GAZ-13

GAZ-13 "Chaika" er en sovjetisk udøvende personbil af en stor og udøvende klasse, produceret i en lille serie på Gorky Automobile Plant fra 1959 til 1981 . Udskiftede ZIM-generationsmodellen GAZ-12 . Fra og med denne model bliver denne (store) klasse af biler privilegeret: deres masseproduktion stopper, og de må ikke bruges af andre end visse niveauledere, sovjetiske ambassadører (diplomater) og udenlandske statsborgere. I denne henseende er paletten af ​​mulige kropsfarver også begrænset. I 1977 kom næste generations model til at erstatte - "The Seagull" GAZ-14 .

Oprettelseshistorie

Årtiet fra 1950 til 1960 i verdens bildesign er en periode med kontinuerlige forsøg, eksperimenter og søgninger efter nye stilistiske løsninger, former, materialer og teknologier, som bidrog til den hurtige forældelse af biler, der blev lanceret i serien i disse år. Det var denne skæbne, der ramte storklassebilen ZIM-12 (1949-1960), hvis skabere allerede tog højde for den hurtige udvikling af amerikansk bilmode. Allerede efter flere års serieproduktion, i midten af ​​årtiet, så den stive og semi-officielle ZIM for arkaisk ud på baggrund af sine udenlandske "klassekammerater". De tekniske løsninger, der blev lagt i det dengang, blev også hurtigt forældede. Derfor, i disse år, på baggrund af den igangværende fornyelse af opstillingerne på GAZ og andre "passager" sovjetiske bilfabrikker - ZIL , MZMA  - opstod spørgsmålet om at erstatte ZIM med en anden, mere moderne eksternt og teknisk bil.

Det hele startede med moderniseringen af ​​ZIM. Allerede i 1955 blev en prototype GAZ-12V skabt på dens basis Arkivkopi dateret 15. oktober 2011 på Wayback Machine . Den bar allerede navnet "Måge" og havde en dekorativ detalje på kølergrillen i form af en silhuet af denne fugl. Der kendes mindst to eksemplarer, der adskiller sig i detaljer med bogstaverne "V" og "G". Eksterne ændringer var hovedsageligt kosmetiske - mere elegante forlygtefælge, malet på ydersiden for at matche karrosserifarven, en mere generaliseret kølergrill med et ternet mønster, en forrude i ét stykke, andre hætter og lister på sidevæggen, "strakt" bagskærme osv. Sammen med dette skulle ifølge pressen fra disse år øge motorkraften, forbedre bremsesystemet og installere en automatisk gearkasse, som på Volga [2 ] .

Men tiden gik, og det stod hurtigt klart, at bilens stil var håbløst forældet, og det var umuligt at modernisere den gennem restyling og modernisering. Derfor begyndte arbejdet med den nye bil fra bunden. Et stort kreativt team af designere , ingeniører , designere og testere af anlægget arbejdede på skabelsen af ​​"Mågen" (under symbolet ZIM-2) : V. S. Solovyov , N. A. Yushmanov , G. A. Ponomarev , V. V. Gnetnev , P. E. Syrkin Pelyushen I. , M. Mokeev , B. Grekov , samt L. D. Kalmanson , B. S. Pospelov , B. B. Lebedev , L. E. Duarte og andre. I første omgang var der to muligheder for navnet på projektet - "Måge" og "Pil", til sidst blev den første valgt [2] . Ifølge legenden svarede en af ​​designerne, da han blev spurgt, hvorfor Chaika vandt: "Forestil dig Volga. Hvem flyver over det? Måge. Sådan er det med os: "Volga", og over det - "Måge". [3]

Det skal bemærkes, at de i de samme år på Moskva Likhachev-fabrikken udviklede og forberedte til produktion en ny højklasses bil - ZIL-111 . De første prøver med navnet "Moskva" (designer - Valentin Rostkov, chefdesigner - A. N. Ostrovtsev) blev bygget i midten af ​​halvtredserne og havde selv på det tidspunkt et konservativt og ret uudtrykkeligt udseende, hovedsageligt reduceret til en samling af designelementer af forskellige forældede amerikanske mellem- og overklassebiler fra første halvdel af 1950'erne, overvejende Cadillac , Packard og Buick . Ved at indse dette annoncerede anlæggets ledelse en åben konkurrence (på det tidspunkt var det muligt i USSR), hvor GAZ-designeren Lev Yeremeev vandt, som tidligere havde arbejdet på udseendet af ZIM og samtidig på Volga og fremtidens Chaika-projekt". De foreslog et projekt med en visuelt moderne, original og dynamisk bil, skabt under tydelig indflydelse af de nyeste amerikanske modeller, såsom Packard Patrician sedan og Packard Caribbean cabriolet (1956), som blev købt af USA til undersøgelse [4] .

