The Conspirators (film, 1944)

The Conspirators er en spionfilm fra 1944  instrueret af Jean Negulesco .

Filmen foregår i det neutrale Lissabon under Anden Verdenskrig , hvor en af ​​de hollandske modstandskæmpere , Vincent Van Der Lin ( Paul Henreid ), gemmer sig efter en række succesrige sabotage . Jagten på ham udføres af den tyske kontraspionage , som introducerede sin agent i rækken af ​​den antifascistiske undergrundsgruppe. Van Der Leen afslører og ødelægger dog ikke kun fjendens agent, men finder også sin kærlighed i Lissabon ( Hedy Lamarr ).

Filmen har en vis tematisk og plotmæssig lighed med Michael Curtis - filmene Casablanca (1942) og Road to Marseille (1944).

Plot

Under Anden Verdenskrig udfører den hollandske modstandsmand Vincent Van Der Leen ( Paul Henreid ) en række vellykkede sabotagehandlinger, herunder sprængning af en toglast af tyske tropper og en ammunitionsfabrik. Da nazisterne begynder en rigtig jagt på ham i Holland og lover en stor belønning til hans hoved, flygter Van Der Lin ulovligt fra landet gennem Vichy Frankrig og Spanien og når det neutrale Lissabon .

Den tyske agent Otto Lutzke ( Kurt Ketch ) ankommer til Lissabon med samme fly som Van Der Lin . Ved grænsekontrollen i Lissabons lufthavn gør den lokale politikaptajn Pereira ( Joseph Callea ) opmærksom på hollænderen Van Der Leens franske pas og spørger om formålet med hans besøg i Lissabon. Han fortæller, at han passerer gennem byen, for om 36 timer skal han til England . Inden afskeden svarer Pereira, at hollænderen har et portugisisk visum, alt er i orden, men at være i dette land, skal han huske dets neutralitet, ellers skal han forholde sig til politiet. Fra lufthavnen i Lutsk ringer han til Dr. Schmidt, leder af tysk kontraspionage i Portugal ( Stephen Geray ), og fortæller, at en mistænkelig person fløj med ham - Vincent Van Der Leen - som har et fransk pas, men et hollandsk navn, og der er intet segl fra Vichy -grænsevagten ved at krydse grænsen. Lutsk forsøgte at tale med ham, men han stoppede alle forsøg på at kommunikere. Schmidt instruerer Lutsk til at følge Van Der Leen og forsøge at finde ud af, hvem han er. Ved at forlade lufthavnsbygningen får Van Der Lin ved hjælp af en betinget gestus og adgangskode kontakt til en blind souvenirhandler, der arbejder for en lokal antifascistisk organisation. Han sender hollænderen til restauranten Cafe Imperio, hvor han skal kontaktes. Lutsk går i taxa efter ham.

På restauranten sætter Van Der Lin, sulten efter god mad, sig ved et bord og laver en rig bestilling, og bemærker så, at Lutsk er dukket op i restauranten. Imens holder en bil op til restauranten, hvorfra en smuk, rigt klædt ung kvinde ( Hedy Lamarr ) stiger ud. Få øjeblikke efter standser en bil samme sted med to mænd, der tydeligt holder øje med hende. Kvinden kommer ind i en mørk gyde, hvor hun afleverer halvdelen af ​​kortet, der fungerer som adgangskode, til en ældre mand, der venter på hende, og navngiver adressen. Et øjeblik senere skyder nogen manden i ryggen, og han falder og brænder kortet, inden han dør. Det lykkes kvinden at flygte ved at gå gennem serviceindgangen til Cafe Imperio. Snart dukker politiet op på stedet for drabet.

