Bukowski, Charles

Charles Bukowski
Charles Bukowski

Charles Bukowski, San Pedro, 1990
Navn ved fødslen Heinrich Karl Bukowski
Fødselsdato 16. august 1920( 16-08-1920 ) [1] [2] [3] […]
Fødselssted Andernach , Rhinprovinsen , Tyskland
Dødsdato 9. marts 1994( 1994-03-09 ) [1] [2] [3] […] (73 år)
Et dødssted Los Angeles ,
Californien , USA
Statsborgerskab (borgerskab)
Beskæftigelse digter , romanforfatter , journalist , romanforfatter
År med kreativitet 1. halvdel af 1940'erne, 1955-1994
Retning beskidt realisme
Værkernes sprog engelsk
Debut Flower, Fist and Bestial Wail (1960) [4]
Autograf
bukowski.net _ 
Virker på webstedet Lib.ru
 Mediefiler på Wikimedia Commons
Wikiquote logo Citater på Wikiquote

Charles Bukowski ( eng.  Charles Bukowski ; 16. august 1920 , Andernach , Tyskland  - 9. marts 1994 , Los Angeles , USA ) er en amerikansk forfatter, digter , prosaforfatter og journalist af tysk oprindelse. Repræsentant for den såkaldte " beskidte realisme ". Forfatter til mere end to hundrede historier inkluderet i seksten samlinger, seks romaner og mere end tredive poesibøger [5] .

Bukowskis første litterære oplevelser går tilbage til 1940'erne, men han begyndte at skrive for alvor allerede i en moden alder - fra midten af ​​1950'erne. Takket være de digte, der dukkede op på siderne af små oplagede poesimagasiner, udgivet hovedsageligt i Californien , blev Bukowski en fremtrædende figur i den litterære undergrund i Amerika. Han opnåede bredere anerkendelse i slutningen af ​​1960'erne som forfatteren af ​​klummen Notes of a Dirty Old Man i den Los Angeles-baserede avisen Open City.[6] . I disse år blev billedet af en slagsmål, en kvindebedårer og en drukkenbolt, skabt og implanteret af ham i poesi og prosa, endelig fikset for Bukowski [7] . Uden for USA blev forfatteren kendt efter udgivelsen af ​​romanen Post Office (1971), som var meget populær i Europa . Bukowski vandt kun amerikansk berømmelse i 1987, da billedet " Drunk " blev udgivet på skærmene i USA. Filmen, der er baseret på Bukowskis semi-selvbiografiske manuskript, blev instrueret afBarbet Schroeder .

Bukowski døde i 1994, men hans tidligere upublicerede værker bliver fortsat udgivet den dag i dag. I 2011 blev to biografier om forfatteren offentliggjort, ti samlinger af hans breve blev offentliggjort. Bukowskis liv og værk har været genstand for flere dokumentarer, og hans prosa er blevet filmatiseret mange gange.

Tidlige år

Charles Bukowski (fødselsnavn Heinrich Karl Bukowski, opkaldt efter sin far) blev født den 16. august 1920 i Andernach , Tyskland . Moder, tysk Katharina Fett ( tysk: Katharina Fett ), var syerske , far var seniorsergent i den amerikanske hær , som gjorde tjeneste i Tyskland under Første Verdenskrig og havde tyske rødder. Charles forældre giftede sig den 15. juli 1920, kort før deres søns fødsel; følgerne af den økonomiske krise i 1923 tvang dem til at flytte, og familien flyttede til USA, til byen Baltimore .  

Katarina begyndte at kalde sig "Kate" for at få sit navn til at lyde amerikansk, og hendes søn skiftede fra Heinrich til "Henry". Udtalen af ​​efternavnet blev også ændret: " /buːˈkaʊski/ " i stedet for " /buːˈkɒfski/ ". Henrys far arbejdede hårdt, indtil han sparede nok penge op til at flytte med sin familie til Californien , hvor Bukowski flyttede i 1924, hvor han slog sig ned i forstæderne til Los Angeles . Heinrich fik et job på et mælkeudbringningsfirma, og Kate forblev arbejdsløs i lang tid, familien havde hårdt brug for penge. Barnet var klædt i traditionelt tysk tøj og forbudt at lege med andre børn "for ikke at blive snavset"; Peer-forhold blev også forværret af drengens ordblindhed , som jævnligt blev drillet ud over sin tyske accent . " Jeg var udstødt. Mine forældre gjorde mig til den værst tænkelige ged – de købte et indisk kostume, med fjer, en hovedbeklædning og en tomahawk. Og her er jeg, med min tyske accent, klædt ud som en forbandet indianer, og alle de andre Karapets er iført cowboydragter. Tro mig, jeg havde en fantastisk tid ” [9] .

Henrys far var tilhænger af barske uddannelsesmetoder og slog jævnligt både sin søn og kone. Et typisk eksempel på hans forhold til sin søn var det sadistiske spil beskrevet i detaljer i romanen " Skinke og brød ", C. Bukowskis selvbiografiske bog om hans tidlige barndom. Hver weekend gjorde Bukowski en generel rengøring af huset, og en lørdag blev Henry også hentet på arbejde: Han blev bedt om at slå græsplænen foran huset så forsigtigt, at ikke en eneste græsstængel stikker ud over det fastsatte niveau. Så ledte faderen bevidst efter et uklippet græsstrå og slog som straf sin søn med et barberbælte, hvilket gentog sig hver weekend i lang tid. Samtidig forblev Henrys mor ligeglad, hvilket efterfølgende forårsagede sønnens fuldstændige ligegyldighed over for hende. “ Far kunne lide at slå mig med en barberrem. Hans mor støttede ham. En trist historie [10] ,” beskrev C. Bukowski sin barndom flere årtier senere.

I en alder af tretten begyndte Charles at udvikle alvorlig betændelse i talgkirtlerne  - acne . Acne dækkede hele ansigtet, armene, ryggen, selv i mundhulen; Bukowski beskrev sin tilstand som en reaktion på sin barndoms rædsler, en lignende mening blev delt af hans biograf Howard Sones., samt kreativitetsforsker og redaktør David Stephen Calonne .  På baggrund af en vanskelig familiesituation og vanskeligheder med at kommunikere med klassekammerater begyndte Charles at besøge Los Angeles Public Library, hvor han for alvor blev interesseret i læsning, hvilket forblev en af ​​hans vigtigste hobbyer resten af ​​hans liv. Den fremtidige forfatters første forsøg på at skrive går tilbage til denne tid : Charles skrev en novelle om en pilot under Første Verdenskrig [11] . “ Så vidt jeg husker, skrev jeg helt i begyndelsen noget om en tysk flyver med stålarm, der skød en flok amerikanere ned under Første Verdenskrig. Jeg skrev med en pen, fyldte alle siderne i en enorm spiralnotesbog. Jeg var dengang tretten år gammel, og jeg lå i sengen dækket af frygtelige bylder - det kunne lægerne ikke engang huske ” [12] .

