|
Vårt land
Johan Ludwig Runeberg
(oprindelig svensk)
1.
Vårt land, vårt land, vårt fosterland,
Ljud högt, o dyra ord!
Ej lyfts en höjd mot himlens rand,
Ej sänks en dal, ej sköljs en strand,
Mere älskad än vår bygd i nord,
Än våra fäders jord.
2.
Vårt land är fattig, skall så bli
För den, som guld begär.
En främling far oss stolt forbi:
Men detta landet elske vi,
For oss med moar, fjäll og skær
Et guldland dock det är.
3.
Viälska våra strömmars brus
Och vära bäckars språng.
Den mörka skogens dystra sus,
Vår stjärnenatt, vores sommarlju.
Alt, alt, hvad her som syn, som sång
Vårt hjärta rørt en gang.
4.
Här strides våra fäders strid
Med tanke, svärd och plog.
Här, här, i klar som mulen tid.
Med lycka hård, med lycka blid.
Det finska folkets hjärta slog.
Har bars hvad det fordrog.
5.
Vem täljde väl de striders tal.
Som dette folk bestod.
Då kriget röt från dal till dal.
Då frosten kom med hungers kval.
Vem mätte alt dess spilda blod
Och alt dess tålamod?
6.
Och det var här det blodet flöt,
Ja, här för oss det var,
Och det var här sin fröjd det njöt,
Och det var här sin suck det göt.
Det folk som vores børdor bar
Långt før vores dar.
7.
Härär oss ljuvt, härär oss gott,
Härär oss allt beskärt;
Hur ödet kastar end vores lott.
Ett land, ett fosterland vi fått,
Vad findes på jorden mera värt
Att hållas dyrt och kärt?
8.
Och här och här är detta land.
Vårt öga ser det här,
Vi kunna sträcka ut vår hand
Och visa glatt på sjö och strand
Och sige: se det landet där.
Vårt fosterland det är.
9.
Och fördes vi att bo i glans
Bland guldmoln i det blå,
Och blev vores liv en stjärnedans.
Där tår ej göts, där sug ej fanns.
Till detta arma land alligevel
Vår längtan skulle stå.
10.
O land, du tusen sjöars land,
Där sång och trohet byggt,
Där livet har oss gett en strand,
Vår forntids land, vår framtids land.
Var for din fattigdom ej skyggt.
Var fritt, var glatt, var tryggt.
11.
Din blomning, sluten än i knopp,
Skall mogna ur sitt tvång;
Se, ur vår kärlek skal gå op
Ditt lys, din glans, din fröjd, dit hopp.
Och högre klinga skall en gång
Vår fosterländska sång.
|
Maamme
Paavo Kajander
(oversat til finsk)
1.
Oi maamme, Suomi, synnyinmaa,
soi sana kultainen!
Ei laaksoa, ei kukkulaa,
ei vettä rantaa rakkaampaa,
kuin kotimaa tää pohjoinen,
maa kallis isien!
2.
På maamme köyhä, siksi jää,
jos kultaa kaivannet
Sen vieras kyllä hylkäjää,
mut meille kallein maa på tää,
sen salot, saaret, manteret,
ne meist på kultaiset.
3.
Ovatpa meille rakkahat
koskemme kuohuineen,
ikuisten honkain huminat,
täht'yömme, kesät kirkkahat,
kaikk'kuvineen ja lauluineen
mi painui sydämeen.
4.
Täss auroin, miekoin, miettehin
isämme sotivat,
kun päivä piili pilvihin
tai loisti onnen paistehin,
täss Suomen kansan vaikeimmat
he vaivat kokivat.
5.
Tään kansan taistelut ken voi
ne kertoella, ken?
Kun sota laaksoissamme soi,
ja halla näläntuskan toi,
ken mittasi sen hurmehen
ja kärsimykset sen?
6.
Täss on sen veri virrannut
hyväksi meidänkin,
täss iloaan on nauttinut
ja murheitansa huokaillut
se kansa, jolle muinaisin
kuormamme pantihin.
7.
Tääll' olo meill on verraton
ja kaikki suotuisaa,
vaikk onni mikä tulkohon,
maa isänmaa se meillä on.
Mi maailmass on armaampaa
ja mikä kalliimpaa?
8.
Ja tässä, täss' på tämä maa,
sen näkee silmämme.
me kättä voimme ojentaa
ja vettä rantaa osoittaa
ja sanoa: kas tuoss' on se,
maa armas isäimme.
9.
Jos loistoon meitä saatettais
vaikk' kultapilvihin,
mis itkien ei huoattais,
vaan tärkein riemun sielu sais,
ois tähän köyhäänkotihin
halumme kuitenkin.
10.
Totuuden, runon kotimaa
maa tuhatjärvinen
miss' elämämme suojan saa,
sa muistojen, sa toivon maa,
in ollos, onnes tyytyen,
vapaa ja iloinen.
11.
Sun kukoistukses kuorestaan
kerrankin puhkeaa,
viel' lempemme saa nousemaan
sun toivos, riemus loistossaan,
ja kerran, laulus synnyinmaa
korkeemman kaiun saa.
|
|
Vort land
Oversættelse af Alexander Blok
Vort land, vort land, vort fædreland,
Åh, lyden, højere end alle ord!
