| Poirots tidlige tilfælde | |
|---|---|
| Poirots tidlige tilfælde | |
| Genre | Historiebog |
| Forfatter | Agatha Christie |
| Originalsprog | engelsk |
| skrivedato | 1923-1935 |
| Dato for første udgivelse | 1974 |
| Forlag | Eksmo |
| Tidligere | Digte |
| Følge | Gardin og ti små indianere |
Poirot 's Early Cases er en samling af detektivhistorier af Agatha Christie udgivet af Collins Crime Club i 1974 . Udvalgte historier fra samlingen blev udgivet mellem 1923 og 1935 i tidsskrifter. Samlingen indeholder historier, der beskriver de tidlige undersøgelser af Hercule Poirot , udført af ham, før han blev en velkendt privatdetektiv.
Inspektør Japp henvender sig til Poirot for at få hjælp til at undersøge de mærkelige begivenheder, der fandt sted ved kostumebal til ære for sejren. En gruppe på seks unge mænd, ledet af Viscount Cronshaw, deltog i bal klædt ud som karakterer fra commedia dell'arte . Lord Cronshaw var klædt ud som Harlequin , hans onkel, Eustace Beltane, og Mrs. Melaby, en amerikansk enke, var klædt ud som Pulcinella , Mr. og Mrs. Christopher Davidson var klædt som Pierrot og Pierrette, og Miss Lord Cronshaw, klædt som Columbine .
Festen gik ikke godt fra starten, det var tydeligt, at Lord Cronshaw og Miss Courtenay ikke talte sammen. Courtenay græd og bad om at blive taget hjem til Chelsea. De gik, og senere lagde en af Cronshaws venner mærke til Harlekin i en æske, hvorfra han så på balsalen. Ti minutter senere blev Cornshaw fundet død med en kniv gennem hjertet. Udover tragedien blev Koko også fundet død i sin seng. Det viste sig, at hun var afhængig af stoffer. Poirot indleder en efterforskning.
Poirot er ikke interesseret i at efterforske nogen af de forbrydelser, som aviserne skriver om, og som Hastings forsøger at gøre ham opmærksom på. Dette inkluderer bankassistenten, der forsvandt med obligationer til en værdi af halvtreds tusinde pund, manden, der begik selvmord, og den forsvundne sekretær. Poirot er dog interesseret i besøget af fru Todd, som insisterer på, at Poirot leder efter sin forsvundne kok. Poirot reagerede med behørig humor på situationen: fordi han ikke ville komme i konflikt med damen, går han med på sådan en triviel sag.
Elsa Dunn, en midaldrende kvinde, havde forladt familien Todds' hjem, hvor hun arbejdede som kok, to dage tidligere og blev aldrig set igen. Efter at have talt med stuepigen finder Poirot ud af, at kokkens ting var pakket, og hun sendte bud efter dem på dagen for tabet. Det betød, at Elsa havde planlagt sin afgang i god tid. Det viste sig, at en anden lejer af huset var Mr. Simpson, en ansat i den samme bankfunktionær, som aviserne skrev om. Poirot var interesseret i denne tilfældighed, især da der ikke er andre forbindelser mellem de to begivenheder.
Poirot tyr til tricks og appellerer til Elsa i avisen. Et par dage senere dukker hun op på hans kontor.
Poirot bliver kontaktet af en vis fru Pengili, en midaldrende dame, der frygter, at hun kan blive forgiftet af sin egen mand, en tandlæge af profession. Hun bliver syg, hver gang hun spiser, men lægen påstår, at hun kun lider af gastritis . Hun og hendes mand bor i en lille by i Cornwall . Hun har ingen beviser, bortset fra at hun kun bliver syg, når hendes mand er hjemme. Hr. Pengili ser ikke ud til at have nogen økonomiske motiver, men hans kone har mistanke om, at den affære, som hendes mand startede med sin assistent, er skyld i. Ud over dem bor hendes niece, Frieda Stanton, stadig i huset. Det viser sig, at pigen et par dage forinden havde skændtes med fru Pengili og rejst efter at have boet i huset i otte år. Fru Pengili nægter at give en grund til skænderiet, men hævder, at en vis Radnor rådede hende til at køre Frida væk. Radnor selv beskrives af fru Pengili som "bare en ven" og "en meget behagelig ung mand."
