| Åbenbaring af Methodius af Patara | |
|---|---|
| Åbenbaring af Pseudo-Methodius | |
| Forfatterne | ukendt |
| skrivedato | 7. århundrede |
| Originalsprog | original - syrisk , oversættelser - mellemgræsk , latin , arabisk , kirkeslavisk osv. |
| Land | |
| Emne | eskatologi |
| Manuskripter | Middelalderen |
"The Revelation of Methodius of Patara ", "The Revelation of Pseudo-Methodius " er et byzantinsk eskatologisk værk fra det 7. århundrede på syrisk [1] . I middelalderens manuskripttradition blev det tilskrevet den hellige martyr Methodius af Olympus (Patara) (d. omkring 311) [1] [2] [3] . Græske, latinske og slaviske versioner er kendte såvel som fragmenter af den armenske oversættelse [1] . Det havde en væsentlig indflydelse på kristen eskatologisk tænkning i middelalderen [4] [5] [6] [7] .
Essayet forsøger at forstå den islamiske erobring af Mellemøsten [8] . Talrige aspekter af kristen eskatologi overvejes, såsom invasionen af Gog og Magog , Antikrists fremkomst og den store trængsel , der gik forud for verdens ende. Åbenbaringen af Pseudo-Methodius tilføjer et nyt element til den kristne eskatologi: fremkomsten af en messiansk romersk kejser. Dette element bestod i kristen apokalyptisk litteratur indtil slutningen af middelalderen.
Oversættelser til græsk, latin, gammelkirkeslavisk, arabisk og andre sprog fra begyndelsen af det 8. århundrede og senere skulle have bidraget til indflydelsen fra "Åbenbaringen af Pseudo-Methodius" [9] .
Tilskrevet Methodius af Olympus i den syriske tekst [8] [10] , Patara på græsk [11] . Teksten er dog efter al sandsynlighed skrevet i det 7. århundrede af en ukendt kristen præst, deraf betegnelsen Pseudo-Methodius, som højst sandsynligt tilhørte den jakobitiske , kalkedonske eller melkitiske gren af kristendommen [4] . Ifølge forskere blev værket skrevet i æraen med de arabiske erobringer som svar på de vanskeligheder, som kristne står over for og udbredt frafald for at undgå skatter . Forfatteren betragter den arabiske invasion som Guds straf [7] [8] [12] [13] [14] . Værkets anonymitet kan indikere dets underjordiske karakter. "Åbenbaringen af Pseudo-Methodius" tillod kristne, uanset sted, at opretholde en "følelse af tilsyneladende legitim overlegenhed", på trods af det modsatte [15] .
Den originale tekst blev skrevet på syrisk i det nordlige Syrien [4] . Imidlertid manglede tidlige forskere den originale syriske tekst, og græske, latinske og slaviske tekster blev i vid udstrækning brugt til at studere værket. I en undersøgelse fra 1897 stolede den russiske litteraturkritiker V. M. Istrin i høj grad på den græske tekst, mens E. Sakur selvstændigt studerede de ældste latinske oversættelser. Begge disse undersøgelser markerede begyndelsen på den videnskabelige undersøgelse af dette værk, men det var først i 1931, at det originale syriske manuskript blev opdaget. Takket være dette fund kunne Michael Kmosko fastslå, at den originale tekst var skrevet på syrisk [2] .
Martin Ballard bemærker, at Pseudo-Methodius afviger fra tidligere eskatologisk litteratur, såsom Johannes Evangelistens åbenbaring , ved at fremstille romerske kejsere som forandringsagenter [16] . Alan M. Gunther bemærker også, at Pseudo-Methodius var påvirket af Johannes Evangelistens og Daniels Johannes' åbenbaringsbøger , som fortsætter traditionen for kristen litteratur [14] . Dette træk viser, at forfatteren højst sandsynligt var en kristen præst og var bekendt med fortidens kristne skrifter. Indførelsen af nye elementer i kristen litteratur bidrog, samtidig med at grundlaget for kristen tro og undervisning blev bevaret, med til at gøre "Åbenbaringen af Methodius af Patara" tilgængelig for lægfolk . En del af virkningen af dette arbejde skyldes, at det afspejler troen hos borgerne i det østromerske imperium [17] .
Essayet begynder med verdenshistorien, fra Adam og Eva i Edens Have til de muslimske erobringer og endetiden. Historien er opdelt efter årtusinder i syv perioder. Anden halvdel af værket fortæller om det syvende årtusinde, om de begivenheder, der går forud for verdens undergang og finder sted i den sidste periode af dens eksistens - Antikrists rige, Kristi andet komme , den sidste dom ) . Anden halvdel tiltrak sig den største opmærksomhed blandt middelalderens læsere. Stor opmærksomhed, både i den historiske og i den profetiske del, er givet til historien om israelitternes kamp med ishmaelitterne og historien om de "urene" folk, der blev fængslet af Alexander den Store i uindtagelige bjerge. Ismaeliternes stammer, besejret af den israelske leder Gideon og flygtet til den etrivianske ørken (plottet går tilbage til Bibelen), vil i det syvende årtusinde komme ud af den etrivianske ørken og gøre mange lande til slaver. Efter denne invasion vil lovløshed herske i verden, et fuldstændigt fald i moralen vil komme. Men med tiden vil den retfærdige græske konge besejre voldtægtsmændene. Kristendommen vil blomstre og generel velstand vil komme. Så vil de "urene" folk, der er fængslet af Alexander, blive befriet og vil erobre næsten hele verden. Gud vil sende sin ærkeengel , som vil ødelægge angriberne. Efter nogen tid vil Antikrist blive født . Han vil herske i verden, og så vil der være Kristi andet komme og den frygtelige dom [3] .
Med hensyn til kristnes adfærd i de sidste dage, berøres spørgsmål af seksuel karakter, især udveksling af partnere, homoseksualitet og påklædning som indikatorer på et syndigt samfund [18] . Teksten siger så, at " Ismaels sønner ", dvs. muslimerne, vil komme ud af ørkenen Ethriv for at pålægge de kristne Guds straf, der "faldt i udskejelser". Værket fortæller også om de begivenheder, der skete i hænderne på muslimer i tidligere årtier [16] . Med henvisning til figurer fra anden kristen eskatologisk litteratur, såsom Gog og Magog, forsøger Pseudo-Methodeius at legitimere sin plads som Fader til Kirken i det 4. århundrede [19] . Ophøjelsen af kejser-frelserens skikkelse bemærkes, som gentager profetien fra det 4. århundrede, tilskrevet den legendariske tiburtinske sibyll [20] . Denne romerske kejser vil redde de kristne lande fra "Ismaels sønner", sætte sin krone på korset "til frelse for alle", og derved frelse kristne som helhed [21] . Skriften udmærker sig ved levende beskrivelser og brutalitet. At drikke blod fra kvæg [22] , slagtning af gravide kvinder og fodring af babyer med dyr [23] er beskrevet .
I 630'erne og 640'erne erobrede araberne det meste af Mellemøsten og Middelhavet. Tre af kristenhedens fem patriarkater blev styret af muslimske arabere [24] . I 674 indledte Umayyad-kalifen Mu'awiya en offensiv mod Konstantinopel til lands og til vands. Inden for tre år var han besejret og vendte sin opmærksomhed mod en anden del af det overlevende Romerrige, nemlig Mellemøsten, Grækenland og Balkan. Som Martin Ballard bemærker, "forvandlede Konstantinopel sig til en lille kristen enklave i det islamiske hav" [8] .
De vanskeligheder, som kristne stod over for efter den islamiske erobring, udløste en "litterær opvågning", hvis tidligste tekster var skrevet på syrisk, græsk og arabisk. Især syriske forfattere reagerede på situationen i et apokalyptisk lys. Det kristne imperiums fald fortsatte med hver muslimsk erobring, og syriske forfattere betragtede disse erobringer som en straf fra Gud. Den mest berømte af disse tekster var "Åbenbaringen af Methodius af Patara" [13] .
Åbenbaringen af Methodius af Patara markerer slutningen af antikken og begyndelsen af middelalderen i sin stil og indflydelse. Skriften er ofte blevet kopieret og tilpasset til at passe til de katastrofer, der sker i et bestemt område [6] .
I begyndelsen af det 8. århundrede var værket blevet oversat til græsk [25] . Værket blev bredt cirkuleret i byzantinsk litteratur . Kendte græske lister over værket er repræsenteret af fire udgaver . Den første udgave har to versioner. Fra det græske sprog allerede i den tidlige periode af dets historie blev monumentet oversat til latinske og slaviske sprog. Den latinske tekst kendes i to udgaver [3] . Værket blev højst sandsynligt oversat til latin af Petrus munken i Frankrig [25] . Fra latin blev værket oversat til vesteuropæiske sprog [3] .
"Åbenbaringen af Methodius af Patara" er blevet brugt af kristne i århundreder til at forklare den forvirring, de stod over for på et bestemt tidspunkt og sted. Værket formede den vestlige kristendoms syn på islam i middelalderen gennem forskellige revisioner og oversættelser af teksten [4] . Med faldet af flere kristne byer fra det 14. århundrede og frem, sammen med Konstantinopels fald i 1453 , blev "Åbenbaringen af Pseudo-Methodius" brugt igen [8] .
