Hollandsk

hollandsk
selvnavn Nederlands
lande Holland , Belgien , Surinam , De Nederlandske Antiller , Aruba
officiel status

Holland Belgien

Surinam
afhængighed :

Organisationer : Benelux Den Europæiske Union
 
 


Union of South American Nations
Regulerende organisation Dutch Language Union
(Nederlandse Taalunie)
Samlet antal talere 26 millioner ( 2020 )
Bedømmelse 37-48
Status sikker [1]
Klassifikation
Kategori Eurasiens sprog

Indoeuropæisk familie

germanske sprog vestgermanske sprog
Skrivning latin ( hollandsk )
Sprogkoder
GOST 7,75-97 nid 495
ISO 639-1 nl
ISO 639-2 dut(B); nld(T)
ISO 639-3 nld
WALS dut , dbr og dli
Etnolog nld
Linguasfæren 52-ACB-a
ABS ASCL 1401
IETF nl
Glottolog dutc1256
Wikipedia på dette sprog

Hollandsk [2] ( hollandsk [3] , de Nederlandse taal , het Nederlands Hollandsk udtale  ( inf. ) ) er sproget for hollænderne (hollandsk) og flamlændere , tilhører gruppen af ​​germanske sprog (en undergruppe af vestgermansk sprog ) af den indoeuropæiske sprogfamilie .

Fordeling

Fordelt i Holland (officielt), i Belgien , hvor det tales af cirka 60% af befolkningen (det eneste officielle sprog i Flandern og et af to officielle sprog i Bruxelles ), Surinam (se hollandsk i Surinam ), Hollandske Antiller og Aruba . Derudover er der hollandsktalende samfund i det nordlige Frankrig ( Fransk Flandern ), Tyskland (i områder, der støder op til Holland), samt i USA , Sydafrika og mange andre lande.

Et vist antal indvandrere af hollandsk og belgisk oprindelse i USA, Canada, Australien, New Zealand fortsætter med at bruge det hollandske sprog (hovedsageligt i hverdagen).

I Indonesien husker nogle ældre stadig det hollandske sprog.

Det samlede antal talere er 23 millioner (16,8 millioner i Holland, 6,3 millioner i Belgien).

Afledte sprog

I Sydafrika og Namibia er afrikaans almindelig , som indtil 1925 blev betragtet som en dialekt af hollandsk.

Der var også kreolske sprog baseret på hollandsk, som nu næsten overalt er døde - i Guyana, Indonesien, Puerto Rico, Jomfruøerne, Sri Lanka.

I 1596-1969 blev det hollandske sprog også brugt i begrænset omfang i kolonien Hollandsk Ostindien (den moderne Republik Indonesien ). På trods af dets hurtige forsvinden fra landets officielle sfære efter dets afkolonisering, er der stadig spor af hollandsk indflydelse på de moderne sprog i Indonesien . Derudover opstod der med hollændernes deltagelse adskillige pidgins på øgruppens område , og derefter kreolske sprog ( Petyo , Javindo , etc.)

Historie

Hollandsk tilhører den lavfrankiske undergruppe af det vestgermanske dialektkontinuum . Det mellemhollandske sprog blev dannet i middelalderen på grundlag af de gamle vest-lavfrankiske dialekter fra de saliske frankere, som beboede det nuværende Hollands og det nordlige Belgiens territorium i samspil med det frisiske, saksiske og gæliske stammedialekter. Moderne hollandsk blev dannet under betydelig indflydelse fra det franske sprog [4] . De nærmeste slægtninge er oldengelsk , frisisk , nedertysk [ .

Hollands historie begynder omkring 450-500, da den blev adskilt fra frankisk i det andet germanske konsonantskifte . Som andre germanske sprog gennemgik hollandsk tre stadier i sin udvikling:

Processen med standardisering af det hollandske sprog begyndte i middelalderen, hovedsageligt på initiativ af det burgundiske hertugdomstol i Dijon. På dette tidspunkt var de mest indflydelsesrige dialekterne i Flandern og Brabant , som blev taget som grundlag for standardisering. I 1526 blev Luthers Bibel oversat til hollandsk i Antwerpen . Senere, i 1636-1637, blev den såkaldte hollandske statsbibel udgivet i Leiden , hvis oversættelsessprog hovedsageligt var baseret på hollandske bydialekter og var forståeligt for indbyggerne i alle de hollandske provinser .

