Liste over karakterer i romanserien In Search of Lost Time

Det følgende er en liste over karakterer i Marcel Prousts In Search of Lost Time - serie af romaner (herefter benævnt "Søgning"). Listen er opdelt i tre grupper: hoved (27), sekundære (38) og episodiske (170) tegn. Inden for hver gruppe er tegnene listet i alfabetisk rækkefølge.

Om principperne for karakterudvælgelse og variationen af ​​deres navne

Antallet af personer nævnt i "Søgningen" er meget stort (ifølge nogle skøn - omkring to et halvt tusinde [1] [2] ), så listen omfatter kun de karakterer, der gentagne gange optræder i fortællingen (har en aktiv narrativ betydning), eller vises én gang, men præsenteret af forfatteren i aktiv handling eller i en lys portrætkarakteristik (de har en selvstændig figurativ betydning). Listen omfatter ikke tegn, der optræder eller nævnes som passive eller nominelle tal. Et antal tegn optræder i "Søgningen" under forskellige navne og kaldenavne: hver sådan karakter gives en beskrivelse af hovednavnet (mest almindelige), resten af ​​hans navne og øgenavne er angivet i alfabetisk rækkefølge (med reference til hovednavnet) en) i det afsnit, hvori hovedbeskrivelsen er placeret .

På kilder, problemet med oversættelse af nogle navne og symboler

Den tekstologiske kilde til udarbejdelsen af ​​denne liste var den første komplette russisksprogede 7-binds udgave af Poisks, udgivet af Amfora -forlaget i 1999-2001. Oversættelsen af ​​bind I-VI blev lavet af N. M. Lyubimov (afsnit "Bilag" i VI bind blev oversat af L. M. Tsyvyan ), VII - af A. N. Smirnova. Litteraturkritiker A. D. Mikhailov bemærkede, at Smirnova oversatte en række navne anderledes end Lyubimov, og at oversættelsen af ​​bind VII ikke passede med bind I-VI: I Smirnovas oversættelse optræder "Charlus" (Lyubimovs "Charlus", hvilket også er muligt ) , komponisten "Venteuil" (i resten af ​​bindene "Venteuil"), familien "Kambremer" (hvilket er helt korrekt, men Lyubimov kom med "Govozho" for at formidle et ikke helt anstændigt ordspil); i Time Regained kaldes Albertines ven Andre forgæves "Andrea", og hvad der er absolut uacceptabelt, da hertugen af ​​Guermantes analfabet optræder som "Mr. Guermantes" ” [3] [K 1] . Navnene på tegnene på listen er angivet i Lyubimovs oversættelse, fransk stavemåde er angivet i parentes, Smirnovas varianter er markeret med en stjerne. Referencer er angivet i firkantede parenteser til de tilsvarende steder i teksten til "Søgningen": Romertal angiver bind, arabiske tal angiver sider.

Hovedpersoner

• Albertine Simonet
• Amede, Bathilde  - se Fortællerens bedstemor
• Andre (Andrée) / Andrea *, en pige "fra en flok" i Balbec , den ældste af dem, en ven af ​​Marcel og Albertine [4] . "Andre var uhørt rig, og med en fantastisk generøsitet gav hun Albertina, en fattig forældreløs, mulighed for at nyde den luksus, hun levede i." Marcel, der var forelsket i Albertine, lod i nogen tid, som om han foretrak Andre [II:510,544-545] [4] . Senere, ikke uden grund, begyndte han at mistænke Andre for at have et kærlighedsforhold til Albertine (da Dr. Cotard havde gjort ham opmærksom på dette under sit andet ophold i Balbec). Efter Albertines død bekræfter André mange af sine mistanker om Albertines elskerinder [IV:232-233; VI:173]. Efterfølgende giftede Andre sig med Octave, Madame Verdurins nevø, og fortsatte med at omgås Marcel. I slutningen af ​​The Quest bliver Andre en nær ven af ​​Gilberte [VII:41,307-308] [4] .
• Fortællerens bedstemor , Bathilde Amédée
• Bazaine, hertug af Guermantes (Basin de Guermantes) / hr. Guermantes*
• Bergotte / Bergotte*
• "Bish"  - se Elstir
• Block, Albert (Albert Bloch)
• Brichot (Brichot), professor ved Sorbonne , tidligere direktør for skolen; en frekventer af "klanen" af Verdurinerne, hvor han fik tilnavnet Shoshot; filolog og pedant [5] . Efter at det lykkedes Madame Verdurin fuldstændig at underordne Brichot sin indflydelse, "begyndte hun at genere denne "trofaste" med sin grænseløse smidighed og ydmyghed, hvori hun var sikker på forhånd" [I: 318; IV:319.388; V:343]. Fortælleren, der besøgte Verdurins-aftenerne i La Raspellier, nær Balbec, foretrak fra hele klanen at tale med den lærde Brichot - på trods af at "Brichauds fysiske syn lod meget tilbage at ønske, men med sit åndelige blik favnede han bredt mellemrum." For professoren var det ingen hemmelighed, at Madame Verdurin lo af ham, nogle gange foran alle, endda grinede af hans fysiske mangler, men da han blev overbevist om værdien af ​​venskab med mennesker og forliget sig med dette, overvejede han alligevel Fru Joo Verdurin er min bedste ven” [IV:418-419]. I Paris møder Marcel Brichot igen, på vej til Verdurins for en musikalsk aften. Den underdanige Brichot deltager i slutningen af ​​aftenen i deres sammensværgelse mod de Charlus og fortryder, delvist indrømmende dette over for fortælleren, hvad han bliver nødt til at deltage i [V:231-267] [6] . I begyndelsen af ​​verdenskrigen vinder professoren popularitet med sine patriotiske og chauvinistiske avistaler. Men Brichots sociale betydning vakte for første gang Madame Verdurins jalousi, og hun lancerede en "anti-Brichot-kampagne", der udsatte professoren for hendes sekulære venners latterliggørelse [VII: 104-106].
• Vinteuil / Vinteuil*
• Verdurin, Gustave (Verdurin, Gustave ou Auguste) / Auguste *, tidligere kritiker af revyen, forfatter til den berømte monografi om Whistler ; mand og assistent for Madame Verdurin, et af de centrale medlemmer af hendes "klan" [5] [7] . Han udtrykte sin mening først efter sin hustru, "hele hans rolle var at opfylde hendes ønsker og de troendes ønsker, og her viste han en overordentlig opfindsomhed." Fortælleren beskriver begivenhederne forud for Swanns romantik med Odette: "Min bedstefar kendte Verdurin-familien godt ... Men han afbrød alle forhold til ham, som han kaldte den "unge Verdurin": han troede, hvilket forenklede situationen noget, at den "unge Verdurin", efter at have reddet sine millioner, omgav han sig med bohemer og alskens riff-raff" [I: 260; II:250; VII:11]. Proust beskriver udviklingen af ​​Verdurins holdning til et af de faste medlemmer af klanen, Sagnet, i en kæde af episoder, der løber gennem flere bøger af The Quest. kom til hans forfølgelse ved Morels musikalske aften, som førte til et hjerteanfald og Sanets forestående død. Denne dramatiske scene er forfatterens tilføjelse til teksten til The Captive, udgivet efter Prousts død, et indlæg, "sikkert sent, lavet efter færdiggørelsen af ​​hovedteksten ... Proust havde ikke tid til at bringe historien om denne korte scene i tråd med den efterfølgende fortælling; i første omgang skulle ægteparret Verdurin trods alt betale en lille husleje til Sannet, som var gået konkurs på børsen, hvilket gav ham mulighed for at strække ud i flere år endnu” [8] [V: 314-315,385-388].
• Verdurin, Sidonie
• de Villeparisi, Madeleine (Madeleine de Villeparisis)
• Guermantes, hertuginde  - se Oriana
• Guermantes, hertug  - se Bazin
• Guermantsky, Prins  - se Gilbert
• Gilberte Swann
• Jupien _
• Cottard / Cottard*
• de Crescy, Odette  - se Odette
• Legrandine (Legrandin)
• Legrandins søster  - se de Govozho, Rene-Elodie
• de Lom (de Laumes), prins og prinsesse - se Bazin, Oriana
• Marseille  - se Fortæller (Marseille)
• Fortællerens mor , datter af bedstemor (q.v.). Marcel er så stærkt knyttet til sin mor, at han, da han ikke længere er et ret lille barn, lider af den natlige adskillelse fra hende under deres sommerophold i Combray [9] [10] . I en beskrivelse af den første tur til Balbec fanger han det uundgåelige, som hans opvækst førte til: "For første gang følte jeg, at min mor kunne leve uden mig, ikke for mig, ikke et liv som mig ... jeg oplevede adskillelse fra min mor især hårdt, fordi hun ifølge mine ideer var for min mor det sidste led i den kæde af skuffelser, jeg gav hende, som hun skjulte for mig ”[I: 53-54.383; II:244-245,299]. I et forsøg på at være en støtte for sin mand og være vært for den indflydelsesrige, men ubehagelige de Norpois, "troede hun, at hun ved at styrke min fars gode mening om Marquis de Norpois og derved hæve den i sine egne øjne opfyldte sin pligt til at gøre livet mere behageligt for sin mand ... Og da hun ikke var i stand til at lyve for min far, så overbeviste hun sig selv om, at hun var fascineret af ham, for oprigtigt at rose ambassadøren. På sin anden tur til Balbec, efter hans bedstemors død, ledsages Marcel af sin mor [10] . På den allerførste dag, efter at have oplevet smertefulde minder om sin bedstemor, forstår han: "faktisk, til ægte sorg, hvad var min mors sorg - sorg, der i lang tid, og i andre tilfælde for altid, bogstaveligt talt trækker dig ud af livet, så snart du mister din elskede. af en person — meget langt fra den flygtige sorg, som dog senere viste sig at være min — jeg brænder for sent og flygtigt” [II: 14; IV:201-204]. Nogen tid efter at Marcel foreslog at gifte sig med Albertine, med hendes mors tilladelse, bosatte hende i deres lejlighed i Paris, ændrede hendes mors holdning til det, der sker: "Mor, overbevist om, at hun stadig ikke ville være i stand til at få mig til at opgive mit valg foretrak at lade som om hun godkendte ham. Men de, der så hende på det tidspunkt, fortalte mig senere, at konstant bekymring var blandet med den sorg, som hendes mor havde påført hende. Efter Albertines flugt og død tog Marcels mor ham med til Venedig "i mere end en måned", hun er til stede ved slutningen af ​​"Søgningen" [V:12; VI:255; VII:174] [10] . Prototype: Prousts mor, Jeanne-Clémence Proust , født Weil (1849-1905) [11] .
• de Mezeglise, Greve  - se Legrandin
• "Meme"  - se de Charlus
• Morel, Charles
• de Norpois
• Odette (Odette)
• Oriana, hertuginde af Guermantes (Oriane de Guermantes) / fru Guermantes*
• Palamede  - se de Charlus
• Fortæller (Prousts helt) (Marcel)
• Rachel (Rachel) / Rachel *, cocotte , som Marcel gav tilnavnet "Rachel, du er givet til mig" (efter navnet på arien fra F. Halevis opera " Zhidovka "); Zezeta, elskerinde til Marquis de Saint-Loup; derefter Octaves elskerinde, som han efterlod til Andre, en skuespillerinde [12] . Marcel så hende for første gang i et besøgshus af "den seneste kategori"[II:167-168; III:162; VI:238] [13] . To år senere, efter at være blevet venner med Saint-Loup, finder han ud af, at han har en elskerinde, et forhold, som hans slægtninge betragter som fatalt. Da han ikke kender Saint-Loups elskerinde af syne, bemærker han, at "skuespillerinden", der boede sammen med ham... faldt ud af kærlighed til ham og kun plagede ham... og forsinkede dog øjeblikket for den sidste pause... højst sandsynligt roligt at vente på, at 'kapitalen samler sig'". Senere, da deres fælles møde fandt sted, og Marcel "øjeblikkeligt genkendte 'Rachel, du er blevet givet til mig'" i sin vens elskerinde, forblev Saint-Loup og Rachel uvidende om dette [II:387-391; III:156]. Hendes forvandling på scenen forklarede ham "grundlaget for det selvbedrag, som Saint-Loup faldt ind i i hans forhold til Rachel": denne skuespillerindes ansigt var et af dem, der fortryller på afstand, selvom "de tæt på smuldrer til støv." I slutningen af ​​stykket gik Saint-Loup og Marcel bag scenen: "Det landskab, der stadig stod på scenen, mellem hvilket jeg gik min vej, blottet for alt, hvad afstand og lys giver dem, alt, hvad den store kunstner hvem der skrev dem havde i tankerne, så nu elendig ud, og den samme ødelæggende kraft rørte Rachel, som jeg var overbevist om, da jeg nærmede mig hende” [III:164-165,174-175]. Selv efter Saint-Loups ægteskab var indflydelsen fra hans tidligere elskerinde stadig tydelig: Til at begynde med prøvede Gilberte, for at behage sin mand, at ligne Rachel, dekorerede hendes hår med karmosinrøde, karminrøde eller gule sløjfer, gjorde samme frisure” [VI:348] . I slutningen af ​​"Søgningen" ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes, møder fortælleren Rachel, som "blev inviteret her til at læse Victor Hugo og Lafontaines digte ". Han fandt hende "en monstrøst udseende gammel kvinde", med en opførselsstil og dårlig diktion [VII:309,324]. Prototype: Louise de Mornan (1884-1963), vaudeville-skuespillerinde, mødte Proust i 1903 og havde en omfattende korrespondance med ham [14] .
• Swann, fru  - se Odette
• Swann, mademoiselle  - se Gilbert
• Swann, Charles
• de Saint-Loup, Marquise  - se Gilbert
• de Saint-Loup, Robert (Robert de Saint-Loup eller Saint-Loup-en-Bray)
• "Tish"  - se Elstir
• de Forcheville, Baronesse  - se Odette
• de Forcheville, mademoiselle  - se Gilbert
• Françoise (Françoise)
• de Charlus, Palamède Guermantes (de Charlus, Palamède de Guermantes) / de Charlus*
• Charlie  - se Morel
• Elstir _

