Rusyns ( vest-russiske Rusyns, Rusyns, Rsіny , ukrainske Rusyns , Hviderussiske Rusiner , Polsk Rusini , Lit. rusėnai , latin rutheni, rhuteni , tysk Ruthenen ) er et historisk endoetnonym for indbyggerne i Rusland , der kun bruges i den form, der oprindeligt blev brugt i Rusland. er Rusyn ( oldrus . rѹsin ), mens flertal blev udtrykt ved formerne rus [1] [2] eller russkiyi (mennesker) [1] [2] . Flertalsformen Rusyns opstod i det 16. århundrede. På nuværende tidspunkt er etnonymet kun bevaret blandt nogle grupper af den østslaviske befolkning: i Transcarpathia , i Lemko-regionen såvel som i Vojvodina og Pannonia .
Endoetnonymet "Rusyn" som navnet på en indbygger i det antikke Rusland [3] findes i " Fortællingen om svundne år " sammen med adjektivet "russere" [4] . Her nævnes ordet "Rusin" i beskrivelsen af Olegs traktat med grækerne (911) (7 gange) og Igors traktat med grækerne (944) (6 gange). Dette ord bruges også i de tidlige udgaver af russisk Pravda (Kort og lang) [5] :
... hvis der ikke er hævn, så 40 Hryvnia pr. hvis der vil være en Rusyn, enhver Gridin, enhver købmand, enhver Yabetnik, enhver sværdkæmper, hvis der vil være udstødte, enhver slovener, så sæt 40 Hryvnia for n [6] .
I forhold til det moderne Ruslands territorium blev ordet "Rusyn" først brugt i traktaten mellem Novgorod og Goth Coast og tyske byer , indgået under Novgorod-prinsen Yaroslav Vladimirovich i 1189-1199:
Ozhe tunge vil blive født en dæmon af blod, drøm lydighed, og Rus' og tyskere, så kaste lod; hvem skulle få det, gå, ryst op i din sandhed. Hvis du tager kvæg til en Varangian i en Rusin eller en Rusin i en Varangian, og låser du ham inde, da 12 lydighedens mand, gå til selskabet, tag sit eget [7] .
I det 13. århundrede optræder det i handelsaftalen mellem Smolensk og Riga og de nordtyske byer fra 1229 [8] :
Rousinow lytter ikke til Latinin alene, selvom du ikke får to plov-ører, en Nemchich, men en anden Rousin, gode mennesker. Tako Latininou prøv ikke Rousin, selvom du ikke bøjer dig for Rousin's budbringer, men den anden Nemchin ou Rize og på Gochkom-birken.
— Aftaleteksten.I det nordøstlige Rusland og den russiske stat blev endoetnonymet "Rusyn" brugt indtil slutningen af det 17. århundrede [1] [2] , især i opposition til "Tatar" , "Busurman" , "Zhidovin" , "Nemchin" , "Litvin" , " Chudin" , "Latin" , "Turchin" osv. [1] [2] , dannet efter samme model: et singularitetssuffiks med folkets navn. For eksempel siger Athanasius Nikitin i " Journey Beyond Three Seas ": " Khan lærte, at jeg ikke var en besermener - Rusyn ". Et eksempel på brugen af et etnonym i flertal er Kazans historie på listen over 1560'erne [9] . Sammen med selvnavnet "Rusin" var ordet "Rusak" [10] i brug, som Jacques Margeret nævnte i sine erindringer [11] . Med tiden blev disse former fortrængt af det substantiviserede adjektiv "russisk" [2] , som stammer fra udtrykkene "russisk folk", "russisk folk" [12] eller fra "russiske sønner" [1] (en sætning ca. 1112), blev samtidig erstattet litterære græskismer "ross" eller " russisk " .
I Storhertugdømmet Litauen og Kongeriget Polen betegnede etnonymet "Ruthen" (Ruthen, ruten ) en ortodoks indbygger, der talte en af de østslaviske dialekter, i modsætning til polakker og litauere, som for det meste var romersk-katolikker [13] [14] . Det tidligste eksempel på brugen af etnonymet " Rusyns " i flertal (en sekundær form, der erstatter det kollektive "Rus") blev noteret i 1501 i charteret for Belz Voivodeship ( Volyn ) [15] .
