Beckett, Samuel

Samuel Beckett
brit. engelsk  Samuel Beckett
Navn ved fødslen brit. engelsk  Samuel Barclay Beckett [6]
Aliaser Andrew Belis
Fødselsdato 13. april 1906( 13-04-1906 ) [1] [2] [3] […]
Fødselssted
Dødsdato 22. december 1989( 22-12-1989 ) [4] [5] (83 år)
Et dødssted
Statsborgerskab (borgerskab)  Irland (borgerskab; permanent opholdstilladelse 1906-1928 og 1930-1931) Frankrig (permanent ophold1928-1930 og 1937-1989)
 
Beskæftigelse forfatter , lingvist , filminstruktør , manuskriptforfatter , cricketspiller , digter , romanforfatter , dramatiker , oversætter , kunstner , forfatter , lærer , intellektuel , fransk modstandsmand , videokunstner
År med kreativitet 1929 - 1989
Retning modernisme , det absurde teater
Genre drama (genre)
Værkernes sprog fransk og engelsk
Debut "Mere gø end at bide"
Præmier Nobel pris Nobelprisen i litteratur ( 1969 )
Formentor Prize (1961)
Obie (fire gange: 1958, 1960, 1962, 1964)
Priser Krigskors 1939-1945 (Frankrig) Medaille de la Resistance ribbon.svg
Saoi (1985)
Fellow of the American Academy of Arts and Sciences (1968)
Æresdoktorgrad fra Trinity College (1959)
Fellow of Trinity College (1926)
Autograf
Virker på webstedet Lib.ru
© Værker af denne forfatter er ikke gratis
 Mediefiler på Wikimedia Commons
Wikiquote logo Citater på Wikiquote

Samuel Barclay Beckett ( født 13. april 1906  -  22. december 1989 ) var en fransk og irsk forfatter , digter og dramatiker. Repræsentant for modernismen i litteraturen. En af grundlæggerne (sammen med Eugène Ionesco ) af det absurde teater . Modtog verdensomspændende berømmelse som forfatter til stykket " Venter på Godot " ( fr. En attendant Godot ), et af de mest betydningsfulde værker af verdensdrama i det XX århundrede . Vinder af Nobelprisen i litteratur i 1969 . Han boede det meste af sit liv i Paris , hvor han skrev på engelsk og fransk.  

Biografi

Tidlige år (1906–1923)

Samuel Barclay Beckett blev født den 13. april (langfredag) 1906 i det lille samfund Foxrock, en forstad til Dublin , Irland .

Hans far, William Frank Beckett (1871-1933), kom fra en velhavende protestantisk familie med franske rødder - hans forfædre forlod Frankrig under modreformationen, formentlig efter ophævelsen af ​​Nantes-ediktet i 1685, der forbød huguenotterne [8] . Bedstefaren til den fremtidige forfatter, også William ("Bill"), grundlagde en ret stor og succesrig byggevirksomhed: for eksempel firmaet "J. og W. Beckett Builders var entreprenør for bygningen af ​​National Library og National Museum of Ireland [9] . Becketts far fortsatte familievirksomheden, professionelt engageret i ejendomsvurdering og byggevurderinger. I modsætning til sin søn såvel som hans brødre, Samuels onkler, var Bill Jr. ikke kendetegnet ved kunstneriske tilbøjeligheder, men han var en fremragende atlet, en klog forretningsmand, en god familiefar og et godmodigt gemyt. Beckett var meget venlig med sin far og sørgede efterfølgende over hans død.

Mor, Mary (May) Beckett, født Roe (eng. Roe) (1871-1950), kom også fra en protestantisk familie bestående af sognebørn i Church of Ireland og tilhørte middelklassen: hendes far var ejer af en mølle og beskæftigede sig med høst og salg af korn. I en alder af 15 blev Mei forældreløs, familievirksomheden var i uorden, og forfatterens fremtidige mor blev tvunget til at arbejde som sygeplejerske og sygeplejerske på et hospital, hvor hun mødte sin kommende mand [9] . I 1901 blev parret gift og året efter fejrede fødslen af ​​deres første barn, Frank, og fire år senere blev Samuel født. Mei var kendetegnet ved en fast og dominerende karakter, men ægtefællerne komplementerede hinanden med succes, og deres ægteskab kan generelt kaldes lykkeligt.

Den fremtidige forfatter tilbragte sin barndom i Foxrock, i et rummeligt forældrehjem, der stødte op til en grund på en hektar. Beckett voksede op som en atletisk og rastløs dreng, tættere på sin far end på sin pedantiske og dominerende mor.

