| Katedralen for alle de helgener, der skinnede i det russiske land | |
|---|---|
| Moderne ikon | |
| Type | Katedralfest |
| Officielt | Katedralen af alle de stykh, i landet af russerne, der spurgte |
| bemærket | russisk-ortodokse kirke |
| datoen | 2den Uge efter Pinse |
| I 2021 | 21. juni ( 4. juli ) |
| I 2022 | 13. juni ( 26. juni ) |
| I 2023 | 5. juni ( 18. juni ) |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
Katedralen for alle de hellige, der skinnede i det russiske land ( kirke-herlighed. Cathedral of All the St҃ykh, i Rѡsіystѣy prosїѧshikhs land ) er en helligdag (" katedral ") for den russisk-ortodokse kirke . Det foregår på Allehelgensugen, som skinnede i det russiske land [1] , som falder på 2. uge efter pinse, altså den anden søndag efter den hellige treenighedsdag .
Helligdagen dukkede op i midten af det 16. århundrede under Metropolitan Macarius i Moskva , efter at han holdt to konciler i 1547 og 1549, som kanoniserede et stort antal russiske helgener. Det blev efterfølgende glemt. Det blev restaureret af det lokale råd i 1918 på initiativ af Boris Alexandrovich Turaev , en professor ved Petrograd Universitet [2] .
Ifølge ærkebiskop John (Maximovich) er dette festen for "alle de hellige, der blev opdraget af den russiske kirke, det russiske land" [3] . Ifølge Archimandrite John (Krestyankin) , "De er utallige i hele Ruslands historie, åbenbarede og umanifesterede, - mange hellige mænd, hustruer, helgener, mirakelarbejdere, prinser, munke ... De viser forskellige egenskaber af russisk religiøsitet, men de hænger sammen ved, at de alle er fyldt med én ånd - den hellige tros og kirkefrygtighedens ånd, Kristi Ånd" [4] .
De første helgener, der blev kanoniseret af den russiske kirke, var martyrerne Boris og Gleb , som led martyrdøden fra deres bror Svyatopolk i 1015. I 1020 blev deres uforgængelige relikvier fundet og overført fra Kiev til Vyshgorod , hvor et tempel snart blev opført til deres ære. Omkring samme tid, omkring 1020-1021, skrev den samme metropolit Johannes I en gudstjeneste til de hellige Boris og Gleb, som blev den første hymnografiske skabelse af russisk kirkeskrift [5] .
Efterfølgende, allerede i det 11.-12. århundrede, afslørede den russiske kirke så mange helgener for verden, at der måske i midten af det 12. århundrede kunne etableres en dag for deres fælles hukommelse. Ikke desto mindre var der indtil begyndelsen af det 16. århundrede ingen sådan højtid i den russiske kirke af forskellige årsager: manglen på autocefali i den russisk-ortodokse kirke, det mongolsk-tatariske åg , den sene fremkomst af højtiden i alles navn helgener i selve Konstantinopel-kirken (slutningen af det 9. århundrede), endelig fjernede tilstedeværelsen af en sådan ferie i sig selv spørgsmålet om en separat helligdag til ære for russiske helgener fra dagsordenen, især i betragtning af det faktum, at få af dem blev kanoniseret [5] .
I 1439 etablerede ærkebiskop af Novgorod Euthymius II en fejring for Novgorod-helgenerne , hvorefter han inviterede Athos-hieromonken Pachomius Logothet til Veliky Novgorod for at komponere tjenester og liv for de nyligt kanoniserede helgener. Ærkebiskop Jonas gik endnu længere og glorificerede "Moskva, Kiev og østlige asketer". Under ham, for første gang på Novgorod-land, blev et tempel bygget til ære for St. Sergius, hegumen af Radonezh . Ærkebiskop Gennady af Novgorod, takket være hvem den første slaviske manuskriptbibel blev bragt sammen , var en beundrer af russiske helgener. Med hans velsignelse blev livet for den hellige Savvaty af Solovetsky og den salige Michael af Klopsky skrevet [5] .
