Rådet for Den Europæiske Union

Rådet for Den Europæiske Union
på officielle sprog:
engelsk : Rådet for Den Europæiske Union
Bulgarsk : Svet om Den Europæiske Union
ungarsk : Az Europai Unio Tanacsa
græsk : Συμβούλιο της Ευρωπαϊκής Ένωσης
Dansk : Rådet for Den Europæiske Union
irsk : Comhairle og Aontais Eorpaigh
spansk : Consejo de la Union Europea
italiensk : Consiglio dell'Unione europea
lettisk : Eiropas Savienības Padome
litauisk : Europos Sąjungos Taryba
maltesisk : Kunsill ta' l-Unjoni Ewropea
tysk : Rat der Europäischen Union
hollandsk : Raad van de Europæiske Unie
polsk : Rada Unii Europejskiej
portugisisk : Conselho da União Europeia
rumænsk : Consiliul Uniunii Europene
slovakisk : Rada Europskej Unie
slovensk : Svet Evropske unije
finsk : Den europæiske unionin neuvosto
fransk : Conseil de l'Union europeenne
kroatisk : Vijece Europske unije
tjekkisk : Rada Evropske unie
svensk : Europeiska unionens råd
estisk : Euroopa Liidu Nõukogu
Ledelse
Præsiderende stat Tjekkiet
fra 1. juli 2022
Struktur
Medlemmer 27
Fraktioner ingen officiel opdeling i fraktioner
Valg
Afstemningssystem kvalificeret flertal eller enstemmigt
Konference sal
Europa-bygning: Bruxelles , Belgien
Hovedkvarter
Forgænger Særligt Ministerråd [d]
consilium.europa.eu
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Rådet for Den Europæiske Union (officielt navn - Rådet , normalt omtalt som Ministerrådet , som et kompromis også kaldet det latinske Consilium ) - sammen med Europa-Parlamentet , et af de to lovgivende organer i Den Europæiske Union og et af dets syv institutioner .

Rådet består af 27 ministre  - en minister fra hver af regeringerne i EU 's medlemslande . Den respektive EU-kommissær deltager også i Rådets møder uden stemmeret . Sammensætningen af ​​ministre - medlemmer af Rådet for EU afhænger af rækken af ​​emner, der diskuteres. For eksempel behandles arbejdsmiljøspørgsmål af de 27 ministre fra de medlemsstater, der er ansvarlige for arbejdsmiljø , ministrene for arbejde eller social sikring samt kommissæren for beskæftigelse, sociale anliggender og ligestillingspolitik. Typisk afholder hvert råd mindst to formelle møder og et uformelt møde under et enkelt formandskab. Rådet kan mødes samtidigt i forskellige sammensætninger.

Historie

Det blev oprettet i 1952 som et særligt ministerråd inden for rammerne af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab for at skabe balance mellem Den Høje Myndighed (EKSF's overnationale styrende organ, i dag Europa-Kommissionen ).

I de tidlige perioder af Det Europæiske Fællesskab krævede de fleste rådsbeslutninger en enstemmig afgørelse. Efterhånden bliver metoden til at træffe beslutninger med kvalificeret flertal af stemmer mere og mere udbredt. Samtidig har hver stat et vist antal stemmer, afhængigt af dens befolkning og økonomiske potentiale.

Siden Paris-traktaten har der været en tendens til selektiv delegering af magt fra nationalstater (direkte eller gennem Ministerrådet) til Europa-Kommissionen. Underskrivelsen af ​​nye "pakke"-aftaler tilføjede nye kompetencer til EU, hvilket indebar uddelegering af store udøvende beføjelser til Europa-Kommissionen. Men Europa-Kommissionen er ikke fri til at gennemføre politik; på visse områder har de nationale regeringer værktøjer til at kontrollere dens aktiviteter. En anden tendens er styrkelsen af ​​Europa - Parlamentets rolle . Det skal bemærkes, at trods Europa-Parlamentets udvikling fra et rent rådgivende organ til en institution, der fik ret til i fællesskab at beslutte og endda godkende, var Europa-Parlamentets beføjelser stadig meget begrænsede. Derfor var magtbalancen i systemet af EU-institutionerne stadig til fordel for Ministerrådet.

