Aserbajdsjan Demokratiske Republik

historisk tilstand
Aserbajdsjan Demokratiske Republik
Azərbaycan Xalq
Cümhuriyyəti
Flag
Motto : " Aserbajdsjan. Bir kərə yüksələn bayraq bir
daha enməz!

Russisk Et banner, der først er rejst, vil aldrig falde igen! [1] »

Kort over de områder, som ADR gør krav på [2] , præsenteret af ADR-udenrigsministeriet på fredskonferencen i Paris ( 1919 )
 
 
    28. maj 1918  - 28. april 1920
Kapital Ganja (indtil 17. september 1918) ,
Baku (siden 17. september 1918)
Sprog) Aserbajdsjansk [3] (i dokumenterne - "tyrkisk" [4] [5] )
Officielle sprog aserbajdsjansk
Religion sekulær stat
(70% af befolkningen er muslimer ) [6]
Valutaenhed Baku bon, aserbajdsjansk rubel
Firkant 97.300 km² (uden omstridte territorier: 8.700 km² ved grænsen til Georgien og 7.900 km² ved grænsen til Armenien ) [6]
Befolkning 2 862 000 mennesker ( 1920 ) [6] [7]
Regeringsform parlamentarisk republik
statsoverhoveder
Formand for Landsrådet
 •  27. maj 1918 - 17. juni 1918 Mammad Emin Rasulzade
Formand for Ministerrådet
 •  28. maj 1918 - 14. april 1919 Fatali Khan Khoysky
 •  28. maj 1919 - 30. marts 1920 Nasib Bey Yusifbeyli
 •  30. marts 1920 - 28. april 1920 Mammad Hasan Hajinsky
Folketingets formand
 •  7. december 1918 - 27. april 1920 Alimardan-bey Topchibashev
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Aserbajdsjansk demokratisk resplelia ( aserbisk. Azərbaycan Xalq Cümhuriyyyəti (AXC), آذرail.Ru جimes جimes [8] ), i den sovjetiske fortolkning af aserbajdsjansk renuvis ( Aranbaijani Republik ) [9] - en uafhængig stat [9] - en selvstændig stat [9] - en selvstændig stat [9] - et uafhængigt stat nationalråd i Aserbajdsjan) [11] 28. maj 1918 i Tiflis ved ophøret af eksistensen af ​​den transkaukasiske føderation [12] .

Den Aserbajdsjanske Demokratiske Republik blev udråbt af det provisoriske nationale råd for muslimerne i Transkaukasien (det nationale råd i Aserbajdsjan) inden for det tidligere kaukasiske guvernørskabs territorier, der overvejende var befolket af muslimer - Baku , Elizavetpol - provinserne samt Zagatala-distriktet [13] . I perioden fra maj til oktober 1918 var tyrkiske tropper i det meste af ADR's område, fra november 1918 til august 1919 var britiske tropper i Baku og den østlige del af landet.

Den 27. april 1920 krydsede enheder fra den 11. armé af den røde armé ADR-grænsen og gik den 28. april ind i Baku. ADR ophørte med at eksistere, og Aserbajdsjans socialistiske sovjetrepublik blev udråbt .

Statssymboler

Flag

Den 21. juni 1918 vedtog regeringen i Ganja en resolution om flaget:

"Anerkend som Aserbajdsjans flag et flag lavet af rødt stof med en hvid halvmåne og en hvid ottekantet stjerne på en rød baggrund" [15] .

Den 9. november 1918, baseret på rapporten fra premierminister Fatali Khan Khoysky, blev et flag godkendt, bestående af vandrette lige store blå, røde og grønne striber med en hvid halvmåne og en 8-takket stjerne i midten:

"Flaget bestående af grønne, røde og blå farver med en hvid halvmåne og en ottekantet stjerne skal anerkendes som det nationale flag" [15] .

I sin tale sagde F. Khoysky, at halvmånen symboliserer islam, den 8-takkede stjerne angiver 8 bogstaver i navnet "Aserbajdsjan" (i det arabiske alfabet) [16] .

Den 7. december 1918 blev det nye flag godkendt af parlamentet [17] og hejst over parlamentets huse [16] . I sin tale ved et parlamentarisk møde bemærkede Mammad Emin Rasulzade : "... dette trefarvede banner, der symboliserer det uafhængige Aserbajdsjan, rejst af Nationalrådet og betyder tyrkisk frihed, islamisk kultur og modernitet, vil altid flagre over os ..." [ 16] .

Den 10. december 1918 offentliggjorde den aserbajdsjanske avis en artikel af M.E. Rasulzade, som udtalte, at de tre farver på flaget "er symboler på tyrkisk nationalkultur, moderne europæisk demokrati og islamisk civilisation." [18] . Forfatteren af ​​melodien til nationalsangen fra Aserbajdsjan, Uzeyir Gadzhibekov , skrev: "Republikken Aserbajdsjan opstod på et sundt nationalt grundlag og tyrkisk bevidsthed ... Samtidig søgte Aserbajdsjan at skabe et nyt samfund, for at handle med europæisk fornuft . De tre farver i vores flag symboliserer disse elementer” [19] .

I 1922 emigrerede Mammad Emin Rasulzade fra RSFSR efter at have rejst gennem Finland til Tyrkiet , hvor han sammen med Gulmammad Bagirov lavede ADRs flag, som senere blev overført til Aserbajdsjans Museum [20] , og nu er det præsenteret i udstillingen af ​​Museet for Aserbajdsjans statsflag, åben præsident for Aserbajdsjan den 9. november 2010 [21] - på 92-årsdagen for vedtagelsen af ​​det tricolor flag.

Den 17. november 1990 blev ADR's trefarvede flag godkendt som statens flag for Den Autonome Republik Nakhichevan [22] , og den 5. februar 1991 blev det godkendt som Republikken Aserbajdsjans statsflag [23] .

Våbenskjold

Den 30. januar 1920 vedtog regeringen i Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan en resolution om at annoncere en konkurrence om indsendelse af udkast til nationalsangen, statsemblem og segl:

"Instruer ministeren for offentlig undervisning at annoncere en konkurrence om indsendelse af udkast til nationalsangen, statsemblem og segl med en præmie på 50 tusind rubler. til den første og 25 tusind [rubler] til den anden” [24] .

Men som følge af Aserbajdsjans Demokratiske Republiks fald den 28. april 1920 blev våbenskjoldet ikke vedtaget.

Anthem

Den 30. januar 1920 vedtog Ministerrådet i Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan en resolution om udviklingen af ​​republikkens nationalsang. Til dette formål blev en konkurrence udskrevet af Ministeriet for Offentlig Undervisning. ADRs fald den 28. april 1920 forhindrede imidlertid vedtagelsen af ​​Aserbajdsjans nationalsang [25] .

Der er dog en opfattelse af, at ADRs uofficielle hymne var Marchen i Aserbajdsjan , skrevet af Uzeyir Gadzhibekov til ordene fra Ahmed Javad [26] (nu Aserbajdsjans nationalsang ). Det blev bemærket, at denne march i ADR-årene blev sunget i militærskoler før undervisningsstart [27] .

Historie

Baggrund

Efter februarrevolutionen i 1917 skiftede den muslimske turkisk-tatariske nationale bevægelse fra at stille og diskutere problemer af nationalkulturel karakter i pressen til at fremføre og løse rent politiske problemer. Den dominerende stilling blandt muslimer i Baku- og Elizavetpol- provinserne under de nye forhold indtages af Musavat- partiet, der blev oprettet i 1911, og som lige fra starten satte sig som mål at opretholde princippet om selvbestemmelse for de transkaukasiske muslimske tyrkere.

I slutningen af ​​oktober 1917 blev den første kongres for Musavat-partiet afholdt i Baku , som vedtog et nyt program, der indeholdt følgende krav:

1. Ruslands statssystem bør være i form af en føderal demokratisk republik på grundlag af national-territorial autonomi.
2. Ytringsfrihed, samvittighedsfrihed, pressefrihed, fagforeninger, møder, strejker skal godkendes af forfatningen og garanteres af staten.
3. Alle borgere, uden forskel på religion, nationalitet, køn eller politisk holdning, er lige for loven. Passystemet er ved at blive afskaffet. Alle får fuld ret til at flytte både inden for deres eget land og til at rejse uden for staten uden særlige tilladelser.
4. Der etableres en otte timers arbejdsdag for alle ansatte og arbejdere.
5. Alle stats-, apanage-, adelige og privatejede jorder uddeles til bønderne gratis og gratis.
6. Domstolene er kun underlagt lovene og fremover, indtil godkendelsen af ​​de kompetente dømmende organers afgørelser, er ingen borger genstand for straf.
7. Universel, gratis og obligatorisk grundskole og videregående uddannelse.
(Statsarkivet for Republikken Aserbajdsjan, f.894, op.1, punkt 56, l.5).

En uge efter oktoberrevolutionen i Petrograd , den 31. oktober (13. november), 1917, på et udvidet møde i Baku-rådet for arbejder-, bonde- og soldaterdeputerede, Baku-sovjetten , efter forslag fra dets leder Stepan Shaumyan på trods af de socialrevolutionæres og mensjevikkernes modstand , erklærede sig selv som et lokalt kompetent revolutionært lovgivende organ og vedtog en resolution, der anerkendte autoriteten af ​​Rådet af Folkekommissærer i Den Russiske Republik. Stepan Shahumyan blev valgt til formand for Baku-sovjettens eksekutivkomité.

