Barney, Natalie

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 21. marts 2021; checks kræver 26 redigeringer .
Natalie Barney
engelsk  Natalie Clifford Barney

Portræt af Natalie i en hat med pels , ca. 1905
Fødselsdato 31. oktober 1876( 1876-10-31 )
Fødselssted Dayton , USA
Dødsdato 2. februar 1972 (95 år)( 1972-02-02 )
Et dødssted Paris , Frankrig
Borgerskab USA
Beskæftigelse forfatter
Værkernes sprog fransk
Autograf
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Natalie Clifford Barney ( Eng.  Natalie Clifford Barney , 31. oktober 1876 , Dayton, Ohio  - 2. februar 1972 , Paris ) - amerikansk dramatiker, digter og forfatter. Boede i Paris som immigrant.

I mere end 60 år var hendes hjem i 20 rue Jacob [2] på Seinen -flodens venstre bred i Paris vært for en salon besøgt af forfattere og kunstnere fra hele verden, herunder mange ledende skikkelser inden for fransk litteratur, samt Amerikanske og britiske modernister fra de tabte generationer ." Barney arbejdede for at fremme kvinders kreativitet og skabte "Academy for Women" (L'Académie des Femmes) som svar på det franske akademi for mænd, og støttede og inspirerede mandlige forfattere fra Rémy de Gourmont til Truman Capote [3] .

Hun var en åben lesbisk og begyndte at udgive kærlighedsdigte til kvinder under sit eget navn så tidligt som i 1900, idet hun betragtede skandalen som "den bedste måde at komme ud af problemer på" (der henviser til heteroseksuel opmærksomhed fra unge mænd) [4] . Natalie skrev på både fransk og engelsk. Hun støttede feminisme og pacifisme i sit arbejde . Barney var imod monogami og havde mange krydsende langsigtede og kortsigtede forhold, herunder romantiske forhold med digteren René Vivien og danseren Armen Ohanian , og et 50-årigt forhold til kunstneren Romaine Brooks . Hendes liv og kærlighedsforhold har inspireret mange romaner skrevet af andre, fra den obskøne franske bestseller The Sapphic Idyll til The Well of Solitude , den mest berømte lesbiske roman i det tyvende århundrede .

Tidlige år

Barney blev født i 1876 i Dayton , Ohio af Albert Clifford Barney og Alice Pike Barney [6] . Hendes mor var af fransk, hollandsk og tysk afstamning, og hendes far var af engelsk afstamning; søn af en velhavende vognfabrikant. Hendes oldefar var jødisk [7] .

Da Barney var fem år gammel, tilbragte hendes familie sommeren på New Yorks Long Beach Hotel, hvor Oscar Wilde holdt foredrag om Amerika. Wild samlede hende op, da hun løb forbi ham, flygtede fra en gruppe små drenge, og holdt hende uden for deres rækkevidde. Så satte han hende på sit skød og fortalte hende historien [8] . Dagen efter sluttede han sig til Barney og hendes mor på stranden, hvor deres samtale ændrede Alices liv. Wilde inspirerede Alice til at tage kunst seriøst, på trods af hendes mands misbilligelse mange år senere [9] . Hun studerede senere hos Carolus-Duran og James McNeill Whistler [10] . Mange af Alice Pike Barneys malerier er nu i Smithsonian Institution 's American Art Museum [11] .

Ligesom mange piger i sin tid modtog Barney en usystematisk uddannelse [12] . Hendes interesse for fransk begyndte med en guvernante, der læste historier af Jules Verne højt for hende , så hun hurtigt skulle lære at forstå dem [13] . Hun og hendes yngre søster Laura gik på Les Ruches, en fransk kostskole i Fontainebleau grundlagt af feministen Marie Souvestre, som også grundlagde Allenswood Academy i Wimbledon og senere uden for London, som blev overværet af så berømte mennesker som Eleanor Roosevelt [14] . Som voksen talte og skrev hun flydende fransk [15] .

Da hun var ti år gammel, flyttede hendes familie fra Ohio til Scott Circle [6] i Washington DC og tilbragte somre i Maine 's Bar Harbor . Som den oprørske og ukonventionelle datter af en af ​​byens rigeste familier, blev hun ofte omtalt i Washington-aviserne. I begyndelsen af ​​tyverne skabte hun overskrifter ved at galoppere hen over Bar Harbor, føre en anden hest i snor, ridende (mandlig, ikke sidelæns) i en sidesadel [16] .

Barney sagde senere, at hun i en alder af tolv vidste, at hun var lesbisk [17] og var fast besluttet på at "leve åbent, ikke skjule noget" [18] . I 1899, efter at have set kurtisane Liane de Pougy i en dansesal i Paris, dukkede Barney op i de Pougys bolig klædt som en page og annoncerede, at hun var en "kærlighedsside" sendt af Sappho .

Selvom de Pougy var en af ​​de mest berømte kvinder i Frankrig, populær blandt velhavende og titulerede mænd, fascinerede Barneys frækhed hende. Deres korte forhold blev genstand for de Pougys ærlige romantik med nøglen "Den sappiske idyl" ( Idylle Saphique ). Udgivet i 1901, blev denne bog tale om byen i Paris, genoptrykt over 60 gange i det første år. Barney blev hurtigt kendt som prototypen til en af ​​karaktererne. Men på dette tidspunkt havde de allerede brudt op efter gentagne skænderier på grund af Barneys ønske om at "redde" de Pougy fra hendes liv som kurtisane [19] .

Barney skrev selv et kapitel i "Idyll", hvor hun lå for fødderne af de Pougy i en teaterboks med en skærm og så et stykke " Hamlet " med Sarah Bernhardt i hovedrollen . Under pausen sammenligner Barney (som karakteren "Miss Flossie") Hamlets situation med kvinders: "Hvad er der for kvinder, der brænder for handling, når den hensynsløse skæbne holder dem i lænker? Skæbnen har gjort os til kvinder på et tidspunkt, hvor mændenes lov er den eneste lov, der anerkendes . Hun skrev også Lettres à une Connue ( Breve til en kvinde, jeg har kendt ), sin egen brevroman om denne kærlighedsaffære. Selvom Barney ikke var i stand til at finde en udgiver til bogen og senere kaldte den naiv og klodset, er romanen bemærkelsesværdig for sin diskussion af homoseksualitet, som Barney anså for naturlig og sammenlignede med albinisme [22] . "Min usædvanlige seksuelle lyst," sagde hun, "er ikke en last, er ikke forsætlig og skader ikke nogen" [23] .

