Xuan xue

Xuan-xue ( kinesisk 玄學; bogstaveligt talt - en hemmelig doktrin, en doktrin om det mystiske) er en filosofisk doktrin fra det 3. - 4. århundrede i Kina, også kaldet neo-taoisme, som er en syntese af taoisme og konfucianisme . De vigtigste repræsentanter for skolen er He Yan (190-249), Wang Bi , Xiang Xiu og Guo Xiang .

Undervisningen tog form af at forstå og kommentere klassiske værker som Yijing , Daodejing , Zhuangzi , som blev kaldt "tre mystiske". Mystisk, mystisk blev betragtet som en nøgle til at forstå den jordiske, konfucianske. Det "mystiske" inkluderer xuan (dyb), dao og transformationer (hua), der giver anledning til alt andet.

Yang Xiongs afhandling "The Book of the Great Secret" ("Tai Xuan Jing"), et alternativ til Yijing , som bruger 81 tetragrammer i stedet for trigrammer, som er en rationel klassificering af fænomener, hører også til denne tendens.

I en kommentar til Daodejing understreger He Yan og Wang Bi , at væren (tilstedeværelse) er født af ikke-væren (fravær), som er identificeret med Tao .

Xuan-xue-skolen var populær blandt aristokratiet. Denne skole hyldede naturlighed og kunstløshed, hvilket førte til fremkomsten af ​​" vind og strømning "-stilen ( kinesisk trad. 風流, pall. Feng liu ), som blev udbredt i maleri og poesi. Indflydelsen af ​​xuan xue er mærkbar i principperne for driften af ​​de syv vise mænd i bambuslunden .

Xuan-xue læren, der havde nogle ligheder med den buddhistiske lære om tomhed, bidrog til opfattelsen af ​​buddhistiske ideer. Udviklingen af ​​Xuan Xue, ligesom udbredelsen af ​​buddhismen i Kina, var forbundet med den politiske krise, der fulgte efter Han-dynastiets fald (206 f.Kr. - 220 e.Kr.). Disse nye intellektuelle strømninger opstod som et alternativ til den devaluerede konfucianske ortodoksi.

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Ordbøger og encyklopædier