| Fjodor Ivanovich Vostrikov | |
|---|---|
| Monument til Fader Fjodor i Kharkov | |
| Skaber | Ilya Ilf , Evgeny Petrov |
| Kunstværker | " Tolv stole " |
| Etage | han- |
| En familie | hustru Katerina Alexandrovna |
| Beskæftigelse | Præst |
| Rolle spillet |
Rem Lebedev Mikhail Pugovkin Rolan Bykov House DeLuise Boris Raev Yuri Galtsev |
Fader Fyodor Ivanovich Vostrikov er en karakter i romanen af Ilf og Petrov " De tolv stole " (1928), en præst for kirken Frol og Lavr i amtsbyen N. Ønsket om at finde skatte får helten til at vandre rundt i byerne og modstå konkurrenternes intriger. Billedet af karakteren og hans rolle i romanen blev tvetydigt opfattet af kritikere og tjente som et påskud for litterær kontrovers.
Den første version af De tolv stole, udgivet i Thirty Days (1928), adskilte sig fra de efterfølgende udgaver. Ved at forberede bogudgaven af værket foretog Ilf og Petrov alvorlige justeringer af teksten, reviderede individuelle kapitler og episoder. Ifølge litteraturkritiker Boris Galanov slap forfatterne af med adskillige "små, fragmentariske, bagateller" detaljer, der var til stede i den originale version, og mættede samtidig bogen med virkelig levende detaljer. Rettelserne påvirkede også en af de mest fremtrædende karakterer i romanen, Fjodor Vostrikovs far. Hvis konkurrenten til Ostap Bender og Kisa Vorobyaninov i "Thirty Days" lignede en "rent vaudeville " helt, som om han stammede fra siderne i de tidlige komiske miniaturer af Ilf og Petrov, så tilføjede forfatterne i senere udgaver "nye farver" til ham [1] .
Ifølge den første version var far Fyodors iværksætterglæde ikke begrænset til at opdrætte kaniner og skabe "marmorvaskesæbe"; Listen over Vostrikovs projekter for den hurtigste berigelse inkluderede også hunden Nerka, købt af ham "for 40 rubler på Miussky-markedet." Det var meningen, at hun skulle bringe et regulært eliteafkom fra brudgom-medaljevinderen, men på vej til den fremtidige rigdom stod "enøjet hund Marsik, kendt over hele gaden for sin fordærv" [2] .
Litteraturkritiker Benedikt Sarnov , som studerede romanens historie, bemærkede, at de unge forfattere "parodierede alt, hvad der kom ind i deres synsfelt med lystigt fortræd" [3] . Begyndelsen af deres arbejde med arbejdet faldt sammen med udgivelsen af bogen Letters of F. M. Dostoevsky to his wife (1926). Ved at sammenligne teksterne til den russiske forfatters breve og karakteren af "De tolv stole", henledte Sarnov opmærksomheden på en række næsten ordrette tilfældigheder, herunder underskrifterne: "Din evige mand Fedya Dostojevskij " - "Din evige mand Fedya" [ 4] :
|
Det andet eventyr er, at jeg købte en paraply ... |
Ja! Jeg glemte næsten at fortælle dig om |
I en af de første betydningsfulde anmeldelser af romanen, som udkom i Literary Gazette i sommeren 1929, blev det sagt, at Ilf og Petrov formåede at kombinere ironi, takt og hån i deres arbejde. Publikationens forfatter, Anatoly Tarasenkov , godkendte generelt De tolv stole og anbefalede dem til yderligere udgivelser. Det eneste, der syntes overflødigt for kritikerne, var historien forbundet med Fader Fjodor: ifølge Tarasenkov var den "rent kunstigt fastgjort til romanens hovedplot og lavet svagt" [6] [7] .
Som litteraturkritikeren Yakov Lurie bemærkede , fik Fader Fyodor, mere end nogen af de andre karakterer i romanen, det fra kritikere. I samme 1929 skrev anmelderen af bladet " Oktober ", at episoden fra kapitlet "Under skyerne", hvor præsten klatrede op på en klippe, begyndte at miste forstanden , "er designet til nøgen latter" og er inkluderet i værket udelukkende "for more fun" [8 ] .
Diskussionen omkring denne karakter fortsatte årtier senere. Hvis Benedict Sarnov mente, at efterligningen af den klassiske stil, der var til stede i fader Fjodors breve til sin kone Katerina Alexandrovna, var berettiget, især i betragtning af, at Fjodor Mikhailovich selv nogle gange tyede til "den samme parodi på andres tekster", så den litterære kritikeren Lyudmila Saraskina svarede kaldet Ilf og Petrov "nye Rastignacs ", som tildelte "et slag" til toppunkterne "af Dostojevskijs" [8] [9] .
Fader Fyodor var uheldig ikke kun med kritikere - hans romanskæbne viste sig også at være "ikke kun komisk, men også tragisk." Ingen af metoderne til berigelse, han opfandt, viste sig at være en succes, herunder forfølgelsen af Claudia Ivanovna Petukhovas skatte. Først blev den uheldige "diamantjæger" offer for manipulationerne af arkivets leder, Varfolomey Korobeinikov; Derefter vandrede Vostrikov rundt i landet på jagt efter ubrugelige møbler, med en kendelse i hænderne på generalens kone Popovas suite; efter endelig at have erhvervet stole og ikke fundet nogen skat i dem, blev han efterladt helt alene "fem tusinde kilometer fra hjemmet, med tyve rubler i lommen" [8] .