En kvinde går ind i restauranthallen og informerer overtjeneren om, at "de dræbte Duvall". Maitre d' forsøger at tage kvinden ud af hovedindgangen, men i det øjeblik dukker Lissabon-politiet op i salen. For ikke at henlede opmærksomheden på sig selv sætter kvinden sig ved det nærmeste bord til Van Der Leen og beder ham bestille en sherry til hende . Vincent nyder hendes selskab og indleder en hyggelig sjov samtale med hende og finder ud af, at hun hedder Irene. Hun holder samtalen i gang og inviterer ham som amatør til at tage risici til Estoril , portugisiske Monte Carlo , hvor hun besøger næsten hver aften. Da politiet forlader hallen, siger Irene, at hun er nødt til at foretage et akut telefonopkald, rejser sig fra bordet og forsvinder gennem serviceindgangen. Efter hun er gået, bliver Van Der Leen opsøgt af en lille, fejløjet mand med et ur i hænderne ( Peter Lorre ), som viser sig at være undergrundsgruppens Budbringer. Han laver en tid til i morgen tidlig klokken 9:30 hos Kurs rejsebureau. Da han indser, at Irene er løbet væk, betaler Van Der Lin uden at vente på middagen og går mod udgangen. Lutsk forsøger at følge ham, men Svyaznoy forsinker ham, idet han angiveligt ved et uheld spilder vin på ham. Da Van Der Lean forlader restauranten og sætter sig i en taxa for at tage til Estoril Casino, viser den blinde købmand ham til manden med briller (Monte Blue) og rækker ham derefter Golden Eagle-mønten.

På kasinoet finder Van Der Lin hurtigt Irene ved roulettebordet , men hun lader som om hun ikke kender ham og svarer, at hun ikke var på restauranten Imperio i dag. Når hun så går ud til kasinoets balkon med en vidunderlig aftenudsigt over havet, siger hun, at de ikke skal ses sammen, hvilket gør det klart, at det kan være farligt for ham. I det øjeblik dukker en poleret midaldrende herre op på balkonen, som tydeligvis er tæt på Irene, som hun introducerer ham som Hugo Von Mohr ( Victor Frantzen ). Da de tre vender tilbage til hallen, henvender Lutsk, som Irene også kender, sig til dem. Derefter beslutter Van Der Lin sig for at tage af sted, idet han undervejs finder ud af fra kasinopersonalet, at von Mohr er ansat på den tyske ambassade.

Ved udgangen fra kasinoet møder Van Der Lin en bekendt af Budbringeren, som anbefaler, at han ikke overnatter i byen, men for eksempel overnatter hos en pålidelig person ved navn Miguel ( Vladimir Sokoloff ) i fiskerlandsbyen af Kashkas. Efter at have fundet Miguel hjælper Van Der Lin fiskerne med at losse deres fangst. I en snak med Miguel indrømmer Van Der Lin, at han muligvis har mistet noget i Estoril, med henvisning til Irene. Derefter spiser han middag med fiskerne og taler om nazismen og dem, der bekæmper den i Europa. Han fortæller, at han var skolelærer i Holland, og en dag brød nazisterne ind i hans klasse og skød en 14-årig elev, der skrev "Længe leve friheden!" på tavlen, men han blev kun arresteret, fordi han underviste børn. farlige tanker om frihed. Van Der Lin undslap imidlertid, gik under jorden og blev involveret i den hollandske modstands sabotagearbejde.

Næste morgen, hos Kurs rejsebureau, mødes Van Der Lin med Budbringeren, som eskorterer ham til et sikkert hus i en pantelånerbutik . Der bliver han mødt af lederen af ​​en underjordisk antifascistisk gruppe, den berømte forfatter Ricardo Quintanilla ( Sidney Greenstreet ), som introducerer ham for de andre medlemmer af hans gruppe - nordmanden Anton Wyanut ( Gregory Gay ), som gjorde tjeneste i hæren af Quisling , og er nu engageret i levering af våben til modstandsfolk , og franskmanden Paul Larish, der organiserede undergrundens arbejde i Paris, samt den polske urmager Jan Bernazhsky, som Van Der Lin allerede kender som Budbringeren. .

Efter at medlemmerne af gruppen tager af sted for at lede efter Duvalls morder, bliver Quantanilla efterladt alene med Van Der Leen og fortæller ham, at en forræder er havnet i gruppen. Quantanilla beder derefter hollænderen om at instruere den mand, han sender, om at tage hans plads. Lederen af ​​gruppen viser Van Der Lean denne mand - Jennings - kalder ham den vigtigste af dem, han sendte til det besatte Europa (dette er den samme person, som modtog Golden Eagle-mønten fra den blinde mand). Hvis Jennings ikke kommer til Holland, kan det føre til hundreder og tusinder af modstandsfolks død. Quantanilla sikrede et hotelværelse til Van Der Leen, hvor han ville møde Jennings klokken 22 og give ham en detaljeret orientering om situationen i landet.

