Fløjtesprog er sprog , der bruger fløjten til taleemulering og til kommunikation.
Fløjtesprog er et supplement til almindeligt talesprog. Fløjtetunger findes mange steder i verden, især i bjergområder, da fløjten på grund af akustikken i bjergene kan spredes over lange afstande. Fløjtesprog er især ofte forbundet med tonesprog , hvor fløjtende sprog formidler tonerne af stavelser (ordenes tonale melodier). Dette kan skyldes, at i tonale sprog bærer den tonale melodi en større funktionel belastning, mens den ikke-tonale fonologi bærer mindre information. Den fløjtende tunges tilblivelse er hverken dokumenteret eller undersøgt.
Fløjtesprog adskiller sig afhængigt af, om det tilsvarende talesprog er tonalt eller ej. Ifølge dette kan fløjtesprog være enten tonalt eller artikulatorisk , eller begge dele.
Tonale sprog mister ofte artikulation, idet de kun bevarer suprasegmentale træk som længdegrad og tone, og derefter beholder fløjtende sprog kun den melodiske talelinje. Således formidler sibilante tonale sprog udelukkende fonemisk information gennem tone, længde og i mindre grad stress, og de fleste segmentelle fonemiske distinktioner går tabt.
I ikke-tonale sprog bevares artikulære træk ved tale, og klangfarveforskelle, der overføres i almindelig tale ved bevægelse af tungen og den bløde gane, overføres med tonehøjde . Nogle konsonanter kan udtales, når de fløjter, ændrer fløjtende lyd, svarende til hvordan vokaler ændrer tilstødende konsonanter i et dagligdagssprog [1] .
På samme sprog kan forskellige fløjtestile bruges. Sochiapama-kinesisk [2] har tre forskellige ord for fløjtende tale: sie 3 for fløjten med tungen fra den alveolære højderyg, jui̵ 32 for labial fløjten og juo 2 for fløjten med fingrene i munden. De bruges til at kommunikere over forskellige afstande. Derudover er der en række høje falset ( hóh 32 ), der bruges som fløjtende tale.
Udtryksevnen ved fløjtende tale er sandsynligvis forskellig fra daglig tale. For eksempel, i nogle tonale sprog med kun få toner, består fløjtende beskeder normalt af stereotype eller på anden måde standardiserede udførlige udtryk, der ofte skal gentages. Men på sprog, der er stærkt tonale og formidler meget af deres information gennem tonehøjde, selv på talte sprog (såsom Mazatec eller Yoruba), kan hele lange samtaler fløjte. Selv i ikke-tonale sprog viser målinger, at der ved hjælp af fløjtende tale kan opnås en høj grad af gensidig forståelse (90 % af sætningerne på græsk [3] og det samme antal på tyrkisk ) [4] .
I det kontinentale Afrika kan tale overføres ikke kun ved fløjten, men også ved hjælp af musikinstrumenter, hvoraf de " talende trommer " er de mest berømte. Trommer kan også bruges af grioter til at synge lovsange eller til at kommunikere i landsbyen, og fløjten bruges til normale samtaler på afstand. Samtalepartnere kan skifte fra mundtlig tale til fløjten selv midt i en sætning.
Baseret på spansk er Silbo Homero -sproget i Gomera på De Kanariske Øer et af de mest undersøgte fløjtesprog. Antallet af lyde (eller fonemer) i dette sprog er et spørgsmål om kontrovers, der spænder fra to til fem vokaler og fire til ni konsonanter. Denne variation kan afspejle forskelle i modersmålstalendes evner og i de metoder, der bruges til at skelne mellem fonemer. Meyers arbejde [3] præciserer denne diskussion ved at give de første statistiske analyser af udtale af forskellige talere, såvel som psykolingvistiske test af vokalidentifikation.
Andre fløjtesprog findes eller har eksisteret i dele af verden, såsom Tyrkiet (Kuşköy - "Fuglelandsby"), Frankrig (Aas-landsby i Pyrenæerne ), Mexico (Mazatec- og Chinantec-sprog i staten Oaxaca ), Sydamerika ( Pirahán- sproget ), Asien (chepang i Nepal) og Ny Guinea. De er især almindelige i dag i dele af Vestafrika, hvor de er meget udbredt på sprog med et stort antal talere, såsom Yoruba og Ewe . Selv fransk har en fløjtende form i dele af Vestafrika.
