| Fjodor Tomsky | |
|---|---|
| Posthumt portræt af Fjodor Kuzmich, malet i Tomsk efter ordre fra købmanden S. Khromov. Tomsk Regional Museum of Local Lore | |
| Var født |
1776 ( 1777 ) |
| Døde |
20. januar 1864 (88 år) Tomsk |
| æret | i den russisk-ortodokse kirke |
| Kanoniseret | i 1984 |
| i ansigtet | retfærdig |
| hovedhelligdom | relikvier i Bogoroditsa-Alekseevsky klosteret ( Tomsk ) |
| Mindedag | 20. januar, 10. juni og 22. juni efter den julianske kalender |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
Fyodor Kuzmich ( Theodore Tomsky, Feodor Kozmich ; 1776 ( 1777 ) - 20. januar ( 1. februar ) , 1864 , Tomsk ) - en gammel mand , der boede i Sibirien i det XIX århundrede . Ifølge en af de legender , der opstod i midten af det 19. århundrede (i en gammel mands liv), betragtes det som den russiske kejser Alexander I , der iscenesatte sin død og blev en vandrer . Spørgsmålet om Fjodor Kuzmichs identitet med den angivne russiske kejser er ikke entydigt løst af historikere.
Fyodor Kuzmich for sin askese i 1984 blev kanoniseret af den russisk-ortodokse kirke over for de retfærdige som en del af katedralen for de sibiriske hellige .
Der er ingen information om de første år af Fyodor Kuzmichs liv, den første nyhed om ham refererer til den 4. september 1836 : han red på en hest spændt til en vogn i ukendt retning gennem Klenovskaya volost i Krasnoufimsky-distriktet i Perm-provinsen [ 1] . Fedor standsede ved smedjen for at sko en hest, vakte mistanke hos smeden med sin opførsel og undvigende svar , som meldte ham til myndighederne [2] .
Den ældste blev tilbageholdt som vagabond , der var mærker efter slag med en pisk på ryggen, han havde ingen dokumenter med sig. Den 10. september blev hans sag behandlet af retten: den tilbageholdte kaldte sig selv den tres-årige Fyodor Kozmich Kozmin (derefter blev dette efternavn, som alle andre, aldrig kaldt en gammel mand), han kunne ikke nævne sin oprindelse [3] . På grund af sin alder var han uegnet til at give til soldater og derfor fik han som vagabond 20 slag med pisk og blev forvist til Sibirien. Fyodor Kuzmich var tilfreds med dommen, men bad håndværkeren Grigory Shpynev om at skrive under for ham og sagde, at han selv var analfabet (selvom efterfølgende fakta indikerer det modsatte).
Den 13. oktober 1836, med det 43. parti af eksil, blev han sendt på scenen til Mariinsky-distriktet i Bogotol volost i Tomsk-provinsen . Under rejsen gennem scenen elskede Fedor sig for fangerne og eskorterne og tog sig af de svage og syge. Den ældste var den eneste fange, der ikke var lænket [1] . I materialerne fra Tomsk-ekspeditionen om eksilerne blev en beskrivelse af udseendet af Fyodor Kuzmich bevaret:
højde 2 arshins og 6 med 3/4 vershoks [4] , grå øjne, hår på hovedet og skæg lys blond med grånende, rundlig hage, på ryggen - spor af tæsk med pisk [3] .
Den 26. marts 1837 ankom et parti eksil til Tomsk, hvorfra Fjodor Kuzmich blev sendt videre til eksilstedet. Den ældste blev tildelt landsbyen Zertsaly , men slog sig ned på Krasnorechensk-destilleriet, hvor han boede i fem år [5] . På grund af sin alder var den ældste ikke involveret i tvangsarbejde. Det er kendt, at den lokale kosak Semyon Sidorov, der så den gamle mands tilbøjelighed til ensomhed, byggede ham en celle - en hytte i landsbyen Beloyarskaya [6] .
Efter at have fået bevægelsesfrihed begyndte Fyodor Kuzmich at vandre gennem landsbyerne i Mariinsky-distriktet. Kilden til hans indtægt var at undervise børn (alfabetisme, hellig skrift , historie), Fyodor Kuzmich tog kun mad som betaling og nægtede penge [3] . De begyndte at ære den ældste for et retfærdigt liv, de henvendte sig til ham for at få råd om forskellige hverdagsspørgsmål. I samme periode opstår en legende om hans kongelige oprindelse.
De første rapporter om hans identitet med kejser Alexander I inkluderer [6] :
Den ældste huskede en gang i en samtale Krasnoyarsk og dets overordnede og var utilfreds med noget, og sagde: " ... Så snart jeg bjæffer et ord i St. Petersborg, vil hele Krasnoyarsk gyse af, hvad der vil være " [2] .
Den resulterende berømmelse fik den ældste til praktisk talt ikke at forlade sin celle, senere forlod han landsbyen Beloyarskaya og bosatte sig i landsbyen Zertsaly i en fattig bondefamilie. Fra en gammel fårestald blev han lavet til en celle, hvor han boede i 10 år. En beboer i landsbyen sagde senere, at Fyodor Kuzmich hver lørdag mødte grupper af fanger, der passerede gennem udkanten af landsbyen, og gav dem generøse almisser . I 1843 arbejdede han ifølge nogle rapporter ved guldminerne i Yenisei- taigaen [5] . Fra ord fra bønder, der kendte Fjodor, vides det, at han havde stor fysisk styrke: han løftede en høstak på en højgaffel og kastede den på en stak [7] .
I 1849 flyttede den ældste til landsbyen Krasnorechenskoye, hvor bonden Ivan Latyshev byggede en celle til ham. Minderne fra lokale beboere er blevet bevaret, at biskoppen af Irkutsk Athanasius (Sokolov) besøgte den ældste der , som han talte med på fransk [6] . Den ældste mødtes også med biskop Parthenius af Tomsk (siden 1863 ærkebiskop af Irkutsk og Nerchinsk). I 1850'erne besøgte forfatteren Leo Tolstoj den ældstes celle i Latyshevs bigård , som brugte hele dagen på at tale med Fjodor Kuzmich [5] .