Poirot begynder en undersøgelse af denne intrige.
Poirot er inviteret til at efterforske kidnapningen af tre-årige Johnny Waverley, søn af Marcus Waverley, fra deres ejendom i Surrey. Få dage før kidnapningen modtog familien en anonym besked, hvori de truede med at kidnappe barnet, hvis beløbet på femogtyve tusinde pund ikke blev betalt. Waverley gav brevet til politiet, men brevet vakte ikke den store interesse fra politiet, før der kom endnu et brev. Den advarede om, at drengen ville blive kidnappet klokken tolv næste dag. På den fastsatte dag lå et brev med ordene "Kl. 12" på fru Waverleys pude. Bange for, at de ubudne gæster var i huset, beordrede Waverly, at alle skulle fjernes fra huset, undtagen hans betroede betjent og hans kones mangeårige sekretær-ledsager. På det aftalte tidspunkt låste han sammen med barnet og inspektøren af Scotland Yard sig inde i lokalet. Hele huset var bevogtet. Politiet i hallen tilbageholdt en mand, der forsøgte at komme ind i huset. Da Waverley og inspektøren gik ud for at se på, hvad der skete, lagde de ikke mærke til, hvordan barnet blev bortført. Det eneste, de ved, er, at drengen blev kørt væk i en bil gennem en ubevogtet port.
Poirot efterforsker et tyveri hjemme hos antikvitetssamleren Marcus Hardman. Røveriet skete under en fest arrangeret af Hardman. Ved en fest viste han gæsterne sin samling af middelalderlige smykker og fandt ud af, at hans pengeskab var åbnet, og alt, hvad der var indeni, var væk. Fire af gæsterne havde mulighed for at udføre røveriet: Mr. Johnson, en sydafrikansk millionær, grevinde Vera Rusakova, Bernard Parker, Hardmans feminine unge agent, og Lady Runcorn, en midaldrende socialite, hvis tante led af kleptomani.
Poirot undersøger gerningsstedet og finder en mands handske og et cigaretæske med bogstaverne BP . Han besøger Bernard Parker, der ser meget mistænksom ud, idet han siger, at handsken ikke tilhører ham, og afviser derefter cigaretæsken endnu mere indædt. Poirot tager af sted og finder et par handsker fundet i Hardmans hus i Parkers hall.
Poirot og Hastings diskuterer nyheden om dødsfaldet i avisen. Oglander-familien spillede bridge i stuen i deres hjem i Streatham. Under spillet fløj dørene til terrassen op, og en kvinde i blodigt tøj bragede ind i lokalet. Hun sagde "Mord!" og faldt på gulvet. Familien ringede til læger og politiet, og liget af Henry Ryburn, en teaterimpresario, blev fundet i et nærliggende hus, hans hoved knust af et ukendt våben. Kvindens identitet blev fastslået, det viste sig at være den berømte danser Valerie Sinclair.
I forlængelse af historien kommer Paul, hertug af Moran, til Poirot, som håbede, at Valerie ville blive hans kone. I dette tilfælde ville han risikere sit omdømme og forstod også, at han ikke ville modtage familiens godkendelse. Han fandt dog ud af, at Valeries mor var en russisk storhertuginde. Han troede på hende. Det er klart, at hertugens følelser ikke var gensidige. For nylig besøgte hun og Valerie en spåkone, der ved at placere køllerkongen foran Valerie forudsagde, at Valerie var i fare fra en mand. Hertugen var bange for, at Valerie kunne misfortolke spåkonens ord, og da han besluttede, at faren kunne komme fra Riburn, angreb han ham.
Poirot og Hastings rejser til Streatham og besøger gerningsstedet.
I de sidste dage af Første Verdenskrig mødes Poirot og Hastings igen i Stiles. De spiser på Carleton, hvor de møder kaptajn Vincent Lemesurier, som Hastings mødte i Frankrig. Under middagen løber kaptajnens fætter hen til dem og informerer dem om, at hans far faldt fra sin hest og måske ikke lever for at se morgenen. Vincent og hans onkel Hugo skynder sig hjem, mens Roger bliver hos Poirot og Hastings.
