Æneas

Aeneas ( oldgræsk Αἰνείας , lat.  Aenēās ) er i oldgræsk mytologi  helten fra den trojanske krig fra kongefamilien Dardans , i oldtidens romerske mytologi  er han den legendariske stamfader til grundlæggerne af Rom, Romulus og Remus , som ledede overlevende trojanske heste fra det ødelagte Troja til Italien .

Ifølge legender, søn af kærlighedsgudinden Venus . Aeneas' vandringer dannede grundlaget for Virgils episke digt " Aeneid " , der angiver Roms oprindelse, forudbestemt af guderne, og som også forherliger Octavian Augustus gennem sin "guddommelige" adoptivfar Gaius Julius Cæsar . Digtet indeholder legender, der retfærdiggør det evige fjendskab mellem Rom og Kartago , samt latinernes fremkomst .

Aeneas-kulten er en af ​​de ældste på det moderne Italiens territorium. I det gamle Rom var han især populær blandt patricierne , som betragtede sig selv som efterkommere af Æneaterne - Æneas' ledsagere, der ankom fra Troja .

Oprindelse og tidlige år

Aeneas var en efterkommer af Dardanus , stamfaderen til Dardani- folket i det nordvestlige Lilleasien . Dardan Tros ' barnebarn havde tre sønner - Il , Assarak og Ganymede . Assaraks barnebarn Anchises blev set og elsket af kærlighedsgudinden Venus . Hun udgav sig for at være datter af den frygiske kong Otreus , og forførte Anchises på toppen af ​​Ida -bjerget [1] , hvor han spillede cithara , hvorefter hun åbenbarede for ham sandheden om hendes guddommelige oprindelse [2] .

I den IV homeriske hymne siger Afrodite , at hun kaldte drengen Aeneas ( gammelgræsk Αἰνείας  - "forfærdelig"), da hun indser rædslen ved sin hensynsløse handling - at blive gravid fra en dødelig [3] . Denne version af etymologien af ​​navnet Aeneas er den mest udbredte [4] . Ifølge den samme homeriske hymne blev Aeneas næret og opdraget af bjergnymfer efter fødslen . I en alder af fem blev han givet til sin far, som begyndte at bo hos ham i Troja [5] .

Ifølge det antikke græske digt Cypria deltog Aeneas i den trojanske ekspedition til Sparta , hvorunder Paris kidnappede Helen [6] .

Trojanske krig

Som slægtning til den trojanske konge Priam og hans søn Hector deltog Aeneas i den trojanske krig mod grækernes samlede styrker ledet af Agamemnon . Ifølge Pseudo-Apollodorus ankom Aeneas trojanerne til hjælp først i det tiende år af krigen [7] . Under kampene reddede guderne to gange Æneas fra den sikre død. Første gang blev han beskyttet af Afrodite og Apollo fra Diomedes [8] . Anden gang reddede Poseidon Aeneas fra Achilleus ' raseri og tog ham ud af slagmarken [9] [10] .

Da grækerne ved hjælp af et militærtrick erobrede Troja, lykkedes det Aeneas at forlade byen. Han blev leder af de overlevende trojanske heste og ledte dem på jagt efter et nyt hjem. Gamle kilder beskriver redningen af ​​Æneas fra Troja på forskellige måder. Ifølge Virgil lykkedes det i en generel panik Aeneas at bære sin gamle far Anchises, såvel som sin søn Iulus , ud af byen på sine skuldre . Creus ' kone faldt bagud og omkom i det brændende Troja [11] . Diodorus Siculus og Claudius Elian giver en anden myte om frelse. Aeneas, med en del af trojanerne, besatte en del af byen og forsvarede sig med succes mod grækerne. Grækerne tilbød de belejrede at forlade byen og tog så meget med sig, som de kunne bære. Mens resten af ​​soldaterne bar smykker med sig, bar Aeneas sin gamle far. Slået af denne handlings adel, tillod grækerne ham at vende tilbage igen og udholde, hvad han finder passende. Så vendte han tilbage og tog de faderlige helligdomme, hvilket gav ham endnu større respekt [12] [13] [14] [15] .