Det er umuligt at sige med sikkerhed, om Yeremeev brugte nogen udvikling, der allerede var tilgængelig på det tidspunkt på den fremtidige Chaika i arbejdet med ZIL-projektet, eller omvendt - dets design blev skabt under indflydelse af udseendet af en højere klasse bil. På den ene eller den anden måde genlød de stilistiske temaer for begge biler i deres endelige versioner tydeligt. Men udseendet af "Mågen" blev ikke dannet med det samme. For eksempel har den på nogle af de overlevende søgeskitser ikke karakteristiske visirer over forlygterne, i stedet for som man brugte almindelige runde dekorative fælge som Volga. Et af de overlevende fotografier viser en tidlig storstilet mock-up, som har en frontende næsten nøjagtig som på den serielle ZIL-111, men mere afrundet og "blødere" plastik af kroppen som helhed. I sovjetiske film spillede "The Seagull" gentagne gange rollen som ZIL-111. Som regel bemærkede publikum ikke udskiftningen.

Baseret på flere varianter af tidligere modeller i stor skala blev der i 1955, med deltagelse af kropsdesigneren L. E. Duarte og billedhuggeren B. B. Lebedev, udført bilmodeller i naturlig størrelse, hvorunder der blev bygget mindst to ( at dømme efter de overlevende fotografier - måske var der flere) layouts i fuld størrelse, som havde et design, der stadig var ret radikalt anderledes end efterfølgende produktionsbiler.

I 1956 blev de første kørende prototyper bygget, hvis udseende, der allerede var tættere på den fremtidige produktionsbil, stadig var væsentligt anderledes i detaljer  (utilgængeligt link) .

Til den nye bil blev der designet en helt ny motor, V8 , i stedet for den in-line " sekser " , der var på ZIM . Det havde et ret progressivt design efter standarderne fra de år, især - både cylinderblokken og hovederne, og indsugningsmanifolden, og stemplerne var lavet af aluminiumslegering - den sjældneste tekniske løsning for de tider (i Amerika, de første aluminiumsmotorer dukkede op i begyndelsen af ​​tresserne, men fik ikke meget distribution på det tidspunkt). Efterfølgende blev modificerede versioner af GAZ-13-motoren også brugt i BRDM-2 og GAZ-53- lastbilen indtil 1990'erne, længe efter at produktionen af ​​Chaika-serien blev afbrudt. En fuldautomatisk hydromekanisk gearkasse blev parret med den, beslægtet med Volga GAZ-21 gearkassen, som gik i produktion på samme tid, hvilket i høj grad lettede kørsel i forhold til den tidligere model. Ud over det modificerede drejningsmomentomformertransformationsforhold og gearforhold for planetdelen adskilte Chaika gearkassen sig også i kontrolmekanismen: valget af transmissionens driftsområde blev udført af en trykknapvælger placeret til venstre for instrumentet panel. Den havde fire knapper: Н — Neutral; Д - Trafik; Т - bremsning (hastighed op til 36 km/t - første gear, højere - andet; anbefales ikke ved kørsel hurtigere end 60-70 km/t [5] , analog med L-tilstand i moderne automatgear); ЗХ - baglæns.

I modsætning til ZIM, som havde en bærende krop, valgte Chaika-designerne også at bruge en separat X-formet ramme, lettere end den traditionelle sparre og meget original for den tid. Kroppen blev fastgjort til den på 16 punkter gennem anti-vibrationsgummipuder. I en bil med en sådan ramme er karrosseriet i det væsentlige semi-understøttende - dets kraftelementer, såsom tærskelkasser, er også involveret i opfattelsen af ​​belastninger sammen med selve rammen, på grund af hvilken der opnås en betydelig strukturel belysning. "Mågen" var større og tungere end ZIM, så brugen af ​​en bærende krop var irrationel i dette tilfælde. Derudover viste praksis med langvarig drift af GAZ-12 tilstedeværelsen af ​​visse problemer netop med stivheden af ​​dens støttelegeme. Brugen af ​​en rammestruktur gjorde det muligt at holde massen af ​​den nye model praktisk talt på niveau med GAZ-12, på trods af stigningen i geometriske dimensioner, mens torsionsstivheden og holdbarheden af ​​kroppen steg betydeligt.

For første gang i GAZ-produkter blev der brugt en firekammer karburator , servostyring , vakuumbremseforstærker, elektriske ruder, en radio med automatisk søgning og en elektrisk antenne.