Beføjelser og pligter

Rådet spiller en nøglerolle på de områder af europæisk integration, hvor beslutningstagning finder sted på mellemstatsligt plan. Baseret på bestemmelserne i Maastricht-traktaten kan vi sige, at Rådet er mest kompetent i de spørgsmål, der kan henføres til den anden og tredje søjle af europæisk integration (fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og samarbejde om indenrigsspørgsmål). Samtidig er Rådet for EU en del af organet af institutioner, der hører under Den Europæiske Unions lovgivende magt. Nogle forskere (S. Hicks) betragter Ministerrådet som overhuset i EU's politiske system. Faktisk skal enhver EU-retsakt godkendes af Rådet, men en række retsakter, såvel som EU's budget, er underlagt en fælles afgørelse fra Rådet og Europa-Parlamentet.

Organisation

Formandskab

Formandskabet for Ministerrådet udøves af EU's medlemslande på den måde, som Rådet enstemmigt bestemmer (normalt foregår rotationen efter princippet om stor - lille stat, stifter - nyt medlem osv.). Rotationen finder sted hvert halve år.

Den 1. juli 2020 modtog Tyskland formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union , beføjelser vil vare indtil 31. december 2020.

Kronologi for EU-rådsformandskabet i 2015-2020 [1] :

EU-rådsformandskabet i 2018-2020
Land Periode
Kroatien 1. januar - 30. juni 2020
Finland 1. juli - 31. december 2019
Rumænien 1. januar - 30. juni 2019
Østrig 1. juli - 31. december 2018
Bulgarien 1. januar - 30. juni 2018
Estland 1. juli - 31. december 2017
Malta 1. januar - 30. juni 2017
Slovakiet 1. juli - 31. december 2016
Holland 1. januar - 30. juni 2016
Luxembourg 1. juli - 31. december 2015
Letland 1. januar - 30. juni 2015

Sammensætning

Rådet for EU består af repræsentanter for EU's medlemslande i rang af mindst ministre. Også EU's Råd kan mødes som en del af stats- og regeringscheferne. Sammensætningerne af EU-Rådet fastlægges i overensstemmelse med de grundlæggende traktater af Det Europæiske Råd. Gennem de seneste år har der været en praksis med at reducere rådsdannelser. I 1999 blev det besluttet at reducere antallet af rådssammensætninger til 16, i 2002 til 9. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden blev Rådet for Almindelige Anliggender og Udenrigsforbindelser dog opdelt i to råd. Det nuværende EU-råd kommer således til at bestå af 10 formationer.

Administration

Forberedelsen af ​​spørgsmål, inden de behandles i EU-rådet, udføres i de faste repræsentanters udvalg og arbejdsgrupper . Eksperter fra centraladministrationer og repræsentationskontorer i EU-landene deltager i diskussionen af ​​spørgsmål i arbejdsgrupperne . I arbejdsgrupperne kontrolleres alle forslag nøje, og kun de emner, hvor der ikke er enstemmighed i arbejdsgrupperne, henvises til De Faste Repræsentanters Komité . Aftalte spørgsmål behandles generelt ikke af De Faste Repræsentanters Komité. Fra De Faste Repræsentanters Komité er det kun spørgsmål, der forbliver åbne i De Faste Repræsentanters Komité, der overføres til særlig behandling i Rådet. Fra rådets side er hovedfokus i beslutningsprocessen på udarbejdelse af spørgsmål i arbejdsgrupperne. I dem handler repræsentanterne for medlemslandene naturligvis inden for de beføjelser, deres ministre giver.

Afstemning

Som hovedregel med kvalificeret flertal (paragraf 3 i artikel 16)

Rådet er repræsenteret af en minister fra hvert medlemsland. Antallet af stemmer for medlemmerne af rådet afhænger af landets størrelse og økonomiske betydning.

Lovene om beskyttelse af arbejdstagere stadfæstes i Rådet med kvalificeret flertal. Alle spørgsmål, der fremlægges i Rådet, drøftes i udvalget af faste repræsentanter for medlemsstaterne (COREPER), der hovedsageligt består af ambassadører.

Noter

  1. Formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union . www.euro.who.int (2. januar 2020). Hentet 2. januar 2020. Arkiveret fra originalen 15. januar 2020.

Links