På hotelværelset modtager Van Der Lin en seddel fra Irene, der beder hende om at glemme alt, hvad der skete den foregående aften og, hvis de er bestemt til at mødes igen, at handle naturligt og ikke stille spørgsmål. Van Der Lin hører Irenes adresse fra budbringeren og tager dertil. Efter at have ventet på, at Irene skulle forlade huset, sætter Van Der Lin sig ind i sin bil. I første omgang opfører Irene sig meget kold og beder hollænderen komme ud. Han sætter sig dog bag rattet og tager hende med ud af byen og tilbyder at spise på en af ​​værtshusene.

I mellemtiden, på den tyske ambassade, rapporterer Litzke til Schmidt og Von Mohr om overvågningen af ​​Van Der Leen og siger, at han ikke ved, hvor han tilbragte natten. Schmidt rapporterer, at han modtog information fra Berlin, ifølge hvilken Van Der Leen er kendt af Gestapo som en hollandsk sabotør, med tilnavnet Den Flyvende Hollænder.

Irene chatter på et værtshus og afslører, at hun er fransk og boede der indtil selve besættelsen , og også at hun har et tæt forhold til von Mohr. Hollænderen siger, at han tror på hende. Når han lytter til en folkesang, fortolker Van Der Lin dens ord som et møde mellem en mand og en kvinde, der mødtes i en situation, hvor de begge er i fare, og allegorisk forklarer Irene forelsket med ordene i sangen - "Gud er med mig er kærligheden med mig og dig." De går ud på altanen og kysser. Van Der Lin overtaler hende til at tage til England med ham i morgen, hvortil hun siger, at Hugo på et tidspunkt trak hende ud af koncentrationslejren Dachau , hvor hun tilbragte fire måneder, og for det faktum, at hun reddede hendes liv, er hun klar at gøre noget for ham. Hollænderen indvender, at det er taknemmelighed, hengivenhed, men ikke kærlighed, hvortil Irene siger, at Hugo er hendes mand. Deprimeret over denne nyhed siger han farvel og går.

Vender tilbage til hotellet et par minutter for sent, løber Van Der Lin til sit værelse uden at bemærke, at Bernazhsky sidder i lobbyen. Når han kommer ind i rummet, ser Van Der Lin en døende Jennings ved bordet, som beder ham fortælle Quantinilla, at de har taget ørnen. Van Der Lean samler en pistol op fra gulvet, og den ses af Wynat, der ser ham gennem vinduet, som også ser hollænderen ransage Jennings' lig. I dette øjeblik, på et anonymt opkald, træder kaptajn Pereira ind i lokalet, ledsaget af flere politifolk. Pereira arresterer Van Der Leen mistænkt for mord.

Ved en reception på den tyske ambassade hører Irene fra Lissabons politichef, oberst Almeida ( Eduardo Ciannelli ), at Van Der Lean er blevet anholdt, mistænkt for at have dræbt Jennings. Om natten efter receptionen fortæller Irene sin mand, at hun tilbragte hele dagen med hollænderen. Hugo siger, at han ved det, og det generer ham ikke. Men da han forsøger at komme tættere på Irene, siger hun, at han ikke må og lægger sig på sengen med tunge tanker.

I mellemtiden, i fængslet, møder Van Der Lin en fange, der fortæller ham, at han blev forrådt af en mand, han betragtede som sin ven. Irene kommer til politichefen og beder om at løslade Van Der Lin på grund af manglende motiv. Politimesteren svarer dog, at politiet har beviser nok mod hollænderen til at sigte dem for drabet på Jennings, og det faktum, at Van Der Leen krydsede flere grænser ulovligt og arbejdes videre med af Gestapo, kan også tyde på et motiv for drabet. . Så siger Irene, at han har et alibi – hun tilbragte hele dagen med ham indtil næsten klokken 10, hvor han blev anholdt. Hun nægter dog at bekræfte sine ord i retten med henvisning til sin mands stilling. Så siger politimesteren, at det eneste, han kan gøre for hende, er at arrangere, at hun i al hemmelighed mødes med Van Der Lin. På en date anklager hollænderen Irene for at handle efter den tyske ambassades instrukser ved at sætte en mordfælde for ham. Irene forsøgte at fortælle ham noget, men da hun bemærkede, at de blev aflyttet, forblev hun tavs. Rasende gik Van Der Lin.