En række forskere rapporterer om omfattende korrespondance udført af Fyodor Kuzmich. Baron Dmitry Osten-Saken er nævnt blandt hans korrespondenter , på hvis ejendom i Priluki ( Kiev-provinsen ) den ældstes breve angiveligt blev opbevaret i lang tid, men derefter forsvandt de sporløst [8] . Den rapporterer også om korrespondancen mellem Fjodor Kuzmich med Alexander I's yngre bror, kejser Nicholas I , som blev udført ved hjælp af en chiffer [9] . Efter at have modtaget nyheden om kejserens død, beordrede den ældste, at en panikhida skulle serveres , hvor han bad i lang tid med tårer [6] .
I denne periode begyndte rygterne aktivt at cirkulere om, at den sibiriske ældste var kejser Alexander I. I begyndelsen af det 20. århundrede opbevarede indbyggerne i landsbyen Zertsaly i deres kapel evangeliet , der angiveligt var efterladt af Fedor , Kiev-Pechersk-ikonet for Guds Moder og " et malet monogram på et papirark, der viser bogstavet "A", med en krone over det og en flyvende due i stedet for en vandret streg i bogstavet " [6] . Samtidig vokser populariteten af den ældste som ejer af miraklernes gave (historierne om hans afsløring af en flygtet straffefangemorder , helbredelsen af en syg præst, forudsigelsen om et lykkeligt ægteskab osv. beskrives. ). I en uddannet ældste med aristokratiske manerer så indbyggerne i sibiriske landsbyer en person med en ædel fortid og spurgte den ældste om det. Ifølge hans erindringer gav han følgende undvigende svar:
Jeg er nu fri, selvstændig, rolig. Før skulle jeg passe på ikke at vække misundelse, at sørge over, at mine venner bedragede mig og om mange andre ting. Nu har jeg intet at tabe, undtagen hvad der altid vil forblive hos mig – undtagen min Guds ord og kærlighed til Frelseren og naboer. Du forstår ikke, hvad lykke er i denne ånds frihed [6] .
I perioden med at vandre rundt i Tomsk-provinsen mødte han købmanden Semyon Feofanovich Khromov , som i 1858 overtalte ham til at flytte til ham i Tomsk. Fyodor Kuzmich accepterede og begyndte at bo i en forstadskøbmandsbolig (i øjeblikket landsbyen Khromovka inden for Tomsks grænser) eller i selve byen i et udhus til Khromovs hus på Monastyrskaya Street (moderne Krylov Street ).
I Tomsk deltog Fjodor regelmæssigt i gudstjenester i huskirken i biskoppens hus, og senere i kirken i Kazan Icon of the Allerhelligste Theotokos . Ved gudstjenesterne tog den ældste plads ved siden af, tættere på døren, og til tilbuddet fra Tomsk-biskop Porfiry om at bede i sit bederum ved siden af alteret, nægtede han [10] . I begyndelsen af hans liv i Sibirien blev der udgydt bebrejdelser mod ham, at han ikke deltog i nadveren , mens han regelmæssigt deltog i gudstjenesterne . Der var anklager om sekterisme og åndelig prælest . Så blev det kendt, at han havde en skriftefader , - ærkepræsten fra Krasnoyarsk kirkegårdskirke Pyotr Popov, fra hvem han modtager de hellige gaver [6] . Det er også kendt, at han gik til skrifte med den fremtidige biskop af Tomsk Partheny (Popov) og Tomsk- hieromonkene Raphael og Herman. De hævdede at vide, hvem han var, men nægtede at røbe hemmeligheden bag tilståelsen [11] .
Han fejrede især mindedagen for prins Alexander Nevskij , den himmelske protektor for kejser Alexander I. På denne dag besøgte han sine venner Anna og Marfa, som forberedte en festlig middag, hvorefter den ældste sagde: " Hvilke fejringer var der på det dag i Sankt Petersborg - de skød fra kanoner, de hængte tæpper op, om aftenen var der belysning i hele byen og generel glæde fyldte menneskehjerter ... ” [8] Ældstens historier er også kendt om begivenhederne i den patriotiske krig af 1812 , om livet i Sankt Petersborg, minder om Arakcheev , Suvorov , Kutuzov .
Den ældste var kendetegnet ved sin enkelhed i livet: om sommeren bar han en hvid skjorte lavet af rustikt lærred og bloomers , om vinteren bar han en lang mørkeblå kappe eller sibirisk dokha , han bar strømper og lædersko på fødderne [10] . Sov på et bord dækket med lærred. Han havde ry som en fastende person , kunne ikke lide fed og velsmagende mad, spiste hovedsageligt brødkrummer gennemvædet i vand, men nægtede ikke kød [6] . Den ældste brugte meget tid i bøn , efter hans død viste det sig, at hans knæ var dækket af tyk hård hud efter at have stået på dem i lang tid [12] .
Kort før sin død besøgte Fyodor Kuzmich kosacken Semyon Sidorov og vendte derefter tilbage til Tomsk, hvor han boede i nogen tid og led af en vis sygdom. Før hans død blev han besøgt af fader Raphael fra Alekseevsky-klosteret til tilståelse . Det er rapporteret, at den ældste ved skriftemålet nægtede at give navnet på sin himmelske protektor ( "Dette er Gud ved" ), såvel som navnene på hans forældre ( "Den hellige kirke beder for dem" ) [1] . Kendt fra købmanden Khromovs ord (om det faktum, at hans mening højst sandsynligt er forudindtaget, se afsnittet Legends ), er hans samtale med Fyodor Kuzmich på tærsklen til hans død blevet bevaret:
" Velsign, far, at spørge dig om en vigtig sag ." " Tal. Gud velsigne dig ,” svarede den ældste. " Der er et rygte ," fortsatte Semyon Feofanovich, " at du, far, er ingen ringere end Alexander den Velsignede ... Er dette sandt? ... " Efter at have hørt disse ord begyndte den ældste at blive døbt og sagde: " Underfulde er dine gerninger, Herre ... Der er intet mysterium, der ikke ville blive åbenbaret " [10] .
