Daihatsu Mira

Daihatsu Mira
fælles data
Fabrikant Daihatsu
Års produktion 1980  - nu
montage Osaka , Japan
klasse bybil
Andre betegnelser Daihatsu Cuore
Daihatsu Domino
Daihatsu Handivan
Subaru Pleo (anden generation)
Daihatsu Charade
Design og konstruktion
kropstype _ 3/5-dørs hatchback , 3-dørs varevogn
Layout formotor, forhjulstræk, formotor
, firehjulstræk
Motor
benzin forbrændingsmotor
På markedet
Relaterede Daihatsu Leeza , Daihatsu Move
Daihatsu Opti , Daihatsu Ceria
Perodua Kancil , Perodua Kelisa
Perodua Viva , Daihatsu Ayla , BYD Flyer
Generationer
Daihatsu Max Cuore
 Mediefiler på Wikimedia Commons

Daihatsu Mira (ダ イハツ・ミラ, også kendt som Cuore , Domino og for nylig som Charade ) er en bybil ( kei car ) fremstillet af Daihatsu . Den kommer med mange muligheder og chassismuligheder, med de seneste fire modeller inklusive: Mira, Mira AVY, Mira Gino og Mira VAN. Mira er efterfølgeren til en serie af biler, der begyndte med Daihatsu Fellow i 1966, og oprindeligt dukkede op som en kommerciel version af Cuore. Uden for Japan tilbydes Mira også med en 850cc motor. I Australien blev den to-sædede version solgt som Daihatsu Handivan og senere som Daihatsu Handi . [en]

Historie

Daihatsu Mira og Cuore erstattede Daihatsu Max Cuore i juli 1980. Den blev erstattet af anden generation Mira/Cuore L70, introduceret i 1985. For de fleste generationer var to motorer tilgængelige: en mindre version, der overholder japanske indenlandske regler, enten 550 eller 660 cc, og en større motor til eksportmarkeder. L200-varianten (1990-1994) havde for eksempel en 660 cc trecylindret rækkemotor, der ydede 40-64 hk. (29-47 kW) i Japan, mens eksportversionen var med en 847 cc motor. L500 Mira er Daihatsus første firecylindrede (660cc) kei-bil.

Første generation (L55, 1980–1985)

I juli 1980 [2] erstattede Daihatsu Mira og Cuore Daihatsu Max Cuore . En vis forvirring kommer af, at L55-serien var første generation af Daihatsu Mira, men også betragtes som anden generation af Cuore, og at Mira oprindeligt blev markedsført som "Mira Cuore". Efter et let ansigtsløft i maj 1982 droppede Mira "Cuore" fra sit navn. Der er også en ny fem-trins version af MGX (kun tre-dørs) udstyret med radialdæk. Den forvalgte gearkasse er blevet erstattet af en automatisk to-trins gearkasse. I oktober 1983 blev turboladede og firehjulstrukne versioner af Mira varevogne tilgængelige (men ikke i kombination).

L55-serien blev solgt med to hovedmotorer: den dobbeltcylindrede 547cc AB10 og den lidt større 617cc AD , der kun findes i eksport L60 Cuore. [3] De havde to balanceaksler til at udjævne og annullere støj, hvilket satte disse motorer på niveau med traditionelle firecylindrede motorer. I test scorede 617cc-versionen godt for raffinement samt "livlig" karakter og "entusiasme" sammenlignet med europæiske konkurrenter som Fiat Panda 30 og Citroën Visa Club og andre med to-cylindrede motorer. [4] Hovedproblemet er omkostningerne: En to-cylindret motor udstyret med en balanceaksel koster angiveligt lige så meget, som det ville tage at bygge en konventionel fire-cylindret motor. Bilen blev også rost af Quattroruote for sine adrætte bykørselsegenskaber – selvom den næppe er motorvejsvenlig. Den 30 hk (22 kW) "store" version havde en tophastighed på 120 km/t. [fire]