Beckett modtog en streng protestantisk opdragelse, først uddannet hjemme, derefter, begyndende som 9-årig, på Earlsforth School i Dublin. Skolen havde et godt omdømme hos velhavende irere, mange af dens lærere var kandidater fra det prestigefyldte Trinity College. I skolen fik Beckett berømmelse som en fremragende atlet og en dygtig elev. I 1920, i en alder af 14, blev Beckett elev ved den private Royal School of Portora i Enniskillen i Nordirland . Det er bemærkelsesværdigt, at en anden fremragende forfatter og Becketts landsmand, Oscar Wilde , tidligere studerede på samme skole . I Portora (skolen eksisterer stadig i dag) opdagede Beckett en fremragende evne inden for både humaniora og sportsdiscipliner - rugby , cricket , svømning , golf og boksning . Men på trods af akademiske og sportslige præstationer samt autoritet blandt jævnaldrende, har Beckett problemer med kommunikationen og vokser op som en dyster og tilbagetrukket ung mand.

Universitets- og parisiske år (1923-1930)

Endelig, i 1923, gik Beckett ind på det berømte Dublin Trinity College , hvor han intensivt studerede engelsk og nutidig europæisk litteratur, fransk og italiensk. På Trinity College møder Beckett en professor i romanske sprog, Thomas Rodmose-Brown, som indgyder den unge mand en interesse for klassisk og moderne europæisk litteratur og drama (Beckett studerer intensivt Ronsard , Petrarch , Racine og andre), og også opmuntrer ham i sine første kreative bestræbelser. Derudover tager Beckett private italienske lektioner og studerer ivrigt Machiavelli , Giosue Carducci , D'Annunzio og Dantes guddommelige komedie .

Som studerende fortsatte han med at spille cricket seriøst, spillede for Dublin University-holdet, spillede to førsteklasses kampe mod Northamptonshire . I 1926 blev han valgt til Trinity College Fellow moderne sprog.

I sine universitetsår bliver Beckett en regelmæssig gæst i Dublins teatre - datidens irske drama blomstrer gennem værker af Yeats , O'Casey og Sing - biografsale såvel som kunstgallerier. Derudover engagerer Beckett sig vedholdende og entusiastisk i selvuddannelse, læser meget, bliver stamgæst på National Gallery of Ireland , gennemsyret af en passion for kunst og en særlig interesse for de gamle mestre , især hollandsk maleri fra det 17. århundrede. Kærlighed til kunsthistorien og et dybt kendskab til moderne maleri Beckett vil bære hele sin kreative biografi. Universitetsårene inkluderer også Becketts første virkelig seriøse kærlighedsinteresse, dog tilsyneladende ikke-gensidig - Etna McCarthy, senere opdrættet under navnet Alba i "Dreams of Women, Beautiful and So-So".

I løbet af 1925-1926 rejste Beckett meget og besøgte Frankrig og Italien for første gang. I 1927 bestod Beckett eksamenerne, modtog en bachelorgrad i lingvistik (fransk og italiensk) og modtog efter anbefaling af sin lærer, professor Rodmose-Brown, en stilling som engelsk og fransk lærer ved Campbell College i Belfast . Pædagogisk praksis deprimerer den kommende forfatter: Beckett finder det ulidelig kedeligt at forklare elementært stof, og efter at have arbejdet i to semestre, takket være et lærerudvekslingsprogram, tager han til Paris, til den prestigefyldte Ecole Normale superière , som engelsklærer. Samtidig begynder Becketts to-årige romance med sin kusine Peggy Sinclair.

Ved ankomsten til Paris møder Beckett sin forgænger i Ecole-udvekslingsprogrammet, Thomas McGreevy, som er bestemt til at blive forfatterens nærmeste ven og fortrolige for resten af ​​sit liv. McGreevy introducerer Beckett i kunstneriske bohemekredse. I Paris stifter Beckett bekendtskab med berømtheder som Eugene Jolas (skribent, far til den berømte pianist og komponist Betsy Jolas ), Sylvia Beach (en af ​​de mest betydningsfulde skikkelser i det litterære Paris i æraen mellem de to verdenskrige), Jack Butler Yeats (den største irske nationale kunstner, yngre bror til den berømte digter ), bortset fra hvilken står allerede dengang det anerkendte litterære geni James Joyce . Der går meget lidt tid, og Beckett bliver en hyppig gæst i huset til den berømte forfatter af Ulysses.