Mindre tegn

• Adolf (Adolphe), oldebror til Fortælleren [15] [K 2] , bror til bedstefar Amedeus; tidligere militær. I Marseilles barndom kom han til Combray om sommeren og tilbragte vintre i Paris, hvor han stiftede bekendtskab med skuespillerinder og cocotter, som han modtog derhjemme [IV:543-544]. Hans besøg i Combray stoppede efter et skænderi med fortællerens familie, fordi han tillod et tilfældigt møde i sit hus med lille Marcel og "damen i lyserød", hans elskerinde [I:119,122-128]; år senere finder Marcel ud af, at det var Odette, Swanns kone [16] . Bedstefar Adolfs forhold til hende begyndte allerede før Odettes romantik med Swann [I:124,384-386]. Prototype: Louis Weil (1816-1896), Prousts morbror; Præsident for appelretten i Paris, industrimand, finansmand. Efter at være blevet enke, begyndte han at leve et ret frit liv, var Laura Eymans elsker [17] (se Odette).
• Amedee  - se Fortællerens bedstefar
• d`Arpajon (d`Arpajon), viscountesse; høj, rødhåret; tidligere elskerinde af hertugen [18] . Snobberi kombineres i det med uvidenhed; ved en middag med hertuginden talte hun meget om litteratur med prinsessen af ​​Parma, men samtidig kendte hun ikke forfatteren til " Salambo ", og "anså Victor Hugo for en digter, ude af stand til at skelne det smukke fra grim." Til gengæld reagerer Oriana på prinsessens bemærkning om viscountessens kærlighed til poesi: ”Men hun forstår absolut ikke noget af det ... Hun blev forelsket i litteratur, efter at hendes elsker forlod hende ... Hun er ikke et dårligt menneske , men du kan ikke forestille dig, hvor kedelig hun er. Hver dag giver det mig hovedpine – jeg skal tage Pyramidone” [III:495-499].
• Babal  - se Breote
• Berma (Berma) / La Berma *, den berømte tragiske skuespillerinde, "som Bergott betragter som genial" [I: 477] [19] . Marcel så hendes spil i Phaedra som teenager, men i det øjeblik skuffede skuespillerindens spil ham; først senere, da han igen så Berm i denne rolle, var han i stand til at forstå dybden af ​​hendes kunst [II:19,26; III:45,46] [20] . Afslutningen på den uhelbredeligt syge Berms kunstneriske karriere blev forsinket på grund af det faktum, at hun søgte at "støtte behovene for luksus hos sin egen datter ... som hun gav sit honorar til" og forkælede sin svigersøn i alt, "fordi hun vidste, at hendes datter forguder ham, var bange for, at hvis hun gjorde hende vred på ham, ville han, forbitret, forbyde at se hende" [VII:320]. I den sjette bog af The Quest, i de dage, hvor Albertine forlod Fortælleren, lærer han fra aviserne om Berms død - det stemmer ikke overens med hendes optræden i den syvende bog, som skyldes Prousts ufærdige værk om de sidste dele af Quest i de sidste måneder af hans liv. [VI:58-61]. Prototype: Sarah Bernard [21] .
• Bernard , Nissim (Bernard, Nissim) / Nissim *, en velhavende jøde med et orientalsk udseende [22] , grandonkel til Albert Blok (onkel til sin fars kone), "et stille og harmløst væsen." Ved en middag arrangeret af Blocks for Saint-Loup og Marseilles i en villa i Balbec, "fornærmede Faderen Blok altid sin onkel - enten fordi han blev provokeret af syndebukkens forsvarsløse gode natur, eller fordi Nisson Bernard betalte for villaen, og brugte det for at vise, at han bevarer sin selvstændighed." Da Bernard, der fandt ud af, at Saint-Loup var søn af den berømte aristokrat de Marsant, nævnte, at de Marsant var en af ​​hans bedste venner, "blev blokken lilla, hans far så meget vred ud, og Blok-pigerne blev kvalt af grin" - ingen af de troede ikke på muligheden for et sådant bekendtskab, og da Blok, faderen sagde til Saint-Loup: "Pas ikke på, han er en utrolig pral," troede Saint-Loup og Marcel, der bukkede under for den generelle reaktion, Blok , og ikke hans excentriske onkel [II: 380-381]. Men hvad Bernard sagde var sandt: Marcel lærer om dette seks måneder senere fra Viscountess de Marsant [III:277]. Yderligere fortælling afslørede, at Nisson Bernard førte et dobbeltliv, idet han var en beundrer af unge mennesker [IV:289-291,302-303] [22] .
• Bontemps , Albertines onkel, guvernør for kontoret for ministeriet for offentlige arbejder (eller postministeriet) [23] . Hans kone er en hyppig gæst i Odettes salon, så den gamle Swann taler i en samtale med Marcel overdrevet rosende om Bontan: “Han har strålende evner, han er en højtflyvende fugl, en enestående personlighed. Han er Ridder af Æreslegionen. Et vidunderligt menneske og frem for alt en smuk mand.” Fortælleren fuldender karakteristikken af ​​Bontans optræden: “Hans kone giftede sig faktisk med ham på trods af alt og alt, bare fordi han er 'uimodståelig'. Han havde alt, der udgør det integrerede billede af en fremragende og subtil person: et lyshåret silkeblødt skæg, smukke træk, en måde at tale gennem næsen på, kraftfuld vejrtrækning og et glasøje ”[II: 46,96-98] . Under Dreyfus-affæren kaldte Madame Verdurin M. Bontand for "'hverken to eller halvanden', fordi han ikke stod for en gennemgang af sagen ... han, da han var meget klog, skyndte sig at skabe ligesindede i alle lejre” [V: 280]. Under verdenskrigen valgte han en fastere linje og rykkede frem til rækken af ​​de første patrioter [VII:38] [24] .
• Bontand , hr. Bontands kone og Albertines tante, ven af ​​Odette Swan [23] . Fortælleren beskriver ændringerne i Swanns omgangskreds efter hans ægteskab med Odette, og spørger: "Hvordan holdt han ud med den vulgære og onde Madame Bontan? Hvordan kunne han sige om hende, at hun er en sød kvinde? Elstir "foragtede hende som en intrigant", Albertina sagde, at hendes tante "altid kun havde ét ønske - hvordan man kunne slippe af med mig" [II:92,99,497,546]. Men Madame Verdurin var interesseret i hende - "Madam Bontand tiltrak hendes opmærksomhed fra Odette med sin kærlighed til kunst" [V:280] [23] . Marcels mulige ægteskab med sin niece er Madame Bontands drøm; da han midlertidigt bosatte Albertine i sit hjem, "anså Madame Bontand det ikke som usømmeligt" [IV:390-391; V:13]. Efter Albertines afrejse-flyvning til sin tante i Touraine, sender Marcel sin ven Saint-Loup til fru Bontand for at få hjælp til at returnere Albertine tilbage ved hjælp af en mulig bestikkelse af bontanerne. Men Saint-Loups mission lykkedes ikke, og snart kom et telegram fra Madame Bontand om hendes nieces død som følge af en ulykke [VI:36,78-82]. Under verdenskrigen, på bølgen af ​​patriotiske taler, hvor hr. Bontand var særlig succesfuld, befandt hans kone sig sammen med Madame Verdurin i centrum for opmærksomheden i det højsamfundsmæssige Paris [VII:33,36] [25 ] .
• de Breote, Hannibal (Hannibal de Bréauté-Consalvi), de Breote-Consalvi, markis, derefter tæller, i en tæt kreds blev han kaldt "Babal" [26] . Swanns gamle ven og anden, der anbefalede ham til Jockey Club [I:401]. "De Breote, naboen til Guermantes på godset, besøgte kun højhederne. Men han talte om dem med hån og drømte om at bo på museer.” "For at tale om ham mere som en intelligent person end som en sekulær person, tog Comte de Breot, styret af Guermantes regler, da balerne var i Paris, med elegante damer på lange ture med almene pædagogiske formål, og hvis der var nogen snob, så er der en kvinde, der endnu ikke har vundet en stilling i samfundet, dukket op overalt, han nægtede blankt at stifte bekendtskab med hende, nægtede at præsentere sig for hende. Hans had til snobberne stammede fra hans snobberi, men det indgav naive mennesker, altså i alle mennesker, tilliden til, at han var langt fra snobberi. De Breote, Odettes tidligere elsker, er en af ​​de første beundrere af hendes lidet kendte salon [IV:179-180; VII:348]. Få måneder før Saint-Loups og Gilbertes ægteskab er greven alvorligt syg, som hertuginden de Guermantes rapporterede [27] ; i slutningen af ​​"Søgningen" nævner de Charlus, der opregner sine døde venner til Fortælleren, også de Breote [VI:222; VII:180].
• Vinteuils datter  - se Vinteuils datter
• de Vaugoubert , markis, ambassadør ved kong Theodosius hof; ven af ​​de Charlus og de Norpois [28] ; sidstnævnte talte smigrende, omend kritisk om ham: "det er en mentalt sårbar person, hans hjerte er gyldent... Og dette er hans eneste ulempe: en diplomats hjerte skal ikke være så gennemsigtigt" [II:40; V:290]. Fortælleren bemærker, at "de Vogoubert viste sig at være en af ​​de få sekulære mennesker (måske endda den eneste), der var sammen med de Charlus i et forhold, der i Sodoma kaldes "intimt"". Men de Charlus brød sig ikke om at gå på gaden med ham, da "markisen blev ved med at se på unge mennesker gennem sin monokel." Derudover talte de Vogubert "på et sprog, som baronen hadede. Han ændrede alle mandsnavne til kvindelige navne, og da han var meget dum, forekom denne vittighed ham usædvanlig vittig, og han rullede af grin hele tiden” [IV:54; V:50]. I begyndelsen af ​​verdenskrigen blev markisens søn dræbt i kamp, ​​Marcel skrev om dette fra Saint-Loups front: "Vogubert, ambassadørens søn, blev såret syv gange, og så blev han stadig dræbt ... de uheldige forældre fik lov til at deltage i begravelsen, forudsat at de ikke ville lægge på sorg og ikke dvæle i mere end fem minutter, fordi bombardementerne ikke stoppede ... min far var i en sådan tilstand, at Jeg forsikrer dig, jeg, som nu er blevet fuldstændig ufølsom, for mere end én gang så jeg, hvordan hovedet af en kammerat, som vi begge en gang taler med i dette øjeblik, smadrer miner med fragmenter eller bare river dem af halsen , Jeg kunne ikke holde mig tilbage ved synet af den stakkels Vaugouberts fortvivlelse, som var blevet til en patetisk lignelse af ham selv. Generalen gentog for ham, at hans søn kæmpede som en helt, at han døde for Frankrig, men hulkene blev kun mere desperate, den stakkels fyr kunne ikke rives væk fra sin søns krop” [VII:65-66]. Prototype: Marquis Gustave Louis Lann Montbello , fransk ambassadør i Rusland, som bidrog til de to magters tilnærmelse [29] .
• Guermantes, prinsesse  - se Marie-Gilbert
• de Govozho, Zelia (Zélia de Cambremer) / de Cambremer*, Govozho Sr. - Markis fra en gammel provinsfamilie [30] , enkemor til markis de Govozho, Chopins elev [IV:254,258]. Charles Swann og Oriana de Lom håner hendes navn [I:418] [31] [K 3] , og oversætteren N. Lyubimov kom med den russiske ækvivalent til navnet Cambremer - Govozho, "for at formidle en ikke helt anstændig leg med ord" [3] . Det tvetydigt klingende efternavn Cambremer var inspireret af Proust af efternavnet på hans lærer fra Condorcet Lycée Victor Cucheval, "hvori man kan høre 'røv' og 'hest'", og som "var en evig anledning til vittigheder for eleverne i lyceum" [32] . Ved en musikalsk aften i Marquise de Saint-Evert (på tidspunktet for affæren mellem Swann og Odette) er Zelia de Gauvojot en ældre og lidt gammeldags dame. Mange år senere møder fortælleren hende i Balbec: efter at have lovet Saint-Loup at besøge sin ven, den majestætiske Govojo Sr., ledsaget af sin svigerdatter og en parisisk advokat, aflagde han et besøg lige på stranden [I. :407; IV:244-246]. Govozho den ældre er en af ​​de længstlevende karakterer i The Search: Chopins elev lever videre i finalen af ​​The Search [VII:255].
• de Govozho (de Cambremer) / de Cambremer *, Govozho Sr. - Marquis, grim søn af Zelia de Govozho [33] , "en adelsmand-bonde med vaner som en kontorist", som boede nær Balbec, en tidligere officer. Kaldenavnet "Cancan"* ("Cancan") [34] , givet ham af hans hærkammerater, i oversættelsen af ​​N. Lyubimov bliver til "Gogo" [IV:374-375] - fra Govozho. Fortælleren mødte ham under hans første rejse til Balbec: "en mand med en lav pande, en mand, hvis øjne var blink af fordomme og uddannelse, en lokal adelsmand, Legrandins svigersøn, som nogle gange kom for at besøge Balbec" [II. : 281]. Som anden gang i Balbec bliver fortælleren slået af markisens udseende ved Verdurins middag: "Selvfølgelig kunne man vænne sig til det. Men hans næse, der hang over munden, den eneste skæve streg, der kunne tegnes på hans ansigt, var et tegn på den mest almindelige dumhed. Men markisen "havde skelet - og takket være skelen, selv tåber, der morede sig, passere for vise mænd" [IV:373-374,451-452]. Men et par år senere talte Saint-Loup om Govozho Sr. på en helt anden måde: “Hans kone er en komplet idiot, det kan jeg forsikre dig om. Men han er selv en fremragende person, en begavet natur, meget behagelig i alle henseender. Ved slutningen af ​​"Søgningen", ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes, kommunikerer fortælleren med den gamle markis, uigenkendelig i den nye "tidsmaske" [VII:49-50,254-255].
• de Govozho, Rene-Élodie (Renée-Élodie de Cambremer) / de Cambremer *, Govozho Jr. - Marquise af sin mand, søster til ingeniøren Legrandin, drømte om at komme ind i Guermantes-kredsen [34] . "The charm of the young face of the Marquise" de Govozho ved en musikalsk aften i Marquise de Saint-Evert var et af de første nye indtryk, der fangede Swann, da han overvandt en smertefuld lidenskab for Odette. Govezho, den yngste, oplevede et "vedvarende og kostbart ønske ... at efterligne hertuginden de Guermantes i toiletter og chic" - hun dukkede engang op i Operaen og stak i håret "en slags fane fra en ligvogn holdt på en ledning ”, som “gav hende udseendet af en provinspensionist, lige, som en pind, tør og knoglet” [I:462; III:52-53]. Gowozho Jr. var fan af Wagner ; hendes svigermor Zelia "det var kendt, at hendes unge svigerdatter (som var meget regnet med meningerne fra sin nye familie, men som var klar over hendes overlegenhed inden for mentale interesser: hun forstod alt rigtigt op til harmoni og kendte det græske sprog) foragtede Chopin, hun kunne simpelthen ikke fordrage ham” [IV:407-408].
• de Govozho, Leonor (Léonor de Cambremer) / de Cambremer *, Govozho Jr. - ung markis (ved slutningen af ​​Eftersøgningen - Greven), søn af Legrandins søster og Govozho Sr. [35] ; Fortælleren mødte ham under hans første tur til Balbec [III:110]. Et par år senere giftede Gauvojo Jr. sig med Mademoiselle d'Oloron (efter at have adopteret en syerske, gav de Charlus hende en af ​​sine titler) [35] . "Den unge Govozho, som altid var tiltrukket af forfattere, såsom Bergotte ... sådan et strålende ægteskab gjorde ham ikke til en stor snob, men da han nu betragtede sig selv som arving til hertugerne af Olren, "storhertugerne", som de var kaldte i aviserne, han var så overbevist om sin storhed, at han havde råd til at opretholde bekendtskab med nogen. Ægteskabet gjorde dog ikke hans brud lykkelig: "Efter at være blevet syg af tyfus på bryllupsdagen nåede hun næsten ikke templet og døde mere end en måned senere." "De Charlus' velvilje gik efter ægteskabet med hans adoptivdatter over til den unge markis de Govozho. Smagsligheden mellem markisen og baronen, da det ikke forhindrede de Charlus i at godkende hans ægteskab med Mademoiselle d'Oloron, påvirkede naturligvis baronen til at værdsætte ham endnu mere, efter at han blev enkemand ”[VI: 267-281] . I slutningen af ​​Søgningen bemærker Fortælleren i Leonore nogle af hans onkels træk [36] : da Govozho Jr. "fortryllede hele samfundet med sin sofistikering, raffinement, tilbageholdende elegance, genkendte jeg i disse kvaliteter - såvel som i hans udtryksfuldt blik, i hans lidenskabelige ønske om at opnå succes, er det, der allerede udmærkede hans onkel Legrandin, en gammel ven af ​​mine forældre, en typisk borgerlig, omend med aristokratiske manerer ”[VII: 293].
• Bedstefar (farbror) Adolf  - se Adolf
• Fortællerens bedstefar , Amédée, på sin mors side, Batildes mand. Han misbrugte stærke drikke, som var forbudt for ham, hvilket gjorde hans bedstemor meget ked af det [37] . Fortællerens bedstefar er en nær ven af ​​Charles Swanns far [37] , et år før Swann og Odettes affære inviterede han Swann til sin datters bryllup [I:44,52,55,383]. Allerede før Marcels fødsel "kendte han Verdurin-familien godt", men "brød alle forhold til dem." "En dag modtog min bedstefar et brev fra Swann, hvori Swann spurgte, om han kunne introducere ham for Verdurinerne. "Pas på! Pas på! udbrød bedstefaren. »Det overrasker mig overhovedet ikke - sådan skulle Swann ende. Jeg kan først og fremmest ikke opfylde hans anmodning, fordi jeg ikke kender denne herre mere ... Swann bliver hængende i en sump med de unge Verduriner, og så er vi ansvarlige!“ Bedstefar nægtede, og Odette bragte Swann til Verdurinerne” [I: 260 ]. Et par år før Marseilles bedstemors død, taler hans mor, der citerer bedstefar Amedeus' yndlingsudtryk, om ham, som om han allerede var død: "Pas på! Pas på!” som din afdøde bedstefar plejede at sige.” Men i den tredje bog af The Quest genopliver Proust bedstefar Amedeus på hans kone Bathildas døende dage [I:499; III:342-346].
• Direktøren for Grand Hotel i Balbec , en indfødt Monaco af "rumænsk oprindelse", som han sagde om sig selv; Marseilles bedstemor, da han ankom til hotellet med ham, "indgik i et skænderi om 'forholdene' med direktøren, en slags prangende mand, hvis ansigt og stemme alle var i ar (i ansigtet - efter at have presset en masse bumser ud) , i hans stemme - fra at blande forskellige dialekter, på grund af hans felts afsides beliggenhed og hans kosmopolitiske barndom) ... Han dryssede sin forretningstale med raffinerede, men meningsløse udtryk. I slutningen af ​​sæsonen, da næsten alle allerede havde forladt hotellet, gik han forbi korridorerne, iklædt en ny frakke, tilsyneladende netop besøgt af en frisør, som lavede en blanding ud af sit udmattede ansigt, en fjerdedel bestod af af hud, og tre fjerdedele - fra kosmetik, altid i et nyt slips ... Han så ud til at gennemføre en gennemgang af ikke-eksistens, som om han ønskede at vise med sit upåklagelige udseende, at forarmelsen af ​​hotellet på grund af en mislykket sæson er et midlertidigt fænomen, og han lignede spøgelset af en monark, der vendte tilbage til ruinerne af sit palads ... Beregnet tab forhindrede ham ikke i at lave storslåede planer for de kommende år” [II:260-263,571]. På sit andet besøg i Balbec opdager Fortælleren, at instruktøren ikke er stærk i grammatik: "når han lærte at tale sprog, der var nyt for ham, glemte han, hvordan man taler dem, han kendte før" [IV: 182-183].
• Datter af Vinteuil , datter af komponisten Vinteuil [38] . Efter sin mors død boede hun sammen med sin far i godset Montjuvin, ikke langt fra Combray, hvor den unge fortæller gik med sine forældre om sommeren: "Vi mødte ofte hans datter her - hun kørte i en koncert og kørte hende selv. I nogen tid nu begyndte hun at dukke op sammen med sin ældre ven, som var berygtet i vores område, og som pludselig endelig slog sig ned i Montjuvin. Det vakte opsigt." Et par år senere var Fortælleren et ubevidst vidne til, hvordan hun, mens hun sørgede over sin nyligt afdøde far, sammen med sin ældre ven-elsker bevidst misbrugte hans hukommelse [39] . Efter at have reflekteret over oprindelsen af ​​hendes last, foreslog han, at sådanne sadister som hun er "væsner af højeste grad sentimentale, dydige af natur, så de selv i sanselig nydelse ser det onde ... Og hvis de formår at overtale sig selv til at hengive sig til onde et øjeblik, så forsøger de at være sig selv og tvinge deres medskyldige til at være i lastens hud, så de et øjeblik skaber sig selv udseendet af at flygte fra deres samvittighedsfulde og ømme sjæl ind i fornøjelsernes umenneskelige verden. Og da jeg blev overbevist om, hvor utilgængeligt det var for Mademoiselle Vinteuil, begyndte jeg at forstå, hvor ønskværdigt det var for hende” [I: 164,202,215-221].
• Gisèle , en pige "fra en flok" i Balbec [40] , som ifølge Fortælleren "ved vores første møde lo så ondskabsfuldt af den gamle mand, som Andre rørte ved med sine lette ben:" Stakkels gamle mand, jeg have ondt af ham "". At date Giselle Marcel "var særligt svært", fordi André, som han var venner med, "var på dårlig fod med hende og hadede hende. "I lang tid udholdt jeg hendes vilde falskhed, hendes ondskab, de endeløse beskidte tricks, som hun gjorde mod mig," sagde Andre. Jeg udholdt alt for andres skyld. Men den sidste dråbe flød over min tålmodigheds bæger. Og så fortalte Andre mig, at denne pige spredte rigtig dårlig sladder om hende. Nogen tid efter Giselles afgang modtog Albertina et brev fra hende med en kopi af den af ​​lærerne mærkede eksamensopgave. Giselle valgte emnet " Sophocles skriver fra helvede til Racine for at trøste ham i forbindelse med Athalias fiasko..." Hun var meget heldig, bemærkede Albertine. "Hun studerede over dette emne med sin fransklærer her." Efter at have læst essayet for sine venner og Marcel, Albertine og Andre, uden at holde "følelsen af ​​velvillig overlegenhed" tilbage, blev Giselles opus ikke stået uvendt [II:500-502,527-531].
• Gilbert, Prins Guermantes (Gilbert de Guermantes), ægtemand til Marie-Gilbert, kusine til hertugen af ​​Guermantes [41] . Oriana taler ironisk om prinsen: "Han har en god, ren sjæl, men dette er en slags fossil ... Selvom dette levende fragment er min slægtning, skræmmer det mig, og jeg har kun én tanke:" Bliv dig i din Middelalderen. Og så er han den sødeste person: han har aldrig stukket nogen." Fortælleren karakteriserer prinsen som "en gammeltestamentlig mand, der tvang sin kone til at sidde i vognen til venstre for ham, fordi hun var kongelig, men alligevel ikke af en så adelig slægt som han"; men sammenligner han ham med hertugen af ​​Guermantes, bemærker han, at trods hertugens ydre hjertelighed og prinsens kulde var det hertugen, der var arrogant. Prins de Guermantes, som i lang tid var en ivrig anti-Dreyfussard, fandt modet til at indrømme over for sin ven Dreyfussard Swan, at han havde ændret mening om Dreyfus-affæren [III:444.530; IV:69,128-135]. Prins Gilbert var ikke fremmed for den last, som hans slægtning de Charlus hengav sig til . Ved et ironisk tilfælde, i Balbec, anbefalede en rejsende lakaj af en slægtning de Govojos den ene til en anden, en anden lidenskab for baronen, og så blev prinsen ved et uheld genstand for endnu et "forræderi" af Morel til baronen [IV:461- 462.568]. Efter Marie-Gilberts død giftede prinsen sig med den tidligere Madame Verdurin [VII:277] [35] . Prototype: Grev Emery de La Rochefoucauld [42] .
• Jupien, Marie Antoinette (Jupien, Marie-Antoinette), syerske, Jupiens niece, senere - Mademoiselle d'Oloron (d'Oloron), adoptivdatter af Baron de Charlus, endelig den kortlivede hustru til den unge markis de Govozho [43] . Først hjalp hun sin onkel med at sy veste. Derefter blev hun "assistent" for en kjolemager, og efter at have fundet kunder "blandt kvinder fra det høje samfund, begyndte hun at arbejde hjemme ... oftest med en eller to af sine kolleger på værkstedet, som hun tog som sin lærling ." Ved et uheld henledte sønnen til kammertjenerens bedstefar Adolf opmærksomhed på hende, og "pigen gjorde et stærkt indtryk på ham ... Morel, i hvem hun genkendte en mand fra" hendes kreds "(kun mere elegant og rigere), gjorde en lige så stærkt indtryk på hende, og hun holdt meget af hende” [ I:61; III:18,266-267]. Da Morel kun ville have det sjovt med hende og så holde op, fortalte Morel sin elsker de Charlus om dette. Men han, efter at have lært, at det handlede om datteren til hans anden elsker Jupien, sagde, at "Jupien er et godt menneske, og den lille er en dejlig pige, det er skamløst at fornærme dem." Baronen besluttede endda at gifte Morel med "babyen", og han begyndte at hælde mod dette ægteskab: han "foretrak at blive forsørget af Jupiens niece end de Charlus; denne kombination gav ham mere frihed.” Ægteskabet fandt dog ikke sted: den dag, hvor Morel skulle optræde i Verdurins, iscenesatte violinisten en vild scene, hvor han angreb en pige, der var forelsket i ham, med en offentlig skældud. Efter skandalen, der brød ud ved Verdurinerne og Morels abdikation fra baronen, kom de Charlus til Jupien, som "med tårer fortalte baronen om sine ulykker, og den ikke mindre uheldige baron meddelte, at han havde adopteret den forladte baby, at hun ville tage en af ​​hans titler, eller rettere af alle - Mademoiselle d'Oloron, at han giver hende en fremragende uddannelse og gifter sig med en rig mand" [IV: 486-487; V:55-58.190-191.370]. Gennem formidling af prinsessen af ​​Parma giftede Mademoiselle d'Oloron sig med Govojjo Jr., men "blev syg af tyfus, på bryllupsdagen nåede hun næsten ikke kirken og døde mere end en måned senere" [VI: 275- 280].
• Cambremer  - se Govozho
• Cotard, Leontine (Cottard, Léontine) / Cottard *, hustru til Dr. Cottard [44] , en af ​​de få hustruer, der blev i "klanen" af Verdurinerne. På tidspunktet for romantikken mellem Swann og Odette holdt den unge læge ved Verdurin-aftenerne "normalt stille af beskedenhed, men hvis det gik op for hende, fandt hun modet til at skrue et ord ind. Da hun følte, at det ville blive sagt passende, opmuntrede dette hende, og hun talte til nogen, ikke så meget for at vise sig frem, men for at yde sin mand en tjeneste” [I: 247,323]. Mange år senere, da Cotard blev professor, og Swann og Odette allerede var gift i lang tid, "udtrykte Marcels far overraskelse over, at Madame Swann havde brug for sådan en filistin som Madame Cotard." Moderen havde en anden mening: "hun vidste, at for en kvinde, der befandt sig i et miljø, der ikke var som det, der omgav hende før, ville næsten al glæde gå tabt, hvis hun ikke havde mulighed for at gøre opmærksom på hendes gamle bekendte, at de blev erstattet af nye, mere skinnende. Til dette er der brug for et vidne ... Madame Cotard, som var ganske egnet til en sådan rolle, tilhørte den særlige kategori af gæster, om hvem min mor, i hendes sind, som minder lidt om hendes far, sagde: "Fred! Gå og fortæl spartanerne!’” [II:101-102]. Ved middagen på Verdurins i La Raspeliere viste Madame Cotard sin tilstedeværelse næsten på ingen måde, men ikke desto mindre fandt Fortælleren mulighed for også at lave en sjov skitse fra hende [IV:430-433].
• Lea (Léa), mademoiselle; "en skuespillerinde, en ven af ​​to piger, som Albertine, der lod som om hun ikke lagde mærke til dem, så på i spejlet" (i Balbec) [45] . Elskerinde til Esther Levy, samt violinisten Morel, som hun henvendte sig til som kvinde. Fortælleren har mistanke om, at Mademoiselle Léa havde et kærlighedsforhold til Albertine [V:168,173,252,417], og det er tilsyneladende hende, Saint-Loup møder i Touraine, hvor han gik for at overtale Albertine til at vende tilbage til Marseille: "han mødte det eneste kendte ansigt , som mindede ham om fortiden - Rachels ekskæreste, en smuk skuespillerinde, der boede i nærheden på landet. Og blot ved skuespillerindens navn sagde jeg til mig selv: "Måske er det hun" "[VI: 79-80]. Derudover, da den stadig meget unge Marcel, forelsket i Gilbert, længe før han mødte Albertina, gik på date med hende, så han sin kæreste i Bois de Boulogne sammen med en ung mand. Først mange år senere indrømmede Gilberte, som blev gift, at "Lea var sammen med hende i en mandsdragt" [VI:359-360] [46] . Model: Den franske skuespillerinde Ginette Lantelme (d. 1911) [47] .
• Léonie Octave , Marcels tante, datter af hans oldemoder, enke efter Monsieur Octave, ejer af et hus i Combray og talrige gårde i dets nærhed [48] . I Marcels tidlige barndom, "boede tante Leonie stadig i Paris sammen med sin mor om vinteren," efter sin mands død, ønskede hun ikke at "skille sig fra Combray først, derefter sit hus i Combray, derefter sit værelse og derefter ... din seng." Samtidig trak tante Leonia sig ikke tilbage i sig selv: hendes seng "stod ved vinduet, så gaden var for øjnene af hende, og af kedsomhed, efter de persiske fyrsters eksempel, fra morgen til aften altid læst den samme uforglemmelige bog på denne gade. Combray-krønike, og så diskuterede den med Françoise” [I:93-97,158]. "I hundrede og halvtreds sider indtil sin død er tante Leonie i midten af ​​nettet, hvorfra trådene spredes til haven, til gaden, til kirken, til gåture i nærheden af ​​Combray og - hver gang de vende tilbage til hendes værelse ... En slags parodi er synlig i det, grotesk skyggen af ​​Marseille selv, en syg forfatter, der fanger livet surrende rundt omkring i hans spind” [49] . Marcel viste sig at være en af ​​hendes hovedarvinger: "Tante Leonia testamenterede mig, sammen med alle mulige ting og store møbler, alle sine kontanter, hvilket posthumt beviste, hvor meget hun elskede mig, hvilket jeg ikke havde mistanke om, mens hun var i live” [II:32] . Men hans tante gav også ham en del af hendes karakter: Marcel afslører dette i sin opførsel, når han "fanger" Albertine derhjemme [V:88-89]. Prototype: Elisabeth Amiot (1828-1886), storesøster til Prousts far [50] , som giftede sig med Jules Amiot, den vigtigste forretningsmand i Ilya [51] .