Den store motor dukkede op i anden halvdel af 1982, som en del af Daihatsus europæiske eksportfremstød. [5] På nogle markeder var to motorer tilgængelige. I Belgien blev bilen for eksempel solgt som Cuore 550 som en lille version, og som Cuore 623/625, afhængig af konfigurationen. [6] Cuore solgte godt i Argentina og Chile i 1980 (4.300 biler leveret), men økonomiske vanskeligheder førte til, at eksporten blev annulleret i 1982. [5]

Mira Turbo dukkede op i 1983. Kun tilgængelig på det japanske marked, og kun som et erhvervskøretøj, var det udstyret med en karbureret turboladet lille to-cylindret motor. Dens effekt var 41 hk. (30 kW) og en tophastighed på 130 km/t. [3]

Giovanni Michelotti brugte denne generation af Cuore som grundlag for prototypen "Michelotti PAC" ( commuter personal car , fra den engelske  Personal Automotive Commuter ) vist på Geneve Motor Show i 1985. [7]

Anden generation (L70, 1985–1990)

Anden generation Mira/Cuore (L70) dukkede op i august 1985. Det var en bil med lang akselafstand med en ny, tre-cylindret motor, der erstattede den to-cylindrede ( AB ). Slagvolumen af ​​den nye EB -motor forblev nøjagtig den samme, 547 cc. Til eksportvarianter blev der tilbudt en trecylindret 847 cc-motor kaldet ED-10 . I september 1986 dukkede en speciel serie til det schweiziske marked op, med en mindre boring og 796 cc motor (kaldet ED-10A). I modsætning til den større standardversion var denne omfattet af fire afgiftslinjer i nogle schweiziske kantoner , mens andre kantoner havde en betydelig afgift på 800 cc. [otte]

Med hensyn til versioner til det japanske hjemmemarked var der kommercielle versioner (Mira) solgt med personbiler (Cuore). Reklamefilmene havde nedfældelige bagsæder, der blev foldet sammen til et fladt gulv og var let genkendelige på skinnerne i de bagerste sideruder. Ligesom den forrige generation var en omskiftelig 4WD-version tilgængelig for varebiler (chassiskode L71V) . Motorer var oprindeligt karbureret, naturligt indsuget eller turboladet (med en intercooler). De ydede henholdsvis 38 og 52 hk. (28 og 38 kW). [9] Turbo-versionen var oprindeligt kun tilgængelig som Mira (tre-dørs reklame), og dukkede op to måneder efter den almindelige version. Gearkasser var enten 4/5-trins. mekanisk eller 2-trins. automatisk til atmosfæriske motorer. [ti]

I januar 1986 dukkede en femdørs varevogn (Mira) op. En "Walk-Through Van" version, der bruger en konventionel motorhjelm kombineret med en næsten boxy bagende, dukkede op to måneder senere. I august 1987 fik Mira/Cuore et lille ansigtsløft, med en ny grill og motorhjelm, og et par andre ændringer for at udglatte det overordnede udseende. To måneder senere blev permanent firehjulstræk tilgængelig for den turboladede version. Efter ændringer i oktober 1988 dukkede en 50-hestekræfter turboladet Mira sedan af TR / CR-serien op, og en fem-dørs version dukkede op for passagerer. En limited edition 500 Mira Sedan TR-XX Limited blev også solgt på dette tidspunkt. [11] Japansk produktion af L70-serien sluttede med introduktionen af ​​en ny 660cc-version af L200 i marts 1990 som reaktion på nye kei-bilregler. [10] Dette afsluttede også Mira- og Cuore-linjeopdelingen, da Cuore-navneskiltet blev droppet i Japan med introduktionen af ​​den nye model.