Sovjets magt rakte dog faktisk ikke ud over Baku-distriktets grænser. Resten af ​​Transkaukasien blev styret af koalitionen Transcaucasian Commissariat , oprettet den 15 (28) november 1917 af repræsentanter for de nationalistiske og socialdemokratiske partier. Den transkaukasiske regering, ledet af Yevgeny Gegechkori , omfattede også muslimske repræsentanter - Fatali Khan Khoysky , Mamed-Yusif Jafarov , Kh. Khasmamedov og Khudadat-bey Melik-Aslanov .

Baku-sovjetten erklærede over for Gegechkori, at den ikke anerkendte kommissariatets magt og insisterede på at anerkende magten hos Rådet for Folkekommissærer i Sovjetrusland. Den 16. december blev Shaumyan udnævnt ved et dekret fra Rådet for Folkekommissærer i Sovjetrusland som midlertidig ekstraordinær kommissær for Kaukasus anliggender .

Den 18. januar 1918 åbnede den al-russiske grundlovgivende forsamling i Moskva , hvor flertallet af medlemmer var repræsentanter for socialdemokraterne - mensjevikker og socialrevolutionære. Den konstituerende forsamling udråbte Rusland til en demokratisk føderal republik med et flertal af stemmerne og nægtede at anerkende magten hos Folkekommissærernes Råd og dekreterne fra den anden alrussiske sovjetkongres . Som svar stoppede bolsjevikkerne arbejdet i den konstituerende forsamling.

En uge senere, den 12. januar (25), besluttede det transkaukasiske kommissariat, efter at have diskuteret spørgsmålet om den politiske situation, at oprette den transkaukasiske Seim som det lovgivende organ i Transkaukasien. Den 10. februar (23) blev det første møde i Seim afholdt i Tiflis , som omfattede medlemmer af den al-russiske grundlovgivende forsamling, som var vendt tilbage fra Petrograd og blev valgt fra det transkaukasiske valgdistrikt, og repræsentanter for politiske partier og offentlige organisationer (bolsjevikkerne nægtede at deltage i den transkaukasiske Seims arbejde). Den muslimske fraktion af Seimas bestod af 44 deputerede, der repræsenterede partierne " Musavat ", " Ittihad ", " Gummet " og den muslimske socialistiske blok, lederen af ​​fraktionen var Mammad Emin Rasulzade [28] .

Den 3. marts 1918 underskrev Sovjetrusland Brest-Litovsk-traktaten , ifølge hvilken især regionerne Batum , Kars og Ardahan , annekteret af Rusland som følge af den russisk-tyrkiske krig 1877-1878, forlod fra Tyrkiet .

Tyrkiske tropper, der overtrådte våbenhvilen på den kaukasiske front, som varede fra 5. december (18), 1917, gik i offensiven. Den 11. marts genvandt tyrkerne kontrollen over Erzurum, og den 13. april blev Batum indtaget . I mellemtiden lancerede den kaukasiske hærs militærrevolutionære komité , som var flyttet fra Tiflis til Baku , arbejdet med oprettelsen af ​​de sovjetiske væbnede styrker. Den 30. marts - 1. april fandt blodige interetniske sammenstød sted i Baku , hvorefter magten overgik i hænderne på Baku Council of People's Commissars (SNK) . Folkekommissærernes råd, hvor bolsjevikkerne og venstrefløjen var repræsenteret , blev dannet den 25. april på et møde i Baku-sovjetten. Stepan Shaumyan blev formand for Folkekommissærernes Råd.

Militære tilbageslag på den tyrkiske front tvang den transkaukasiske regering til at bede om genoptagelse af fredsforhandlinger, men Tyrkiet krævede som en forudsætning den officielle erklæring om Transkaukasiens uafhængighed og dets løsrivelse fra Rusland. Den 22. april 1918 vedtog den transkaukasiske Seim en resolution [29] der erklærede Transkaukasien for en uafhængig, demokratisk og føderal republik , og den 26. april blev en ny regering i Transkaukasien dannet under ledelse af Akaki Chkhenkeli . Denne regering omfattede 5 muslimske repræsentanter: Fatali Khan Khoysky (justitsminister), Khudadat-bek Melik-Aslanov (kommunikationsminister), Nasib-bek Usubbekov (undervisningsminister), Mammad Hasan Hajinsky (handels- og industriminister) og I Gaidarov (minister for statskontrol).

Transkaukasien, efter at have mistet en enkelt stærk magt, blev opslugt af anarki (se marts begivenheder i Baku (1918) , Massakre af armeniere i Baku , Shusha massakre ). Etnisk had nåede sit klimaks i Erivan-provinsen . 80 tusinde lokale muslimske indbyggere blev flygtninge .

I mellemtiden fortsatte tyrkerne med at rykke frem og besatte Kars , Ardagan , Batumi , Ozurgeti , Akhaltsikhe inden for to måneder . Regeringen i Transkaukasien, der ikke havde styrken til at afvise offensiven, blev tvunget til at forhandle med den tyrkiske kommando (gennem Tyskland ). Forhandlingerne, som varede i Batumi fra 11. maj til 26. maj, afslørede skarpe udenrigspolitiske forskelle mellem de nationale fraktioner i den transkaukasiske Seim, hvilket til sidst førte til opløsningen af ​​Seim og sammenbruddet af føderationen. Ved forhandlingerne præsenterede Tyrkiet endnu vanskeligere betingelser end Brest-Litovsk-traktaten forudsatte - Transkaukasien skulle afstå til Tyrkiet to tredjedele af territoriet i Erivan-provinsen, Akhaltsikhe- og Akhalkalaki-distrikterne i Tiflis-provinsen , samt kontrol over den transkaukasiske jernbane . I denne situation henvendte det georgiske nationale råd sig til Tyskland for at få hjælp og protektion. Den tyske kommando reagerede uden videre på denne appel, da Tyskland tilbage i april 1918 underskrev en hemmelig aftale med Tyrkiet om opdelingen af ​​indflydelsessfærer i Transkaukasus, ifølge hvilken provinserne Tiflis og Kutaisi blev overført til Tysklands indflydelsessfære. De tyske repræsentanter rådede det georgiske nationalråd til straks at erklære uafhængighed og officielt bede Tyskland om beskyttelse for at undgå tyrkisk invasion og ødelæggelse. Den 24.-25. maj 1918, på et møde i eksekutivkomiteen for det georgiske nationalråd, blev dette forslag accepteret. Den 26. maj annoncerede den transkaukasiske Seim sin selvopløsning.

Uafhængighedserklæring

Den 27. maj besluttede medlemmer af den muslimske fraktion af den transkaukasiske Seim på deres møde at proklamere Aserbajdsjans uafhængighed og erklærede sig selv for Aserbajdsjans provisoriske nationale råd [30] . Dette lagde grundlaget for den fremtidige parlamentariske republik . På dette møde blev præsidiet og formanden for Aserbajdsjans nationale råd valgt, som blev Mammad Emin Rasulzade . [31]

Den 28. maj blev en uafhængig Demokratisk Republik Aserbajdsjan (ADR) udråbt. [32] Den 28. maj 1918 vedtog Nationalrådet det vigtigste dokument kaldet "Uafhængighedserklæringen". I erklæringen stod der:

  1. Aserbajdsjan er en fuldgyldig uafhængig stat. Dens territorium består af det østlige og sydlige Transkaukasien. Den øverste magt i staten tilhører det aserbajdsjanske folk.
  2. Den Demokratiske Republik er etableret som formen for den politiske struktur i det uafhængige Aserbajdsjan.
  3. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan søger at etablere gode naboskabsforbindelser med alle medlemmer af det internationale samfund, og især med nabofolk og -stater.
  4. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan garanterer inden for sine grænser borgerlige og politiske rettigheder til alle borgere uden forskel på nationalitet, religion, social status eller køn.
  5. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan vil give alle nationaliteter, der bor på dets territorium, store muligheder for fri udvikling.
  6. Indtil indkaldelsen af ​​den grundlovgivende forsamling står det nationale råd, valgt ved folkeafstemning, og den provisoriske regering, ansvarlig over for det nationale råd, i spidsen for administrationen af ​​hele Aserbajdsjan.

Samme dag meddelte Fatali Khan Khoyski , som blev instrueret i at danne den første regering i ADR, dens sammensætning:

  1. Formand for Ministerrådet og indenrigsminister - Fatali Khan Khoysky, partiløs;
  2. Krigsminister - Khosrov Pasha-bek Sultanov , "Musavat"; ;
  3. Udenrigsminister - Mammad Hasan Hajinsky , Musavat;
  4. Finansminister og minister for offentlig undervisning - Nasib-bek Usubbekov , "Musavat";
  5. Justitsminister - Khalil-bek Khasmamedov , Musavat;
  6. Minister for handel og industri - Mammad-Yusif Jafarov , ikke-partisan, og derefter Musavat;;
  7. Landbrugsminister og arbejdsminister - Akper Aga Sheikh-ul-Islamov , "Gummet";
  8. Kommunikationsminister og post- og telegrafminister - Khudadat-bek Melik-Aslanov , partipolitisk;
  9. Statskontrolløren er Jamo bey Hajinsky , "Muslim Socialist Bloc" [33] .

Efter Republikken Aserbajdsjans uafhængighedserklæring (1991) er den 28. maj siden 1992 blevet fejret som Republikkens dag .

Tyrkisk fremrykning mod Baku

På dette tidspunkt var de avancerede enheder i den tyrkiske 5. kaukasiske division allerede i Elizavetpol , hvor de gik ind den 25. maj. Samme dag ankom den tyrkiske general Nuri Pasha der og begyndte at danne den kaukasiske islamiske hær , som skulle udføre en operation for at erobre Baku [34] .