Fedor døde den 20. januar 1864 ifølge den metriske optegnelse på 80 år [5] . Han blev begravet i hegnet til Bogoroditse-Alekseevsky-klosteret , et kors blev rejst på graven af beundrere med inskriptionen: " Kroppen af den store velsignede ældste Theodore Kozmich, der døde den 20. januar 1864, er begravet her ." På den anden dag efter den ældstes død blev der lavet et blyantsportræt af ham på hans dødsleje (i hans levetid nægtede Fjodor at skrive sit portræt) [13] . I 1866 blev der på initiativ af købmanden Khromov malet et blyantsportræt af en gammel mand, som havde lignende ansigtstræk som kejser Alexander I, men som ikke matchede den gamle mands ansigt, tegnet umiddelbart efter hans død. Fotografier blev taget fra ham af Tomsk-fotografen Efimov, som var populære blandt byens borgere [3] . Senere bestilte Khromov to portrætter fra en ukendt Tomsk-kunstner: Kejser Alexander I (kopi fra et portræt af D. Dow ) og Fjodor Kuzmich, som han hængte i den ældstes celle [14] . Portrætterne blev senere placeret i et kapel bygget over hans grav. I 1924, efter lukningen af Bogoroditse-Alekseevsky klosteret, trådte de ind i samlingen af Tomsk Regional Museum of Local Lore [15] .
Efter den ældstes død sorterede købmanden Khromov de ting, der var tilbage efter ham. Blandt dem opdagede de angiveligt:
Der blev også fundet korte krypteringsnoter, kaldet " mysteriet om Fyodor Kuzmich ".
Kort før sin død påpegede Fedor med ordene "Det er min hemmelighed" over for Khromov en taske, der hang over sengen af en gammel mand. Efter den ældstes død blev posen åbnet, og der blev fundet to sedler - smalle papirbånd skrevet på begge sider [11] . Ud over disse noter er et uddrag fra de hellige skrifter skrevet af den ældste , dateret 2. juni 1849, og en konvolut med inskriptionen " Til den nådige suveræne Semion Feofanovich Khromov " [5] bevaret .
Indholdet af notaterne var ret vagt og tillod dem om ønsket både at blive tolket som bekræftelse og afkræftelse af sagnet om den ældstes kejserlige oprindelse.
- tekst på forsiden: HAR DU SEET, HVAD DIN MANGEL PÅ ORD LYKKE ORD BEKYMRING
- tekst på bagsiden: MEN ALTID DEFINITIVT STILLE OG IKKE GENNEMGÅ
- Tekst på forsiden:
| en | 2 | 3 | fire | ||
| om | i | -en | zn | ||
| jeg | Dk | eo | amvr | EN KRYUT STRUFIAN | |
| Med | h | D | jeg |
- tekst på bagsiden:
| I | I | ||
| 1837 | MAR.26 | PÅ | BIND |
| 43 par |
Forsøg på at tyde disse noter er blevet gjort gentagne gange.
De originale sedler menes at være forsvundet under ukendte omstændigheder i 1909 . På nuværende tidspunkt er kun deres fotokopier bevaret, og ikke af særlig god kvalitet, hvilket i høj grad komplicerer deres videre identifikation og dechifrering [18] .
V. V. Baryatinsky, en forsker af legenden om den gamle mand i slutningen af det 19. århundrede, tilbød følgende version af dechifrering af noternes tekster:
Ivan Petrov, en lærer ved Skt. Petersborgs Teaterskole, blev interesseret i sedlerne ved at omarrangere bogstaverne og tog nøglen op for at læse den gamle mands "hemmelighed". Storhertug Nikolai Mikhailovich blev interesseret i denne afkodning og bragte den i sit arbejde om Fjodor Kuzmich [20] :
Se Zeves I.E.V. Nikolai Pavlovich
uden samvittighed, der forviste Alexander
fra ham (hvad) Jeg lider nu så, at min
bror forræderisk råber
Ja, min magt
Marts 1837. 26
Nikolai Mikhailovich skriver, at dette er det første vellykkede forsøg på at dechifrere sedlen, men stadig denne afkodning, som siger, at Alexander blev forvist af sin bror Nikolai, svarer ikke til legendens generelle karakter. Han bemærker også, at efter hans mening er " sedlen en opdigtet fantasi hos en person, der så og kendte den ældste, og fordi han var bekendt med legenden, ønskede at vildlede alle dem, der kunne opklare betydningen af denne gåde ."
En af legenderne fra Romanov-dynastiet siger, at Fjodor Kuzmich er kejser Alexander I , hvis pludselige død i Taganrog gav anledning til en masse rygter blandt folket ( Nikolai Schilder citerer i sin biografi om kejseren 51 meninger, der opstod inden for et par uger efter Alexanders død). Et af rygterne rapporterede, at " suverænen flygtede under dække til Kiev , og der vil han leve i Kristus med sin sjæl og begynde at give råd, som den nuværende suveræne Nikolai Pavlovich har brug for en bedre regering " [21] . Senere, i 1830-1840'erne, dukkede en legende op om, at Alexander, plaget af anger (som medskyldig i mordet på sin far, kejser Paul ), iscenesatte sin død langt fra hovedstaden og begyndte et omvandrende eremitliv under navnet Fyodor Kuzmich [1] . Tilhængere af denne version hævdede, at i stedet for kejseren blev en anden person begravet i Peter og Paul-katedralen (ofte kaldet kureren Maskov, i hvis familie traditionen blev bevaret i lang tid, at deres forfader blev begravet i den kejserlige grav) [ 8] . En af de første, der beskrev legenden om den sibiriske eremit, var prins Nikolai Golitsyn , som offentliggjorde den i det russiske Starina- magasin i november 1880 [22] .