I årene 1528-1529 beklagede nevøen til munken Joseph Volotsky , munken Dositheus (Toporkov) , der arbejdede på rettelsen af Sinai Patericon , i efterordet, som var udarbejdet af ham, at selvom det russiske land har mange hellige mænd og hustruer Fortjener ikke mindre ærbødighed og forherligelse end de østlige helgener i de første århundreder af kristendommen, men de er "foragtet af vores forsømmelighed og ikke forrådt af skriften, selv om vi selv er lette." Dositheus udførte sit arbejde med velsignelse af ærkebiskop Macarius af Novgorod , som i mange år var engageret i at indsamle og systematisere den hagiografiske, hymnografiske og homiletiske arv fra det ortodokse Rusland, kendt på det tidspunkt. Fra 1529 til 1541 arbejdede ærkebiskop Macarius og hans assistenter på at sammensætte en samling i tolv bind, som gik over i historien under navnet Store Makarievsky Cheti Menei , som omfattede livet for mange russiske helgener, som var æret i forskellige dele af Rusland, men ikke havde en generel kirkelig forherligelse [5] .
Efter at være blevet metropolit i Moskva og hele Rusland , indkalder han råd i Moskva i 1547 og 1549, som gik over i historien under navnet Makarievskys. Hovedhandlingen af koncilerne var den højtidelige forherligelse af 30 eller 31 nye kirkelige og 9 lokalt ærede helgener . På koncilerne blev spørgsmålet om princippet om kanonisering for fremtiden også løst: Etableringen af mindet om de almindeligt ærede helgener var herefter underlagt hele kirkens forsonlige dom. Ud over forherligelsen af russiske helgener ved navn, blev der etableret en dag med fælles minde for de "nye russiske mirakelarbejdere", som sammen med helgenerne fra den russiske kirke, der allerede var æret før, udgjorde et væld af dens lamper. Deltagerne i koncilet i 1547 formulerede deres beslutning på følgende måde: "Vi har sat os nu til at fejre som en ny mirakelmager i det russiske land, at Herren Gud herliggjorde dem, sine helgener, med mange og forskellige mirakler og bannere. , og slå dem ikke den dag i dag i katedralsang.” Festdagen blev først fastsat den 17. juli, som den dag, der er tættest på minde om den hellige Lige-til-apostlene Prins Vladimir (15. juli) [5] .
Etableringen af en ferie til ære for alle russiske helgener krævede også skrivning af en tjeneste til denne ferie. Denne vanskelige opgave blev udført af munken fra Suzdal Spaso-Evfimiev klosteret Gregory, som forlod den russiske kirke "i alt op til 14 hagiologiske værker om individuelle helgener, samt sammenfattende værker om alle russiske helgener" [5] . Men den gudstjeneste, som munken Gregory kompilerede, var ikke inkluderet i de trykte månedlige bøger , og dens tekst blev kun distribueret i manuskripter [6] og blev ikke udgivet [7]
Omkring 1643 skrev protosyncellen af patriarken af Konstantinopel, Hieromonk Meletios Sirig , på anmodning af Metropolitan Peter (Mohyla) fra Kiev, efter forbillede af gudstjenesten til ære for alle de ærværdige fædre på Cheesefare Lørdag , en gudstjeneste "til de ærværdige fædre i Kiev-hulerne og alle de helgener, der strålede i Lille Rusland” [6] .
I slutningen af 1640'erne kompilerede Archimandrite fra Solovetsky-klosteret Sergius (Shelonin) , efter eksempel fra Hieromonk Meletius' tjeneste, et "Lovsangsord til alle de hellige fædre, der skinnede i fasten i Rusland", som ikke kun nævner det ærværdige. fædre, men også helgener , hellige tåber , ædle fyrster [6] . Samme forfatter ejer "Kanonen til alle de hellige, der skinnede i fasten i Storrusland", som omfattede navnene på 160 russiske helgener og ærede gudshelgener, der tilhørte forskellige hellighedsrækker [8] .
Efterfølgende blev mindet overført til den første søndag efter fejringen af den hellige profet Elias (20. juli ifølge den julianske kalender). I begyndelsen af det 17. århundrede blev de russiske helliges mindedage fejret inden for en uge efter pinse indtil Allehelgensugen [9] .
Ved slutningen af det 16. århundrede begyndte alle russiske helliges fest at blive glemt og kun fejret i visse dele af Rusland. Denne tendens i det 17. århundrede begyndte at intensivere. Patriark Nikon's reformer , som førte til et brud med den tidligere kirketradition, havde negative konsekvenser i spørgsmålet om at ære den russiske kirkes helgener . I forbindelse med de beslutninger, der blev truffet på Moskva-rådet i 1666-1667 , skrev historikeren Anton Kartashev : "De [østlige] patriarker, og bag dem - ak! — og alle de russiske fædre i rådet af 1667 lagde hele den russiske Moskva-kirkehistorie på kajen, fordømte den på en forsonlig måde og annullerede den” [10] .