Hastings er overrasket over Vincents voldsomme reaktion på nyheden om tragedien, da Vincent ikke kom godt ud af det med sin far. Roger fortæller dem om den forbandelse, der hænger over familien. Historien tager sin oprindelse i middelalderen, hvor en af deres forfædre mistænkte hans kone for utroskab, og at det barn, hun havde født, ikke var fra ham. I raseri dræber han dem begge, eller rettere sagt, imurerer dem levende i væggen. Hans kone forbander ham før hans død: ingen af de ældste sønner af hans efterkommere vil få en arv. Efter nogen tid indser han, at hun var uskyldig, og tilbringer resten af sit liv i omvendelse. På trods af dette begyndte forbandelserne at gå i opfyldelse år efter år.
Næste morgen erfarer Poirot og Hastings, at Vincent selv døde om natten, da han faldt ud af toget, som han rejste med for at besøge sin far. Poirot indleder en efterforskning.
Poirot og Hastings diskuterer investeringer, og Poirot informerer Hastings om, at han ikke har nogen investeringer, bortset fra fjorten tusinde aktier i Burma Mines Limited, som blev overført til ham som betaling for hans tjenester. Han fortæller Hastings historien om efterforskningen.
En af minerne i dette firma var en sølvmine opdaget af kineserne i det 15. århundrede. Det blev udviklet, men noget andet blev tilbage, og det var det værd at fortsætte med at udvikle det. Selve minen gik hurtigt tabt, og det eneste fingerpeg om dens placering var papirer, der blev opbevaret af en kinesisk familie. Wu Ling, familiens repræsentant, indvilliger i at komme til England og indlede forhandlinger om salg af papirer. Han tjekkede ind på et Russell Square- hotel , ringede til firmaet og lovede at komme næste dag til forhandlinger. Han kom ikke til mødet. Hotellet rapporterede, at han tog afsted tidligt om morgenen med en ven. Han dukkede aldrig op den dag, og dagen efter fandt politiet hans lig i Themsen .
Poirot bliver hyret til at efterforske forbrydelsen.
En ung flådeofficer rejser med Plymouth Express, hvor han opdager et kvindelig under et sæde i hans kupé. Kvinden er blevet identificeret som Flossie Halliday, nu fru Rupert Carrington, datter af en amerikansk stålmagnat, der beder Poirot om at overtage sagen.
Poirot kendte kvinden og havde set hende i Paris. For noget tid siden blev hun fanget med en eventyrer, der blev kaldt greven af Rochefort. Hendes far tog hende tilbage til Amerika for at holde hende væk fra greven. Hun giftede sig senere med Rupert Carrington, som viste sig at være en værdiløs ægtemand, en gambler med stor gæld. Snart skiltes de og begyndte at leve hver for sig, dog blev de ikke skilt.
Poirot og Hastings erfarer, at Flossie var på vej til venner med tog fra Paddington og skiftede i Bristol til Plymouth , selvom det var meningen, at hun skulle stå af tidligere. Hun havde smykker til en værdi af hundrede tusinde pund med sig. I Bristol måtte hendes tjenestepige, Jane Mason, vente på hende i flere timer, mens Flossie gik et sted hen med en fremmed mand. Uden at vente på værtinden gik tjenestepigen til hotellet, og om morgenen hørte hun fra aviserne om mordet. Mrs. Carringtons smykker manglede, og kvindens obduktion fandt spor af kloroform .
Poirot indleder en efterforskning.
En aften, i en samtale med Poirot, antyder Hastings, at Poirot aldrig har oplevet fiasko i efterforskningen. Poirot siger, at det ikke er det, og fortæller Hastings om en af hans tidlige sager.
Begivenhederne var forbundet med Paul Derolards død, en fransk stedfortræder, der boede i Bruxelles . Det var tider med konfrontation mellem kirke og stat. Derolar var en nøgleperson i begivenhederne, han var anti-katolsk og rettet mod ministre. Han var enkemand, for et par år siden døde hans unge kone efter at være faldet ned af trapperne. Han arvede hendes hus i Bruxelles, var forbeholden i spørgsmål om at drikke og ryge, men var kendt for at være kvindernes favorit. Han døde uventet i sit hjem, formentlig af et hjerteanfald. Det skete netop på dagen, hvor han modtog udnævnelsen til ministerposten. Poirot tjente derefter i det belgiske politi og var på ferie, men Derolars kusine, Mademoiselle Menard, som hævdede, at hendes kusines død var unaturlig, dukkede op til ham. Fire tjenere boede hos ham, en ældre, meget aristokratisk mor, selveste Mademoiselle Menard, og på dødsdagen yderligere to gæster: Mr. de Saint-Alar, en nabo, og John Wilson, en ven fra England. Poirot blev præsenteret for alle i husstanden og begyndte en undersøgelse.
