Huayu

Singaporeansk Putonghua eller Huayu ( kinesisk: 新加坡 华语, pinyin Xīnjiāpō Huáyǔ ) er en type Putonghua , der tales i Singapore . Det er et af de fire officielle sprog i Singapore .

Med hensyn til fonetik, ordforråd og grammatik er den huayu , der kan høres på singaporeanske kinesisksprogede tv- og radiokanaler, generelt identisk med den almindelige putonghua i Kina , der er kun små forskelle i ordforråd. Men med hensyn til talt sprog, på grund af Singapores historiske, sociale og kulturelle karakteristika, er der mærkbare forskelle mellem talt Huayu og talt Mandarin , talt Huayu er meget tættere på det sprog, der tales af kinesere, der bor i Malaysia.

Huayu blev udbredt blandt singaporeanske kinesere først efter " Speak Huayu "-kampagnen i 1979. Det betragtes i øjeblikket som det næstmest talte sprog i Singapore (efter engelsk). Med sin allestedsnærværende brug fortrængte Huayu gradvist den singaporeanske variant af Southern Min og blev lingua franca for singaporeanske kinesere .

Ligesom engelsk (se engelsk ) har huayu en kreolsk version  - singdarin .

Generel oversigt

Den singaporeanske huayu beholdt ordforrådet og en række træk ved wenyan og baihua fra det tidlige 20. århundrede. Da kinesiske skoler i Singapore i begyndelsen af ​​det 20. århundrede brugte metodologiske materialer fra Republikken Kina , var den tidlige udtale i huayu baseret på zhuying og goyu lomazi ordbøger som "國音字典" ("Guoyin zidian" - "Ordbog over national udtale") og "國音常用字彙" ("Guoyin changyong zihui" - "Ordbog over national udtale til hverdagsbrug"), som et resultat af, at de gamle normer blev bevaret. Derudover blev huayu i de indledende udviklingsstadier påvirket af dialekterne i det kinesiske sprog, som dengang var almindelige i Singapore- Guangzhou , South Min , Chaoshan .

I 1949-1979, på grund af manglen på kontakter mellem Singapore og Kina, kom information på kinesisk til Singapore hovedsageligt fra Taiwan , så huayuen blev påvirket af goyuen . Siden 1980'erne, hvor reform- og åbningspolitikken blev vedtaget i Kina , har kontakterne mellem Singapore og Kina udviklet sig hurtigt. Siden dengang begyndte huayu at blive mere og mere påvirket af putonghua , hvilket blev afspejlet i vedtagelsen af ​​pinyin -systemet , overgangen fra traditionelle karakterer til forenklede karakterer osv.

Huayu udvikler sig nu i sit eget sprogmiljø. Den største indflydelse kommer fortsat fra det engelske sprog, mandarin og guoyu.

Oprindelse

Indtil det 20. århundrede underviste private kinesiske skoler i Singapore i kinesiske klassiske tekster og Wenyan i sydkinesiske dialekter. Efter begivenhederne den 4. maj 1919 i Kina og den "nye kulturbevægelse", den udløste, begyndte singaporeanske privatskoler at følge de ideer, som kinesiske uddannelsesreformatorer udtrykte. Især begyndte de at bevæge sig fra dialekter som undervisningssprog til standardiseret kinesisk (kendt i de år som "guoyu"). Sådan blev den singaporeanske huayu født .

Men i disse år var der ingen dagligdags huayu , der kunne bruges som grundlag for undervisningen. Derudover var de fleste kinesiske lærere i Singapore i begyndelsen af ​​det 20. århundrede fra de sydlige provinser i Kina og havde en stærk sydlig accent. Udtalen på singaporeansk kinesisk var således stærkt påvirket af de sydkinesiske dialekter: der var ingen erisering af finalerne , der var ingen neutral tone osv.

I 1919 udgav en gruppe kinesiske humanister en ordbog "國音字典" ("Guoyin Zidian" - "Dictionary of National Pronunciation"). Det var en af ​​de første ordbøger baseret på Beijing-dialekten. Men ordforrådet var faktisk en blanding af nordkinesiske lyde og sydkinesiske rim, der inkluderede en indkommende tone . Først i 1932 blev ordbogen "國音常用字彙" ("Guoyin Changyong Zihui" - "Dictionary of National Pronunciation for Everyday Use") udgivet, som var fuldstændig baseret på Beijing-dialekten. Denne ordbog førte til en mere standardiseret undervisning i kinesisk i singaporeanske kinesiske skoler. I 1930'erne og 1940'erne hjalp en ny bølge af immigranter fra Kina med at åbne flere kinesiske skoler i Singapore, hvilket hjalp med at fremme et standardiseret kinesisk sprog i Singapore; dens navn i denne periode ændret fra "goyu" til "huayu".

Forskelle mellem huayu standardmandarin rediger

Ordforråd

De vigtigste forskelle mellem Huayu og Standard Mandarin ligger i det anvendte ordforråd. . Manglen på kontakter mellem Singapore og Kina i 1949-1979 førte til, at den singaporeanske huayu måtte skabe sine egne nye ord for at beskrive singaporeanske virkelighed, samt låne ord fra den taiwanske guayu og kinesiske dialekter, der er almindelige i Singapore. Som et resultat dukkede ord, der var specifikke for Singapore, op på mandarin.