Det var i løbet af disse referencer, at et betydeligt antal liturgiske mindesmærker blev udelukket fra Typicon og Menaia, primært dem dedikeret til russiske helgener [11] . I det nye kirkecharter fra 1682 forsvandt mindeværdige dage forbundet med 21 russiske helgener. I andre tilfælde blev den liturgiske status for russiske helgener væsentligt sænket. Så f.eks. var den højretroende prins Mikhail af Tverskoy , ægtemanden til den allerede tidligere afkanoniserede Anna Kashinsky , som før splittelsen havde nattevagten (af højeste grad) på mindedagen. "sænkes" til en almindelig tjeneste . Nogle tjenester til ære for ikonerne for Guds Moder forbundet med russisk historie, forsvaret af det russiske land ( Sign , Kazanskaya , Tikhvinskaya , Feodorovskaya , osv.) blev også degraderet eller slettet fra den liturgiske række. Akademiker Yevgeny Golubinsky påpegede: "Den lovbestemte optegnelse, der blev holdt af dekanerne fra Assumption Cathedral mellem 1666-1743, er bemærkelsesværdig for det ekstremt lille antal russiske helgener, der blev fejret i katedralen. Der er kun 11 af disse helgener i optegnelsen” [10] .
De reformer , der fortsatte under Peter I og hans tilhængere, krævede en politisk og kirkelig løsrivelse fra den tidligere tradition. Ærkebiskoppen af Astrakhan Nikifor (Feotok) skrev således: "Makariev-katedralen var ikke en prædikant, men en fjende af sandheden... Det er en vanhelligelse af Kirken at kalde hendes lærere sådanne mennesker, der ikke kendte guddommelig skrifts kræfter. " [10] . I alt tæller forskere flere dusin helgener, på forskellige tidspunkter forbudt at blive æret fra midten af det 17. århundrede til slutningen af det 19. århundrede [10] .
Som følge heraf blev ærbødigheden for alle russiske helliges højtid i den russiske kirke endelig glemt, kun bevaret af de gammeltroende [5] og opført med dem en uge efter minde om profeten Elias [6] ] . Gudstjenesten, udarbejdet af munken Gregory, under titlen "Tjeneste til alle russiske mirakelarbejdere" blev udgivet af de gamle troende trykkerier i udlandet: i Krakow (slutningen af det 18. århundrede), Grodno (1786, 1789) og Suprasl (1786, 1787 ) ) [6] . I 1911 blev værket af munken Gregory udgivet i Moskva af medreligionister [8] .
Nicholas II 's regeringstid var kendetegnet ved opmærksomhed på ærbødighed for helgener, og især på russisk hellighed. Af de ti almene kirkelig kanoniseringer i synodaleperioden fandt fem sted netop under Nikolaj II's regeringstid [11] . I samme periode blev nogle af de dekanoniserede helgener ført tilbage til kirkens kalender (genforherligelsen af Anna Kashinskaya i 1909 havde størst resonans) [10] .
Interessen for russisk hellighed krævede en historisk forståelse af dette fænomen. Ved århundredeskiftet dukkede generaliserende værker dedikeret til russiske helgener op. Først og fremmest bør værket af Archimandrite Leonid (Kavelin) "Hellige Rusland, eller information om alle fromhedens helgener og asketer i Rusland" (1891) nævnes her ; I de samme år steg interessen for ikon-maleriske billeder af russiske helgener mærkbart [11] .
I maj 1900 udkom en beslutning fra synoden om udarbejdelse af en russisk oversættelse af "De helliges liv" af Dimitry af Rostov, og i 1903-1908 gik denne udgave ud af tryk [11] .
En særlig plads i rækken af hagiografiske værker, der blev udgivet ved århundredskiftet, indtager "den trofaste menologi af alle russiske hellige, der æres af Molebens og højtidelige liturgier både i hele kirken og lokalt, udarbejdet på grundlag af rapporter til den hellige synode af de højre ærværdige af alle bispedømmer i 1901-1902”, udarbejdet af ærkebiskop Sergiy af Vladimir og Suzdal (Spassky) , hvor praksis for første gang i synodaleperioden konsekvent blev opretholdt uden at påtvinge denne praksis ovenfra [ 11] . Dette værk er også værdifuldt, fordi det ikke indeholder navnene på asketer, som af nogle forfattere i det 19. århundrede blev udpeget som allerede glorificerende helgener, men som ikke blev officielt kanoniseret af nogen [12] .
