Estisk nationalarkitektur er Estlands traditionelle folkearkitektur , personificeret i landsbyer, gårde og bondehuse. [1] De ældste skriftlige kilder, der beskriver estiske landsbyer, går tilbage til det 13. århundrede, hvor de blev nævnt i krønikeskriveren Heinrich af Lettia [2]
Landsbystile varierer efter geografiske regioner, hver med sine egne særpræg. På de flade sletter i det nordlige Estland og Saaremaa er de ældste former for landsbyer repræsenteret, som er samlet i kompakte grupper af huse. Flere forskellige typer landsbyer findes i bjergområderne i det sydlige Estland. I øst, ved kysten af Lake Peipus og den østlige del af Setomaa , dominerede klassiske gade-type landsbyer, og landsbyer af denne type kan findes i alle hjørner af landet.
Det estiske bondehus har en unik arkitektonisk stil, der er fundamentalt forskellig fra lignende bygninger i nabolandene. Dens udvikling er forbundet med det vigtigste estiske fødevareprodukt - sort brød , og en landbrugstradition, der går tilbage omkring 4.000 år, hvor både tærskepladsen og boligen var placeret under samme tag dækket med siv eller rughalm .
Formen af et traditionelt bondehus fra det 19. århundrede er en lang, skorstensløs bygning med lave bjælkevægge og et højt stråtag. Bjælkevæggene udgør en tredjedel og taget to tredjedele af husets samlede højde. Bygningen var opdelt i tre sektioner: en tærskeplads, et rum med ovn og en stue og blev brugt som hovedhabitat om vinteren. Ovnrummet var det eneste opvarmede rum, og alle huslige aktiviteter blev udført der. Om efteråret blev det brugt til tørring af korn. Fra sommer til efterår foregik madlavningen i sommerkøkkenet, mens der blev sovet på loftet og spisekammeret.
| estere | |
|---|---|
| kultur |
|
| Holdning til religion | |
| Diaspora | |
| Diverse | |