Den 4. juni blev der indgået en aftale om fred og venskab mellem ADR og Tyrkiet , hvorefter Tyrkiet forpligtede sig til "at yde bistand med væbnet magt til regeringen i Republikken Aserbajdsjan, hvis det er nødvendigt for at sikre orden og sikkerhed i land " [35] . Allerede næste dag gik den tyrkiske hær ind i Yelizavetpol. Den 6. juni indledte de væbnede formationer af Baku Council of People's Commissars et angreb på Elizavetpol. ADR-regeringen henvendte sig til Tyrkiet for at få militær bistand på grundlag af en nyligt underskrevet venskabstraktat. Tyrkiet involverede til disse formål den kaukasiske islamiske hær under kommando af general Nuri Pasha , som sammen med ankomsterne af den 5. kaukasiske og 15. Chanakhgalin tyrkiske division omfattede det muslimske korps (siden 26. juni det separate aserbajdsjanske korps), dannet af ADR-regeringen [36] . De kombinerede tyrkisk-aserbajdsjanske tropper besejrede enheder fra det 1. kaukasiske korps af Den Røde Hær nær Geokchay.

Den 16. juni flyttede ADR-regeringen og Nationalrådet fra Tiflis til Elizavetpol, som blev ADR's midlertidige hovedstad (den 30. juli gav byen sit historiske navn - Ganja). Den 17. juni afholdtes et møde i Aserbajdsjans Nationalråd, som under pres fra den tyrkiske kommando dannede en ny regering og opløste sig selv. Den lovgivende og udøvende magt før indkaldelsen af ​​den konstituerende forsamling overgik til den anden provisoriske regering af følgende sammensætning:

  1. Formand for Ministerrådet og justitsminister - Fatali Khan Khoysky (ikke-partisk);
  2. Udenrigsminister - Mammad Hasan Hajinsky (Musavat);
  3. Minister for undervisning og religion - Nasib bey Usubbekov (Musavat);
  4. indenrigsminister - Beibut Agha Javanshir (partipolitisk);
  5. Landbrugsminister - Khosrov bey Sultanov (Musavat);
  6. Minister for sundhed og social sikring - Khudadat bey Rafibekov (Musavat);
  7. Minister for jernbaner - Khudadat bey Melik-Aslanov (ikke-partisan);
  8. Minister for handel og industri - Agha Ashurov (ikke-partisk);
  9. Finansminister - Abdul Ali bey Amirjanov (ikke-partisk);
  10. Minister uden portefølje - Alimardan bey Topchibashev (ikke-partisk);
  11. Minister uden portefølje - Musa bey Rafiyev (Musavat);
  12. Minister uden portefølje - Khalil bey Khasmamedov (Musavat). [37]

Den 27. juni blev det tyrkiske (aserbajdsjanske) sprog udråbt til statssproget i Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan [4] .

Fra 27. juni til 1. juli, i slaget nær Goychay, afgjorde den kaukasiske islamiske hær under kommando af Nuri Pasha krigens skæbne. Offensiven af ​​tropperne fra Baku-rådet på Ganja blev forhindret, og den kaukasiske islamiske hær indledte en modoffensiv i retning af Baku. De besejrede bolsjevik-Dashnak-tropper blev tvunget til at trække sig tilbage. En efter en blev Goychay, Kurdamir, Shamakhi, Agsu befriet fra besættelsen. Turen er kommet til Baku.

Den 9. juli endte de tre dage lange kampe om Kurdamir med nederlaget for tropperne fra Baku Council of People's Commissars .

Den 20. juli drev enheder fra den kaukasiske islamiske hær tropperne fra Baku Council of People's Commissars ud fra Shamakhi , og en uge senere nærmede de sig Baku i en afstand af 16 km. Nederlag i kampe mod den kaukasiske islamiske hær, en akut fødevarekrise i Baku og utilfredshed med Baku-kommunens politik førte til et magtskifte i byen. Baku-kommissærernes regering var ude af stand til at vende udviklingen på egen hånd, og de nødvendige militære forstærkninger fra Sovjetrusland nåede ikke frem på grund af den vanskelige situation på andre fronter. Den 25. juli, på et hastemøde i Baku-sovjeten, vedtog modstanderne af den bolsjevikiske regering - en blok af socialistiske revolutionære , mensjevikker og dashnaker - en resolution "Om briternes invitation til Baku og dannelsen af ​​magt fra repræsentanter for alle socialistiske partier" med et flertal af stemmerne. Bolsjevikkerne nægtede at deltage i koalitionen og annoncerede den 31. juli deres beføjelsers tilbagetræden. Således overgik magten i Baku i hænderne på "det centro-kaspiske diktatur og præsidiet for udvalget for arbejder- og soldaterdeputeredes råd ". Den nye regering i Baku var dog heller ikke i stand til at stoppe den kaukasiske islamiske hær. De demoraliserede tropper fra det centro-kaspiske diktatur led nederlag efter nederlag. I denne situation henvendte ledelsen af ​​Det Centro-Kaspiske Diktatur sig til briterne for at få hjælp, som sendte en ekspeditionsstyrkeca. 1000 mennesker De vigtigste britiske styrker blev overført ad søvejen den 17. august.

Ankomsten af ​​et lille britisk kontingent kunne ikke ændre situationen ved fronten, og den 15. september gik den tyrkisk-aserbajdsjanske hær under kommando af general Nuri Pasha ind i Baku, hvorefter massakrer og røverier blandt den armenske befolkning udspillede sig i byen i gengældelse for drabene på muslimer i marts [38] .

Natten til den 14. september, efter at have lanceret endnu en offensiv mod Baku, fuldførte den kaukasiske islamiske hær sine opgaver. Om aftenen samme dag vendte tropperne fra Dunsterville, efter at have forladt Baku på skibe, tilbage til Anzali. Og den 15. september varede kampene ikke så længe. Samme dag blev det centro-kaspiske diktatur besejret. De tyrkisk-aserbajdsjanske styrkers to-dages operation for at befri Baku endte med en strålende sejr.

Den 16. september, i anledning af den strålende sejr, fandt en parade af tyrkisk-aserbajdsjanske militærafdelinger sted. Paraden blev overværet af Nuru Pasha, Khalil Pasha, general Aliaga Shikhlinsky, oberst Habib bey Salimov, medlemmer af det aserbajdsjanske parlament og regering, beboere i Baku og omkringliggende landsbyer. I slutningen af ​​paraden gik de ovennævnte personer og medlemmer af regeringen, ledsaget af militære enheder, ind i Baku.

Den 17. september flyttede ADR-regeringen fra Ganja til Baku .

Afslutningen af ​​fjendtlighederne mod baku-kommunens tropper gjorde det muligt for ADR-regeringen at begynde at løse andre problemer - at hævde sin magt i Karabakh og Zangezur , hvor den armenske befolkning kategorisk nægtede at adlyde ADR-myndighederne . Den 22. juli 1918 blev den første kongres for armenierne i Karabakh indkaldt i Shusha , som udråbte Nagorno-Karabakh til en uafhængig administrativ og politisk enhed og valgte sin egen folkeregering (siden september 1918 - det armenske nationalråd i Karabakh). Tilbage i begyndelsen af ​​september stillede chefen for de tyrkiske tropper, Nuri Pasha , et ultimatum til Karabakhs Nationalråd (NSC) om at anerkende ADR's autoritet, men den anden kongres for armenierne i Karabakh, mødtes den 6. september, afviste det. Efter erobringen af ​​Baku blev en tyrkisk division flyttet herfra til Karabakh. Tyrkiske tropper besatte Shusha og afvæbnede de armenske enheder, som ikke havde tid til at forlade byen og foretog massearrestationer, i modstrid med løfterne om en amnesti, blandt den lokale armenske intelligentsia. NSCs væbnede styrker forhindrede tyrkiske troppers fremrykning ind i de bjergrige områder.

De britiske troppers indtræden

Den 30. oktober underskrev repræsentanter for ententen og Tyrkiet Mudros våbenstilstand , som især sørgede for evakuering af tyrkiske tropper fra Transkaukasien og gav ententemagterne ret til at besætte Baku og Batum.

Den 16. november, efter de tyrkiske troppers afgang, blev arbejdet i Aserbajdsjans nationale råd genoptaget. Dagen efter landede enheder fra den 39. britiske infanteribrigade i Baku under kommando af generalmajor V. M. Thomson , som blev udnævnt til guvernør i Aserbajdsjan og krævede tilbagetrækning af ADR-tropper fra hovedstaden. Fra det tidspunkt til april 1919. ADR's militærministerium, oprettet den 7. november, lå i Ganja [39] . Den 28. december afgav generalmajor V. M. Thomson en erklæring, der anerkendte Fatali Khan Khoyskys regering som den eneste legitime myndighed i Aserbajdsjan.

Resterne af de tyrkiske tropper forblev imidlertid på Karabakhs område i lang tid og fusionerede delvist med ADR's hær. Så i telegrammet fra Zangezur-distriktschefen nr. 185 dateret den 11. december 1918, blev det rapporteret, at Andraniks afdeling, der udnyttede tilbagetrækningen af ​​muslimske tropper efter anmodning fra den engelsk-franske delegation, angreb muslimske nabolandsbyer: , mere end tolv landsbyer blev sat i brand den 9. december, er 10 kvinder i øjeblikket holdt fanget af armenierne . I telegrammet fra Ganja-guvernøren nr. 70 dateret den 14. december 1918 blev det rapporteret, at " Andraniks afdeling med lokale armeniere i Zangezur angreb muslimske landsbyer nær Kalandarasy, udrydder muslimer og begår grusomheder ." [40]

Situationen blev kompliceret af et enormt antal flygtninge, som ifølge general Thomson akkumulerede i hele Karabakh op til 40.000 - 30.000 armeniere og 10.000 muslimer [41] .

