Rumæniens navn

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 6. februar 2022; checks kræver 10 redigeringer .

Navnet Rumænien ( rum. România ) er et toponym skabt for den nye stat Rumænien , som opstod i 1859 som et resultat af foreningen af ​​to fyrstendømmer - Moldavien og Valakiet .

Toponymet Rumænien refererede oprindeligt til Thrakien . I det 19. århundrede blev toponymet Rumænien lånt og begyndte at blive brugt i forhold til den nye stat, der blev grundlagt under foreningen af ​​de moldaviske og valachiske fyrstedømmer . Ifølge den udgave, der er almindelig i Rumænien, kommer navnet Rumænien ( Rom. România ) fra det rumænske " Român ", som angiveligt er afledt af adjektivet " romanus " fra det latinske sprog , der betyder "romersk" [1][2] [3] . Efter dannelsen af ​​Rumænien og landets indbyggere begyndte vlacherne og moldoverne at blive kaldt rumænere , og statssproget - rumænsk .

Etymologi af etnonymet "român"

Under overgangen fra vulgærlatin til rumænsk var der adskillige fonetiske ændringer, der førte til transformationen af ​​" romanus " til " român " eller " rumân " (akkusativformen af ​​" romanum " blev bevaret):

Den første omtale af rumænere i litteraturen findes i Nibelungenlied . skrevet mellem 1180 og 1210: i eventyr XXII nævnes en vis "walachisk hertug Ramung" [4] , som en række historikere kun betragter som en symbolsk figur, en personificering af rumænerne [5] .

Wallachian Duke Ramung, en modig mand af de modige.
Med ham kom Gibih, kongen af ​​et stort land.
Folket blev båret af deres faste, som fugle, heste.

Originaltekst  (tysk)[ Visskjule] Der herzoge Ramunch vzer Vlachen lant

Mit Sibenhunduert mannen chom er fvr si gerant

Sam die wilden vogele so sah man si var

Endnu en omtale af rumænere er et dokument udstedt af den ungarske kong Bela III omkring samme tid (ca. 1190?) og dedikeret til opstanden i Assen og Peter , der fandt sted dengang (opstanden mellem Asen og Peter ) og indeholder ordene " mod bulgarernes og rumænskenes vrede » [6] .

Rumænernes selvudnævnelse som romere er nævnt i det 16. århundredes forskningsværker af italienske humanister, der rejste til Transsylvanien , Moldavien og Valakiet . Tranquillo Andornico skrev således i 1534, at vlacherne "nu kaldes romere" ( lat.  nunc se Romanos vocant ) [7] . I 1532 bemærkede Francesco della Valle, som ledsagede Alvise Gritti , mens han rejste gennem Transsylvanien, Valakiet og Moldavien, at lokalbefolkningen beholdt romernes selvnavn ( Balk.-Lat. romani ) og "kalder sig selv på deres sprog romere " ( italiensk ). .  si dimandano in lingua loro Romei ) og citerer også spørgsmålet på gammelrumænsk " Sti Rominest? ", som svarer til det moderne " știi românește? ( Rom. Taler du rumænsk? ) [8] . Omkring 1575 er der en omtale af forfatterskabet til Ferrante Capeci om lokale beboere, der kalder sig rumænere [9] ; Pierre Lescalopier skrev et år tidligere [10] :

Overalt i Valakiets og Moldaviens vidder og i det meste af Transsylvanien bor folk fra den romerske koloni fra kejser Trajans æra. De kalder sig selv de sande efterkommere af romerne og kalder deres sprog Romaneshte [11] .

Originaltekst  (fr.)[ Visskjule] Tout ce betaler la Wallachie et Moldavie et la plus del de la Transivanie a esté peuplé des kolonie romaines du temps de Traian l'empereur...Ceux du betaler se disent vrais successeurs des Romains et nomment leur parler romanechte, c'est-à-dire romai

Andre beviser for rumænernes selvnavn er leveret af forfattere, der boede i Transsylvanien eller de rumænske fyrstedømmer. Den transsylvanske tysker Johann Lebel skrev i 1542, at lokalbefolkningen kalder sig "Romuns"[12] . Stanislav Orzechovsky (alias Orihovius) skrev i 1554 [13] :

Rumænere på deres eget sprog kaldes "Romini" til ære for romerne, og "Vlachs" på polsk til ære for italienerne.