Æneas vandringer

Virgils Æneid

Beskrivelsen af ​​Æneas' vandringer er givet af mange gamle forfattere. Det mest berømte værk, Virgils Æneid , skildrer den officielle ideologiske politik under Octavian Augustus regeringstid [16] [17] . Som et romersk epos pegede Æneiden på Roms forudbestemte oprindelse og glorificerede også en af ​​dets efterkommere gennem den "guddommelige" plejefar til Julius Cæsar , Octavian Augustus [18] .

Da han kom ud af Troja, samlede Aeneas andre overlevende indbyggere i byen og byggede tyve skibe. Først landede han på Thrakiens kyster i håb om at finde ly hos den lokale konge Polymnestor . Han var svigersøn til den sidste trojanske konge, Priamos . Trojanerne sendte prins Polydorus til ham med guld. Da nyheden om Trojas død nåede frem til den thrakiske konge, beordrede han Polydorus' død og tog guldet til sin skatkammer. Efter at have lært om Polymnestors forræderi, forlod Aeneas Thrakiens land og begav sig ud på en yderligere rejse [19] .

Da han ankom til den hellige ø Delos , modtog Aeneas fra Apollo en profeti om at sejle til Italien, fejlagtigt fortolket af ham som en retning til Kreta . Aeneas og de overlevende trojanere forsøgte endda at etablere en bosættelse på Kreta, men da de indså deres fejl, gik de videre på en rejse. Rundt Peloponnes overvintrede trojanerne på Zakynthos . Med forårets begyndelse drog skibene anført af Æneas videre. Efter at have passeret øen Lefkada nærmede de sig Kap Actium og landede ved Ambracia [20] .

Der gik Aeneas med en del af soldaterne til Dodona , hvor Jupiters orakel var placeret . Der mødte de uventet for sig selv Helen og Andromache . Tidligere trojanere fortalte, at de efter erobringen af ​​Troja blev gjort til slaver af Achilles' søn Neoptolemos . Efter sidstnævntes død blev Helen konge og giftede sig med Hectors enke Andromache. Gehlen, som havde profetiens gave, advarede Æneas om, at for at slå sig ned i Italien og blive stamfader til et stort folk, var han nødt til at lande på Italiens vestkyst, og ikke på østsiden [21] .

Så kredsede skibene under Æneas' ledelse Italien fra syd og nåede Siciliens kyst . Anchises død går tilbage til denne tid. Juno , der følte had til trojanerne, vendte sig til vindens gud, Aeolus , med en anmodning om ikke at give Æneas mulighed for at svømme til Italien. Han udløste alle vindene på samme tid, hvilket forårsagede en storm. I frygt for sin søn vendte Venus sig til haveguden Neptun , som beroligede vandoverfladen. På grund af stormen endte Aeneas sammen med de overlevende trojanere ud for Afrikas kyst, hvor dronning Dido på det tidspunkt byggede den nye by Kartago [22] .

For at beskytte sin søn mod mulige fjendtlige handlinger fra lokale beboere bidrog Venus til, at Dido blev forelsket i Aeneas. Før dette var den første dronning af Karthago gift med Akerbant , som blev dræbt af sin bror og konge af Tyrus , Pygmalion . Efter at være flygtet fra Tyrus svor Dido aldrig at elske nogen for ikke at vanhellige mindet om sin første mand. Dronningens søster Anna overbeviste Dido om ikke at modstå hendes hjertes kald, da Kartago var omringet af fjender, og hjælpen fra en magtfuld forsvarer, såsom Æneas, var meget nyttig for byen. Da et tordenvejr begyndte under jagten, søgte Dido og Aeneas tilflugt i en hule, hvor de hengav sig til kærligheden. Derefter blev trojaneren medhersker for dronningen af ​​Karthago [23] .