Første litterære eksperimenter (1929-1933)

I 1929, i Paris, mødte Beckett sin kommende kone Suzanne Dechevaux-Dumesnil ( fransk  Suzanne Dechevaux-Dumesnil ) (1900 - 17/06/1989), og publicerede også i et af de magasiner, der blev skabt på foranledning af Joyce hans første litterære oplevelse - et kritisk essay " Dante... Bruno. Vico..Joyce" og den første novelle "Assumption" ( English  Assumption ).

Det er i essayet om Joyce, der kommenterer angrebene på den berømte landsmands sene værk, at Beckett formulerer en vigtig tanke i sammenhæng med den unge forfatters syn på forfatterskabets essens: ”Her er form indhold, indhold er form. . Du klager over, at dette stykke ikke er skrevet på engelsk. Det er slet ikke skrevet. Den skal ikke læses – eller rettere sagt, ikke kun læses. Hun skal ses og høres. Hans forfatterskab handler ikke om noget; det er det her noget” [10] .

Omtrent på samme tid bliver Beckett tæt på James Joyce og bliver hans litterære sekretær, og hjælper ham især med at arbejde på hans sidste og mest usædvanlige og nyskabende værk, som til sidst blev kendt som Finnegans Wake ( Eng.  Finnegans Wake ). En tvetydig episode i Becketts biografi er også forbundet med Joyce-familien, hvilket forårsagede et brud, dog midlertidigt, med en berømt landsmand. Joyces datter, den mentalt ustabile Lucia , bliver alt for forelsket i sin fars unge og attraktive assistent. Beckett gengælder ikke Joyces datter, der lider af skizofreni, resultatet af alt er Becketts brud med Joyce og Lucias tidlige anbringelse på et psykiatrisk hospital, hvor hun vil tilbringe resten af ​​sine dage.

I efteråret 1930 vendte Beckett tilbage til Trinity College, hvor han fortsatte sin lærerkarriere som assistent for professor Rodmose-Brown, hvor han underviste i fransk og holdt foredrag om Balzac , Stendhal , Flaubert , Gide , Bergson . Forelæsningsarbejde og undervisning er utroligt belastende for den lukkede, nærmest patologisk generte Beckett – efter at have arbejdet i et akademisk år forlader Beckett, til sin mors skarpe utilfredshed og sin fars skuffelse, Trinity College og vender tilbage til Paris.

Omkring denne tid er skrivningen af ​​digtet "Bloodoscope" ( eng.  Whorescope ), skabt i form af en monolog på vegne af en af ​​Becketts yndlingsfilosoffer, Rene Descartes , - forfatterens første værk udgivet i en separat bog - og et kritisk essay "Proust" om den franske modernist Marcel Prousts arbejde .

I den første halvdel af 1932, som allerede boede i Paris, arbejdede Beckett på sit første større prosaværk, Dream of Fair to Middling Women , som blev påbegyndt i Dublin et år tidligere .  Bogen, skrevet i et komplekst, ikke typisk for et modent og især sent Becket, "barok" sprog, der demonstrerer den sofistikerede lærdom af en ung forfatter, er viet til en detaljeret og forvirrende beskrivelse af forholdet til en ung mand med selvbiografiske træk ved navn Belacqua (navnebror til en af ​​karaktererne i Dantes skærsild ) med tre piger (prototypen på den første af dem, Smeraldina-Rima, var hans kusine Peggy Sinclair, den anden, Syra-Kuza, Joyces skøre datter , Lucia, den tredje, Alba, universitetsskribentens, Etna McCarthys kærlighedsinteresse). Romanen var en temmelig "rå", ifølge Beckett selv, "umoden og uværdig", selvom den demonstrerede forfatterens omfattende encyklopædiske lærdom i spørgsmål om litteratur, filosofi og teologi, blev værket forventet afvist af alle forlag, og udgivet, iflg. forfatterens vilje, først posthumt i 1992.

"Bad Times", " Murphy ", sidste emigration til Frankrig (1933-1940)

1933 er ikke et let år for en nybegynder og indtil videre mislykket forfatter. Først dør Peggy Sinclair af tuberkulose, et par uger senere dør Becketts far, hvilket kaster ham ud i en svær depression, blandet med panikanfald. Forfatteren forlader igen Irland og flytter for at bo i London. I England lever Beckett, på trods af at hans far efterlod ham en vis mængde støtte efter hans død, under økonomisk begrænsede forhold og lider fortsat af depression, tvivl om sig selv og sin egen fremtid. I håbet om at slippe af med alvorlige psykologiske problemer tyr Beckett til psykoanalysesessioner , som var i hastig udvikling på det tidspunkt , og læser entusiastisk Freuds , Adlers , Ranks og Jungs værker . Et psykoterapiforløb med Dr. Bion hjælper Beckett med at indse, at kreativitet kan være en god medicin på vejen til bedring fra neuroser og komplekser [11] .