Armensk-aserbajdsjansk krig

Den politiske situation i Aserbajdsjan blev også forværret på grund af mislykkede forsøg på at etablere magt over områderne: Sharuro-Daralagez , Karabakh , Novobayazet , Elizavetpol , Zangezur og Nakhichevan . Hvilket var en vanskelig opgave på grund af den lokale befolknings modstand. Og også på grund af Armeniens handling, som mente, at de samme regioner var en del af den.

I maj 1918 erklærede den aserbajdsjanske regering en alliance med Det Osmanniske Rige. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan erklærede med støtte fra Tyrkiet sit territorium inden for Baku- og Elizavetpol-provinserne. Armenierne fra Karabakh og Zangezur nægtede imidlertid at anerkende Aserbajdsjans magt.

Zangezur blev næsten øjeblikkeligt en uindtagelig højborg for den armenske modstand [42] . I juni 1918 ankom general Andranik til Zangezur med en milits på tre til fem tusinde mennesker og underkastede sig sammen med lokale styrker en række oprørske muslimske landsbyer, der kontrollerede vigtige ruter, der forbinder regionerne i Zangezur.

Den 22. juli begyndte den første kongres for armenierne i Karabakh samtidig at skabe en hær, som talte op til 17 tusinde mennesker: 15 tusinde rifler og 6 tunge maskingeværer, kavaleriet var ikke talrigt.

Den 17. september 1918 blev den tredje kongres for armenierne i Karabakh indkaldt, hvor den tyrkiske kommandos ultimatum om at anerkende Aserbajdsjans magt blev afvist. Samtidig besluttede kongressen at lave en aftale med tyrkerne, men tyrkerne, utilfredse med den lange tid, rykkede frem og besatte Shusha. I de bjergrige områder modstod armenierne imidlertid, efter at have dannet fire uafhængige væbnede afdelinger (Dizak, Khachen, Varandinsky, Dzheraberd), med succes tyrkernes forsøg på at trænge ind i bjergene. Denne situation fortsatte indtil slutningen af ​​oktober.

I slutningen af ​​oktober begyndte Andranik koncentrationen af ​​sine tropper i grænselandsbyerne Zangezur og begyndte en kampagne mod Shusha. I Zabuh- og Akera-flodernes smalle dale tog Andraniks division den 29. november 1918, efter tre dages kamp, ​​de dominerende højder og besatte flere muslimske landsbyer, som blev forsvaret af kurdiske og aserbajdsjanske militser, herunder Abdalyar . Den britiske kaptajn Skvir og den franske kaptajn Gasfield ankom til Abdalyar fra Shusha og bragte til Andranik kravet fra generalmajor Thomson om at stoppe fjendtlighederne på grund af slutningen af ​​Første Verdenskrig og vende tilbage til Geryusy. [43] General Andranik besejrede ifølge aserbajdsjanske data , op til 150 muslimske landsbyer i Zangezur og Karabakh; flygtninge, som strømmede ind i Agdam.

Den 31. oktober kapitulerede Tyrkiet for ententen. Efter afslutningen af ​​Første Verdenskrig faldt Transkaukasien under Storbritanniens mandat. Takket være den britiske mission i Shusha (major Monk-Masson og Gibbon) blev det armenske nationalråd i Karabakh genoprettet og tog igen kontrol over regionen. Situationen var langt fra normal; Aserbajdsjanske og delvist tyrkiske tropper forblev i området, røverier, røverier og armensk-muslimske sammenstød fortsatte, mens hvor armenierne var i kraft, raidede de til gengæld muslimske landsbyer, ledsaget af kvægtyverier og i nogle tilfælde - og mord .

Den britiske kommando besluttede forud for forhandlinger om deling af territorium mellem staterne på fredskonferencen i Paris [44] midlertidigt at overføre Nakhchivan til Armenien og Karabakh og Zangezur, også midlertidigt, til Aserbajdsjan. Hvad gik imod ønskerne fra den lokale befolkning, der tog kontrol i deres områder. [45]

I december proklamerede Jafarkuli Khan fra Nakhichevan Arak-republikken i Nakhichevan i Ygdir [ 46 ] . Armensk regering, takket være briternes mægling var i stand til at undertvinge regionen og Araks-republikken blev likvideret.

Den britiske kommando støttede faktisk Aserbajdsjan i Karabakh-spørgsmålet, da den erklærede, at de omstridte områders skæbne skulle afgøres på fredskonferencen i Paris. Da Baku følte dette, annoncerede Baku mobilisering i begyndelsen af ​​1919 og garnisonerede Shusha, Khankendi , Askeran og Karyagino .

Under forhandlingerne i Tbilisi foreslog Armenien at trække grænserne "gennem en bred folkeafstemning" baseret på det etniske princip. Aserbajdsjan afviste dette forslag og fremsatte den islamistiske idé om at skabe en fælles stat for alle muslimer i Kaukasus med et betydeligt armensk og georgisk mindretal.


Den 19. februar 1920 appellerede Sultanov til Karabakh-armeniernes nationale råd med et kategorisk krav om øjeblikkeligt at løse spørgsmålet om "Karabakhs endelige indtræden i Aserbajdsjan som dets uadskillelige økonomiske del." Aserbajdsjan begynder at koncentrere tropper og irregulære afdelinger omkring Nagorno-Karabakh.

Fra 28. februar til 4. marts 1920 blev den ottende kongres for armeniere i Karabakh afholdt, som afviste Sultanovs krav om "endelig indrejse i Aserbajdsjan". Kongressen anklagede Sultanov for adskillige overtrædelser af fredsaftalen, indførelse af tropper og Karabakh uden tilladelse fra Nationalrådet og organisering af massakrer.

Natten mellem den 22. og 23. marts 1920, på dagen for Novruz-ferien , begyndte en armensk opstand, som endte i fiasko. Ved 17-tiden den 23. marts lykkedes det de aserbajdsjanske styrker fra Shusha-garnisonen at drive armenierne ud af byen. Natten mellem den 22. og 23. marts blev Khankendi og Askeran angrebet af afdelinger af de oprørske armeniere , armenierne besatte den bevogtede Askeran fæstning og de omkringliggende højder, hvilket afbrød kommunikationen mellem Shusha og Aghdam .

Aserbajdsjanske tropper og befolkningen besejrede og brændte den armenske del af Shushi og dræbte det meste af dens armenske befolkning , og det nøjagtige antal ofre er stadig ukendt, nogle kilder giver tal fra 20.000 dræbte. Den aserbajdsjanske regering nægtede selv at fordømme massakren, som førte til udbruddet af åben krig med Den Demokratiske Republik Armenien .

Kommandøren for de aserbajdsjanske tropper i Karabakh, generalmajor G. Salimov, beordrede Askeran til at blive generobret. Den 29. marts blev aserbajdsjanske irregulære afdelinger kastet til en højde af 3360 m, en afdeling af den parlamentariske vagt - til landsbyen Kharamurt, og det 5. Baku-infanteriregiment gik ind for at angribe landsbyen Dashbash.

I marts 1920 sendte Musavat-regeringen ifølge aserbajdsjanske data 20.000 soldater ud af 30.000, der udgjorde dens hær, til Karabakh. [47] Irregulære enheder fra lokale kurdere blev også organiseret.

Den 31. marts ankom forstærkninger til Salimovs afdeling, bestående af over tusinde bajonetter, halvtreds sabler og en artilleri-platon på hestebjergene. Den 2. april 1920 lykkedes det aserbajdsjanske enheder at besætte Askeran i kort tid . Den 3. april gik aserbajdsjanske enheder ind i Khankendi, samme dag blev landsbyerne Kyatik, Aranzamin og Nakhichevanik besat .

Den 3. april besatte aserbajdsjanerne igen Askeran; Den 7. april, afhængig af Shusha, indledte den aserbajdsjanske hær en offensiv mod syd. På samme tid fandt en offensiv sted i den nordlige del af Gulistan. En del af de armenske landsbyer i Ganja-regionen blev afskåret og tog et cirkulært forsvar op. Den 12. april blev den aserbajdsjanske offensiv stoppet i Gulistan - nær Chaikend i syd - nær Keshishkend og Sigankh; i Khachen lykkedes det armenierne at bekæmpe aserbajdsjanerne, der rykkede frem fra Agdam, og aserbajdsjanerne begrænsede sig til ødelæggelsen af ​​flere landsbyer i Khachen-flodens dal nordøst for Askeran. Hele den væbnede mandlige befolkning i Karabakh handlede mod Aserbajdsjan - omkring 30 tusinde mennesker.

Armenien nægtede officielt sin involvering i fjendtlighederne, hvilket ikke svarede til virkeligheden. Faktisk brød de armenske tropper fra Zangezur-fronten under kommando af " general Dro ", efter at have besejret de aserbajdsjanske barrierer, igennem til Karabakh og ændrede den strategiske situation: initiativet overgik til armenierne, og de begyndte at forberede sig på angrebet på Shushi. I begyndelsen af ​​april formår oprørerne og enheder i den armenske hær at bevæge sig fra forsvar til offensiv og drive de aserbajdsjanske tropper ud, bryde gennem den tre-årige blokade og forene sig med Zangezur og Armenien. Dele af den armenske hær og frivillige afdelinger besejrede op til 40 aserbajdsjanske landsbyer . I begyndelsen af ​​1920 besejrede de flere landsbyer i Shusha-distriktet . Den 23. april fandt Karabakh-armeniernes niende kongres sted, som udråbte Nagorno-Karabakh til en integreret del af Armenien.