Denne udvikling af begivenheder var imidlertid på ingen måde i overensstemmelse med gudernes planer. Jupiter sendte Merkur til Æneas med ordre om at fortsætte rejsen. Aeneas blev tvunget til at adlyde. Dido faldt i raseri og begik selvmord, fordi han var ude af stand til at bære smerten af ​​nedtrampet kærlighed. Før hendes død forbandede hun Aeneas og hele hans familie. Under de puniske krige tjente denne legende som en af ​​begrundelserne for konfrontationen mellem Rom og Kartago [24] .

Efter at have sejlet til Campanias kyst landede Aeneas nær Qom og mødtes med den lokale spåmand - Cum Sibyll . Hun bekræftede gudernes samtykke til at sætte Æneas i stand til at grundlægge en ny by i Italien. Da Æneas ville vide mere om sine efterkommeres skæbne, inviterede sibyllen ham til at besøge efterlivet. Sammen med spåmanden steg de ned i underverdenen, hvor de mødte Anchises . Han viste sin søn sjælene fra ufødte efterkommere, op til Octavian Augustus . Det blev også forudsagt for Æneas, at byen ville blive grundlagt, hvor han så en hvid gris med tredive smågrise, og også hvor trojanerne ville spise deres egne borde [25] .

Snart, da trojanerne landede i kongeriget Latina , bagte de kager og lagde dem ud på friskplukkede bladselleri . Først spiste de kagerne, og derefter spiste de selleri og opfyldte dermed en del af profetien. Samtidig så Ascanius en kæmpe hvid gris med en yngel på tredive smågrise. Da Aeneas så profetiens opfyldelse, sendte han budbringere til kong Latinus [26] .

Latin modtog trojanerne meget venligt. Inden da fik han en forudsigelse fra en faun om, at der ville komme en fremmed til ham, som ville blive hans svigersøn og stamfader til et stort folk. Samtidig godkendte Latina Amatas kone ikke sin mands entusiasme. Juno , der på nogen måde forsøgte at forhindre genoplivningen af ​​Troja på et nyt sted, sendte hævngudinden Alecto til sin datter Latina Turnus forlovede . Samtidig arrangerede hun døden af ​​en hjort elsket af alle italienere i hænderne på Ascanius. Da alle italienerne modsatte sig de fremmede, havde latin intet andet valg end at underkaste sig det generelle forargelsesudbrud. De italiske folks hær, ledet af Turn, rykkede frem mod de ankommende trojanere [27] .

Aeneas begyndte hastigt at lede efter allierede. Først henvendte han sig til den aldrende Evander , som stillede en løsrivelse til hans rådighed med sin søn eller barnebarn, Pallas . Evander rådede også til at henvende sig til den etruskiske konge Tarkhon , som blev undertrykt af Mezentius , som sluttede sig til Turnus . I mellemtiden angreb trojanerne, ledet af Turnus, trojanerne. De var allerede brudt ind i deres lejr, da Æneas ankom med forstærkninger. Kampen tog en ny drejning. Guderne skabte Æneas' spøgelse, som lokkede Turnn op på skibet, hvorefter de skar rebet af, og skibet sejlede i havet. Efter at have mistet deres kommandant trak italienerne sig tilbage [28] .

Krigen sluttede dog ikke der. Da han vendte tilbage fra en rejse, samlede Turn igen en hær. Midt i et nyt slag svor Æneas, at hvis de vandt, ville trojanerne assimilere sig med italienerne til et enkelt folk, og trojanernes navn ville ikke blive bevaret. Med dette forsonede han Juno, som ønskede fuldstændig ødelæggelse af Troja. Under slaget dræbte Turnus Pallas, og han døde selv i en duel med Aeneas. Pallas blev begravet på en bakke opkaldt Palatine efter ham . Ved Turnus' død og følgelig Æneas' sejr slutter Virgils episke værk [29] .