Cellekammeraten fortæller hollænderen, at han hele natten har fablet om en smuk kvinde, tilsyneladende elsker han hende meget højt. Van Der Lin beslutter sig for at løbe. Han kalder fængselsvagten nærmere under påskud af, at hans cellekammerat er syg, kaster så en løkke om halsen på ham fra den ledning, han fjernede fra kosten, tager et våben fra vagtens lomme, tvinger ham til at åbne cellen og tager så nøgler, skifter til sin uniform og forlader bygningens fængsler. Få minutter senere opdages flugten, og jagten begynder. Under dække af at deltage i forfølgelsen kører Van Der Lin ud af fængslet i en firmabil og instruerer chaufføren i at køre uden for byen. Da chaufføren endelig indser, at en flygtning kører i sin bil, forårsager Van Der Lean en mindre ulykke, hvorefter han stikker af og lokker chaufføren ud på sig selv. Til sidst tager Van Der Lin bilen i besiddelse og går i skjul. Pereira lover politichefen at fange Van Der Leen, når han besøger nogen af ​​sine venner, og alle hans venner er kendt, inklusive Irene og Quantinilla. På den tyske ambassade instruerer ambassadøren sine underordnede om at finde Van Der Leen før politiet.

Til sidst når Van Der Lean, hvis hånd blev græsset i en skudveksling med en vagt, til en fiskerby, hvor Rosa, Miguels ( Carol Thurston ) barnebarn, finder ham, hvorefter Miguel heler sit sår. På opfordring fra hollænderen afleverer Rosa sin besked til Quintanilla i Lissabon, hvis hus allerede overvåges af Pereiras mænd. Efter at have opdaget en bil nær Kishkas, gætter Pereira på, at Van Der Lin sandsynligvis gemmer sig der, og fiskerkonen var hans kontakt. Pludselig dukker Irene op hos Miguel. Hollænderen bemærker sarkastisk, at politiet skal have sendt hende denne gang. Men Aeryn giver ham en pistol og ammunition, og afslører, at hun blev sendt af Quantinilla, og at hun arbejder for ham. Hun lover at tage ham med til et hemmeligt sted, hvor alle medlemmer af Quintanillas antifascistiske gruppe vil vente på ham. Da hun kender alle ved navn, begynder Van Der Lin at tro, at hun også er en del af en undergrundsgruppe, og indvilliger i at tage med hende.

Ved et møde i den underjordiske gruppe bliver Van Der Lean mødt med stor mistænksomhed, idet han mistænker, at det var ham, der dræbte Jennings, da Bernajski og Wyanut så ham på hotellet og med et våben på gerningstidspunktet. Van Der Lin fortæller sin version af mordet og hævder, at alt blev sat op af nazisterne. Quintanilla finder ud af hans medarbejderes mening, hvoraf tre - Bernazhsky, Wainat og Larisch - betragter Van Der Lean som en forræder, men Irene og Quintanilla selv tager hans parti og tror på ham. Efter at Van Der Leen forrådte Jennings' sidste ord - "de tog Ørnen" - beder lederen af ​​gruppen alle om at gå og bliver efterladt alene med Van Der Leen. Quintanilla fortæller, at for at etablere kontakt med venner i Paris, havde Jennings et identifikationsmærke - en sjælden mønt med en ørn. Kun få mennesker vidste om dette, og den, der kendte formålet med "ørnen", slog ham ihjel. Nu kan morderen tage til Frankrig ved at bruge "ørnen" til at efterligne et medlem af modstandsbevægelsen der. Lige da kommer Hugo uventet ind, og Quintanilla introducerer ham som et af medlemmerne af organisationen. Efter Hugo er gået, siger Quantanilla, at nazisterne ikke skal have lov til at sende deres mand til Paris i stedet for Jennings. Da Jennings først skulle rejse til Paris i morgen aften, ville den nazistiske agent højst sandsynligt tage afsted samtidig for ikke at vække mistanke blandt den franske undergrund.

Van Der Lin kommer med en plan: Quintanilla skal samle alle og rapportere, at han har fundet en afløser for Jennings. Og den, der forsøger at kontakte nazisterne for at fortælle dem om det, vil vise sig at være en forræder. Quintanilla sender hollænderen tilbage til fiskerbyen. Irene venter udenfor på hollænderen og siger, at dette er deres sidste møde, og at hun bliver hos Hugo, fordi han risikerer alt og ikke har andet tilbage end hende. Men det er det eneste, der forbinder hende med ham.