Dette sagn sættes i tvivl af de overlevende bulletiner om kongens sygdomsforløb og af mange andre officielle dokumenter, breve, erindringer, beretninger om personer, der overværede hans død. Og alligevel består troen på denne legende den dag i dag. Nogle historikere har en tendens til at støtte det. For eksempel, korresponderende medlem af det russiske videnskabsakademi , direktør for Institut for russisk historie ved det russiske videnskabsakademi i 1993−2010. Andrei Sakharov giver i sin bog "Alexander I" forskellige argumenter både "for" og "mod" versionen af kejserens "reinkarnation" [8] :
| Argumenter for" | Argumenter imod" |
|---|---|
| Dagbogsoptegnelser for personer, der er særligt tæt på Alexander - kejserinde Elizaveta Alekseevna , generaladjudant Pyotr Volkonsky og livlæge Yakov Willie om kejserens ophold i Taganrog begynder samme dag - 5. november 1825 - og slutter næsten samtidigt - 11. november (ved Volkonsky og Willie) og 19. november (ved Elizaveta Alekseevna); da der den 5. november endnu ingen fare for kejserens helbred var truet, så ifølge Sakharov, " ... må man betragte en sådan enstemmighed som uforklarlig eller kun forklare den med ønsket om at skabe en samlet version af forløbet af sygdommen, som både Alexander og disse tre af hans nære mennesker har brug for .” | Analyse af Alexanders og ældste Theodors håndskrift, udført under ledelse af Alexander I's biograf, storhertug Nikolai Mikhailovich i begyndelsen af det 20. århundrede , udelukker muligheden for deres identitet. Der er dog en kategorisk konklusion fra advokaten A.F. Koni , at " kejserens breve og vandrerens notater blev skrevet med samme persons hånd " [23] . |
| Modsigelser i protokollen for obduktion af kejserens krop tillader ikke utvetydigt at identificere Alexander I's krop med liget af en person, der blev genstand for denne protokol. | Fyodor Kuzmich brugte i sine samtaler og samtaler ofte sydrussiske og lillerussiske ord som "punk", hvilket var helt usædvanligt for Alexander I, der voksede op i St. Petersborg. |
| På sit dødsleje var Alexander, ifølge hans samtidiges erindringer, helt anderledes end ham selv i livet. | Uligheden mellem kejserens levetid og posthume optræden kan forklares med de dårlige forhold for balsamering i Taganrog, rystende undervejs, og effekten af den varme, der på det tidspunkt var i syd. |
| Fraværet af kejserinde Elizaveta Alekseevna og den nærmeste medarbejder til P. M. Volkonsky ved mindehøjtideligheden og sørgeceremonierne i Moskva og St. Petersborg. | På grund af ejendommelighederne ved Alexanders karakter (magtlyst, udholdenhed, list) er det svært at antage, at kejseren frivilligt forlod tronen. |
Som mulige argumenter til fordel for versionen af kejser Alexanders og ældste Theodors identitet angiver de også fakta om et besøg i 1873 til en gammel mands grav af storhertug Alexei Alexandrovich og i 1891 af Tsarevich Nicholas (fremtiden). Kejser Nicholas II ), som ønskede at bygge en celle på stedet en gammel stenkirke (byggeri blev ikke udført). Det berettes også om mødet med den ældste Alexander II, da han var hans arving til tronen [24] . En række forskere bemærker, at året for den ældstes fødsel - 1777 , bestemt på grundlag af hans død i en alder af omkring 87 år, falder sammen med Alexander I's fødselsår [8] .
En detaljeret undersøgelse af omstændighederne for Fyodor Kuzmichs liv blev udført af Alexander I's biograf, storhertug Nikolai Mikhailovich. Han sendte en embedsmand til særlige opgaver N. A. Lashkov til Tomsk-provinsen. Det bemærkes, at befolkningen var tilbageholdende med at besvare embedsmandens spørgsmål, da hovedanklageren for den hellige synode Konstantin Pobedonostsev i lang tid forfulgte spredningen af rygter om Fjodor Kuzmich i det vestlige Sibirien [25] . Prinsen sammenfattede de oplysninger, han modtog, i en kort note. Den indeholder erindringer om datteren af købmanden Khromov, som ældste Fjodor boede sammen med i de seneste år. Blandt dem nævnes følgende:
En gang om sommeren (vi boede i Tomsk, og den gamle mand var på vores slot, fire mil fra byen), tog min mor (Khromova) og jeg til slottet til Fjodor Kuzmich; det var en vidunderlig solskinsdag. Da vi havde nærmet os zaimkaen, så vi Fyodor Kuzmich gå rundt på marken på militær måde med hænderne tilbage og marchere. Da vi hilste på ham, sagde han til os: “ Dame, det var sådan en smuk solskinsdag, da jeg faldt bagud i samfundet. Hvor var og hvem var, men han befandt sig i din lysning ” [8] .
Imidlertid sagde købmanden Khromov selv under et forhør foretaget i 1882 af Tomsk-provinsregeringen, at han ikke vidste noget om den ældstes fortid. Han rapporterede kun, at han " var udstyret med fremsynets gave, på grund af hvilken folk langvejs fra kom til ham for at få råd, den ortodokse kirkes ministre satte især pris på Fyodor Kuzmich, for eksempel, når han fik besøg af biskop Innocentius , som senere blev metropolit i Moskva " [3] . Før sin død nægtede han også at fortælle forfatteren Nikolai Naumov , der boede hos ham , noget om Fjodor Kuzmich, der kunne bekræfte eller afkræfte legenden. Ærkebiskop Veniamin (Blagonravov) , som begyndte sin tjeneste i Sibirien under Fjodor Kuzmichs liv, skrev imidlertid, at købmanden Khromov " blev besat af tanken om, at Fjodor Kozmich, der levede og døde med ham, var ingen ringere end kejser Alexander I. Med dette tog han med vilje til Sankt Petersborg med nyhederne ... han blev lyttet til af kommissionen for at indgive andragender til det højeste navn, han kom især overens (i hvert fald ifølge ham) med Pobedonostsev , som han sender til hele notesbøger herfra om Fyodor Kozmichs liv og mirakler, med vidnesbyrd om hans kongelige værdighed " [13] . Af denne grund har forskere en skeptisk holdning til Khromovs historier om Fjodor Kuzmich [26] [27] .