Hvis højderyg, der vokser over jorden,
hvis kyst, hæver sig over vandet,
er mere elsket end bjergene og kysterne i
fædrenes fædreland?
Gå, arrogante fremmede,
du er glad for at høre lyden af guld!
Vort fattige Land er dystert og gråt,
Men for os er Fjelds og Skærs Mønstre
Glæde, sødere end alle Glæder,
En uvurderlig Skat.
Vi elsker vore brusende vandløb,
Ringen af løbende vandløb,
Skovenes monotone larm,
Stjernernes lys, aftenens gennemsigtighed,
Alt, alt, hvad der forbløffede øret,
Hvad der fyldte øjet.
Her med en Tanke, med en Plov og med et Sværd
gik Fædrene i Kamp,
Her Nat efter Nat, Dag efter Dag, Folkets
Aand brændte af Ild -
I Overensstemmelse med en god Skæbne,
I Kampen imod en ond skæbne.
Hvem holdt tælling af folkets kampe,
Når igen og igen
Krigen susede fra dal til dal,
kom Frost og hungersnød efter ham, -
Hvem målte det udgydte blod,
tålmodighed og kærlighed?
Ja, her, lige her, flød det Blod, Flød
for os dengang,
Folkets Sjæl blomstrede her
Og med et tungt Suk kom ud
I forlængst svundne Aar
Under Arbejdets Byrde.
Her er vort alt, her er et lyst paradis,
vore dages glæde!
Uanset hvor grusom skæbnen torturerer -
Han er med os, kære land.
Hvorfor skulle vi elske endnu mere fuldt ud,
Hellig og varm?
Og hist og her vandrer blikket,
jeg vil række hånden ud -
Se på den frydefulde vidde, se på
kysterne, se på søernes krusninger,
se på alt, som jeg ser
på det kære land.
Og lad lyset kaste over os
Fra den gyldne himmelhvælving,
Lad livet blive til en leg med planeter,
hvor der ikke fældes tårer, hvor der ikke er suk,
Og alt er et elendigt fædreland
Vi vil mindes med længsel.
O, landet, det multisø land,
hvor der ikke er tal af sange,
en fæstning fra storme, håbets paradis,
vort gamle land, vort evige land,
Og din armod lyser,
Vær frimodig, ikke dyster pande!
Den vil blomstre, din fattige farve,
Ryste skam af lænker,
Og vores løfte om loyalitet til
dig vil give glans og lys,
Og vores sang vil bære sit kald
til fremtidige tidsaldre.
|
Vores land
Oversættelse af Igor Krainyukov
Land, land, vores land! —
Ubetalelige ord...
Verden kender ikke dale og bjerge,
Der er ingen kyster, og der er ingen søer
Elskede mere end vort land,
end vort nordlige paradis.
Den fremmede vil håne: ”Nå, landet!
Berøvet luksus”,
Og stolt vil han gå sin egen vej,
Men vi elsker vort fædreland så højt,
Det skær, en skov, en enkel bæk
Vi har en mil guld.
Lyden af vore floder er til vore hjerter ,
Fædrelandets strømme løber,
Løvets raslen, den mørke skov,
Stjernernes og solens lys er en stråle fra himlen -
Alt det, hvis sang og hvis udseende
Sjælen holder altid.
Fædre kæmpede for deres fødeland
med sind, sværd, plov.
Nogle gange sorg, nogle gange succes
. Udfaldet af kampene var de,
Men finnerne hjerteslag høres,
Nu er denne lyd i live!
Hvordan beskrives undertrykkelsens strabadser,
hvad udholdt det folk,
Da krigen var på besøg her,
Og bragte den sult, død?
Hvordan måle hans pine,
beskrive hans tålmodighed?
Her er stedet, hvor blodet flød,
Ja, her brusede floden.
Her er Stedet, hvor Glæden vidste,
Her er Stedet, hvor Folket sukkede tungt
, der i deres Dage, i deres Tid,
Undertiden led for os.
Her elsker vi det, her er vores fred,
Her er det glædeligt for os at leve.
Vores land er tildelt os af skæbnen,
vi behøver ikke en anden masse, når
alt kommer til alt, hvad kan ellers være,
at vi kan elske sådan?
Her er vores sted, her er det,
vi ser det her.
Vi kan pege med hånden
På havet, på kysten,
Sig: "Se! Hvilket land!
Hun er vores fædreland!”
Selv om vi bor i paradis,
Det smukkeste land,
hvor der er et gult kors, hvor der er en blå farve,
hvor der er glæde, er der ingen sorg,
Vi vil med længsel mindes vort
elendige fædreland.
Åh, land med tusinder af søer,
min sjæl er dig trofast.
Her er vores havn, vores ly,
fædre boede her, sønner skal dø,
og din fattigdom er ikke en last,
Kære hjørne.
Du er i lænker, og din blomst er
stadig en spire,
men vores tro og kærlighed
vil hjælpe, du vil blomstre igen,
Og disse ord vil lyde,
Og deres tid kommer.
|