Lo-fi eller lo-fi (fra engelsk. low fidelity - "low quality") - en retning i musik , som er karakteriseret ved lav lydkvalitet og jazz - akkorder .
Lo-fi-fænomenet blev et alternativ til Hi-Fi- lydæstetikken , som var præget af ønsket om den mest nøjagtige lydgengivelse tæt på originalen. Idéerne om Lo-Fi spredte sig i 1980'erne og førte til skabelsen af en selvstændig retning inden for musik af samme navn. Hans apologeter gjorde bevidst indsigelse mod den komplekse og langvarige registreringsproces, der desuden var forbundet med store økonomiske udgifter. I stedet fokuserede de på "garage"-værket fra tresserne, som bibeholdt den spontanitetsånd, der var iboende i livekoncertoptrædener [1] .
I stedet for lange studiesessioner fyldt med adskillige overdubs, delredigering og debugging, foretrak lo-fi-musikere at optage alt på én gang og minimere yderligere interferens med optagelsen. Ofte blev albums ikke indspillet i professionelle studier, men hjemme eller i semi-kælderforhold. Musikerne satte sig ikke som mål at se og lyde bedre, end de egentlig var, men søgte at bevare klangens naturlighed [1] .
I 1980'erne inkluderer tilhængere af Lo-Fi-æstetikken amerikanske grupper REM , Pussy Galore , Beat Happening , Royal Trux , britiske postpunk- bands , newzealænderne The Chills og The Clean . De udgav deres albums ikke på store labels, men i små uafhængige undergrundsselskaber, og udgav deres egne cd'er og plader i små oplag. I 1990'erne vandt Lo-Fi-retningen popularitet igen, blandt dens repræsentanter er Sebadoh , Silver Jews [2] og Pavement . Derudover, selv på trods af teknologiske fremskridt, begyndte selv velhavende kunstnere i professionelle studier, såsom Liz Fair og Beck , at efterligne Lo-Fi-lyd . Samtidig var svaret på "lavkvalitets"-lyden stilen med kammerpop , som var karakteriseret ved en rig lyd, komplekse og rige arrangementer [1] .
Uafhængige produkter | |
---|---|
Læsning |
|
Høring |
|
Film |
|
Computere |
|
Begreber | |
se også |
|