Æneas vandringer, ifølge versioner af andre gamle kilder

I " Historien fra byens grundlæggelse " af Titus Livius , i beskrivelsen af ​​Æneas' vej til Italien, er der ingen indikation af et besøg i Kartago og bekendtskab med Dido. Efter landing i Lazia samlede den lokale aboriginalkonge Lazia Latin en hær for at afvise de nytilkomne. Tingene kom ikke til en kamp, ​​da begge herskere fandt et fælles sprog og beseglede foreningen med et bryllup mellem datteren af ​​Latina Lavinia og Aeneas. Til hendes ære blev den nye by Lavinium navngivet . Snart blev aboriginerne i Latium og trojanerne angrebet af rutuli ledet af Turn. Rutuli tabte slaget, hvor latinernes konge døde. Turnn lavede en alliance med den etruskiske konge Mezentius . Inden truslen om en ny krig forenede Æneas trojanerne og de indfødte til et enkelt folk af latinerne [30] .

Slaget med den kombinerede hær af Rutuli og etruskerne var vellykket for latinerne, men Aeneas døde under det, som blev begravet ved siden af ​​Numitia-floden . Aeneas' søn, enten fra Creusa eller fra Lavinia, forlod Ascanius Lavinium og grundlagde den nye by Alba Longa . Hans efterkommere var Romulus og Remus, som grundlagde Rom [31] .

Dionysius af Halikarnassus følger generelt Virgils version, med undtagelse af et besøg i Kartago. Han supplerer sagnet med en række detaljer, blandt andet opremser de byer, som Æneas grundlagde undervejs, og efterlod trojanerne i dem, som af den ene eller anden grund ikke kunne fortsætte rejsen [32] . Ved ankomsten til Italien indgår Æneas en alliance med latin, som på det tidspunkt var i krig med rutuli. For Latinus viser de forstærkninger, der kom langvejs fra, sig at være meget nyttige, og han giver sin datter Lavinia i ægteskab med Aeneas [33] . Efter Latinus' død bliver Aeneas, som svigersøn til sidstnævnte, kongen af ​​det forenede folk af de indfødte og trojanere - latinerne. Under krigen dør han, og Ascanius [34] arver riget , som etablerer en ny by Alba Longa, hvor han genbosætter latinerne [35] .

Den logiske konklusion af myten om Æneas ' liv er indeholdt i Ovids Metamorfoser . Venus overtalte sin far Jupiter til at acceptere sin søn i pantheonet . Efter at have udført det passende ritual bliver Aeneas til en guddom, som romerne kaldte Indiget [36] .

Ærbødighed

Aeneas-kulten var populær i Lavinia , som det fremgår af arkæologiske fund [37] . Han var også æret af etruskerne . Måske er grundlaget for den etruskiske (og senere romerske) legende om genbosættelsen af ​​Aeneas i Italien det faktum, at etruskerne selv migrerede dertil fra det østlige Middelhav , hvor deres slægtninge boede [38] . Aeneas-kulten smeltede sammen med den mere ældgamle kult af indiget-folkets stamgud [39] . Efterfølgende blev begrebet "indiget" delt og begyndte at henvise til flere af de mest ærede guder i pantheonet, som omfattede Aeneas [40] .

Æneas-kulten i det gamle Rom var især populær blandt patricierne . Den romerske adel betragtede sig selv som efterkommere af Æneaterne, Æneas' ledsagere, som ankom fra Troja [41] , i modsætning til plebs , som ikke havde den tilsvarende slægtsbog. I modsætning til patricierne mente plebs, at Rom skyldte alt primært til deres forfædre - kammeraterne til Romulus , som sluttede sig til den legendariske grundlægger af Rom [42] . Således eksisterede der på et vist tidspunkt i det antikke Roms historie samtidig plebejiske og patricierkulter, hvor Æneas nød stor ærbødighed blandt adelen [37] .