På et gruppemøde meddeler Quintanilla, at organisationens ledelse netop har udpeget en ny agent til at erstatte Jennings, men hans navn og identitet kendes ikke. Den nye agent vil vente på gruppen på hotellet bag Estoril kasinoet kl. Alle skal samles i hallen ved roulettebordet klokken kvart i et. Der ville Quintanilla give nummeret på det rum, hvor den nye agent ville vente på dem, og om ti minutter ville de alle forlade kasinoet sammen og gå ham i møde. Bernajski bliver bedt om at rapportere denne plan til Van Der Leen.

Kaptajn Pereira, som holder øje med Cascac, bemærker, at Van Der Lin er dukket op, men beslutter sig for ikke at dræbe ham, men at følge ham. Dr. Schmidt på ambassaden ringer til Lutsk, som medbringer to af sine agenter, som skal deltage i operationen på kasinoet. Schmidt instruerer dem i at huske Van Der Lin, som skal tilintetgøres.

Efter at have nået kasinoet ser Van Der Lin, at von Mohr informerer Irene om, at Schmidt har tilkaldt ham til hans sted og beordret ham til at tage til Tyskland i morgen. Og hvis hun nægter at gå med ham, kan Schmidt have mistanke om, at hun er forbundet med Van Der Leen, som viste sig at være en farlig modstandsmand, og handle i overensstemmelse hermed. Irene bekræfter over for den nærgående Schmidt, at hun vil tage med sin mand til Tyskland. Irene og von Mohr nærmer sig roulettebordet, hvor medlemmer af Quantanillas gruppe allerede sidder. Van Der Lin er ved at komme ind på kasinoet, men Pereira stopper ham. Da politikaptajnen er ved at arrestere ham, fortæller Van Der Lean ham om planen, hvordan han skal finde ud af den rigtige morder, der arbejder for nazisterne. Pereira, som har sin egen personlige konto hos nazisterne, indvilliger i ikke at blande sig i Van Der Leens plan, på betingelse af, at han efter operationen er afsluttet, rejser til England.

Klokken ti minutter i et fortæller Quintanilla medlemmerne af gruppen nummeret på det hotelværelse, hvor mødet med den nye agent vil finde sted. Da Van Der Lin henvender sig til ham, informerer Quintanilla ham om, at han har lavet en aftale for alle på Grand Hotel i værelse 865. Forræderen skal på en eller anden måde give nazisterne værelsesnummeret, så de kan eliminere agenten. Quintanillas kendte nazister sidder også rundt om bordet og venter på at få at vide nummeret. Dr. Schmidt, der ser Pereira i salen, kræver, at Van Der Lin bliver arresteret, men han har ikke travlt. I ti minutter venter alle spændt, og endelig, et minut før timen, laver von Mohr et 8-6-5 bet. Quintanilla inviterer von Mohr til at gå til udgangen, alle underjordiske medlemmer rejser sig fra bordet og ledsager von Mohr. Quintanilla fortæller von Mohr "Game over", hvilket efterlader Irene chokeret over, at hendes mand er forræderen. To nazister med skjulte våben stopper undergrunden og lader von Mohr slippe væk, men repræsentanter for det lokale politi bliver sendt til ham. To nazister tilbageholdes, men det lykkes von Mohr at flygte. Van Der Lin og Pereira løber efter ham rundt i nabolaget. En skudveksling opstår, hvor Van Der Leen ender med at såre Von Mohr. Før han dør, forsøger von Mohr at skyde Van Der Leen, men Pereira dræber ham med sit skud. Hollænderen afsøger von Mohr og finder en "guldørn" i lommen. Hollænderen nærmer sig Pereira og siger, at det var von Mohr, der dræbte Jennings. Pereira tager pistolen fra Van Der Leens hænder og kaster den i vandet og går derefter lydløst væk.

Van Der Lin ankommer sammen med Irene til en lille bugt, hvor Miguel venter på ham på sin lille skonnert og har til hensigt at tage ham til grænsen. Da der ikke var nogen andre at sende til Paris i stedet for Jennings, besluttede Quintanilla at sende Van Der Lean dertil. Før afskeden kysser Van Der Lin og Irene og lover at vente på hinanden.