Originaltekst  (lat.)[ Visskjule] qui eorum lingua Romini ab Romanis, nostra Walachi, ab Italis appellantur

Omkring 1570 nævnte Antono Verancic, at de rumænere, der boede i Transsylvanien, Moldavien og Valakiet, kaldte sig romere eller romere [14] . Martin Saint-Ivan i 1699 citerede udtryk på det lokale sprog " Sie noi sentem Rumeni " (på moderne rumænsk " Și noi suntem români " - "Og vi er rumænere") og " Noi sentem di sange Rumena " (på moderne rumænsk " Noi " suntem de sânge român " - "Vi er af rumænsk blod") [15] .

I de historiske kilder i Rumænien er der to former for at skrive selvnavnet: " român " og " rumân ". Begge former har været udskiftelige i århundreder og kunne endda bruges i den samme sætning [16] [17] [18] . I det 17. århundrede, brugen af ​​variationer " Rumun " (Johannes Troester), " Rumuny " (Paul Kovacs de Lisnyay), " Rumuin " (Lavrenty Toppeltin) og " Rumen " (Johannes Lucius og Martin Saint-Ivany) [19] er også noteret .

I middelalderen betød den etnolingvistiske betegnelse rumân/român også "almindelige mennesker". I det 17. århundrede, i forbindelse med udbredelsen af ​​livegenskab , begyndte livegne at blive kaldt dette ord. I XVII-XVIII århundreder, i forbindelse med den semantiske differentieringsprocessen, begyndte formen " rumân ", almindelig blandt bønder og almindelige mennesker, at betegne en livegne, og formen " român " blev tildelt selvnavnet på befolkning [20] . Formen " rumân " begyndte at forsvinde fra 1746 efter Konstantin Mavrocordat afskaffede livegenskab. Den endelige form " român " og " românesc ", som blev brugt af digterne Enakitsa Vacarescu og Pitar Christache, blev fastsat til rumænernes selvnavn.

Etymologi af toponymet "Rumænien"

Det ældste dokument på rumænsk går tilbage til 1521: dette er et brev fra borgmesteren i Brasov om tyrkernes angreb. Der blev nævnt sætningen i det gamle rumænske " Țeara Rumânească ", som oversættes som "romersk land" og betegnes Valakiet i brevet. Som med etnonymerne " român " og " rumân ", var stavemåderne " Țara Românească " og " Țara Rumânească " tilladt. Valakiet, Moldavien og Transsylvanien blev kaldt romanske lande i det 17. århundrede af historikeren Miron Kostin [21] .

I det XVIII århundrede brugte prins Dmitrij Konstantinovich Cantemir i sine skrifter udtrykket Țara Românească til at henvise til alle tre fyrstedømmer, hvor rumænerne boede [22] . Men det var først i begyndelsen af ​​det 19. århundrede, at toponymet " România " blev dokumenteret som betegnende Rumænien . Den første omtale blev gjort i 1816 af den græske lærde Daniil Philippidis (kendt i rumænske kilder som Dmitry Daniel Philippides), som udgav "Rumæniens historie" og "Rumæniens geografi" i Leipzig. I 1823 blev inskriptionen "Precum Hristos pe Lazăr din morți a înviat, așa tu România din somn ai deșteptat" skåret på gravstenen af ​​George Lazar i Avriga.