Den sidste (niende) kongres af Karabakh-armeniere, afholdt den 23.-29. april 1920, der bebudede "annekteringen af ​​Nagorno-Karabakh til Republikken Armenien", beslutter også at betragte den midlertidige aftale som overtrådt "på grund af det organiserede angreb fra aserbajdsjansk tropper på den fredelige armenske befolkning i Karabakh”.

Men allerede i maj-juni 1920, efter at have etableret sovjetisk magt i Aserbajdsjan, besatte den Røde Hær Nagorno-Karabakh og erklærede det for et omstridt område.

Under konflikten var der tilfælde af massakrer: aserbajdsjanske islamisters drab på tre og et halvt tusinde russiske soldater, der vendte tilbage fra fronten i Shamkhor , massakren af ​​den muslimske befolkning af bolsjevik-Dashnak-styrker i Baku og andre regioner [48] , derefter massakren af ​​armeniere udført af aserbajdsjansk-tyrkiske styrker i Baku , Kaybalikende og Shusha .

I Aserbajdsjan er mange lande beboet af armeniere blevet tomme. I Shemakha- og Nukha-distrikterne blev 44 landsbyer med 37.000 indbyggere etnisk renset. Det samme skete i byerne: Shemakha, Nukha, Aghdam, Ganja, den armenske befolkning overlevede kun på steder, hvor musavatisterne ikke trængte ind. I Armenien førte Dashnaks en lignende politik, primært mod muslimer, der blev fordrevet fra distrikterne Novobayazet, Erivan, Echmiadzin og Sharuro-Daralagez [49] .

Efterår

På samme tid, i midten af ​​april, nærmede enheder fra den 11. armé af den røde hær , efter at have besejret resterne af Denikins tropper , Aserbajdsjans nordlige grænser. Ved at udnytte det faktum, at Aserbajdsjan overførte næsten alle sine tropper til Karabakh den 27. april, krydsede enheder fra den 11. armé den aserbajdsjanske grænse og, uden at støde på væsentlig modstand, gik de ind i Baku den 28. april [50] . ADR ophørte med at eksistere og Aserbajdsjans socialistiske sovjetrepublik blev oprettet .

Som det blev kendt senere, fra foråret 1920, tog repræsentanter for de tyrkiske kemalister , der betragtede Sovjetrusland som en allieret i kampen mod den imperialistiske Entente , kontakter med ledelsen af ​​Sovjetrusland - disse kontakter blev etableret gennem Aserbajdsjan, hvor, ifølge rapporten fra Folkekommissariatet for Udenrigsanliggender i RSFSR , "bidrog en gruppe af deres tilhængere til kuppet og invitationen af ​​russiske tropper fra den revolutionære aserbajdsjanske regering. I begyndelsen af ​​juni 1920 modtog RSFSR NKID et brev dateret den 26. april fra formanden for den store nationalforsamling i Tyrkiet indkaldt i Angora (moderne Ankara ) , Mustafa Kemal Pasha , adresseret til RSFSR's regering, hvor Mustafa Kemal udtalte at Tyrkiet "forpligter sig til at kæmpe sammen med Sovjetrusland mod imperialistiske regeringer for befrielsen af ​​alle de undertrykte, forpligter sig til at påvirke republikken Aserbajdsjan, så den kommer ind i kredsen af ​​sovjetstater, udtrykker sin vilje til at deltage i kampen mod imperialisterne i Kaukasus og håber på hjælp fra Sovjetrusland i kampen mod de imperialistiske fjender, der angreb Tyrkiet ” [51]

Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan varede kun 23 måneder; hvis du tæller fra tidspunktet for erobringen af ​​Baku - 19 måneder. Magtskiftet skete som et resultat af de fælles handlinger fra Aserbajdsjans revolutionære komité (Azrevkom) og styrkerne fra XI Røde Hær i slutningen af ​​april 1920. Genoprettelsen af ​​sovjetmagten gik næsten uden modstand. Ifølge G. Musabekov , "blev kommandoen selv overrasket over en så hurtig ublodig succes" [52] Den 22. maj-3. juni 1920 lykkedes det flere generaler at organisere et oprør i Ganja og en kæde af uroligheder i hele landet, men den Røde Hær undertrykte dem hurtigt.

Efter at tropperne fra Den Røde Hær gik ind i Armenien og derefter til Georgien . Efterfølgende, i samarbejde med de lokale tropper, der adlød bolsjevikkerne, besatte de hele det sydlige Kaukasus' områder. I midten af ​​juni 1920 blev modstanden fra armenierne i Karabakh også knust af den røde hær. Den 10. august 1920 blev der indgået en aftale mellem RSFSR og Republikken Armenien, ifølge hvilken RSFSRs Røde Hær besatte områderne Karabakh, Zangezur og Nakhichevan , omstridt mellem Armenien og Aserbajdsjan SSR . Republikken af ​​det bjergrige Armenien i Zangezur og en del af Karabakh modstod mere effektivt og overgav sig først til sovjetmagten på sine egne betingelser den 9. juli 1921.

Statspolitisk struktur

Parlamentet

Den 19. november 1918 blev loven om dannelsen af ​​det aserbajdsjanske parlament [53] vedtaget . Den 7. december åbnede parlamentet i Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan, som oprindeligt bestod af 97 deputerede. Alimardan-bek Topchibashev , uddannet fra Det Juridiske Fakultet ved St. Petersborg Universitet , en diplomat, der forsøgte at forsvare Aserbajdsjans uafhængighed, forfatteren til værket "Diplomatic Conversations in Istanbul" [54] blev formand for parlamentet .

11 fraktioner og grupper var repræsenteret i parlamentet. Sammensætningen af ​​parlamentet undergik nogle ændringer, men det samlede antal deputerede oversteg ikke hundrede mennesker. I slutningen af ​​1919 var 96 deputerede fordelt blandt fraktionerne som følger: " Musavat " - 28, " Ittihad " - 13, " Ahrar " - 6, "Socialistisk blok" - 8, "Gummet" - 5, ikke-partist. - 18, "Slavisk-russisk samfund" - 3, "Nationale minoriteter" - 4, "armenske fraktion" - 5, " Dashnaktsutyun " - 6 personer. [55]

Den 7. december 1919, præcis et år efter det første møde i parlamentet, blev Istiglal (Uafhængigheds) Museum åbnet i den bygning, hvor det lå, hvor arkæologiske fund, kunstnerværker, kopier af sjældne bøger, numismatik, smykker var indsamlet osv.

Administrativ-territorial inddeling

I Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan blev i det væsentlige den gamle form for administrativ ledelse, der eksisterede tilbage i zartiden, bevaret [59] . Inden for det erklærede territorium var Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan opdelt i Baku, Ganja og Zakatala provinser og Karabakhs generalguvernør, som hver til gengæld var opdelt i amter [59] . I spidsen for provinsen stod guvernørerne, og i spidsen for distrikterne - distriktschefer.

Den 15. januar 1919 blev Karabakhs generalguvernørskab oprettet, som bestod af distrikterne Shusha, Javanshir, Jabrayil og Zangezur. Den 28. februar 1919 dannede ADR-regeringen, styret af appellen fra den midlertidige regering i Nakhichevan, Nakhichevan-generalguvernøren (i dokumenterne blev den også kaldt generalguvernøren i det sydvestlige Aserbajdsjan, den midlertidige generalguvernør af Nakhichevan, Ordubad, Sharur-Daralayaz og Vedabasar-regionerne) [60] . Men den 1. september samme år sendte højkommissæren for ententen i Armenien, den amerikanske oberst Gaskell, et direktiv til Aserbajdsjans og Armeniens regeringer, hvori han bekendtgjorde etableringen af ​​en "neutral kontrolzone" i Nakhichevan og Sharuro-Daralagyoz distrikter, ledet af den amerikanske generalguvernør. ADR-regeringen meddelte ham, at den ikke ville "modsætte sig højkommissærens planer." Gaskells stedfortrædende oberst Rey, som ankom til Nakhichevan den 29. oktober, annoncerede officielt oprettelsen af ​​Nakhichevan-generalguvernøren ledet af oberst Edmund Dalley fra den amerikanske hær [61] .

Guvernører Amtsledere

Retssager

Aserbajdsjans retskammer, Baku og Ganja distriktsdomstole fungerede. Der var anklagemyndigheds tilsynsorganer, retslige efterforskere, fredsafdelinger, jury og privat fortalervirksomhed, foged [62] .

Indenrigspolitik

Den 26. december 1918 blev det tredje ministerkabinet dannet med følgende sammensætning:

  1. Minister-formand og udenrigsminister - Fatali Khan Khoyski,
  2. Indenrigsminister - H.-b. Khasmamedov ,
  3. Finansminister - I. N. Protasov,
  4. Minister for kommunikation og religion - Nasib-bek Usubbekov ,
  5. Post-, telegraf- og arbejdsminister - A.-b. Safikyurd,
  6. Landbrugsminister - Khosrov-bek Sultanov,
  7. Krigsminister Samedbek Mehmandarov ,
  8. Minister for velgørenhed - R.-Kh. Khoysky,
  9. Minister for folkesundhed - E. Ya. Gindes ,
  10. Fødevareminister - K.P. Lizgar,
  11. Handels- og industriminister M. Asadullayev og controller M.-G. Gadzhinsky [63] .

