Hymne af Norge

Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusind hjem.
Elsker, elsker det og tænker
på vores far og mor.
Og den saganatt som senker
drømme på vores jord.
Og den saganatt som senker,
senker drømme på vores jord.

2.
Dette landet Harald berget
med sin kjemperad,
dette landet Håkon verget
medens Øyvind kvad;
Olav på det landet malte
korset med sit blod,
fra dets høye Sverre talte
Roma midt imot.
fra dets høye Sverre talte
Roma midt imot.

3.
Bønder sine økser brynte
hvor en hær dro frem,
Tordenskiold langs kysten lynte,
så den lystes hjem.
Kvinner selv stod op og strede
som de vare mænd;
andre kunne bare grede,
men det kom igjen!
andre kunne bare grede,
men det kom igjen!

4.
Visstnok var vi ikke mange,
men vi strakk dog til,
da vi prøvede nogle gange,
og det stod på spil;
ti vi heller landet brente
enn det kom til fall;
husker bare hvad som hendte
ned på Fredrikshald!
husker bare hvad som hendte
ned på Fredrikshald!

5.
Hårde tider har vi døiet,
ble til sist forstøtt;
men i verste nød blåøyet frihet
ble oss født.
Det gav faderkraft å bære
hungersnød og krig,
det gav døden selv sin ære -
og det gav forlik.
det gav døden selv sin ære -
og det gav forlik.

6.
Fienden sitt våpen kastet,
opp visiret for,
vi med undren mot ham hastet,
ti han var vår bror.
Drevne frem på stand af skammen
gik vi søderpå;
nu vi står tre brødre sammen,
og skal sådan stå!
nu vi står tre brødre sammen,
og skal sådan stå!

7.
Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ud.
Alt hvad fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
har den Herre stille lempet
så vi vant vår rett.
har den Herre stille lempet
så vi vant vår rett.

8.
Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusind hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det af nød til seir,
også vi, når det bliver krævet,
for dets fred slår leir.
også vi, når det bliver krevet,
for dets fred slår leir.