Eva Palmer-Sikelianos

Barneys tidligste intime forhold var med Eva Palmer-Sikelianos . I 1893 mødtes de under en sommerferie i Bar Harbor, Maine. Barney sammenlignede Palmer med en middelalderjomfru  - en ode til hendes ankellange røde hår, havgrønne øjne og blege teint . De to forblev tætte i flere år. I Paris, da de var unge, delte de en lejlighed på 4 rue Chalgrin og bosatte sig til sidst i Neuilly [25] . Barney henvendte sig ofte til Palmer for at få hjælp til hendes romantiske interesser med andre kvinder, herunder Pauline Tarn [26] . Palmer forlod til sidst Barney til Grækenland og giftede sig til sidst med Angelos Sikelianos . Deres forhold overlevede ikke denne vending, Barney behandlede Angelos dårligt, og de udvekslede ophedede breve [27] . Senere i deres liv blev venskabet genoprettet, og begge tog et voksent blik på de roller, de spillede i hinandens liv [28] .

René Vivienne

I november 1899 mødte Barney digterinden Pauline Tarn, bedre kendt under sit pseudonym René Vivienne . For Vivienne var det kærlighed ved første blik, mens Barney blev betaget af Vivienne, da hun hørte hende recitere et af hendes digte, [29] som hun beskrev som "hjemsøgt af et dødsønske" [30] . Deres romantiske forhold var også en kreativ udveksling, der inspirerede dem begge til at skrive. Barney leverede den feministiske teoretiske ramme, som Vivien udforskede i sin poesi. De tilpassede symbolistiske digteres billedsprog , sammen med konventionerne om høvisk kærlighed , for at beskrive kærligheden mellem kvinder og fandt eksempler på heroiske kvinder i historien og myten [31] . Sappho var en særlig vigtig indflydelse, og de studerede græsk for at læse de overlevende fragmenter af hendes poesi i originalen. Begge skrev skuespil om hendes liv [32] .

Vivien så Barney som en muse , og, som Barney udtrykker det, "hun fandt ny inspiration i mig og kendte mig næsten ikke." Barney følte, at Vivienne havde valgt hende som en femme fatale, og at hun ønskede at "tabte sig fuldstændigt ... i elendighed" for sin kunsts skyld [ 33] Vivienne troede også på troskab, hvilket Barney var tilbageholdende med at gå med til. I 1901, mens Barney besøgte sin familie i Washington DC, holdt Vivien op med at svare på hendes breve. Barney forsøgte at vinde hende tilbage i årevis, og på et tidspunkt overbeviste hun en veninde, operasangerinde Emma Calvet , til at synge under Viviennes vindue, så hun kunne smide digtet (viklet rundt om en buket blomster) ud på sin balkon. Blomsterne og digtet blev opsnappet og returneret af guvernanten [34] .

I 1904 skrev hun Je Me Souviens ("Jeg husker"), et meget personligt prosadigt om deres forhold, som blev præsenteret som en enkelt håndskrevet kopi af Vivienne i et forsøg på at vinde hende tilbage. De forsonede sig og rejste sammen til Lesbos , hvor de levede lykkeligt sammen i nogen tid og diskuterede muligheden for at grundlægge en poesiskole for kvinder, svarende til den, som Sappho ifølge traditionen grundlagde på Lesbos for omkring 2500 år siden. Vivien modtog dog snart et brev fra sin elskede baronesse Helene van Zuylen og rejste til Konstantinopel og troede, at hun ville skille sig af med hende personligt. Vivien planlagde at møde Barney i Paris senere, men blev i stedet hos baronessen. Denne gang var afstanden endelig [34] .

Herefter forværredes Viviens helbred hurtigt. Ifølge Viviennes veninde og nabo Colette spiste hun næsten ikke noget og drak meget, og hun skyllede endda munden med vand tilsat smag for at skjule lugten [35] . Colettes beretning fik nogle til at sige, at Vivien havde anoreksi 36, men på det tidspunkt eksisterede denne diagnose endnu ikke. Vivien blev også afhængig af det beroligende chloralhydrat . I 1908 forsøgte hun at begå selvmord ved at drikke opiumstinktur [37] . Rene døde året efter. I en erindringsbog skrevet halvtreds år senere sagde Barney: "Hun kunne ikke reddes. Hendes liv var et langt selvmord. Alt blev til støv og aske i hendes hænder .

I 1949, to år efter Helene van Zuylens død, genindsatte Barney René Vivien-prisen [39] [40] [41] [42] med et økonomisk tilskud [43] under ledelse af Society for Literary Affairs og overtog formandsposten i jury i 1950 [44] [45] [46] .

Digte og skuespil

I 1900 udgav Barney sin første bog, en digtsamling kaldet Quelques Portraits-Sonnets de Femmes ("Sveral Sonnet Portraits of Women"). Digtene blev skrevet i traditionelle franske vers og i en formel gammeldags stil, da Barney ikke kunne lide frie vers. Mens "Flere portrætter..." er blevet beskrevet som "en elevs arbejde" - en klassificering, der røber sin historiske betydning. Ved at udgive dem blev Barney den første kvindelige digter til at skrive åbent om kærlighed til kvinder siden Sappho . Hendes mor leverede pastelillustrationer af digtenes plot, fuldstændig uvidende om, at tre af de fire kvinder, der poserede for hende, var hendes datters elskerinder [48] .

Anmeldelserne var generelt positive og dæmpede det lesbiske tema i digtene, nogle fordrejede det endda. Washington Mirror skrev, at Barney "skriver odes til mænds læber og øjne; men ikke som studerende" [49] . En sladderavisoverskrift lød imidlertid: "Sappho synger i Washington", hvilket alarmerede hendes far, som købte og ødelagde det resterende forlag og trykplader .

For at undslippe sin fars kontrol udgav Barney sin næste bog, Cinq Petits Dialogues Grecs (Five Short Greek Dialogues, 1901), under pseudonymet Trife. Titlen kom fra Pierre Louis , som hjalp med at redigere og revidere manuskriptet. Barney dedikerede også en bog til ham. Den første af dialogerne finder sted i det antikke Grækenland og indeholder en lang beskrivelse af Sappho, som er "mere trofast i sin omskiftelighed end andre i deres loyalitet." Den anden står for hedenskab , ikke for kristendom [51] . I 1902, efter sin fars død, modtog Barney sin betydelige formue, befriet fra behovet for at skjule forfatterskabet til sine bøger - hun brugte aldrig mere et pseudonym [52] .