Der er upålidelige beviser for, at under åbningen af Alexander I's grav i Peter og Paul-katedralen , udført i 1921, blev det konstateret, at den var tom [28] . I samme periode optrådte historien om I. I. Balinsky om historien om åbningen i 1864 af graven til Alexander I, som viste sig at være tom, i den russiske emigrantpresse. I den, angiveligt i nærværelse af kejser Alexander II og hofminister A. V. Adlerberg , blev liget af en langskægget gammel mand lagt [29] .
For at verificere ægtheden af rygterne om den angiveligt tomme grav af Alexander I i Peter og Paul-katedralen, indgav videnskabsmænd andragender om dens åbning: først i 1960'erne. - før USSR's regering og senere - allerede før den russiske føderations regering , men hver gang blev de afvist [30] .
I sine erindringer "Whims of My Memory" (2009) skrev Daniil Granin , at efter at have talt med Mikhail Gerasimov , der drømte om at opklare legenden om Fjodor Kuzmich, henvendte han sig til CPSU 's Leningrad regionale udvalg til propagandasekretæren Zinaida Kruglova med en anmodning om at tillade åbning af graven. Hun rettede denne anmodning til CPSU's centralkomité , og de nægtede og forklarede: " hvis Gerasimov bestemmer, at kejserens kranium er kraniet af en mand, der døde ikke i 1825, men meget senere, i dødsåret af den ældste, så vil kirken gøre ham til en helgen, hvad vil der ske - efter forslag fra det kommunistiske partis centralkomité? Nej, det er umuligt ."
I 2015, på forummet "Twice Made in History: Alexander I - Elder Fyodor of Tomsk", afholdt i Tomsk, udtalte grafologer , at den hellige vandrers og den afdøde kejsers håndskrift falder sammen. Svetlana Semyonova, formand for det russiske grafologiske selskab, sagde: " Grafologi med høj sandsynlighed giver os mulighed for at hævde, at dette er en og samme person. Upåfaldende karakterer har ikke ændret sig med alderen. For eksempel har bogstavet "g" en løkke, der erstatter de manglende bogstaver "o" og "e" ved siden af " [31] .
Det endelige svar på spørgsmålet om, hvorvidt ældste Theodore havde noget med kejser Alexander at gøre, kunne være en genetisk undersøgelse, som specialisterne fra det russiske center for retsmedicinsk ekspertise ikke udelukker [32] . Tomsk bispedømmet i den russisk-ortodokse kirke, repræsenteret ved ærkebiskop Rostislav , udtalte, at det ikke ville gøre indsigelse mod identifikation af resterne af den ældste, men ville ikke selv igangsætte en sådan undersøgelse [33] . Nikolay Yankovsky , direktør for Institut for Generel Genetik opkaldt efter N. I. Vavilov fra det russiske videnskabsakademi sagde i en privat samtale efter rapporten "Om resultaterne af genetiske undersøgelser om identifikation af resterne af familien til den russiske kejser Nicholas II," at spørgsmålet om den ældres oprindelse har ingen videnskabelig interesse [34] .
Skeptikere mener dog, at hverken håndskrift eller genetisk ekspertise er i stand til at løse den gamle mands gåde. Kun autentiske manuskripter kan være et ordentligt objekt for grafologisk undersøgelse, men Fyodor Kuzmichs originale noter er som bekendt gået tabt. Derudover er der ingen beviser for, at notaterne er lavet af den ældste selv, da det kun vides, at han bar dem med sig, men ingen så, hvordan han skrev dem. Med hensyn til den genetiske ekspertise, ifølge den skeptiske synsvinkel, er der ingen sikkerhed, erhvervet i slutningen af det 20. århundrede. på stedet for den gamle mands tidligere gravsted tilhører de menneskelige rester Fyodor Kuzmich, desuden blev kraniet af den begravede aldrig fundet [35] .
Direktør for Den Russiske Føderations statsarkiv Sergey Mironenko bemærkede [36] :
Lad mig minde dig om: der er en legende om, at Alexander I ikke døde i Taganrog den 19. november 1825, men, angiveligt træt af regeringens aktiviteter, forlod hemmeligt tronen og 12 år senere dukkede op i Sibirien under navnet ældste Fyodor Kuzmich. Han blev straffet med pisk for ikke at ville afsløre sit navn, og fandt ly hos Tomsk-købmanden Khromov. Men dette er en legende, om end smuk: Alexander I døde virkelig i Taganrog.
En legende opstod, måske fordi pludselig død fandt kejseren i udkanten af imperiet. Jeg huskede hans ord, som om han var træt: når alt kommer til alt, omkring et kvart århundrede på tronen, vil tiden komme - og han går på pension. Sådanne stemninger opstod i Alexander i hans ungdom. Selv under Catherines liv troede han, at han ville give afkald på og leve stille og fredeligt ved bredden af Rhinen. Så ændrede han mening: hans pligt er trods alt at "genopbygge" Rusland, og først da vil det være muligt at give afkald. Mod slutningen af sit liv talte han igen om at tage af sted. Han havde ingen sønner; tronen skulle have været overdraget til hans bror Konstantin. Men han nægtede, og hans anden bror, Nicholas, skulle blive kejser. Alexander var slet ikke en uansvarlig person og ville ikke være gået uden at efterlade arvedokumenter til tronen. Kun naive mennesker kan tænke sådan.