• Elevator fra Grand Hotel i Balbeck ; Marcel, der først ankom til Balbec, støder på ham, når han tjekker ind på et hotel: "en fremmed, som blev kaldt "elevatoren", og som var placeret helt oppe på toppen af ​​hotellet, i højden af ​​den normanniske kirkes kuppel, som en fotograf i et glasatelier eller en organist i en bod, begyndte at stige ned til mig med smidigheden som en boltrende fange - et tamt egern. ”Han var en mand ikke uden stolthed og ikke uden evner, men hans evner kom til udtryk i, at han behændigt opererede i elevatorburet, og hun ikke satte sig fast mellem etagerne. Men han talte forkert ... På elevatorens sprog var dette besynderligt: ​​halvtreds gange om dagen hørte han folk, der boede på hotellet, råbe: "Lift!" - og han sagde stadig: "modtager" ... han tilhørte den del af det moderne proletariat, som søger at udrydde spor af slaveri fra sit sprog ... ordene "livery" og "løn" forekom ham forældede og nedværdigende for den menneskelige værdighed. Under sit andet ophold i Balbec brugte Marcel en elevatoroperatørs tjenester som budbringer. "Med sin iboende demokratiske stolthed ... brugte han korrekt det udtryk, der bruges i et lukket miljø, for eksempel blandt akademikere, i forhold til en budbringer, der kun en gang hver tredje dag fungerede som elevatoroperatør:" Jeg vil spørge mig at erstatte min kollega ”[ II:262-263,407-408; IV:227-228]. Balbec elevatoroperatøren var genstand for Saint-Loups påstande, som overtjeneren Aimé fortalte fortælleren et par år senere : "Drengen ville endda indgive en klage, og det lykkedes os med besvær at dæmpe det." Men dette forhindrede ikke den samme elevatoroperatør i begyndelsen af ​​verdenskrigen i at henvende sig til Saint-Loup med en anmodning om at "få et job" inden for luftfart [VI:346; VII:57-58].
• Marie-Gilbert, prinsesse af Guermantes (Marie-Gilbert de Guermantes; Marie-Hedwige), hustru til prins Gilbert, født hertuginde af Bayern, kusine til hertuginden af ​​Guermantes, slægtning til Marie-Enard de Marsant [II: 105; III:32,228] [41] . Den unge fortæller, der ser hende for første gang i Operaen og fascineret af prinsessens skønhed, beskriver sin optræden i benoir-boksens halvmørke, svarende til udseendet af "den ældre gudinde". Men med Marcels direkte bekendtskab med prinsessen Guermantes er hans poetiske indtryk afløst af meget prosaiske. Samtidig bemærker han, at senere skæbnen vil forbinde ham med prinsessen med tætte venskabsbånd. Han nævner også hendes hemmelige og ulykkelige følelser for de Charles [III:38-39; IV:47.138-139.381]. Efter Marie-Gilberts død blev titlen som Prinsesse de Guermantes givet til den tidligere Madame Verdurin, som giftede sig med enkeprinsen [41] [53] . I slutningen af ​​The Quest, ved en reception hos prinsen, indrømmer fortælleren efter at have mødt Marie-Gilberts efterfølger: så fascinerede mig, og som ikke længere eksisterede i verden, som nu virkede forsvarsløs, bestjålet af en død kvinde - der var noget ulidelig smertefuldt" [VII: 278]. Prototype: Grevinde Elisabeth Grefful [54] .
• de Marsant, Marie-Enard (Marie-Aynard de Marsantes), grevinde, visgrevinde, enke efter Comte de Marsante, mor til Robert de Saint-Loup, søster til hertugen af ​​Guermantes, slægtning til prinsesse Guermantes [55] . En af de få besøgte Odettes salon efter Charles Swann giftede sig med hende [II:104; III:228,249-250]. Hendes søn var blandt kandidaterne til ægteskab med Gilberte, som havde en formue på hundrede millioner: Madame de Marsant mente, at dette ville være et glimrende match for hendes søn [56] . "Madame de Marsant havde den forsigtighed at sige, at dette er en charmerende pige, at hun absolut ikke ved, om hun er fattig eller rig, og hun ønsker ikke at vide det, men at få sådan en kone, endda en medgift, er en stor lykke for en ung mand med en vanskelig karakter". Men da prinsessen af ​​Silistria gik ind i kampen for en rig brud, gav Marie-Enard efter for sine intriger, og "for ikke at stå tilbage med ingenting, vendte hun blikket mod Mademoiselle d'Entragues, datter af hertugen af ​​Luxembourg. Hun havde kun tyve millioner medgift, hvilket ikke tilfredsstillede Madame de Marsant særlig meget, men det spredte sig overalt, at Saint-Loup ikke kunne gifte sig med en eller anden Mademoiselle Swann (navnet de Forcheville blev ikke længere nævnt). Men efter et stykke tid smed nogen hensynsløst ud, at hertugen de Châtellerault skulle giftes med Mademoiselle d'Entragues, og Madame de Marsant, samvittighedsfuld som ingen anden, var indigneret, skiftede linje, vendte igen tilbage til planerne for Gilberte, arrangerede det for at fri til Saint-Loup, og snart fandt en forlovelse sted" [VI:336-337].
• Muldvarp , grevinde. En af de få repræsentanter for det høje samfund, der besøgte Svans' hus, hvilket irriterede hertuginden af ​​Guermantes. Så begyndte grevinden Molet åbent at demonstrere sit venskab med Odette, hvis salon blev forhøjet af Bergottes voksende berømmelse. På et tidspunkt hyldede de Charlus grevinden; ved et middagsselskab hos prinsesse de Guermantes, "var han næsten fuldstændig skjult af skørtet af grevinde Mole, kvinden, som efter eget udsagn gjorde det stærkeste indtryk på ham" [IV:91,93,175-176 ]. Men så ændrede den følsomme baron radikalt sin holdning: ”Ingen nød baronens opmærksomhed, som han eftertrykkeligt viste til grevinde Mole. Hvilket tegn på ligegyldighed gav hun engang for at forstå, at hun ikke fortjente det? Grevinden sagde selv altid, at hun aldrig nåede at gætte. Alene hendes navn drev baronen til vanvid, og han udtalte veltalende, men vrede filippiker. Da de Charlus "vetoerede" næsten alle de gæster, som Verdurinerne skulle invitere til Morels musikalske aften, tilbød "Mme. Verdurin, som grevinden Molay altid var meget venlig" at ringe til hende. "Åh, herregud, de skændes ikke om smag," sagde de Charlus, "... Lad mig fortælle dig, at det ikke er godt at invitere til en koncert... hvad man ikke kan stole på, et fjols, der forestiller sig, at hun kan snyde begge dele hertuginderne og prinsesserne af Guermantes ... Muldvarp! Det er nu uanstændigt at udtale dette efternavn” [V:275-276]. Det var de Charlus, der indledte hendes miskreditering i pressen, hvilket til sidst førte til grevindens død [57] .
• Octave (Octave), ung dandy, søn af en velhavende industrimand, nevø til Verdurinerne [58] , golfmester og baccaratspiller . Samtidig med Marcel var han forelsket i Albertine, giftede sig efterfølgende med hendes ven Andre [VI:248-254; VII:41]. Marcel møder Octave i selskab med piger "fra flokken" under sit første besøg i Balbec og bemærker hans karakteristika: "Han kunne ikke" gøre ingenting, selvom han aldrig gjorde noget. I sidste ende medfører fuldstændig inaktivitet de samme konsekvenser som overanstrengelse, både på åndens område og på kroppens område, på muskelområdet - derfor er den konstante mentale tomhed, som var dækket af Octaves tænksomme pande, til sidst, selv om Octave udadtil stadig var lige så rolig, begyndte hun at forårsage en frugtesløs tankekløe i ham, der ikke tillod ham at sove om natten, som det sker med overanstrengte metafysikere. Efter Albertines død nævner Fortælleren atter Octave, der uventet for alle »optrådte med skitser, hvortil han selv lavede skitser af kulisser og kostumer til skitser; kostumer og kulisser har gjort en revolution inden for moderne kunst, i det mindste ikke mindre storslået end den, der er lavet af den russiske ballet” [VI: 238-241]. Prototype: Jean Cocteau , Proust mødte ham i 1910; da Proust klagede til ham over Madame de Chevignet, som genkendte sig selv i romanen og nægtede at læse den, bemærkede Cocteau ham, at " Fabri skrev en bog om insekter, men krævede ikke, at de læste den!" [32] .
• d'Oloron  - se Jupien, Marie Antoinette
• Fader til Fortælleren , en fremtrædende embedsmand, hersker over ministerkontoret [59] . I sin ungdom lignede han udadtil en blond troldmand fra en fresko af Bernardino Luini [60] . I børnenes opfattelse af Marcel var faderen "så almægtig, indflydelsesrige mennesker favoriserede ham så meget, at ... hvis jeg var alvorligt syg, hvis jeg blev kidnappet af røvere, så stole på styrken af ​​min fars forbindelser i højere kredse , i kraft af hans anbefalingsbreve til Herren Gud ville jeg se på min sygdom eller fangenskab som vrangforestillingsfænomener, der ikke er farlige for mig, og roligt vente på timen for min uundgåelige tilbagevenden til glædelig virkelighed. Samtidig var faderens holdning til sin søn ambivalent: ”Min mentalitet vakte foragt hos min far, men denne foragt blev mildnet i en sådan grad af hengivenhed, at hans holdning til mig generelt ikke kunne kaldes andet end urimelig aflad” [I: 231; II:33-34,301]. Marseilles far blev begunstiget af markisen de Norpois, og på hans råd gav han sin søn til at studere litteratur og opgav sit ønske om at gøre ham en karriere som diplomat [II:13-17,63] [61] . Efter Marseilles tur med sin bedstemor til Balbec, flytter hans familie til fløjen af ​​hertugen og hertuginden af ​​Guermantes palæ, hvor andre logerende boede. Marcels far "var ikke særlig elskværdig og kunne ikke lide at stifte nye bekendtskaber, hvilket han ærligt indrømmede." Engang havde hertugen brug for en attest fra marken, som var inden for min fars kompetence, og hertugen præsenterede sig for ham med fremragende høflighed. Derefter bad han ofte sin far om at gøre ham den eller den tjeneste, og når min far gik ned og tænkte på forretninger og forsøgte at undgå møder, opgav hertugen sine brudgomme, henvendte sig til min far på gårdspladsen med den hjælpsomhed, som var arvet fra de tidligere kongelige betjente rettede ham i hans frakkekrave, tog ham, rasende, som ikke vidste at undslippe, ved hånden og, holdt i sin egen, endog strøg den for at vise med en hofmands uforskammethed. at hans dyrebare kød ikke foragter sådanne berøringer, fulgte ham til selve portene ”[II :13; III:8,13,29,31]. Sidste gang, fortællerens far optræder i fortællingen, er kort før Marcels afrejse med sin mor til Venedig [VI:196]. Prototype: Prousts far, den succesrige parisiske læge Adrien Proust (1834-1903) [62] .
• Parma, prinsesse (de Parme), mor til hertug Albert af Guastal. Fortælleren møder hende i hertuginden de Guermantes' salon [63] . "I årevis har jeg, som en parfumør, der imprægnerer en homogen masse fedtstoffer, imprægneret navnet på prinsessen af ​​Parma med duften af ​​mange violer, men nu, da jeg så prinsessen ... tog jeg mentalt fat i en anden sag . .. ved hjælp af nye kemiske reaktioner begyndte jeg at fjerne al violet essens og al Stendhal-duften, og til gengæld at introducere billedet af en lille sortøjet kvinde, der udfører velgørenhedsarbejde og så ydmyg i sin høflighed, at det blev straks klart for dig af hvilken statelig stolthed denne høflighed opstod. Prinsessens salon er mærkbart ringere end hertugindens elitesalon: "Hvert besøg af Oriana bragte en masse problemer for prinsessen af ​​Parma - hun var så bange for, at Oriana ikke ville kunne lide alt med hende. Men på den anden side, og af samme grund, da prinsessen af ​​Parma gik til aftensmad med hertuginden af ​​Guermantes, var hun på forhånd sikker på, at alt ville gå godt med hertuginden, vidunderligt nok var hun kun bange for, at hun ikke ville forstå, ville ikke huske og ville ikke assimilere hendes tanker og ville ikke være i stand til at behage folk og få det godt i deres omgivelser” [III:428-431,456-462]. I den sjette bog af The Quest, arrangerede prinsessen, efter anmodning fra de Charlus, sig den ulejlighed at vælge en match til Mademoiselle d'Oloron, og arrangerede ægteskabet mellem baronens adoptivdatter og Gauvogeo Jr. [VI:275- 276] [64] . Prototype: nogle træk af hendes billede blev taget af Proust fra prinsesse Mathilde Bonaparte [65] .
• Nevø af Verdurinerne  - se Oktav
• Jupiens niece  - se Jupien, Marie Antoinette
• Ven af ​​Vinteuils datter boede sammen med hende i Vinteuils hus ved Montjouvin nær Combray, hvilket vakte opsigt; deltog i sin datters posthumte forargelse mod Vinteuils minde, som fortælleren blev et ufrivilligt hemmeligt vidne om [I:202,215-221] [39] . Hun er Albertinas ældre ven og sandsynlige elsker (hun erstattede sin "mor og søster", med hende Albertina tilbragte sine "bedste år" i Trieste; hun kalder hende og hendes datter Venteille sine "ældre søstre"), hvilket Marcel fandt ud af på slutningen af ​​hans andet ophold i Balbec [IV:609]. Da Morel ved en musikalsk aften i Verdurins sammen med en gruppe musikere optrådte Septetten af ​​Vinteuil, rapporterer Fortælleren, at komponisten ifølge rygterne "kun efterlod Sonaten, og alt andet blev skrevet af ham på stumper og kunne ikke læses" - og forklarede derefter: "Nej, bukkede dog under takket være udholdenhed, intelligens og ærbødighed for den afdøde komponist af den eneste person, der talte med Vinteuil i ret lang tid, studerede hans teknikker og kunne gætte, hvad han forsøgte at opnå. fra orkestret: Jeg mener Mademoiselle Vinteuils veninde ... Mademoiselle Vinteuils veninde blev nogle gange plaget af tanken om, at hun måske fremskyndede musikerens død. Men i adskillige år kunne hun, der formørkede de sidste år af komponistens liv, trøste sig med, at han på den anden side skylder, da hun i flere år sorterede Vinteuils kruseduller ud og etablerede den eneste sande læsning af hans mystiske hieroglyffer. hende hans usvindelige berømmelse” [V:309,311].
• Sanilon - se Theodore
• Saniette , en tidligere arkivar, hyppigt besøgt af Verdurin-salonen [66] , "der på grund af sin generthed, uskyld og venlighed tabte sig i samfundet, men i mellemtiden var han en kyndig palæograf, en rig mand fra en god familie. Han havde grød i munden, og det var charmerende, for man følte, at dette ikke så meget var en talefejl som en åndelig egenskab, som om barndommens levn var bevaret i ham for altid. På tidspunktet for Odette og Swanns affære var Sagnet "lidt irriterende" for Verdurinerne, "og de gjorde ikke meget for at gøre ham venner." I Verdurinernes "klan" blev de overraskede, da grev de Forcheville, inviteret til dem af Odette, "viste sig at være Sannets svoger: den gamle arkivar holdt sig meget beskeden, og de troende var overbevist om, at han var under dem i stilling; det faldt dem aldrig ind, at Sanet var en rig mand og endda af en ret adelig familie. Men snart blev han smidt ud af "klanen" gennem indsatsen fra sin svoger, som "søgte efter en mulighed for at udsende en mand, der vidste for meget om ham" [I:264-265,317,346]. År senere begyndte Sagnet igen at dukke op på Verdurins - Marcel møder ham med dem under sit andet ophold i Balbec. Men nu håner M. Verdurin, uden at skjule sin irritation, ærligt talt ad den "tungebundne" Sagnets forsøg på at deltage i den generelle samtale. Resten af ​​de "trofaste" sprøjtede, og nu lignede de en skare af kannibaler, hos hvem et sår påført en hvid forårsager en tørst efter blod. Den sidste handling af Verdurinernes mobning af Sanet er hans forfølgelse ved en musikalsk aften, som førte til hans forestående død [IV:398-399; V:314-315].
• de Saint-Evert, Diana (Diane de Saint-Euverte), Marchionesse [67] ; hendes parisiske palæ med en monumental trappe er så stor, at den endda har en koncertsal til flere hundrede tilhørere, hvor hun arrangerede velgørenhedsmusikaftener selv på tidspunktet for affæren mellem Swann og Odette [I:396-399]. Mange år senere (i slutningen af ​​den tredje bog af The Quest) skynder hertugen og hertuginden af ​​Guermantes sig til middag hos Marchionessen, som skulle overværes af "bror til kong Theodosius, Infanta Maria Concepción, etc." Samme aften (i begyndelsen af ​​den fjerde bog) ankommer markisen til et middagsselskab med prinsessen og prinsen af ​​Guermantes, men "ikke så meget for at nyde deres aften, men for at styrke hendes succes, for at rekruttere en anden fra sine slægtninge... som en flittig bi fløj hun til Guermantes for at hente konfirmationshonningen til i morgen fra alle de inviterede” [III:584.605; IV:85-88,178]. I årene af verdenskrigen, da fru Verdurin og fru Bontand var toneangivende i det parisiske samfund, "var Salon Saint-Evert [K 4] en falmet etiket, hvorunder tilstedeværelsen af ​​de mest berømte kunstnere, de mest indflydelsesrige præster kunne ikke længere tiltrække nogen” [VII:36].
• Ski (Ski), polsk billedhugger Vyradobetsky (Viradobetski) fra Verdurin-salonen i den sene periode; Madame Verdurin foretrak ham frem for Elstir, som for længst havde forladt deres "klan " . Fortælleren møder Sky i Balbek [69] : ”Billedhuggeren Sky, som blev sådan kaldt, for det første fordi det var svært for alle at udtale sit polske efternavn, og for det andet fordi han i nogen tid nu, det der kaldes "samfundet "... femogfyrre år gammel, og på trods af sit grimme udseende, var han kendetegnet ved en særlig drengethed. "Sky malede hvad som helst, på manchetknapper, på døre... man troede, at Sky var et tankekammer, men faktisk bestod al hans mentale bagage af to eller tre tanker." "Hans grin var ikke som Verdurins grin - en rygers kvælning. Først tog Skye et snedigt blik på, så, som om der ud over ham udgik et grin fra hans mund, som det første opkald, og så blev der tavshed, hvor hans snedige blik syntes bevidst at tjekke, hvor sjovt det var. sagde lige, endelig blev det andet slag af latterklokken hørt” [IV:324-325; V:343]. I slutningen af ​​"Søgningen", ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes, møder fortælleren ham blandt gæsterne: "Himlen har ikke ændret sig mere end en visne blomst eller tørret frugt" [VII:257]. Prototype: Frédéric de Madrazo (1878-1938), maler, gift med Reynaldos storesøster Ana , hyppigt besøgt af Madeleine Lemaires salon , Prousts ven, som satte stor pris på hans tale om maleri [70] .
• Théodore , en af ​​indbyggerne i Combray, som alle blot kalder Theodore, og som fortælleren i de sidste to bøger af Quest giver først navnet Sanilon og derefter Sautton (Sautton; i sidstnævnte tilfælde kunne han være den yngste søn af Madame Soton, en bosiddende Combray); i historien om Marcels barndom nævnes hans søster også. Theodore optræder sjældent i historien, men hver gang i en ny egenskab. I den første bog af The Quest er han en dreng, der arbejdede for købmanden Camus og en korist i den lokale kirke [71] , som hjalp Françoise med at håndtere tante Leonie - "vend hende i sengen og bære hende til en stol" [ I:102,107,206-207]; i den femte kusk for en af ​​de Charlus' venner og bror til tjenestepigen baronesse Putbu (desuden er han ligesom Morel lige interesseret i kvinder og mænd) [V:364-365] [72] ; i den sjette en vis Sanilon, som lykønskede Fortælleren med et Brev i Forbindelse med Udgivelsen af ​​hans Artikel i Le Figaro; i begyndelsen af ​​den syvende bog (ibid. i Tansonville) siger Francoise, at Theodore er Legrandins elsker, han har en forlovede, men ifølge hende bor han nu et sted i syden; Françoise kalder hans efternavn: Sotton, og fortælleren indser straks, at dette er den samme tidligere ukendte korrespondent, som lykønskede ham med udgivelsen af ​​artiklen [VII:8-9].
• de Forcheville , greve, daværende baron, svoger til Saniet [73] . Indført i Verdurin-kredsen af ​​Odette, som gjorde ham til sin elsker samtidig med Swann (som Forcheville engang tjente sammen med i samme regiment). Forcheville adskilte sig ikke med hensyn til intelligens: "Hvad angår de prætentiøse og vulgære tirader, som kunstneren undertiden udtaler, og den rejsende sælgers vittigheder, som Cotard vovede at gøre, så undskyldte Swan, som elskede begge, dem ... mens Forchevilles intellektuelle niveau var sådan. at kunstnerens tirader bedøvede og glædede ham, skønt deres betydning forblev ham uklar, og han svælgede i lægens vid. På en af ​​aftenerne påførte Forcheville, godkendt af Odette, repressalier mod sin beskedne ældre slægtning: "Enten besluttede Forcheville, da han fornemmede, at Verdurinerne ikke kunne lide hans svoger Sanet, at vælge ham som et mål for hans vid. og ride på hans bekostning, eller han blev vred over kejtethed, indrømmet i forhold til ham af Sanyet ... eller endelig har Forcheville for nylig simpelthen ledt efter en mulighed for at sende en person ud herfra, der vidste for meget om ham og som var så omhyggelig, at han i nogle øjeblikke blev rystet af selve tilstedeværelsen af ​​Forcheville, som han gættede » [I:317,325,346-347]. Senere stoppede han med at besøge Madame Verdurins saloner, men hans forhold til Odette stopper tilsyneladende ikke, da Odette efter Swanns død bliver hustru til de Forcheville [73] . Han kom til den konklusion, at ved at gifte sig med en jødes enke, gør han en god gerning, der ligner en millionærs gode gerning, der samler en pige op, der går på gaden, og trækker hende op af mudderet. Forcheville var klar til at udvide sin venlighed til Gilbert, hjulpet af hendes arv på mange millioner dollar, men det latterlige navn Swann fungerede som en hindring for ægteskab. Forcheville erklærede, at han ville adoptere hende” [VI:204-205,342].
• de Châtellerault , hertug af Guermantes-familien, oldebarn af Marquise de Villeparisi [74] . "Det var en udtalt type Hermantes: blond hår, en kroget næse, prikker på den porøse hud på kinderne - vi har allerede set alt dette i portrætterne af hans forfædre" [III:219,436]. Få dage før et middagsselskab hos prinsessen af ​​Guermantes, som hertugen først blev inviteret til (efter et tiårigt skænderi med hende af sine forældre), “mødte prinsessens dørmand en ung mand på Champs Elysees; han var så fascineret af ham, men han vidste aldrig, hvem det var. Og ikke fordi den unge mand var generøs, men ikke venlig. Tværtimod, alle de ydelser, som portøren anså for nødvendige at yde den unge mester, ydede skibsføreren ham. Men hertugen de Châtellerault var trods al sin forsigtighed en kujon; han ønskede ikke at afsløre sin inkognito, hovedsagelig fordi han ikke vidste, hvem han havde at gøre med; han ville være blevet endnu mere bange - dog uden større grund - hvis det var blevet ham bekendt. Hertugen udgav sig for at være en englænder" - hvilket fik komiske konsekvenser under deres møde ved en reception hos prinsesse de Guermantes [IV:41,47-48]. Han blev vredt nævnt af de Charlus i sine afsløringer med professor Brichot om emnet homoseksualitet, og rygterne spredte sig om ham: "Jeg fik at vide, at han sagde, at djævelen ved hvad med mig, men jeg er ligeglad. Jeg tror, ​​at snavsklumper kastet af en mand, der næsten blev smidt ud af Jockeyklubben for at spille kort, flyver tilbage og falder på ham” [V:366-367]. I slutningen af ​​den sjette bog af The Quest er den unge hertug de Chatellerault en af ​​kandidaterne til ægteskab med Gilberte før hendes forlovelse med Saint-Loup [VI:336]. Så meget desto mere overraskende er den ændring, som Fortælleren opdager hos ham i slutningen af ​​The Quest: "Jeg blev endnu mere overrasket, da jeg hørte, at denne lille gamle mand med et sølvbelagt overskæg a la diplomat kaldes hertugen af ​​Chatellerault, hvori der kun er en slags gnist, mirakuløst bevaret fra det tidligere blik, tillod mig at genkende den unge mand, som jeg engang mødte i Madame de Villeparisis' hus" [VII: 242].
• Narrator 's Chauffeur, en bilkampagnechauffør, som Marcel brugte under sit andet ophold i Balbec og senere i Paris. Senere erfarede Marseille, at i Balbec "var en af ​​chaufførens klienter de Charlus, og at Morel, som blev instrueret i at betale chaufføren, og som stak en del af pengene i lommene (hvilket tvang chaufføren til at tredoble og tidoble antallet af kilometer ved betaling). blev meget venner med ham (at gøre det dog en hemmelighed fra dette bekendtskab). Sammenløbende bag Charles og Morel besluttede chaufføren med hans hjælp at få et fast job hos Verdurinerne [74] . For at gøre dette "krævede han af Morel, at Verdurinerne ikke blot ændrede deres pause til en bil ... men også ændrede - og det var allerede meget vanskeligere - hovedvognmanden." Efter at have miskrediteret kusken på beskidte måder fik Morel ham til at gå. "Den næste dag ankom en chauffør til Verdurins, og Madame Verdurin var så tilfreds med ham, at hun senere, da hun skulle ansætte en anden, varmt anbefalede ham til mig og forsikrede mig om, at du kunne stole på denne person i alt. Jeg vidste ikke noget om ham og hyrede ham i Paris på betingelse af, at jeg ville betale ham hver dag” [IV:484-513]. Da Albertine begyndte at bo i Marcels hus, blev chaufføren ofte brugt til Albertines selvstændige ture, hvis sande formål den jaloux Marcel snart begyndte at tvivle på [74] . Efter at have fået forsikringer fra chaufføren om, at han passede Albertina og sandfærdigt rapporterede til ham om hendes ture, tog han dybt fejl. "Kunne jeg have gættet ... at Albertine i løbet af disse to dage, rasende over chaufførens samtale med mig, bøjede sig til det punkt, at hun til sidst sluttede fred med chaufføren? Hvordan vidste jeg det? [V:153-158].
• Shcherbatova (Sherbatoff, prinsesse), en velhavende russisk prinsesse fra den sene "klan" af Verdurinerne [75] . Uden at kende prinsessen af ​​syne, ser Marseille hende for første gang i en forstadstogkupé nær Balbec: hun "var vulgær og samtidig prætentiøs; Jeg stillede mig selv spørgsmålet: hvilken social kategori tilhører hun? - og svarede straks: dette er nok ejeren af ​​et stort bordelhus, en omrejsende bawd. To dage senere, da han kørte med Cotard til Verdurinerne, hed lægen, som opremsede vennerne i deres hjem, også prinsesse Shcherbatov. "På grund af manglen på bekendtskaber viste prinsesse Shcherbatova i flere år nu en sådan loyalitet over for Verdurinerne, takket være, at hun ikke bare blev "trofast", men en form for loyalitet, et ideal ... De "trofaste" troede, at prinsesse var umådeligt højere end sit miljø, at hun keder sig dér, det er derfor, blandt de mange bekendtskaber, som hun kunne opretholde forbindelser med, føler hun sig kun godt med Verdurinerne. Samme sted, på et forstadstog på vej til La Raspellier, førte Cotard gæsterne fra Verdurinerne "på jagt efter prinsesse Shcherbatova. Hun sad i hjørnet af en tom kupé og læste Revue de Des Mondes . Af frygt for at løbe ind i uhøflighed, havde hun for længst gjort det til en regel at sidde ét sted uden at bevæge sig, at gemme sig i et hjørne - både i vognen og i livet - og, før hun rækker hånden ud, vente på at være den første. at hilse på hende. De trofaste fangede hende i at læse. Jeg genkendte hende med det samme: denne kvinde… jeg tog i forgårs på samme tog for ejeren af ​​et bordelhus” [IV:306-307,328-331,348-349]. Prinsessen døde på dagen for Morels musikalske aften, men hr. Verdurin reagerede køligt på nyheden om døden af ​​en af ​​de mest "trofaste": "Vi udtrykte sympati med Verdurin over prinsesse Shcherbatovas død. "Ja, jeg ved, hun er meget dårlig," sagde han. ”Nej, hun døde klokken seks!” udbrød Sanyet. "Du overdriver altid," bemærkede Verdurin skarpt til Sanieto, "da aftenen ikke blev udskudt, foretrak han hypotesen om sygdom" [V:267].
• Aimé , maître d' fra Grand Hotel i Balbec, som kom hertil hvert år i sommermånederne [76] . Aime var meget høflig over for gæsterne, hvis betydning han kunne genkende ved de mindste strøg. I vinterhalvåret arbejdede han som overtjener på en parisisk restaurant: ”Aimé, der skilte sig ud blandt sine almindelige kammerater for sin evne til at vise sig beskedent, udstrålede helt ufrivilligt noget romantisk fra ham selv, som normalt kommer af fluffy hår og en græsk næse i flere år, og heri adskilte han sig fra mange andre tjenere” [II:294-295; III:150,163]. Under sit andet ophold i Balbec talte Marcel ofte med Aimé: "Faktum er, at Aimé i nogen tid nu har haft glæde af at chatte med mig eller, som han udtrykte det, uden tvivl villet understrege det filosofiske set fra hans synspunkt. , arten af ​​vores samtaler, "at spekulere"" [IV:464-466]. Den forpligtende Aimé udførte mere end én gang sine instruktioner i forbindelse med afklaringen af ​​Albertines ondskabsfulde forbindelser [74] : i den femte bog af "Søgningen" sendte han Marseille et fotografi af hendes sandsynlige elskerinde Esther, i den sjette, efter døden af Albertine, han gennemførte en hel undersøgelse på hans anmodning i Balbec og Nice, hvis resultater han skitserede i breve [V:434; VI:102-146]. Derudover informerede Aimé Marcel om hans ven Saint-Loups ondskabsfulde tilbøjeligheder [VI:346] [77] . Prototype: Olivier Dabesca, den første overtjener på Ritz Hotel på Place Vendôme (siden åbningen i 1898), baskisk af oprindelse . Dabeska kendte "hele Paris" og tjente ofte Proust som en uvurderlig kilde til information .