Thailand

Efter at have erstattet produktionen af ​​L70-serien i Japan, fortsatte monteringen af ​​bilen i Thailand. Ud over den almindelige version blev der fra 1990 til 1995 udviklet en passager-og-fragt-coupé til de trængende pick-up-trucks på det thailandske hjemmemarked, kaldet Mira P1. Mira pickuppen var ekstremt populær, hvilket fik salget af Thai Daihatsu til at hoppe 50%. [12] Da den kom i fuld kredsløb og afspejlede udviklingen af ​​SUV'en, udviklede Daihatsu også Mira P4: en overdækket vognversion med fire sæder. Senere dukkede en udvidet kabine op (2 + 2 sæder, "Daihatsu Mira Cab"), samt en hatchback med øget karma, kaldet "Mint".

Selvom der oprindeligt blev brugt mindre motorer, som på det japanske marked, var de for lange til at blive klassificeret som ægte kei-biler. Senere biler har 850cc-motoren brugt på mange eksportmarkeder. [13] Den asiatiske finanskrise i 1997 markerede dog afslutningen på Daihatsu-produktionen i Thailand, da salget faldt fra 4.000 enheder i 1995 til 160 enheder i 1997. Produktionen sluttede i februar 1998, og i marts 1998 tilbød Daihatsu ikke længere biler på det thailandske marked. [13]

Filippinerne

I 2004 genoplivede et filippinsk firma Mira Pickup, bygget lokalt og solgt som Norkis Legacy . [14] En varevogn med en firedørs dobbeltkabine var også tilgængelig. I modsætning til den originale L70 Mira har de en senere 659cc EF -motor, der også kører på LPG. Disse køretøjer er længere og tungere end originalen, med den originale tosædede pickup, der vejer 900 kg og måler 3630 mm i længden.

Tredje generation (L200, 1990–1994)

L200/201 blev den tredje og stadig den mest populære generation af bilen udbudt i et stort antal varianter. På det japanske hjemmemarked forsvandt "Cuore"-navnet, og sondringen mellem passager- og kommercielle versioner blev indsnævret. L200 (forhjulstræk) blev produceret som Mira fra foråret 1990 til i hvert fald 1998, men platformen blev også bygget under andre navne. Chassiskode L201 blev brugt til eksportversioner, med navnet "Cuore".

Som de fleste kei-biler blev 200-serien produceret i to hovedversioner: "V"-serien, en varebil til let kommerciel brug. Denne variant har sammenklappelige bagsæder uden sikkerhedsseler. "S"-serien, beregnet til personlig brug, ligner en varebil på mange måder, men har større, mere komfortable bagsæder udstyret med sikkerhedsseler og mere benplads. I modsætning til "V"-serien har "S" ikke et fladt gulv til at transportere last. Disse funktioner skyldes japanske skattelove for erhvervskøretøjer, som kræver tilbagetrækkelige bagsæder og et fladt lastdæk.

Mira havde en 3-trins automatisk eller 4/5-trins manuel gearkasse. En firehjulstrækvariant, kendt som L210, var også tilgængelig i V- eller S-modeller, kun med en fem-trins manuel. Disse biler havde en 12-ventils brændstofindsprøjtet turbomotor (fire ventiler pr. cylinder), mens de grundlæggende versioner blev undværet med en karbureret motor. [femten]

Eksporter

L201 sælges uden for Japan, primært i Europa, Australien og New Zealand. Tre- eller firedørs 201'ere var udstyret med en 847 cc-motor (ED10K) og en 4/5-trins gearkasse eller en 3-trins automat som ekstraudstyr. ECE-karburatormotoren ydede 41 hk. (30 kW) ved 5500 rpm. [15] Den varevogn, der var tilgængelig i Australien, blev kaldt Handivan (senere blot Handi). [16] En varevogn udstyret med bagruder blev også solgt på nogle andre markeder (såsom Benelux-landene ), hvor skatterne tillod det.

200/201 optog mange markeder og havde mange forskellige modeller. Cuore L201 fik tågelygter i venstre side. Senere Mira-modeller havde tågelygter på begge sider. L201 havde to nummerpladelys, mens L200 kun havde en. L200 Mira til det japanske hjemmemarked havde ikke tågebaglygter, mens de britiske modeller (hvor japanske versioner også var tilgængelige) havde en tågebaglygte monteret i højre side.