I midten af det 19. århundrede dukkede lignende sagn op i forhold til Alexanders hustru, kejserinde Elizaveta Alekseevna , som døde efter sin mand i 1826 . Hun begyndte at blive identificeret med eneboeren fra Syrkov-klosteret , Vera den Tavse , som først dukkede op i 1834 i nærheden af Tikhvin [37] . Fremkomsten af denne legende blev lettet af modstridende oplysninger om omstændighederne ved kejserindens død, Vera den tavse manglende vilje til at afsløre hendes navn og oprindelse, beviser på hendes gode uddannelse (kendskab til fremmedsprog, god håndskrift) samt som særlig protektion, som blev ydet til eneboeren af den kejserlige kammertjener grevinde Anna Orlova - Chesmenskaya [ 38] .
Ifølge en anden version [13] [39] var Fjodor Kuzmich i virkeligheden ikke Alexander I, men Fjodor Aleksandrovich Uvarov , med tilnavnet "Sort" (for den tilsvarende hårfarve). I sin ungdom var han en duellist og endda en bølle , i sine modne år, efter at have giftet sig med søsteren til decembrist Mikhail Lunin , Ekaterina, steg han til rang som vagtoberst og derefter til en rigtig statsrådsmedlem . Hans omdømme blev undermineret af den retssag, han startede om arven af Mikhail Lunin (sidstnævnte blev ifølge normerne i datidens lovgivning under hans levetid frataget alle statens rettigheder ved dom for at deltage i sammensværgelsen af Decembrists ). Den 7. januar 1827 forsvinder Fjodor Uvarov, der var i Sankt Petersborg, pludselig. Siden da har ingen set Uvarov i live, såvel som død, faktum om hans død er ikke blevet fastslået. Ifølge den russiske og sovjetiske historiker Konstantin Kudryashov var det Fjodor Uvarov, der dukkede op ti år efter sin forsvinden i skikkelse af Fjodor Kuzmich [40] .
Der er også en tredje version, fremsat af storhertug Nikolai Mikhailovich, ifølge hvilken Fjodor Kuzmich var den uægte søn af Paul I fra Sofya Stepanovna Ushakova (i det første ægteskab - Chartoryzhskaya, i det andet - Razumovskaya [41] ) - en visse Simeon (Semyon Afanasyevich) den Store [8] [42] . Men ifølge flådeministeriet døde midtskibsmanden Semyon den Store den 13. august 1794 i et skibsforlis nær Antillerne [11] .
Endelig antydes det, at Fyodor Kuzmich i virkeligheden var en ukendt asket , som med kirkens velsignelse påtog sig soningen for kejserens synder og derved gjorde en dobbelt soning (ved at forløse Alexander, han forløste sig selv): denne form for lydighed praktiseres nogle gange i den ortodokse tradition [18] .
Ærligheden af Fyodor Kuzmich begyndte kort efter hans død. Stedet for hans begravelse blev især æret:
Der er en nysgerrig grav på kirkegården ved Alekseevsky-klosteret. Over den står et enkelt trækors ophængt med kranse af naturlige blomster. Gravhøjen er også dækket af friske blomster. På korset, malet med oliemaling, er følgende inskription: “ Liget af den store velsignede ældste Theodore Kuzmich er begravet her. Død 1864 20. januar . På den nederste tværstang af det otte-takkede kors er bogstaverne skrevet med samme maling: " E.I.V.A.I ", det vil sige Hans Kejserlige Majestæt Alexander I. Korset og inskriptionen blev placeret af Tomsk-købmanden Khromov, som ærer denne grav . Han og mange andre beundrere bringer friske blomster til graven [43] .
Feodorovsky-klosteret blev grundlagt på stedet for den ældres celle ved købmanden Khromovs ejendom, hvorunder købmanden tildelte 60 acres jord [44] (senere blev det en del af Tomsk Bogoroditse-Alekseevsky-klosteret). Tomsk-arkitekten Vikenty Orzheshko skabte et projekt til et kapel over en gammel mands grav. Det blev godkendt den 11. juni 1903 af guvernøren i Tomsk S. A. Vyazemsky og biskop Makariy af Tomsk og Barnaul , som skrev om projektet med egen hånd: " Det er virkelig tilladt at bygge et monument på ældste Theodors grav ." I 1904 blev opførelsen af kapellet afsluttet med pengene skænket af talrige beundrere af den ældre, og den 16. august blev det højtideligt indviet. Under dens konstruktion blev resterne af Fyodor Kuzmich opdaget, som blev erklæret inkorrupte :
Da man undersøgte den store ældres grav, viste det sig, at stenkrypten havde overlevet perfekt. Brædderne, der dækkede denne krypt, viste sig også at være intakte. Men en af dem fejlede, faldt på kisten og brækkede låget på sidstnævnte. Da det var nødvendigt at reparere skaden og lukke kisten tæt, blev låget løftet, og da vokslyset blev tændt, så man skelettet af en mand, hvis hoved hvilede på en pude. Denne pude er væk. Hovedet, der var skråtstillet noget til venstre side, var meget tydeligt skitseret. Håret på hovedet og skægget blev bevaret intakt: de er hvide i farven, det vil sige grå. Skægget er bølget - strakt bredt til højre side. Ben, skoet i sko, var også tydeligt skitseret; disse sko er bøjet med tæerne og, det ser ud til, er forfaldet [45] .
I sin bog "The City of Tomsk" citerede A. V. Adrianov en populær legende om, at ifølge en version kom en general udsendt af storhertugen til Tomsk, og ifølge en anden en hel kommission, som efter aftale med den lokale gendarmemyndigheder gravede hun den ældstes grav op, tog hans rester ud og lagde dem i en kiste, som hun tog med til Petersborg. VF Orzheshko, som var til stede ved åbningen af graven under opførelsen af kapellet, vidnede om, at den ældstes grav var bevaret [46] .