Det er falsk, at toponymet " România " følger det rumænske sprogs traditionelle regel for at udpege lande, som giver mulighed for tilføjelse af suffikset -ia til etnonymet (for Grækenland, græsk → Grækenland , for Bulgarien , Bulgarien → Bulgarien , for Rusland, rus → Rusland osv.). I virkeligheden er ordet " România " meget ældre og blev dannet ved at tilføje suffikset -ie til etnonymet " român "  - for eksempel fra ordet "moș" ( rom. forfader ) ordet "moșie" ( rom. ejendom ) ) blev dannet med samme suffiks , af ordet "domn" ( rom. hersker ) - "domnie" ( rom. regering ), af " boier " ( rom. guvernør ) - " boierie " ( rom. pragt, rigdom ). Det antages, at det oprindelige ord " românie " blev oversat fra rumænsk til " rumânisme " og gentog ordet " rumânie " ( rom. livegenskab ), indtil sidstnævnte gik ud af brug og gav plads til rumænernes selvnavn.

I 1840'erne i Paris begyndte unge medlemmer af den rumænske intelligentsia at sprede stavemåden " Romanie " for at forhindre forveksling mellem rumænere og romere. Den franske stavemåde "Roumanie" spredte sig til Storbritannien, Spanien, Italien og Tyskland. På engelsk gik det franske lån "Roumanie" gennem kæden "Roumania" → "Rumania" → "Rumania", og det sidste ord kom først i brug efter Anden Verdenskrig. Ungarsk bruger også stavemåden med " o " ( Rumánien ), men andre sprog bruger stavemåden med "u" eller det kyrilliske "u" ( Rumænien på russisk, Rumunija / Rumunija på serbisk, Rumänien på tysk osv.) Kun på portugisisk kaldes rumænere "romenos", og deres land hedder "Roménien", og e afspejler delvist forbindelsen med det rumænske â , selvom det ikke giver samme lyd.

Reformer i stavning

I Den Socialistiske Republik Rumænien blev der gennemført en retskrivningsreform, hvor bogstavet î blev indført og bogstavet â blev fjernet . Det oprindelige navn på landet (Folkerepublikken Rumænien) lød oprindeligt som Republica Populară Romînă , selvom det senere blev tilladt at bruge â i adjektivet " român " og dets afledninger . Efter afslutningen af ​​det kommunistiske styre, blev reformen annulleret, hvilket returnerede bogstavet â og godkendte den endelige stavemåde " român ".