Je Me Souviens ("Jeg husker") blev udgivet i 1910 efter Viviennes død . Samme år udgav Barney Acts and Interludes ( Actes et Entr'actes ), en samling korte skuespil og digte. Et af skuespillene var Tvetydigheden ( Équivoque ), en revisionistisk version af legenden om Sapphos død: i stedet for at kaste sig ud over en klippe af kærlighed til Phaon , gør hun det af sorg over, at han vil gifte sig med den kvinde, hun elsker. Stykket indeholder citater fra Sapphos fragmenter med Barneys egne fodnoter på græsk og blev opført med "gammel græsk" musik og dans .

Barney tog ikke sin poesi så alvorligt som Vivien gjorde. ("Hvis jeg havde ét mål, ville det være at gøre mit liv til et digt." [55] .) Hendes skuespil blev kun opført i amatørproduktioner i hendes have. Ifølge Carla Jay manglede de fleste af dem sammenhængende plots og "ville sandsynligvis have forvirret selv det mest sympatiske publikum" [56] . Efter 1910 skrev hun hovedsageligt epigrammer og erindringer, som hun er bedst kendt for. Hendes sidste digtebog var Poems & Poemes: Autres Alliances , udgivet i 1920, der kombinerer romantisk poesi på både fransk og engelsk. Barney bad Ezra Pound om at redigere versene, men ignorerede efterfølgende hans detaljerede anbefalinger .

Salon

I over 60 år har Barney været vært for Literary Salon, en ugentlig sammenkomst, hvor folk mødes for at socialisere og diskutere litteratur, kunst, musik og ethvert andet emne, der interesserer dem. Selvom hun var vært for nogle af de mest fremtrædende mandlige forfattere i sin tid, var Barney opsat på at kaste lys over kvindelige forfattere og deres arbejde. Den livlige atmosfære var smittende og forenede modernistiske emigranter med medlemmer af Académie française. Joan Shenkar beskrev Barneys salon som "et sted, hvor lesbiske dates og videnskabsmænd kunne sameksistere i en slags livlig, krydsbestøvende kognitiv dissonans" [58] .

I 1900-tallet holdt Barney tidlige salonmøder i sit hjem i Neuilly. Underholdning omfattede digtoplæsning og teaterforestillinger (hvor Colette lejlighedsvis optrådte). Engang udførte Mata Hari en dans i billedet af Lady Godiva , ridende ind i haven nøgen på en hvid hest spændt i en turkis sele [59] .

Skuespillet Ambiguity kan have fået Barney til at forlade Neuilly i 1909. Ifølge en artikel i en samtidig avis protesterede hendes udlejer imod, at hun opførte et udendørsspil om Sappho, som efter hans mening "følger naturen tæt" [60] . Hun opsagde lejemålet og lejede en pavillon på rue Jacob i Latinerkvarteret i Paris, og hendes salon forblev der indtil slutningen af ​​1960'erne. Det var et lille to-etagers hus, adskilt på tre sider fra hovedbygningen på gaden. Ved siden af ​​pavillonen lå en stor, tilgroet have med et dorisk "Venskabstempel" gemt væk i det ene hjørne. På dette nye sted fik salonen et mere primt udseende med poesi og samtale, måske fordi Barney havde fået at vide, at pavillonens gulve ikke kunne klare store dansefester . Hyppige gæster i denne periode var Pierre Louis , Paul Claudel , Philippe Berthelot og oversætteren J.-Ch. Mardrus [62] .

Under Første Verdenskrig blev salonen et tilflugtssted for krigsmodstandere. Henri Barbusse læste engang sin antikrigsroman Under Fire, og Barney organiserede en kvindefredskongres på Rue Jacob. Andre besøgende på Salonen under krigen var Oscar Miloš , Auguste Rodin og digteren Alan Seeger , som kom på orlov fra den franske fremmedlegion .

Ezra Pound var en nær ven af ​​Barney og besøgte hende ofte. Sammen planlagde de at subsidiere Paul Valéry og T. S. Eliot , så de kunne forlade deres job og fokusere på at skrive, men Valerie fandt andre lånere, og Eliot afviste bevillingen. Pound introducerede Barney for avantgardekomponisten George Antheil , og selvom hendes egen musiksmag lænede sig mod det traditionelle, havde hun premiere på Antheils symfoni for fem instrumenter og hans første strygekvartet på 20 rue Jacob . Også i salonen introducerede Barney Pound for sin mangeårige elskerinde, violinisten Olga Rudge .

I 1927 grundlagde Barney "Academy for Women" ( Académie des Femmes ) til ære for kvindelige forfattere. Det var svaret fra det indflydelsesrige franske akademi, grundlagt i det 17. århundrede af Ludvig XIII, som på det tidspunkt ikke havde en eneste kvinde fra de 40 "udødelige". I modsætning til Académie française var dets "Women's Academy" ikke en officiel organisation, men snarere en række oplæsninger, der blev afholdt som en del af almindelige fredagssaloner. Medlemmer omfattede Colette , Gertrude Stein , Anna Wickham, Raschild , Lucie Delarue-Mardrus , Mina Loy , Djuna Barnes og, posthumt, René Vivien .

Andre besøgende på salonen i løbet af 1920'erne omfattede de franske forfattere Jeanne Galzy, [ 67] André Gide , Anatole France , Max Jacob , Louis Aragon og Jean Cocteau , samt engelsksprogede forfattere Ford Madox Ford , W. Somerset Maugham , F. Scott Fitzgerald , Sinclair Lewis , Sherwood Anderson , Thornton Wilder , T.S. Eliot og William Carlos Williams samt den tyske digter Rainer Maria Rilke , den bengalske digter Rabindranath Tagore (den første asiatiske nobelprismodtager), den rumænske æstetiker og diplomat Matila Ghika, journalist Janetika. Flanner (også kendt som Genet, der satte stilen for New Yorker), journalist, aktivist og udgiver Nancy Cunard, udgiverne Cares og Harry Crosby , udgiveren Blanche Knopf [1] , kunstsamleren og protektoren Peggy Guggenheim , Sylvia Beach (ejer boghandel, der udgivet James Joyces Ulysses), kunstnerne Tamara de Lempicka og Marie Laurencin og danseren Isadora Duncan .