Publikationer i begyndelsen af 1920'erne i Tomsk-aviserne Krasnoye Znamya og Sovetskaya Sibir afspejlede de rygter, der cirkulerede i Tomsk om Fjodor Kuzmich, der var rejst fra graven. Det blev rapporteret, at de om natten på klostrets kirkegård ser gravlys (ifølge populær tro er dette bevis på tilstedeværelsen af en mørk kraft) og en spøgelsesagtig figur i hvidt (betragtes som spøgelset af Tomsk-ældste Fyodor Kuzmich) . Den gamle mands spøgelse optrådte som en krigerisk, men retfærdig hævner over ødelæggerne af grave og besudler af forfædres hukommelse. Avisen Sovetskaya Sibir skrev: " i en hel måned om natten gik [en spøgelsesagtig gammel mand] i et hvidt ligklæde ud til graven og græd "; ifølge en anden version skød politimanden mod spøgelset, men "hans hånd blev taget væk", og politimesteren døde derefter. Det blev også rapporteret, at Komsomol-medlemmet " forsøgte at tage ham i en gjord, men faldt på hans ansigt, og nu kan de ikke rive ham af jorden ." Som svar på disse rygter tilbød avisen en "løsning" på den mystiske historie, som ikke var andet end et opsat "svindel af præsterne": den gamle mands spøgelse var faktisk en levende person, der løb rundt på kirkegården i hvide lagner på stylter [47] .
I 1936 blev kapellet ødelagt, og der blev bygget en kloakbrønd i stedet.
I 1984 blev Fjodor Kuzmich kanoniseret af den russisk-ortodokse kirke som den retfærdige Theodore af Tomsk som en del af de sibiriske helliges katedral . Hans relikvier blev fundet den 5. juli 1995 i en kloakbrønd på stedet for det ødelagte kapel. Under udgravningerne udført af Tomsk-seminarerne og arkæologen L. A. Chindina , blev en kiste uden låg opdaget og i den var knoglerester uden kranie [48] . Relikvier i helligdommen blev placeret i Kazan-kirken i Tomsk Bogoroditse-Alekseevsky-klosteret . En partikel af relikvierne er i Alexander Nevskijs tempel i Novosibirsk . Familien til efterkommerne af købmanden Semyon Khromov opbevarer den ældstes personlige ejendele, inklusive hans lærredsskjorte [49] . I 1997 blev kapellet over den ældstes grav restaureret.
Mindet om den retskafne Theodor af Tomsk fejres (ifølge den julianske kalender ): 10. juni (kirkedækkende fejring som en del af katedralen for sibiriske hellige), 20. januar og 22. juni (lokale fester i Tomsk stift). Et liv [50] , en bøn og en akathist [51] blev samlet for den hellige retfærdige Theodore af Tomsk .
I 2020 meddelte myndighederne i Tomsk, at de havde til hensigt at skabe et stort pilgrimsfærdskompleks i landsbyen Khromovka på den ældstes bopæl, hvis hovedattraktion stadig kan være Peter og Paul-kirken i træ bygget i 1872, overført fra landsbyen Nagorny Ishtan [52] .
|
Bøn til den hellige retfærdige Theodore af Tomsk
O retfærdige Fader Theodore! Tag imod denne rosende sang, bragt til dig med kærlighed og tro, og bøj dig nådigt fra himmelske højder, som en børnevenlig far, gå i forbøn med tro og kærlighed for dem, der ærer syndernes forladelse, livets korrektion, afslutningen på kristen fred og had fra ondskabens ånder. Og så dukker du op, o far, der driver frygten for døden bort fra dine trofaste tjenere og æresmedlemmer af dit allerhelligste minde, og skaber behageligt sjælens adskillelse fra kroppen og hårde prøvelser, sender din stærke bøn til Herren og forbøn, nåde , generøsitet og filantropi af Herren og Gud og vor Jesu Kristi og hans allerhelligste Moders frelser, og din barmhjertige forbøn for os. Vi håber at modtage al denne tilgivelse og på dagen for den sidste dom af det rette standpunkt at modtage med alle dem, der behagede Gud. Amen. |
Den ældres "mysterium" har gentagne gange tiltrukket sig opmærksomhed fra ikke kun videnskabsmænd og forskere, men også forfattere.
Så Leo Tolstoy var meget interesseret i legenden om kejserens forsvinden og "reinkarnation" og talte gentagne gange om dette emne med storhertug Nikolai Mikhailovich (sidstnævnte præsenterede forfatteren for sin bog "The Legend of the Death of Emperor Alexander I" i Sibirien i billedet af ældste Fyodor Kuzmich"). Ifølge Tolstoy (som selv var tilbøjelig til at tro, at Alexander I og Theodore var forskellige mennesker), " ... selvom umuligheden af at kombinere Alexanders og Kuzmichs personlighed er blevet historisk bevist, forbliver legenden i al sin skønhed og sandhed " [53] .
I 1905 begyndte Tolstoj arbejdet med historien Posthumous Notes of the Elder Fyodor Kuzmich, som dog forblev ufærdig, og først blev udgivet i 1912 [54] .
Det er muligt, at legenden om Fyodor Kuzmich tvang forfatteren til kreativt at forstå temaet "afgang" og forsagelse af verden, hvilket tydeligt kommer til udtryk i hans senere værk: " Fader Sergius ", " The Living Corpse ", " Notes of en galning ". Det kan ikke udelukkes, at Tolstojs afgang fra Yasnaya Polyana i slutningen af sit liv var realiseringen af den adfærdsmodel, der er vist i disse værker [55] .
I Dmitry Merezhkovskys roman "Alexander I" (1911-1913) er temaet for kejserens "afgang" ikke direkte afsløret (det ser ud til, at Merezhkovsky næppe troede på muligheden for et sådant resultat for kejseren, som han anses for involveret i parmord ), men i næstsidste kapitel optræder Taganrog "blond, skaldet, blåøjet, rundskuldret, høj, modig fyr, hvad der er fra pensionerede soldater ... Han hed Fyodor Kuzmich" [56] .