Den 8. januar 1919 blev loven om politisk amnesti vedtaget. [64] Den 15. januar blev hovedkvarteret for de væbnede styrker i Republikken Aserbajdsjan oprettet.

I marts trådte F. Choiskys ministerkabinet tilbage. Den 14. april blev et nyt (fjerde) kabinet annonceret med følgende sammensætning [63] :

Den 24. april begyndte en bolsjevikisk opstand på Mugans territorium mod den "hvide" regering i regionen, oprettet tilbage i august 1918 og anerkendte Denikin-regeringens autoritet i det sydlige Rusland. Den 15. maj blev Mugan-sovjetrepublikken udråbt her , hvilket varede indtil den 23. juli.

Den 11. juni blev Statens Forsvarsudvalg nedsat, bestående af formanden for Ministerrådet Nasib-bek Usubbekov, krigsministeren, kommunikationsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren [65] .

Den 11. juni blev der indført krigsret på Aserbajdsjans område [66] .

Den 11. august blev loven om aserbajdsjansk statsborgerskab [67] vedtaget .

Den 18. august underskrev parlamentet et dekret "Om beskyttelse af statsgrænsen i Republikken Aserbajdsjan" og loven "Om oprettelse af en grænsetoldvagt i Republikken Aserbajdsjan", som bestod af 8 artikler. Den første artikel i loven sagde: "At oprette 99 grænseposter bestående af 992 grænsevagter langs hele grænsen til Aserbajdsjan, i henhold til yderligere udsendelsessteder for at beskytte Republikken Aserbajdsjans grænser mod ulovlig handel og bekæmpe smugling" ( Denne dag i 2000 blev annonceret af præsident Heydar Aliyev på grænsevagternes professionelle ferie [68] ).

Den 24. august 1919 begyndte evakueringen af ​​britiske tropper fra Baku.

Udenrigspolitik

Den 28. december 1918 afgav generalmajor V. M. Thomson en erklæring, der anerkendte Fatali Khan Khoyskys regering som den eneste legitime myndighed i Aserbajdsjan:

" I lyset af dannelsen af ​​en koalitionsregering i Aserbajdsjan under formandskab af hr. F. Kh. Khoysky, meddeler jeg, at den allierede kommando vil give fuld støtte til denne regering som den eneste legitime lokale myndighed i Aserbajdsjan " [63] .

I 1919 deltog en delegation fra Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan også i fredskonferencen i Paris . Det blev dannet for at beskytte Aserbajdsjans interesser på denne konference. Delegationen omfattede formanden for delegationen A. M. Topchibashev ; medlemmer - M. G. Gadzhinsky (" Musavat "), A. Agaev (ikke-partisan), A. Sheikhulislamov ("Hummet"); rådgivere - M. Maharramov (socialist), M. Mehdiyev ("Ittihad"), J. Gadzhibekov ("Musavat"); ansatte - A. Huseynzade (ikke-partisan), V. Marchevsky (ikke-partisan). Ud over dem omfattede delegationen sekretærer - S. Melikov og A. Topchibashev, oversættere - A. Kafarov (fransk), G. Kafarova (engelsk), G. Mamedov (fransk og tyrkisk) samt den personlige sekretær for formanden R. Topchibashev. Delegationens hovedmål var fredskonferencens anerkendelse i Paris af Republikken Aserbajdsjans fulde og ubetingede uafhængighed som en suveræn stat. Delegationens opgave omfattede også "at forberede den offentlige mening i de civiliserede lande i Europa og Amerika i den retning, der er mest gunstig for anerkendelsen af ​​Aserbajdsjans uafhængighed og etablering af kommercielle kontakter med disse landes forretningskredse." Delegationen forlod Baku den 8. januar 1919 og ankom efter nogen forsinkelse i Istanbul til Paris i maj [69] .

Den 16. juni 1919, i lyset af den forventede offensiv fra General Denikins frivillige hær på Aserbajdsjan på den ene side og på Georgien på den anden side, blev der indgået en militær-defensiv aftale mellem Aserbajdsjan og Georgien på følgende betingelser :

1. De kontraherende stater forpligter sig til at handle i fællesskab med alle deres væbnede og militære styrker og midler mod ethvert angreb, der truer en eller begge kontraherende republikkers uafhængighed eller territoriale integritet. …ti. Den tredje transkaukasiske republik, Armenien, har ret til inden for to uger fra datoen for den officielle bekendtgørelse af denne traktat at erklære sit samtykke til at tiltræde denne aftale [70]

Imidlertid foretrak Armeniens ledelse at indgå en hemmelig militær alliance med Denikin. Med ordene fra en af ​​datidens Erivan-politikere, "udgjorde den armenske republik med sine egne styrker det 7. korps af Denikins hær" [71] .

Den 19. august blev der indgået en anglo-iransk traktat, ifølge hvilken Iran gav afkald på territoriale krav til Aserbajdsjan.

Den 11. januar 1920 besluttede De Allierede Magters Øverste Råd - sejrherrerne i Første Verdenskrig , at anerkende Aserbajdsjans de facto uafhængighed [72] [73] [74] .

ADR-repræsentanter i udlandet

Den 22. april 1920 vedtog ADR-parlamentet en lov "om oprettelse af Republikken Aserbajdsjans diplomatiske missioner i Vesteuropa, Amerika, Tyskland og Sovjetrusland og afskaffelse af den aserbajdsjanske delegation ved fredskonferencen i Paris." Loven sagde [75] :

  1. Etableres fra 1. april i år. diplomatiske missioner for Republikken Aserbajdsjan under regeringerne i Den Franske Republik, Hans Majestæt Kongen af ​​Storbritannien, Den Schweiziske Republik, Hans Majestæt Kongen af ​​Italien, Nordamerikas Forenede Stater, Tyskland, Sovjetrepublikken og Den Polske Republik i overensstemmelse med vedlagte midlertidige stater udarbejdet for 6 måneder.
  2. Ved ankomsten til Paris af Republikken Aserbajdsjans diplomatiske mission under Den Franske Republiks regering, skal den aserbajdsjanske delegation oprettet ved regeringens dekret af 23. december 1919 på fredskonferencen i Paris afskaffes.
  3. At bevilge til vedligeholdelse af de ovennævnte otte diplomatiske missioner fra 1. april i år. i seks måneder hundrede atten tusinde tre hundrede og tyve (118.320) pund sterling.
Placere Diplomatisk
repræsentant
Stedfortræder/rådgiver
Armenien Abdurakhman bey Akhverdov rådgiver Agha Salakh Musaev
Georgien Faris bey Vekilov
Persien Adil Khan Ziyadkhanov Stedfortræder Alekper bey Sadikhov
Ukraine Konsul Jamal Sadikhov
Konstantinopel Yusif bey Vezirov Stedfortrædende og finansiel rådgiver Jangir bey Gaibov
Batum Generalkonsul Mahmud bey Efendiyev
Krim konsulær agent Sheikh-Ali Useinov

Udenlandske missioner i ADR

Efter dannelsen af ​​ADR opererede diplomatiske missioner fra 16 lande i Baku [76] .

Land Repræsentant Adresse og telefon
England Vicekonsul Gevelke Kirkegård, 11, kontor for den russisk-asiatiske bank, tlf. 52-40
Armenien G. A. Bekzadyan Telefon , 5, tlf. 9-43
Belgien Konsul Aivazov Gorchakovskaya, 19, tlf. 3-67
Grækenland Konsul Kusis hjørnet af Gogolevskaya og Molokaskaya, tlf. 3-72
Georgien diplomatisk repræsentant N. S. Alshibay Politiet , 20 , tlf. 7-09
Danmark Konsul E. F. Beesring Birzhevaya, 32, "Electric Power", tlf. 8-00
Italien 8. missionschef Enrico Insom Molokanskaya, 35, tlf. 9-07
Konsul L. Grikurov Krasnovodskaya, 8, tlf. 32-50
Litauen konsulær agent V. I. Mickevicius (Mickiewicz) Pozenovskaya, 15, tlf. 11-53
Persien Generalkonsul Saad-ul-Vizirov Gubernskaya , hjørnet af Spasskaya, tlf. 8-54
Polen konsulær agent S. Rylsky Politi , 15
USA Vicekonsul John Randolph Krasnovodskaya, 8, kontor-Gymnasicheskaya st., landsbyen i Armenian Humanitarian Society, tlf. 3-08
Ukraine Vicekonsul Golovan Nikolaevskaya , landsby Mirzabekova, ukrainsk nationalråd
Finland konsulær agent Vegelius Balakhany , Nobelkontoret, tlf. 10-93
Frankrig konsulær agent Yemelyanov Vodovoznaya , landsbyen Mitrofanova, tlf. 10-45
Schweiz Konsuler Clottu Udveksling, 14, tlf. 10-58
Sverige Konsul R. K. Van der Ploeg hjørne af persisk og provins , tlf. 40-99

Økonomi

Monetær enhed

Rublen blev brugt som valuta for Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan ( aserbajdsjansk منات - manat ).

