| Der er en kilde her | |
|---|---|
| Japansk ここに泉あり ( koko ni izumi ari ) | |
| Genre | Film drama |
| Producent | Tadashi Imai |
| Producent |
Kiichi Ichikawa Akira Iwasaki |
| Manuskriptforfatter _ |
Yoko Mizuki |
| Medvirkende _ |
Keiko Kishi , Eiji Okada , Keiju Kobayashi , Daisuke Kato |
| Operatør | Shunichiro Nakao |
| Komponist | Ikuma Dan |
| Filmselskab | "Chuo eiga" |
| Varighed | 176 min. |
| Land | Japan |
| Sprog | japansk |
| År | 1955 |
| IMDb | ID 0186275 |
"Der er en kilde her" , i andre oversættelser: "Her slår foråret" , "Kilden er her" [komm. 1] (ここに泉ありkoko ni izumi ari , Here is a Spring ) er en japansk sort-hvid dramafilm instrueret af Tadashi Imai og udgivet i 1955 . Filmen viser den vanskelige historie om den kamp, som Gunma Prefectural Philharmonic har ført for udviklingen af kultur.
Kameo Ida, lederen af den civile filharmonik, grundlagt kort efter krigens afslutning i byen Takasaki , drømmer om at bringe musik til masserne, der ville blødgøre og opmuntre folks forhærdede hjerter. Hayami-orkestrets violinist og pianisten Kanoko reagerer på hans opfordring. Med tunge musikinstrumenter rejser de rundt i skoven, spiller i skoler, miner, på sanatorier, og overalt glæder folk sig over deres spil. Fælles ture bringer Hayami og Kanoko tættere på, de blev forelskede. Men orkestrets økonomiske forhold går ikke godt. Id forlader sin kone. Uorden begynder blandt orkestermedlemmerne, orkestret er på randen af sammenbrud. Orkestermedlemmerne tager til den bjergrige region Oku-Tone med det seneste almene uddannelsesprogram i musik. Børn kom fra fjerne bjerglandsbyer. Med funklende øjne lytter de for første gang i deres liv til musik fremført af et rigtigt orkester. Så kommer børnene for at dirigere orkestret, og deres sang "Red Dragonfly" genlyder gennem bjergene og dalene. Siden begyndte orkestret at vokse sig stærkere, og to år senere fandt dets store koncert sted, hvor den berømte japanske komponist Kosaku Yamada dirigerer.
Optagelserne af filmen krævede en lang forberedelse og tog omkring seks måneder. Denne film, der er usædvanlig i uafhængig kinematografi, fortæller historien om skabelsen af et virkeligt eksisterende folkeligt filharmonisk samfund i Takasaki City og den kamp op ad bakke, musikerne fører for at bringe musik til masserne. Yoko Mizuki skrev et manuskript, hvor vi ser rigtige mennesker, virkelige situationer. Filmen formidler charmen ved musikken, charmen ved menneskelige idealer, følelsernes varme. Alt dette kunne ikke andet end at røre publikum. Filmen var fuldstændig fremmed for den puritanske stil i de fleste værker af uafhængig kinematografi ...
... Musikere er de mest almindelige mennesker, der brokker sig over deres fattigdom, drømmer om et stille liv, drikker sake, skælder ud og skændes indbyrdes. De har ikke høje idealer, de er ikke overvældet af ambitiøse planer. Men når de udfører deres arbejde fra år til år, kan de, når de ser tilbage på fortiden, stadig se dens virkelige frugter. Deres symfoniorkester, som skulle have været ved at blive opløst på grund af økonomiske vanskeligheder og interne uenigheder, blev stadig Japans eneste provinsielle symfoniorkester.
— Akira Iwasaki , japansk filmkritiker [1]En idealiseret skildring af efterkrigstidens "kulturkreds", hvis medlemmer promoverede vestlig klassisk musik til almuen.
— Tadao Sato , japansk filmkritiker [2]| Film af Tadashi Imai | |
|---|---|
| |