Med hensyn til designet af "Mågen", i modsætning til hyppigt stødte udsagn, lignede den ikke direkte med en specifik udenlandsk bilmodel (herunder Packard-modeller osv.), og ikke kun på grund af helt andre proportioner af dens lang- akselafstandskarosseri med tre rækker sideruder, men også takket være designerens helt originale fund i plastik og design. Hvis vi taler om stilistiske ekkoer med andre biler, så blev lignende visirer over forlygterne brugt ikke kun af Packard- biler af 1955 og 1956 modelår, men også, i visse år, af Lincoln (1956), Mercury (1955-1956), Plymouth (1955-1956). ) og andre mærker, og , der blev introduceret tilbage i 1953,Ford X-100 . Designet af halen på "Mågen" med V-formede lamper i profil, med vandrette sektioner af blinklys, lignede tydeligt den daværende virksomhedsstil af General Motors -koncernens virksomhed , der blev brugt i perioden fra midten af ​​halvtredserne til begyndelsen af ​​tresserne på biler af mærker som Chevrolet (1956-1957), Pontiac (1957), Buick (1955-1958), Holden (1960-1962), men ikke stiliseret som buerne i den gotiske katedral, baglygterne på Packards. De fleste af designelementerne var simpelthen karakteristiske for " Detroit Baroque " i disse år generelt (nogle eksempler på sådanne ligheder er vist i billedgalleriet nedenfor).

• Packard Patrician, 1955

• Lincoln Capri, 1955

• Mercury, 1955

• "Mågen", 1959

• Packard Patrician, 1955

• Lincoln Capri, 1956

• Pontiac 1957

• "Mågen", 1959

Som et resultat af de stilistiske løsninger, der er brugt i "Mågen", der minder - og endda på afstand - karakteristiske direkte for Packard-produkter, er det måske kun instrumentpanelet, der kan nævnes, med en karakteristisk gylden finish og et handskerum i midten, mens layoutet er meget anderledes, visuelt lettere, minder lidt om Oldsmobile-panelerne fra samme år, såvel som blinklys foran og en kofanger med ikke mindre karakteristiske hugtænder - "kugler". Ellers var bilen, selvom den blev skabt med et klart fokus på den amerikanske stil, ligesom alle GAZ-produkter fra de år, stadig hverken en "stilistisk kopi" eller en "kreativ udvikling" af en udenlandsk model, for ikke at nævne, at teknisk set var "Seagull" ret original og progressiv for sin tid (letvægts X-formet ramme, alu-aluminiumsmotor, 3-trins hydromekanisk transmission med momentomformer osv.) af det sovjetiske design.

Det er også værd at bemærke, at kroppen af ​​Packard-biler af 1955-1956-modellen var en opdateret version af kroppen af ​​1951-1954-modellen, som allerede var forældet på det tidspunkt, relativt høj og smal, med en høj nedre kant af ruder, et statisk sidevægsmønster og generelt ukarakteristisk for anden halvdel af 1950'ernes proportioner. Designet fra bunden blev kroppen af ​​"Mågen" skabt uden sådanne begrænsninger, på grund af hvilken den havde mere moderne konturer og proportioner. Det er også mærkeligt, at Packard i modelårene 1955 og 1956 ikke tilbød limousiner eller karosserier med lang akselafstand svarende til Seagull med hensyn til formfaktoren.

GAZ-designernes ønske om at "passe" Chaika-designet ind i GAZ-billinjen er også tydeligt synligt, hvilket indikeres af stemplingen over den bageste hjulkasse, som Volga, og det ikke mindre karakteristiske stemplingsmønster på motorhjelmen, lånt fra ZIM. Efterfølgende, under moderniseringen, modtog Volga GAZ-21 designelementer, der minder om Seagull, for eksempel "to-etagers" kofangere (siden 1962)

I 1957 blev der allerede lavet yderligere to kørende prototyper; de adskilte sig fra den fremtidige serie "Seagulls" ikke kun udvendigt - lister omkring hjulkasser, forruderamme, baglygter, forlygter, hjulkapsler - men også motorens slagvolumen - 4,9 liter, mod 5,5 liter. i serie. Snart blev de præsenteret på en privat udstilling på NAMI . Fra disse to prototyper blev en prøve valgt, ifølge hvilken samlingen af ​​en eksperimentel serie af køretøjer til statslige accepttest begyndte. At dømme efter de overlevende fotografier og dokumenter kan vi sige, at der blev lavet mindst 9 kopier, der var forskellige i farve, og alle havde to farver. De adskilte sig lidt fra seriebiler – for eksempel med en mågeformet motorhjelmdekoration og en forgyldt kølergrill.