Ud over Vestafrika og De Kanariske Øer er fløjten til stede i dele af Syd- og Østafrika.
De fleste af de flere hundrede fløjtede sprog er baseret på tonale sprog.
I en fløjt er kun tonefaldet bibeholdt, karakteristika som artikulation og fonation går tabt. De erstattes af funktioner som stress og rytmiske forskelle. Men nogle sprog, såsom Aas-folket i Zezuru , der taler en Shona-lignende dialekt, inkluderer konsonantartikulation for at afbryde strømmen af fløjter. Et beslægtet sprog er fløjtesproget tsonga , som tales i højlandet i det sydlige Mozambique .
En af de tidligste optegnelser om fløjtende tale i Xenophons Anabasis. På rejse gennem territoriet af en gammel stamme på den sydlige kyst af Sortehavet i 400 f.Kr., skriver han, at indbyggerne ved hjælp af fløjter kunne høre hinanden på stor afstand gennem dalene.
I den græske landsby Antia var der kun få mennesker tilbage, som talte det fløjtende sprog, men i 1982 talte hele landsbyens befolkning det.
Fløjtetale kan være højt værdsat i kulturen. I Sochiapamese Chinantec er gråd meget sjælden. Mænd i denne kultur bliver straffet, hvis de ikke taler det fløjtende sprog tilstrækkeligt til at udføre nogle byopgaver. De kan fløjte for fornøjelsens skyld i situationer, eller i situationer, hvor normal tale ikke kan høres, eller i nærværelse af en fremmed, hvis han ikke kan fløjtesproget og ikke burde forstå, hvad ejerne taler om [5] .
I Sochiapama Chinantec, Oaxasa og andre steder i Mexico, og nogle rapporter også i Vestafrika, er fløjten et maskulint sprog: selvom kvinder kan forstå det, bruger de det ikke [5] .
Mens fløjtesprog ikke er hemmelige koder eller hemmelige sprog (med undtagelse af fløjtesproget, der blev brugt af nannygos- oprørerne i Cuba under den spanske erobring ), kan de bruges til hemmelig kommunikation i nogle situationer. Landmænd i Aas under Anden Verdenskrig , eller i La Gomera, har været kendt for at kunne skjule beviser for forbrydelser som mælkefortynding, fordi de med en fløjtende tunge blev advaret om politiets tilgang [1] .
Fløjtunge er almindeligt anvendt i barske bjergområder med langsom eller problematisk kommunikation, lav befolkningstæthed og/eller spredt bebyggelse og andre isolerende træk, såsom behovet for græsning og landbrug på fjerntliggende bjergskråninger. For nylig er der også fundet fløjtende sprog i Amazonas tætte skove , hvor det erstatter normal tale i landsbyer, mens de jager eller fisker, og overvinder presset fra det akustiske miljø.
Den største fordel ved fløjtende tale er, at den giver en indfødt tale mulighed for at tilbagelægge meget større afstande (normalt 1-2 kilometer, op til 5 kilometer i bjerge og mindre i skove) end normal tale, uden den forvrængning, der er forbundet med råben. Den største rækkevidde af fløjten opnås i det bjergrige landskab - i områder, hvor fløjtesproget oftest bruges. I mange områder, hvor der bruges fløjtesprog, bliver der gjort en stor indsats for at bevare de gamle traditioner på baggrund af hurtigt udviklende telekommunikationssystemer [6] .
Den fløjtende tone er i det væsentlige en simpel svingning ( sinusbølge ), og derfor er ingen variation i klangen mulig. Normal læbeartikulation ved normal fløjten er relativt let, selvom læbebevægelse forårsager permanent labialisering , hvilket gør udtalen af labiale og labiodentale konsonanter (p, b, m, f og så videre) problematisk. Alle fonemer i Silbo Homero -sproget er semi -vokaler , der varierer i længde, kontur og tonehøjde, og selv vokalfonemer har variabel tonehøjde. I et ikke-tonalt sprog kan segmenter afvige som følger:
Den følgende liste giver en liste over sprog, der eksisterer eller har eksisteret i fløjtende form, eller de etniske grupper, der taler disse sprog. I nogle tilfælde (såsom Chinantec-sprogene ) er fløjten en vigtig og integreret del af sproget og kulturen. På andre sprog (for eksempel Nahuatl) er dens rolle meget mindre.
Handlingen i den rumænske krimi Whistlers er bygget op omkring studiet og brugen af Silbo Gomeros sprog .