Julius ' patricierfamilie sporede sin slægt til Æneas og hans mor Venus. Ifølge legenden fik han sit navn fra Askania , som tog navnet Yula [43] . I denne henseende anså Gaius Julius Cæsar Venus for at være sin protektor, til ære for hvilken han begyndte at bygge forfaderens Venus-templet i Rom [44] [45] , og placerede også hendes billede på de fleste af mønterne [46] [47] .

I kejsertiden blev Aeneas' frelse af sin gamle far et symbol på opfyldelsen af ​​hans pligt, som de gamle romere tillagde stor betydning og endda skabte en dyrkelse af gudinden for fromhed og pligtopfyldelse, Pietas [48] . Ydermere, med Octavian Augustus' magtovertagelse, blev pietas dyd, hvilket indebar fromhed, respekt og hengivenhed for guderne, landet, slægtninge og forfædre - især forældre [49]  - en del af den officielle statspropaganda. Den første kejser søgte at styrke positionen for de små og mellemstore godsejere, der støttede ham, for hvem arkaiske familieforhold ikke kun havde moralsk, men også økonomisk betydning. På det samfundsudviklingsniveau sikrede familiefaderens eller mesterens stærke magt den mest effektive styring af økonomien. Følgelig fik dyd-pietas, som bidrog hertil, stor betydning. Da de var tæt forbundet med den "romerske myte", antog pietas ærbødighed og ærbødig holdning til den romerske religion og kulter [50] . I denne periode repræsenterer officiel propaganda Æneas som personificeringen af ​​pietas, hvilket afspejles i Virgils Æneiden [ 51] .

Aeneas på mønterne i det antikke Rom

De første mønter med billedet af Æneas blev præget under Julius Cæsar. På dem er Aeneas afbildet bærende Anchises med et helligt palladium i hænderne [52] [53] . Som personificeringen af ​​fromhed og hengivenhed blev gruppen af ​​Æneas med Anchises og Ascanius placeret på mønterne af kejserne Galba [54] , Trajan [55] og Antoninus Pius [56] [57] . Ud over de generelle kejserlige findes Aeneas også på Apameas provinsmønter [58] .

Fortolkning af myten i moderne og moderne tid

Holdningen til myten om Æneas som det romerske folks legendariske stamfader har ændret sig gennem århundrederne. I de XV - XVI århundreder påtog videnskabsmænd og filosoffer fra renæssanceperioden , revet med af antikken , enhver historie om antikke forfattere. Aeneas og hans ledsagere var for dem de samme historiske skikkelser som de virkelig eksisterende romerske generaler og kejsere [38] .

I slutningen af ​​det 17. og begyndelsen af ​​det 18. århundrede ændrede holdningen sig til myten om Æneas. Det begyndte at blive afvist, fordi det ikke havde noget historisk grundlag. Den italienske filosof og grundlægger af historiefilosofien og etnisk psykologi , Giambattista Vico , opfattede historien om Æneas som en usandsynlig legende på grund af "nationens forfængelighed", de gamle romeres ønske om at forbinde deres historie med den gamle Græsk epos. Samtidig indrømmede han tilstedeværelsen af ​​et eller andet historisk grundlag i legenden om Æneas [38] .

Indtil midten af ​​det 20. århundrede var den fremherskende tro blandt historikere, at legenden om Æneas opstod i det 3. århundrede f.Kr. e. på baggrund af græsk religions indtrængen i romersk tro, på grund af romernes ønske om at forbinde deres historie med det legendariske Troja [38] [59] .

Opdagelserne af arkæologer i de antikke byer i Appenninerne , bestående af fund af 58 etruskiske vaser, der forestiller Æneas 520-450 f.Kr. e. [60] , steler med en dedikation til Æneas på stedet for oldtidens Lavinius i det 6. århundrede f.Kr. e. tvunget til at se anderledes på den gamle legende [38] [61] . Dette gav grundlag for at hævde oprindelsen af ​​myten om Æneas blandt etruskerne, som romerne efterfølgende tog og fortolkede ud fra deres egen tro. Disse artefakter blev også et yderligere argument i teorien om oprindelsen af ​​etruskerne fra pelasgierne , der migrerede fra det østlige middelhavsområde [60] [62] :217-224, 234 [63] . Mytens popularitet blandt romerne var ifølge E. M. Shtaerman forbundet med penates  - figurer af skytsguderne for hele det romerske folk taget fra Troja af Aeneas, som blev opbevaret i det inderste sted af Vestas tempel [59] [64] .