Til sin bog Aventures de l'Esprit fra 1929 ("Åndens eventyr") tegnede Barney et socialt diagram, hvor navnene på over hundrede mennesker, der besøgte salonen, blev til et groft kort over huset, haven og templet. Venskab. Den første halvdel af bogen indeholdt minder om 13 mandlige forfattere, hun havde kendt eller mødt gennem årene, mens anden halvdel indeholdt et kapitel for hvert medlem af hendes kvindeakademi . Denne kønsbalancerede struktur afspejlede sig ikke på bogens emballage, hvor otte mandlige forfattere tilføjede "... og et par kvinder".

I slutningen af ​​1920'erne kom Radcliffe Hall til offentlig opmærksomhed, efter at hendes roman The Well of Solitude blev forbudt i Storbritannien [70] . En læsning af digteren Edna St. Vincent Millay fyldte salonen i 1932. På en anden fredagssalon i 1930'erne sang Virgil Thomson fra operaen Fire hellige i tre akter, baseret på en libretto af Gertrude Stein .

Af de berømte modernistiske forfattere, der tilbragte tid i Paris, dukkede Ernest Hemingway aldrig op i salonen. James Joyce kom en eller to gange, men tog det ikke alvorligt. Marcel Proust deltog aldrig i fredage, selvom han kom til 20 rue Jacob en gang for at tale med Barney om lesbisk kultur, mens han researchede til " In Search of Lost Time ". Hans besøg blev gentagne gange udskudt på grund af hans dårlige helbred, og da mødet fandt sted, var han for nervøs til at tage det emne op, han var kommet for at tale om [72] .

Éparpillements ("Dispersions", 1910) var Barneys første samling af breve - bogstaveligt talt tanker. Denne litterære form har været forbundet med salonkulturen i Frankrig siden det 17. århundrede, hvor genren blev perfektioneret i Madame de Sables salon [73] . Barneys tanker var ligesom de Sables Maxims korte, ofte enlinjede epigrammer eller behagelige ord som "der er flere onde ører end dårlige munde" og "at være gift er at være hverken alene eller sammen" [74] .

Hendes litterære karriere tog fart, efter at hun sendte en kopi af Éparpillements til Remy de Gourmont, en fransk digter, litteraturkritiker og filosof, der blev tilbagetrukket efter at have fået lupus i en alder af 30 . Han var så imponeret, at han inviterede hende til et af søndagens møder i sit hjem, hvor han normalt kun var vært for en lille gruppe gamle venner. Barney havde en foryngende indflydelse på hans liv og lokkede ham til aftenbilture, middage på Rue Jacob, et maskebal og endda en kort sejltur på Seinen. Han forvandlede nogle af deres omfattende samtaler til en række breve, som han udgav i Mercure de France , hvor han adresserede hende som l'Amazone , et fransk ord, der kan betyde enten en rytter eller en Amazon; brevene blev senere samlet i bogform. Han døde i 1915, men det kælenavn, han gav hende, ville blive hos hende for livet - selv hendes gravsten identificerer hende som "Rémy de Gourmonts Amazonas" - og hans "Breve til Amazonas" fik læserne til at ville vide mere om kvinden. som inspirerede dem [76] .

I 1920 afsluttede Barney sit mest åbenlyst politiske arbejde, Pensées d'une Amazone ("Tanker om en Amazonas"). I det første afsnit, "Seksuel vanskelighed, krig og feminisme", udviklede hun feministiske og pacifistiske temaer, og beskrev krig som et "menneskeskabt og kollektivt selvmord" [77] . I krig er mænd ifølge hende "dødens fader, kvinder er livets moder, med mod og uden valg" [78] . Den epigrammatiske form gør det vanskeligt at bestemme detaljerne i Barneys synspunkter - ideer præsenteres kun for at blive forkastet, og nogle tanker synes at modsige andre [79] . Nogle kritikere fortolker denne form som krigsførende aggression set i alle mandlige forhold. Carla Jay argumenterer dog for, at Barneys filosofi ikke var så radikal, og bedst opsummeres med epigrammet "De, der elsker krig, mangler kærligheden til den tilsvarende sport, kunsten at leve . "

Det næste bind af Pensées d'une Amazone , Sapphos misforståelse eller retssag, samlede historiske skrifter om homoseksualitet sammen med hendes egne kommentarer . Den dækkede også emner som alkohol, venskab, alderdom og litteratur; derfra aforismer "Romaner er længere end livet" [82] og "Romantikken er en sygdom i barndommen; de, der havde det i en ung alder, er de stærkeste” [83] . Tredje bind af Nouvelles Pensées de l'Amazone ("New Thoughts of the Amazon") udkom i 1939.

The One Who is Legion, eller AD 's After-Life (1930) var Barneys eneste bog skrevet udelukkende på engelsk, såvel som hendes eneste roman. Illustreret af Romaine Brooks omhandler det et selvmord kun kendt som A.D. , der kommer tilbage til livet som hermafrodit og læser sit eget livs bog. Denne bog-i-en-bog, med titlen The Love Lives of A.D., er en samling af salmer, digte og epigrammer, ligesom andre skrifter af Barney selv .

Grundlæggende relationer

På trods af indvendinger fra flere af hendes elskerinder, praktiserede og talte Barney for ikke-monogami. Allerede i 1901 argumenterede hun i Five Little Greek Dialogues for flere forhold og imod jalousi [85] ; i "Dispersion" skrev hun: "En mand er utro mod dem, han elsker, så deres charme ikke bliver en ren vane" [85] [86] . Selvom hun kunne være ret jaloux, opmuntrede hun også aktivt i det mindste nogle af hendes elskerinder til at være ikke-monogame [87] .

Til dels takket være Jean Chalon og en biografi om Natalie udgivet på engelsk som Portrait of a Seductress , blev Barney mere kendt for sine mange forhold end for sit forfatterskab eller salon . Hun udarbejdede engang en liste opdelt i tre kategorier: forbindelser, semi-forbindelser og eventyr. Colette var en mellemting, mens kunstneren og møbeldesigneren Eyre de Lanux , som hun havde været i konstant kontakt med i flere år, blev opført som et gamble. Blandt de forhold, hun anså for vigtigst, var Olivia Custance, René Vivienne, Elisabeth de Gramont, Romaine Brooks og Dolly Wilde . Af disse var de tre længste forhold med de Gramont, Brooks og Wilde; fra 1927 var hun involveret i alle tre på samme tid, en situation der først endte med Wildes død. Hendes kortere romancer, såsom hendes forhold til Colette og Lucie Delarue-Mardrus, udviklede sig ofte til livslange venskaber.