I 1804 udgav professor M. Siegenbeck stavereglerne for det hollandske sprog, som blev accepteret som obligatoriske i mere end et halvt århundrede.

I det 20. århundrede blev den officielle stavemåde for det hollandske sprog fastlagt ved skriveloven ( hollandsk.  Wet schrijfwijze Nederlandsche taal ), som blev vedtaget i Belgien i 1946 og i Holland i 1947.

I 1980 grundlagde Holland og Belgien en regulerende organisation - Dutch Language Union  - med det formål at diskutere udviklingen og standardiseringen af ​​det hollandske sprog [5] . Siden 15. oktober 2005 er der gennemført en retskrivningsreform [6] .

Alfabet

Det hollandske alfabet består af 26 standard latinske bogstaver ( ligaturen IJ er også tilføjet dem , nogle gange står den i stedet for bogstavet Y ). Af diakritiske tegn er der diaerese og tegn på akut . Den første bruges til at fremhæve bogstaver, der ikke er en del af bogstavkombinationer, men som har en separat lyd: geïnteresseerd "interesseret", ruïne "ruiner", geёigend "bestemt". Akut er skrevet over vokalerne i tallet "en" for at skelne det fra den ubestemte artikel: een broer "bror" - één broer "en bror"; over vokalerne i præpositionen vóór (før) for at skelne det fra voor (for); i låneord, såsom café ; kan også bruges til at angive logisk betoning i en sætning.

Position IJ

I hollandsk ortografi er positionen af ​​IJ speciel: den kan blot betragtes som en digraf , en ligatur eller endda det 25. bogstav i alfabetet i stedet for Y. Et af de træk, der adskiller IJ fra digrafer på andre sprog, er, at hvis det er i begyndelsen af ​​en sætning eller et egennavn begynder med det, er begge dets komponenter skrevet med stort: ​​IJ " Hej " (tidligere bugt i Amsterdam ) , IJsselmeer " IJsselmeer ". På mange andre sprog er dette ikke tilfældet, og selv hvor digrafer er fuldgyldige bogstaver i alfabetet. Så for eksempel i det ungarske sprog i digrafen Sz (læs "s"), som er det 32. bogstav i det ungarske alfabet , som i de andre tri- og digrafer, er kun den første komponent med stort.

Det er også interessant, at på tidspunktet for den udbredte brug af skrivemaskiner i det hollandske , blev en separat "ij"-nøgle placeret til højre for L. Eksempler på ord indtastet i monospace ved hjælp af IJ- ligaturen :

Wij zijn voor de Partij voor Vrijheid!

Og uden at bruge det:

Vi er for Partij for Vrijheid!

I øjeblikket bruges bogstavet Y kun i låneord, mens IJ bruges i egentlig hollandsk . Imidlertid beholder hollandske efternavne ofte forældede stavemåder: Y i stedet for IJ , og Y eller IJ i stedet for I efter vokaler. I krydsord og ordspil (for eksempel i den gamle version af spillet Scrabble ) optager IJ ofte (men ikke altid) én celle.

Grammatik

Morfologi

Det hollandske sprogs morfologi er relativt enkel. I løbet af de sidste hundrede år er der sket væsentlige ændringer i det litterære sprogs morfologiske struktur for at bringe det tættere på talesproget. Adjektiver holdt op med at stemme overens med navneord i kasus og beholdt mindre rester af forskellen mellem svag og stærk deklination.

