| Sommer i Baden | |
|---|---|
| Handlingen begynder med ankomsten af det nygifte par Dostojevskij til Vilna . Deres bopæl ( Didzhoyi str. , 20) er nu markeret med en mindeplade . | |
| Genre | roman |
| Forfatter | Leonid Tsypkin |
| Originalsprog | Russisk |
| skrivedato | 1977-1981 |
| Dato for første udgivelse | 1982 |
"Sommer i Baden" er en dokumentarisk historie (roman) af Leonid Tsypkin , hvor historien om Fjodor Mikhailovich Dostojevskijs og hans kone Anna Grigoryevnas rejse fra St.
Historiens særegne stil, bygget på brugen af lange (en hel side eller endda et kapitel) sætninger, er præget af indflydelsen fra den modernistiske strøm af bevidsthedsteknik [ 1] . Der er kun 11 afsnit og 34 punkter i bogen [2] .
Historien blev til i 1977-1981. Leonid Tsypkin, en ansat ved det medicinske institut, var ikke en professionel forfatter og forsøgte aldrig at "smutte" sine skrifter gennem sovjetisk censur. I begyndelsen af 1981 bragte hans ven Azary Messerer manuskriptet til romanen til New York og afleverede det til redaktørerne af Novaya Gazeta . Redaktørerne af emigrantudgaven, Evgeny Rubin og Sergey Dovlatov , der værdsatte Tsypkins dygtighed, begyndte at udgive romanen den 13. marts 1982. Efter 2 dage blev indsigeren Tsypkin fyret fra instituttet og døde 5 dage senere.
Den videre skæbne for romanen "Sommer i Baden" er usædvanlig. [3] [4] Efter en avisudgivelse på russisk blev den bemærket af forlaget Lev Roitman og oversat til tysk (bogudgave - München , 1983) og snart til engelsk (bogudgave - London , 1987). Mange år senere, i en genbrugsboghandel , fangede den engelske udgave af romanen opmærksomheden på idolet fra den amerikanske intelligentsia , Susan Sontag , som publicerede en lang artikel om det i magasinet The New Yorker (2001), der kaldte det " det sidste mesterværk af russisk litteratur" [5] . Tsypkins bog fik Sontag til at reflektere over, hvorfor antisemitten Dostojevskij var så vellidt af jøderne [6] . Hun bidrog til genoptrykningen af "Summer in Baden" på det velrenommerede amerikanske forlag "New Directions" med sit eget forord (2001 og 2003), hvor hun sammenlignede romanen med de bedste eksempler på verdensprosa i det 20. århundrede [7 ] .
Efter Sontags anbefaling blev bogen oversat til mere end et dusin sprog (inklusive spansk , fransk , hollandsk , rumænsk , finsk , norsk , svensk , portugisisk , dansk , kinesisk , tjekkisk , tyrkisk , kroatisk , italiensk , ungarsk , japansk , hebraisk , malayalam , græsk , farsi , estisk og lettisk ). Efterfølgende blev den genoptrykt (i forskellige oversættelser) i Storbritannien , USA , Frankrig og Tyskland . Dette er således et af de få værker fra sen sovjetisk litteratur, der har modtaget international anerkendelse og er indskrevet i den verdenslitterære proces [8] .
I forordet til den engelske oversættelse af A Summer in Baden skrev Susan Sontag: "Jeg ville uden tøven inkludere denne roman blandt de mest fremragende, sublime og originale præstationer i et århundrede fuld af litteratur og litterærhed - i den bredeste betydning af denne definition .”. Joseph Brodsky betragtede Tsypkins bog som "førsteklasses" [9] . Respektable publikationer som The New York Times hilste den amerikanske udgave af romanen med rosende anmeldelser [10] . Ifølge James Elkins formidler brugen af Joyces teknik med uendelige sætninger tilstrækkeligt den "irriterede, beskadigede, maniske, desperate, aggressive" sindstilstand hos Dostojevskijs, der tabte i stykker i Baden-Baden [1] .
Russiske anmelderes svar på bogen var mere tilbageholdende [11] [12] . Så Mikhail Edelstein i magasinet " Znamya " klagede over, at forfatterens ideer om "ortodoksi, antisemitisme, religiøs filosofi og generelt om det russiske XIX århundrede ikke går ud over de almindelige intellektuelle klicheer", og hans arbejde "indeholder alle de uundværlige ingredienser i den russiske myte : Dostojevskij som befuldmægtiget repræsentant for den mystiske russiske sjæl, det hypertrofierede jødiske spørgsmål , Sakharov og Solsjenitsyn " [2] . Margarita Meklina så en parallel til Tsypkins arbejde i den undersøgende historie, der afslører Chernyshevsky fra Nabokovs roman The Gift [ 6 ] .
Dostoevist Karen Stepanyan ser i Tsypkins historie "et eksempel på, hvad der ville ske, hvis Dostojevskijs karakter besluttede at skrive om sin skaber" [13] . Ifølge litteraturkritikeren "mesterligt at bygge sine hurtige, åndeløse, intenst vibrerende flersidede sætningsperioder", maler forfatteren et portræt af Dostojevskij som "en berygtet, ubestemmelig person, konstant internt ydmyget og ydmyget, og derfor drømmer om at ydmyge andre” [13] . Tsypkins lyriske helt er hjemsøgt af Dostojevskijs holdning til det jødiske spørgsmål [13] :
Hvordan kunne denne "mand, der i sine romaner var så følsom over for menneskers lidelser, denne nidkære forsvarer af de ydmygede og krænkede <...> ikke fandt et eneste ord til forsvar eller retfærdiggørelse af mennesker, der var blevet forfulgt i flere tusinde år - var han virkelig så blind? eller måske forblændet af had? - Han kaldte ikke engang jøderne for et folk, men kaldte en stamme, som om de var en slags vilde fra de polynesiske øer ... "