En af Charles' få venner introducerede ham til alkohol. " Jeg kunne godt lide at være fuld. Jeg indså, at jeg ville elske at drikke for evigt. Det distraherede fra virkeligheden [13] ”, - efterfølgende vil Charles' passion for alkohol føre til en lang binge , men han vil for altid forblive hans yndlingshobby og hovedtemaet i hans arbejde. Denne gang inkluderer også den sidste store rift i forholdet mellem Charles og hans far, som satte en stopper for den førstes konstante tæsk. Glenn Esterly , journalist  for Rolling Stone , beskrev, hvad der skete:

Efter sin eksamen fra gymnasiet gik Bukowski kort på City College i Los Angeles.mens han studerede engelsk og journalistik, og fortsatte med at skrive noveller. I 1940 opdagede faderen manuskripterne gemt på sin søns værelse, og da han var vred over indholdet, smed han dem væk sammen med alle Charles' ejendele.

Efter hændelsen forlod Bukowski sine forældres hus, flyttede ud og begyndte at tilbringe det meste af sin fritid i drikkesteder og blev hurtigt bortvist fra college. I 1941, efter at have arbejdet i omkring et halvt år i forskellige lavtlønnede job, besluttede Charles at rejse til Amerika, så han kunne skrive om "det virkelige liv" - som en af ​​Bukowskis yndlingsforfattere, John Fante , skrev .

Ungdom og begyndelsen til kreativitet

Charles rejste landet i lang tid og besøgte New Orleans , Atlanta , Texas , San Francisco og mange andre byer. Beskrivelser af hans mange bevægelser og arbejdssteder, som Charles ofte måtte skifte, dannede efterfølgende grundlaget for romanen Faktotum . Samtidig forsøgte Bukowski først at udgive sine værker. Stærkt påvirket af William Saroyans "A Courageous Young Man on a Flying Trapeze" (1934) sendte Bukowski "Aftermath of a Lengthy Rejection Slip" til magasinet Story ., hvis redaktør var involveret i udgivelsen af ​​Saroyans værker. Materialet blev accepteret, og Charles modtog et brev fra redaktøren, hvori han sagde, at historien ville blive offentliggjort i marts 1944-udgaven - den håbefulde forfatter var meget begejstret og henrykt over denne begivenhed og gav sig selv en lykkelig start på en forfatterkarriere [16] . Bukowski tog til New York for at se ham på første hånd, men var meget skuffet, fordi historien blev offentliggjort på magasinets bagsider, ikke inkluderet i hoveddelen af ​​publikationen. Denne begivenhed påvirkede forfatteren så meget, at han opgav at skrive i lang tid, til sidst skuffet over sidstnævnte [17] . Det var først to år senere, at Bukowskis næste værk udkom: Novellen "20 Tanks From Kasseldown" blev trykt i Portfolio. Han blev fulgt af flere digte i Philadelphia- magasinet "Matrix", men læserne var tilbageholdende med at acceptere den unge forfatter. “ Jeg holdt op med at skrive i ti år - jeg drak bare, boede og flyttede og boede sammen med dårlige kvinder. <...> Jeg indsamlede materiale, dog ikke bevidst. Jeg glemte fuldstændig at skrive [18] ”, - Efter at have fejlet i den litterære verden vendte Bukowski tilbage til Los Angeles for at bo hos sine forældre. " Det startede et sted i 1945. Jeg opgav. Ikke fordi jeg betragtede mig selv som en dårlig forfatter. Jeg troede bare, at der ikke var nogen måde at bryde igennem. Jeg lagde skrive til side i afsky. Drukkenskab og samliv med kvinder blev min kunst ” [10] .

I en alder af syvogtyve møder Charles i en af ​​byens barer Jane Cooney Baker , en  38-årig alkoholiker, som han giftede sig med. Efterfølgende blev Baker en af ​​de vigtigste personer, der inspirerede Bukowskis arbejde (bogen "The Day Run Away Like Horses Over the Hills" vil blive dedikeret til hendes minde, hun vil også optræde under forskellige pseudonymer i romanerne " Post Office " og " Factotum "), og forfatterens største kærlighed i hele livet [19] . Han talte om hende sådan her: " Hun blev den første kvinde - generelt den første person, der i det mindste bragte mig lidt kærlighed " [14] .

I 1952 fik Bukowski job som postbud i US Postal Service , ved Annex Terminal.(hvor han arbejdede i mere end ti år [20] ), og på grund af konstant fuldskab endte han to år senere på hospitalet med kraftige blødninger. " Jeg døde næsten. Jeg endte på amtshospitalet - der fossede blod fra min mund og røv. Jeg burde være død, og det gjorde jeg ikke. Det tog en masse glukose og ti til tolv pints blod [10] ,” efter at have forladt hospitalet, vendte Bukowski tilbage til kreativiteten, men han holdt ikke op med at drikke. I 1955 blev han skilt fra Baker og giftede sig igen samme år, denne gang med Barbara Frye , redaktør af det lille Texas - magasin Harlequin .  “ Hun var smuk - det er alt, jeg husker. Jeg vandrede rundt et stykke tid, men der skete ikke noget med os. Hun kunne ikke blive fuld, og jeg kunne ikke blive ædru, "og de kan ikke komme ud af det sammen." Til sidst vendte hun tilbage til sit Texas, og jeg så eller hørte aldrig fra hende igen . Parret gik fra hinanden i 1958.

Mens Bukowski fortsatte med at arbejde på postkontoret, fik han fat i kreativiteten. Hans arbejde er blevet publiceret i mindre magasiner som Nomad, Coastlines, Quicksilver og Epos; samtidig mødte han John Edgar og Gypsy Webb, grundlæggerne af New Orleans -forlaget Loujon Press, som ville være det første til at udgive Bukowskis bøger, digtsamlingerne It Catches my Heart in Its Hands (1963) og Crucifix in a Deathhand. (1965). Sideløbende med dette begyndte Webbs at udgive The Outsider magazine., publikationer, hvori i midten af ​​1960'erne bragte Bukowski hans første berømmelse og anerkendelse som digter [22] . Den nye kærlighedshistorie om den håbefulde digter hører til samme periode - i 1963 møder Charles Frances Smith ( Eng.  Frances Smith ), fra hvem hans datter, Marina Louise ( Eng.  Marina Louise Bukowski ) blev født; Bukowski blev skilt fra Smith i 1965 [11] .