Episodekarakterer

• Agrigentian (d`Agrigente) / Agrigentian *, prins, hans kælenavn er "Gris-Gris" [16] ; søn af svigerdatteren til hertugen af ​​Guermantes; arving til Aragoniens krone; prinsens familie havde et slot i nærheden af ​​Combray . Mangeårig ven af ​​Charles Swann, en af ​​de få repræsentanter for det høje samfund, der besøgte Odette Swanns salon [II:108; VI:221]. Hans titel, der er dannet ud fra navnet på den sicilianske by Agrigento og poetiserer navnet på prinsen i Marcels opfattelse [III:437-438,550,602], er fiktiv. "I virkeligheden eksisterede en sådan feudal familie og den tilsvarende fejde (på Sicilien) ikke" [79] . Frustreret over uoverensstemmelsen mellem det pirrende navn og den virkelige person, møder Marcel prinsen igen år senere og finder ham adlet af sygdom og alderdom .
• En advokat fra Paris , en beundrer og kunstsamler af Le Sidane , som foretrak hende frem for malerierne af Elstir [81] ; ledsager (sammen med sin kone og søn) Govojo den ældste og hendes svigerdatter til Balbec, hvor de aflægger et besøg hos Fortælleren på stranden [IV:244-246.250].
• Alice (Alix), en ældre markis fra Malaque-dæmningen, en dame med en frisure i stil med Marie Antoinette i salonen hos Marquise Villeparisi, hendes ven og rival [III:193-194,198].
• Albare, Celeste  - se Celeste Albare
• Amanien d' Osmond, markis, fætter til hertugen af ​​Guermantes; hans kaldenavn er "Mor" [82] . En af Odettes elskere under hendes affære med Swann, de Charlus var Swanns anden i sin duel med d'Osmont. I den tredje bog af The Quest forhindrede nyheden om d'Osmonts forestående død næsten hertugen og hertuginden i at tage til prinsen af ​​Guermantes' aften og til et natmaskeradebal [III:584; V:357].
• d`Ambrezak, Desi og ... (d`Ambresac), piger, deres velhavende forældre ejede en villa i nærheden af ​​Balbec under Fortællerens første ophold der. Desi d'Ambrezac blev af unge parisiske aristokrater betragtet som en af ​​de mest profitable brude [III:407-408]. Albertine misundte de to d'Ambreacs elegance og sociale position .
• d'Ambrezac , mor til søstrene d'Ambrezac [83] , en slægtning til Marquise de Villeparisi og en bekendt af prinsessen af ​​Luxembourg; "Monsieur og Madame d'Ambrezac var frygtelig rige, men førte et meget beskedent liv, manden bar altid den samme jakke, konen i en mørk kjole" [II: 497].
• d'Amoncourt, Timoleon (Timoléon de Amoncourt), markis [4] , datter af hertugen de Montmorency; "en lille, usædvanlig smuk brunette", en ven af ​​Ibsen og d'Annunzio , en ekstremt omgængelig verdensdame [IV:82-84].
• d'Argencourt (d'Argencourt), enkegrevinde, født Senpore (Seineport), søster til Marquis de Beauserjean, mor til grev d'Argencourt, "der var vært for et lille antal mennesker af alle rækker, fordi hun var en blå strømpe, mens hende sønnen var en frygtelig snob” [III:452].
• d`Arzhancourt (d`Argencourt), greve af belgisk oprindelse; chargé d'affaires fra Belgien og slægtning til markisen de Villeparisi, som Marcel møder ved receptionen af ​​markisen [III:210,227] [18] . I slutningen af ​​Eftersøgningen, ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes, genkender fortælleren næppe sine tidligere bekendte: "Min personlige fjende, Monsieur d'Argencourt, viste det mest usædvanlige billede ... han var bestemt til at blive et væsen, så anderledes end ham selv, at det forekom mig, at jeg stod foran en helt anden person, i samme grad velvillig, hjælpeløs, harmløs, hvor den sædvanlige d'Argencourt var arrogant, fjendtlig og farlig" [VII: 242-245 ].
• Arkivar under Marquis de Villeparisi  - se Valmer
• Berma datter  - se Bermas datter
• "Giottos godhed" (La Charité de Giotto), en karakter fra Fortællerens barndom i Combray: en opvasker med kokken Françoise i tante Leonies hus, "et uheldigt, sygt væsen, der bar et barn." Hendes rummelige forklæde "lignede kappen på Giottos allegoriske figurer , billederne som Swan gav mig. Det var ham, der henledte vores opmærksomhed på denne lighed og spurgte om opvaskemaskinen: "Hvordan er det med Giottos godhed?" disse personifikationer af dyderne fra Arena-kapellet" [I:128].
• Blandais , seniornotar i Le Mans og hans kone [81] ; notaren, formanden for retten i Cannes, hr. Bonsen, formanden for advokaterne i Cherbourg, "fremtrædende skikkelser i hovedafdelingerne i denne region", sammen med deres koner, stamgæster på Balbec Grand Hotel [II: 273 ] (se Bonsen).
• Blatin , dame læser "Deba" [84] ; en bekendt af Odette, "hvis komme hun var bange for", og hendes mand fandt i fru Blathen en lighed med et portræt af Savonarola af Fra Bartolomeo . Marseille så ofte denne for ham ukendte dame på Champs Elysees , hvor han spillede med Gilberte [84] : "Jeg blev ikke træt af at prise den ærværdige dame, der læste "Deba" (jeg inspirerede min familie, at dette var enken fra ambassadøren, og måske endda hertuginden), og beundrede hendes skønhed, hendes kropsholdning, hendes fuldblod, men sagde engang, at Gilberte kalder hende Madame Blathen. - Åh, det er hvem! - udbrød min mor, og i det øjeblik var jeg klar til at brænde af skam ... - Dette er enken efter en foged ... hendes passion er at starte forhold. Hun er grim, monstrøst vulgær, og desuden er hun også en frygtelig tøs” [I:499-500; II:93,122].
• Block, Solomon (Bloch, Salomon), far til Albert Block [85] , en repræsentant for en obskur jødisk familie. Fortælleren, som var til stede ved Balbec-middagen i Bloks, var vidne til og beskrev Blok-faderens fantastiske indtrængen i Blok-sønnen [II:347,374-375].
• Bloks søstre  - se Sisters of Blok
• Bonsen (Poncin), retspræsident i Cannes [86] , "en respektabel mand ... med et ungdommeligt ansigt i grånende bakkenbarter og med livlige øjne"; han, formanden for advokaterne i Cherbourg og seniornotaren i Le Mans, hr. Blandet, er stamgæster på Balbec Grand Hotel [86] : "De boede altid i de samme værelser og sammen med deres koner, som lod som om de være aristokrater, dannede deres eget selskab”. Ligesom "klanen" af Verdurinerne, blev dette selskab, der altid holdt sammen og ikke tillod "blanding af et fremmed element", af Fortælleren kaldt: "hoffmandens klan" [II: 273,277,341].
• Bonsen , kone til retspræsidenten [87] ; diskuterer nedladende i en kreds af sine Balbec-venner en ældre dame, rig og ædel (markisen de Villeparisi), der betragter hende som en bedrager, og prinsessen af ​​Luxembourg for en eventyrer [II: 276,302-303].
• Borodinsky (Borodino), prins [K 5] , kavalerikaptajn og eskadronchef i Donciere, hvor Saint-Loup tjener [88] . ”Prinsens bedstefar blev forfremmet til marskal af kejseren, og han fik også titel af storhertug af kejseren, og så blev han beslægtet med ham gennem ægteskab, mens prinsens far giftede sig med fætteren til Napoleon III og , efter statskuppet, haft ministerposter to gange.” Saint-Loup taler kritisk om prinsen for hans holdning til den intelligente major Duroc: ”Prins Borodinsky vil ikke lade ham komme uden for døren - kun fordi han er en raznochinets. Du skal være så smart, men hans oldefar var en simpel landmand, og han ville selv have været landmand, hvis ikke for Napoleonskrigene” [III:76,126]. Prototype: Napoleons barnebarn kaptajn Charles Walevsky (1848-1916), under hvis kommando Proust tjente i militæret (1889-1890) [89] .
• de Beaucerfeuil / Beaucerfeuil* - se de Montserfeuil
• de Beausergent , søster til Marquise de Villeparisis, fortællerens bedstemor sætter pris på hendes erindringer [90] . Madame de Beauserjeans yndlingsnevø var lille Bazin, den fremtidige hertug af Guermantes [VII:25,30].
• de Beausergent , ung markis, en anden nevø af Madame de Beausergent og bror til Comtesse d'Argencourt. Fortælleren beskriver ham i en æske med markisen de Gauvajos Jr. ved en forestilling i Operaen med Berms deltagelse [III:53] [91] .
• de Breitel, Quasimodo (Quasimodo de Breteuil), en nær ven af ​​Swann, Marquis du Lot og Oriana de Guermantes i deres ungdom [VI:220].
• du Boulbon, læge, "ekspert i neuro-cerebral aktivitet", en stor beundrer af Bergotts bøger [26] (han anbefaler til gengæld den intelligente du Boulbon til Marcel i stedet for Dr. Cotard). I forbindelse med forringelsen af ​​bedstemoderen, som blev behandlet af professor Cotard, foreslog Marcel at invitere Dr. du Boulbon til en konsultation, og han anførte kategorisk typiske tegn på neurose hos en patient med uræmi og forklarede min bedstemor: "Neurose er en genial skuespiller. Der er ingen sådan sygdom, at han ikke kunne spille på den mest dygtige måde. Du Boulbon anbefalede gåture til min bedstemor; som følge af den første af dem skete der et slagtilfælde for hende. Den sommer, da Marseille tog til Balbec for anden gang, "forventede Dr. du Bulbon at bo i nogen tid på den anden side af Balbec-bugten, hvor han var meget efterspurgt blandt de syge" [I:144; II:161; III:301-313; IV:234]. Prototype: Edouard Brissot , i et af Prousts breve nævnes han som model for Dr. du Bulbon [92] .
• Bouillon, Cyrus (Cyrus de Bouillon), greve, far til markisen de Villeparisi [26] ; nævnt under navnet Florimond de Guise; ifølge markisen, da hun var meget ung, kaldte hertugen af ​​Nemours, henvendt til sin far, ham "Syrus" [II:326; III:537].
• Hertug af Bouillon , bror til Marquise de Villeparisi og onkel til hertuginden de Guermantes [93] , den sidste af Princes de la Tour d'Auvergne. Fortælleren løber ved et uheld ind i ham ved døren til hertugen af ​​Guermantes' kontor og forveksler ham med en provinsandrager [III:583; IV:99].
• de Bourbon , prinsesse, de Charlus' afdøde kone, om hvem han talte til Marcel: "Jeg har mistet min kone - en smuk, ædel, på alle måder upåklagelig kvinde." Saint-Loup nævner hende, når han beskriver sin onkel til Marcel: "En smuk mand som ham kunne ikke undgå at få succes med kvinder! Jeg ville ikke kunne fortælle dig præcis hvem, for han er meget hemmelighedsfuld. Jeg ved kun, at han snedigt bedragede min stakkels tante. Ikke desto mindre var han ualmindelig sød ved hende, hun forgudede ham, og han sørgede længe efter hende. I Paris besøger han næsten dagligt kirkegården” [II:355; III:292].
• de Valcour, Edith (Édith de Valcourt), hertuginde, ven af ​​grevinde Marie-Therese de Mortemart; Prins de Guermantes accepterer hende af en eller anden grund ikke. Inviteret af Baron de Charlus til en musikalsk Morel-aften arrangeret af ham i Verdurins, bliver hertuginde de Valcour et vidne til Marie-Thereses "konspiratoriske" forhandlinger med baronen [V:320-322].
• Valmer (Vallenères), arkivar [94] , sekretær for "anti-revisionistisk komité"; hjælper markisen de Villeparisi i hendes erindringer (analyserer breve fra historiske personer til hende) og fungerer fra tid til anden som hendes sekretær. Han var nationalist og inspirerede under Dreyfus-affæren "hele tiden markisen til, at en borgerkrig snart ville bryde ud, og at markisen skulle være mere omhyggelig med at vælge bekendte" [III:187-190,235,248] [94] .
• de Varambon , statsdame for prinsessen af ​​Parma [94] , "en meget god, men begrænset kvinde, som engang blev introduceret til prinsessen af ​​hertugens mor" af Guermantes. Ved en middag med hertuginden af ​​Guermantes insisterede Madame de Varambon stædigt på, at Marseille var nevø til admiral Jurien de la Gravière [III:504-505] [94] .
• de Vatry , oberst, baron; ven af ​​Adolfs bedstefar og lejer af en lejlighed i hans hus på boulevarden Malserbe. Bedstefar Adolf "var meget selektiv i valg af lejere: han lejede kun lejligheder til sine venner eller til dem, der senere blev hans venner" [IV:544].
• de Velude (de Vélude), visgrevinde, med tilnavnet Tiny ("Mignonne"), se de Montpeyrou [7] .
• Victor , en kammertjener i Fortællerens hus [95] , som "havde en forkærlighed for populære melodier og kunne lide at peppe hans tale med buzzwords." Françoise "betragtede kammertjeneren som sin ven, da han konstant fortalte hende med indignation, hvilke hårde foranstaltninger republikken ville tage imod gejstligheden" [III:20].
• de Villebon , født Courvoisier. Fortælleren beskriver den stædighed, "som Madame de Villebon på snobbet vis udviste i sin holdning til grevinde G.", og de ejendommelige frugter, som det førte [III:447-448].
• de Villemandois , Marquis, ung nevø til hertuginden de Guermantes, som fortælleren ikke havde et forhold til [95] . Ved slutningen af ​​"Søgningen" ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes, efter at have mødt ham blandt gæsterne, bemærker han markisens fantastiske hjertelighed [VII: 289-290].
• de Villemur, en dame fra kredsen af ​​prinsesse de Guermantes [96] . Da prinsessen henleder opmærksomheden på den berømte maler Detai, hvilken smuk hals Madame de Villemur har, viser Madame de Villemur sjælden opfindsomhed for først elegant at vende sig mod ham, og derefter finde et behageligt sted for kunstneren [IV:46].
• Ejer af Grand Hotel i Balbec , chefdirektør for Grand Hotel-kæden; "en lille mand, gråhåret, rødnæset, fuldstændig uforstyrlig og usædvanlig korrekt, som tilsyneladende var lige så kendt i London som i Monte Carlo og overalt blev betragtet som en af ​​de største hotelejere i hele Europa " [II: 290].
• Vladimir, storhertug : Proust inkluderede en rigtig historisk person i episoden med den fiktive viscountesse d'Arpajon [IV:71-72]. Sammen med sin kone tilbragte han lang tid i Paris [97] .
• de Vaugoubert , markis, ambassadørens hustru [28] . Marcel møder hende til et middagsselskab med prinsessen de Guermantes: "I ministeriet sagde de om Voguberne - uden en subtil antydning - at hjemme skal en mand bære en nederdel, og hans kone skal have bukser på. Markisen de Vogubert var en mand... Til min ærgrelse betragtede hun mig med interesse og nysgerrighed som en af ​​de unge mennesker, som markisen de Vogubert kunne lide, en af ​​de unge mennesker, som hun så gerne ville være” [IV:58-60 ] .
• de Gallardon, en markis fra Courvoisier-familien [98] , "konstant tænker på hendes slægtskab med Guermantes, som uendeligt ophøjede hende både i verdens øjne og i hendes egne øjne, men hvor der var noget stødende for hende, så hvordan de mest geniale repræsentanter for denne familie undgik hende - måske fordi hun var en kedelig kvinde, måske fordi hun var en ond kvinde, måske fordi hun tilhørte den yngre gren af ​​familien, eller måske uden nogen grund." Markisen er tyve år ældre end Oriana de Lom [I:404-405,446].
• de Galardon , enkehertuginden i Courvosier-familien, som hendes slægtning Oriana aldrig hædrede med sit besøg i fem år. Adalbert de Courvosiers tante og kommende svigermor til prinsessen de Galardon [IV:66].
• Guastalsky, Albert (de Guastalla, Albert), hertug, søn af prinsessen af ​​Parma, slægtning til de Charlus [III:573].
• Guastalsky , hertug, søn af prinsessen af ​​Jena; prinsessen af ​​Parma mener, at han har tilranet sig den titel, der med rette tilhører hendes søn Albert [III:525].
• de Guermantes-Brassac, niece til prinsesse Guermantes. Den yngste Govozho var sikker på, at Saint-Loup ville gifte sig med hende og forsikrede Marcel om dette [IV:586-587].
• Guermantes, baronesse , er til stede ved en reception hos prinsessen af ​​Guermantes, hvor hun sammen med Marcel laver en "gennemgang af stuen" [IV:75].
• Guermantes, baron , ung mand, ven af ​​hertugen de Châtellerault; Fortælleren beskriver dem ved en reception hos Marquise de Villeparisis: "Høje, tynde, med gylden hud og gyldent hår, ægte Guermantes, disse to unge mænd syntes at være klumper af forårsaftenlys, der oversvømmede den store stue" [III: 210].
• de Gaucourt , søster til Marquis de Govozho Sr. Under Fortællerens andet ophold i Balbec indskød markisen, som lærte om sine astmaproblemer, i næsten hver eneste samtale, at hans søster led af kvælning [IV:589].
• Baronesse Pytbys tjenestepige  - se baronesse Pytbys tjenestepige
• Gris-Gris  - se Agrigentian
• de Grouchy, greve [99] , en slægtning til Guermantes med kone, en ivrig jæger. "Denne samme de Grouchy, en efterkommer af den de Grouchy, der kom i forgrunden i æraen af ​​det første imperium, og som fejlagtigt er anklaget for det faktum, at hans fravær i begyndelsen af ​​slaget ved Waterloo var hovedårsagen til fiasko, som Napoleon led, var fra en meget god familie, selvom besat af adelige så ned på hende” [III:438,489].
• Goupil , en velhavende beboer i Combray, nabo til tante Leonie [40] , søster til Madame Sazra. Fortælleren (for hvem Madame Goupil er mere et minde om barndommen end en karakter fra sit voksne liv) modtager et uventet lykønskningsbrev fra hende i forbindelse med dets offentliggørelse fra en artikel i Le Figaro [I:158; VI:223-224] [100] .
• Dame med Marie Antoinette frisure  - se Alice
• Dame læser "Deba"  - se Blaten
• Daltier , Émilie, en bekendt af Albertine, en smuk pige, der spiller godt golf, som Marcel (blandt mange andre) mistænkte for at have kærlighedsforhold til Albertine [V:484-485].
• Butleren i Fortællerhuset , som tjente i de år, hvor familien boede i et udhus til Guermantes-palæet. Da tjenernes langvarige samtale blev afbrudt af tre-fire frygtsomme opkald til Marcels mor, "opfattede Francoise, fodmanden og butleren opkaldet som et opkald, men gik ikke, for for dem var det noget som de første lyde af instrumenter ... efter et særligt højt kald med et suk adlød de deres skæbne, og ... butleren, efter at have taget seddelpapiret fra mig, skyndte sig at behandle sin private korrespondance” [III:25].
• Fortællerens oldemoder , kusine til hans bedstefar, mor til tante Leonia [99] ; om vinteren boede hun i Paris, om sommeren tog hun til Combray, til datteren Leonie, hvor Marcels forældre fik et separat hus i deres lille bygods. Ifølge ham var "hun - det eneste medlem af vores familie - temmelig vulgær", "for hende at more sig med at læse var det ensbetydende med barnlighed og spild af tid" [I: 58,91,97,151].
• Pigen ved stoppestedet , en trøske; Marseille, på vej til Balbec, beundrer hende tidligt om morgenen fra togvinduet [II:252-254] [99] .
• Deltour , general, sekretær for republikkens præsident [101] . På invitation af de Charlus deltog han i Morels musikalske aften i Verdurins. Baronen regnede med Deltours støtte til at tildele Morel ordenen [V:330-331] [101] .
• Dechambre , en ung pianist fra Verdurin-salonen på tidspunktet for affæren mellem Swann og Odette . Mere end én gang spillede for Swann hans yndlingsmusikalske sætning fra Vinteuils sonate. Under Marseilles andet ophold i Balbec modtager Verdurinerne nyheden om Deshambres død ligegyldigt [I:273-274; IV:350].
• Deshambra tante , en af ​​de få damer, der ikke blev udelukket fra "klanen" af Verdurinerne under romanen af ​​Swann og Odette; som en portør og kender ikke verden. "Hun modtog ingen uddannelse og var bange for at afsløre sin analfabetisme, derfor talte hun bevidst uartikulært og troede, at hvis hun lavede en fejl, så ville fejlen synke ind i generel uforståelighed, og det ville være umuligt at fange den, så gæstens tale blev til en kontinuerlig opspyt, hvorfra der kun til tider opstod separate ord, i hvilken udtale hun var sikker på” [I:247-248,265].
• Datter af Berma , datter af en fremragende skuespillerinde [20] . Den uhelbredeligt syge Berma fortsatte med at optræde på scenen "for at støtte sin datters luksusbehov, som hendes sygelige og værdiløse svigersøn ikke kunne tilfredsstille." I slutningen af ​​The Search arrangerer Berma te til ære for sin datter og svigersøn, men alle hendes inviterede foretrækker at gå til receptionen hos prinsesse Guermantes, som havde en middelmådig, men moderigtig skuespillerinde Rachel til at optræde den dag. Ude af stand til at udholde "kedsomheden" ved bordet med sin mor, forlader datteren og hendes mand Berm alene og skynder sig dertil, og uden at blive inviteret, beder de obotligt Rachel om tilladelse til at komme ind og hilse på hende [VII:320-324,340-341] .
• Francoises datter  - se Marguerite
