EU's udviklingspolitik har til formål at fremme bæredygtig udvikling i udviklingslandene for at udrydde fattigdom. Det er hjørnestenen i EU 's forbindelser med omverdenen og bidrager til målene for EU's optræden udadtil sammen med udenrigspolitik inden for sikkerhed og handel (og de internationale aspekter af andre strategier såsom miljø, landbrug og fiskeri) [1] .
EU's udviklingspolitik er primært baseret på den europæiske udviklingsdagsorden fra 2006, ifølge hvilken EU's udviklingspolitik er en fælles kompetence for EU og medlemsstaterne, hovedmålet med udviklingspolitikken er at overvinde fattigdom inden for rammerne af bæredygtige udviklingsmål og nå udviklingsmålene millennium.
Udviklingspolitik er kernen i EU's udenrigspolitik. Det har til formål at udrydde fattigdom, fremme bæredygtig vækst, beskytte menneskerettigheder og demokrati, fremme ligestilling mellem kønnene og behandle miljø- og klimaspørgsmål. EU arbejder i denne retning på globalt plan og er verdens største investor i udvikling. EU handler i overensstemmelse med FN's mål for bæredygtig udvikling [2] .
Udviklingspolitik var oprindelsen til EF 's og derefter EU's fælles udenrigspolitik , den går tilbage til 1957, hvor Den Europæiske Udviklingsfond blev oprettet ved Rom-traktaten . Det var for at kontrollere udgifterne til midler udstedt af fonden i Europa-Kommissionen , at Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser blev oprettet - stamfader til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil .
Oprindeligt var EU's udviklingspolitik forbundet med afkoloniseringsprocessen , og derefter blev den først og fremmest fremmet af Frankrig og Belgien, de vigtigste kolonimagter i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, og modtagerne var 18 tidligere kolonier i EØF medlemslande i Afrika syd for Sahara [3] . Fra 1963 til 1971 var grundlaget for forbindelserne mellem disse lande og EEC den 2. Yaounde-konvention, ifølge hvilken der blev etableret en gensidig præferencehandelsordning mellem EEC og 18 stater i Tropisk Afrika [4] .
Den anden fase af EF's udviklingspolitik kan betegnes som 1970'erne-1990'erne. I 1973 fandt den første udvidelse af EEC sted - Storbritannien, Irland og Danmark kom med i fællesskabet, og EEC's udviklingspolitik fik et helt nyt geografisk omfang. I 1975 blev Lomé-konventionen underskrevet, der erstattede Yaounde-konventionerne; i 1979 blev den 2. Lomé-konvention underskrevet. EØF og 58 lande i Afrika, Caribien og Stillehavet var medlemmer af Lomé-konventionerne.
I 1990'erne ændrede EU's udviklingspolitik sin vektor: efter den socialistiske bloks fald dukkede nye stater op på EU's grænser, udviklingspolitiske prioriteter begyndte at blive bestemt af partnerens geografiske nærhed, og midlerne blev omfordelt til fordel for bl.a. Østeuropa [5] . I 2000'erne skaber EU nye udviklingspolitiske instrumenter, hvoraf det vigtigste er den europæiske naboskabspolitik .
Udviklingssamarbejde er en fælles kompetence for EU: Unionen kan føre en fælles udviklingspolitik, hvis dette ikke forhindrer medlemsstaterne i at udøve deres egne kompetencer på dette område. Samarbejdsniveauet er således, at medlemsstaternes udviklingsagenturer ofte gennemfører programmer finansieret af EU [2] .
EU's udviklingspolitik er baseret på følgende EU-traktater :
Ud over traktaterne i Den Europæiske Union er der andre dokumenter, der regulerer gennemførelsen af udviklingspolitikken:
Hvis den europæiske udviklingskonsensus, der blev vedtaget i 2006, havde til formål at demonstrere EU's forpligtelse til FN's millenniumudviklingsmål, er den nye europæiske udviklingskonsensus fra 2017 dens reviderede version i overensstemmelse med 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling [6] [7] . Hovedformålet med Agenda for Change, der blev vedtaget i 2011, er at forbedre effektiviteten af EU's udviklingspolitik. Dens hovedprincipper var: prioriteret bistand til de fattigste og mest ustabile stater, deltagelse i højst 3 sektorer af partnerlandets økonomi, fælles planlægning og fokus på et fælles resultat. Hovedprioriteterne i Agenda for Change var: menneskerettigheder, demokrati og andre nøgleelementer i god regeringsførelse; inklusiv og bæredygtig vækst i menneskelig udvikling [8] .
EU's eksterne finansieringsinstrumenter kan betinget opdeles i geografiske og tematiske. De geografiske er:
Tematiske finansieringsinstrumenter omfatter:
Der er også et finansieringsinstrument, der kombinerer geografiske og tematiske principper: