Wangeroog dialekt

Wangeroog-dialekten er en uddød dialekt af det østfrisiske sprog . Dialektens område indtil omkring 1930 var den tyske østfrisiske ø Wangerooge . Den sidste taler af Wangeroog-dialekten døde i 1950. I dag er der kun få tilbage, som har hørt dialekten tale. Man ved dog ret meget om dialekten, for der er mange dokumenter i Wangeroogh.

Klassifikation

Wangeroog-dialekten tilhører Weser-gruppen af ​​dialekter af det østfrisiske sprog, som blev talt i den østlige del af den østfrisiske halvø, i det tidligere Rüstringen og i Wursten. Wangeroog var den sidste repræsentant for denne gruppe af dialekter.

Historie

Skriftlige beviser fra den gamle frisiske periode på øen Wangerooge er ikke bevaret. Ud over de to såkaldte Rustrig-manuskripter fra omkring 1300 er der dog to andre tekster fra området med Weser-dialekten i det oldfrisiske sprog, hvis sprog sandsynligvis lignede den gamle form af Wangeroogh. [en]

I det 19. århundrede blev østfrisisk næsten fuldstændig fortrængt af dialekter af nedersaksisk i løbet af få generationer. Kun to afsidesliggende distrikter af Oldenburg havde stadig dialekter af sproget. Det var Saterland, hvor den lokale dialekt stadig lever, og øen Wangerooge. For Wangerooghererne i første halvdel af det 19. århundrede var deres dialekt stadig det daglige kommunikationssprog. Det var kun på grund af en stormflod i vinteren 1854/55, at det lille, men stadig stabile sprogsamfund Wangerooge Island var i alvorlig fare. De fleste af indbyggerne på øen flyttede til Varel efter oversvømmelsen og grundlagde bosættelsen Neu-Wangerooge der. Da øen blev genbefolket nogle år senere, vendte de tidligere indbyggere ikke tilbage til Wangerooge.

På grund af opdelingen af ​​sprogsamfundet var Wangeroogh ikke længere levedygtig i det lange løb. Dialekten forblev dog stadig på øen i flere årtier, og på fastlandet endnu længere. På Wangeroog døde den sidste taler af dialekten omkring 1930, og i 1950 døde de to sidste talere af Wangeroog i Farel. Så i øjeblikket anses dialekten for at være uddød.

Juristen og amatørlingvisten Heinrich Georg Ehrentraut (1798–1866) fra Ewer lavede omfattende noter om Wangeroogh-frisiske dialekt før den katastrofale oversvømmelse og offentliggjorde resultaterne af sin forskning i Friesisches Archiv -serien , som han grundlagde. I 1990'erne blev mange upublicerede optagelser af Ehrentraut endelig opdaget og offentliggjort i arkiverne på en af ​​de tidligere latinskoler i Evere. De dokumenterede omhyggeligt Wangeroog-dialekten.

Den germanske professor og dialektforsker fra Halle Otto Bremer rejste til Wangeroogh og Neu-Wangeroogh i 1898 for at studere dialekten. [2] I 1924 optog han på voksfonografcylindre prøver af en dialekt, der allerede var i fare for at uddø. I sit sidste testamente ønskede Bremer, at de blev optaget på shellakplader , hvilket blev gjort af hans efterfølger Richard Wittsack. De er nu en del af Halle-Wittenberg University Sound Archive . [3] Wittzak udgav i 1938, med bidrag fra Dietrich Gerhardt og Edgar Furhop, også en kort tekst på Wangeroogh-dialekten baseret på fonogrammer. [fire]

Noter

1. ↑ Arjen Versloot: Das Wangeroogische. I: Horst H. Munske (Hrsg.): Handbuch des Friesischen . Niemeyer, Tübingen 2001, S. 423.
2. ↑ Hans-Joachim Solms: Bremer, Otto. I: Christoph König (Hrsg.): Internationales Germanistenlexikon 1800–1950. Band 1. Walter de Gruyter, Berlin/New York 2003, S. 268.
3. ↑ Schallarchiv-Phonetik , Martin-Luther Universität Halle-Wittenberg, Abteilung Sprechwissenschaft und Phonetik.
4. ↑ André Hüttner: Otto Bremer als Phonetiker – Ein Beitrag zur sprechwissenschaftlichen Fachgeschichte. I: Ursula Hirschfeld u. a.: Otto Bremer – Wegbereiter der sprechwissenschaftlichen Phonetik an der Universität Halle. Frank & Timme, Berlin 2016, S. 61–145, auf S. 118–119.