I maj 1934 lykkes det endelig Beckett at udgive sin første samling af historier, forenet af den fælles helt Belacqua, vi allerede kender, - " More barks than bites " (oversættelsesmulighed - "More poke than blows") (  (engelsk) . Mere Pricks Than Kicks ), som dog heller ikke fik nævneværdig succes hos hverken læsere eller kritikere. I 1935 udgiver et lille forlag ejet af en af ​​forfatterens venner Becketts digtsamling Echo Bones. På samme tid begyndte arbejdet med romanen " Murphy ".

Hverken en forfatterkarriere eller en karriere som litteraturkritiker og essayist i London er ikke fastsat. Beckett er i gang med en ængstelig og for det meste mislykket søgen efter sig selv i faget og livet. Så, Beckett skriver et brev til S. Eisenstein med en anmodning om at blive optaget til at studere ved State Institute of Cinematography (intet svar blev modtaget), forsøger at få en lærerstilling ved University of Cape Town, skriver digtet "Cascando" undervejs rejser rundt i Nazityskland, med særlig opmærksomhed på de rigeste kunstgallerier i Hamborg , Berlin, Dresden og München.

I midten af ​​oktober 1937 slog forfatteren sig endelig ned i Paris, som var bestemt til at blive hans andet hjem indtil hans død.

Efter at have slået sig ned i Frankrig, forsøger Beckett at få Murphy , færdiggjort i juni 1936, til et af forlagene, og efter 42 afvisninger [12] udkommer romanen stadig i marts 1938.

Dette værk er frugten af ​​Becketts store og intense arbejde med at finpudse sin egen litterære stil og fortælleevner. Værket, som blev påbegyndt under forfatterens ophold i London i 1934, er stadig stærkt præget af Joyce, men Becketts stemme får en stadig mere individuel karakter. I centrum af historien er en arbejdsløs irer bosat i London ved navn Murphy og historien om hans flugt fra virkeligheden i verden omkring ham. Murphy bekender sig til en filosofi om minimal indsats, en slags non-doing, som igen forudbestemmer heltens excentriske adfærd - Murphy spænder periodisk sine bælter til en gyngestol, introducerer sig selv i en slags trance og bruger ret lang tid i denne tilstand. Murphy, der er dybt mistroisk, grænsende til afsky for enhver form for fysisk eller social aktivitet, er fuldstændig upraktisk og lever på lønningslisten hos sin elskede Celia, der som prostitueret forgæves forsøger at opmuntre Murphy til at finde arbejde og stifte en normal familie liv.

Ved at balancere på grænsen til parodi i beskrivelsen af ​​de talrige særheder ved en helt, der ikke er helt normal set fra lægmandens synspunkt, sætter Beckett sig ikke desto mindre det mål at latterliggøre endnu en af ​​de endeløse række af talentløse tabere, der dækker over deres dovenskab og manglende evne til praktisk liv med vidtløftige excentriske teorier. Beckett er både hånende og yderst alvorlig i forhold til sin karakter, hvis ideologiske søgen: et forsøg på at løse modsætningen mellem sjæl og krop, ønsket om fred og behovet for aktivitet, et forsøg på at finde harmoni med sig selv, hermetisk indhegnet væk fra verden, udgør kernen i forfatterens filosofiske søgen gennem hele livet. Murphys intellektuelle flugt ender tragisk, og selve romanen, skrevet i en afvigelse fra de sædvanlige fiktive mønstre, fuld af specifik humor, litterære og filosofiske hentydninger, trods ros fra Joyce, blev modtaget af kritikere med stor tilbageholdenhed og havde ingen kommerciel succes.

Endnu en litterær fiasko, der allerede lider af depression, går Beckett igennem meget hårdt. Beckett forsøger at finde trøst i at arrangere sit personlige liv, konvergerende med Suzanne Decheveaux-Dumenil, som det viste sig - for resten af ​​hendes liv (parret vil officielt gifte sig først i 1961). Samtidig begyndte Beckett at oversætte "Murphy" til fransk og gjorde sine første forsøg på at skrive poesi på et sprog, der ikke var hans eget.