Andre referencer til Rumænien og Romanus

Se også

Noter

  1. ↑ Forklarende ordbog for det rumænske sprog, 1998; Ny forklarende ordbog over det rumænske sprog, 2002 . Hentet 3. marts 2017. Arkiveret fra originalen 17. maj 2016.
  2. ↑ Nikonov, 1966 , s. 360.
  3. ↑ Pospelov, 2002 , s. 358.
  4. ↑ Eventyr 22, side 52v, strofe 1370, Version C Arkiveret 5. juni 2008.
  5. ↑ Der Nibelunge not, XII, udg. K. Lachmann, Berlin , 1878, s. 174; Francis P. Magoun jr. i geografiske og etniske navne i Nibelungenlied, s. 129-130; Fritz Schuster med "Herzog Ramunc aus dem Walachenland", i "Sudost-Forschungen", XI, 1946-1952, s. 284-290)
  6. ↑ " contra furorem Bulgarorum et Rume<n>orum " i Imre Nagy (redaktør): Hazai okmánytár. Codex diplomaticus patrius Hungaricus, vol. VIII. Budapest 1891, nr. 5, s. 9-11; Imre Szentpétery (redaktør): Regesta regum stirpis Arpadianae critica diplomatica, vol. I, del 1 (1001-1270). Budapest 1923, nr. 157, s. halvtreds; se også Alexandru Simon: Între coroanele Arpadienilor şi Asăneştilor: implicaţiile unui document de la Béla III, în "Studii şi materiale de istorie medie", vol. XXVIII, 2010, s. 127-136.
  7. ↑ A. Verres, Acta et Epistolae, I, s. 243
  8. ↑ Cl. Isopescu, Notizie intorno ai romeni nella letteratura geografica italiana del Cinquecento // Bulletin de la Section Historique, XVI, 1929, s. 1-90
  9. ↑ "Anzi essi si chiamano romanesci, e voglino molti che erano mandati quì quei che erano dannati a cavar metalli..." i Maria Holban, Călători străini despre Țările Române, vol. II, s. 158-161
  10. ↑ Voyage fait par moy, Pierre Lescalopier l'an 1574 de Venise a Constantinople, fol 48 // Paul Cernovodeanu, Studii si materiale de istorie medievala, IV, 1960, s. 444
  11. ↑ romanechte  - fransk transskription af adjektivet " românește ", der betyder "rumænsk, rumænsk"
  12. ↑ "Ex Vlachi Valachi, Romanenses Italiani,/Quorum reliquae Romanensi lingua utuntur.../Solo Romanos nomine, sine re, repraesentantes./Ideirco vulgariter Romuini sunt appelanti" , Ioannes Lebelius, De opido Thalmus, Carmen Istoricum, Cibinii, 1779, s. 11-12
  13. ↑ St. Orichovius, Annales polonici ab excessu Sigismundi // I. Dlugossus, Historiae polonicae libri XII, col 1555
  14. ↑ “…Valacchi, qui se Romanos nominant…” “Gens quae ear terras (Transsylvaniam, Moldaviam et Transalpinam) nostra aetate incolit, Valacchi sunt, eaque a Rumænien ducit originem, tametsi nomine longe alieno...” De situ Transsylvaniae, et, Transsylvaniae i Monumenta Hungariae Historica, Scriptores; II, Pesta, 1857, s. 120
  15. ↑ Martinus Szent-Ivany, Dissertatio Paralimpomenica rerum memorabilium Hungariae, Tyrnaviae, 1699, s. 39.
  16. ↑ "am scris aceste sfente cǎrți de învățături, sǎ fie popilor rumânesti … sǎ înțeleagǎ toți oamenii cine-s rumâni creștini" "Întrebare creștineascǎ" (1559), Bibliografia româneascǎ (15959), Bibliografia româneascǎ 1514, iv4, iv4, iv 6.
  17. ↑ “…că văzum cum toate limbile au și înfluresc întru cuvintele slǎvite a lui Dumnezeu numai noi românii pre limbă nu avem. Pentru Aceia Cu Mare Muncǎ Scoasem de Limba Jidoveascǎ Si Greceascǎ Si Srâbeascǎ Pre Limba Româneascǎ 5 Cărți Ale Lui moisi prorocul Si Patru Cărți și le dăruim voo fraii rumâni și le-le-îi îi îi îi îi oppe și le-au scris voo fraților români » Palia de la Orǎștie (1581-1582), București, 1968.
  18. ↑ "În Țara Ardealului nu lăcuiesc numai unguri, ce și sași peste seamă de mulți și români peste tot locul…" , Grigore Ureche, Letopisețul Țării Moldovei, s. 133-134.
  19. ↑ Arkiveret kopi (link ikke tilgængeligt) . Hentet 20. februar 2010. Arkiveret fra originalen 27. januar 2011. 
  20. ↑ Stelian Brezeanu, Romanitatea Orientalǎ în Evul Mediu, Editura All Educational, București, 1999, s. 229-246
  21. ↑ Așași neamul acésta, de carele scriem, al țărâlor acestora, numele vechiŭ și mai direptŭ ieste rumân, adecă râmlean, de la Roma. Acest nume de la discălicatul lor de Traian, și cât au trăit (….) tot acest nume au ținut și țin pănă astăzi și încă mai bine munténii decât moldovénii, cii ȃi rum ȃri ȃi rum ȃi Ardeal. (…)Și așa ieste acestor țări și țărâi noastre, Moldovei și Țărâi Muntenești numele cel direptŭ de moșie, ieste rumân, cum să răspundŭ și acum toți acéia din Țările Ungurești lăcuitori și munténii țara lor și scriu și răspundŭ cu graiul: Țara Românească. I De neamul moldovenilor Arkiveret 24. september 2018 på Wayback Machine
  22. ↑ "Chronicon a toată Țara Românească (care apoi su împărțit în Moldova, Munteniască și Ardealul)..." , D. Cantemir, Chronicle vechimei româno-moldo-vlahilor, i Dimitriele Cantemirelui, ca. 180.

Litteratur

Links