• En "trælignende" budbringer fra Grand Hotel i Balbec , "hans ældre brødre havde byttet hoteljobbet til en mere strålende fremtid, og han følte sig alene i dette fremmede land"; tiltrækker Fortællerens opmærksomhed med sin ubevægelighed: "Nær vognene, ved indgangen, hvor jeg ventede, stod som et sjældent træ, en ung budbringer, der tiltrak sig opmærksomhed med en særlig harmoni af hårfarve og hud, som planters. ." Ved Marseilles andet besøg i Balbec forsvandt budbringeren, som derefter prydede indgangen til hotellet med en fleksibel stilk af sin lejr og en usædvanlig hårfarve. Han tog afsted med en polsk grevinde, som tog ham som sin sekretær, i dette tilfælde efter eksemplet fra hans to ældre brødre og en maskinskriversøster, som, betaget af dem, blev kidnappet fra hotellet af mennesker af forskellig nationalitet og begge køn. Kun den yngre bror blev tilbage, som ingen blev forført af, fordi han var skrå” [II:306-307; IV:207-208].
• Dieulafoy , professor, præsident for National Academy of Medicine - en rigtig person inkluderet af Proust i begivenhederne i fortællerens bedstemors dødsdage [III:343-344] [102] .
• de Duras / de Duras *, hertug; enke, giftede han sig med enken Madame Verdurin og døde to år efter brylluppet [VII:277] [103] .
• de Duras , hertugens første hustru, forgænger for Madame Verdurin . Den første hertuginde de Dura var til stede ved en musikalsk Morel-aften, afholdt af de Charlus på Verdurins, og udtrykte over for baronen et brændende ønske om at gentage koncertprogrammet, hvilket vakte jalousi hos Madame Verdurin og til sidst skubbede hende til at bryde med baronen [V: 329].
• Duroc (Duroc), major, en af ​​Saint-Loups hærens mentorer på kavaleriskolen i Donsieres [104] , professor i militærhistorie, radikal socialist, Dreyfussar. Saint-Loup taler entusiastisk om ham til Marcel [III:76,106].
• Evdokia (d`Eudoxie), storhertuginde, en af ​​de få, der var vært for prinsesse Shcherbatova. Dr. Kotar troede naivt, at prinsesse Shcherbatova var "en ædel russisk dame, en ven af ​​storhertuginden Evdokia, som accepterer hende selv på sådanne timer, hvor ingen har lov til at se hende." Faktisk "storhertuginde Evdokia, som ikke ønskede, at prinsesse Shcherbatova, som længe var blevet nægtet et hjem overalt, kom til hende, når hun kunne få gæster, modtog altid Shcherbatova meget tidligt, når Hendes Højhed ikke kunne besøges af nogen fra hende venner, som ville være ubehagelige at møde prinsessen, og i hvis nærværelse prinsessen ville føle sig akavet” [IV: 328-329].
• Eulalie , en pilgrim [79] fra Combray, "hendes besøg var stor underholdning for tante Léonie", hvilket forårsagede Françoises rivalisering. I den sidste bog af The Quest kalder Fortælleren Eulalia for "vores tidligere tjenestepige" [105] og minder om, hvordan han engang som barn tilbragte en uge i Eulalias lille værelse [I:115; VII:198-199].
• Hustruen til retspræsidenten i Caen  - se Bonsen
• Hustruen til seniornotaren i Le Mans  - se Blandet
• Den tyrkiske ambassadørs hustru , i den tredje bog af The Quest, er til stede ved en middag med hertuginden af ​​Guermantes, og i den fjerde - ved en aften med prinsessen af ​​Guermantes, hvor Marseille igen undlader at undgå at kommunikere med hende: "De rigtige stjerner i det høje samfund er trætte af at skinne i det. De, der er nysgerrige efter at se på dem, må ofte flytte til en anden halvkugle, hvor de er næsten helt alene. Men damer som den osmanniske ambassadørs hustru, der for nylig er begyndt at gå ud i verden, formår at skinne, som man siger, overalt og overalt. De er nyttige ved disse særlige slags forestillinger, kaldet aftener, fester, hvortil de er parate til at slæbe sig i en halvdød tilstand, bare for ikke at gå glip af en eneste af dem. Det er statister, du altid kan regne med, som er bange for at gå glip af mindst én fest” [IV:74-76].
• De Charlus' hustru  - se de Bourbon
• Ginest, Marie (Gineste, Marie), søster til Celeste Albare [40] , en af ​​"ærindepigerne" på Balbec Grand Hotel, som tjente Marseille (se Albare Celeste). Prototype: Proust gav karakteren navnet på sin stuepige i det virkelige liv, Celestes ugifte søster [106] .
• Jena ( d`Iéna ), prins og prinsesse [107] ; deres titel fra tiden under I Empire latterliggør de Charlus, og "prinsessen af ​​Parma så på Jena som berygtede usurpere - deres søn bar ligesom sin egen søn titlen hertug af Guastal" [III:525,573].
• Israels, Sir Rufus (Israels, Sir Rufus), en af ​​de rigeste jødiske finansmænd, gift med Swanns tante [108] . Hans familie, "som kunne placeres næsten ved siden af ​​Rothschilds, har længe været forbundet med forretningsforbindelser med prinserne af Orléans." Han ejer et hus, der tidligere tilhørte Guermantes: "De Charlus sagde, at hans hjem, hvor Marie Antoinette nogle gange overnattede, huset med parken, som Le Nôtre planlagde , nu tilhørte de rige finansfolk Israels, der købte det ... "Du kan forestille dig," fortsatte de Charlus, - disse mennesker begyndte med at ødelægge parken Le Nôtre - dette er ikke mindre kriminelt end at rive et billede op af Poussin "[II: 104,369-370]. Forlod Swanns datter "efter vilje omkring firs millioner" [IV:177].
• Israels, dame , hustru til Sir Rufus Israels, tante til Charles Swann . "Hun havde ikke så elegante venner som sin nevø, der i øvrigt ikke kunne lide hende og mødte hende sjældent, selvom det efter al sandsynlighed var ham, der skulle have modtaget hendes arv." Efter hendes nevøs fordømte ægteskab, "brugte Lady Israels, fabelagtig rig, sin store indflydelse til at sikre, at ingen af ​​hendes bekendte accepterede Odette." Men to år før hendes nevøs død, forsonede Lady Israels sig med ham [II:103-104; VI:216-217].
• Historiker af Fronde  - se Pierre
• Bedstefar Adolfs kammertjener , far til violinisten Morel; skaffede sin søn en konservativ uddannelse, men "forbød ham at forblive 'tapper' hele livet." Det næste år efter sin herres død, instruerer han sin søn om at overdrage "fotografier af berømte skuespillerinder og højtflyvende cocotter" til Marseille, engang bekendte af hans bedstefar Adolf [III:264; V:58] [110] .
• Baronesse Putbys tjenestepige, hendes tjenestepige [111] ; Saint-Loup anbefalede hende til Marcel in absentia som en ledig pige fra et datinghus af høj klasse - en sjælden skønhed, en høj blondine. Imponeret begyndte Marcel at lede efter muligheder for at møde tjenestepigen, hvilket bliver en af ​​grundene til hans anden tur til Balbec [IV:114-116,183-184]. Efterfølgende erfarede han, at baronesse Putbus tjenestepige var søster til Theodore, en dreng fra Combray, som var korist i den lokale kirke. Sammen med sin bror nævnes hun i historien om Marcels barndom [I:107; V:364].
• Camus , en købmand i Combray [35] , under hvem den unge Theodore tjente. "Francoise foretrak at købe alt fra Camus," unge Marcel gik også til sin butik for salt [I:132,206,230].
• Kaptajnen, en kollega fra Saint-Loup , tillod Marseille at overnatte hos Saint-Loup i Doncier-kasernen, "smuk, majestætisk ... rolig, velvillig, kendt sit eget værd, en typisk officer fra imperiets tider og generelt det fuldstændige modsatte af Saint-Loup." Han var meget kritisk over for kaptajnen [III:71,76].
• de Caprarola , prinsesse; en af ​​de damer, der ifølge Odette "plejede at være de første til at gnide sig ind i nyåbnede saloner" [IV:322]. Hun mødte Madame Verdurin i håb om at lokke medlemmer af "klanen" til sig [112] .
• Dronning af Napoli  - se Napolitaner, dronning
• de Crecy, Pierre de Vinogre (Pierre Saylor de Verjus, comte de Crécy), greve, Odettes første mand, som hun ruinerede [113] . Marcel mødte ham på et Balbec-forstadstog (ikke da han havde fået at vide, at greven var Odettes eksmand): "Comte de Crecy, der aldrig pralede af sin generøsitet, skjulte for mig, at han var en meget adelig familie, som er en ægte gren. af engelsk, der har slået rod i Frankrigs klan, der bærer titlen de Crecy” [IV:573-577]. Senere informerede de Charlus til Marseille, at dette var Odettes første mand, en velfødt mand, "som hun rensede til sidste århundrede ... han levede af den lille ydelse, som Swann gav ham, men jeg tvivler meget på, at efter døden af min ven var godtgørelsen fuldt ud udbetalt til ham" [ V:357].
• de Courvoisier, Adalbert (Adalbert de Courvoisier), viscount, nevø til hertuginden de Galardon [44] . "Den unge Viscount de Courvosier troede oprigtigt, at han var den eneste fra verdens skabelses dag, der var tiltrukket af personer af sit eget køn. Da han troede, at denne tilbøjelighed kun blev indpodet i ham af djævelen selv, forsøgte han at bekæmpe den, giftede sig med en charmerende kvinde og fødte børn. Så åbnede en fætter hans øjne og forklarede, at denne form for afhængighed er meget almindelig og var så venlig, at han endda tog ham med til steder, hvor den samme tilbøjelighed let kunne tilfredsstilles. Monsieur de Courvosier elskede sin kone endnu mere, fordoblede sin indsats for at føde børn, og dette par blev anerkendt som det bedste ægtepar i Paris” [VI:13].
• de Courgivaux , en pludselig forynget bekendt af Fortælleren, som han mødte ved en reception hos Prinsen af ​​Guermantes i slutningen af ​​"Søgningen" [114] : , allerede over halvtreds, og han virkede ikke ældre end tredive). Han fandt en klog læge, holdt op med at drikke alkohol og salt; han vendte tilbage til sin trediveårs fødselsdag, og netop den dag kunne han ikke have været engang tredive. Faktum er, at han netop i morges klippede sit hår” [VII:267].
• Svans kusk  - se Remy
• Fodmand fra Fortællerens hus  - se Perigot, Joseph
• de Lambresac , hertuginde [115] ; Fortælleren ser hende til et middagsselskab på Prinsesse Guermantes og finder i hendes opførsel en karakteristisk "slags gammeldags høflighed" [IV:99].
• Larivieres (Larivière), rige slægtninge til Françoise af hendes nevø, som døde i Første Verdenskrig og ydede gratis hjælp til sin enke [116] . Fortælleren afgav en særlig forklaring om dem, at de i sin bog er "de eneste virkelig eksisterende mennesker" [VII:162-163]. Prototyper: Celeste Albare rapporterer i sine erindringer, at hendes bror "havde en gift søster, meget energisk og dominerende, som erstattede sine brødre med en mor; på det tidspunkt drev hun en cafe i Paris på hjørnet af rue Montmartre og Feydeau. Hendes navn var Adele, efter hendes mand Madame Lariviere , hr. Proust nævnte hende i en af ​​sine bøger .
• Levi, Esther (Lévy, Esther), en af ​​Albert Blocks fætre [118] . Elskerinde til skuespillerinden Lea og tilsyneladende Albertina [V:129,408] [85] .
• Leroy, Blanche (Leroi, Blanche), datter af en større tømmerhandler, enke, repræsentant for det høje samfund. Madame Leroy anså Marquise de Villeparisis salon for at være tredjerangs, hvortil Fortælleren bemærker: "Lad Madames Leroy foragte Marquis de Villeparisis for deres tilbøjelighed til litteratur - Madame Leroys foragt bidrager i stærkeste grad til udvikling af disse tilbøjeligheder hos Marquis de Villeparisis, fordi blå strømper takket være en sådan foragt har fritid til at studere litteratur” [III:192-193,208-209,274]. Prototype: Jacques Benier, der studerede hos Proust på Lycée Condorcet, skrev til Revue Blanche [119] .
• de Letourville , hertuginde, en gammel kending af de Charlus [45] . I slutningen af ​​Eftersøgningen møder fortælleren de Charlus og hertuginden på vej til receptionen af ​​prinsessen af ​​Guermantes: "Hertuginden de Letourville ... passerede os og lagde mærke til baronen, hvis nylige slag hun ikke blev ramt af. bevidst standsede hun for at hilse på ham. Men hendes egen sygdom, som først for nylig havde sluppet hende, tillod hende ikke at opfatte andres sygdomme ordentligt, de voldte hende ærgrelse” [VII: 180-181].
• de Letourville , en ung underløjtnant, en slægtning til hertuginden de Letourville, som fortælleren møder ved en reception hos prinsesse de Guermantes, og hvis seddel får ham til at indse sin høje alder [VII:249].
• du Lau d'Allemans, markis, en nær ven af ​​Swann og Oriana, som mindede om ham: "Du Lo er en adelsmand fra Perigord, charmerende, med fremragende manerer og provinsiell arrogance. Da Guermantes modtog kongen af ​​England, som du Lot var meget venlig med [K 6] , arrangerede de efter jagten en snack - det var den time, hvor du Lot plejede at tage skoene af og tage grove uldsokker på. Tilstedeværelsen af ​​kong Edward og alle de store hertuger generede ham overhovedet ikke: han gik ned til Guermantes store dagligstue i uldne sokker. Han mente, at han, Marquis du Lo d'Allement, ikke havde noget at stå ved ceremoni med kongen af ​​England” [VI:220-221].
• "Loredan"  - se Remy
• Luxembourg (de Luxembourg), prinsesse, niece af den engelske konge og østrigske kejser [120] ; tante til prinsen af ​​Luxembourg. Marcel og hans bedstemor møder hende under deres ophold i Balbec, og de bliver præsenteret for prinsessen af ​​markisen de Villeparisi: "Prinsessen af ​​Luxembourg hilste på os, og da hun talte med markisen, vendte hun sig fra tid til anden om og holdt det kærligt blik på mig og på min bedstemor, som indeholder kimen af ​​et kys tilføjet til et smil beregnet til et barn, der sidder i armene på en våd sygeplejerske. Hun forsøgte ikke at vise, at hun drejede rundt i de højere sfærer, men uden tvivl fejlberegnet afstanden, fordi hendes øjne blev usædvanligt venlige som følge af en forkert beregning, og jeg forventede fra minut til minut, at hun ville klappe os som søde dyr i den zoologiske have, der trækker deres tryner mod hende gennem tremmerne” [II:298-299,303].
• Luxembourg, Eliana de Montmorency (Luxembourg-Montmorency), hertuginde, hun er hertuginden de Montmorency; tante til hertuginden af ​​Guermantes [121]  - "Oriana kaldte hende en gammel cretin" og gik til hende "på vagt." Men Eliana forblev ikke i gæld, som fortælleren vidnede om. Han elskede at besøge hertuginden de Montmorency, men "hoved charmen" ved disse besøg var for ham i at ringe med en klokke i hendes have - "præcis det samme som ringningen af ​​en klokke i Eulalias værelse. Denne ringning bragte mig en ubeskrivelig glæde, men jeg anså det for uhøfligt at tale om mine indtryk til hertuginden de Montmorency, og derfor så hun, at jeg konstant var henrykt over noget, men hun anede ikke præcist hvad ”[IV: 180 -181].
• Luxembourg (de Luxembourg), kronprins, tidligere greve af Nassau (Nassau), nevø til prinsessen af ​​Luxembourg [120] . Fortælleren mødte ham i Balbec, da han besøgte sin tante. "Jeg var stadig i Balbec om greven af ​​Nassau, med den opfattelse, at dette er en af ​​de mest vidunderlige unge mennesker, jeg nogensinde har mødt ... Jeg blev meget rørt over hans breve, som han sendte mig det ene efter det andet under min bedstemors sygdom ." Samtidig spredes rygter i verden om den påståede "prinsens arrogance og arrogance" [III:330-331,546].
• Marguerite (Marguerite), datter af kokken Françoise [122] . Marguerite er gift med Julien, de har en søn, de bor et par kilometer fra Combray. Françoise kan ikke lide sin svigersøn: han "forkæler hendes fornøjelse af at besøge sin datter, for med ham kan hun og hendes datter ikke tale hjerte til hjerte." Da familien Marcel flyttede ind i Guermantes' palæ, bor Françoises datter i Paris, og fortælleren bemærker en ændring i hendes tale: "Françoises datter, der betragtede sig selv som en moderne kvinde, der undgik fortidens relikvier, talte på parisisk jargon og gik ikke glip af muligheden for at lægge et ordspil." Gradvist, under indflydelse af hendes datter, begyndte Francoises sprog også at ændre sig [I:98; III:144; IV:154; V:179-180] [123] .
• de Marsant, Enard de Saint-Loup (de Marsantes), greve, før ægteskabet - viscount, en af ​​Frankrigs jævnaldrende ; far til Robert de Saint-Loup [55] ; Formand for Suez Canal Company, ældste i Jockey Club i ti år; i 1871 "kom han atter i militærtjeneste og døde en heroisk død i krigen." Comte de Marsant "havde været glad for jagt og hestevæddeløb hele sit liv, kedede sig af at lytte til Wagner og forgudet Offenbach" [II:335,352,480; III:234; IV:587].
• Mathilde Bonaparte , prinsesse, niece af Napoleon I , datter af hans bror Jérôme ; elskerinden til den salon, der var populær under Napoleon III , som fortsatte med at bære toiletter på mode fra II Empire i sine høje år. En virkelig historisk person introduceret af Proust i fortællingens betingede plot [II:129-130.300]. Proust var en fast gæst i prinsesse Mathildes salon fra 1891 og frem .
• de Montmorency af Luxembourg , hertuginde - se Eliana de Montmorency af Luxembourg
• Monserfeuil , også kendt som de Boserfeuil, begge navne betegner den samme general [125] . Hertuginden af ​​Guermantes "var i stort venskab med ham", hvilket Saint-Loup forsøgte at udnytte for ikke at forlade Paris til Marokko på et job (og for at kontrollere sin elskerinde, som ikke blev tolereret af alle hans slægtninge, bl.a. hertuginden). Da han indså, at hertuginden personligt ville afvise ham, bad han om hjælp fra prinsessen af ​​Parma. Men hertuginden rådede hende til ikke at: "Der får ingen mening ud af din samtale ... Montserfey har tre sønner i Marokko, og han bekymrede sig ikke om deres overførsel." Fra en samtale med Boserfey forstår prinsen af ​​Guermantes, at der blev begået grove overtrædelser af loven i Dreyfus-sagen [III:521-522; IV:128,131].
• de Monteriender , grevinden [126] , "berømt for sin spontanitet", henvender sig til en musikalsk aften i Marquise de Saint-Evert til Swann for at dele med ham hendes storslåede indtryk af Vinteuil-sonaten [I: 430].
• de Montpeyroux , grevinde [57] , søster til visgrevinden de Velude. Begge søstre, "der var kendetegnet ved deres ublu tykkelse, blev kaldt, uden at fornærme dem det mindste og uden at forårsage et smil hos nogen - de vænnede sig til det for så længe siden, kun "Baby" og "Baby"" [III: 437].
• Maurice , en af ​​Jupiens håndlangere [9] , hvor Fortælleren ved et uheld vandrede ind i en forårsaften i 1916. Maurice, for 50 francs, efter anmodning fra de Charlus, slog ham, men han gjorde det, ifølge baronen, ikke nogenlunde nok, og han bad om at blive erstattet. De Charlus dårlige indtryk af den alt for godmodige Maurice forstærkedes efter at have modtaget hans betaling, han "takkede baronen og sagde:" Jeg vil sende til mine gamle folk og efterlade lidt mere til min bror, han er lige ved fronten. Disse rørende følelser skuffede baronen næsten lige så meget som den måde, de blev manifesteret på, hvor noget syntes at være bonde, der ikke passede til lejligheden” [VII:130-133,140-142].
• Moreau A. J. (Moreau, AJ), en ven og kollega til Marcels far [127] , "der, for ikke at blive forvekslet med andre Moreau, strengt satte initialer foran hans efternavn, og for kortheds skyld blev han kaldt sådan: A. -J. »; med sin formidling kommer Marcel til forestillingen med deltagelse af Berm [III:34] [127] .
• de Mortemart, Marie-Therese (de Mortemart), grevinde, kusine de Charlus [121] , ven af ​​Edith de Valcour. Ved en musikalsk aften i Verdurins, spændende mod sin veninde, kaster hun sådanne blikke på hende, at et af dem, "efter at han ramte Madame de Valcour, faldt den åbenlyse hemmelighed i den og forsøget på at skjule den på samme tid på den unge peruaner” [V:316-321; se peruansk].
• de Nassau (de Nassau) / de Nasso *, prinsesse [128] . I slutningen af ​​The Quest, ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes, møder fortælleren en gammel prinsesse: "En eller anden dame gik til udgangen, hun havde brug for at besøge andre helligdage og drikke te med to dronninger på én gang. Jeg kendte engang denne high-society cocotte, det var prinsesse de Nasso ... Født næsten ved foden af ​​tronen, som var gift tre gange, levede i lang tid og komfortabelt på lønningslisten hos de mest indflydelsesrige bankfolk, ikke nægte sig selv nogen af ​​de mange fantasier, der kom til hende i hovedet, hun bar under sin kjole, lilla, som sine dejlige runde øjne og rude ansigt, lettere forvirrede minder om sin rige fortid” [VII:303-304].
• de Nassau  - se Prins af Luxembourg