I 1967 accepterede Bukowski et tilbud fra Jon Brion.skrive en klumme til avisen Åben By, hvilket styrkede hans popularitet i Californien [23] . I løbet af sit arbejde for Open City var Bukowski ikke belastet af nogle særlige emner eller censur - han skrev åbent og ærligt om sit liv uden at pynte på noget. Forfatterens ærlighed tillod ham at vinde popularitet blandt sine læsere, hvoraf mange kom personligt til Bukowski for at blive bekendt [24] . Med udgangspunkt i forfatterens klummekunst udkommer efterfølgende to novellesamlinger - Notes of a Dirty Old Man ( Eng.  Notes of a Dirty Old Man , 1969, russisk oversættelse 2006) og More Notes of a Dirty Old Man (2011).

Sideløbende hermed udkommer omkring ti små bøger mere med digte af Bukowski på forskellige forlag; den vigtigste begivenhed, set fra digterens senere liv, hører også til denne periode - han mødte John Martin. Beundret af digterens arbejde besluttede Martin at blive hans hovedudgiver og organiserede Black Sparrow Press ., planlægger at begynde at udgive Bukowskis poesi.

Arbejde hos Black Sparrow Press

I 1970 fremsatte Martin et forretningsforslag til den halvtredsårige Bukowski, hvor han opfordrede ham til at forlade postvæsenet og hellige sig kreativiteten, hvilket garanterede en månedlig indkomst på 100 dollars i livet. Charles, uden at tænke sig om to gange, accepterede disse betingelser. Bukowski fortalte historien på denne måde:

Jeg skrev til mig selv før, og fra tid til anden tog han kontakt: "Send mig mere, lad mig se." Og jeg sendte ham noget. Til sidst siger han: "Det skal jeg fortælle dig, Hank." Jeg siger: "Hvad?" Og han siger ... og samtidig havde jeg allerede arbejdet på posthuset i elleve et halvt år ... Og nu siger han: ”Det skal jeg sige dig. Hvis du opgiver din post, betaler jeg dig hundrede dollars for livet." Jeg siger: "Hvad?" Og han: "Nå, ja. Selvom du ikke skriver andet, betaler jeg dig hundrede dollars om måneden resten af ​​mit liv." Jeg siger: "Nå, det er godt. Lad mig tænke lidt?" Han siger: "Selvfølgelig." Jeg ved ikke, hvor meget jeg tænkte, jeg drak sikkert et par øl mere og ringede så tilbage til ham og sagde: "Enig."[25]

Et bemærkelsesværdigt faktum er, at Notes of the Old Goat tjente som en af ​​grundene til en tæt opmærksomhed fra ledelsen af ​​postkontoret (hvor Bukowski arbejdede på det tidspunkt) til forfatteren - og medførte en vis form for vanskeligheder. Som Howard Sones bemærker, blev Bukowskis afskedigelse fra tjenesten, der fulgte et par år senere, ikke fremkaldt af Martins forslag, men af ​​systematisk fravær, som den kommende skribent gentagne gange blev meddelt på den foreskrevne måde, men han ignorerede alle advarsler (der er henvisninger til dette i de sidste kapitler af postvæsenet) ). Sones bemærker også, at Bukowski ikke fortalte Martin om denne tilstand, da han accepterede hans tilbud [26] .

Bukowskis første store værk efter at have forladt postkontoret var romanen " Postkontor " ( Engelsk  postkontor , 1971, russisk oversættelse 2007), skrevet af ham på tre uger [20] . Denne roman var Bukowskis første store succes som forfatter - bogen vandt enorm popularitet i Europa og blev efterfølgende oversat til mere end femten sprog [26] . Blandt andet i løbet af arbejdet på "Posthuset" dannede Bukowski endelig sin forfatters skrivestil, som han ville fortsætte med at holde fast i i alle prosaværker. Som Howard Sones påpeger, lærte Bukowski at skrive på en ærlig, ærlig måde ved hjælp af en masse dialog fra at være bekendt med arbejdet af Ernest Hemingway og John Fante ; det var fra sidstnævnte, at Bukowski overtog ideen om at opdele fortællingens tekst i meget små dele [27] . Forfatterens første roman modtog for det meste positive reaktioner i pressen, kritikere bemærkede hver for sig humoren i arbejdet og den detaljerede beskrivelse af rutinen for en postansat [28] . Efter udgivelsen af ​​The Post Office blev Black Sparrow Press Bukowskis hovedforlag: " [29] .

Charles fortsatte dog med at være loyal over for de små bogtrykkerier og fortsatte sideløbende med at udsende nogle digte og historier til små litterære blade. Der blev udgivet tre digtsamlinger og to novellebøger. Den første af disse er Erections, Ejaculations, Exhibitions and General Tales of Ordinary Madness , 1972, som efterfølgende vil blive opdelt af forlaget i to bøger, Stories of Ordinary Madness ( Eng  . Tales of Ordinary Madness , 1983, russisk oversættelse 1999) og " The Most Beautiful Woman in Town " ( Eng. The Most Beautiful Woman in Town , 1983, russisk oversættelse 2001) [30] . I 1972-udgaven blev bogen modtaget positivt af læserne og blev ret populær i San Francisco Bay Area [31] . Den anden udgivne samling, " Syd uden tegn på nord " ( engelsk South of No North , 1973, russisk oversættelse 1999), er bemærkelsesværdig for læseren, idet forfatteren stort set har bevæget sig væk fra selvbiografiske essays - bogen ifølge ham , hovedsageligt bestod af fiktive historier [32] .    

Den næste roman, " Factotum " ( eng.  Factotum , 1975, russisk oversættelse 2000), var en afspejling af de år, hvor Bukowski udelukkende drak og skiftede job oftere end handsker. I et interview med The London Magazineforfatteren bemærkede, at ideen til at skrive "Faktotum" opstod efter at have læst George Orwells selvbiografiske historie " Pounds Dashing in Paris og London " om vandringer langs bunden af ​​europæiske hovedstæder. Bukowski udbrød: " Denne fyr tror, ​​han har set noget? Ja, i forhold til mig var han kun kløet ” [10] . "Factotum", ligesom Bukowskis første roman, blev positivt modtaget af kritikere - forfatteren blev rost for de realistiske beskrivelser af livet i "den lavere klasse", ironi i forhold til værket, Bukowskis direktehed og oprigtighed blev noteret blandt fordelene [ 33] [34] [35] . Denne gang inkluderer også Charles' første langvarige kærlighedsforhold efter skilsmissen med den amerikanske digterinde og billedhugger Linda King .; parret var sammen fra 1970 til 1973. Bukowskis bog Me and Your Sometimes Love Poems (1972) er helliget forholdet til King.

