| Historien om Rusland eller Lille Rusland | |
|---|---|
| Historien om Rusland eller Lille Rusland | |
| Genre | historie |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
Historien om Rus eller Lille Rusland ( Istoriya Rusov eller Lille Rusland ) er et historisk værk skrevet i form af en politisk pamflet [1] i slutningen af det 18. eller i begyndelsen af det 19. århundrede på Littles territorium Rusland . Den påståede forfatter i det 19. århundrede er den hviderussiske ærkebiskop Georgy Konissky ; de fleste historikere sætter spørgsmålstegn ved George Konisskys forfatterskab.
Bogen består af III dele. Tilføjelser i slutningen af bogen:
Del I består af et forord og kapitlerne I - V. Lille Ruslands historie er beskrevet fra den første hetman Lyantskoronsky til hetman Bogdan Khmelnitsky og den polske kong Jan Casimirs felttog i Lille Rusland.
"Slaviske folk" er rejst til efterkommere af Jafet . Efter den babylonske pandemonium bosatte slavernes forfædre sig i et stort område afgrænset af Riphean-bjergene , det kaspiske, sorte og baltiske hav. Bredden af floderne Vistula og Donau blev den vestlige grænse. Sarmatians , Scythians , Russ og Varangians er navnet på ét folk. Det slaviske folk blev opdelt i Drevlyanere (Polesye-indbyggere), Polyanere (eller Cumans ), Bolgars og Kozars (kosakker). Nomadenes angreb på russiske byer vurderes som indbyrdes krige af ét folk. Følgende fyrstendømmer er navngivet som provinsafdelingen af Rus': Galicisk, Pereyaslavl, Kiev, Chernigov og Seversk. Blandt de legendariske herskere i Rusland er opført Kagan , Kiy , Askold, Igor, Svyatoslav og Vladimir. Før Vladimirovs dåb i 988 tilbad slaverne Solen og Torden (Perun), og Kupala var deres vigtigste ferie. Før Vladimir blev forsøg på at udbrede kristendommen i Rusland gjort af apostlen Andrei og prinsesse Olga. På tærsklen til ankomsten af "Mungal-tatarerne" blev Rus svækket af indbyrdes stridigheder. Moskva-prins Ivan III holdt op med at hylde tatarerne i 1462, og hans barnebarn Ivan den Forfærdelige udråbte i 1547 Kongeriget Moskva, som blev kendt som Rusland. Områderne i det hvide og sorte Rusland, der ikke var underlagt ham, begyndte at blive kaldt Lille Rusland. Lille Rusland led også under tatarernes razziaer, men i 1320 befriede den litauiske prins Gedimin hende. I 1386 sluttede Lille Rusland sig under navnet det gamle Rusland til Storhertugdømmet Litauen. Fra det tidspunkt blev Lille Rusland styret af hetmaner , hvis bopæl var Cherkassy . Regionen er opdelt i 4 voivodskaber: Kiev , Chernihiv , Bratslav og Volyn. Under Hetman Lyantskoronsky dukkede kosacken Zaporizhzhya Sich op , ledet af koshhøvdinge. I det 16. århundrede var der allerede 20 kosakregimenter. Efter Mikhail Vishnevetsky blev kun kosakker valgt som små russiske hetmaner. Den romersk-katolske Hetman Kosinsky præsenteres som en kritiker af Union of Brest og en ortodoks martyr. I Hetman Nalivaikos æra blev Zaporizhzhya Sich centrum for Lille Rusland, hvor anti-polske følelser begyndte at sejre.
Del II-I består af kapitlerne I - V. Lille Ruslands historie er beskrevet fra underskrivelsen af Zborovsky-traktaten til Hetman Samoilovichs eksil til Sibirien .
Del III består af kapitlerne I-V. Lille Ruslands historie er beskrevet fra valget af Mazepa som hetman til Catherine II 's regeringstid .
Bogen slutter i 1769 , med begyndelsen af den russisk-tyrkiske krig 1768-1774 .
Rus' historie giver et billede af Lille Ruslands historiske udvikling fra oldtiden til 1769 . Ifølge det generelle koncept af forfatteren til "Russ historie" er Moskva-prinserne de samme russiske fyrster som storhertug Vladimir den Hellige. Med omdøbningen af Kongeriget Rusland til russisk, begyndte det at blive kaldt "Store Rusland", og landene i de russiske fyrstendømmer, der var uden for det, "Sort og Hvid Rusland", disse "begge russere blev derefter kaldt Lille Rusland" [2] .
Da de sluttede sig til Litauen, sad guvernører for den "russiske race"-fyrster i Lille Rusland, og da "mandslinjen for fyrsterne af Rusland blev afskåret", blev deres efterfølgere valgt til "Russernes Hetmans", som efterfølgen af " History of the Rus" fører til Bogdan Khmelnitsky inklusive, under tiden for foreningen af Lille Rusland med Litauen og siden 1569 med Polen. Kosakker - Lille Ruslands militære ejendom, svarende til den polske adel og den russiske adel, det vil sige adelen. Og i så fald burde den have holdt sit lands skæbne og "regeringens" magt i det. Det var disse kosakker, der indgik en aftale med zar Alexei Mikhailovich i 1654. Den forhandlede for sig selv og sit land visse rettigheder og autonomi for Lille Rusland, hvor den var den herskende klasse. Denne aftale blev sikret ved en ed fra Moskva-ambassadørerne "på vegne af zaren og kongeriget Moskva om den evige og ukrænkelige bevarelse af de aftalte aftaler" [2] .