• Den napolitanske enkedronning Maria-Sophia-Amelia (Napoli, Maria-Sophia-Amelia), datter af søsteren til hertuginden af ​​Bayern, levede i eksil. En rigtig historisk person introduceret af Proust i fortællingens betingede plot i scenerne af Morels musikaften i Verdurins og deres efterfølgende repressalier mod de Charlus [V:291-292,380-383].
• Norsk filosof , gæst hos Verdurinerne ved en middag i La Raspellier [61] , som forsøgte at indgå i en etymologisk samtale med professor Brichot, afbrudt af værtinden, som indså "at middagen aldrig vil ende sådan" [IV:394 -395].
• de Norpois , Baron og Baronesse, nevøer til Marquis de Norpois; lejere i et af udhusene på Guermantes-palæet, klædt "altid i sort (konen - som de, der lejer stole i byens haver, klæder sig, manden - som fakkeltændere)." Baronen er en ven af ​​hertugen de Chatellerault [III:30,210].
• Noemie (Noémie), ejeren af ​​mødestedet i Menville, nær Balbec [128] . Bestikket af Jupien, så de Charlus kunne spionere på Morel og fange ham i "forræderi", spillede hun et dobbeltspil [IV:568-572].
• d'Orville, Paulette (Orvillers, Paulette), prinsesse [82] ; rygtes at være den uægte datter af hertugen af ​​Parma [129] ; en høj kvinde, der stirrede på Marcel mere end én gang under hans morgenvandringer i nærheden af ​​Guermantes-palæet. Efterfølgende genkender han hende til en fest med prinsessen af ​​Guermantes [III:375; IV:145-146].
• d'Orgeville , en aristokratisk pige fra et mødested af høj klasse, som Marcel blev anbefalet in absentia af sin ven Saint-Loup [82] . Efterfølgende tager Marcel for hende (i lighed med et unøjagtigt hørt efternavn) Mademoiselle de Forcheville, ikke genkendt af ham [IV:114; VI:193-197].
• d'Orsan , Swanns gamle ven [129] , mistænkt af ham for at skrive et anonymt brev om Odettes kærlighedsforhold [I:435-436].
• d'Osmont  - se Amagnin d'Osmont
• Swanns far , børsmægler, nær ven af ​​Fortællerens bedstefar . "Han overlevede sin kone med to år, hele denne tid var han utrøstelig og indrømmede ikke desto mindre over for sin bedstefar:" Hvor mærkeligt! Jeg tænker ofte på min stakkels kone, men jeg kan ikke tænke på hende længe.” "Ofte, men ikke længe, ​​som den stakkels gamle Swann," blev et af bedstefars yndlingsudtryk" [I:55-56].
• de Palancy , Marquis [131] ; Swann finder "under Ghirlandaios pensel Monsieur de Palancys næse" [I:286] ("Proust hentyder til sit maleri "Portrait of an old man with his grandson" , som opbevares i Louvre" [132] ). "Søgningen" viser yderligere to groteske portrætter af de Palancy [I:402-403; III:40-41].
• Prins Borodinskys frisør , den bedste frisør i Donsier, hvor eskadronen under kommando af Prins Borodinsky er stationeret. Da Saint-Loup bad prinsen om lov til at følge sin elskerinde til Brugge, nægtede han ham først. Men så ændrede han mening - med assistance fra en lokal frisør [III:124-125].
• Perigot, Joseph (Périgot, Joseph), en ung lakaj i Marcel-familien, som var oberiøs over for Françoise [61] . En dag opdager Fortælleren et brev fra en lakaj på sit værelse, som leder læseren fuldt ud [III:22-24,575-576].
• Percepied / Persepied *, læge i Combray, som behandlede tante Leonia [59] . Han helbredte med succes hertuginden de Guermantes, som i taknemmelighed deltog i sin datters bryllup. Under en tur i sin vogn laver unge Marcel, imponeret over udsigten over Martinvilles klokketårne ​​og "beder lægen om en blyant og papir", sin første litterære skitse [I:232.240; VII:199].
• Peruvianer (Péruvien), en ung mand, der opildnede mistanke og had til Comtesse de Mortemart ved en musikalsk aften i Verdurins (se de Mortemart). Han "lovede at spille hende mange hævngerrige spøgelser - for eksempel at sende hende halvtreds portioner kaffe med is den dag, hvor hun ikke så nogen", osv. [V:321]
• de Plasak, Walpurge (Walpurge de Plassac), Marchionesse, søster til prinsessen af ​​Silistria, slægtning til hertugen af ​​Guermantes. Sammen med sin anden søster Dorothea besøger de Tremes hertugen og informerer ham om, at markisen d'Osmont er døende [III:582-587.605].
• Præsident for domstolen i Cannes  - se Bonsen
• En ven af ​​Blok og hertuginden de Guermantes , hun "har først for nylig boet i Frankrig", sandsynligvis en amerikaner. I slutningen af ​​Eftersøgningen møder fortælleren hende ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes [85] : “En ven af ​​Blok og hertuginden af ​​Guermantes var ikke kun yndefuld og charmerende, hun var også klog, og samtalen med hende gav en masse fornøjelse, men på samme tid var det lidt svært for mig, for ikke kun var navnet på samtalepartneren ukendt for mig, jeg kendte også ikke navnene på de fleste af de mennesker, hun talte om, og som var nu kernen i dette samfund ... vores ordbøgers ulighed forvirrede hende og gav samtidig hendes ytringer en opbyggelig tone” [VII:283-287].
• Poullein , lakaj fra Guermantes, som har en forlovede [133] . Fortælleren kommunikerer med ham på vej til Guermantes' stue, og hertuginden, som er "en smule irriteret" over lakaj-brudgommen, efter at have hørt om hans møde med bruden i morgen, flytter sin fridag til en anden dag [III. :427,489-490] [133] .
• Poussin , en dame fra Combray, som i Fortællerens familie fik "kælenavnet 'Du vil fortælle mig alt om det' [86] , fordi hun advarede sine døtre mod sygdomme, som de kunne få, gentog hun altid det samme, så hvis en datter for eksempel gned sig i øjet, sagde hun: "Se, du vil gnide dig selv en smuk betændelse - så fortæl mig om det i alle detaljer" "[IV: 205-206].
• Pierre, historiker af Fronde (Pierre; Pierre er hans efternavn), "medlem af en af ​​kommissionerne i Ministeriet for Offentlig Undervisning", en gæst i salonen hos Marquise de Villeparisi [134] , "der, efter at have lært at hun havde arvet et portræt af hertuginden de Montmorency, kom for at bede om tilladelse til at gengive det i hans bog om Fronde” [III:187,211,236].
• Putbus , baronesse, en gammel ven af ​​Verdurinerne [13] . Efter at Saint-Loup beskrev Madame Putbus tjenestepige in absentia for Marcel som en tilgængelig pige fra et datinghus af høj klasse, begyndte han at lede efter muligheder for at stifte bekendtskab med baronessen og gennem hende med stuepigen. Håbet om at møde baronessen og hendes stuepige bliver en af ​​årsagerne til Fortællerens anden tur til Balbec [I:331; IV:114-116,149,183-184].
• de Rampillon, Veronica (de Rampillon), Oriana de Lom taler om hende til Swann ved en reception i Marquise de Saint-Evert: "Charles, kære, hjælp mig: denne frygtelige Rampillon lagde mærke til mig, blokerede mig og minde mig om, hvad der skete til hende forvirrer jeg; enten gav hun sin datter i ægteskab, eller hun giftede sig med sin elsker, det glemte jeg; eller måske begge dele ... på samme tid! .. Åh nej, jeg huskede: hun blev skilt fra prinsen ... Lad som om du taler om noget livligt med mig, så den samme Veronica ikke kommer op for at invitere mig på middag . Mange år senere, ved en soiree på Guermantes Prinsesse Oriana (nu i Marseilles nærværelse), udstøder han igen en ætsende tirade mod "Bedstemor Rampillon" [I:419; IV:103-104].
• Rémi , Swanns kusk, af ham kaldet "Loredan", som minder sin herre om busten af ​​Doge Loredano med hans fremtrædende kindben og buede øjenbryn . Swanns kusk "som en gammel tjener tillod sig selv at udtrykke sin mening", måske derfor kunne Odette ikke lide Remy, og Swann blev under sin affære med Odette tvunget til ikke at tage Loredan med sig, da han gik til hende. I det øjeblik, da Swan modtog et anonymt brev om Odettes kærlighedsforhold, gennem kredsen af ​​mulige forfattere til brevet, mistænkte Swan også Remy [I:286,294,395,436-437].
• Rosamond (Rosemonde), en pige "fra en flok" i Balbec [133] . Hun kom nordfra, hendes rige forældre i Encarville, nær Balbec, har en villa, hvor Albertina nogle gange boede [II:526.554].
• de Sagan , den gamle prins; Fortælleren ser det ved et middagsselskab hos prinsesse de Guermantes som et "portræt løsrevet fra rammen" [IV:145].
• Gartneren fra Fortællerens familie i Combray fratog, efter Fortællerens bedstemors mening, "en sans for naturen", da han arrangerede alt for symmetriske stier i tante Leonies have [I:52].
• Gartner i La Raspellier tjente i mange år Govozho Sr. på hendes ejendom La Raspellier, som hun lejede ud til Verdurinerne i året for fortællerens andet besøg i Balbec. "Gartneren anerkendte kun Govozho som sine herrer, sygnede hen under Verdurinernes åg, som om godset var blevet midlertidigt erobret af fjenden og hans soldater, og gik i hemmelighed for at græde til ejeren, udvist fra hans ejendom" [IV: 379 -380].
• Sazra (Sazerat), i Marcels tidlige barndom - en velhavende beboer i Combray [75] , søster til Madame Goupil. "Mor elskede Madame Sazra, forbarmede sig over hende, fordi hun var en taber, hendes drilske far blev ødelagt af hertuginden de X., og hun blev tvunget til at bo næsten hele året rundt i Combray og havde råd til at bo hos en slægtning i Paris for en kort tid, ja om ti år for at gøre en stor behagelig rejse. En af disse ture, til Venedig, hvor de mødtes igen, opdagede ved et tilfælde, at "hertuginden de H. " Madame Sazra bad Marcels mor vise hende markisen. »Hun drev min far til vanvid, ødelagde ham og forlod ham så straks. På grund af den måde, hun behandlede ham som en venal skabning, måtte jeg og mine nærmeste slægtninge leve et beskedent liv i Combray. Men nu hvor min far er død, er min trøst, at han elskede sin tids første skønhed. Jeg har aldrig set hende før, og nu vil jeg stadig være glad for at se på hende” [I:158; VI:231-232,256,260].
• En præst fra Combray , fra kirken St. Hilary; besøgte tante Leonia og havde lange samtaler med hende, som kedede hende; skrev et værk om Balbecs toponymer ; ifølge Fortælleren var han en vidunderlig person, "han vidste intet om kunst, men han var fremragende til etymologi" [I:153-157].
• Céleste Albaret, Marie Ginests gifte søster, en af ​​"ærindepigerne" på Grand Hotel, som tjente Marseille ved sit andet besøg i Balbec . Han bemærker søstrenes overraskende direkte, livlige talemåde, især Celeste [IV:292-294] [138] . Prototype: Proust giver denne karakter det nøjagtige navn på sin virkelige tjenestepige og sekretær, Celeste Albare (1891-1984), født Ginest, som tjente ham fra 1913. [139]
• Selina og Flora (Céline et Flora): de ugifte søstre til Marcels bedstemor [15] (i beskrivelsen af ​​hans første rejse til Balbec navngiver fortælleren Victoria i stedet for Flora); "gamle piger, der strålede med deres åndelige egenskaber, men ikke med deres sind." Fortælleren noterer sig deres "provinsielle dogmatisme" og specifikke begrænsninger [140] : "de vakte ikke interesse for alt, der ikke er direkte relateret til det smukke og høje." Søstrene var ekstremt ligeglade med deres bedstemors alvorlige sygdom: "Vi sendte et telegram til hendes søstre i Combray, men de kom ikke. De opdagede en sanger, der arrangerede for dem koncerter med vidunderlig kammermusik, som efter deres mening var mere befordrende for selvuddybning og stemt i en sørgeligt sublim stemning end at sidde i hovedet på en syg, uanset hvor mærkeligt det end måtte være. synes for andre. Marcels bedstefar talte om dette: ”Der er ingen grund til at være vred på dem. De er skøre – jeg har altid haft denne mening” [I:63,148; II:243; III:326.345].
• de Saint-Joseph , en general, som hertuginden de Guermantes kunne (men ikke) henvendte sig til for at lette anmodningen fra nevøen Robert de Saint-Loup om en overførsel fra Marokko til Paris. Mange år senere, i august 1914, svarede Françoise, som gjorde alt for at befri sin nevø fra tjenesten, "da hun blev inviteret gennem Guermantes til at indgive en anmodning til general Saint-Joseph, i en håbløs tone:" Åh nej, det vil det ikke arbejde, med denne type er det hele nytteløst, det nytter ikke engang at prøve, han er sådan en patriot, det kan ikke blive værre'” [III:416.522; VII:59].
• de Saint-Loup (de Saint-Loup), mademoiselle, datter af Saint-Loup og Gilberte [66] . I slutningen af ​​"Søgningen" (i 1919 eller 1920), ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes, præsenterer Swanns datter sin datter for Marseille, en pige på omkring seksten, høj: "Mademoiselle de Saint-Loup stod foran mig. Hun havde usædvanlig skarpe, gennemtrængende øjne og en charmerende næse, lidt aflang og bøjet i form af et næb, hun arvede ikke engang fra Swann, men derimod fra Saint-Loup. Germantes sjæl er forsvundet; men et sødt hoved med gennemtrængende øjne, hovedet af en flagrende fugl, flagrede på Mademoiselle de Saint-Loups skuldre og standsede blikkene fra dem, der engang kendte hendes far. “I Mademoiselle de Saint-Loup sluttede Swanns side sig til Guermantes. Buen er lukket, katedralen er færdig” [141] . Fortælleren tager dog flere karakterer af The Quest uden for fortællingens hovedlinje (se de Charlus, Odette), og datteren af ​​Gilberte og Saint-Loup - endda uden for "katedralen". "Denne samme datter, hvis navn og formue, som hendes mor håbede, ville gifte sig med en prins af kongeligt blod og dermed krone Swanns og hans hustrus herlige stamtræ, valgte efterfølgende en eller anden uforståelig forfatter til sin mand, eftersom hun blev berøvet alt snobberi, og tvang dermed hendes familie til at stige ned igen, og til et niveau meget lavere end det, hun var rejst fra ”[VII: 356,359].
• de Saint-Candé, en af ​​gæsterne ved den musikalske aften i Marquise de Saint-Evert, hvis usædvanlige træk blev sat i fokus for Swann i hans monokel [I:402] [142] .
• Saint -Ferréol (de Saint-Ferréol), en dame fra kredsen af ​​hertuginden de Guermantes og Vicomtesse de Marsant [III:255].
• "Saint-Ferréol" (de Saint-Ferréol), ejeren af ​​et offentligt toilet på Champs Elysees, "en gammel kvinde med hvide kinder, i en rød paryk." Françoise, som ledsagede teenagefortælleren på hans gåture og besøgte denne "pavillon sammenflettet med grønne områder", "troede, at den gamle kvinde var 'meget ædel'... Françoise sagde om hende, at hun var en markis fra Saint-Feréol-familien" [II :75 -76].
• de Saint-Fiacre (de Saint-Fiacre), viscountesse fra kredsen af ​​hertuginden de Guermantes [67] . I slutningen af ​​The Quest genkender Fortælleren hende næppe ved en reception hos prinsen af ​​Guermantes efter at have set hende for fire eller fem år siden [143] : ”Det så ud til, at hendes mejslede træk skulle sikre hendes evige ungdom. Hun var dog stadig ret ung. Men jeg kunne, trods alle hendes smil og velkomstord, ikke genkende hende i denne dame med så forskårne træk, at selve hendes ansigtsmønster blev uigenkendeligt. Det viser sig, at hun havde brugt kokain og andre stoffer i tre år. Hendes sorte cirklede øjne var næsten sindssyge. Et mærkeligt smil snoede hans mund. Som jeg fik at vide, stod hun op for første gang specifikt til denne ferie, efter at have ligget i sengen eller en liggestol i flere måneder før det” [VII:267].
• Sentin (Saintine), en repræsentant for den borgerlige klasse, tidligere accepteret i det høje samfund, men droppede sin værdighed ved at gifte sig med "mademoiselle ***" [67] . Hertuginden de Guermantes "så ham tidligere hver dag, som med en nær ven, men så, for ikke at belaste sig selv med hans kones besøg, stoppede hun alle forbindelser med ham ... Sentin, engang betragtet som skønheden og stoltheden af Guermantes-salonen skyndte sig, tilsyneladende uden hjælp udefra, for at søge lykken i et blandet samfund af borgerskabet og den snuskede adel, hvor alle er meget rige, men det er alt, og blev relateret til det aristokrati, som højsamfundet ikke anerkendte ” [V: 271-272].
• Block Sisters , Albert Blocks kusiner (en af ​​dem er Esther Levy), samt hans egen søster. Marcel møder sin vens søstre på sin første tur til Balbec. ”Min kammerat havde endnu større succes med sine søstre ... De lærte deres brors sprog og talte det flydende, som om han var den eneste og obligatoriske for intelligente mennesker ... Bloks søstre, overklædte og samtidig halv- klædt, sløv, uforskammet, dandies og tøser, gjorde ikke et særligt behageligt indtryk. Efterfølgende boede den yngste af dem sammen med skuespillerinden, "og dette var ingen hemmelighed for nogen" [II:375-376.519; IV:241] [85] .
• de Sidonia , hertug, en yderst snakkesalig spansk grandee [68] . Ved en middag med prinsesse Guermantes mødte han de Charlus [68] : ”Folk indser hurtigt, at de er af samme profession, og at de også lider af den samme last. De Charlus og hertugen af ​​Sidonia fornemmede straks, at de havde en fælles last, som bestod i, at kun de talte i samfundet, og i øvrigt uden afbrydelse. Med det samme indså de, at det onde er uopretteligt, som den berømte sonet siger, besluttede de ikke at tie, men at tale uden at lytte til hinanden. Fra dette var der et summen i stuen, som karakterer i Molières komedier producerer, når de taler om forskellige ting på samme tid. Imidlertid var baronen, ejeren af ​​en tordnende stemme, sikker på, at han ville overvinde, at han ville overdøve hertugen af ​​Sidonias svage stemme, dog uden at afskrække ham, og sikkert: da de Charlus trak vejret, pausen var fyldt med pludren fra den spanske grandee, mens han roligt fortsatte sin monolog "[IV :fifty].
• de Silistrie (de Silistrie), prinsesse, søster til markisen de Plasac, fætter til hertugen af ​​Guermantes; "simpelthen klædt, magert, med et venligt udtryk i ansigtet." Informerer hertugen om en kraftig forringelse af Marquis d'Osmonts helbred [68] . Hendes søn, Prinsen af ​​Silistria, var blandt kandidaterne til ægteskab med Gilberte, og prinsessen fascinerede mod en anden udfordrer, Marquis de Saint-Loup [III:582-584; VI:336] [69] .
• de Sitri (de Citri), markis; kommunikerer med Marcel ved en middag med prinsessen de Guermantes [144] . "Hun kom fra en ret adelig familie, hun ville lave en genial fest, og det lykkedes: hun giftede sig med markisen de Sitri, hvis oldemor var Omal-Loren. Men så snart hun fik tilfredsstillelse heraf, følte hendes altfornægtende natur afsky for folk fra det høje samfund, hvilket ikke forhindrede hende i at gå ind i et delvist verdsligt liv. En aften hånede hun resolut til alle, hun hånte så nådesløst, at en sådan hån simpelthen ikke ville svare til ondskabsfuld latter, og derfor blev det til en hæs fløjt” [IV: 105-107].
• Sauton , der er bosiddende i Combray, hvis søn, "der har aftjent sin værnepligt" (som han kort nævnes i den første bog af Quest), ser ud til at være den ældre bror til den mystiske forfatter af lykønskningsbrevet til Marcel i forbindelse med hans artikel i Figaro (i The Captive hedder denne korrespondent Sanilon). Han husker straks denne korrespondent, da Françoise i den sidste bog af "Search" kalder hans efternavn: Sotton * - i hendes præsentation er det velkendt for Marseille fra barndommen "Theodore, a boy who serves with Camus" [I: 102.206; VI:223-225; VII:8-9].
• Seniornotar i Le Mans  - se Blandet
• Formanden for advokaterne i Cherbourg , han, præsidenten for domstolen i Cannes, hr. Bonsen, og seniornotaren i Le Mans, hr. Blandet, er hyppige gæster på Balbec Grand Hotel - "fremtrædende skikkelser i hovedafdelingerne i denne region" (se Bonsin) [90] . Ved at misbruge festlighed dør han mellem fortællerens første og andet besøg på Balbec, som direktøren for Grand Hotel informerer ham om [II:273; IV:182].
• de Stermaria , en fattig adelsmand, der tilhører "en snusket, men meget gammel bretonsk familie" [145] . På Balbec Grand Hotel boede han hos sin datter, da han var ankommet til feriebyen "kun af hensyn til deres bekendte, ejerne af lokale slotte, som inviterede dem til deres sted og stoppede ved dem, så tiden brugt af far og datter i spisestuen var strengt begrænset. Arrogance beskyttede dem mod at vise simpel menneskelig sympati, fra at være interesseret i nogen af ​​dem, der sad ved samme bord med dem. En dag sad Monsieur og Mademoiselle de Stermaria ved bordet sammen med Marseille og hans bedstemor, "fordi de skulle vende tilbage tidligst om aftenen." Men de Stermaria, der uventet vendte tilbage til hotellet, krævede, at de blev flyttet, og uden at undskylde "bade forstanderen offentligt om, at dette ikke måtte ske igen, da det var ubehageligt for ham, at" fremmede "satte sig ned ved hans tabel” [II: 278] .