Siden udgivelsen af ​​Faktotum er yderligere fire digtsamlinger blevet udgivet, og i 1978 romanen Women ( English  Women , 1978, russisk oversættelse 2001), hvis hovedtema var Bukowskis talrige kærlighedsforhold. Oplæsningen af ​​Decameron af Giovanni Boccaccio foranledigede skabelsen af ​​forfatterens bog ; Bukowski sagde, at en af ​​ideerne i værket - "sex er så latterligt, at ingen kan klare det"  - især stærkt påvirkede hans "Kvinder" [36] . Forfatteren beskrev romanen under forberedelse til udgivelse som følger:

Jeg vil kalde det "Kvinder". Der bliver grinet, hvis jeg skriver det. Og der skal grines. Men der skal man være meget ærlig. Nogle kvinder, jeg kender, behøver ikke at vide noget om det. Men jeg vil gerne sige noget ... jeg vil bare ikke annoncere det! Det er der, mine problemer starter.[37]

Bogen viste sig at være en bedre sælger end alle Bukowskis tidligere værker, men den blev gentagne gange kritiseret for at være sexistisk [38] [39] . Forfatteren selv benægtede imidlertid sådanne påstande og sagde: " Dette billede [af en kvindehader] strejfer fra mund til mund blandt dem, der ikke har læst alt, alle siderne. Det er mere som mund til mund, sladder " [40] . Et par år før udgivelsen af ​​romanen, ved en af ​​digtoplæsningerne, mødte Bukowski Linda Lee Begley ( eng.  Linda Lee Beighle ), ejeren af ​​en lille spisestue - med Begley i 1985 indgik forfatteren et ægteskab, der blev hans sidste.

Efter Kvinderne udkom yderligere fire poesibøger, og i 1982 romanen Ham på brød ( Eng.  Ham on Rye , 1982, russisk oversættelse 2000), hvor Charles koncentrerede sig om sin barndom. Bukowski kaldte selv bogen for en "gyserroman" og bemærkede, at det var sværere at skrive den end andre - på grund af tekstens høje "seriøsitet" forsøgte forfatteren efter eget udsagn at gøre den sjovere for at skjule den. alle hans barndoms rædsler [36] .

Der fulgte tre novellesamlinger og adskillige digtbøger; blandt de første er bogen " Hot Water Music " ( eng.  Hot Water Music , 1983, russisk oversættelse 2011), hvis hovedtemaer vil være de sædvanlige plots for Bukowski: "Der er alt, som vi elsker den gamle mand Henry Chinaski for. : ironi, drive , sex, alkoholisme og smertende ømhed” [41] . Forfatterens første biograf, Nili Cherkovsky , havde en anden mening., og bemærker, at The Music of Hot Water er en meget usædvanlig bog for Bukowski - der demonstrerer en ny, friere skrivestil [42] . Bukowski sagde selv: " Disse historier er meget forskellige fra dem, der blev udgivet tidligere. De er renere, tættere på sandheden. Jeg prøver at gøre teksten gennemsigtig. Og det forekommer mig, at det viser sig » [43] .

Forfatterens næste bog bliver romanen " Hollywood " ( engelsk  Hollywood , 1989, russisk oversættelse 1994), hvor Bukowski beskrev arbejdet med manuskriptet til filmen " Drunk " og filmoptagelsesprocessen. Under fiktive navne i romanen bliver personer involveret i produktionen af ​​billedet gentagne gange nævnt - Jack Bledsoe ( Mickey Rourke ), Francine Bowers ( Faye Dunaway ), John Pinchot ( Barbet Schroeder ) og nogle andre [44] . Bukowski selv talte meget positivt om sin bog: “ Hollywood er fire hundrede gange værre end noget, der er blevet skrevet om den. Selvfølgelig, hvis jeg bliver færdig med det [romanen] , vil jeg nok blive sagsøgt, selvom det hele er sandt. Så kan jeg skrive en roman om retsvæsenet ” [45] .

De sidste år af hans liv var præget af udgivelsen af ​​yderligere tre digtsamlinger; romanen Waste Paper ( Eng.  Pulp , 1994, russisk oversættelse 1996) blev færdiggjort af Charles kort før hans død, men bogen udkom efter forfatterens død. Sones bemærkede, at Bukowski til sidst udtømte alle plottene fra sit eget liv - og startede en ny genre for sig selv, detektivhistorie , med undtagelse af elementer af selvbiografisk karakter [46] . Men samtidig optræder flere personer i værket, afskrevet af Bukowski fra hans venner - John Martin (optræder i romanen under navnet "John Barton"), Sholom Stodolsky (en nær ven af ​​forfatteren, i bog vises under pseudonymet "Red"), samt forlaget Black Sparrow Press, afspejlet i teksten til "Waste Paper" i form af "Red Sparrow". Derudover rummer bogen en masse ironiske bemærkninger og vittigheder om Bukowskis velkendte karakter – Henry Chinaski; romanens fortælling er tæt sammenflettet med mange af forfatterens tidligere udgivne værker, mest i forbindelse med selvironi [47] . "Affaldspapir" for Bukowski var i en vis forstand et kreativt eksperiment; han sagde dette:

Forlagene er nervøse, fordi bogen er over-the-top. Efter min mening elskede de mig for meget der, så jeg vil kilde dem lidt med dette affaldspapir. Enten bliver jeg korsfæstet, eller også begynder alle at skrive som mig. Dette er en drink værd![29]

Død

Forfatteren har været alvorligt syg siden 1988. I 1993 stoppede remissionen af ​​sygdommen, og Bukowski blev overført til hospitalet, hvor han blev i nogen tid, indtil lægerne blev enige om, at han ville føle sig bedst tilpas hjemme i San Pedro.. Forfatteren svækkedes hurtigt og kunne ikke længere skrive en eneste linje - han vidste, at han snart ville dø. Gennem hele sin kreative karriere var Bukowski sikker på, at døden ville komme på et tidspunkt, hvor han ikke længere kunne skabe; fire år før sin død sagde forfatteren: " Hvis jeg holder op med at skrive, så er jeg død. Hvis jeg dør, stopper jeg ” [48] . Immunsystemet var praktisk talt ødelagt; Bukowski blev oprindeligt diagnosticeret med lungebetændelse , og blev overført tilbage til hospitalet til behandling, hvor forfatteren blev diagnosticeret med " leukæmi ". Klokken 11:55 den 9. marts 1994, i en alder af 73, døde Charles Bukowski.

Forfatteren blev begravet i byen Rancho Palos Verdes, i Green Hills Memorial Park, ikke langt fra huset, hvor han tilbragte de sidste år af sit liv [11] . Epitafiet på gravstenen er indgraveret med inskriptionen "Don't try" ( engelsk DON'T TRY ) og forestiller en bokser i kampstilling .  