Elisabeth de Gramont

Elisabeth de Gramont ( Élisabeth de Gramont , 1875–1954), hertuginde af Clermont-Tonnerre , var en forfatter, der var bedst kendt for sine populære erindringer . Som en efterkommer af Henrik IV voksede hun op blandt aristokratiet. Da Elizabeth var barn, ifølge Janet Flanner, "bad bønderne på hendes gård ... hende om ikke at pusse sine sko, før de gik ind i deres hjem" [91] . Hun så tilbage på denne tabte verden af ​​rigdom og privilegier med ringe beklagelse og blev kendt som "den røde hertuginde" for sin støtte til socialismen. I 1910, da hun mødte Barney, blev hun gift og havde to døtre; hendes mand siges at have været grusom og despotisk [92] . De gik til sidst fra hinanden, og i 1918 underskrev hun og Barney en ægteskabskontrakt , som sagde: "Ingen forening kan være så stærk som denne forening, ingen forening kan være så øm, intet forhold så stærkt" [93] .

Elizabeth accepterede Barneys ikke-monogami - måske modvilligt i starten - og gik ud af sin måde at være nedladende over for sine andre elskere , [94] inklusive Romaine Brooks , da hun tog Barney med på en ferie uden for byen [ 95] Forholdet fortsatte indtil de Gramonts død i 1954.

Romaine Brooks

Barneys længste forhold var med den amerikanske kunstner Romaine Brooks, som hun mødte omkring 1914. Brooks specialiserede sig i portrætter og var kendt for sin dystre palet af grå, sorte og hvide. I løbet af 1920'erne malede hun adskillige portrætter fra Barneys omgangskreds, herunder de Gramont og Barney selv.

Brooks tolererede Barneys afslappede forbindelser godt nok til at drille hende med det, og hun har haft et par af sine egne gennem årene, men hun kunne blive jaloux, når en ny kærlighed blev alvorlig. Normalt forlod hun bare byen, men på et tidspunkt gav hun Barney et ultimatum om at vælge mellem hende og Dolly Wilde - og gav efter, så snart Barney gav efter . På samme tid, selvom Brooks var hengiven til Barney, ønskede hun ikke at bo sammen med hende som et komplet par; hun kunne ikke lide Paris, foragtede Barneys venner, hadede det konstante kammeratskab, som Barney udmærkede sig ved, og følte, at hun kun var sig selv, når hun var alene . For at tilfredsstille Brooks' behov for privatliv byggede de et sommerhus bestående af to separate fløje forbundet af en spisestue, som de kaldte Villa Trait d'Union (Unity Line-villaen). Brooks tilbragte også det meste af året i Italien eller rejste rundt i Europa væk fra Barney . De forblev hengivne til hinanden i over halvtreds år.

Dolly Wilde

Dolly Wilde var niece til Oscar Wilde (som Natalie Barney havde mødt som en lille pige [99] ) og den sidste af hendes familie, der bar efternavnet Wilde. Hun var kendt for sit epigrammatiske vid, men i modsætning til sin berømte onkel vidste hun aldrig, hvordan hun skulle anvende sine kræfter på nogen publiceret litteratur; hendes breve er den eneste arv. Hun arbejdede som oversætter og blev ofte støttet af andre, herunder Barney, som hun mødte i 1927 [100] .

Ligesom Vivienne var Wilde selvdestruktiv og kæmpede med psykisk sygdom. Hun forsøgte selvmord flere gange og tilbragte det meste af sit liv afhængig af alkohol og heroin. Barney er en højrøstet modstander af stofbrug og alkoholisme og har finansieret stofafvænninger flere gange, men uden held. Efter et ophold på et plejehjem udviklede Wilde en ny afhængighed af paraldehyd, en sovepille, der derefter blev solgt uden recept [101] .

I 1939 blev hun diagnosticeret med brystkræft og nægtede operation og søgte alternative behandlinger [102] . Året efter adskilte Anden Verdenskrig hende fra Barney; hun flygtede fra Paris til England, mens Barney tog til Italien med Brooks [103] . Hun døde i 1941 af årsager, der aldrig er blevet fuldstændig forklaret; en af ​​de mest almindelige antagelser var en overdosis af paraldehyd [104] .

Anden Verdenskrig og efter

Barneys holdning under Anden Verdenskrig var blandet. I 1937 klagede Una Vincenzo, Lady Troubridge over, at Barney "talte en masse meningsløst nonsens om fascismens tyranni" [105] . Barney var selv en fjerdedel jøde , og fordi hun havde tilbragt krigen i Italien med Romaine Brooks, var hun i fare for at blive deporteret til en koncentrationslejr  , en skæbne, hun kun undgik ved at telegrafere sin søster Laura for et notariseret dokument, der bekræftede hendes bekræftelse . Hun troede dog på aksepropagandaen , som fremstillede de allierede som aggressorerne, så fascismen forekom hende at være en logisk konsekvens af hendes pacifisme. De upublicerede erindringer, hun skrev i krigsårene, er profascistiske og antisemitiske, idet de citerer Hitlers taler , tilsyneladende med godkendelse [106] .

Det er muligt, at de antisemitiske passager i hendes erindringer var beregnet til at blive brugt som bevis på, at hun ikke var jøde [107] ; det kan have været påvirket af Ezra Pounds antisemitiske radioudsendelser [108] . Hvorom alting er, hjalp hun et jødisk par med at flygte fra Italien ved at sørge for passage med skib til USA [106] . Ved krigens afslutning ændrede hendes sympatier sig igen, og hun så de allierede som befriere [109] .

Line of Unity-villaen blev ødelagt af bombning . Efter krigen nægtede Brooks at bo hos Barney i Paris og blev i Italien; de besøgte ofte hinanden [110] . Deres forhold forblev monogamt indtil midten af ​​1950'erne, hvor Barney mødte sin sidste nye kærlighed, Janine Lahovari, hustru til en pensioneret rumænsk ambassadør. Lahovari gjorde sit bedste for at vinde Romaine Brooks' venskab, Barney forsikrede Brooks om, at deres forhold stadig var på toppen, og at trekanten virkede stabil .