I litteratur

I Den guddommelige komedie af Dante Alighieri er Aeneas i helvedes første cirkel , som er beboet af udøbte babyer og dydige ikke-kristne.

Handlingen i Virgils "Aeneid" i slutningen af ​​det 18. århundrede blev grundlaget for N. P. Osipovs iroikokomichesky-digt " Vergils Aeneid, vendt vrangen ud ", såvel som det burleske digt " Aeneid " af I. P. Kotlyarevsky . Sidstnævnte betragtes som det første værk skrevet på ukrainsk [65] .

Noter

1. ↑ Hesiod. Teogoni. 1009-1010
2. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 184.
3. ↑ Homeriske salmer. IV. 192-255
4. ↑ Faulkner Andrew. Den homeriske hymne til Afrodite: Introduktion, tekst og kommentar . - Oxford: Oxford University Press , 2008. - S.  257 . — 342 s. — (Oxford klassiske monografier). — ISBN 0199238049 .
5. ↑ Homeriske salmer. IV. 256-280
6. ↑ Cypern. Synopsis. Fragment 1
7. ↑ Pseudo Apollodorus. Indbegreb III. 34
8. ↑ Homer. Iliaden. Sang fem. 311-442
9. ↑ Homer. Iliaden. Sang Tyve. 260-324
10. ↑ Louden Bruce. Æneas i Iliaden: Den ene retfærdige mand  //  102. årlige møde i den klassiske forening i Mellemøsten og Syden. - Gainesville, Florida, 2006. - 6.-8. april.
11. ↑ Virgil. Aeneid. bog to
12. ↑ Diodorus Siculus. Historisk bibliotek. Bog VII, Fragment 4
13. ↑ Claudius Elian . Brogede historier. Bog III. 22
14. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 189.
15. ↑ Neihardt, 1990 , s. 518-519.
16. ↑ Tronsky I.M. Virgil // Oldtidslitteraturens historie: en lærebog for universiteter. - M. : Yurayt, 2017. - S. 376. - 489 s. - (Forfatterens lærebog). - ISBN 978-5-534-04848-3 .
17. ↑ Virgil // Literary Encyclopedia . - Det Kommunistiske Akademis Forlag, 1929. - T. 2. - Stb. 162-166.
18. ↑ Nikolai Petrovich Obnorsky . Aeneas, i mytologi // Encyclopedic Dictionary of Brockhaus and Efron  : i 86 bind (82 bind og 4 yderligere). - Sankt Petersborg. , 1904. - T. XLa. - S. 822-823.
19. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 189-190.
20. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 190-191.
21. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 190-192.
22. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 192.
23. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 192-193.
24. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 193-194, 506.
25. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 194.
26. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 194-195.
27. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 195.
28. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 195-196.
29. ↑ Tsirkin, 2000 , s. 196-197.
30. ↑ Titus Livius. Bog I. 1-2
31. ↑ Titus Livius. Bog I. 2-3
32. ↑ Dionysius af Halicarnassus. romerske oldsager. Bog I. 49-54
33. ↑ Dionysius af Halicarnassus. romerske oldsager. Bog I. 56-60
