Lovgivning

Lovgivning  er autoriserede organers handlinger til forberedelse, vedtagelse, ændring (forbedring) og annullering af lovgivningsmæssige retsakter ; den sidste del af lovdannelsesprocessen [1] [2] [3] .

Emnerne for lovgivning kan være både statslige og ikke-statslige organer i form af fagforeninger , lokale regeringer , offentlige organisationer og borgere (hvis loven vedtages i en folkeafstemning ) med passende beføjelser [1] [2] .

Arter

Forskere identificerer kriterier for at opdele lovgivning i typer:

• efter emner;
• i henhold til forskrifter (procedurer);
• typer af vedtagne retsakter;
• emne og volumen af ​​indholdet af den fremtidige retsakt [4] .

Grundlæggende skelnes der mellem følgende typer lovgivning:

• folkeafstemning (lovgivning direkte af folket);
• Lovgivning (lovgivning af organerne i den lovgivende gren af ​​regeringen - parlamentet );
• Underordnet lovgivning (individuelle embedsmænd - minister , præsident );
• Lokale selvstyreorganer;
• Lokal lovgivning (for eksempel i en virksomhed, i en institution og organisation);
• Autoriserede offentlige organisationer (ikke-statslige, f.eks. fagforeninger) [1] [2] [4]
• Kontraktlige (indgåelse af offentligretlige kontrakter af statslige organer: konstitutionelle, intra-føderale, ledelsesmæssige) [3] ;
• Nødsituation (når en stat eller dens region er i en krisetilstand , normalt midlertidig)
• Delegeret (efter ordre, overførsel af beføjelser fra et organ til et andet, f.eks. parlamentet til et udvalg; fastsat i lovgivningen i Frankrig , Italien , Tyskland ) [5]

I den videnskabelige litteratur betragtes denne type lovgivning særskilt som retlig lovgivning, ifølge hvilken retspraksis anerkendes som en retskilde [6] [7] .

Principper for lovgivning

• Lovlighed (overholdelse af love i processen med juridisk kommunikation );
• Ordenhed (tematisk organisering af processen med juridisk kommunikation);
• Demokrati (offentliggørelse af udarbejdede lovudkast til gennemgang og diskussion med interesserede borgere, arbejderkollektiver, sociale og faglige grupper osv.);
• Effektivitet og effektivitet (klar regulering og strukturering af hele processen med at skabe lovgivningsmæssige retsakter );
• Planlægning af lovgivningsaktivitet (overholdelse af proceduren, rækkefølge af handlinger);
• Prioritering (overvejelse i første omgang af lovforslag, der regulerer grundlaget for det økonomiske og politiske system);
• Anerkendelse af den højeste værdi af menneskets og borgernes rettigheder og friheder;
• Offentlighed (åbenhed og offentlighed i processen med juridisk kommunikation);
• Videnskabelig karakter (videnskabelig gyldighed af de oprettede retsakter);
• Enhed af juridisk terminologi [8] .

Noter

1. ↑ 1 2 3 Matuzov N. I., Malko A. V. Teori om stat og lov: lærebog . - Jurist, 2004. - S. 144-146.
2. ↑ 1 2 3 Teori om stat og lov. Lærebog  / Red. Malko A.V., Lipinsky D.A. - Prospekt Publishing House, 2014. - 450 s. — ISBN 5392159397 .
3. ↑ 1 2 Ivanova M. De styrende organers retsakter . - Liter, 2017. - ISBN 9785040045914 .
4. ↑ 1 2 Bagdasarov V. Yu. Grundlaget for klassificeringen af ​​lovgivning // Journal of Russian Law. - 2012. - T. 191, nr. 11. - ISSN 1605-6590 .
5. ↑ Radko T. N. Teori om stat og lov. Lærebog for bachelorer . - Moskva: Prospekt Publishing House, 2012. - ISBN 5392082556 .
6. ↑ Morozova L. A. Om spørgsmålet om retlig lovgivning // Juridisk teknik. - 2014. - Nr. 8. - S. 288-291.
7. ↑ Ivanov R. L. Retlig lovgivning i Den Russiske Føderation og kilder til russisk lov // Bulletin of Omsk University. Serie "Right". - 2010. - Nr. 4.
8. ↑ Khramtsova N. G. Principper for lovgivning i juridisk diskurs // Huller i russisk lovgivning. Juridisk Tidende. - 2009. - Nr. 2. - ISSN 2310-7049 .

Litteratur

• Shkuratova T. P. Lovgivning af lokale regeringer // Bulletin fra Chelyabinsk State University. - 2011. - Nr. 4. - ISSN 1994-2796 .
• Afanasiev V.S. Lovdannelse og lovgivning // Juridisk videnskab og retshåndhævelsespraksis. - 2008. - V. 4, nr. 1. - ISSN 1998-6963 .