• de Stermaria, Alice , datter af M. de Stermaria, viscountesse [145] . Marcel var "særlig følsom over for M. de Stermarias afvisende holdning", fordi han var imponeret over sin datter. Et år senere erfarer Marcel fra et brev fra Saint-Loup, som ved et uheld så Madame de Stermaria i Tanger, at "hun var gift i tre måneder og derefter skilt", og at hun ikke har noget imod at møde Marcel i Paris. Hun accepterer hans invitation til at spise på en ø i Bois de Boulogne, men nægter i sidste øjeblik med "ærgrelse" at mødes [II:282-283; III:349-351,386,394-395] [145] .
• de Souvre (de Souvré), Marquis [68] ; Hertugen af ​​Guermantes, i en samtale med prinsessen af ​​Parma, nægter vidd til markisen og bemærker, at prinsessen inviterer hende til hendes sted kun "af hendes venlighed." "Marquise de Souvre besad en særlig færdighed: hvis det var nødvendigt at sætte et godt ord ind for en magthaver, så var andrageren overbevist om, at hun havde begæret ham, og den højtstående person om, at hun ikke havde slået en finger for andrageren, og takket være hendes tvetydige opførsel, følte andrageren taknemmelighed over for den indflydelsesrige person, og den indflydelsesrige person anså det ikke for nødvendigt at gøre noget for ham ”- Marcel oplevede dette af egen erfaring og bad markisen om at introducere ham. til prinsen af ​​Guermantes [III: 457; IV:62-63].
• de Surgis-le-Duc (de Surgis-le-Duc), markis, elskerinde for hertugen af ​​Guermantes [146] , som afløste viscountessen d'Arpazhon på dette felt. Swann informerer Marcel om titlen og nogle øjeblikke af markisens biografi: slutningen af ​​efternavnet "le-Duc" kommer fra det faktum, at "en af ​​Comtes de Surgis i restaureringstiden giftede sig med datteren af ​​den rigeste industrimand Leduc ... og kong Charles X grundlagde markisatet Surgis-le-Duc, eftersom markisen af ​​Surgis allerede var i denne familie. Tiltrædelsen af ​​en borgerlig familie forhindrede ikke denne gren i at indgå ægteskab med de mest fremtrædende familier i hele riget på grund af dens enorme rigdom” [III: 499; IV:128-130] [145] .
• de Surgis, Arnulf og Victurnien (Arnulphe de Surgis, Victurnien de Surgis), sønner af markisen de Surgis-le-Duc [130] (Victurnien er den ældste, grev Arnulf er den yngre). Fortælleren og Comte de Breote møder dem ved et middagsselskab på Princess de Guermantes [147] : ”Her løb vi begge ind i to unge mennesker, som skyldte én kvinde deres blændende, men anderledes skønhed. De var sønner af Marquise de Surgis, den nuværende elskerinde til hertugen af ​​Guermantes. Moderens perfektion skinnede i dem begge, men hver havde specielle ... den ene søn tog sin mors kropsholdning og teint, og den anden - hendes udseende: så magten gik til Mars, og Jupiters skønhed til Venus. .. Den yngre bror var dum, ja derudover var han også kortsynet, og derfor, uden at turde have sin egen mening, efterlignede han den ældre i alt ”[IV: 105, 119-125].
• En danser, der kendte Rachel , møder Fortælleren ham backstage efter en optræden med Rachel, Saint-Loups elskerinde: "en ung mand i en sort fløjlshue, i en hortensiafarvet nederdel, med ruede kinder, - en side fra Watteaus album kom til live , - med at spille på læberne med et smil, kigge op, med en yndefuld bevægelse knap rørte den ene håndflade med den anden, sprang let og virkede som et væsen i en sådan grad fremmed for disse forsigtige herrer i jakker og frakker , mellem hvem han som en gal bar sin begejstrede drøm, så fremmed for deres verdslige bekymringer, så langt væk fra deres civilisations betingelser, til sådanne ulydige naturlove, at når du fulgte med dine øjne de arabesker, der så frit sporede hans bevingede, bizarre, sminkede spring mellem kulisserne, så åndede du den samme beroligende friskhed som ved synet af en møl tabt i mængden" [III:175-176]. Prototype: "Modellen af ​​denne danser kunne være Vaslav Nijinsky , hvis forestillinger inden for rammerne af" Russian Seasons "i Paris, Proust så i juni 1910." [148] .
• Fortællerens anden fætter , sammen med hende, som teenager, "kendte han kærlighedens henrykkelse for første gang" på en stor sofa i tante Leonies værelse i Combray. Dette skete i min tantes levetid: en anden kusine, "som lagde mærke til, at jeg tænkte på, hvor vi ville slå os ned, gav mig et ret farligt råd om at udnytte den tid, hvor tante Leonia rejser sig og går ind i et andet rum" [II: 168 -169].
• de Farcy , den amerikanske hustru til Comte de Farcy, en fjern slægtning til Forchevilles. I slutningen af ​​Eftersøgningen er fortælleren ved receptionen hos prinsen af ​​Guermantes til stede under sin samtale med en ung ven af ​​Albert Blok, som "var ukendt med navnene på de fleste af Guermantes." I denne samtale havde Madame de Farcy en vis fordel: "naivt at tro, at Forcheville-familien var mere ædel end Saint-Loup-familien, i det mindste vidste hun, hvem denne sidstnævnte var" [VII: 283].
• von Faffenheim (von Faffenheim-Munsterburg-Weinigen), prins, tysk premierminister [149] ; "lille, lilla i ansigtet, fedtmavede." Prinsen, "som på grund af det faktum, at hans følge led af en mani for at give øgenavne, kaldte alle "Prince Fon", så han selv til sidst begyndte at skrive under på "Prince Fon", og breve til tætte personer underskrev blot "Fon". "". Prinsen ønsker at blive valgt som et tilsvarende medlem af Akademiet for Moralsk og Politisk Videnskab og forsøger at få støtte fra den indflydelsesrige Marquis de Norpois [III: 257-258,262-263,436] [149] . Prototype: i udseende og accent ligner Charles Ephrussi , en stamgæst i prinsesse Mathildes saloner [150] .
• Theodosius (Théodose), konge, en fiktiv østeuropæisk monark, der ankom på et besøg i Paris og med jævne mellemrum nævnes af karaktererne i The Quest [151] . Hans kone er dronning Eudoxia. Prototyper: Den russiske kejser Nicholas II , der besøgte Paris i 1896 [152] ; samt de bulgarske monarker - Alexander Battenberg og Ferdinand I (konge af Bulgarien) [153] .
• Foggi (Foggi, prins Odo), prins Odon; en italiener [154] , en gammel kending af Marquis de Norpois, som han møder i selskab med Marquise de Villeparisi ved en middag på et af de venetianske hoteller [155] . Den gamle markis, "afbrudt fra den politik, som han længtes efter at vende tilbage til," taler med prinsen, som snart vender samtalen til nutidig italiensk politik og regeringskrisen. "Prinsen, der ønskede at opmuntre markisen og lade ham vide, at han opfatter ham som en landsmand, begyndte at tale om mulige efterfølgere til den nuværende formand for ministerrådet," og på et tidspunkt spurgte de Norpois listigt:" Nå , ingen kaldte navnet hr. Giolitti “Ved disse ord faldt sløret fra prins Foggias øjne, han hørte en stemme fra himlen ... Prins Foggia, som havde til hensigt at tilbringe yderligere to uger i Venedig, rejste til Rom den aften, og nogle dage senere fik han audiens hos kongen.” Som et resultat, gik hr. Giolitti "enig i at tage denne stilling" [VI:258,313-316].
• de Forestelle , markisen, hvis slot, der ligger i nærheden af ​​Compiègne og Pierrefonds , "for første gang i femten år" ønskede at besøge sin gamle ven Swann [156]  - da Odette besluttede at tage til Pierrefonds med Verdurinerne og forbød Swann at ledsage hende. Ved en musikalsk aften i Marquise de Saint-Evert dukker en ven op for Swann gennem hans monokel [I:364,402] [156] .
• Forestier, Robert (Forestier, Robert), Marcels barndomsven, som han spillede med på Champs-Elysées , og som uventet for ham bliver nævnt af Albertine mange år senere [III:370].
• de Francto (de Franquetot), viscountesse, slægtning til markisen Govozho Sr.; i modsætning til hende fører hun en sekulær livsstil [157] . Begge disse "damer i moden alder" ses gennem Swanns øjne ved en musikalsk aften i Marquise de Saint-Evert [I:403].
• de Froberville, general, onkel til oberst de Froberville; en gammel ven og anden af ​​Swann, som anbefalede ham til Jockey Club [157] ; ved en musikalsk aften i Marquise de Saint-Evert viser Frobervilles monokel Swann et uventet billede af sin ven [I:401] [157] .
• de Froberville, oberst, nevø til general de Froberville [157] . Gift med niece af prinsen af ​​Guermantes. “Uheldigvis ... hun var en meget fattig slægtning, og da han selv mistede sin formue, opretholdt de ikke forhold til nogen; de tilhørte dem, der ikke blev husket, bortset fra særlige tilfælde, hvor en af ​​deres slægtninge for deres lykke døde eller blev gift ... Deres økonomiske situation ville simpelthen have været beklagelig, hvis Marquise de Saint-Evert, til minde om Venskab med den afdøde general de Froberville hjalp dem ikke først, siden den anden brød sig ikke om Frobervilles to døtre - om deres tøj og deres underholdning. Men obersten, som alle betragtede som en flink fyr, var en utaknemmelig mand. Hans protektor glorificerede i det uendelige og uophørligt hendes luksus, og de Froberville misundte hende” [IV:93-94].
• de Foix, den ældste (de Foix), far til den unge prins de Foix, besøgte jævnligt Jupiens etablissement [158] . “Mens hans kone troede, at han deltog i forskellige kredse og samfund, forsvandt han i virkeligheden i timevis ved Jupien, mens han snakkede og fortalte sekulær sladder til lokalbefolkningen. Han var en høj, smuk mand, ligesom sin søn ... Det skete endda, at han indgydte disse tilbøjeligheder til sin egen søn, som på det tidspunkt stadig var meget ung (Saint-Loups ven), hvilket efter al sandsynlighed ikke var rigtigt. Tværtimod, meget vidende om moral, som de fleste mennesker ikke har mistanke om, fulgte han nidkært, hvad hans søn præcis gjorde ... Prince de Foix formåede at beskytte sin søn mod mistænkelige bekendtskaber, men undlod at beskytte ham mod arvelighed "[VII: 143-144].
• de Foix, den yngre , prins, søn af den gamle prins de Foix; en af ​​Saint-Loups venner [73] . "Prins de Foix tilhørte en gruppe aristokrater, der tilsyneladende var i stand til at vove løjelser selv i forhold til adelen, hvis denne adel ikke var af højeste flugt." "Men Prince de Foix, en velhavende mand, tilhørte ikke kun et aristokratisk selskab, bestående af halvandet dusin unge mennesker, men også til et mere lukket og uadskilleligt fællesskab på fire, som omfattede Saint-Loup. De blev ikke inviteret nogen steder en efter en, de blev kaldt "fire boobies", de gik altid sammen, i slotte blev de placeret i kommunikerende rum, og da de alle var meget smukke, som ved udvælgelse, talte de endda om intimitet mellem kl. dem ... hvordan det senere viste sig, at disse rygter viste sig at være sande om alle fire, men hver af dem vidste intet om de tre andre” [III:406-409].
• de Sh'nuville (de Chenouville), onkel efter mand til den unge markis de Govozho. "I andre sekulære kredse, når partiklen "de" gik forud for efternavnet, blev lyden "e" udeladt ikke i efternavnet, men i partiklen, fordi det var muligt at udtale for eksempel "Madam d'Chnonceau" for at bryde sproget, og efter den etablerede skik sagde man der "monsieur d'Chenouville". Govozho holdt sig til det modsatte, men ikke mindre stærk tradition. De sagde altid: "Sch'nuville". Hvis efternavnet blev indledt med: "min slægtning" eller "min slægtning", så forsvandt "e" uvægerligt i efternavnet, men ikke i en partikel ... Alle, der stiftede bekendtskab med Govozho-familien, modtog passende instruktioner om "Sh` nuvilles" "[IV: 259-260].
• de Chaussegros , markisen, som hævdede at have mødt Marseille i Skotland , og som han slet ikke kendte [III:504].
• de Chospierre, Henriette Montmorency (de Chaussepierre), datter af Madame de Charleval, som ikke er populær i samfundet [74] . Oriana, der kendte sin mor godt, genkender ikke Henriette til et middagsselskab med prinsessen de Guermantes: ”Hvem er det her? udbrød hertuginden af ​​Guermantes, da hun så, at en dame af lille statur og ret mærkeligt udseende i en meget enkel sort kjole, som vækkede mistanke om, at hun var en fattig kvinde, bøjede sig lavt for hende sammen med sin mand. Hertuginden genkendte hende ikke, og da hun havde et arrogant gemyt, antog hun straks en stolt luft, som var hun blevet fornærmet, og uden at svare på sin bue, så hun med et forundret blik på fruen. "Hvem er det her, Bazin?" spurgte hun overrasket hertugen, som for at råde bod på Orianas uhøflighed bøjede sig for damen og gav sin mand hånden. "Ja, det er Madame de Chauspierre, du var meget uhøflig mod hende" "[IV: 89-90].
• de Chaussepierre , ægtemand til Henriette og svigersøn til madame de Charleval, nevø til madame Chanliveau. To år senere, efter at Oriana behandlede sin kone så uhøfligt, takket være hendes intriger og på grund af begyndelsen af ​​tabet af Guermantes' autoritet i det høje samfund, blev han, uden om Bazin, valgt til præsident for Jockey Club [V:42- 43] [74] .
• E... , professor [159] , "en ret vulgær mand", en kendt læge, der boede på Gabriel Avenue, en bekendt til Marcels far og bedstefar. Sidstnævnte overbeviser en professor, han mødte tilfældigt, om at se sin bedstemor, som fik et slagtilfælde i nærheden under en gåtur [48] . Professoren, der også havde problemer (frakken, som han skulle gå til middag med handelsministeren i, blev revet i stykker), mens han ventede på, at tjenestepigen skulle lave et knaphul til ham for at bestille en anden frakke, er enig, undersøger omhyggeligt patienten. og finder hendes tilstand håbløs. Seks måneder senere møder Marseille ham til et middagsselskab hos prinsessen af ​​Guermantes, hvor professoren undtagelsesvis blev inviteret som et tegn på taknemmelighed over prinsens helbredelse. Da han ikke kendte nogen af ​​gæsterne og efter at have mødt Marcel, "følte han sig straks mere selvsikker ... og henvendte sig til mig. Der var en anden grund til dette. Han var altid meget bange for at fejldiagnosticere." For at bekræfte professorens rigtighed bemærkede fortælleren, at han "ikke udtrykte - eller måske ikke følte - tilfredshed ... Professor E., selvom han naturligvis var tilfreds med, at han ikke tog fejl, fandt han alligevel styrken i sig selv at tale med en trist tone om vores sorg” [III:314-319; IV:51-53].
• d`Egremont (d`Égremont), viscountesse [48] ; "Jeg spillede frivilligt rollen som en soubrette med prinsessen d'Epinay ( hvilket tog den ud på egen hånd, som hun slog, da hun kom hjem)." Under besøg hos prinsessen, hertuginden af ​​Guermantes, som ikke kunne fordrage viscountessen, "blev hun, hun så forlegen ud, ynkelig, men hun blev stadig hos hertugen og hans kone, hjalp dem med at tage frakken af, gjorde sit bedste for at venligst tilbød venligst at gå til næste værelse" [III:468].
• d'Edicourt, Zinaida (Zénaïde voir Heudicourt), en slægtning til hertugen af ​​Guermantes og hans kone [108] . Prinsessen af ​​Parma, der tager fejl af hende, mener, at Madame d'Edicourt er "ekstraordinært klog", men vred på tungen ("Men det er svært for folk med stor intelligens at modstå et skarpt ord"). Oriana fraråder hende begge fejl, og hertugen og de Breote supplerer hertugindens ord med en historie om Madame d'Edicourts utrolige nærighed [III:490-493] [160] .
• Eugene (Eugène), stedfortræder for partiet Liberal Action, besøgte i 1916 jævnligt Jupiens etablissement: “deputeret kom hver dag efter middagen. Men i dag blev han tvunget til at ændre sit skema, for ved middagstid giftede han sig med sin datter i St. Pierre de Chaillot. Derfor kom han om aftenen, men blev tvunget til at gå ret tidligt på grund af sin kone, som var meget bekymret, da han kom sent tilbage, især nu på grund af de hyppige bombninger” [VII: 131-132].
• Elstir, Gabrielle (Elstir, Gabrielle), Elstirs kone, som han kun kaldte "Smukke Gabrielle." Marcel, i det øjeblik fascineret af en flok Balbec-piger, virkede kunstnerens kone "temmelig kedelig." Senere, efter at have stiftet bekendtskab med det mytologiske maleri af Elstir, så han også skønhed i sin kone [161] . ”Jeg indså, at en bestemt idealtype, udtrykt i bestemte linjer, i visse arabesker, som konstant findes i hans værk ... åbenbarede sig for ham udenfor, i en kvindekrop, i kroppen på den, der senere blev Mrs. Elstir.” Albertine bemærkede sin elegance, og til Marcels indvending om, at Elstirs kone klæder sig forbløffende enkelt, grinede hun: "Hun klæder sig meget enkelt, det er sandt, men fantastisk, og for at opnå det, man kalder enkelhed, bruger hun store penge" [II: 461 — 462.498].
• d`Epinay, Victurnienne (Victurnienne d`Épinay), prinsesse [161] , en slægtning til hertuginden de Guermantes, som elskede at modtage Oriana, trods al hendes sekulære uforskammethed. “’Oriana kommer!’ – sagde prinsessen i sådan en tone, som de siger: ’Pas på!’ – så de på forhånd varslede besøgende for uden panik at evakuere stuerne. Halvdelen, der ikke turde blive, rejste sig. Prinsessen af ​​Parma kunne ikke lide prinsessen d'Epinay, da hun fandt "at hun er grim" og vidste, ifølge Courvosier, "at hun er en gnier" [III:467-471].
• d`Épinoy , en prinsesse, der pludselig opdagede Odette Swans salon - i det øjeblik, hvor repræsentanter for den højeste adel begyndte at komme til Odette "på Bergotte" [IV:174-175].
• d`Eporcheville (d`Éporcheville), fejlagtigt opfattet af Marcel (gennem portøren) navnet på en blondine hun mødte på en gåtur i Bois de Boulogne - Mademoiselle de Forcheville, ikke genkendt af ham [161] . Han forbinder dette navn med navnet på en aristokratisk pige fra datinghuset d'Orgeville, som Saint-Loup engang anbefalede ham in absentia. Misforståelsen er opklaret en dag senere, da han først modtager et telegram fra Saint-Loup, der beskriver den virkelige d'Orgeville, og derefter møder Gilberte de Forcheville hos hertuginden de Guermantes [IV:114; VI:193.197.202].
• d`Herweck , en langhåret bayersk musiker, der er patroniseret af prinsessen de Guermantes [160] . Ved hendes fest hilste musikeren på Oriana, hvilket gjorde hertugen rasende, "fordi hans kone hilste på en mand, han ikke kendte, som havde et mærkeligt udseende og, som hertugen troede, et meget dårligt ry." Musikeren bad Oriana om at præsentere ham for hertugen. Som svar: "Hertugen af ​​Guermantes, majestætisk, tavs, vred, som Jupiter, der kaster torden, forblev ubevægelig i flere sekunder, øjnene blinkede, fulde af rasende overraskelse, med pjusket hår, som om han rejste sig over krateret. Så, som under påvirkning af en kraft, der tvang ham til for enhver pris at udvise den ønskede høflighed, med hele hans skræmmende udseende, som om han kaldte de tilstedeværende til vidne, at han ikke kendte den bayerske musiker, idet han lagde sine hvidhandskede hænder bag ryggen lænede han sig frem og bukkede så lavt, så pludselig, så hurtigt, der var så megen forundring og så megen vrede i hans bue, at musikeren rystede og bukkede begyndte at bakke for ikke at modtage et frygteligt slag med hovedet i maven” [IV: 100-102].
• Esther  - se Levi, Esther
• Yurbeletieva (Yourbeletieff, prinsesse), en prinsesse, der promoverede russisk ballet i Paris [162] : "Da, på tidspunktet for den russiske ballets triumfer, optrådte der - den ene efter den anden - Bakst , Nijinsky , Benois og den geniale Stravinsky -prinsesse Yurbeletieva , den unge gudmor for alle disse nye store mennesker, som bar på hovedet en kæmpe svajende aigretto, som pariserne ikke havde nogen anelse om før, men ved det syn, som alle ville købe nøjagtig det samme, skulle man have troet, at denne vidunderlige væsen blev bragt sammen med utallige ting, som deres mest dyrebare skat, russiske dansere" [IV:172]. Model : Marie-Sophia Godebska (1872-1950), polsk-fransk socialite, bedre kendt som Misia Sert, "berømt for sine kærlighedsforhold, ekstraordinært fordelagtige ægteskaber og protektion af de smukke kunster... Proust besøgte hende i januar 1915." [163] .