I januar 1938, i Paris, blev Beckett stukket i brystet og næsten dræbt, da han nægtede chikane af en berygtet alfons, der bar efternavnet Prudin. Joyce gav Beckett et privat værelse på hospitalet. Ved det indledende retsmøde spurgte Beckett angriberen om motivet bag knivstikkeriet. Pruden sagde: "Je ne sais pas, Monsieur. Je m'excuse" ("Jeg ved det ikke, sir. Jeg er ked af det"). Beckett frafaldt til sidst anklagerne mod sin overfaldsmand, dels for at undgå yderligere formaliteter, dels fordi han fandt Pruden som en behagelig og velopdragen mand.

Anden Verdenskrig, " Watt " (1940-1945)

I september 1939 begynder den mærkelige krig , denne nyhed fangede Beckett i Irland, da han besøgte sin mor, hvorefter han straks vender tilbage til Paris og frivilligt går ind i hæren som en ordensmand . I juni 1940 uddeler Nazityskland Frankrig et knusende slag, tyske tropper går ind i Paris. Beckett bliver, på trods af at han er borger i neutralt Irland, medlem af modstandsbevægelsen den 1. september 1940 . På trods af at Becketts deltagelse i "Modstanden" hovedsageligt blev reduceret til udførelsen af ​​oversættelses- og kurerfunktioner, var den fare, som forfatteren udsatte sig for, ret reel, hvis ikke dødelig. Senere mindede Beckett med sin karakteristiske beskedenhed og selvironi, at hans kamp mod Nazityskland lignede spillet med drengespejdere.

I 1942 bliver modstandscellen, som Samuel og Suzanne var medlemmer af, afsløret, dens medlemmer arresteres, og parret, der flygter fra Gestapo -forfølgelse , tvinges til at flygte til den ubesatte del af Frankrig, til den lille landsby Roussillon i provinsen Vaucluse i den sydlige del af landet. Her ligger Beckett på bunden og udgiver sig for at være en fransk bonde og altmuligmand, der tjener til livets ophold ved dagarbejde i marken og hugger brænde [13] .

Den dystre livserfaring opnået gennem flere år tilbragt i Sydfrankrig, i en atmosfære af ubarmhjertig frygt for eget liv, forladthed og isolation fra verden, engageret i hårdt fysisk arbejde, dannede grundlaget for Becketts næste prosaværk, det tredje roman i træk " Watt ", udgivet først i 1953 og blev et vendepunkt i forfatterens arbejde. Hvis Becketts tidligere værker stadig fulgte i kølvandet på de grundlæggende litterære kanoner, havde, omend vagt struktureret, et plot, karakterer udstyret med en realistisk biografi, så bryder " Watt " innovativt med sådanne konventioner. Hvis Murphy stadig kan klassificeres som en typisk "urban galning", en "evig studerende", der gik amok midt i filosofering og fattigdom, eller bare en ung intellektuel i konflikt med verden, så er Watt et væsen med en mørk fortid, lidt forstået nutid og en fuldstændig tåget fremtid. Romanens plot er, trods al dens skematiske konventionalitet, meget enkel: Watt går på arbejde i Mr. Notts hus, befinder sig i centrum af fuldstændig ulogiske og absurde begivenheder, som han uden held forsøger at forstå. Alle Watts forsøg på at tænke, forstå eller blot føle Mr. Nott, hvor Watt mister evnen til rationel tænkning og kommunikation, mislykkes, og Watt, fuldstændig desorienteret, forlader Mr. Notts hus, og en anden tjener, Mick, kommer til Watts sted . Som en moderne russisk forsker af forfatterens arbejde, D. V. Tokarev, skriver, er rollen som en guddom i romanen "udført af Mr. Nott, hvis natur overskrider de begreber, der er iboende i det menneskelige sind. Guddommen er utilgængelig for perception, utilgængelig for en ekstern iagttagers blik, der forsøger at tillægge ham menneskelige egenskaber” [14] . Således rejser Beckett i "Watt" et helt lag af spørgsmål om filosofi, teologi, der lægger grundlaget for hans innovative kreative metode, som består i at forkaste den tidligere realistiske tradition med dens konventioner og et sæt standardteknikker.

I slutningen af ​​krigen tjente Beckett, som blev tildelt af den franske regering for sin deltagelse i modstandsbevægelsen, i nogen tid på det irske Røde Kors militærhospital i Saint-Lo i Normandiet, og vendte derefter tilbage til Paris med Susanna.