Personligt liv

Charles Bukowski har været gift tre gange. Han giftede sig for første gang i en alder af syvogtyve i 1947 med Jane Cooney Baker. Baker var ti år ældre end sin mand, og da de mødtes, led hun af alkoholisme, hvilket bragte hende tættere på Bukowski. Parret kæmpede meget og slog op flere gange, de blev skilt otte år senere. Samme år (1955) giftede forfatteren sig for anden gang med Barbara Fry, redaktør af et lille litterært blad. De mødte Bukowski gennem breve: Fry tog begejstret imod digterens værk og ville se ham, hvorefter de straks indledte et romantisk forhold.

Som et resultat blev vi gift <...> Jeg elskede hende ikke. Hvis en kvinde ikke modtager nogen fordel fra dig - berømmelse eller penge - tolererer hun dig kun indtil videre. Og fra vores ægteskab modtog hun ikke noget - ingen berømmelse, ingen penge. Jeg tilbød hende ikke noget. <...> Jeg var bundet til mig selv, til mine skriverier. Generelt gav han hende ikke noget, så han blev bestjålet. Det er ikke hendes skyld, selvom hun ikke rigtig gav mig noget.[ti]

Ægteskabet med Fry varede indtil 1958. Fem år senere mødte Bukowski kort Frances Smith, en beundrer af hans arbejde, som han korresponderede med i lang tid, indtil de endelig mødtes i 1963. Fra Smith får forfatteren en datter - Marina-Louise Bukowski; snart vil de dog spredes uden nogensinde at være lovligt gift [49] . Kort efter det modtog jeg et brev fra Fay [ Francis Smith optræder under dette navn i romanen The Post Office] brev. Hun og barnet boede nu i et hippiesamfund i New Mexico. Dejligt sted, skrev hun. Marina kan i hvert fald trække vejret her. I brevet vedlagde hun en lille tegning, som pigen tegnede til mig [50] , ”Bukowski beskrev deres adskillelse.

Med sin sidste kone, Linda Lee Begley, vil forfatteren mødes i færd med at skrive romanen "Women", ved et uheld at stoppe ved en spisestue ejet af Begley. (Ifølge kilden [8] var det i 1976 ved en oplæsning på et sted kaldet Troubaduren .) Før brylluppet varede deres romantik omkring syv (9?) år; i 1985 blev de gift [11] . En journalist fra Village View beskrev Begley på denne måde: " I sine jomfruår forlod Linda Begley hjemmet og startede en helsekostrestaurant, den slags, der spredte sig over L.A. i overflod . i 1970'erne. Selvom hun lukkede sin Redondo Beach- virksomhed i 1978, to måneder før Hank friede til hende, hævder Linda stadig at give sin mand ernæringsråd. Hun formåede at overbevise ham om at give afkald på rødt kød og i væsentlig grad begrænse hans flydende kost til vin og øl " [40] .

Forfatteren betragtede politik som meningsløs og stemte aldrig [37] . Han sagde: " Politik er ligesom kvinder: lad dig rive med af det alvorligt, og til sidst viser det sig, at du er en slags regnorm, der er knust af en havnearbejders sko " [51] . Han havde en lignende mening angående den nutidige amerikanske "venstrefløj": " De er alle sådanne fede fjolser fra Westwood Village, alt hvad de gør er, at slogansene råber. Hele den radikale undergrund er al avishype, al snak; og enhver, der dykker der, falder hurtigt tilbage til det, der er mere rentabelt ” [36] . Bukowski talte også negativt om populariseringen af ​​LSD , idet han betragtede denne hobby som privilegiet for "Dummessen" [52] .

Hestevæddeløb og klassisk musik

Ud over alkohol, som Bukowski havde livslang trang til, var forfatterens to andre passioner klassisk musik og hestevæddeløb .

Klassisk musik for Charles Bukowski har altid været en integreret del af den kreative proces. " Jeg elsker klassikerne. Det er hun, men det er hun ikke. Det optager ikke værket, men er til stede i det ” [10] . Ifølge forfatteren var en af ​​grundene til, at han forelskede sig så meget i musikken, at det hjalp ham med at overleve; apropos den tid, der er beskrevet i Factotum, huskede Bukowski: " Det var godt at komme hjem fra fabrikkerne om aftenen, klæde sig af, klatre i seng i mørket, hælde øl op og lytte " [12] . Forfatterens yndlingskomponist var Jean Sibelius , som Bukowski værdsatte for "den passion, der blæser dine forlygter ud " [48] .

Med hensyn til hestevæddeløb, hovedsageligt i begyndelsen af ​​sin forfatterkarriere, sagde Bukowski, at det udelukkende var et spørgsmål om økonomisk interesse at deltage på væddeløbsbanen for ham; han mente, at dette kunne give ham mulighed for at vinde så meget " så han ikke længere arbejder på slagterier, posthuse, havne, fabrikker " [52] . Efterfølgende blev denne hobby et forsøg på at erstatte drikkeri, men det lykkedes ikke [48] . Holdningerne til spillet ændrede sig senere, og et par år senere sagde Bukowski, at hestevæddeløb var et incitament til at skrive for ham:

En dag du kommer hjem fra et løb... det er normalt bedre at tabe hundrede dollars på samme tid <...> At tabe hundrede dollars på løbene er en stor hjælp for kunsten.

- [18]

For Bukowski blev løb en test - han sagde, at heste lærer, om en person har karakterstyrke; skribenten kaldte spillet ved løbene "pine", men han understregede altid, at man fik materiale fra dem [10] . “ Hvis jeg tager til løbene og får en god shake der, så kommer jeg tilbage og kan skrive. Dette er et incitament , ”Bukowski oplevede separate følelser ikke kun fra spillet, men også fra hippodrome selv; forfatteren sagde, at når man ser på ansigterne, især dem der taber, begynder man at se mange ting i et andet lys [37] .

Kreativitet

Gennem hele sit liv læste C. Bukowski meget, men han blev hurtigt desillusioneret over eksisterende forfattere og digtere, hvilket til dels tjente som årsag til at starte sit eget værk. På trods af at Bukowski næsten altid havde en ekstremt negativ holdning til digtere, udpegede han en række forfattere fra den almindelige messe og beundrede dem [18] . Den største af Bukowskis samtidige kaldet Ezra Pound , T. S. Elliot ; skrivende samtidige - Larry Aigner[32] , Gerald Locklinog Ronald Kerchey [12] . I begyndelsen af ​​sin forfatterkarriere udnævnte han D. H. Lawrence og Thomas Wolfe som forbilleder  - senere blev Bukowski dog skuffet over sidstnævnte og kaldte dem "kedelige" [18] . Forfatteren talte også meget om den tidlige David Salinger , Stephen Spender , Archibald MacLeish  - men sagde, at de glædede ham i starten og derefter kedede sig [10] . Bukowski anså Ernest Hemingway og Sherwood Anderson for at være forfattere, der hurtigt forværredes, men "begyndte godt " . Bukowski anså værkerne af Nietzsche , Schopenhauer og den tidlige Celine for at være klassikere [37] . Blandt de forfattere, der havde størst indflydelse på hans værk, anførte Bukowski Celine, John Fante og William Saroyan [32] .

