Litauens sprog

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 5. januar 2015; checks kræver 15 redigeringer .

Litauens  sprog er de sprog, der tales på Litauens territorium .

Det officielle sprog i Litauen er det litauiske sprog , et af de baltiske sprog , hjemmehørende for 84,1% af befolkningen i Litauen (ca. 2,45 millioner mennesker). Siden 1. maj 2004 er det litauiske sprog blevet erklæret som et af EU's officielle sprog .

Historie

Talere af gammelrussisk har længe levet og numerisk domineret de slaviske lande i Storhertugdømmet Litauen . Efterfølgende dukkede russisktalende indbyggere op i et antal i de etnisk litauiske lande som følge af de gammeltroendes udvandring , dengang efter indlemmelsen af ​​Litauen i det russiske imperium ( 1795 ).

Tidligere, i det 16. - 17. århundrede , indtog det polske sprog , som sproget for den katolske kirke og den sociale elite, en dominerende position og blev udbredt i byer, byer og adelige godser. Derudover slog betydelige grupper af polakker sig ned i Litauen, især i nærheden af ​​Vilnius , og assimilerede selv en del af lokalbefolkningen. På dette tidspunkt bliver det polske sprog dominerende i Østeuropa og Litauen, derefter i det 19. århundrede og til nutiden viger det for russisk.

I det 19. århundrede førte de russiske myndigheder en ejendommelig sprogpolitik over for litauere: i et forsøg på at minimere den stærke polske indflydelse på litauernes sprog og kultur blev det litauiske sprogalfabet officielt oversat til kyrillisk. I 1864 blev det forbudt at bruge den latinske skrift på tryk, dog fortsatte udgivelsen i den latinske skrift med at blive udført af litauere i nabolandet Preussen .

I sovjettiden mistede det polske sprog endelig funktionen som sproget for interetnisk kommunikation , men blev dog fortsat bevaret som hovedsproget i et ret stort polsk samfund (7% af landets befolkning). Som et middel til interetnisk kommunikation blev det russiske sprog udbredt, især i store byer, men i modsætning til andre republikker i USSR (for eksempel kasakhisk eller kirgisisk ) forblev det litauiske sprogs position i samfundet ret stærk og uden at vide det det var svært at rykke op på karrierestigen. Russisk var hjemmehørende i 10% af landets befolkning; det blev også brugt af immigranter fra andre republikker i USSR.

Den aktuelle situation

Efter et betydeligt fald i interessen for det russiske sprog er det igen ved at blive populært i det moderne Litauen. Interessen for det polske sprog i Litauen steg tværtimod i begyndelsen af ​​1990'erne , men aftog derefter noget og forbliver på et stabilt niveau, understøttet af Polens naboskab og medlemskabet af begge lande i EU.

I Litauen er der, i modsætning til andre baltiske lande , en ret demokratisk holdning til det polske og russiske sprog. I landet, især på steder tæt befolket af disse minoriteter, er der et netværk af skoler, der underviser på russisk (byerne Visaginas, Klaipeda, Elektrenai, Vilnius) og polsk, en skole, der underviser i det hviderussiske sprog , samt klasser, der underviser på russisk og polsk på litauisk og blandede (litauisk-russisk, litauisk-polsk, russisk-polsk, litauisk-russisk-polsk) skoler. Fra begyndelsen af ​​det akademiske år 2000/2001 studerede 40.978 studerende i russisk (7,1% af det samlede antal studerende i landet), 2002/2003 - 33.827  (6,0%), 2003/2004 - 30.606  ( 5,5 %); på polsk henholdsvis 21.940 (3,8%), 21.314 (3,7%), 20.549 (3,7%), på hviderussisk - 207, 175 og 159 personer. [1] . I det akademiske år 2004/2005 studerede 22.880 elever på 54 skoler, der underviste på russisk, i 2007/2008 studerede 15.978 elever  i 41 russisksprogede skoler; i 2004/2005 var antallet af elever 13.231 i 64 skoler med det polske undervisningssprog; i 2007/2008 studerede 11.338 elever i 62 polsksprogede skoler og henholdsvis 138 og 134 elever i den eneste hviderussisk-sprogede skole. . [2]

Antallet af elever i polsksprogede skoler efter Anden Verdenskrig faldt og nåede i 1988 det laveste niveau på 9.995 elever (2,0% af det samlede antal elever i republikken), og voksede derefter hurtigt, årligt med 700-1000 mennesker ( 1990  - 11.407; 2,3%; 1991  - 12.611; 2,5%; 1992 - 13.881; 2,8%) og udgjorde i 2000 22.303 personer (3,8%). Faldet i elever i polske skoler i de efterfølgende år ( 2001  - 21.710; 2002  - 21.232) forklares af det generelle demografiske fald i landet. [3]

På trods af et betydeligt fald i tilmeldingen til russiske skoler, er russisk fortsat det mest populære fremmedsprog i litauiske og polske skoler. Fra 2006 valgte 73 % af eleverne i denne kategori russisk at studere, men kun som andet fremmedsprog. Efter et stærkt fald i begyndelsen af ​​1990'erne steg antallet af russiske studerende og stabiliserede sig på et ret højt niveau.