Spørgsmålet om at inddrage nye erindringer i de liturgiske bøger blev drøftet som forberedelse til lokalrådets indkaldelse. Således mente Kommissionen for udvikling af spørgsmål, der skal drøftes af det lokale råd, oprettet af biskop Privislinsky Jerome (instans) , at "at fejringen af minde om russiske helgener overalt er meget opbyggelig og gavnlig for genoplivningen af selv- det russiske folks bevidsthed, ville det være nødvendigt at udstede en ordre om, at alle kirker fejrer mindet om russiske helgener i de tal, de er placeret i ifølge de russiske helliges trofaste menologi, udgivet af den hellige synode i 1903 . 11] .
På trods af dette blev spørgsmålet om at vende tilbage til alle russiske helgeners fest før revolutionen aldrig løst. Så det er kendt, at den 20. juli ( 2. august 1908 ) - på dagen for minde om profeten Elias, sendte bonden fra Sudogodsky-distriktet i Vladimir-provinsen, Nikolai Osipovich Gazukin, en andragende til den hellige synode om at etablere en årlig fejring af "Til alle de hellige i Rusland, herliggjort fra begyndelsen af Rusland" med en anmodning " om at ære denne dag med en specielt sammensat gudstjeneste. Andragendet blev hurtigt afvist ved en synodale beslutning med den begrundelse, at den eksisterende allehelgensfest også omfatter minde om russiske helgener [5] .
Initiativtageren til genskabelsen af ferien var historikeren og orientalisten professor ved Petrograd Universitet Boris Aleksandrovich Turaev , en ansat i den liturgiske afdeling af det hellige lokale råd i den ortodokse russiske kirke i 1917-1918 . Den 15. marts 1918 talte han ved et møde i afdelingen om tilbedelse, forkyndelse og templet med en rapport [5] , hvor Hieromonk fra Vladimir Fødselskloster Athanasius (Sakharov) deltog . Rapporten indeholdt en historisk oversigt over de russiske helgeners ritualer og et forslag om at genoprette den ufortjent glemte fest til ære for katedralen for de hellige i det russiske land [8] :
gudstjenesten, der blev udarbejdet i Storrusland, fandt særlig udbredelse i den russiske kirkes periferi, i dens vestlige udkanter og endda uden for dens grænser på tidspunktet for Ruslands deling, hvor tabet af national og politisk enhed var særlig akut følt. <...> I vores sørgelige tid, da det forenede Rusland blev revet fra hinanden, da vores syndige generation trampede på frugterne af de helliges bedrifter, som arbejdede i hulerne i Kiev og i Moskva og i Thebaid i Nord , og i det vestlige Rusland om oprettelsen af en enkelt ortodokse russisk kirke, - det ville virke betimeligt at genoprette denne glemte helligdag, lad den minde os og vores afviste brødre fra generation til generation om den ene ortodokse russiske kirke, og lad det være en lille hyldest til vores syndige generation og en lille soning for vores synd [7] .
Den 20. august 1918 blev Turaevs rapport godkendt af afdelingen behandlet af rådet, og endelig den 26. august, på navnedagen for Hans Helligheds patriark Tikhon, blev der vedtaget en historisk resolution: "1. Fejringen af alle russiske helliges mindedag, som fandtes i den russiske kirke, er ved at blive genoprettet. 2. Denne fejring finder sted den første søndag i Petrovsky-fasten ” [5] .
Rådet antog, at denne helligdag skulle blive en slags anden tempelferie for alle ortodokse kirker i Rusland. Dets indhold, som foreslået af Boris Turaev, er blevet mere universelt: det er ikke længere kun en fejring af russiske helgener, men hele det hellige Ruslands triumf , selvom det ikke triumferer, men angrende, hvilket tvinger os til at evaluere fortiden og lære af den lektioner for skabelsen af den ortodokse kirke under nye forhold [7] .