Efterkrigssucces, trilogi, det absurde teater (1946–1969)

Bor i Paris mellem 1946 og 1950. Beckett arbejder videre med prosa: kortromanerne og romanerne Mercier og Camier, Molloy , Malon Dies og The Nameless One . De sidste tre værker, der udgør trilogien, repræsenterer en separat milepæl i Becketts kreative biografi. Det tog flere år at finde en udgiver til trilogien. Med aktiv deltagelse af Becketts kone, Suzanne, blev et forlag fundet i begyndelsen af ​​1950'erne, og avancerede kritikere var meget opmærksomme på den lidet kendte forfatter [15] .

Hvis Beckett i begyndelsen af ​​sin kreative vej tiltrak den udvidede og komplicerede intellektuelle og filosofiske søgning, der var arvet direkte fra Joyce, blev revet med af sprogspil og konstruktionen af ​​komplicerede litterære hentydninger, så når han arbejdede på " Watt " og trilogien er styret af en radikalt anderledes poetik - karaktererne mister hvor meget - På en eller anden måde bliver de enkelte træk, realiteter og tegn på handlingens tid og sted, der præger dem, uhåndgribelige, selve handlingen reduceres til ingenting. Disse tekster gjorde virkelig en revolution i verdenslitteraturen: for eksempel indrømmede Louis Aragon , at han ikke forstod: hvordan en sådan prosa overhovedet er mulig [16] . Det blev dog muligt, og paradoksalt nok i et sprog, der ikke var hjemmehørende for forfatteren.

I 1948 afsluttede Beckett arbejdet med sit mest berømte værk, som gav ham verdensomspændende berømmelse, det absurdistiske skuespil " Waiting for Godot ", som havde premiere i Paris i begyndelsen af ​​januar 1953.

De fleste af værkerne skabt af Beckett efter slutningen af ​​Anden Verdenskrig blev skrevet af forfatteren på fransk. Således vender Beckett sig endelig til fransk som hovedsprog for litterær kreativitet og fortsætter derved den sjældne tradition for tosprogethed i europæisk litteratur og bliver på niveau med Joseph Conrad , Franz Kafka og Vladimir Nabokov . Beckett forklarede senere overgangen til fransk med behovet for at udvikle en løsrevet skrivemetode, blottet for en karakteristisk stil.

I begyndelsen af ​​1950'erne kom succesen endelig til Beckett. " Waiting for Godot " er opført i de bedste teatre i Europa. Fra 1951 til 1953 udkom en prosa-trilogi (romanerne " Molloy ", " Malon Dies " og " Nameless "), som gjorde Beckett til en af ​​de mest berømte og indflydelsesrige forfattere i det 20. århundrede. Disse værker, baseret på de innovative tilgange til prosa, der blev testet under arbejdet med "Watt", og som ikke har meget til fælles med de sædvanlige litterære former, blev skrevet på fransk og senere oversat til engelsk af forfatteren selv.

Efter succesen med Waiting for Godot fortsatte Beckett med at arbejde som dramatiker og modtog en kommission fra BBC i 1956 for at skabe et radiospil kaldet All That Fall. I slutningen af ​​1950'erne og begyndelsen af ​​1960'erne skabte Beckett skuespil, der lagde grunden til det såkaldte absurde teater - " End Game " / "Endgame" (1957), "Krapp's Last Tape " / "Krapp's Last Tape" (1958) ) og "Happy Days" / "Happy Days" (1961). Disse værker, som næsten øjeblikkeligt blev internationale teaterklassikere, minder i tematik om eksistentialismens filosofi , berører temaerne fortvivlelse og viljen til at leve over for en ligeglad med mennesket og ukendelig verden. I 1964 blev der ifølge Becketts eneste filmmanuskript optaget en kort sort-hvid film " Film ", dedikeret til problemet med det opfattede objekt og det opfattende subjekt.

Beckett fortsætter med at arbejde inden for dramaturgien, og på trods af at hans værker er dybt gennemsyret af temaerne aldring, ensomhed, lidelse og død, opnår han ikke kun lokal succes blandt den intellektuelle boheme i Paris og London, men erhverver verden over. berømmelse og anerkendelse, hvis højdepunkt er tildelingen af ​​Nobelprisen i litteratur i 1969. I sin beslutning bemærkede Nobelkomiteen [17] :

Samuel Beckett blev tildelt prisen for nyskabende værker inden for prosa og drama, hvor det moderne menneskes tragedie bliver hans triumf. Becketts dybe pessimisme rummer en kærlighed til menneskeheden, som kun vokser, efterhånden som man går dybere ned i afgrunden af ​​sjofel og fortvivlelse, og når fortvivlelsen synes grænseløs, viser det sig, at medfølelse ikke har nogen grænser.