Polsk har en vis udbredelse i Vilnius-distriktet (ca. 27% af befolkningen i distriktet betragter det som indfødt).

På grund af flere gange mindre slaviske ( polakker , russere , hviderussere og ukrainere ) og andre ikke-titulære befolkninger sammenlignet med andre baltiske lande, er nationale mindretal i Litauen mere præget af tosprogethed , det vil sige kendskab til deres modersmål og statssproget. En særlig sproglig situation er ved at udvikle sig i Vilnius, hvor en betydelig del af befolkningen består af indbyggere med slaviske nationaliteter, især polakker. I nogle områder (for eksempel i det østlige Litauen) taler russerne også polsk eller hviderussisk og deres dialekter . Det næststørste modersmål i Litauen er russisk (se russisk sprog i Litauen ).

Fra 2018 er der 107 almene uddannelsesskoler og 91 førskoleinstitutioner i Litauen med undervisning i de nationale minoriteters sprog. De træner 36.000 mennesker. Af disse studerede mere end 20.000 på russisk, mere end 15.000 på polsk, 233 på hviderussisk, 42 ​​på jiddisch (kun i førskoleinstitutioner). Selvstyrer, hvor nationale mindretal lever i mere monoetniske og tætbefolkede områder med et stort antal børn i skole- og førskolealderen, skaber uddannelsesinstitutioner, der udfører uddannelsesprogrammer på disse nationale minoriteters sprog. Hvor der er for få børn fra nationale minoriteter til at etablere en uddannelsesinstitution, eller hvor den etniske sammensætning af befolkningen er ret heterogen, åbner kommunerne flersprogede skoler, der giver undervisning på flere sprog. I de senere år har antallet af almene uddannelsesskoler, der underviser på polsk og russisk, samt flersprogede skoler, været faldende, men i førskoleuddannelsesinstitutioner, med et tilsvarende fald i antallet af institutioner, der underviser på polsk og russisk, er antallet af flersprogede førskoleuddannelsesinstitutioner vokser. Det største netværk af førskoleuddannelsesinstitutioner og almene uddannelsesskoler i de nationale minoriteters sprog er placeret i den sydøstlige del af Litauen, da de største grupper af litauiske nationale minoriteter - polakker og russere - hovedsageligt er koncentreret der. De fleste førskoleuddannelsesinstitutioner med det polske undervisningssprog er placeret i Vilnius, Šalchininkai og Trakai amter. De fleste førskoleuddannelsesinstitutioner med russisk som undervisningssprog ligger i Vilnius og Klaipeda. Fra 2018 er der 49 polske undervisningsskoler, 27 russiske undervisningsskoler, 1 hviderussisk undervisningsskole og 30 flersprogede skoler i Litauen, heraf 11 litauisk-undervisnings- og russisk-undervisningsskoler, 7 litauiske og polske undervisningsskoler. af undervisningen, 7 skoler med russisk og polsk som undervisningssprog og 5 skoler med litauisk, russisk og polsk som undervisningssprog. Fra 2018, i Litauen, er procentdelen af ​​elever i almen uddannelsesskoler efter undervisningssprog i landet som følger: 90,6% var uddannet i litauisk; 3,5 % var uddannet i russisk; 2,8 % var uddannet i polsk; 3.1 blev uddannet på andre sprog. [fire]

Noter

  1. ↑ Uddannelse  (engelsk) (pdf). Litauens børn 2003 . Undervisnings- og Videnskabsministeriet (2004). Hentet 23. april 2009. Arkiveret fra originalen 7. maj 2012.
  2. ↑ Bendrojo lavinimo mokyklos  (lit.) . Tautinių mažumų ir išeivijos departamentas prie Lietuvos Respublikos Vyriausybės. Hentet 23. april 2009. Arkiveret fra originalen 17. maj 2008.
  3. ↑ Kwiatkowski Jozef. Polakker og den polske skole i Litauen // Nationale mindretal under dannelsen af ​​civilsamfundet. - Vilnius: House of National Communities, 2003. - S. 216-217. — 331 s. - 500 eksemplarer.  — ISBN 9955-546-09-3 .
  4. ↑ http://www.nmva.smm.lt/wp-content/uploads/2019/10/Svietimo-bukles-apzvalga-2019-web.pdf

Links