Denne generation af Mira blev udvalgt af den malaysiske bilproducent Perodua til at blive solgt som sit første produkt. L200 kom til salg i Malaysia som Perodua Kancil i 1994 efter flere ændringer, Kancil fortsatte i produktion indtil juli 2009. Den malaysiske Kancil blev solgt som Daihatsu Ceria i Indonesien mellem 2000 og 2006.

En højere, to-sædet varevogn ("Walk-Through Van") blev også udviklet, eksklusivt til det japanske marked. Den når den maksimalt tilladte højde for kei-biler, to meter.

Fjerde generation (L500, 1994–1998)

Produktionen af ​​Mira L500 begyndte i september 1994. Bilens design blev ændret i alle dele, men udseendet forblev på linje med L200. Mira L500 var kendt som L501 Cuore uden for Japan. Selvom salget af 200 Mira-serien sluttede i Japan, fortsatte de på nogle andre markeder, hvor biler var udstyret med nye motorer, der var modificeret til eksport L500'er.

På det japanske marked dukkede en separat serie af "Mira Moderno" biler (ikke-kommercielle) op i oktober 1995. Disse modeller fik et mindre ansigtsløft i maj 1996, præcis et år senere, i maj 1997, udvidet til resten af ​​modellerne. I august 1997 dukkede Mira Classic-modellen op, en retroversion. Classic var tilgængelig med en naturlig indsuget motor (40 hk/29 kW til forhjulstræk og 55 hk/40 kW til firehjulstræk) eller turboladet som ekstraudstyr med 64 hk/47 kW. Classic havde en retro-stil, der ligner Mira Gino , som var baseret på femte generation (L700). I januar 1998 blev " Hello Kitty "-versionen af ​​Mira Moderno udgivet gennem et samarbejde med Sanrio . Bilens krop var tilgængelig i pastelfarver og modtog forskellige Hello Kitty-relaterede detaljer såsom tændingsnøglen og andre.

L500 var Daihatsus første firecylindrede kei-bil med den nye JB-seriemotor som ekstraudstyr. Når den var udstyret med denne motor, blev modelkoden ændret til L502. Udvalget af modeller, der var tilgængelige i 200-serien, er blevet overført til 500-serien relativt godt. En af ændringerne var at udstyre eksportversionerne med brændstofindsprøjtning som standard, så 847 cc-motoren kunne udvikle 42 hk. (31 kW). Denne motor blev kaldt ED-20. Den 4-trins manuelle var ikke længere tilgængelig, men udover den 3-trins automat, dukkede en 4-trins op på det japanske hjemmemarked. [17] I november 1996 dukkede en tre-cylindret motor op (12-ventils version med to knastaksler, 847 cc). Det var en ED-DE, 50 hk. (37 kW) ved 5500 o/min.

I Australien blev Mira L500 solgt som Daihatsu Charade Centro. I Pakistan sluttede produktionen af ​​Daihatsu Cuore i 1995. L500 blev bygget af Toyota Indus Motor Company mellem 2000 og 2012 med en 847cc karbureret motor (ED-10), der har været monteret til eksportmodeller siden 1986. [atten]

Femte generation (L700, 1998–2002)

Den femte generation af Cuore brugte chassiskoden L700, med L710 til versioner med firehjulstræk. Den nye model dukkede op i efteråret 1998. Mens det japanske hjemmemarkedssalg skulle forblive under 660 cc, modtog eksportversioner en ny 989 cc EJ-DE, 12-ventil DOHC , tre-cylindret, 56 hk motor. (41 kW) ved 5200 o/min. Derudover er en tre-trins automatgearkasse blevet ny for eksportmodeller. [19] 850cc ED-DE-motoren forblev på nogle markeder.

Produktion uden for Japan

L700 Mira blev produceret i Malaysia i 2001, hvor den blev solgt sammen med Kancil som Perodua Kelisa med Daihatsus 850cc og 1000cc E-serie motorer. Produktionen af ​​Perodua sluttede i 2007.