Cast

• Hedy Lamarr  - Irene Von More
• Paul Henreid  - Vincent Van Der Lin
• Sydney Greenstreet  - Ricardo Quintanilla
• Peter Lorre  - Jan Bernajski
• Victor Frantzen  som Hugo Von Mohr
• Joseph Calleia  som politikaptajn Pereira
• Carol Thurston  som Rosa, Miguels datter
• Vladimir Sokoloff  som Miguel, en portugisisk fisker, der hjælper Van Der Lean
• Eduardo Ciannelli  som oberst for Almeida politi, chef for Pereira
• Steven Geray  - Dr. Schmidt
• Kurt Katch  - Otto Lutzke

• Philip Van Zandt  - tolder
• Aurora Miranda - en pige, der spiller fado og synger sangen "Rua do Capelão"

Filmskabere og førende skuespillere

Instruktøren og mange af filmens førende skuespillere er født i Europa og flyttede til Hollywood for blot et par år siden. Instruktør Jean Negulesco var fra Rumænien , Hedy Lamarr , Paul Henreid , Peter Lorre og Steven Geray blev født i Østrig-Ungarn , Victor Frantzen  - i Belgien , Joseph Calleia  - på Malta , Sydney Greenstreet  - i Storbritannien , Vladimir Sokoloff  - i Rusland , Eduardo Ciannelli  er i Italien .

Instruktør Jean Negulesco blev nomineret til en Oscar for bedste instruktør for Johnny Belinda (1948) [1] . I 1940'erne instruerede Negulesco en række succesrige film noir , blandt dem " The Mask of Dimitrios " (1944), " Three Strangers " (1946), " No One Lives Forever " (1946) og " Roadhouse " (1948). I 1950'erne vendte Negulesco sig til en lettere genre og iscenesatte film som den romantiske komedie How to Marry a Millionaire (1953) og den vestlige River Don't Run Back (1954), begge film med Marilyn Monroe , melodrama Three Coins i Fountain " (1954) og Daddy Long Legs , en musical med Fred Astaire (1955) [2] .

Hedy Lamarr gjorde først opmærksom på sig selv i det østrigske melodrama Ecstasy (1933). Efter at have flyttet til Hollywood spillede hun i sådanne krimi-melodramaer og film noir som Algier (1938), Crossroads (1942), Risky Experiment (1944), Strange Woman (1946) og Dishonored Lady (1947) [3] . Paul Henreid spillede i så betydningsfulde melodramaer som " Casablanca " (1942) og " Onward Traveler " (1942), i fantasy-melodramaet " Between Two Worlds " (1944), film noir " Deception " (1946), " Senseless Triumph ( 1948) og " Combat Shock " (1954). I 1964 instruerede Henreid den succesrige krimi The Double (1964) [4] . Skuespillerne Peter Lorre og Sidney Greenstreet spillede sammen i ti film, blandt dem "The Maltese Falcon " (1941), " Casablanca " (1942 med Henreid), "The Origins of the Danger" (1943), "The Mask of Dimitrios" ( 1944, iscenesat af Negulesco), Vejen til Marseille (1944, også med Vladimir Sokoloff , Victor Frantzen og Eduardo Ciannelli ), Verdict (1946) og Three Strangers (1946, instrueret af Negulesco) [5] .

Kritisk vurdering af filmen

Samlet vurdering af filmen

Generelt blev filmen modtaget negativt af kritikere, selvom den kommercielt var ret vellykket. Filmhistoriker Jeremy Arnold bemærkede, at ved udgivelsen "blev filmen revet i stykker, ikke kun af kritikere, men også af Fredrik Prokosch , forfatteren til romanen, som den var baseret på, som offentliggjorde sin anmeldelse i The New Republic " [6] .

Bosley Crowther i The New York Times skrev, at "for en Warner Bros. spionfilm og spillet af et all-star team af sofistikerede europæere og alle slags slyngler fra dette studie, var filmen et skuffende skue ... Filmen mangler forventet skarp, metallisk smag og sofistikeret manuskript, som er typiske for spionmelodramaer. I stedet indeholder den kun klichéer fra en gammeldags roulette -spillende romantik ." Crowther fortsætter: "Filmens fejl er dybe og brede... Hvis Warner havde bestilt en parodi på en film om internationale intriger og spioner, kunne det meget vel have været The Conspirators - selvfølgelig krydret med et par jokes." [ 7]