Rådet besluttede at udskrive den korrigerede og supplerede tjeneste af munk Gregory i slutningen af den farvede triodion . Boris Turaev og et andet medlem af Rådet, Hieromonk Athanasius (Sakharov) , som i hast gik i gang med dette arbejde , kom dog hurtigt til den konklusion, at gudstjenesten faktisk måtte sammensættes på ny [5] : "Den gamle gudstjeneste, kompileret af den berømte skaber af flere tjenester, munken Gregory, var svær at rette. Derfor besluttede man kun at låne lidt deraf og komponere alt andet på ny, dels kompilerede helt nye salmer, dels valgte man den mest karakteristiske og bedste af de eksisterende liturgiske bøger, hovedsagelig fra individuelle gudstjenester til russiske helgener. B. A. Turaev påtog sig hovedsageligt kompileringen af nye chants, hans kollega - udvælgelsen af passende steder fra det færdige materiale og deres tilpasning til denne tjeneste ” [8] .
Boris Turaev og Hieromonk Afanasy ville meget gerne "udføre den tjeneste, de havde samlet gennem katedralen", som var ved at lukke. Den 8. september 1918, på det næstsidste møde i den liturgiske afdeling i Lokalrådet, blev den endnu ikke helt afsluttede gudstjeneste gennemgået, godkendt og forelagt til yderligere godkendelse hos Hans Hellighed Patriarken og den hellige synode [5] .
Den 18. november samme år, efter konciliets afslutning, velsignede patriark Tikhon og den hellige synode trykningen af en ny tjeneste under tilsyn af metropoliten Sergius (Stragorodsky) af Vladimir og Shuya , som blev udført i Moskva kl. udgangen af det år [5] . Metropoliten Sergius (Stragorodsky), der overvejede den nye, introducerede den af ham selv komponerede troparion , "Som en rød frugt ...". Den forberedte første version af tjenesten blev senere overvejet af patriark Tikhon [13] .
Den 13. december samme år blev der sendt et dekret til alle stiftsbiskopper om genoprettelse af alle russiske helliges mindedag, og den 16. juni 1919 blev en typografisk trykt tekst af gudstjenesten sendt med instruktioner om at udføre den. den næste søndag efter modtagelsen [5] . Som bemærket i Journal of the Moscow Patriarchate i 1946: "Denne tjeneste blev trykt i begrænsede mængder, gik fra hånd til hånd med deltagerne i rådet, blev ikke sendt til bispedømmerne og blev ikke udbredt bredt. Det blev hurtigt en sjældenhed. De derfra uddelte håndskrevne lister vrimlede med en række fejl, indsættelser, udeladelser, og selv disse håndskrevne lister fandtes i meget få kirker. Langt de fleste kirker havde intet” [14] .
Den 23. juli 1920 døde Boris Turaev, som meget gerne ville arbejde videre med at supplere og korrigere den hastigt kompilerede tjeneste, og Archimandrite Athanasius (Sakharov) turde ikke påtage sig et sådant ansvarligt arbejde alene [5] .
Den første kirke, der blev indviet til ære for alle russiske hellige, var Petrograd Universitets huskirke . Fra 1920 til dens lukning i 1924 var præsten Vladimir Lozina-Lozinsky dens rektor [7] .
I efteråret 1922 mødtes biskop Athanasius (Sakharov) under sin første arrestation i Vladimir-fængslets 17. celle med en række beundrere af den nyligt genoprettede helligdag, som var ligesindede med ham. Disse var: Ærkebiskop Nikandr af Krutitsy (Phenomenov) , Ærkebiskop Thaddeus (Uspensky) af Astrakhan , Biskop Korniliy (Sobolev) af Vyaznikovsky , Biskop Vasily (Zummer) af Suzdal , Abbed af Chudov-klosteret Filaret (Vol-Sergi-skij) , Mosgosco-Sergiskij, Mossco -Sergiskij . Nikolai Schastnev, præst Sergei Durylin , hersker over den højere kirkeadministration Pyotr Viktorovich Guryev , Moskva-missionær Sergei Vasilievich Kasatkin og underdiakon af ærkebiskop Thaddeus Nikolai Alexandrovich Davydov [5] . "Datoer og stadier af mit liv" indikerer også præsten Nikolai Dulov og ærkepræst Alexy Blagoveshchensky [15] . Som biskop Athanasius huskede: "Og så, efter gentagne samtaler om denne helligdag, om gudstjenesten, om ikonet, om templet i denne højtids navn, begyndelsen på en ny revision, rettelse og tilføjelse af gudstjenesten, offentliggjort i 1918, blev lagt. Der blev blandt andet udtrykt tanken om det ønskelige i at supplere gudstjenesten, så den ikke kun kunne afholdes 2. uge efter pinse , men efter behag og på andre tidspunkter og ikke nødvendigvis søndag .