En væsentlig rolle i at forenkle sprogets deklination blev spillet ved at droppe den endelige lyd [n] i slutningen -en i det daglige sprog i de fleste dialekter af det hollandske sprog. Således begyndte kasusformerne af adjektiver at blive udtalt på samme måde. For eksempel kleine og kleinen ("lille"). I begyndelsen af ​​den nyhollandske periode var stort set hele adjektivets deklination baseret på forskellen i endelserne -e og -en . Sager på moderne hollandsk betragtes som arkaiske og bruges meget sjældent. Sidstnævnte er illustreret ved deklinationskombinationen de kleine orm  "lille orm":

Forældet variant:

sag Ental Flertal
Nominativ de klein e orm de klein e wormen
Genitiv des klein en orme der klein e wormen
Dativ den klein en worm den klein en wormen
Akkusativ den klein en worm de klein e wormen

Moderne version:

sag Ental Flertal
Nominativ de klein e orm de klein e wormen
Genitiv van de kleine orm van de kleine wormen
Dativ aan de lille orm aan de kleine wormen
Akkusativ den lille orm de små wormen

I moderne hollandsk er der intet kasussystem, og brugen af ​​kasusendelser opfattes som arkaisk. Dog er kasusafslutninger bevaret i mange faste udtryk.

Slægt

Der er faktisk to grammatiske køn i det moderne sprog. Det menes, at skelnen mellem maskulin og feminin er blevet slettet i vid udstrækning. Men de fleste ordbøger skelner traditionelt mellem tre køn - maskulint, feminint og intetkøn. Udskiftningen af ​​navneord af det generelle (maskuline og feminine) køn med maskuline og feminine stedord er ikke ensartet på tværs af dialekter af det hollandske sprog.

Nummer

Der er to tal på hollandsk - ental og flertal. Den ledende metode til flertalsdannelse i sproget er endelsen - ( e ) n , mindre almindelige -s (for ord i -je , -el , -en , -er , i mange lån; i nogle ord betegner slægtninge og erhverv; café ), -'er (for ord , der begynder med -a , -i , -o , -u , -y ):

  • boek  ("bog") - boek en , linde [lɪndə]  - linde n [lɪndə (n)], tijd - tijd en , huis  - huiz en , zak  - zakk en ;
  • tafel  ("bord") - tafel s ,  toren - toren s , pige  - pige s , film  - film s , broer  - broer s , café  - café s ;
  • cola 's , martini 's , foto 's , menuer , baby 's . _

Nogle navneord viser fluktuationer i flertalsdannelse, for eksempel: een natie  ("nation") - nati ën / natie s ; een appel  ("æble") - appel s / appel en .

Flere intetkønsnavne ender på -eren : been  - beend eren (betyder "knogle"), blade  - blade eren (betyder "blad"), ei  - ei eren , gelid  - geled eren , gemoed  - gemoed eren , goed  - goed eren , hoen  - hoend eren , kalf  - kalv eren , kind  - kind eren , kleed  - kle ( d e ) ren (betyder "tøjstykke"), lam  - lamm eren , lied  - lied eren , rad  - rad eren , rund  - rund eren , volk  - volk ( er ) en .

Sikkerhed

Der er to artikler på det hollandske sprog - ubestemt og bestemt. Den ubestemte artikel har en enkelt form for alle køn . Den bestemte artikel har formen de for hankøns- og hunkønsord og formen het for ord af intetkøn (den afviger i oprindelse fra formen de ). Neutrale navneord i ental bruges med artiklen het , i flertal får de artiklen de ( het boek - de boeken ). Ofte taler de ikke om ordets køn, men blot: lampe  er " de - ord", og potlood  er " het -word".

Eksempler:

  • een bog - het bog - bøger - de bøger ;
  • een linde - de linde - linden - de linden ;

Demonstrative pronominer svarer ikke til tal (ental / flertal), men til tegnet de / het :

  • for de : deze ("dette/dette/disse"), dø ("det/det/dem"),
  • for het: dit ("dette"), dat ("det").
Deklination

I talesproget går den gamle navnebøjning tabt, kun pseudo-case-besiddelsesformen på -'er bruges (svarende til hvad der er på engelsk).

Skriftsproget bruger sjældent genitiv eller andre tilfælde af ental feminine substantiver og alle flertalskøn: een woordenboek der Nederlandse taal i stedet for dagligdags een woordenboek van de Nederlandse taal .