Mira Gino

Produktionen af ​​en retroversion af Daihatsu Mira-bilen baseret på L700 startede i 1999 og erstattede Mira Classic-modellen. Mira Gino modtog udstyr og muligheder svarende til konventionelle modeller, men havde en retrostil. Mira Gino i Japan blev drevet af en naturligt aspireret 659cc-motor, men 1-liters EJ-VE-motoren (som i eksport L700) var tilgængelig i kort tid som Mira Gino 1000. Bilen var baseret på anden generation Gino (som fik sin egen modelkode L650/L660) med en liters motor blev solgt som Daihatsu Trevis på eksportmarkederne.

Sjette generation (L250, 2002–2006)

L250/260 Mira, der ikke er relateret til den tidlige 200-serie, er den sjette generation af bilen. Bilen blev produceret i Japan som Mira. L250 blev navngivet Daihatsu Charade i Storbritannien og Sydafrika. Andre steder blev det markedsført som Cuore. Eksportversioner udstyret med den 1-liters EJ-motor, der blev introduceret på den forrige generation, blev betegnet som L251, og L260 er firehjulsdrevne versioner (kun det japanske hjemmemarked). Efter afslutningen af ​​produktionen af ​​denne generation af Mira i Japan i slutningen af ​​2006, fortsatte produktionen i Malaysia, hvor de blev produceret under Perodua Viva -mærket fra maj 2007.

En sportsversion af Mira Avy var også tilgængelig i Japan . Bilen fik et mindre ansigtsløft i august 2005. I november 2006 dukkede en deaktiveret version op (Mira Friend-Matic). Friend-Matic-versionen blev udgivet indtil august 2009.

Syvende generation (L275, siden 2006)

I december 2006 begyndte produktionen af ​​L275, den syvende generation af Mira. Oprindeligt var kun passagerversionen tilgængelig, varevognen dukkede op i begyndelsen af ​​2007. Modellen med firehjulstræk modtog modelkoden L285. To KF-motorer var tilgængelige: 658 cc KF-VE dobbelt knastaksel ( DVVT ) tre-cylindret 58 hk. (43 kW), og en KF-DET turbomotor af samme størrelse med en effekt på 63 hk. (47 kW). Den naturligt aspirerede motor fås med en 5-trins manuel, 3- eller 4-trins automatisk eller CVT -boks . [20] Eksportmodeller (L276) dukkede første gang op i september 2007 og indeholdt en meget let Toyota KR 1 liter inline tre-cylindret motor.

Ifølge japanske test ligger brændstofforbruget fra 21 km/l med en 3-trins automat til 25,5 km/l med trinløst gear. For køretøjer med "Smart Drive-pakken", det nye start-stop-system, var brændstofforbruget 27 km/l. [tyve]

Indvendigt er gearvælgeren flyttet fra mellem forsæderne til midterkonsollen. [21] Et valgfrit glidende bagsæde, med 255 mm vandring, blev tilføjet for at justere mængden af ​​bagagerum eller passagerplads. [tyve]