Kommentarer

1. ↑ Se også: En oversigt over uoverensstemmelserne i navnene på personerne i Søgningen, som findes i russiske oversættelser af romanen, Prousts breve og værker om ham. Arkiveret 20. oktober 2019 på Wayback Machine
2. ↑ I den originale tekst omtaler fortælleren Adolphes bedstefar som onkel (onkel Adolphe ).
3. ↑ I slutningen af ​​ordet Cambremer høres en antydning af det franske merde ("shit"), og første del er konsonant med caca og det såkaldte mot de Cambronne  - " Cambronnes ord ", dvs. samme merde .
4. ↑ Præcis citat gengiver en tastefejl i udgaven; i den efterfølgende tekst i bind VII (s. 177-178, 302, 351-352) er karakterens efternavn stavet korrekt: "St. Evert".
5. ↑ Prins Borodinsky er en fiktiv adelstitel arvet af Proust fra det første imperium , svarende til titlen som prins Moskvoretsky , som Napoleon tildelte marskal Ney .
6. ↑ Det var da kongen stadig var prinsen af ​​Wales .

Noter

1. ↑ Liste des personnages d'À la recherche du temps perdu . fr.wiki . Hentet 1. juli 2019. Arkiveret fra originalen 5. januar 2022. (ubestemt)
2. ↑ Le fou de Proust .
3. ↑ 1 2 Mikhailov5, 2002 , s. 259.
4. ↑ 1 2 3 4 Erman, 2016 , s. 24.
5. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 33.
6. ↑ Daudet, 1927 , s. 54.
7. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 166.
8. ↑ Mikhailov1, 2012 , s. 137-138.
9. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 86.
10. ↑ 1 2 3 Daudet, 1927 , s. 121.
11. ↑ Morois, 2000 , s. femten.
12. ↑ Erman, 2016 , s. 99.
13. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 139.
14. ↑ Morois, 2000 , s. 366.
15. ↑ 1 2 Baevskaya, 2013 , s. 441.
16. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 19.
17. ↑ Morois, 2000 , s. 347.
18. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 25.
19. ↑ Erman, 2016 , s. 29.
20. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. tredive.
21. ↑ Taganov, 1999 , s. 19.
22. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 31.
23. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 35.
24. ↑ Daudet, 1927 , s. halvtreds.
25. ↑ Erman, 2016 , s. 36.
26. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 37.
27. ↑ Daudet, 1927 , s. 52.
28. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 113.
29. ↑ Volchek1, 1999 , s. 581.
30. ↑ Erman, 2016 , s. 39.
31. ↑ Alexander, 2009 , s. 225.
32. ↑ 1 2 Morua, 2000 , s. 359.
33. ↑ Erman, 2016 , s. 39-40.
34. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 40.
35. ↑ 1 2 3 4 5 Erman, 2016 , s. 41.
36. ↑ Daudet, 1927 , s. 60.
37. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 98.
38. ↑ Erman, 2016 , s. 119.
39. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 120.
40. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 67.
41. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 72.
42. ↑ Mikhailov3, 1990 , s. bemærk s.260.
43. ↑ Erman, 2016 , s. 79.
44. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 46.
45. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 82.
46. ↑ Daudet, 1927 , s. 115.
47. ↑ Mikhailov3, 1990 , s. bemærk s.147.
48. ↑ 1 2 3 Daudet, 1927 , s. 83.
49. ↑ Nabokov, 1998 , s. 294.296.
50. ↑ Mikhailov4, 2001 , s. 9.
51. ↑ Morois, 2000 , s. otte.
52. ↑ Daudet, 1927 , s. 84.
53. ↑ Erman, 2016 , s. 115.
54. ↑ Morois, 2000 , s. 132,164.
55. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 85.
56. ↑ Daudet, 1927 , s. 120.
57. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 123.
58. ↑ Erman, 2016 , s. 91.
59. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 94.
60. ↑ Mikhailov1, 2012 , s. 464.
61. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 95.
62. ↑ Mikhailov4, 2001 , s. 8-9.
63. ↑ Daudet, 1927 , s. 134.
64. ↑ Daudet, 1927 , s. 135.
65. ↑ Morois, 2000 , s. 364.
66. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 103.
67. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 101.
68. ↑ 1 2 3 4 5 Erman, 2016 , s. 105.
69. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 151.
70. ↑ Morois, 2000 , s. 363.
71. ↑ Erman, 2016 , s. 111.
72. ↑ Erman, 2016 , s. 111-112.
73. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 60.
74. ↑ 1 2 3 4 5 6 Erman, 2016 , s. 44.
75. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 104.
76. ↑ Erman, 2016 , s. tyve.
77. ↑ Daudet, 1927 , s. 29.
78. ↑ Morois, 2000 , s. 352.
79. ↑ 1 2 Mikhailov2, 1980 , s. 612.
80. ↑ Erman, 2016 , s. 19-20.
81. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 41.
82. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 92.
83. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 23.
84. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 32.
85. ↑ 1 2 3 4 Erman, 2016 , s. 34.
86. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 96.
87. ↑ Daudet, 1927 , s. 137.
88. ↑ Daudet, 1927 , s. 51.
89. ↑ Volchek2, 1999 , s. 614-615.
90. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 27.
91. ↑ Daudet, 1927 , s. 42.
92. ↑ Volchek2, 1999 , s. 635.
93. ↑ Daudet, 1927 , s. 63.
94. ↑ 1 2 3 4 Daudet, 1927 , s. 164.
95. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 117.
96. ↑ Daudet, 1927 , s. 172.
97. ↑ Volchek3, 1999 , s. 637.
98. ↑ Erman, 2016 , s. 65.
99. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 69.
100. ↑ Daudet, 1927 , s. 96.
101. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 82.
102. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 49.
103. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. halvtreds.
104. ↑ Erman, 2016 , s. 51.
105. ↑ Erman, 2016 , s. 56.
106. ↑ Morois, 2000 , s. 356.
107. ↑ Daudet, 1927 , s. 111.
108. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 76.
109. ↑ Erman, 2016 , s. 77.
110. ↑ Daudet, 1927 , s. 112.
111. ↑ Erman, 2016 , s. 58.
112. ↑ Erman, 2016 , s. 42.
113. ↑ Erman, 2016 , s. 47.
114. ↑ Daudet, 1927 , s. 76.
115. ↑ Daudet, 1927 , s. 113.
116. ↑ Erman, 2016 , s. 81.
117. ↑ Albare, 2002 , s. ch.I.
118. ↑ Erman, 2016 , s. 83.
119. ↑ Morois, 2000 , s. 341.
120. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 84.
121. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 87.
122. ↑ Daudet, 1927 , s. 119.
123. ↑ Erman, 2016 , s. 62.
124. ↑ Volchek2, 1999 , s. 647.
125. ↑ Mikhailov2, 1980 , s. 640.
126. ↑ Daudet, 1927 , s. 124.
127. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 125.
128. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 89.
129. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 133.
130. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 107.
131. ↑ Erman, 2016 , s. 93.
132. ↑ Fokin, 1999 , s. 528.
133. ↑ 1 2 3 Daudet, 1927 , s. 138.
134. ↑ Daudet, 1927 , s. 136.
135. ↑ Daudet, 1927 , s. 141.
136. ↑ Daudet, 1927 , s. 150.
137. ↑ Erman, 2016 , s. 20-21.
138. ↑ Erman, 2016 , s. 21.
139. ↑ Morois, 2000 , s. 338.
140. ↑ Erman, 2016 , s. 68.
141. ↑ Morois, 2000 , s. 184.
142. ↑ Daudet, 1927 , s. 142.
143. ↑ Daudet, 1927 , s. 143.
144. ↑ Daudet, 1927 , s. 73.
145. ↑ 1 2 3 4 Erman, 2016 , s. 106.
146. ↑ Daudet, 1927 , s. 153.
147. ↑ Daudet, 1927 , s. 154.
148. ↑ Volchek2, 1999 , s. 622.
149. ↑ 1 2 Erman, 2016 , s. 57.
150. ↑ Morois, 2000 , s. 380.
151. ↑ Erman, 2016 , s. 112.
152. ↑ Fokin, 1999 , s. 537.
153. ↑ Mikhailov3, 1990 , s. ca. s. 240.
154. ↑ Erman, 2016 , s. 59.
155. ↑ Daudet, 1927 , s. 87.
156. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 89.
157. ↑ 1 2 3 4 Erman, 2016 , s. 63.
158. ↑ Daudet, 1927 , s. 88.
159. ↑ Erman, 2016 , s. 53.
160. ↑ 1 2 Daudet, 1927 , s. 110.
161. ↑ 1 2 3 Erman, 2016 , s. 55.
162. ↑ Erman, 2016 , s. 121.
163. ↑ Volchek4, 1999 , s. 509.

Kilder

• I - Proust M. I retning af Svan / pr. fra fr. N.M. Lyubimova. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - 540 s.
• II - Proust M. Under skyggen af ​​piger i blomst / overs. fra fr. N.M. Lyubimova. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - 607 s.
• III - Proust M. Hos tyskerne / overs. fra fr. N.M. Lyubimova. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - 665 s.
• IV - Proust M. Sodoma og Gomorra / overs. fra fr. N.M. Lyubimova. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - 671 s.
• V - Proust M. Captive / pr. fra fr. N.M. Lyubimova. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - 527 s.
• VI - Proust M. Beglyanka / overs. fra fr. N. M. Lyubimova (ca. L. M. Tsyvyan). - St. Petersborg: Amphora, 2000. - 391 s.
• VII - Proust M. Genvundet tid / overs. fra fr. A. N. Smirnova. - St. Petersborg: Amphora, 2001. - 382 s.

Litteratur

• Albare Celeste. hr. Proust. Erindringer optaget af Georges Belmont / trans. fra fr. D. Solovyov. - St. Petersborg: Moderne, 2002. - 368 s.
• Baevskaya E.V. Noter // Mod Swann / pr. fra fr. E. Baevskoy. - M . : Foreigner, Azbuka-Atticus, 2013. - S. 439-478.
• Volchek O. E., Fokin L. S. Noter // Proust M. Under skyggen af ​​piger i blomst. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - S. 576-606. — 607 s.
• Volchek O. E., Fokin L. S. Noter // Proust M. U Germantov. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - S. 608-664. — 665 s.
• Volchek O. E., Fokin L. S. Noter // Proust M. Sodoma og Gomorra. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - S. 628-670. — 671 s.
• Volchek O. E., Fokin L. S. Noter // Proust M. Captive. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - S. 494-526. — 527 s.
• Mikhailov A. D. Poetics of Proust / T. M. Nikolaeva. - M . : Languages ​​of Slavic culture, 2012. - 504 s.
• Mikhailov A.D. Notes // Proust M. U Germantov. - M . : Skønlitteratur, 1980. - S. 607-646. — 647 s.
• Mikhailov A.D. Notes // Proust M. Captive. - M . : Skønlitteratur, 1990. - S. 396-431. — 432 s.
• Mikhailov A. D. Marcel Prousts litterære skæbne // Mod Proust ... (Monet, Debussy og andre). - M . : Kunstner og bog, 2001. - S. 5-16. — 56 s.
• Mikhailov A.D. Finding Proust // Udenlandsk litteratur . - M. , 2002. - Nr. 7 . - S. 252-259 .
• Maurois Andre . På jagt efter Marcel Proust / trans. fra fr. D. Efimova. - St. Petersburg: Limbus Press, 2000. - 382 s.
• Nabokov V. V. Marcel Proust (1871-1922). "Mod Svan" (1913) // Foredrag om udenlandsk litteratur / overs. fra engelsk. G. A. Dashevsky . - M . : Publishing House Nezavisimaya Gazeta, 1998. - S. 275-324. - 510 sek.
• Taganov A. N. Finde en bog (indledende artikel) // Proust M. Mod Svan. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - S. 5-40. — 540 s.
• Fokin L. S. Noter // Proust M. Mod Svan. - St. Petersborg: Amphora, 1999. - S. 516-539. — 540 s.
• Alexander P. Who's Who i Proust // Marcel Proust's Search for Lost Time: A Reader's Guide to The Remembrance of Things Past . - Vintage bøger, 2009. - S. 205-333.
• Daudet Ch. Répertoire des personnages de "À la recherche du temps perdu" . - Paris: Gallimard, 1927. - 176 s.
• Erman M. Bottins proustiens. Personnages et lieux dans "À la recherche du temps perdu". - Paris: Gallimard, 2016. - 240 s.

Links

• Proust Guide: Navne
• Les 2511 personnages (A à G) . Le fou de Proust . Dato for adgang: 14. januar 2020. (ubestemt)
• Les 2.511 personnages (HàO) . Le fou de Proust . Dato for adgang: 14. januar 2020. (ubestemt)
• Les 2.511 personnages (P à Z) . Le fou de Proust . Dato for adgang: 14. januar 2020. (ubestemt)