Bøjning af navneord med en bestemt artikel i genitiv kasus:

  • han: ( I ) de kleine worm - ( P ) des kleinen worms  - arch., strøm: van de kleine worm ;
  • f.: (I) de Nederlandse taal  - (P) der Nederlandse taal ;
  • sammenligne: (I) het kleine boek  - (P) des kleinen boeks  - arch., aktuel: van het kleine boek ;
  • pl. timer: (I) de kleine boeken  - (P) der kleine boeken  - meget sjælden / arch., aktuel: van de kleine boeken .

Navn adjektiv

Den beholder i det moderne talesprog kun resterne af stærk og svag deklination, idet den taler i to former - i formen uden ende og i formen på -e :

  • klein bog - een klein bog - het lille bog - små bøger - de små bøger ;
  • lille orm - en lille orm - de lille orm - lille orm - de små orme .

Verbum

Konjugation

Hollandske verber er opdelt i stærke, svage og forskellige slags uregelmæssige. Stærke verber, som i andre germanske sprog , danner preteritum og participium II form, med rodvokalen skiftende i ablaut. Hovedtyperne af stærke verber er angivet nedenfor:

  • grijpen ("gribe") - greep  - gegrepen ;
  • vælge ("vælge") - koos  - valgt ;
  • lezen ("læse") - las  - gelezen ;
  • spreken ("at tale") - sprak  - gesproken ;
  • dragen ("bære") - droeg  - gedragen ;
  • hangen ("hænge") - hing  - gehangen .

Mange stærke verber i løbet af den historiske udvikling har undergået dybere ændringer i en række former, nu klassificeret som uregelmæssige:

  • gaan ("at gå") - ging - gegaan ;
  • slaan ("slag") - sloeg - geslagen ;
  • staan ​​​​("stand") - stond - gestaan ​​;
  • zien ("se") - zag - gezien .

Svage verber danner grundformer med tandsuffikset -d / -t (eller nul i tilfælde af assimilering):

  • maken ("at gøre") - maakte - gemaakt ;
  • wonen ("at leve") - woonde - gewoond ;
  • zetten ("plante") - zette - gezet .

Uregelmæssige svage verber:

  • bringe ("bringe") - bracht - gebracht ;
  • denken ("tænke") - dacht - gedacht ;
  • kopen ("købe") - kocht - gekocht ;
  • søge ("søg") - zocht - gezocht .

Beholdningen af ​​personlige endelser omfatter kun tre endelser - nul, -en og -t . Udsagnsord er dog ret aktivt konjugeret for personer og tal. Konjugation af verbet noemen ("at navngive") i nutid, simpel fortid, perfektum og fremtidig tid:

  • ik noem , noemde , heb nævnt , zal noemen ;
  • jij noemt , noemde , hebt nævnt , du noemer ;
  • hij / zij / het noemt , noemde , heeft genoemd , zal noemen ;
  • wij noemen , noemden , hebben genoemd , zullen noemen ;
  • noemen ( noemt ), noemden ( noemde ) , hebben ( hebt ) nævnt , zullen ( zult ) noemen ;
  • u noemt , noemde , hebt nævnt , du skal noemen ;
  • zij noemen , noemden , hebben genoemd , vil noemen .

Med efterstilling af et personligt pronomen i 2 liter. enheder h. der er ingen slutning.

Tid

De analytiske former for verbet på hollandsk inkluderer følgende hovedkonstruktioner:

  • perfekt (ofte brugt i en prærital sammenhæng) - tilstede fra hebben + PII: ik heb genoemd ;
  • pluperfekt (fortid perfektum) - preteritum fra hebben + PII: ik had genoemd ;
  • futurum I  - nutid fra zullen + infinitiv: ik zal noemen;
  • futurum II (fremtidig perfekt) - nutid fra "zullen" + perfekt infinitiv (infinitiv II): ik zal hebben genoemd eller ik zal genoemd hebben ;
  • fremtidig jeg i fortiden (konjunktiv I) - præteritum fra zullen + infinitiv: ik zou noemen ;
  • fremtid II i fortiden (konjunktiv II) - præteritum fra zullen + infinitiv II: ik zou hebben genoemd eller ik zou genoemd hebben .

Det hollandske sprog er karakteriseret ved overensstemmelse mellem tider: hij zei dat zij was gekomen ("han sagde, at hun (allerede) kom").