Poirot blev hurtigt indkaldt med kurer til Lord Alloways hjem, leder af forsvarsministeriet og potentiel premierminister . Detektiven tager dertil med Hastings. Han bliver præsenteret for admiral Sir Harry Virdale, chef for flådestab, som besøger Alloway med sin kone og søn Leonard. Årsagen til Poirots opkald, som det viser sig, var tabet af hemmelige tegninger til den nye ubåd. Tyveriet skete tre timer tidligere.
Fakta er som følger: Damerne, nemlig fru Conroy og Lady Virdale, gik i seng klokken ti. Det gjorde Leonard også. Lord Alloway bad sin sekretær, Mr. FitzRoy, om at lægge de forskellige papirer, han og admiralen skulle arbejde på, på bordet, mens de gik rundt på terrassen. Fra terrassen så Lord Alloway en skygge bevæge sig fra balkonen til arbejdsværelset. Da de kom ind på kontoret, fandt de ud af, at de papirer, Fitzroy havde flyttet fra pengeskabet til kontorbordet, var forsvundet. Fitzroy blev distraheret af skribent fra en af stuepigerne i gangen, som hævdede at have set et spøgelse. På dette tidspunkt var tegningerne tilsyneladende stjålet.
Poirot efterforsker.
Poirot efterforsker et mord, der fandt sted i huset, hvor han bor.
Som et resultat af sin nye berømmelse blev Poirot overtræt af de stigende sager. Hastings inviterer ham til at hvile sig i Devon, hvor han er klar til at ledsage ham. De skal til et resort i Ebermouth. På den fjerde dag af sin ferie modtager Poirot en seddel fra teateragenten Joseph Aarons, som beder ham komme til Sherlock Bay i det nordlige Devon for at konsultere. De planlægger at rejse med tog, men Hastings foreslår at tage en bus mellem de to feriesteder for at spare dem tid på overførsler. Poirot er næppe enig i frygt for det engelske klima og udkast. De bestiller billetter. Ved billetkontoret henleder Hastings opmærksomheden på en rødhåret pige, mens Poirot er interesseret i en ung mand med et tyndt overskæg.
Dagen efter præsenterer den samme unge kvinde sig selv for dem som Mary Durrant. Hendes tante bor i Ebermouth, hvor hun driver en antikvitetsbutik. Mary bliver sendt til Sherlock Bay på vegne af sin tante, hvor hun skal give hende miniaturerne. Ved busstoppestedet nærmer Mary sig Poirot og fortæller ham, at en mand lige har taget hendes etui med miniaturer. Ifølge beskrivelsen ligner han den unge mand, som Poirot havde bemærket ved billetkontoret dagen før.
Inspektør Japp inviterer Poirot og Hastings til at tilbringe en weekend med ham i den lille by Market Basing. Mens de sidder på hotellet og nyder morgenmaden, ringer Jeppa til konstabelen og beder om hjælp til et problem. Walter Protheroe, ejer af en stor ejendom, blev fundet død i sit hjem. Selvmord er muligt, men den lokale læge siger, at det er usandsynligt. De tre tager til Lee House og møder Dr. Giles, som er blevet ringet op af fru Clegg, husholdersken. Hun klagede over, at hun ikke kunne vække ejeren. Efter at have brækket døren ned, finder de Prothero med et skudsår i hovedet. I sin højre hånd holdt han en pistol, men skudhullet var på hans venstre tinding. Når han undersøger rummet, bemærker Hastings, at Poirot på en underlig måde snuser til luften i rummet. Bag Protheros højre ærme opdager de et lommetørklæde. Hastings lugter ingen mærkelig lugt hverken i luften eller fra lommetørklædet. Poirots handlinger virker mærkelige for ham.
Originaltitel: Wasp's Nest
John Harrison hviler på terrassen i sit hus en sommeraften og er meget tilfreds med det uventede besøg af Hercule Poirot. Detektiven fortæller ham, at et mord bliver efterforsket i nærheden, og Harrison er yderst overrasket over, at mordet endnu ikke er blevet begået. Poirots opgave er at forhindre det.