Indbyggerne i det nordøstlige Rusland (som i Polen og Litauen af politiske årsager blev kaldt det snævert regionale navn Muscovy , hvilket nægtede hende retten til at arve hele Rusland ) blev kaldt polytonymet "muskovitter", men på samme tid, indtil slutningen af det 16. århundrede blev de også anerkendt som Rusyns. Så videnskabsmanden Matvey Mekhovsky skrev i " Afhandling om to Sarmatians ", at indbyggerne i Muscovy "Rutheni sunt et Ruthenicum loquuntur" [16] (det vil sige, de er rusiner og taler russisk). Den samme tilgang findes hos Guagnini , Herberstein og mange andre forfattere fra det 16. århundrede. Men den gradvise fremkomst af etnogenetiske teorier baseret på legendariske karakterer gav anledning til forskellige versioner om en anden oprindelse af muskovitterne (fra den bibelske Mosokh eller fra den yngre bror til Lech, Tjekkiet og Rus , Moskva). På toppen af den interkonfessionelle kamp , der opstod efter afslutningen af Brestunionen i 1596, vandt disse teorier popularitet i værker af uniate og katolske polemikere , hvilket gav de "skismatiske" moskovitter status som et helt andet folk, i modsætning til til Rusynerne [16] .
Den seneste brug af etnonymet "Rusyns" i kilderne til Hetmanatet findes i 1728 i dramaet "Guds nåde", iscenesat i Kiev på 80-årsdagen for begyndelsen af Khmelnychyna og til ære for Danylo Apostols antagelse af hetmans kontor . Tilbage i 1850'erne blev etnonymet "Rusyns" brugt her af kobzarer. I en tanke nedskrevet fra kobzaren Andrey Shut fra Chernihiv-regionen står der: "Hvad er hetman Khmelnitsky, Rusyn, i os." Således blev etnonymet "Rusyns" brugt meget længere end det nævnte år 1728 blandt almuen i venstrebredden af Ukraine , hvor boglige og officielle udtryk, såsom Little Russians , ikke umiddelbart blev opfattet .
På landene i højrebredden af Ukraine annekteret til det russiske imperium forsvandt etnonymet "Rusyns" gradvist. Så tilbage i 1860'erne blev det meget brugt i Podolia , annekteret til Rusland i slutningen af det 18. århundrede. Især i Vinnytsia er det optaget i samlingen af ordsprog af Matvey Nomis og i folkeeventyrene samlet der. Det bruges også af Podyanian Stepan Rudansky . Dette etnonym er optaget i de lille russiske provinser og kongeriget Polen i det russiske imperium under den første all-russiske folketælling i 1897 . Ifølge resultaterne af folketællingen i det russiske imperium i 1897 blev "Rusyn-dialekten" betragtet som den vestlige dialekt af det "lille russiske" (ukrainske) sprog [17] . Et anonymt værk på det hviderussiske sprog Rusins tale går tilbage til første halvdel af det 18. århundrede.
Forfatteren og publicisten Elizaveta de Witte bemærkede i begyndelsen af det 20. århundrede, at ordet "Rusyn" fortsatte med at blive fundet i det fælles sprog i de nordlige storrussiske provinser [18] .
Den østslaviske befolkning i Galicien (Galicien) , Bukovina og Transcarpathia , som var en del af det østrig-ungarske imperium, såvel som indbyggerne i Volhynia og Kholmshchyna i det russiske imperium , kaldte sig "russere" eller "rusynere" . Polakkerne kaldte dem også [19] . Rusyns kaldte sig både " russofiler " og, i den første periode af deres aktivitet, " ukrainofile ". Forskellen var, at "russiske" skrev ordet "russisk" med to "s", og "ukrainofile" skrev enten "russisk" eller "russisk".
Forskeren af det russiske sprog T. Efremova skriver, at i den officielle russiske, polske og tyske litteratur blev etnonymet "Rusyns" brugt indtil midten af det 20. århundrede i forhold til ukrainerne i den vestlige region af Ukraine ( Transcarpathia , Bukovina , Galicien , Podolia og Volhynia ) [20] . I Transcarpathia, i de østlige regioner af Slovakiet , såvel som i Serbien og Kroatien ( Vojvodina og Pannonia ), i mindre grad - i Ungarn og Rumænien , bliver selvnavnet "Rusyns" fortsat brugt , og nogle af dets bærere betragter sig selv som en separat etnisk gruppe, og nogle - ukrainere [21] [22] .
| Rus | |
|---|---|
| Politisk splittelse |
|
| Geografisk og etnografisk opdeling | |
| Udviklingsstadier | |
| Krige med nomader | |
| Etymologi og ordforråd | |
| Beslægtede etnonymer | |
| Identiteter på et alrussisk grundlag | |