Det proceduremæssige aspekt formidles af konstruktionen " zijn + aan + het + <Inf>": ik ben een boek aan het købe ("jeg køber en bog nu").

Pant

Der er to passive stemmer - handlingens passive og statens passive:

  • het boek wordt gelezen ("de læser bogen");
  • het boek er gelezen ("læst bog").
Tilbøjelighed

Imperativ : Bære!  - "læs (dem)!". Høflig form: leest u!  - "Læs!".

Syntetiske (simple) former for den konjunktive stemning er ikke almindelige i talesproget, der forekommer i boglig stil, såvel som forskellige slags brugsanvisninger, juridiske tekster osv.: men bedenke dat ... ("det bør bæres husk at ...").

Pronominer

Pronomensystemet i det hollandske sprog er ret rigt. De vigtigste bestemmelser vil blive givet nedenfor.

Personlige stedord

Ental:

ansigt Emne Et objekt
en ik ( 'k ) mig ( mig )
2 "du" jij ( je ) gij ( ge ) dig ( je ) u
"Du" u
3 ægtemand. hij søm ( 'm )
og. side ( ze ) haar ( 'r, d'r )
jfr. het ( 't )

Flertal:

ansigt Emne Et objekt
en vi ( vi ) ons
2 "du" Julie gij ( ge ) Julie u
"Du" u
3 side ( ze ) hen , hun , ze

Når man erstatter navneord, stemmer 3. persons pronominer som regel overens med dem i køn (på grund af udslettelsen af ​​sondringen mellem hankøn og hunkøn i det moderne sprog erstattes generelle kønsspecifikke navneord oftere med ordet hij . I stedet for hankøn og hunkøn, formen af ​​det demonstrative pronomen die er mulig . I tilfældet , når et pronomen, der er styret af en præposition, viser en ikke-person (eller erstatter et intetkønt substantiv), bruges formen er i stedet : Waar is de krant?  - Jij zit erop ("Hvor er avisen? - Du sidder på den"). Ik denk er niet aan ("Jeg tænker ikke over det").

Sammenligning af personlige pronomensystemer i de tre største germanske sprog :

hollandsk engelsk Deutsch Russisk
Enhed h. en ik jeg ich "JEG"
2 jij gij du dig du "du"
u du Sie "Du"
3 hij , zij , het han , hun , det eh , sie , es "han hun det"
Mn. h en wij vi wir "vi"
2 Julie gij du du ihr "du"
u du Sie "Du"
3 zij de sie "de"
Demonstrative pronominer
  • deze  - "dette, dette, disse";
  • dit  - "dette";
  • dø  - "det, det, de";
  • dat  - "det";
  • zulke  - "sådan, sådan, sådan";
  • zulk  - "sådan".

I det tilfælde hvor pronomenet, som er styret af en præposition, viser en ikke-person (eller erstatter et intetkønsnavneord), bruges formerne hier- , daar- i stedet : same  - "om det", hierover  - "dette, på grund af dette".

Interrogative og andre pronominer
  • wie  - "hvem";
  • wat  - "hvad";
  • welke  - "hvilken, hvilken, hvilken";
  • welk  - "hvad";
  • wat voor  - "hvad til, hvad";
  • ene  - "nogle, nogle, nogle";
  • een  - "nogle";
  • iemand [ˈimɑnt] - "nogen";
  • iets [its] - "noget";
  • dø  - "hvilken, hvilken, hvilken";
  • dat  - "hvilken";
  • mænd  - ubestemt personligt: ​​mænd siger dat ze mooi er ("de siger, at hun er smuk");
  • het  - upersonlig: het is tijd te gaan ("det er tid til at gå");
  • elk , ieder  - "hver";
  • alle  - "alt";
  • enige , enkelte  - "nogle";
  • selv  - "sig selv".

Orddannelse

De mest produktive måder at danne ord på i det hollandske sprog er affiksering (primært suffiksering ) og sammensætning . Konvertering , forkortelser og andre metoder er meget mindre produktive [7] .