Poirot vender samtaleemnet til en gedehamserede, der hænger fra et træ nær terrassen. Harrison informerer om, at hans ven Langton på hans anmodning skal købe benzin og brænde reden. Poirot svarer, at Langton er blevet set på apoteket for at købe kaliumcyanid . Harrison er forbløffet, han mener ikke, at cyanid er et godt middel. Så stiller Poirot det vigtigste spørgsmål: “ Kan du lide Langton? Som det viser sig, har Langton en grund til ikke at kunne lide Harrison, da sidstnævnte skal giftes med en pige, der tidligere har datet Langton.
Poirot keder sig, der er ingen interessante sager i lang tid. Han fortæller Hastings, at kriminelle i England allerede er for bange for Poirot, han afviser fuldstændig tanken om, at de måske slet ikke kender til ham.
I dette øjeblik kommer en gæst til dem. Hendes ansigt er dækket af et tungt slør, og hun præsenterer sig selv som Lady Millicent Castle Voone, hvis forlovelse med hertugen af Southshire for nylig er blevet annonceret. Under krigen skrev hun et kærlighedsbrev til en mand, der efterfølgende blev dræbt. Brevet faldt i hænderne på hr. Lavington, en afpresser, som nu afpresser hende tyve tusinde pund. Hun kan ikke rejse det beløb. Hun afslører, at hun gik til Lavingtons hus for at tigge om nåde. Han viste hende den kinesiske æske med brevet. Han advarede om, at kassen ville blive opbevaret et hemmeligt sted, som hun aldrig ville vide noget om. På Poirots invitation kommer Lavington til hans kontor og griner af Poirots anmodning om at returnere brevet, men siger, at han vil reducere løsesummen til atten tusinde. Lady Millicent har et par dage til at indsamle det beløb, han skulle modtage ved hjemkomsten fra Paris .
Poirot tager på et havkrydstogt til Egypten. Han lider af søsyge og nyder ikke krydstogtet. Om bord på skibet møder han flere passagerer. Blandt dem er general Forbes og oberst Clapperton. Forbes taler fjendtligt om Clapperton. Han hævder, at han, efter at være blevet såret ved fronten, gik ind i en rig dames underhold. Andre passagerer er mere sympatiske over for Clapperton. Især i betragtning af hvor tålmodig han er med sin krævende og stridige kone. Hun var en hypokonder og klagede konstant over sit hjerte. Hun irriterer også Poirot. En dag bemærker Poirot, hvordan et stykke papir faldt ud af hendes taske, det viste sig at være en recept på digitalin . Da skibet nåede Alexandria, blev Mrs. Clapperton fundet død, en besynderlig dolk stak ud af et sår på hendes bryst. Penge og smykker blev stjålet.
Poirot modtager et mærkeligt brev, hvor han beder om hjælp. Den er skrevet af en ældre kvinde, Miss Amelia Barrowby, som bor i landsbyen Chapman's Green. Hun er meget vag omkring sagens essens, men skriver, at spørgsmålet haster og vedrører familien. Poirot er interesseret i brevet, han instruerer Miss Lemon om at svare, at han er klar til at tage fat på efterforskningen.
Fem dage senere ser Miss Lemon en annonce i avisen i rubrikspalten om, at der er blevet holdt en mindehøjtidelighed for den afdøde Miss Barrowby. Poirot modtager et brev fra den afdødes niece, Miss Mary Delafontaine, hvori hun informerer ham om, at hans tjenester ikke er nødvendige. Han går dog til Barrowby-huset. Han beundrer den velholdte have med masser af blomster. Den første person, Poirot møder i huset, var en russisk pige, Katrina Reiger, som straks erklærer, at alle pengene skulle tilhøre hende. Indkom fru og hr. Delafontaine sender Katrina, og selv modtager Poirot. De virker ret overraskede, da de finder ud af, at han er en privatdetektiv.
Maurice Richardson, en klummeskribent for The Observer , offentliggjorde en anmeldelse af samlingen den 22. september 1974 og skrev, at Hastings var "til tider så stump, at Dr. Watson er en ren Leibniz til sammenligning " [1] .