Den 19. januar 1918 begyndte Baku-rådet at udstede de såkaldte "Baku-penge". Dette var den første udgave af papirpenge i det postrevolutionære Transkaukasus. I februar samme år begyndte udstedelsen af ​​obligationer fra det transkaukasiske kommissariat ( den første transkaukasiske rubel , zakbon), som blev udstedt indtil september 1918 og fordelt på kontraktbasis mellem Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Udstedelsen af ​​Baku-penge fortsatte indtil juli 1918. I juli begyndte Baku Kommune i stedet for dem at udstede penge fra Byens Økonomiråd, som blev udstedt indtil den 14. september samme år [77] .

I oktober 1918 begyndte regeringen i Republikken Aserbajdsjan at udstede obligationer, uanset dens andel i udstedelsen af ​​Transkaukasien. I september 1919 blev statsbanken i Aserbajdsjan oprettet, som begyndte at udstede pengesedler fra Republikken Aserbajdsjan, som blev udstedt indtil april 1920. Sedler blev udstedt i pålydende værdier på 25, 50, 100, 250 og 500 rubler [78] [79] . På disse pengesedler på aserbajdsjansk, russisk og fransk stod der "Republikken Aserbajdsjan" ( aserbajdsjansk آذربایجان جومهوریتی ; French  Republique d'Azerbaidjan ).

I april 1920 begynder udstedelsen af ​​papirpenge fra Aserbajdsjan Socialistiske Sovjetrepublik , som blev udstedt indtil januar 1923. Ikke desto mindre blev tidligere udstedelser af penge annulleret.

Kultur

Hukommelse

I 2018 blev begivenheder dedikeret til hundredåret for Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan [80] afholdt hele året i Aserbajdsjan . Som en del af begivenhederne blev der den 26. juni [81] og 15. september [82] afholdt militærparader i anledning af 100-året for henholdsvis oprettelsen af ​​den nationale hær og befrielsen af ​​byen Baku. Derudover blev der i september med deltagelse af parlamentariske delegationer fra omkring 40 lande afholdt et møde dedikeret til hundredåret for det aserbajdsjanske parlament [83] .