Salonen genåbnede i 1949 og fortsatte med at tiltrække unge forfattere, for hvem den både var et stykke historie og et sted, hvor der blev opbygget et litterært ry. Truman Capote har været en lejlighedsvis gæst i næsten et årti; han beskrev omgivelserne som "totalt århundredeskifte" og huskede, at Barney introducerede ham til modellerne for flere karakterer i Marcel Prousts In Search of Lost Time . Alice Babette Toklas blev stamgæst efter Gertrude Steins død i 1946. Fredage i 1960'erne hædrede Mary McCarthy og Marguerite Yourcenar , som i 1980 - otte år efter Barneys død - blev det første kvindelige medlem af Académie française .

Barney vendte ikke tilbage til at skrive epigrammer, men udgav to bind af erindringer fra andre forfattere, hun kendte, Indiscreet Memoirs ( Souvenirs Indiscrets , 1960) og Traits and Portraits ( Traits et Portraits , 1963). Hun arbejdede også på at finde en udgiver til Brooks' erindringer og for at få hendes malerier udgivet i gallerier .

I slutningen af ​​1960'erne blev Brooks mere og mere tilbagetrukket og paranoid; hun blev deprimeret og nægtede at se de læger, som Barney sendte. Forbitret over tilstedeværelsen af ​​Lahovari i deres sidste år, som hun håbede, at de udelukkende ville tilbringe sammen, brød hun endelig kontakten med Barney. Barney fortsatte med at skrive til hende, men modtog ingen svar. Brooks døde i december 1970 , og Barney døde den 2. februar 1972 af hjertesvigt . Hun er begravet på Passy-kirkegården , Paris, Île-de-France , Frankrig [116] .

Legacy

Ved slutningen af ​​Natalie Barneys liv var hendes arbejde stort set glemt. I 1979 blev Barney beæret over at tage en plads i Judy Chicagos feministiske værk The Dinner Party. I 1980'erne begyndte Barney at blive anerkendt for det, Karla Jay kalder "en næsten overnaturlig forventning" til senere feministiske forfatteres problemer . Engelske oversættelser af nogle af hendes erindringer, essays og epigrammer udkom i 1992, men de fleste af hendes skuespil og digte er endnu ikke blevet oversat.

Hendes indirekte indflydelse på litteraturen gennem salonen og talrige litterære venskaber kan ses i antallet af forfattere, der har henvendt sig eller portrætteret hende i deres værker. Claudine s'en va (1903) af Colette indeholder en kort beskrivelse af Barney som "Miss Flossie", der gentager det øgenavn, hun tidligere havde fået i de Pougys Idyll . René Vivien skrev mange digte om hende, såvel som den symbolistiske roman Une femme m'apparut ("En kvinde viste sig for mig", 1904), som beskriver Barney "med øjne ... skarpe og blå som en klinge .... Farens charme udgik fra hende og tiltrak mig ubønhørligt . Remy de Gourmont omtalte hende i sine breve til Amazonas, og Truman Capote nævnte hende i sin seneste, ufærdige roman, Answered Prayers. Hun optrådte også i senere romaner af forfattere, der aldrig mødte hende. Anna Livias Minimax (1991) portrætterer Barney og René Vivienne som stadig levende vampyrer. Un soir chez l'Amazone (An Evening at the Amazon, 2001) af Francesco Rapazzini er en historisk roman om Barneys salon. En engelsk oversættelse af denne bog af Sally Hamilton og Suzanne Stroh blev udgivet som en lydbog læst af Suzanne Stroh kaldet A Night at the Amazon's (2020).

Med Lillian Fadermans ord: "I de fire årtier mellem 1928 og slutningen af ​​1960'erne var der sandsynligvis ikke en eneste lesbisk, der kunne læse engelsk, eller nogen af ​​de elleve sprog, som bogen blev oversat til, var ukendt med The Ensomhedens brønd." » [120] . Selvom romanens forfatter, Radcliffe Hall, opfattede den som et argument for større tolerance over for det, hun kaldte "seksuelle perversioner", kritiserede lesbiske læsere ofte den kvindelige hovedperson for selvhad og hendes brug af udtryk som "weirdo" og "Guds fejltagelse". ." » [121] . Barney, som salonværtinde Valerie Seymour, optræder i romanen som et symbol på et anderledes forhold . "Fordi Valerie, rolig og selvsikker, skabte en atmosfære af mod, følte alle sig så normale og modige, da de mødtes på Valerie Seymour" [123] .

Lucie Delarue-Mardrus skrev Barneys kærlighedsdigte i århundredets tidlige år og portrætterede hende i 1930 i romanen L'Ange et les Pervers ("Engelen og de perverse"), hvor hun sagde, at hun "analyserede og beskrev Natalie i detaljer, og også det liv, som hun dedikerede mig til. Hovedpersonen i romanen er en hermafrodit ved navn Marion, som fører et dobbeltliv, der besøger litterære saloner i damedragt og derefter skifter fra nederdel til bukser for at deltage i homoseksuelle fester. Barney er Loretta Wells, en salonværtinde, der bruger det meste af romantikken på at prøve at vinde en tidligere elsker tilbage, løst baseret på Rene Vivien . Skildringen af ​​hende i bogen er nogle gange hårdt kritisk, men hun er den eneste person, hvis selskab Marion nyder. Marion fortæller Wells, at hun er "ondskabsfuld ... utuktig, selvcentreret, uretfærdig, stædig, nogle gange nærig ... [men] en rigtig rebel, altid klar til at opildne andre til oprør ... [Du] er i stand til at elske nogen for den, de er, selv en tyv - det er din eneste loyalitet. Og det er derfor, jeg respekterer dig" [125] .

Efter at have mødt Barney i 1930'erne henvendte den russiske digter Marina Ivanovna Tsvetaeva sig til hende i Et brev til Amazonas (1934), hvori hun udtrykte sine modstridende følelser om kærlighed mellem kvinder. Resultatet, med Terry Castles ord, er "en fuldstændig gådefuld, paranoid, overvældende del af dagdrømmeri" [126] .