Historikeren Ilya Borshchak kalder "Russ historie" - " en historisk legende om Ukraine, en politisk afhandling iklædt en historisk form " [3] . Andre historikere karakteriserer The History of the Rus som en "politisk pamflet ".
Hetman Bogdan Khmelnytsky er den centrale figur i dette værk .
Forfatteren lægger også stor vægt på rusernes oprør mod polsk styre (herunder Nalivaikos og Ostryanitsas taler ), modstanden fra Union of Brest , Ivan Mazepas hetmanskab, beskriver erobringen af Baturin , slaget ved Poltava , henrettelsen af kosakker i Lebedin , arrestationerne af kosakker og formænd, Hetman Polubotoks tragiske skæbne og likvideringen af Hetmanatet [4] .
I bogen "History of the Rus" Ruslands og Rus ' historie , og i kapitlerne, der er helliget begivenheder siden slutningen af det 17. århundrede - også Lille Rusland præsenteres ud fra synspunktet om at glorificere den kosakiske fortid, den fortabte "kosak frihed" beklages.
På trods af den store popularitet af værket i det 19. - begyndelsen af det 20. århundrede, anerkendte nogle historikere, især Nikolai Kostomarov , "Russ historie" som en upålidelig kilde [5] . Nikolai Kostomarov kom til den konklusion, at der i Ruslands historie " er meget utroskab, og derfor på det tidspunkt, da det blev omskrevet mange gange og gik fra hånd til hånd i henhold til forskellige lister, gav det en videnskabeligt skadelig indflydelse, fordi den spredte falske syn på Lille Ruslands fortid » [6] . Han bemærkede også: " Jeg blev betydeligt beskadiget af den tillid, der blev givet til en så dunkel kilde som Ruslands historie" [ 7] .
Moderne ukrainsk historieskrivning, der kritisk vurderer nogle fragmenter af bogen, vurderer den generelt som en pålidelig kilde til at studere Ukraines historie i det 18. århundrede . En af de førende ukrainske historikere Natalya Yakovenko [8] bemærker: " Hans oplysninger om begivenhederne i det 18. århundrede, i modsætning til mystificerede fiktioner om oldtiden, er ret pålidelige " [9] .
Ærkebiskop af Mogilev, Mstislav og Orsha Georgy Konissky er angivet som forfatteren af "Russ historie" , men efterfølgende blev forfatterskabet af Konissky ikke bekræftet. Nogle historikere tilskriver skabelsen af "Russ historie" til en elev af Konissky- Grigory Poletika , som var oversætter ved Videnskabsakademiet og i synoden .
Ifølge historikeren A. V. Storozhenko , der er beskrevet i monografien " Stefan Batory og Dnepr-kosakkerne ", overrakte hans bedstefar, A. Ya. Storozhenko en liste over Ruslands historie til den berømte forfatter af "Slavisk lovgivnings historie" " Vatslav Matseevsky , som trykte dem i oversættelse til polsk i 1839 i første bind af sit værk "Pamiętniki o dziejach, piśmiennictwie i prawadawstwie Słowian" [10] .
Derudover blev der udtrykt hypoteser om, at forfatteren til Ruslands historie var Alexander Bezborodko eller Arkhip Khudorba. Også forfatterne af "Russ historie" på et tidspunkt blev betragtet som prins Nikolai Repnin , Alexander Lukashevich og Panas Lobysevich .
Litteraturhistoriker Valery Shevchuk , vinder af Taras Shevchenko National Prize of Ukraine, konkluderer i sit værk "Unsolved Mysteries of the History of the Rus", at dette er et fremragende [11] eksempel på ukrainsk nationalpolitisk tankegang i det 18. århundrede. Under indflydelse [11] af dette værk skrev Alexander Pushkin sin " Poltava ", Nikolai Gogol brugte [11] dette værk, da han skrev " Taras Bulba ", Taras Shevchenko tog [11] plot fra "Russ historie" for sin arbejder. Ifølge Mikhail Drahomanov omfatter disse Shevchenkos værker "Drøm" ("Fra byen fra Glukhov"), "Det store kød", "Irzhavets", "Hos den hellige dame" og andre.
Shevchuk skriver, at "Russ historie" havde en alvorlig indflydelse på den ukrainske intelligentsia, som " allerede er begyndt at miste sit nationale ansigt, idet den kastede kosakkerne kuntush og zhupan af sig og iførte sig en international camisole og en imperialistisk uniform af russisk snit. . "History of the Rus" mindede om deres historiske rødder, deres position, historie, levevis , heroiske gerninger for at stoppe den massive udstrømning af kulturelle kræfter fra Ukraine til en fremmed kultur, som i vid udstrækning tilranede sig navnet, statens traditioner og folkets historie, underordnet sig selv, og proklamerede et fuldstændig skamløst postulat om, at det folk ikke er et folk, dets sprog er ikke et sprog, og historien er ikke historie, derfor må det smertefrit og fredeligt fornægte sig selv og blive en del af det herskende folk, underlagt fuldstændig afkald på selvstændig tænkning og national selvbevidsthed » [11] .
På den anden side er der en mening fra polske historikere, som den polske historiker Tadeusz Korzhon var principielt enig med , at Ruslands historie ikke er en ægte krønike, men "en ond politisk injurie beregnet på russerens fuldstændige uvidenhed". offentlighed og litteratur” [12] .
Bogen blev udgivet på University Printing House ( Moskva ) i 1846 efter beslutning fra Imperial Society of Russian History and Antiquities. Den blev første gang udgivet på ukrainsk i 1956 i New York. I Kiev - i 1991, i forlaget "Veselka".