Den 10. november 1922, i samme fængsel, på mindedagen for St. Demetrius af Rostov , tjente biskop Athanasius (Sakharov) sammen med de førnævnte biskopper og præster alle russiske hellige [16] .
Alt dette styrkede biskop Athanasius i tanken om, at gudstjenesten godkendt af Rådet 1917-1918 skulle suppleres yderligere, "og samtidig opstod ideen om ønskeligheden og nødvendigheden af at etablere endnu en dag til fælles fejring for alle. Russiske helgener, ud over oprettet af Rådet", i forbindelse med hvilken biskop Athanasius foreslog at etablere en anden, ikke-overdragelig fest til ære for alle russiske hellige, når der i alle russiske kirker "kun én hel festgudstjeneste kunne udføres, ikke flov af enhver anden” [5] . Biskop Athanasius (Sakharov) forklarede dette i forordet til gudstjenesten til alle de hellige, der stråler i det russiske land: "Samtidig synes det mest passende at fejre fejringen af alle de hellige, der skinnede i det russiske land på 16. juli (29) umiddelbart efter festen for oplysningsmanden i det russiske land, den hellige lige-til-apostlene storhertug Vladimir . Så vil festen for vores Lige-med-apostlen ligesom være en forfest til allehelgensfesten, som blomstrede i det land, hvori han såede den ortodokse tros frelsende frø. Og selve festen for alle russiske hellige vil så begynde med forherligelsen af prins Vladimir i 9. time før de festlige små vesper. Alle russiske helliges fest er festen for hele det hellige Rusland” [9] .
I slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne arbejdede ikonmaleren Maria Sokolova , med biskop Athanasius (Sakharov) velsignelse, på ikonet "Alle de hellige, der stråler i det russiske land." Til dette formål ledte hun efter "lignelsen" af hver helgens ansigt i kilderne og studerede i detaljer det hagiografiske materiale. I 1934, i Hieromonks hjemkirke Treenigheden-Sergius Lavra Hieraks (Bocharov) i byen Losinoostrovsky , blev det første ikon i den nye version indviet af biskop Athanasius på tærsklen til Ugen for Alle Hellige, der strålede i det russiske Jord. Dette billede blev biskop Athanasius' celleikon, som han testamenterede til at blive overført til Treenigheden-Sergius Lavra [17] .
I 1946 udkom Tjenesten for alle de hellige, der skinnede i de russiske lande , udgivet af Moskva-patriarkatet, men tilføjelserne og ændringerne foretaget af biskop Athanasius blev ikke taget i betragtning [11] . Derudover blev der foretaget censurforvrængninger under udgivelsen, hvilket ødelagde alle henvisninger til de nye martyrer: på instruks fra de sovjetiske myndigheder blev denne "redigering" udført af LDA-inspektøren, professor Lev Pariysky [7] . Biskop Athanasius (Sakharov) var utilfreds med denne udgave og fortsatte med at arbejde på sin egen version af gudstjenestens tekst [11] . Ikke desto mindre var denne udgave af stor betydning for Kirken: Takket være den begyndte den universelle fejring af alle russiske helliges minde den 2. uge efter pinse. I slutningen af 1950'erne sendte biskop Athanasius maskinskrevne kopier af den redaktion, han havde udarbejdet, til forskellige kirkeledere. Derfor var hans tekst mere eller mindre kendt. Den endelige tekst af tjenesten, mere komplet end teksten i de første udgaver, blev udgivet som en del af Menaia udarbejdet af Moskva-patriarkatet i 1978-1989 [6] .
Udgaven, tilpasset til ikke at tjene i forbindelse med søndagsgudstjenesten, men som en selvstændig tre-dages festgudstjeneste (15.-17. juli), udkom ikke i forfatterens levetid, og i lang tid blev denne gudstjeneste uddelt i lister, indtil den blev offentliggjort i sin helhed i 1995 [16] .