I artikler, der er helliget C. Bukowski og hans arbejde, bliver forfatteren ofte fejlagtigt klassificeret som en beatnik [53] [54] . På trods af at selv nogle af digterens samtidige betragtede ham som en repræsentant for beatgenerationen [55] , bemærker senere forskere i denne gruppe af digtere, at Bukowski faktisk aldrig tilhørte dem [56] [57] . Bukowski havde selv en lignende mening - under et interview i 1978 sagde han: " Jeg er en enspænder, jeg gør mine egne ting. Ubrugelig. De spørger mig hele tiden om Kerouac , og kender jeg virkelig ikke Neil Cassady , har jeg været sammen med Ginsberg og så videre. Og jeg må indrømme: nej, jeg svulmede alle beatnikerne; Jeg skrev ikke noget på det tidspunkt " [9] .

David Stephen Kalonne beskrev Bukowski på denne måde:

Ideologier , slogans , hykleri var hans fjender, og han nægtede at tilhøre nogen gruppe, det være sig beatnikere, " skriftefadere ", "Black Mountain", demokrater , republikanere , kapitalister , kommunister , hippier , punkere . Bukowski registrerede sin dybeste psykologiske og spirituelle lidelse i sin egen uforlignelige stil.

— [58]

Bukowski har gentagne gange indrømmet, at han for det meste skrev, mens han var beruset. Han sagde: " Jeg skriver ædru, fuld, når jeg har det godt, og når jeg har det dårligt. Jeg har ikke nogen særlig poetisk tilstand " [10] . I processen med at skrive, redigerede eller rettede Bukowski blandt andet næsten aldrig, kun af og til stregede linjer over, der var dårlige, men tilføjede ikke noget [10] . Korrekturlæsningsprocessen var kun karakteristisk for poesi, mens forfatteren skrev prosa i ét møde, uden at ændre på det skrevne [32] . Bukowski sagde om processen med at skabe et værk, at han aldrig opfinder noget med vilje, han opfattede sig selv som en fotograf, der beskrev, hvad han ser, og hvad der sker med ham [12] .

Hovedtemaer

Det overvældende flertal af Ch. Bukowskis værker er selvbiografiske værker. I poesi, og især i prosa , optræder forfatterens alter ego , hans lyriske antihelt  , Henry Chinaski , oftest . Forfatteren var undvigende med hensyn til, om han og Chinaski kunne sidestilles: " De ved, det er Bukowski, men hvis du giver dem Chinaski, siger de på en måde," Åh, han er sej! Kalder sig selv Chinaski, men vi ved, det er Bukowski." Det er her jeg klapper dem på skulderen. De elsker det. Ja, og i sig selv ville Bukowski stadig være for retskaffen; du ved, i betydningen " Jeg gjorde det hele." <...> Og hvis Chinaski gør dette, så gjorde jeg det måske ikke, du ved, måske er det en fiktion ” [37] . Nioghalvfems ud af hundrede værker, sagde Bukowski, er selvbiografiske [32] . Som svar på en journalists spørgsmål om, hvor Henry Chinaski slutter og Charles Bukowski begynder, svarede forfatteren, at de praktisk talt er de samme, med undtagelse af små vignetter, som han udsmykkede sin helt med af kedsomhed [40] . Bukowski afviste dog ikke, at der i næsten alle hans værker er en lille mængde fiktion.

Jeg skrubber, hvor jeg skal skrubbe, og smider hvad ... jeg ved det ikke. Ren selektivitet. Generelt er alt, hvad jeg skriver, for det meste fakta, men de er også pyntet med fiktion, drejninger frem og tilbage for at adskille den ene fra den anden. <...> For ni tiendedele af fakta, en tiendedel af fiktion, for at sætte alt på sin plads.

— [37]

David Stephen Calonne , forsker af  Bukowskis værk og redaktør af flere af hans bøger [59] , bemærker, at hovedobjekterne i forfatterens værk gennem hele hans liv var klassisk musik, ensomhed, alkoholisme, forfattere, der beundrede ham, scener fra hans egen barndom, skrivning, inspiration, galskab, kvinder, sex, kærlighed og hestevæddeløb [60] . Forfatteren selv sagde i løbet af et interview, idet han besvarede et spørgsmål om det centrale tema i sin prosa: " Livet er med et lille "g" " [32] . Bukowski benægtede, at han skrev uanstændighed, forfatteren mente, at mange af hans værker mere korrekt ville blive kaldt at åbne den grimme side af livet, den som han selv levede på. “ Jeg levede sammen med alkoholikere; levede næsten uden penge; ikke liv, men ren og skær vanvid. Vi skal skrive om det ” [32] . Forfatteren bemærkede, at han henter inspiration fra mennesker, der er slået ned af livet - og det var i dem, han så sin største læserskare [9] .

Poesi og prosa

I USA og i Europa, hvor Bukowski opnåede den største popularitet, opfattes han overvejende som en digter. Forfatteren sagde selv, at han kom til denne form af en banal grund - for ham var poesi et mindre spild af tid (sammenlignet med historier eller romaner) [61] . Bukowski sagde, at han begyndte at skrive, ikke fordi han var meget god, men fordi alle andre efter hans mening var dårlige: " Jeg gjorde det nemt for andre. Jeg lærte dem, at man kan digte på samme måde, som man skriver et brev, at et digt endda kan underholde, og det hellige i det er ikke nødvendigt " [21] . Forfatteren skelnede praktisk talt ikke mellem prosa og poesi i sine værker - for ham var sagen udelukkende i køen [62] . Bukowski sagde, at hvis hans skrift var lagt i en enkelt linje, så ville det lyde næsten det samme, han tillagde ikke formen stor betydning; for forfatteren har linjen, der adskiller prosa og poesi, altid kun været et spørgsmål om bekvemmelighed [37] . Den eneste væsentlige faktor for forfatteren var hans nuværende tilstand: han sagde, at han kun kunne skrive prosa, når han havde det godt, og poesi, når han var dårlig [45] .

Hovedprincippet i Bukowskis arbejde var enkelhed. Forfatteren sagde: “ Det er præcis, hvad jeg prøver at gøre: enklere, uden ... jo enklere jo bedre. Poesi. Overdreven poesi om stjernerne og månen, når den er malplaceret, er bare dårligt sludder ” [18] . Bukowski begyndte at skrive ud fra det faktum, at moderne poesi deprimerede ham - han fandt det falsk og svindel, så for sig selv valgte han vejen til det mest klare udtryk for tanker, uden dekorationer og unødvendig poetik [63] . Litteraturkritikere tilskriver Bukowskis arbejde retningen af ​​" dirty realism " [64] , hvis kendetegn er den maksimale økonomi af ord, minimalisme i beskrivelser, et stort antal dialoger, mangel på ræsonnement, mening dikteret af indholdet og især umærkeligt tegn [65] .