34. ↑ Dionysius af Halicarnassus. romerske oldsager. Bog I. 64
35. ↑ Dionysius af Halicarnassus. romerske oldsager. Bog I. 66
36. ↑ Ovid. Metamorfoser. Bog XIV. 582-608
37. ↑ 1 2 Shtaerman, 1987 , s. 12.
38. ↑ 1 2 3 4 5 Nemirovsky, 1974 .
39. ↑ Shtaerman, 1987 , s. 27.
40. ↑ Shtaerman, 1987 , s. 33.
41. ↑ Shtaerman, 1987 , s. 111.
42. ↑ Shtaerman, 1987 , s. 135.
43. ↑ Badian E. Fra Iulii til Cæsar // En følgesvend til Julius Cæsar (red. af M. Griffin). — Malden; Oxford: Wiley-Blackwell, 2009. - S. 11.
44. ↑ Stamper JW The Temple of Venus Genetrix og Forum Julium // The Architecture of Roman Temples: The Republic to the Middle Empire . — Cambridge: Cambridge University Press. - S. 92-93. — ISBN 0-521-81068-x .
45. ↑ Woolf G. An Imperial People // Rome: An Empire's Story . - Oxford • New York: Oxford University Press, 2012. - ISBN 978-0-19-977529-3 .
46. ↑ Mattingly, 2005 , s. 62.
47. ↑ Mattingly, 2005 , s. 132.
48. ↑ Shtaerman, 1987 , s. 213.
49. ↑ Pietas  . _ britannica.com . Encyclopaedia Britannica. Hentet: 5. december 2018.
50. ↑ Shtaerman, 1987 , s. 167-168.
51. ↑ Derks T. 2.1. Ideologi og verdensbillede af den romerske stat // Guder, templer og rituelle praksisser: Forvandlingen af ​​religiøse ideer i det romerske Gallien . - Amsterdam: Amsterdam University Press, 1998. - S. 31-34. — ISBN 90-5356-254-0 .
52. ↑ Silver Denarius, Afrika , 47 f.Kr. - 46  f.Kr. numismmatics.org . American Numismatic Society. Hentet: 1. december 2018.
53. ↑ Mattingly, 2005 , s. 69.
54. ↑ RIC I (anden udgave) Galba 483 . OCRE (Online Coins of the Roman Empire). Hentet: 1. december 2018. (ubestemt)
55. ↑ RIC II Trajan 801 . OCRE (Online Coins of the Roman Empire). Hentet: 1. december 2018. (ubestemt)
56. ↑ RIC III Antoninus Pius 91 . OCRE (Online Coins of the Roman Empire). Hentet: 1. december 2018. (ubestemt)
57. ↑ Mattingly, 2005 , s. 135.
58. ↑ Mattingly, 2005 , s. 170.
59. ↑ 1 2 Shtaerman, 1987 , s. 9.
60. ↑ 1 2 Mountford P. Aeneas: en etruskisk grundlagslegende  // 32nd Annual Conference of the Australasian Society for Classical Studies / Redigeret af Anne Mackay. – 2011.
61. ↑ Fortolkningen af ​​Aeneas' myte // Den etruskiske verden / redigeret af Turfa JM - New York: Routledge , 2013. - S. 108. - ISBN 978-0-415-67308-2 .
62. ↑ Beekers R. Lydiernes forhistorie, oprindelsen af ​​etruskerne, Troja og Æneas // Bibliotheca Orientalis. - 2002. - T. LIX , nr. 3-4 . - S. 205-242 .
63. ↑ Galinsky JK Sicilien, Etrurien og Rom // Æneas, Sicilien og Rom. - Princeton: Princeton University Press, 1969. - S. 123-132.
64. ↑ Lindner, 2015 , s. femten.
65. ↑ Maltseva O. Poema I. Kotlyarevsky "Aeneid" som en repræsentation af ukrainsk national identitet  // Filosofi. - 2009. - Lipen - segl ( № 5 (96) ). - S. 98-102 .