Barney og kvinderne i hendes omgangskreds er emnet for Juna Barnes "Ladies' Almanac" (1928), en nøgleroman skrevet i en arkaisk rabelaisiansk stil, med Barnes egne illustrationer i stil med elizabethanske træsnit. Hun spiller hovedrollen som Dame Evangeline Musset, "der i hendes hjerte var ét stort rødt kors for at jagte, lindre og distrahere piger som i deres ryg, front, og i hvilke dele de lider mest, ubarmhjertigt sørgede" [127] . I "Den første trussel" ( Pioneer and a Menace ) imponerede Dame Musset i sin ungdom "en vittig og lærd halvtredsårig" [128] ; hun redder kvinder i vanskeligheder, deler sin visdom, og efter sin død blev hun ophøjet til en helgen. Optræder også under påtagne navne er Elizabeth de Gramont, Romaine Brooks, Dolly Wilde, Radcliffe Hall og hendes elskerinde Una, Lady Throwbridge, Janet Flanner og Solita Solano og Mina Loy . Det obskure sprog, indvendige jokes og tvetydigheden i The Ladies' Almanac fik kritikere til at diskutere, om det var blid satire eller bittert angreb, men Barney elskede selv bogen og genlæste den gennem hele sit liv .

Den 26. oktober 2009 blev Barney hædret med en historisk markering (mindeplade) i sin hjemby Dayton, Ohio. For første gang i Ohio markerede markøren en berømt persons seksuelle orientering [131] . Denne plakette blev vanhelliget i juli 2010 [132] .

Barneys franske novelle Amants féminins ou la troisième , angiveligt skrevet i 1926, blev udgivet i 2013. Den blev oversat til engelsk af Chelsea Ray og udgivet i 2016 under titlen Mistresses or the Third Woman.