Nogle gange tilskrives Bukowskis arbejde også " Kødskole "-retningen (de fremtrædende repræsentanter for, ud over Bukowski, er Steve Richmondog Douglas Blazek[66] ) [67] . Repræsentanter for denne tendens er karakteriseret ved aggressiv, "maskulin" poesi [68] .

Bibliografi på russisk

Romaner

Tykke magasiner var de første til at udgive Bukowskis store prosa i Rusland. I slutningen af ​​1994 - begyndelsen af ​​1995 blev romanen "Hollywood" oversat af Nina Tsyrkun [69] udgivet på siderne af Art of Cinema , og i 1996 introducerede Foreign Literature russiske læsere til romanen Waste Paper, som blev oversat af Viktor Golyshev [ 70] . I 1999-2001 disse værker udkom som separate bøger, samtidig blev resten af ​​Bukowskis romaner også udgivet på russisk.

Historiebøger

Den første udgivelse af Bukowskis kortprosa på russisk fandt sted i 1992 i den amerikansk-russiske almanak Sagittarius . Til denne udgave udarbejdede forfatteren og oversætteren Sergei Jurjenen et lille udvalg af Bukowskis tekster, som åbnede med historien Bring Me Your Love . I sin indledning bemærkede Jurjenen, at "russisk er det trettende sprog, som de oversætter til" Bukowski [72] . Efterfølgende udkom flere publikationer af den amerikanske forfatters historier i russiske tidsskrifter, hvoraf det mest bemærkelsesværdige var et udvalg, der blev offentliggjort i 1995 i tidsskriftet Foreign Literature [73] . Den blev udarbejdet af oversættelser af Viktor Golyshev, Vasily Golyshev og Viktor Kogan. Siden 1997 begyndte samlinger af små prosa af Bukowski at dukke op i Rusland i separate udgaver.

Poesi

Bukowskis poesi begyndte først at blive udgivet i Rusland i 2000'erne. Indtil da kunne hans digte i russiske oversættelser næsten udelukkende findes på internettet [74] . Ifølge oversætteren Svetlana Silakova var denne situation organisk for Bukowskis "netværk"-poetik, som er kendetegnet ved "nærhed i midlerne, kortfattethed, en eller anden trodsig enkelhed" [75] . I 2000 blev flere digte af Bukowski udgivet af magasinet Foreign Literature. I en indledende artikel beklagede oversætteren Kirill Medvedev , at digteren Bukowski er ukendt for den russiske læser, selvom han i Vesten "næppe er ringere i popularitet end prosaforfatteren Bukowski" [76] . Et år senere samlede og oversatte samme Medvedev et bind af Bukowskis udvalgte digte, The Puke Lady. Senere udkom yderligere to poesibøger af en amerikansk forfatter i Rusland.