Nutidige kritikere kunne ikke lade være med at sammenligne denne film med den berømte Casablanca (1942), som var blevet udgivet to år tidligere. Jeremy Arnold bemærker især, at "i Casablanca-finalen er modstandslederen (også spillet af Paul Henreid ) og hans dejlige kone ( Ingrid Bergman ) på et fly til Lissabon . I The Conspirators flygter modstandslederen (Paul Henreid) fra Holland og ankommer til Lissabon, hvor han slutter sig til andre medlemmer af undergrunden for at bekæmpe nazisterne. Sidney Greenstreet og Peter Lorre havde også en finger med i begge film, men det er her lighederne med Casablanca slutter . I denne film, "i stedet for Bergman har vi Hedy Lamarr (som ser fantastisk ud på skærmen, men ikke er nær så god som en skuespillerinde), og i stedet for en magisk kombination af romantik, humor og førsteklasses dialog, har vi her et mærkbart svagere manuskript og historie." Arnold mener, at "det måske ikke er rimeligt at sammenligne denne film med Casablanca, men The Conspirators blev lavet af Warner Bros. specifikt for at gentage vidunderet ved Casablanca (og endnu vigtigere, dets kommercielle succes)" [6] .

Efter filmkritiker Craig Butlers mening , "er det klart, at denne film er lavet til Casablanca" og "er en moderat underholdende spionthriller, der på ingen måde kan sammenlignes i kvalitet med sin forgænger." Butler bemærker, at "plottet er ret komplekst , måske endda forvirrende, men den komplikation er kun et plus for dem, der ønsker at dykke ned i. Dialogen er ujævnt skrevet, men noget af det bærer et vist skær og en følelse af tvetydighed omkring nogle af karakterernes motiver, og det er gjort. godt og overbevisende . Dennis Schwartz kaldte maleriet "en falsk romantisk spionhistorie fra Anden Verdenskrig", der er udført "i stort set samme lys som Casablanca, men slet ikke med samme succes og finesse", selvom, som Schwartz bemærker, " det er slet ikke Casablanca, men stadig godt, hvis du leder efter en hurtig nazistisk spionfilm." årsagen er, at al skærmtid overtages af Henreid, som er meget behersket i modsætning til den karismatiske Bogart " [9] .

Evaluering af direktørens og det kreative teams arbejde

Crowther mener, at dens forfattere Posner og Rosten , da de arbejdede på manuskriptet baseret på romanen af ​​Frederic Prokosh , "ikke gjorde noget for at fylde det med liv og gjorde lidt mere for at fylde det med angst." Deres historie om en hollandsk guerillakriger, der flygter til Lissabon, hvor han falder ind i en gruppe af konspiratoriske personligheder og tvivlsomme politiske sammensætninger, forværres af meget åbenlyse plotdrejninger og melodramatiske greb. Og forfatternes udvikling af en spionromantik er lige så forældet som Balkankrigene ." Yderligere skriver han: "Desuden gav Jean Negulesco med sin opstyltede produktion alt en stemning af dyster højtidelighed, hvor skuespillerne bogstaveligt talt knytter næver og tænder" [7] .

Ifølge Schwartz, "lader den erfarne instruktør Jean Negulesco filmen falde nogle steder på grund af for mange underskud og for sekundær historie. Men filmen viser stil, og dens hurtige tempo og fremragende cast sikrer kvaliteten af ​​underholdning." [9] . Butler henleder opmærksomheden på Negulescos ujævne instruktion, som "sandsynligvis skyldtes det faktum, at han var tvunget til at forholde sig til ændringer i manuskriptet, der blev lavet direkte på settet, hvilket ikke gav ham mulighed for at tage fast kontrol over filmen." Men ifølge Butler, "Negulesco er bedst i slutscenen, når de forskellige tråde mødes, og han kan koncentrere sig om spændingen og spændingen" [8] .

Arnold bemærkede, at selvom "karaktererne og selve historien ikke er fængslende", er filmen "smukt udført med flotte kulisser, kostumer og kameraarbejde" [6] . Schwartz henledte også opmærksomheden på Arthur Edisons kinematografi , som "højer intrigen" [9] . Butler mente til gengæld, at "billedets uomtvistelige fordele er de smukke scenerier og kostumer samt Max Steiners musik " [8] .