Antroponymi

Dialekter

Det hollandske sprog er præget af et stort antal dialekter. I undervisningen bruges medierne og som statssprog "eksemplarisk hollandsk" ( Standaardnederlands ) - den officielle version af sproget godkendt af den hollandske sprogunion . Standardhollandsk i Holland og i Flandern er dog markant forskellige, da indflydelsen fra dialekter mærkes stærkere i Flandern. I Flandern opfattes den overdialektale norm af mange som kunstig.

Afrikaans opstod relativt nylig fra det hollandske sprog som et selvstændigt sprog .

Praktisk transskription til russisk

Ifølge reglerne for praktisk transskription fra det hollandske sprog overføres ikke kun hollandske navne og titler til russisk, men også egennavne af flamsk og sydafrikansk ( afrikaans ) oprindelse [8] .

Noter

  1. ↑ UNESCO Sprogatlas
  2. ↑ Hollandsk . bigenc.ru . Store russiske encyklopædi: elektronisk version. Hentet 6. juni 2020. Arkiveret fra originalen 24. november 2020.
  3. ↑ Zelenetsky, 2013 .
  4. ↑ Jf. MC van den Toorn, WJJ Pijnenburg et al., Geschiedenis van de Nederlandse taal (1997), 37; G. Janssens & A. Marynissen, Het Nederlands vroeger en nu (2. udg., 2005), 38; 54.
  5. ↑ taalunieversum.org . Hentet 17. november 2005. Arkiveret fra originalen 21. oktober 2015.
  6. ↑ Stavemåde . Hentet 17. november 2005. Arkiveret fra originalen 21. november 2008.
  7. ↑ Mironov S. A. , Zelenetsky A. L. , Ivanova N. V. Det hollandske sprog // Verdens sprog. germanske sprog. Keltiske sprog / N. N. Semenyuk, V. P. Kalygin , O. I. Romanova. - M .: Academia , 2000. - S. 292-294. - 274-299 s. — ISBN 5-87444-101-8 .
  8. ↑ * R. S. Gilyarevsky "Udenlandske navne og titler i den russiske tekst." // S.127-134. M .: "Højskole", 1985

Litteratur

Tutorials
  • Drenyasova T. N.; Shechkova L. S. Praktisk kursus i det hollandske sprog: en lærebog for studerende på in-t og fakultet. udenlandsk lang. - Moskva: Higher School, 1989. - 256 s. — ISBN 5-06-000435-X .
  • Mironov S.A. Hollandsk (hollandsk) sprog .. - Kaluga: Eidos Publishing House., 2001. - 140 s. — ISBN 5-93810-017-8 .
  • Mironov S.A. Navnemorfologi på hollandsk. - M. , 1967.
  • Mironov S.A. Dannelse af den litterære norm for det moderne hollandske sprog. - M. , 1973.
  • Mironov S.A. Historien om det nederlandske litterære sprog (IX-XVI århundreder). - M. , 1986.
  • Pushkova M. N. Det hollandske sprog. Grammatikhåndbog. - Moskva: Levende sprog, 2009. - 224 s. - ISBN 978-5-8033-0622-1 .
  • Boland H. , Michajlova I. God zo! Deel 1. Hollandsk lærebog. - Pegasus, 2005. - S. 202. - ISBN 9789061432852 .

Ordbøger

  • Mironov S.A. , Belousov V. O., Shechkova L. S. et al. Stor hollandsk-russisk ordbog: Omkring 180.000 ord og sætninger. - Moskva: Levende sprog, 2001. - 920 s. — ISBN 5-8033-0038-1 .
  • Pirot Zh. I., Shechkova L. S. Pocket russisk-hollandsk ordbog: Omkring 10300 ord. - Moskva: russisk sprog, 1977. - 496 s.
  • Honselaar W. Groot Russisch-Nederlands Ordenboek. - Amsterdam: Uitgeverij Pegasus, 2010. - ISBN 978-90-6143-274-6 .

Links

  Hollands sprog
Officielt statssprog
Officielle regionale sprog
Uofficielle regionale sprog/dialekter
Tegnsprog
  • hollandsk tegnsprog
 Den Europæiske Unions officielle sprog