Prismodtageren, som ikke tolererede den tætte opmærksomhed på sin egen person, der ledsager litterær berømmelse, indvilligede i at modtage prisen kun på betingelse af, at det franske forlag og hans mangeårige ven Jerome Lendon modtager denne pris , hvilket blev gjort.

Senere arbejde og sidste år (1970-1989)

I slutningen af ​​1960'erne og begyndelsen af ​​1970'erne drev Becketts arbejde i stigende grad mod minimalisme og kompakthed. Et slående eksempel på en sådan udvikling er skuespillet "Breath" / "Breath" (1969), som kun varer 35 sekunder (30 sekunder - ifølge Guinness Book of Records , hvor dette værk er opført som det korteste stykke [18] ) og har ikke en eneste handlende person. Under forestillingen baseret på stykket "Not I" / "Not I" (1972) har beskueren mulighed for kun at betragte fortællerens stærkt oplyste mund, mens alt andet på scenen er kastet ud i mørke.

Selvom Becketts arbejde er fokuseret på den individuelle "eksistentielle" oplevelse af en adskilt, privat og socialt marginaliseret person, er der i hans arbejde plads til manifestationen af ​​medborgerskab. Et eksempel er skuespillet "Catastrophe" / "Catastrophe" (1982), fokuseret på temaet tyranni , dedikeret til den tjekkiske dramatiker, Becketts gode ven og senere den første præsident for den post-kommunistiske Tjekkiet, Václav Havel .

Den sene periode af Becketts værk er præget af lange pauser, fortsættelsen af ​​eksperimenter med poesi og prosa afbrudt af dramatiske værker. I første halvdel af 1980'erne skabte Beckett en række noveller "Company" / "Company" (1980), "Badly seen badly told" / "Ill Seen Ill Said" (1982) og "Worstward" / "Worstward Ho " (1984), hvor han fortsætter dialogen med hukommelsen, med stemmer fra fortiden.

I de seneste år har Beckett ført et ekstremt afsondret liv og undgået at komme med kommentarer om sit arbejde. Samuel Beckett døde i Paris den 22. december 1989 i en alder af 83, få måneder efter hans kone Suzannes død.

Fakta

Legacy

Beckett, der opnåede stor berømmelse i løbet af sin levetid, rangerer fortjent blandt klassikerne i den vesteuropæiske litteratur i det 20. århundrede. Forfatterens værk, der er kendetegnet ved sin innovative tilgang og dybe filosofiske indhold, indtager en hæderlig plads i pantheonet af engelsk og verdenslitteratur sammen med sine fremragende forgængere Joyce, Proust og Kafka. Becketts værk repræsenterer det mest konsekvente angreb på den realistiske litterære tradition . Beckett genopfandt faktisk både litteraturen og teateret, rensede dem for konventionernes diktater, og fokuserede sin opmærksomhed på de mest universelt formulerede problemer i den individuelle eksistens, søgen efter dens mening, ensomhed og død. Som den russiske litteraturkritiker Alexander Genis bemærker : "Beckets helt er en mand, der er ustabil på fødderne. Det er forståeligt. Jorden trækker ham ned, himlen - op. Udspændt mellem dem, som på et stativ, kan han ikke rejse sig fra alle fire. Alle og enhvers almindelige skæbne. Beckett var trods alt interesseret i udelukkende universelle kategorier af væren, som ligeså beskriver ethvert rationelt individ” [19] .

Becketts indflydelse på samtidskunsten er enorm. På forskellige tidspunkter anerkendte berømte dramatikere som Václav Havel , John Banville , Aidan Higgins , Tom Stoppard og Harold Pinter offentligt Becketts autoritet. Beat-generationen skylder meget den irske forfatters arbejde, såvel som forfattere som Thomas Kinsella og Derek Mahon . Mange store komponister, herunder Morton Feldman , Heinz Holliger , Pascal Dusapin , har skabt værker baseret på Becketts tekster.

I Irland, hvor forfatterens minde æres lige så nidkært som mindet om Joyce, afholdes der jævnligt festivaler dedikeret til Becketts kreative arv. Den 10. december 2009, i Dublin, med deltagelse af en anden nobelpristager i litteratur fra Irland, den berømte digter Seamus Heaney , blev der afholdt en højtidelig ceremoni for at åbne en ny bro over Liffey , der bærer forfatterens navn. Et flådefartøj fra Republikken Irland er opkaldt efter ham [20] .

