenen, begyndte Kazan Khan Mohammed-Emin åbenlyst at udvise utilfredshed med de ændringer, der var sket i Moskva-statens indre politik.
  25. ↑ I. B. Grekov. Det Osmanniske Rige og landene i Central- og Østeuropa i 50-70'erne af det XV århundrede. Med. 153.
  26. ↑ Zimin A. A. Rusland ved overgangen til XV-XVI århundreder. Med. 141.
  27. ↑ Bulanin D.I. Trakhaniot Yuri Dmitrievich . s. 438.
  28. ↑ I. B. Grekov. Det Osmanniske Rige og landene i Central- og Østeuropa i 50-70'erne af det XV århundrede. Med. 89.
  29. ↑ Alliancen er primært rettet mod Polen. I kombination med den allerede underskrevne osmannisk-ungarske traktat og aftale med herskeren af ​​Moldavien, Stephen III og Krim Khan, blev der dannet en ret imponerende alliance, der truede den polsk-litauiske stat, Frederik III's imperium og interesserne for den polsk-litauiske stat. pavelig trone. For at forstå dette skrev den tyske kejser i en besked til Casimir IV: "Ungarns forening med Moskva truer ikke kun kongen og kejseren, men hele den kristne verden."
  30. ↑ Zimin A. A. Rusland ved overgangen til XV-XVI århundreder. Med. 84.
  31. ↑ Prot. Georgy Florovsky. Veje til russisk teologi. Med. 15-17.
  32. ↑ Bulanin D.I. Trakhaniot Yuri Manuilovich. s. 439.
  33. ↑ Lurie Ya. S. Gennady, ærkebiskop af Novgorod. Med. 145.
  34. ↑ I. P. Medvedev i anden udgave af hans monografi "Byzantine Humanism of the XIV-XV Centuries" (s. 42-44), også i artiklen "Dødsstraffen i fortolkningen af ​​Theodore Balsamon" ( "Byzantine Time Book" bind 53 (1992) 54. Arkiveksemplar af 19. juni 2013 på Wayback Machine ), skriver: "I det kristne øst foretrak kirken at forblive inden for rammerne af den gamle kristne bodsdisciplin og erklærede nogle gange sin afvisning af at "vaske sine hænder" ved at udstede en kætter til statens retfærdighed. St. Theodor the Studite mindede for eksempel om, at ikke en eneste kirkekanon nogensinde har sørget for, at nogen kan blive straffet med døden eller endda piskes...". Metropolit Photius (græsk), der stod i spidsen for den russiske metropol fra 1408 til 1431 og kæmpede mod strigolnikernes kætteri, skrev til Pskoviterne: "Lad der ikke være blod og død på sådanne, men på nogen anden måde - og fængsle dem - bringe dem til viden, så de ikke går til grunde” [1] Arkiveret 29. december 2009 på Wayback Machine .
  35. ↑ Brevet blev skrevet tidligst i maj 1508.
  36. ↑ Pliguzov A.I. Kontrovers i den russiske kirke i den første tredjedel af det 16. århundrede. Med. 69.
  37. ↑ "Besked fra munken Savva til jøder og kættere". // CHDOIR. T. 3. 1902.
  38. ↑ Kommentarer, ifølge beskrivelsen af ​​den originale ambassade (den såkaldte "Krim") bog, lavet af professor M. N. Berezhkov i slutningen af ​​det 19. århundrede, henviser til det 15. århundrede (Se Berezhkov M. N. Krim-ambassadens ældste bog affærer (1474-1505) .) // ITUAQ, 1894. Nr. 21. Arkivkopi dateret 23. marts 2012 på Wayback Machine - s. 36.)
  39. ↑ Så i Rusland kaldte de italienere eller katolikker.
  40. ↑ Brun F.K. Sortehavet. Samling af studier om den historiske geografi i det sydlige Rusland. Del I. - S. 213-216.
  41. ↑ Se også: Nebezhev K.Yu. Adyghe-Genovesiske prins Zakharia de Gizolfi - herskeren over byen Matrega i det 15. århundrede Arkiveksemplar dateret 26. juni 2010 på Wayback Machine // Genealogy of the North Caucasus. Problem. 9. 2004.; Genuasiske kolonier i Sortehavsregionen i XIV-XV århundreder. Arkiveret 7. marts 2012 på Wayback Machine
  42. ↑ Y. Brutskus "Zakharia, Prince of Taman". Jødisk oldtid nr. 10. Petrograd 1918 Arkiveret 31. januar 2019 på Wayback Machine . Mere specifikt juli Brutskus. Judaiserende // Encyclopaedia Judaica. bd. 9. Berlin, 1930. Cols. 520-522
  43. ↑ Moshe Taube. De ruthenske oversættelser fra det 15. århundrede fra hebraisk og jødernes kætteri: Er der en sammenhæng? Arkiveret 26. maj 2013 på Wayback Machine s. 197.
  44. ↑ Teksten er dateret til 20'erne af det XIV århundrede. Ifølge forskerne af monumentet (A. A. Arkhipov, S. Yu. Temchin) går denne tekst tilbage til en oversættelse fra hebraisk lavet i slutningen af ​​det 15. århundrede. S. Yu. Temchin antyder, at oversættelsen blev lavet af den samme Zechariah ben Aaron, som han identificerer med Novgorod-kætteren Skharia. (Se S. Yu. Temchin. Skharia og Skorina: Om kilderne til Vilna Old Testament-samlingen. Arkiveksemplar dateret 29. april 2014 på Wayback Machine s. 299-307.
  45. ↑ Moshe Taube. Den kievanske jøde Zacharia og Judaizernes astronomiske værker Arkiveret 26. maj 2013 på Wayback Machine
  46. ↑ Grigorenko A. Åndelig søgen i Rusland i slutningen af ​​det 15. århundrede. - SPb., 1999. - s. 26.
  47. ↑ Bulanin D. M. Secret Secret Archival kopi dateret 24. marts 2019 på Wayback Machine // Dictionary of scribes and bookishness of Ancient Russia  : [i 4 numre] / Ros. acad. Videnskaber , Institut for Russisk. tændt. (Pushkin House)  ; hhv. udg. D. S. Likhachev [i dr.]. L.: Nauka , 1987-2017. Problem. 2: Anden halvdel af XIV-XVI århundreder, del 2: L-I / udg. D.M. Bulanin, G.M. Prokhorov . 1989.
  48. ↑ Se Moshe Taube. Transmission af videnskabelige tekster i det 15. århundredes østlige Knaan. R. 36.
  49. ↑ Moshe Taube. De ruthenske oversættelser fra det 15. århundrede fra hebraisk og jødernes kætteri: Er der en sammenhæng? Arkiveret 26. maj 2013 på Wayback Machine s. 193-196.

Litteratur

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier
 jødedom og kristendom
Teologi
Relationer
Ved tro
  • katolicisme
  • Ortodoksi
  • Protestantisme
  • Mormonisme
Ved konflikt
dialog
Synkretisme
se også