Handling partitur

Crowther mener, at "med en sådan bedstefarlig instruktion (som vist af Negulesco ), er det ikke overraskende, at Paul Henreid skulle spille en hollandsk partisan på samme måde som en gammeldags seriehelt, og Sidney Greenstreet , Peter Lorre , Victor Frantzen og alle andre i denne skare er tvunget til at lave ansigter som gøglere. Som en smuk og mystisk dame skifter Hedy Lamarr ofte kostumer, men ikke ansigtsudtryk. Det forbliver lige så meningsløst som logikken i hendes rolle .

Arnold minder om, at "Lamarr blev udråbt som den smukkeste kvinde i verden, da hun ankom fra Østrig til Hollywood i 1938 , men hendes evne til at vælge roller matchede ikke hendes udseende. Hun afviste rollen som Ilsa i Casablanca , fordi hun "troede, at historien var for kompliceret". Derefter medvirkede hun meget ofte i andenrangsfilm som en eksotisk mysteriedame. Men "hendes film tjente penge, inklusive The Conspirators. Hun var yndig, og det var grund nok for offentligheden til at se hendes film . Arnold skriver, at "i sin selvbiografi syntes Paul Henreid at være enig i Lamarrs overordnede vurdering, idet han skrev, at "The Conspirators... var min første film med Hedy Lamarr, og min første eksponering for hendes træskuespil." Arnold fortsætter med at citere Henreid at "kombinationen af ​​hendes meget dårlige forståelse af pointen og Jean Negulescos generelle manglende evne til at arbejde med dårlige skuespillere tvang instruktøren til at tigge Henreid om diskret og subtilt at sætte skuespillerindens arbejde i hans sted. Henreid siger, at han ikke ønskede at gøre det. dette, men gjorde det alligevel til fordel for billedet » [6] .

Butler mener, at filmen ville have gjort det bedre "med en stærkere skuespillerduo i hovedrollerne. Hedy Lamarr er et visuelt vidunder, fantastisk i næsten alle billeder. Hendes skuespilevner matcher dog ikke hendes visuelle charme, og hun er især overfladisk i denne film." Ifølge Butler, "Paul Henreid er bedre, men han er også begrænset som skuespiller, meget bedre i biroller. Der er ingen kemi mellem dem. Heldigvis er Sydney Greenstreet og Peter Lorre altid klar til at yde noget dejligt støttearbejde . Arnold mener også, at "heldigvis udviste biskuespillerne Greenstreet og Lorre professionalisme og dedikation til billedet, og deres scener var nok de bedste i filmen. Det var den femte af otte film, hvor dette par spillede " [6] .

Noter

1. ↑ Jean Negulesco. Priser  (engelsk) . International filmdatabase. Hentet 16. april 2016. Arkiveret fra originalen 9. april 2016.
2. ↑ Mest bedømte spillefilminstruktørtitler med Jean  Negulesco . International filmdatabase. Dato for adgang: 16. april 2016.
3. ↑ Højest vurderede spillefilmtitler med Hedy  Lamarr . International filmdatabase. Dato for adgang: 16. april 2016.
4. ↑ Højest bedømte spillefilmtitler med Paul  Henreid . International filmdatabase. Dato for adgang: 16. april 2016.
5. ↑ Mest populære spillefilm med Peter Lorre og Sydney  Greenstreet . International filmdatabase. Dato for adgang: 16. april 2016.
6. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 Jeremy Arnold. The Conspirators (1944): Artikler  (engelsk) . Turner klassiske film. Hentet 16. april 2016. Arkiveret fra originalen 16. marts 2016.
7. ↑ 1 2 3 Bosley Crowther. ' The Conspirators' Med Paul Henreid og Hedy Lamarr, ved Strand  . New York Times (21. oktober 1944). Dato for adgang: 16. april 2016.
8. ↑ 1 2 3 4 Craig Butler. The Conspirators (1944). Anmeldelse  (engelsk) . AllMovie. Hentet 16. april 2016. Arkiveret fra originalen 27. april 2016.
9. ↑ 1 2 3 Dennis Schwartz. Vær advaret, spionfilmen blegner med den stive Henreid, der optager al skærmtiden i stedet for den glatte  Bogie . Ozus' World Movie Reviews (22. juli 2005). Hentet 28. november 2019. Arkiveret fra originalen 28. november 2019.

Links

• Conspirators på Turner Classic Movies hjemmeside
• The Conspirators filmtrailer på YouTube

Tematiske steder	AllMovie AlloCine ČSFD Film affinitet Filmportal Internet film database Rådne tomater AFI spillefilmkatalog