I kinematografi

Se også

Noter

Kommentarer Kilder
  1. Yagublu N. K. Grundlægger af den aserbajdsjanske emigrationspresse . - Ung videnskabsmand , 2012. - Nr. 4 . - S. 339-341 .
  2. Robert H. Hewsen". Armenia: A Historical Atlas. - University of Chicago Press, 2001. - s.327 - 341 s. -  ISBN 0226332284 ,  ISBN 9780226332284 .Originaltekst  (engelsk)[ Visskjule] Territoriet i Transkaukasien hævdet af Aserbajdsjan i Paris, juni 1919
  3. Anar Isgenderli (forord af Justin McCarthy). Virkeligheden i Aserbajdsjan 1917-1920. - USA: Xlibris Corporation, 2011. - S. 194. - ISBN 1-4568-7953-7 .Originaltekst  (engelsk)[ Visskjule] I form var Aserbajdsjan en parlamentarisk republik. I den periode, hvor den fungerede i Ganja, den 27. juni 1918, erklærede kabinettet det aserbajdsjanske sprog som det officielle statssprog i den aserbajdsjanske republik.
  4. 1 2 Farid Alekberli. Historien om statssproget i Aserbajdsjan. . Elm. History & Heritage Website. Hentet 16. januar 2019. Arkiveret fra originalen 3. august 2021.
  5. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s. 227
  6. 1 2 3 Anar Isgenderli (forord af Justin McCarthy). Virkeligheden i Aserbajdsjan 1917-1920. - USA: Xlibris Corporation, 2011. - S. 196. - ISBN 1-4568-7953-7 .Originaltekst  (engelsk)[ Visskjule] Den Aserbajdsjanske Demokratiske Republiks territorium var på 97.300 kvadratkilometer (eller omkring 37.600 kvadratkilometer). 8700 kvadratkilometer (3360 kvadrat miles) på grænsen til Georgien og 7900 kvadratkilometer (3000 kvadratkilometer) på grænsen til Armenien blev af Aserbajdsjans regering betragtet som omstridte områder. Befolkningen i Aserbajdsjan var 2.862.000 mennesker; 70% af dem var muslimer.
  7. Almanak fra Republikken Aserbajdsjan (Baku, 1920), s. 93.
  8. Statens navn er givet i overensstemmelse med de normer for det aserbajdsjanske sprog, der var gældende under ADR's eksistens. Navnet, der svarer til de nuværende normer for det aserbajdsjanske sprog, er aserbisk. Azərbaycan Demokratik Respublikası .
  9. Borgerkrig og militær intervention i USSR. Encyklopædi . - M . : Soviet Encyclopedia, 1983. - S. 25.
  10. mødet for alle tidligere medlemmer af den transkaukasiske seim - muslimer ... besluttede enstemmigt at overtage styret i det østlige Transkaukasien og udråbte sig selv til det provisoriske nationale råd for muslimer i Transkaukasien. Referater fra møderne i de muslimske fraktioner af den transkaukasiske Seim og Aserbajdsjans nationale råd i 1918 - Baku, 2006, s.118
  11. Fra radiogram fra formanden for Ministerrådet i Republikken Aserbajdsjan F. Kh. Khoysky dateret den 30. maj 1918: "... Det Nationale Aserbajdsjans Råd erklærede den 28. i indeværende måned Aserbajdsjans uafhængighed, bestående af det østlige og sydlige Transkaukasien og udråbte Republikken Aserbajdsjan." (Se Fatali Khan Khoysky. Liv og arbejde (dokumenter og materialer) / Hovedarkivafdeling under Ministerkabinettet i Republikken Aserbajdsjan. - Baku: Azerbaijan Publishing House, 1998. - S. 152. - 27 s.)
  12. Tadeusz Swietochowski. Rusland og Aserbajdsjan: Et grænseland i overgang. New York: Columbia University Press, 1995. ISBN 0-231-07068-3 , s. 129
  13. Arkiveret kopi (link ikke tilgængeligt) . Hentet 12. oktober 2009. Arkiveret fra originalen 7. juni 2009.   D. V. Hare. Ændring i den administrativ-territoriale opdeling af unionsrepublikkerne
  14. Encyclopedia of the Azerbaijan Democratic Republic = Azərbaycan Xalq Cümhuriyyəti Ensiklopediyası. - Leder af Nashriyyat. - Baku, 2004. - T. 1. - S. 159. - 440 s. — ISBN 9952-417-14-2 .
  15. 1 2 Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s.188
  16. 1 2 3 Akhmedov Sabuhi. Aserbajdsjans statsflag. IRS-Heritage, nr. 2(44), 2010, s.23 . Hentet 21. august 2010. Arkiveret fra originalen 24. august 2011.
  17. Flag på billedet fra det første møde i ADR-parlamentet. Arkiveret fra originalen den 12. januar 2012.
  18. Pokhlebkin V.V. Internationale symboler og emblemer. M.: Internationale forbindelser. - 1989, s.236 ISBN 5-9524-1354-4
  19. Sovereign Armory. - SPb., 2002, SS.46-48
  20. Museum for Aserbajdsjans historie . Hentet 29. september 2017. Arkiveret fra originalen 20. februar 2019.
  21. http://ru.trend.az/news/politics/1779596.html Arkivkopi dateret 12. november 2010 på Wayback Machine Museum of the State Flag of Azerbaijan
  22. Nakhichevans flag . Hentet 24. november 2010. Arkiveret fra originalen 4. april 2011.
  23. http://www.vexillographia.ru/azerbaij/az1918.htm Arkivkopi dateret 28. marts 2010 på Wayback Machine Flags of Azerbaijan i 1918-1920
  24. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s. 399-400
  25. Symboler for den aserbajdsjanske stat (utilgængeligt link) . http://president.az/.+ Arkiveret 15. januar 2013. 
  26. İ. Əliyev, E. Məhərrəmov. Azərbaycan Respublikasınn Dövlət Rəmzləri. - Baku: Nurlan, 2008. - 500 eksemplarer.  (azerbisk.)
  27. Üzeyir bəy Hacıbəyov ensiklopediyası. - Bakı, 1996. - S. 21.  (aserbisk)
  28. Referater af møderne i de muslimske fraktioner af den transkaukasiske Seim og Aserbajdsjans nationalråd i 1918 - Baku, 2006, s. 53
  29. Janis Shilinsh. Hvad og hvorfor du har brug for at vide om måneden for eksistensen af ​​den transkaukasiske republik . Rus.lsm.lv (22. april 2018).
  30. Folkerepublikken Aserbajdsjan (Azerbajdsjan Khalg Dzhumhuriyeti) - den første parlamentariske republik i Østen (maj 1918 - april 1920) (utilgængeligt link) . Hentet 5. december 2008. Arkiveret fra originalen 23. maj 2011. 
  31. Referater fra møderne i de muslimske fraktioner af den transkaukasiske Seim og Aserbajdsjans nationalråd i 1918 - Baku, 2006, s. 117-119
  32. Referater af møderne i de muslimske fraktioner af den transkaukasiske Seim og Aserbajdsjans nationalråd i 1918 - Baku, 2006, s. 123-125
  33. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s. 10-11
  34. Mehman Suleymanov. Kaukasisk islamisk hær og Aserbajdsjan. - Baku, 1999, s. 106
  35. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Udenrigspolitik. (Dokumenter og materialer). - Baku, 1998, s. 16
  36. Mustafa-zade Rahman S. To republikker: Aserbajdsjan-russiske forbindelser i 1918-1922. - M .: MIK , 2006. - S. 36. - ISBN 5-87902-097-5 .
  37. Regering :: Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan . axc.preslib.az. Hentet 19. juli 2019. Arkiveret fra originalen 22. juli 2019.
  38. Aserbajdsjan og Rusland. Samfund og stater. Michael Smith. Erindring om tab og det aserbajdsjanske samfund Arkiveret 10. marts 2011.
  39. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). hær. (Dokumenter og materialer). Baku, 1998, s. 6-7
  40. Uddrag fra arkiverne fra kontoret for indenrigsministeriet om volden begået mod den muslimske befolkning i Karabakh og distrikterne i Erivan-provinsen, der støder op til Ganja-provinsen, armenierne og tropperne i Den Armenske Republik (fra sag nr. 80 - 1918, IV Det.)
  41. Nagorno-Karabakh i 1918-1923: en samling af dokumenter og materialer. Jerevan, 1992, s. 141, dokument nr. 86
  42. Andrew Andersen og Georg Egge From Ashes and Dust: Rebirth of Armenia through the Collapse of Two Empires Arkiveret 6. maj 2016 på Wayback Machine .
  43. Richard G. Hovannisian. Republikken Armenien: Det første år, 1918-1919. - S. 86-90.
  44. Richard G. Hovannisian. Republikken Armenien: Det første år, 1918-1919. - S. 162.
  45. Af Andrew Andersen og Georg Egge. Armenia in the Aftermath of Mudros: Conflict claims and Strife with the Neighbours Arkiveret 5. oktober 2017 på Wayback Machine
  46. Af Andrew Andersen og Georg Egge. Armenien i kølvandet på Mudros: modstridende krav og strid med naboerne . Sharur, Nakhichevan og Goghtan, 01/1919 - 06/1919. . Hentet 1. oktober 2017. Arkiveret fra originalen 5. oktober 2017.
  47. Sovjetmagtens sejr i Transkaukasien. - Tbilisi, 1971. - S. 437.
  48. Baberowski J. Fjenden er overalt. Stalinisme i Kaukasus [overs. med ham. V. T. Altukhova ]. - M .: Russisk politisk encyklopædi, 2010. - S.  139 . — 855 s. — ISBN 978-5-8243-1435-9 .Originaltekst  (russisk)[ Visskjule] Pogromer begyndte i Shamakhi-regionen i midten af ​​marts, da en 3.000 mand stor Baku-armensk gruppe under kommando af Stepan Lalayev angreb regionen med terror. (...) Dashnak-officeren Stepan Lalayevs berusede soldater dræbte børn og ældre, kvinder blev voldtaget og smidt fra balkoner, folk blev skåret af kønsorganerne og stak øjnene ud. (s. 136)
    . I slutningen af ​​april rykkede en ret stor armensk militærgruppe på 2.000 soldater under ledelse af oberst Amazasp og den bolsjevikiske kommissær Venunts fra Baku mod Cuba. (...) De armenske soldater faldt i et blodtørstigt vanvid. Først dræbte de alle de muslimer, de stødte på på gaden. Så brød de ind i husene og ødelagde deres indbyggere. Forfærdelige scener fandt sted på gaderne: børn blev skudt, babyer blev halshugget, deres maver blev skåret op, og mænds øjne blev revet ud. Soldater voldtog kvinder i nærværelse af deres mænd, og mange kvinder blev brændt levende i deres hjem. Bybeboernes ejendom blev smidt ud på gaden, og plyndrerne tog værdifulde ting med sig og delte dem ud til soldaterne. De rasende soldater tog på én dag livet af 2.000 indbyggere i byen og ødelagde 150 huse i byens centrum. Selv på marchen i retning af Baku såede Amazasp-regimentet død og ødelæggelse omkring sig: 122 landsbyer i Quba-regionen blev brændt, bønder, der mødte den nærgående hær med hvide flag, blev skudt. (s. 139)
  49. N. G. Volkova (Natalya Georgievna Volkova - en af ​​de førende sovjetiske etnografer-kaukasiere, en anerkendt videnskabsmand inden for etnisk historie for folkene i Kaukasus, forfatter til flere monografiske undersøgelser om den etniske sammensætning af befolkningen i Nordkaukasus , om kaukasisk etnonymi). Kaukasisk etnografisk samling, artikel: Etniske processer i Transkaukasien i XIX-XX århundreder. - IV. - USSR, Institut for Etnografi. M. Maclay, USSR's Videnskabsakademi, Moskva: Nauka, 1969. - S. 10. - 199 s. - 1700 eksemplarer.
  50. Michael P. Croissant. Armenien-Aserbajdsjan-konflikten: årsager og konsekvenser. Greenwood Publishing Group, 1998. ISBN 0-275-96241-5 , 9780275962418, side 18
  51. http://www.genocide.ru/lib/treaties/16.htm Arkivkopi dateret 10. februar 2009 på Wayback Machine "Annual report of the NKID to the VIII Congress of Soviets (1919-1920)", M. , 1921
  52. Gazanfar Musabekov. Udvalgte artikler og taler. - Baku: Publishing House of the Academy of Sciences of the Azerbaijan SSR, 1960. - T. 1. - S. 38.
  53. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s. 13-16
  54. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Parlament. (Ordrette optegnelser). Baku, 1998, s. 28
  55. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Parlament. (Ordrette optegnelser). Baku, 1998, s. 13-14
  56. Audrey L. Alstadt. Karabakh og Zangezur // De aserbajdsjanske tyrkere: Magt og identitet under russisk styre.
  57. Tim Potier. Konflikt i Nagorno-Karabakh, Abkhasien og Sydossetien: En juridisk vurdering. - S. 2.
  58. Charlotte Mathilde Louise Hille. Statsbygning og konfliktløsning i Kaukasus. - S. 167.
  59. 1 2 Aserbajdsjans historie. - Baku: Publishing House of the Academy of Sciences of the Azerbaijan SSR, 1963. - T. 3, del 1. - S. 171.
  60. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920) / Udg. udg. N. Agamalieva. - Baku: Elm, 1998. - S.  79 . — ISBN 5-8066-0897-2 .
  61. Aserbajdsjans historie. - Baku: Publishing House of the Academy of Sciences of the Azerbaijan SSR, 1963. - T. 3, del 1. - S. 205.
  62. Resolution af AzRevKom nr. 7 dekret om Folkedomstolen  // Indsamling af legaliseringer. - 1920. - 12. maj.
  63. 1 2 3 R. A. Vekilov . Historien om fremkomsten af ​​Republikken Aserbajdsjan (utilgængeligt link) . Hentet 1. januar 2017. Arkiveret fra originalen 15. december 2017. 
  64. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s. 19-20
  65. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s. 325
  66. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). hær. (Dokumenter og materialer). Baku, 1998, s. 105-108
  67. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Lovgivningsakter. (Samling af dokumenter). - Baku, 1998, s. 95-98
  68. R. Orudzhev. Grænsetjenesten er 91 Arkiveret 15. november 2012. . 2010
  69. Aidyn Balaev. Aserbajdsjans nationale demokratiske bevægelse: 1917-1920 - Elm, 1990. - S. 44. - 95 s.
  70. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Udenrigspolitik. (Dokumenter og materialer). - Baku, 1998, s. 269-271
  71. Alexander Igolkin . UAFHÆNGIGT TRANSKAUKASUS: LEKTIONER AF 1917-1921  (utilgængeligt link)
  72. Den Demokratiske Republik Aserbajdsjan (1918-1920). Parlament. (Ordrette optegnelser). Baku, 1998, side 851-858
  73. Fatali Khan Khoysky. Liv og aktivitet. (Dokumenter og materialer). Baku, 1998, s. 140-141
  74. Stefan Talmon. Anerkendelse af regeringer i international ret: med særlig henvisning til regeringer i eksil. Oxford University Press, 1998. ISBN 0-19-826573-5 , 9780198265733, side 61
  75. Aidyn Balaev. Aserbajdsjans nationale demokratiske bevægelse: 1917-1920 - Elm, 1990. - S. 83. - 95 s.
  76. Aidyn Balaev. Aserbajdsjans nationale demokratiske bevægelse: 1917-1920 - Elm, 1990. - S. 92. - 95 s.
  77. I. Koltashev. Fortæl papirpenge . Hentet 12. september 2012. Arkiveret fra originalen 13. marts 2012.
  78. Vasyukov, 1993 , s. 58.
  79. Cuhaj, 2008 , s. 99-100.
  80. JAMnews | Baku. Hvordan 100-året for den første republik blev fejret i Baku. JAMnews foto essay . Hentet 6. februar 2019. Arkiveret fra originalen 7. februar 2019.
  81. En militærparade for at markere hundredeåret for den aserbajdsjanske hær vil blive afholdt i Baku . RIA Novosti (20180626T0740+0300Z). Hentet 6. februar 2019. Arkiveret fra originalen 7. februar 2019.
  82. Parade i anledning af 100-året for befrielsen af ​​Baku . Anadolu Agentur. Hentet 30. september 2019. Arkiveret fra originalen 4. april 2019.
  83. Baku forbereder sig på at fejre 100-årsdagen for det aserbajdsjanske parlament . www.pnp.ru Hentet 6. februar 2019. Arkiveret fra originalen 7. februar 2019.
  84. “Gizli istiqlalçılar” sənədli filmi Azərbaycan Xalq Cümhuriyyətinin 100 illiyinə dəyərli töhfədir  (Azerb.) . azertag.az. Hentet 6. februar 2019. Arkiveret fra originalen 7. februar 2019.
  85. "SON İCLAS" FİLMİ TƏQDİM OLUNDU  (engelsk) . CBC.AZ. Hentet 6. februar 2019. Arkiveret fra originalen 7. februar 2019.

Litteratur

Links