Større værker (med udgivelsesdato)

Prosa Skuespil Digte Scenarier

Udgaver på russisk

Beckett og musik

Barrett, Richard / Barrett, Richard (1959) Berio, Luciano / Berio, Luciano (1925-2003) Glas, Philip / Glass, Philip (1937) Gervasoni, Stefano / Gervasoni, Stefano (1962) Karaev Faraj (1943) Kurtág , György (1926) Rand, Bernard / Rand, Bernard (1934) Turnage, Mark-Anthony (1960) Feldman, Morton / Feldman, Morton (1926-1987) Finnissy, Michael / Finnissy, Michael (1946) Haubenstock-Ramati, Roman / Haubenstock-Ramati, Roman (1919-1994) Holliger, Heinz / Holliger, Heinz (1939) Planlagt til produktion (pr. december 2011) Kurtág , György (1926) Boulez, Pierre / Boulez, Pierre (1925)

Noter

  1. ↑ Samuel Beckett // Nationalencyklopedin  (svensk) - 1999.
  2. ↑ Samuel Barclay Beckett // Brockhaus Encyclopedia  (tysk) / Hrsg.: Bibliographisches Institut & FA Brockhaus , Wissen Media Verlag
  3. ↑ Samuel Barclay Beckett // Dictionary of Irish Biography  (engelsk) - Royal Irish Academy .
  4. ↑ Samuel Beckett // Gran Enciclopèdia Catalana  (kat.) - Grup Enciclopedia Catalana , 1968.
  5. ↑ https://rkd.nl/nl/explore/artists/485290
  6. ↑ bog
  7. ↑ https://deces.matchid.io/id/ncZXboIxtJEm
  8. ↑ Anthony Cronin. Samuel Beckett. Den sidste modernist. Flamingo. London. 1997
  9. ↑ 12 James Knowlson . Damned to Fame. Samuel Becketts liv. Grove Press. new york. 1996.
  10. ↑ Samuel Beckett. Skærver. Moskva "Tekst", 2009
  11. ↑ Tokarev D.V. Forestil dig dødbringende fantasi. // Samuel Beckett. Værdiløse tekster. - St. Petersburg: Science , 2003. - (Litterære monumenter) - ISBN 5-02-028514-5
  12. ↑ Irina Kabanova. Samuel Beckett. Murphy Arkiveret 6. oktober 2013 på Wayback Machine // Volga , 1999, nr. 10.
  13. ↑ En læsevejledning til Samuel Beckett: Hugh Kenner. Syracuse University Press, 1996.
  14. ↑ D. V. Tokarev. På vej mod det værste: absurditet som tekstkategori hos Daniel. Kharms og Samuel Beckett / D. V. Tokarev. - M .: Nyt tændt. anmeldelse, 2002.
  15. ↑ Yu. Shtutina. Mørk alder. Et hundrede år af Samuel Beckett | . Hentet 5. oktober 2013. Arkiveret fra originalen 7. oktober 2013.
  16. ↑ Evgeny Meshcheryakov. Samuel Beckett| Umulighed| . Hentet 6. oktober 2013. Arkiveret fra originalen 9. november 2013.
  17. ↑ Nobelprisvindere: Encyclopedia / Pr. fra engelsk. — M .: Fremskridt, 1992.
  18. ↑ Korteste afspilning Guinness World Records . www.recordsguinness.ru _ Hentet 27. juni 2020. Arkiveret fra originalen 29. juni 2020.
  19. ↑ A. Genis. Beckett: Poetics of the Unbearable. Udgivet i Znamya magazine, 2003, nr. 3
  20. ↑ LÉ Samuel Beckett deltager i missionen for at forstyrre menneskehandel . Hentet 15. april 2018. Arkiveret fra originalen 16. april 2018.
  21. ↑ Romanen blev skrevet i begyndelsen af ​​30'erne af det XX århundrede, men udgivet først efter forfatterens død.
  22. ↑ Navnet er også oversat som "Endgame".
  23. ↑ Ifølge bemærkningen fra Lev Naumov , en forsker af Becketts arbejde, er det mere passende at oversætte titlen til "The Play". Se Naumov L. Samuel Becketts film "Film" som en kollision mellem litteratur og film // Filmkunst. 2018. nr. 3/4.

Valgt bibliografi

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder
Ordbøger og encyklopædier
Slægtsforskning og nekropolis

‎