David Samoilov , fascineret af ordet "strufian" nævnt i Feodor Kuzmichs notat, skrev i 1974 digtet "Strufian (Upålidelig fortælling)", hvor legenden om kejserens forsvinden genovervejes fra en meget fantastisk position (kejseren blev bortført af en UFO ), men samtidig er Fyodor Kuzmich Samoilova - en religiøs projektor - ikke identificeret med Alexander [57] .
Karaktererne i Agnia Kuznetsovas historie "Dolly" (1985), unge fra 1980'erne, diskuterer indbyrdes Fyodor Kuzmichs historie og muligheden for hans identitet med Alexander I.
I Nathan Eidelmans historie "The First Decembrist" (1990), dedikeret til VF Raevsky, får mysteriet om Fyodor Kuzmich og de antagelser og rygter, der er forbundet med det, en betydelig plads.
I 1998 lavede Dmitry og Igor Talankin en spillefilm "The Invisible Traveler ", som fortæller om de sidste dage af kejser Alexander I og hans kone Elizabeths liv, som de tilbragte sammen i Taganrog i 1825.
Hvis fantastiske formodninger og uagtsomme sagn kunne baseres på positive data og overføres til virkelig grund, så ville den på denne måde etablerede virkelighed efterlade de mest vovede poetiske fiktioner; i hvert fald kunne et sådant liv tjene som lærred for et uforlignelig drama med en forbløffende epilog, hvis hovedmotiv ville være forløsning. I dette nye billede, skabt af folkekunst, kejser Alexander Pavlovich, ville denne "sfinx, ikke optrevlet til graven", uden tvivl have præsenteret sig selv som det mest tragiske ansigt i russisk historie, og hans tornede livsvej ville være blevet kronet med en hidtil uset apoteose efter døden, overskygget af hellighedens stråler. [58]
Nikolai Schilder, 1898Oplysninger om Fjodor Kuzmich (undtagen dokumenter relateret til arrestation og eksil) er mest kendt fra samtidiges erindringer, især købmanden Semyon Khromov, som den ældste boede hos sine sidste år. Baseret på disse talrige historier skrev forskerne en række værker dedikeret til mysteriet om Fyodor Kuzmich. Forskellige hypoteser om, hvem den sibiriske ældste var, blev fremsat i deres værker af storhertug Nikolai Mikhailovich , K. V. Kudryashov , V. V. Baryatinsky , N. N. Knoring og andre. Populariteten af legenden om identiteten af Fyodor Kuzmich og kejser Alexander I var så stor, at N.K. Schilder afsluttede sin fire-binds biografi om kejseren med en historie om en gammel mand. En stor samling af samtidige erindringer om Fjodor Kuzmich blev udgivet i 1909 af G. Vasilich ( GV Balitsky ) [59] .
Den største undersøgelse blev udført af storhertug Nikolai Mikhailovich, kejser Alexander I's biograf. Han sendte en embedsmand til Sibirien for at interviewe lokale beboere, der kendte den ældste, analyserede kejserens og Fjodor Kuzmichs håndskrift og fremlagde derefter oplysningerne han havde samlet i værket " Legend " udgivet i 1907. . Til at begynde med troede prinsen, at alle historierne om den ældstes gåde ikke var mere end en legende, men senere, ifølge storhertug Dmitry Pavlovich , ændrede han mening og kom til den konklusion, at kejseren og den ældste var identiske [ 60] . I 1916 bad han kejser Nicholas II om tilladelse til at offentliggøre sin nye forskning, men fik afslag [28] . På samme tid benægtede Nicholas II ifølge prins Dmitry ikke virkeligheden af den eksisterende legende [61] .
Tilhængere af den legendariske identifikation af Fyodor Kuzmich og kejseren var K. V. Kudryashov og N. N. Knoring i deres værker. De tilbød en alternativ version af den ældstes historie, hvor han blev Fjodor Uvarov (se afsnittet " Andre versioner ").
Interessen for Fyodor Kuzmichs personlighed blev fornyet i den russiske emigrantpresse. Forfatterne begyndte igen at støtte legenden om kejser Alexander I's afgang fra verden og hans optræden i Sibirien i form af en gammel mand. De største værker i denne periode omfatter undersøgelsen af P. N. Krupensky " Kejserens hemmelighed (Alexander I og Fedor Kuzmich) " (Berlin, 1927). Sovjetisk historieskrivning studerede ikke Fjodor Kuzmichs historie; i værker om kejser Alexander I blev omstændighederne ved hans død og efterfølgende folkelegender kort beskrevet og som regel ledsaget af referencer til værker fra tidligere år, der nægtede tilstedeværelsen af enhver legende. Nye værker om dette emne dukkede op efter 1990 (V. M. Faibisovich, A. N. Sakharov). De fremlægger dog ikke nye hypoteser, men overvejer versioner og argumenter, der dukkede op i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Direktør for Institut for Russisk Historie ved Det Russiske Videnskabsakademi A. N. Sakharov , der afslutter sit arbejde med Alexander I med en analyse af beviser for hans mulige identitet med den sibiriske ældste, skriver : omend kontroversiel, en ny observation ."
I øjeblikket er videnskabelig forskning relateret til Fyodor Kuzmichs personlighed og legenderne om ham i gang. Så i 2008, i Krasnoyarsk , blev en afhandling forsvaret om emnet " Tsar-ældstes plot i den russiske litterære tradition: baseret på korpus af tekster om den retfærdige Fjodor Kuzmich " [62] . Tre år senere blev monografien "Griboedov og Krim" udgivet i Simferopol , på hvis sider det er vist, hvordan "mysteriet Fjodor Kuzmich" kan anvendes til at løse diskutable problemer med litteraturkritik [63] .