Bilerne i forsøgsserien blev sendt på en testkørsel på omkring 21.000 km . I januar 1958 blev en eksperimentel model med nummeret "E-2", som havde en turkis-mælkeagtig farve, sendt til Expo '58 -udstillingen i Bruxelles , Belgien, hvor den blev udstillet fra april til oktober samme år og var tildelt Grand Prix Diploma (sammen med GAZ-21 og GAZ-52 ).

Den officielle startdato for produktionen af ​​GAZ-13 "Chaika" er den 16. januar 1959, men faktisk skulle de første biler forlade GAZ's lagre i efteråret 1958. De første producerede biler havde en række mindre forskelle fra de efterfølgende, for eksempel en anden placering af navneskiltet "Chaika" på bagsiden .

I løbet af de næste par år blev "Mågerne" gentagne gange udstillet på bil- og industriudstillinger i udlandet, herunder i byerne Brno , Budapest , Genève , New York , Leipzig og Mexico City . I New York, på den sovjetiske udstilling i 1959 (gensidig til den amerikanske udstilling i USSR samme år), blev en ensfarvet "Måge" præsenteret (sandsynligvis sort), men med et typisk interiør til tofarvede biler (med skarlagenrød stofbetræk, som havde et "skakbræt »-mønster). I flere år har den tofarvede bordeaux-beige "Måge" været udstillet på VDNKh i "Engineering"-pavillonen.

Mange Chaika-designløsninger blev efterfølgende brugt i designet af middelklassemodellen, Volga GAZ-24 , især frontophænget på gummi-metalhængsler, bageste trapezstyring, teleskopiske støddæmpere, selvjusterende bremsecylindre, en vakuum bremseforstærker osv. Yderligere. I den indledende fase af udformningen af ​​denne bil var der endda forudset en overgang til en separat ramme, der ligner Chaika-rammen.

Frigivelsestidslinje

I 1961 blev der ud over basissedanen udviklet en variant med en "cabriolet" krop (i andre kilder - " phaeton "), som modtog betegnelsen GAZ-13B. Han havde en foldemarkise med elektrohydraulisk træk, der var ingen dørglasrammer - i stedet for dem var der letmetalkanter på selve sideruderne, som blev fjernet sammen med dem. Sammenklappet passede forteltet i nicher på siderne af bagsædet, så kun to personer blev placeret på det, og det samlede antal sæder blev reduceret til seks. Kun omkring 10 eksemplarer har overlevet den dag i dag.

Derudover omfattede produktionsprogrammet siden 1961 også en version med en limousine krop, som havde en skillevæg i kabinen - GAZ-13A. Kun ét eksemplar har overlevet.

Produktionen af ​​bilen havde på dette tidspunkt nået 150 enheder om året og forblev efterfølgende på omtrent samme niveau.

I 1962 modtog den grundlæggende modifikation af GAZ-13 en mindre teknisk og ekstern opdatering, især K-114-karburatoren dukkede op (i stedet for K-113), en ny modtager med en ekstra volumenkontrol i venstre armlæn på den bagerste sofa, nye hjul med enklere kasketter. Saloner af biler begyndte at blive beklædt med klæde af ceremonielle officers overfrakker af grå farve.

I begyndelsen af ​​1970'erne fik "Mågen" et side bakspejl på venstre dør.

I slutningen af ​​1970'erne, parallelt med udgivelsen af ​​Chaika GAZ-14 og efter dens model, blev interiøret moderniseret på GAZ-13. I stedet for et messingnet dukkede en film med en "trælignende" tekstur op på instrumentpanelet, sofaer og polstringsdørpaneler begyndte at blive dækket med sennep eller grønt velour. En ny radiomodtager dukkede op - en transistor med et kortbølgeområde. Netop sådan en bil - en af ​​de sidst producerede kopier - er udstillet i OAO GAZ museum.

Biler fra GAZ-13 Chaika-familien blev afbrudt i april 1981.

Ændringer

Ændringer foretaget på GAZ

GAZ selv producerede "The Seagull" i følgende modifikationer:

• GAZ-13  - det store flertal af "Seagulls" havde lukkede firedørs karosserier med tre sæderækker uden en intern skillevæg;
• GAZ-13A  - på særlige ordrer, hovedsageligt fra Forsvarsministeriet, blev biler produceret med en installeret intern skillevæg mellem føreren og passagerrummet;
• GAZ-13B  - disse biler havde en åben kropstype "phaeton" eller - i andre kilder - "cabriolet"; den bløde top blev hævet og sænket af et elektrohydraulisk system styret fra førersædet; antallet af fremstillede phaetoner er ifølge forskellige skøn ikke mere end 20 stykker. [3]

Tredjeparts mods