Udvalget af meninger om Fader Fyodor er ret stort. Boris Galanov så i karakteren en "pengegrubber", som Vostrikov forblev "på alle stadier af sin åndelige og civile karriere" [1] . Litteraturkritikeren Wanda Supa ( polsk Wanda Supa ) er enig med ham, idet han mener, at billedet af denne karakter bærer træk fra selviske Molières helte [10] . Blandt forsvarerne af Vostrikov er Yakov Lurie - efter hans mening er far Fjodor "naiv og godmodig", og hans tragiske skæbne er beslægtet med historien om Panikovsky fra romanen " Guldkalven " - heltene er ikke kun forenet ved den sørgelige slutning, men også "temaet for den lille mands oprør ", der igen stiger op til Dostojevskij [8] .
Ilya Ilfs datter - Alexandra Ilyinichna - i artiklen "The Muse of Distant Wanderings" sporer ruterne for "diamantjægere" og bemærker, at de på nogle punkter falder sammen med konkurrenterne, hvorefter de divergerer og kombinerer fuldstændigt tættere på slutningen af romanen . Fader Fjodors rute omfatter mindst ti nøglepunkter: amtsbyen N → Stargorod → Kharkov → Rostov-ved-Don → Baku → Kap Verde → Makhinjauri → Batum → Tiflis → Cross Pass → Daryal Gorge [11] .
Helten fortæller om sine rejseindtryk i breve, som hver især har et uforanderligt tema: "Bruns er her ikke længere." I et brev sendt fra Kharkov beder Vostrikov sin kone om at opkræve en gæld på 50 rubler fra sin svigersøn og sende dem til Rostov. Fra bredden af Don informerer far Fyodor Katerina Alexandrovna om de "forfærdelige høje omkostninger" og inviterer hende til at forberede sig på nye udgifter: denne gang skal hun sælge den "diagonale studenteruniform". Den rejsende taler om Baku som en storby, der er "malerisk skyllet af Det Kaspiske Hav ", og tilføjer straks, at han på grund af pengemangel ikke kan komme til Bruns, der nu bor på Kap Verde: "Vi kom herud kl. telegraf." Så bliver brevene erstattet af telegrammer: Fader Fjodor beder indtrængende sin mor om at sælge hvad som helst og sende 230 rubler for at købe de "fundne varer"; hun svarer til gengæld med en desperat udsendelse: "Jeg solgte alt, jeg blev efterladt uden en krone ... Katya" [11] .
Ifølge genrens lov kan rejsen ende lykkeligt. Rejsen kan ende i en komplet fiasko. Motivet med at miste skatte er lige så traditionelt som jagten på skatte. I vores tilfælde ender rejsen tragisk... Fader Fyodor forlader næppe væggene på det psykiatriske hospital [11] .
I årenes løb blev rollen som Fedors far spillet af Rem Lebedev , Mikhail Pugovkin , Rolan Bykov , Dom Deluise og andre skuespillere. Blandt de talrige tilpasninger af romanen fremhævede forfatteren Boris Roginsky filmversionen af Leonid Gaidai , hvor det indre af Vostrikovs' bolig ligner udsmykningen af Fjodor Dostojevskij-museet :
Og Ilf og Petrov underskrev nogle gange med et pseudonym - F. Tolstoevsky. Deres lille fortræd gjorde Gaidai til en stor hooliganisme. Dog, ligesom deres, fuldstændig harmløs og ganske sikkert skjult [13] .
Fader Fjodor i fortolkningen af Pugovkin er på ingen måde en slyngel. Hans helt, der er faldet i en situation med fristelser, kan ikke andet end at udnytte den mulighed, der er dukket op; han tror oprigtigt, at Madame Petukhovas skatte nu ikke tilhører nogen, og den, der er mere fingernem og adræt, vil være i stand til at finde dem. Vejen til diamanter viser sig dog at være så tornet, at Pugovkins karakter ikke er i stand til at opretholde den oprindelige selvtilfredshed i lang tid - han "varmer først op, smelter derefter, når en rød varme, indtil han eksploderer og dør under det forfærdelige pres fra et kollapset håb" [14] .
I 2001 blev et monument til Fjodor Vostrikov rejst i Kharkov. Romankarakteren ligner udadtil udøveren af rollen som Fader Fyodor i Mikhail Pugovkins Gaidai-film - dette er en rejsende, der holder en tekande og et brev til Katerina Alexandrovna. Indskriften, der er skåret på piedestalen, er et fragment af heltens brevhistorie om det næste punkt på hans lange rute: "Kharkov er en larmende by, centrum af den ukrainske republik . Efter provinsen virker det, som om han er rejst til udlandet.
| Ostap Bender | |||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Bøger | |||||||||||
| Karakterer |
| ||||||||||
| Skærmtilpasninger |
| ||||||||||