Den 10. marts 1964 blev katedralen for de hellige Rostov-Jaroslavl [18] oprettet ved den hellige synodes beslutning . Begyndende i slutningen af 1970'erne, med patriarken Pimens velsignelse , omfattede den russiske kirkes liturgiske kalender dagene med mindedage for lokale helgenkatedraler: Tver (1979), Novgorod (1981), Radonezh (1981), Kostroma (1981) , Vladimir (1982), Smolensk (1983), Hviderussisk (1984), Sibirisk (1984), Kazan (1984), Kostroma (1981), Ryazan (1987), Pskov (1987) og Krim (1988) [19] . Hegumen Andronik (Trubachev) bemærkede i 1988: “Under Hans Helligheds Patriark Pimens patriarkat siden 1971 blev der etableret 11 russiske katedralhøjtideligheder og 2 katedralfejringer etableret i andre ortodokse kirker. Denne statistik indikerer helt klart, at der nu i den russiske kirke er en forståelse og samling af den åndelige oplevelse af helgenerne i det russiske land” [18] .
Lokalrådet i 1988 forherligede 9 helgener, som levede i det 14.-19. århundrede for almindelig kirkelig ære. Til festen for 1000-året for dåben i Rusland udarbejdede den liturgiske kommission "Ordinancerne for dåbens fest i Rusland". Ifølge charteret skulle tjenesten for Herren Gud til minde om dåben i Rus gå forud for og kombineres med tjenesten for alle de helgener, der skinnede i det russiske land. Således blev konciliets testamente 1917-1918 endelig opfyldt efter 70 år [20] . Samme år blev templet indviet til ære for alle de helgener, der skinnede i det russiske land ved den hellige synodes residens og patriarken i Moskva Danilov-klosteret [21] .
Efter fejringen af 1000-året for Ruslands dåb i USSR og derefter i Rusland, SNG-landene og i udlandet begyndte de at bygge kirker til ære for alle de helgener, der skinnede i det russiske land. Ifølge webstedet Sobory.ru er der 83 sådanne templer [22] . I 1990-2000'erne blev flere hundrede nye martyrer og skriftefadere fra Rusland føjet til mængden af russiske helgener, som skinnede i den russiske kirke gennem dens århundreder gamle historie [23] .
I 1995 blev den udgivet som en separat bog "Tjeneste til alle de hellige, der stråler i det russiske land." Selvom denne ferie faktisk fortsætter temaet for den sidste fejring af Color Triodi ("Alle Hellige"), begyndte de ikke at supplere denne græske bog i sin kerne. Som forord indeholdt den også en artikel af biskop Athanasius (Sakharov) [7] . I 2002 blev tjenestens tekst inkluderet i den supplerede udgave af May Menaion (del 3) [7] .
Den 29. maj 2013, den hellige synode, påberåbt af Bisperådets beslutning den 2.-5. februar 2013, om det hensigtsmæssige i at bruge navnet "Katedralen for den russiske kirkes nye martyrer og bekendere" (i stedet for "Katedralen for nye martyrer og bekendere fra Rusland") på grund af det faktum, at den russisk-ortodokse kirkes kanoniske ansvar strækker sig til mange stater, dekreterede:
Godkend følgende navne til brug i officielle kirkelige dokumenter og publikationer, herunder liturgiske:
Den 14. maj 2018 godkendte den hellige synode til brug ved gudstjenester og i hjemmebøn en ny version af teksten til akatisten til alle de hellige, der stråler i det russiske land [24] .
Ikonerne fra Allehelgenskatedralen, som skinnede i det russiske land, som i øjeblikket findes i den russisk-ortodokse kirke, går tilbage til billedet skabt af ikonmaleren Juliania (Sokolova) , hvis instruktioner blev givet af biskop Athanasius (Sakharov) . Ikonet er usædvanligt, idet jorden på det fylder næsten hele ikonmaleriet og stiger lodret opad. De helgener, der er afbildet på ikonet, forenes i grupper efter bedriftens sted, mens de smelter sammen til en enkelt strøm [25] .
I midten af ikonet er Assumption Cathedral i Moskva Kreml, ved foden af hvilken er Moskva-helgener [25] .
Dette ikon dannede grundlaget for ikonografien skabt i den russiske kirke i udlandet , hvor den blev suppleret med billedet af de hellige kongelige martyrer og russiske nye martyrer, besøgte. Efter kanoniseringen af den russisk-ortodokse kirkes biskopperråd i august 2000 af den russiske kirkes nye martyrer og bekendere, blev billedet af deres katedral tilføjet til ikonerne malet i Rusland [25] .