Virker

På fransk

På engelsk

Engelske oversættelser

Noter

  1. ↑ 1 2 Schenkar, s. 177.
  2. ↑ Karin Roffman. The Lady with the Borzoi: Blanche Knopf, Literary Tastemaker Extraordinaire af Laura Claridge  // Wallace Stevens Journal. - 2017. - T. 41 , no. 1 . — S. 144–146 . — ISSN 2160-0570 . - doi : 10.1353/wsj.2017.0022 .
  3. ↑ Schenkar, 161-181.
  4. ↑ Secret, 275.
  5. ↑ Barneys roller i Sapphic Idyll og The Well of Loneliness er diskuteret i Rodriguez, 94-95 og 273-275; angående The Wells berømmelse , se Lockard.
  6. ↑ 1 2 Rodriguez, s. 44.
  7. ↑ Rodriguez, s. 1-14.
  8. ↑ Rodriguez, s. 31. Barney fortalte om denne hændelse i Adventures of the Mind , s. 31.
  9. ↑ Rodriguez, s. 30-31.
  10. ↑ Haskell.
  11. ↑ Alice Pike Barney: Biografi .
  12. ↑ Rodriguez, s. 62.
  13. ↑ Secret, 262.
  14. ↑ Rodriguez, 39.
  15. ↑ Hvem er hvem i homoseksuel og lesbisk historie: fra antikken til Anden Verdenskrig . - Anden version. - London, 2002. - xix, 502 sider s. - ISBN 0-415-15982-2 , 978-0-415-15982-1, 0-415-15983-0, 978-0-415-15983-8.
  16. ↑ Rodriguez, s. 59-60, 191.
  17. ↑ Rodriguez, s. 52.
  18. ↑ Benstock, 272.
  19. ↑ Rodriguez, s. 88-103.
  20. ↑ Rodriguez, s. 97.
  21. ↑ Som oversat i Wickes, s. 40.
  22. ↑ Rodriguez, s. 95.
  23. ↑ Som oversat i Souhami (2005), s. 57.
  24. ↑ Rodriguez, 56-58.
  25. ↑ Rodriquez, 150.
  26. ↑ Rodriquez, 149, 164-165.
  27. ↑ Rodriquez, 169-171.
  28. ↑ Rodriquez, 308, 330.
  29. ↑ Rodriguez, 105-106.
  30. ↑ Barney, A Perilous Advantage , 15.
  31. ↑ Jay, xii-xiv.
  32. ↑ Jay, 63, 67.
  33. ↑ Barney, A Perilous Advantage , 19, 24-25.
  34. ↑ 12 Jay , 11-15.
  35. ↑ Colette, 83-103.
  36. ↑ Jay, 19.
  37. ↑ Rodriguez, 116, 186-187.
  38. ↑ Barney, Souvenirs Indiscrets , citeret i Souhami (2005), 52.
  39. ↑ Adam: International anmeldelse . - 1962. - 442 s. Arkiveret 18. august 2021 på Wayback Machine
  40. ↑ Dolores Klaich. Kvinde+kvinde: Attituder til lesbianisme . - Morrow, 1975. - 300 s. - ISBN 978-0-688-07918-5 . Arkiveret 18. august 2021 på Wayback Machine
  41. ↑ George Wickes. Bogstavernes Amazonas: Natalie Barneys liv og kærlighed . - New York: Putnam, 1976. - 318 s.
  42. ↑ Natalie Clifford Barney. Adventures of the Mind: The Memoirs of Natalie Clifford Barney . - NYU Press, 1992-06. — 309 s. — ISBN 978-0-8147-1177-4 . Arkiveret 18. august 2021 på Wayback Machine
  43. ↑ Et fremmedsprog, som du forstår': Djuna Barnes kunst og liv 1892-1982 (Ph.D.). University of Leicester. Dokumentet U058027. Hentet 10. april 2016. Salonen, der havde ændret sig fra tablåernes dage, holdt stadig sit standpunkt i den litterære verden, og Prix Renée Vivien (på 500.000 franc) gør det muligt for unge forfattere som Marguerite Yourcenar at etablere sig.
  44. ↑ Ève Paul Margueritte. Deux freres, deux soueurs: deux époques littéraires . - J. Peyronnet, 1951. - 272 s. Arkiveret 18. august 2021 på Wayback Machine
  45. ↑ Hvem er hvem i Frankrig . - J. Lafitte, 1977. - 1686 s. - ISBN 978-2-85784-013-8 . Arkiveret 18. august 2021 på Wayback Machine
  46. ↑ The New York Times Boganmeldelse . - New York Times Company, 1969-07. — 586 s. Arkiveret 18. august 2021 på Wayback Machine
  47. ↑ Rodriguez, 115.
  48. ↑ Kling, 137.
  49. ↑ Washington Mirror , 9. marts 1901. Citeret i Rodriguez, 121.
  50. ↑ Rodriguez, 123.
  51. ↑ Wicks, 50-52.
  52. ↑ Rodriguez, 150-151.
  53. ↑ Rodriguez, 203-204.
  54. ↑ Benstock, 291; Dorff, 57-64.
  55. ↑ Barney, A Perilous Advantage , 19.
  56. ↑ Jay, 53.
  57. ↑ Rodriguez, 255-256.
  58. ↑ Schenkar, 164-165; se også Rodriguez, 183.
  59. ↑ Schenkar, 144.
  60. ↑ Dayton Journal , 14. november 1909. Citeret i Rodriguez, 172.
  61. ↑ Rodriguez, 177, og Schenkar, 195.
  62. ↑ Wickes 108-109.
  63. ↑ Rodriguez, 221-223.
  64. ↑ Rodriguez, 243-250.
  65. ↑ Conover, 2-3.
  66. ↑ Wickes, 153, 167.
  67. ↑ Melanie Hawthorne. Kontingente kærligheder: Simone de Beauvoir og seksualitet . - Charlottesville: University Press of Virginia, 2000. - 234 s. - ISBN 978-0-8139-1974-4 , 978-0-8139-1916-4.
  68. ↑ Rodriguez, 246-247.
  69. ↑ Rodriguez, 260.
  70. ↑ Flanner, 48.
  71. ↑ Rodriguez 249-50, 301.
  72. ↑ Rodriguez, 250-251.
  73. ↑ Conley, 20.
  74. ↑ Barney, A Perilous Advantage , 97.
  75. ↑ Wickes (120), Rodriguez (190) og Jay (26) omtaler alle de Gourmonts tilstand blot som "lupus", men Denkiger (1148) og andre franske kilder kalder det " lupus tuberculeux " - tilsyneladende lupus vulgaris, som er en form for tuberkulose i huden, der ikke er relateret til systemisk lupus erythematosus, sygdommen nu almindeligvis kendt som lupus.
  76. ↑ Rodriguez, 191-196, 199-201.
  77. ↑ Benstock, 296.
  78. ↑ Jay, 29.
  79. ↑ Rodriguez, 257-258.
  80. ↑ Rodriguez, 257; Benstock, 296; Jay, 29.
  81. ↑ Rodriguez, 259.
  82. ↑ Barney, A Perilous Advantage , 118.
  83. ↑ Barney, A Perilous Advantage , 123.
  84. ↑ Benstock, 298-299.
  85. ↑ 1 2 Rodriguez, 139.
  86. ↑ Barney, A Perilous Advantage , 103.
  87. ↑ Schenkar, 360.
  88. ↑ "Ved middagsselskaber spurgte de mig, hvad jeg arbejdede på, og da jeg svarede 'Natalie Clifford Barney', forventede jeg det sædvanlige svar efter Jean Chalon: 'Hvad? Er Don Juan lesbisk?'" Livia (1992), 181.
  89. ↑ Schenkar, 156 og Rodriguez, 298 giver lidt forskellige skøn over denne liste.
  90. ↑ (Anthony Corisanda) Elisabeth de Gramont blev født 23. april 1875 i Nancy og døde 6. december 1954 i Paris. Hun var datter af Antoine Alfred Agenor de Gramont (1851-1925) og hans kone, født Isabelle de Beauvo Craon (1852-1875). Den 3. juni 1896 giftede hun sig med Aimé-François-Philibert de Clermont-Tonnerre, 8. hertug de Clermont-Tonnerre . Inden de blev skilt i 1920 havde de to døtre.
  91. ↑ Flanner, 43.
  92. ↑ Rodriguez, 196-199.
  93. ↑ Rapazzini.
  94. ↑ Rodriguez, 227-228.
  95. ↑ Secret, 138.
  96. ↑ Rodriguez, 295-301.
  97. ↑ Souhami (2005), 137-139, 146, og Secrest, 277.
  98. ↑ Rodriguez, 227, 295.
  99. ↑ Forfatter John Cooper. En scene ved Long Beach  . Oscar Wilde In America :: Blog (30. marts 2015). Hentet 18. august 2021. Arkiveret fra originalen 18. august 2021.
  100. ↑ Schenkar, 7-14, 359.
  101. ↑ Schenkar, 280-293.
  102. ↑ Schenkar, 269.
  103. ↑ Rodriguez, 318.
  104. ↑ Schenkar, 37-48.
  105. ↑ Souhami (1999), 332.
  106. ↑ 1 2 Livia (1992), 192-193.
  107. ↑ Livia (1992), 191. Rodriguez, 315 Livia (1992), 191. Rodriguez, 315, kalder dette en plausibel teori.
  108. ↑ Rodriguez, 317.
  109. ↑ Rodriguez, 326-327.
  110. ↑ Secret, 368.
  111. ↑ Rodriguez, 341-344.
  112. ↑ Wickes, 255-256.
  113. ↑ Rodriguez, 336, 353-4.
  114. ↑ Souhami, 194.
  115. ↑ Rodriguez, 362-365.
  116. ↑ Hawthorne.
  117. ↑ Jay, xv.
  118. ↑ Wickes, 98.
  119. ↑ Jay, 9, 13.
  120. ↑ Faderman, 322.
  121. ↑ Kærlighed, 115-116.
  122. ↑ Stimpson, 369-373.
  123. ↑ Hall, 352.
  124. ↑ Livia (1995), 22-23.
  125. ↑ Delarue-Mardrus, 80-81.
  126. ↑ Castle, 658. Tsvetaevas engelske oversættelser. "Breve til Amazonas" kan findes i Slotsantologien og i bogen "Marina Tsvetaeva"; om. Sonya Franeta (31. oktober 1994). "Brev til Amazonas". Harvard Gay and Lesbian Review. 1(4):9.
  127. ↑ Barnes, 6.
  128. ↑ Barnes, 34, 9.
  129. ↑ Weiss, 151-153.
  130. ↑ Barnes, xxxii-xxxiv.
  131. ↑ Lesbisk litterær figur hædret med Ohio historisk markør, der noterer sex... . archive.md (29. juni 2012). Hentet: 18. august 2021.
  132. ↑ Historisk markør vandaliseret i Cooper Park - Nyhedshistorie - WHIO Dayton . web.archive.org (11. juli 2010). Hentet: 18. august 2021.

Litteratur

Bøger om Natalie Barney

Andre kilder

  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder
Ordbøger og encyklopædier
Slægtsforskning og nekropolis