Øen G

Ᵹ , ᵹ ( Insular G ) er et udvidet latinsk bogstav, en form af bogstavet G , der minder lidt om en halet z , brugt i østil og som fonetisk symbol.

Historie

Denne form for bogstavet er afledt af romersk kursiv , hvorfra det blev lånt ind i den irske ø-stil og senere overført til oldengelsk og udviklede sig til det mellemengelske bogstav yog ( Ȝ ȝ ). På mellemengelsk, som genlånte karolingisk G ( G g ) fra kontinentet, kom disse to former for G til at blive brugt som separate bogstaver.

Brug i fonetik

Brugt i irsk fonetisk transskription til at repræsentere [ ɣ ] [1] lyden . Det blev brugt i samme betydning i varianten af ​​det romerske alfabet fra 1892 [2] .

I Ormulum- manuskriptet står Insular G for [ j ] og karolingisk G for [ d͡ʒ ] [3] .

I det engelske retskrivningsreformprojekt stod John Hart for [ d͡ʒ ], mens det karolingiske G for lyden [ ɡ ] [4] .

Brugt i kornisk ortografi af Edward Lluyd og senere William Price [5] [6] .

Bruges også i Otto Bremers transskription til at repræsentere [ ɣ ] [7] [8] lyden .

Kodning

Det små insulære G (ᵹ) blev på grund af dets brug i irsk lingvistik indkodet i Phonetic Extensions Unicode-blokken i version 4.1 ( marts  2005) under koden U+1D79 [9] . Dens kapitalform (Ᵹ) blev inkluderet i Latin Extended-D-blokken i version 5.1 ( april 2008) under koden U+A77D [10] .  

Se også

• Liste over latinske bogstaver
• Ga (latin)

Noter

1. ↑ Ó Máille, Tomás. 1927. Urlabhraidheacht agus Graiméar na Gaedhilge. Cuid I. Baile Átha Cliath: Comhlucht Oideachais na hÉireann.
2. ↑ Henry Sweet, A Primer of Phonetics , Clarendon Press, 1892.
3. ↑ Napier, Arthur S. Notes on the orthography of the Ormulum // History of the holy Rood-tree : a 12th century version of the cross-legend with notes on the orthography of the Ormulum and a middle English Compassio Mariae  : [ eng. ] . - London: Publish for the Early English Text Society af Kegan Paul, Trench, Trübner & co., begrænset, 1894. - S. 71-72.
4. ↑ Freeborn, Dennis. Fra gammelengelsk til standardengelsk  (engelsk) . - Basingstoke: Macmillan, 1998. - S. 289-292.
5. ↑ Lhuyd, Edward. Archaeologia Britannica, der giver en beretning ud over det, der hidtil er blevet offentliggjort, om sprog, historier og skikke hos de oprindelige indbyggere i Storbritannien:: fra samlinger og observationer på rejser gennem Wales, Cornwal, Bas-Bretagne, Irland og Skotland  : [ engelsk ] ] . - Oxford, 1707. - S. 2.
6. ↑ Pryce, William. Archæologia Cornu-Britannica, eller et essay til at bevare det gamle korniske sprog  : [ eng. ] . - Sherborne: W. Cruttwell, 1790. - S. 8.
7. ↑ Bremer, Otto. Deutsche Phonetik  : [ tysk ] ] . - Leipzig : Breitkoff und Härtel, 1893. - Vol. 1. - S. 204.
8. ↑ Bremer, Otto. Zur Lautschrift  : [ tysk ] ] . - Leipzig : Breitkoff und Härtel, 1898. - Vol. 1. - S. 11.
9. ↑ Fonetiske udvidelser. Rækkevidde: 1D00-1D7F. Unicode-standarden, version 4.1 . Hentet 14. marts 2022. Arkiveret fra originalen 19. januar 2022. (ubestemt)
10. ↑ Latin Extended-D. Rækkevidde: A720-A7FF. Unicode-standarden, version 5.1 . Hentet 14. marts 2022. Arkiveret fra originalen 19. januar 2022. (ubestemt)

Links

• Ᵹ på Scriptsource.org 
• ᵹ på Scriptsource.org 
• ◌ᫌ på Scriptsource.org 
• Stavemåden er insulær G (her fejlagtigt identificeret som yog ).
• Michael Eversons artikel On the Origins of YOGH and EZH viser det insulære g i flere skrifttyper.