Stephen Pelle bemærker, at The Revelation of Methodius of Patara ikke var populær i England før de normanniske erobringer , på trods af populariteten af anden eskatologisk litteratur. Af næsten 24 latinske manuskripter før det 12. århundrede var kun to på engelsk, og ingen blev skrevet før 1075. Efter de normanniske erobringer omfatter en af de tidligste engelske tekster, der forklarer invasionen af "hedninger" i kristen jord, "Åbenbaringen af Pseudo-Methodius" [26] .
Åbenbaringen af Methodius af Patara blev oversat til slavisk to gange, i Bulgarien. Den serbiske oversættelse er lavet ud fra den bulgarske tekst. Grundlaget for den slaviske oversættelse var den første udgave af den græske tekst. De to eksisterende slaviske oversættelser er uafhængige af hinanden og går tilbage til forskellige versioner af den første græske udgave. De er baseret på lister, der er mere ældgamle og tæt på forfatterens tekst end dem, der har overlevet den dag i dag. I Rusland var den slaviske oversættelse allerede kendt i perioden senest i begyndelsen af det XII århundrede [3] .
"Åbenbaringen af Methodius af Patara" er nævnt i Fortællingen om svundne år , to gange i en artikel fra 1096. For at forklare oprindelsen af Polovtsy hævder krønikeskriveren, at de er en af stammerne af ismaelitterne, der blev fordrevet af Gideon til den etrivianske ørken. Han skriver, at nu har de forladt ørkenen og kommet til det russiske land. Nedenfor, i historien om Gyuryata Rogovich om de nordlige folk, gives profetien om "Åbenbaringen af Methodius af Patara", at der på tærsklen til verdens død vil være en udvandring af "urene" folk, fængslet i bjergene af Alexander den Store. Filolog A. A. Shakhmatov , der udviklede P. I. Potapovs bemærkninger om teksten til åbenbaringen af Methodius af Patara, som den russiske krønikeskriver refererede til, kom til den konklusion, at denne tekst var tidligere og tættere på originalen end de overlevende lister. Ifølge Shakhmatov indikerer arten af brugen af "Åbenbaringen af Methodius af Patara", at i hvert tilfælde henvendte to forskellige kronikører til ham inden for rammerne af en vejrartikel [3] .
Kristne mente, at Pseudo-Methodius' arbejde indeholdt en forudsigelse om den mongolske invasion, som blev bekræftet i mongolernes levevis, madkultur og erhverv [19] . Fortællingen om "Åbenbaringen af Methodius af Patara" om de ismaelitiske stammer, der blev fordrevet i den etrivianske ørken, som i fremtiden vil vende tilbage og vælte de kristne folk, blev brugt af en russisk krønikeskriver i det 13. århundrede i den første rapport om mongolerne invasion af Rusland . Når man nærmede sig grænserne til det russiske land, blev en hær af hidtil ukendte folk, hidtil uset i sit antal, kaldt af kronikerens nytilkomne fra Etrivskaya-eremitagen, om hvis ankomst, på tærsklen til den kommende verdens ende, Methodius af Patara har angiveligt skrevet. Denne besked blev som en indledende del inkluderet i alle udgaver af den annalistiske fortælling om slaget ved Kalka . Separate episoder af "Åbenbaringen af Methodius af Patara" afspejles i anden udgave af den hellenske og romerske krønikeskriver , i anden udgave af Chronographic Alexandria og i en række andre monumenter af gammel russisk litteratur [3] .
Ifølge V. M. Istrin opstod der i Rusland i det 15. århundrede en original russisk revision af værket, som Istrin gav navnet på den interpolerede udgave. Grundlaget for denne revision var den gamle slaviske oversættelse, suppleret med materialer fra andre kilder - den bibelske historie om Gideon, syndflodens apokryfe, fortællingen om zar Michael, fortællingerne om Antikrist, fra Andrej den Hellige Nars liv. [3] .
Den interpolerede udgave var udbredt i gammel russisk litteratur. Denne udgave opnåede særlig popularitet i det 17. århundrede blandt de gammeltroende. Værket blev ofte omskrevet i sin helhed, der blev lavet uddrag af det, og der blev udarbejdet forkortede udgaver. Henvisninger til "Åbenbaringerne af Methodius af Patara" og lån fra dem blev inkluderet i de gamle troendes skrifter, når de fordømte den moderne morals fald i historier om Antikrist. I det sydlige Rusland i det 17. århundrede appellerede polemikere i kampen mod katolicismen til autoriteten i "Åbenbaringen af Methodius af Patara" i præsentationen af paven som Antikrist [3] .