Filmografi og lydoptagelser

Filmatiseringer af bøger og noveller

Dokumentarer

Lydoptagelser

Noter

  1. ↑ 1 2 Charles Bukowski // Encyclopædia Britannica 
  2. ↑ 1 2 Charles Bukowski // Internet Speculative Fiction Database  (engelsk) - 1995.
  3. ↑ 1 2 Charles Bukowski // filmportal.de - 2005.
  4. ↑ Bukowskis første digtsamling.
  5. ↑ Sounes, 1999 , s. 285-295.
  6. ↑ Sounes, 1999 , s. 89.
  7. ↑ Bukowski, 2010 , s. elleve.
  8. ↑ Bukowski, 2010 , s. 285-290.
  9. ↑ 1 2 3 Bukowski, 2010 , s. 206-216.
  10. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 Bukowski, 2010 , s. 111-133.
  11. ↑ 1 2 3 4 Tidslinje  _ _ Charles Bukowski, amerikansk forfatter . bukowski.net. Dato for adgang: 26. juni 2011. Arkiveret fra originalen den 17. august 2011.
  12. ↑ 1 2 3 4 Bukowski, 2010 , s. 251-259.
  13. ↑ Bukowski, Charles. Kapitel 43 // Brød og skinke = skinke på stråle. - Sankt Petersborg. : Eksmo, 2011. - 368 s. - 3000 eksemplarer.  — ISBN 978-5-699-48099-9 .
  14. ↑ 1 2 Bukowski, 2010 , s. 185-206.
  15. ↑ Bukowski, 2010 , s. 318-326.
  16. ↑ Neeli, 1991 , s. 77.
  17. ↑ Neeli, 1991 , s. 81.
  18. ↑ 1 2 3 4 5 Bukowski, 2010 , s. 57-81.
  19. ↑ Factotum (1975) - Charles Bukowski  (engelsk) . Alternativ Reel . alternativereel.com. Dato for adgang: 5. december 2010. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  20. ↑ 1 2 Glucksten, Nicole. Postkontor af Charles Bukowski  . Den kvartalsvise samtale . quarterlyconversation.com. Hentet 7. november 2010. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  21. ↑ 1 2 Bukowski, 2010 , s. 100-111.
  22. ↑ Bukowski, Charles . Online Encyclopedia Around the World . krugosvet.ru. Hentet 28. juni 2011. Arkiveret fra originalen 17. august 2011.
  23. ↑ Harrison, Russell. Mod den amerikanske drøm: essays om Charles Bukowski. - David R. Godine Publisher, 1994. - S. 249. - 323 s. — ISBN 9780876859599 .
  24. ↑ Hemmingson, 2008 , s. 69.
  25. ↑ Bukowski, 2010 , s. 357-362.
  26. ↑ 12 Sounes , 1999 , s. 103-106.
  27. ↑ Sounes, 1999 , s. 82.
  28. ↑ Produktbeskrivelser  . _ Posthus: En roman . amazon.co.uk. Dato for adgang: 8. november 2010. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  29. ↑ 1 2 Bukowski, 2010 , s. 343-357.
  30. ↑ Sounes, 1999 , s. 289.
  31. ↑ Neeli, 1991 , s. 231.
  32. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 Bukowski, 2010 , s. 29-35.
  33. ↑ Produktbeskrivelse  . _ Amazon.co.uk. Dato for adgang: 5. december 2010. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  34. ↑ Natalia Contreras. Factorum  (engelsk) . Del Mar College FORHORN . thedmcfoghorn.com (06-10-2009). Dato for adgang: 6. december 2010. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  35. ↑ Boganmeldelse: Factotum af Charles  Bukowski . justbookreviews.com (31-10-10). Dato for adgang: 6. december 2010. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  36. ↑ 1 2 3 Bukowski, 2010 , s. 222-246.
  37. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 Bukowski, 2010 , s. 161-185.
  38. ↑ Korhonen, Jani. Portrættet af kvinder i Charles Bukowskis romaner  (engelsk) (PDF). Luleå Tekniske Universitet Institut for Sprog og Kultur . epubl.ltu.se (2006). Hentet 29. april 2011. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  39. ↑ Charlson, David. Charles Bukowski: Selvbiograf, kønskritiker, ikonoklast. - KY.: Trafford Publishing, 2010. - S. 24. - 109 s. — ISBN 1-4120-5966-6 .
  40. ↑ 1 2 3 Bukowski, 2010 , s. 333-343.
  41. ↑ Shulinsky, Igor. Musik af varmt vand . timeout.ru (02.04.2011). Hentet 1. juli 2011. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  42. ↑ Neeli, 1991 , s. 276.
  43. ↑ Neeli, 1991 , s. 300.
  44. ↑ Bukowski, Charles. Hollywood. - Eskmo, 2010. - 226 s. - ISBN 978-5-699-43768-9 .
  45. ↑ 1 2 Bukowski, 2010 , s. 295-307.
  46. ↑ Sounes, 1999 , s. 230.
  47. ↑ Sounes, 1999 , s. 233-4.
  48. ↑ 1 2 3 Bukowski, 2010 , s. 326-333.
  49. ↑ Neeli, 1991 , s. 177.
  50. ↑ Bukowski, Charles. Posthus = Posthus. - 2. udg. - M . : Eksmo, 2010. - S. 224. - 272 s. - 3000 eksemplarer.  - ISBN 978-5-699-41770-4 .
  51. ↑ Bukowski, 2010 , s. 246-251.
  52. ↑ 1 2 Bukowski, 2010 , s. 35-43.
  53. ↑ Shearer, Benjamin. Kultur og skikke i USA: Kultur . - Greenwood Publishing Group, 2008. - S.  243 . — 408 s. — ISBN 9780313338779 .
  54. ↑ Western Literature Association (USA). En litteraturhistorie i det amerikanske vesten . - TCU Press, 1987. - S.  1212 . — 1353 s. — ISBN 9780875650210 .
  55. ↑ Wills, David. Brev fra redaktøren  //  Beatdom: magasin. — Iss. 2 .
  56. ↑ Oakes, Elizabeth. amerikanske forfattere. - Infobase Publishing, 2004. - S. 62. - 430 s. — ISBN 9780816051588 .
  57. ↑ Sargent, Jack. Naked Lens: Beat Cinema . - Counterpoint Press, 2009. - S.  233 . — 288 s. — ISBN 9781593762209 .
  58. ↑ Bukowski, 2010 , s. 13-4.
  59. ↑ "The Sun, Here I Am" ( eng.  Sunlight Here I Am , 2003, russisk oversættelse 2010), "Portions from a Wine-Stained Notebook" (2008), "Absence of the Hero" (2010), "More Notes" af en beskidt gammel mand" (2011).
  60. ↑ Bukowski, 2010 , s. 17.
  61. ↑ Bukowski, 2010 , s. 43-53.
  62. ↑ Bukowski, 2010 , s. 133-148.
  63. ↑ Bukowski, 2010 , s. 263-269.
  64. ↑ Hemmingson, 2008 , s. atten.
  65. ↑ Efimova, Marina. Nye bøger om den nye verden med Marina Efimova . Journal Hall, Udenlandsk Litteratur . magazines.russ.ru (16/05/2011). Hentet: 18. maj 2011.
  66. ↑ Beers, Terry. Udfoldelse af skønhed: fejring af Californiens landskaber . - Heyday, 2000. - S.  257 . — 403 s. — ISBN 9781890771348 .
  67. ↑ Hans fund er poesi på  vej . bukowski.net. Hentet 22. august 2011. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  68. ↑ Poeten Charles Bukowski er  født . history.com. Hentet 22. august 2010. Arkiveret fra originalen 23. januar 2012.
  69. ↑ Art of Cinema, 1994, nr. 9-12; 1995, nr. 1-2.
  70. ↑ "Udenlandsk litteratur", 1996, nr. 1.
  71. ↑ Senere i Rusland blev romanen udgivet under navnet "Post Office" oversat af Maxim Nemtsov.
  72. ↑ Bukowski, Charles. No shit: Charles Bukowski er en undergrundsklassiker  // Skytten / Introduktion og trans. fra engelsk. Sergei Yurienen. - Paris - New York - Moskva, 1992. - Nr. 1 (68) . - S. 205-221 . Arkiveret fra originalen den 22. december 2009.
  73. ↑ "Udenlandsk litteratur", 1995, nr. 8.
  74. ↑ Gavrilov, Alexander. Ikke drevet ud af stammen  // NG Ex Libris. - 1997. - Nr. 15 (dateret 17. september 1997) .  (utilgængeligt link)
  75. ↑ Silakova, Svetlana. Saving no way out  // Ny litterær anmeldelse. - M. , 2003. - Nr. 62 . - S. 443-445 . — ISSN 0869-6365 .
  76. ↑ Bukowski, Charles. Digte  // Udenlandsk Litteratur / Pr. fra engelsk. Grigory Agafonov og Kirill Medvedev; introduktion af Kirill Medvedev. - M. , 2000. - Nr. 5 . - S. 134-149 . — ISSN 0130-6545 .
  77. ↑ Bogen indeholder vers fra samlingerne Mockingbird Wish Me Luck (1972), Burning in Water, Drowning in Flame (1974), Love Is a Dog from Hell (1977), Play the Piano Drunk Like a Percussion Instrument until the Fingers Begin to Bleed a Bit (1979), War All the Time (1984), You Get So Alone at Times That It Just Makes Sense (1986), The Roominghouse Madrigals (1988), Bone Palace Ballet (1997).
  78. ↑ Bogen indeholder digte fra The Days Run Away Like Wild Horses Over the Hills (1969), Mockingbird Wish Me Luck (1972), Burning in Water, Drowning in Flame (1974), Love Is a Dog from Hell (1977), Play klaveret drukket som et slaginstrument, indtil fingrene begynder at bløde lidt (1979), You Get So Alone at Times That It Just Makes Sense (1986), The Roominghouse Madrigals (1988), The Last Night of the Earth Poems (1992 ) ).

Litteratur

Links

 Bibliografi af Charles Bukowski
Romaner
Historiebøger _
Digtsamlinger _
  • Puke Lady (2000)
  • Lynglimt bag bjerget (2004)
  • Vejen til paradis er lukket (2005)
Film om Bukowski/kreativitet
  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder
Ordbøger og encyklopædier
Slægtsforskning og nekropolis