I populærkulturen

Noter

  1. ↑ Daihatsu Mira / Handi / Handivan Arkiveret 4. april 2016 på Wayback-maskinen Hentet fra www.microcarforum.com den 5. februar 2009
  2. ↑ Historien om Daihatsu Kei Jidosha . xs4all.nl/~mjs/daihatsuk.html . Hentet 27. marts 2019. Arkiveret fra originalen 14. maj 2011.
  3. ↑ 1 2 Quattroruote: Tutte le Auto del Mondo 1985  (italiensk) / Mastrostefano, Raffaele. - Milano: Editoriale Domus SpA, 1985. - S. 233-234. - ISBN 88-7212-012-8 .
  4. ↑ 1 2 Ferrari, Alessandro. Due cilindri che sembrano quattro  (italiensk)  // Quattroruote  : diario. - Milano, Italien: Editoriale Domus, 1984. - Settembre ( v. 29 , nr. 347 ). — S. 71 .
  5. ↑ 1 2 Daihatsu ønsker at eksportere 650 cc-biler til Europa  // Nihon Keizai Shimbun  : avis. - Tokyo, 1982. - 18. maj. - S. 8 .
  6. ↑ {{{title}}}  (fr.)  // Le Moniteur de l'Automobile: magasin. - Bruxelles, Belgien: Editions Auto-Magazine, 1983. - 15 décembre ( vol. 34 ). — S. 66 .
  7. ↑ Autokatalog 1986  (tysk) / Heitz, Rudolf. – Stuttgart: Vereinigte Motor-Verlage GmbH & Co. KG , 1985. - Bd. 29. - S. 107.
  8. ↑ Automobil Revue 1987  (neopr.) / Büschi, Hans-Ulrich. - Bern, Schweiz: Hallwag AG, 1987. - V. 82. - S. 240-241. — ISBN 3-444-00458-3 . . For de schweiziske skattekoder, se s. 96-97.
  9. ↑ Automobil Revue 1987 , s. 240
  10. ↑ 1 2 Car Graphic: Car Archives Vol. 11, 80'ernes japanske biler  (udefineret) . - Tokyo: Nigensha, 2007. - S. 249. - ISBN 978-4-544-91018-6 .
  11. ↑ Ny ミラ [Mira] Turbo , Osaka, Japan: Daihatsu Motor Co., april 1989, s. 19, 13100①300A8904TK 
  12. ↑ Daihatsu Midget MP - trehjulet bil (ikke tilgængeligt link) . De Tres Bog. Dato for adgang: 27. marts 2016. Arkiveret fra originalen 24. september 2011. 
  13. ↑ 1 2 Daihatsu afslutter thailandske operationer  // New York Times  : avis  . - 1998. - 25. marts. Arkiveret fra originalen den 5. januar 2018.
  14. ↑ Gov't tilskynder til udvikling af små motorer; Norkis forpligter  (neopr.)  // Solstjerne. - Cebu, Filippinerne, 2004. - 27. september. Arkiveret fra originalen den 10. oktober 2004.
  15. ↑ 1 2 Automobil Revue 1991  (neopr.) / Büschi, Hans-Ulrich. - Bern, Schweiz: Hallwag AG, 1991. - T. 86. - S. 233-234. — ISBN 3-444-00514-8 .
  16. ↑ Daihatsu Mira/Handi/Handivan . Microcar Forum (2. december 2005). Hentet 27. marts 2016. Arkiveret fra originalen 4. april 2016.
  17. ↑ Automobil Revue 1997  (neopr.) / Büschi, Hans-Ulrich. - Bern, Schweiz: Hallwag AG, 1997. - V. 92. - S. 231-232. — ISBN 3-444-10479-0 .
  18. ↑ Toyota-indus . toyota indus. Hentet 29. marts 2016. Arkiveret fra originalen 24. september 2011.
  19. ↑ Automobil Revue 2002  (neopr.) / Nötzli, Max. - Bern, Schweiz: Büchler Grafino AG, 2002. - T. 97. - S. 247-248. — ISBN 3-905386-02-X .
  20. ↑ 1 2 3 Fuldt nydesignet Daihatsu Mira lanceret . World Car Fan (17. december 2006). Arkiveret fra originalen den 22. april 2012.
  21. ↑ Paul Tan. Ny Daihatsu Mira lanceret i Japan . Paul Tan's Automotive News (28. december 2006). Hentet 30. marts 2016. Arkiveret fra originalen 9. april 2016.
  22. ↑ Lau, Benson Mighty Car Mods Interview . JDM Style Tuning (1. april 2010). Hentet 30. marts 2016. Arkiveret fra originalen 20. marts 2012. Ikke-fungerende link.

Links

Daihatsu-kataloger   (japansk) : Mira , Mira AVY , Mira Gino , Mira VAN , Cuore   (engelsk) .