Kilder og litteratur

Kilder

• Virgil . Aeneid // Bucoliki. georgikere. Aeneid. - M .: Skønlitteratur , 1979.
• Homer . Iliaden . - L . : Nauka , 1990.(Sang to. 819-823,Sang fem. 217-575,Sang tretten. 455-544,Sang femten. 75-352)
• Homeriske Salmer IV. TIL AFRODITE. // Hellenske digtere / Oversættelse af V. V. Veresaev .. - M . : Fiktion, 1963.
• Dionysius af Halikarnassus . Bog I // Romerske antikviteter / Oversættelse fra oldgræsk af N. G. Mayorova (kap. I-IX), I. L. Mayak (kap. X-XC). Administrerende redaktør I. L. Mayak. - M . : Forlaget "Frontiers", 2005.
• Titus Livy . Bog I // Roms historie fra byens grundlæggelse / Oversættelse af V. M. Smirin . Kommentar af N. E. Bodanskaya. Ed. oversættelser af M. L. Gasparov og G. S. Knabe . Ed. kommenterer V. M. Smirin. Rep. udg. E. S. Golubtsova . — M .: Nauka, 1989.
• Ovid . Bog XIV. 581-608 // Metamorfoser / Oversat fra latin af S. V. Shervinsky . Noter af F. A. Petrovsky . - M. : Skønlitteratur, 1977.
• Ovid. Heroider . Syvende brev. Dido til Æneas // Elegier og små digte / Komp. og forord af M. L. Gasparov. Kommentar. og udg. oversættelser af M. Gasparov og S. Osherov . Oversættelse fra latin af S. A. Osherov. - M . : Skønlitteratur, 1973.
• Pseudo Apollodorus . Bog III. XII (2) // Mythological Library / Oversættelse, afsluttende artikel, noter, indeks af V. G. Borukhovich . - L . : Nauka, 1972.
• Pseudo Apollodorus. Indbegreb III. 32, 34; IV. 2; V. 21 // Mythological Library / Oversættelse, afsluttende artikel, noter, indeks af V. G. Borukhovich. - L . : Nauka, 1972.

Litteratur

• Godt nok, Harold . Roms mønter fra oldtiden til det vestlige imperiums fald. - Collector's Books, 2005. - ISBN 1-932525-37-8 .
• Legender og fortællinger om det antikke Grækenland og det antikke Rom / comp. A. A. Neihardt. - M . : Pravda , 1990. - 576 s. — ISBN 5-253-00083-6 .
• Nemirovsky A. , Ilyinskaya L. Etruskere - indfødte i Troja?  // Jorden rundt  : magasin. - M. , 1974. - Udgave. maj . — ISSN 0321-0669 .
• Toporov V. N. Aeneas - en skæbnemand (til "Middelhavs"-personologien) . - M.  : RADIKS, 1993. - T. 1. - 195 s.
• Tsirkin Yu. B. Myter fra det antikke Rom. - M . : Astrel, AST , 2000. - 560 s. - (Myter om verdens folk). — ISBN 5-17-003989-1 .
• Shtaerman E. M. Det sociale grundlag for religionen i det antikke Rom / chefredaktør d. i. n. E. S. Golubtsova. - M. : Nauka, 1987. - 22.000 eksemplarer.
• Yarkho V. N. Eney // Myter om verdens folk / chefredaktør S. A. Tokarev . - M .: Soviet Encyclopedia , 1990. - S. 1117-1118.
• Lindner MM Portrætter af de vestalske jomfruer, præstinder i det antikke Rom . - Ann Arbor: University of Michigan Press, 2015. - 291 s. - ISBN 978-0-472-11895-3 .

Ordbøger og encyklopædier	Flot dansk Fantastisk catalansk Fantastisk norsk Stor russer Great Soviet (1 udg.) Brockhaus og Efron Litauisk universal Lille Brockhaus og Efron Ægte Ordbog over klassiske Oldsager Britannica (11.) Britannica (online) Brockhaus Pauly Wissowa Universalis Desktop Granatæble
I bibliografiske kataloger GND : 11850083X J9U : 987007575215205171 LCCN : nr. 2014109205 NKC : jo2016908793 NLA : 57101293 SUDOC : 027395790 VIAF : 310624824 , 18151776751918010050 WorldCat VIAF : 310624824 , 18151776751918010050