Første jordomsejling

Den første jordomsejling  var en spansk havekspedition ledet af Fernand Magellan , som begyndte den 20. september 1519 og sluttede den 6. september 1522 under kommando af Juan Sebastian Elcano .

Ekspeditionen var bemandet af et stort hold (efter forskellige skøn 265-280 personer) på 5 skibe. Som et resultat af mytterierne, den vanskeligste krydsning af Stillehavet og træfninger med befolkningen på Filippinerne og Krydderiøerne, blev holdet stærkt reduceret, inklusive ekspeditionslederens, Magellans død. Kun ét skib - " Victoria " - nåede at vende tilbage til Spanien med 18 personer om bord. Yderligere 18 mennesker, der blev taget til fange af portugiserne, vendte senere tilbage til Europa. Ekspeditionen viste sig også at være meget vellykket kommercielt, hvilket gav arrangørerne en masse overskud.

Hensigt

Ideen med ekspeditionen var på mange måder en gentagelse af ideen om Columbus : at nå Asien, følge mod vest. Koloniseringen af ​​Amerika havde endnu ikke formået at bringe væsentlige overskud, i modsætning til portugisernes kolonier i Indien , og spanierne ønskede selv at sejle til krydderiøerne og høste fordelene. På det tidspunkt var det blevet klart, at Amerika ikke var Asien, men Asien skulle ligge relativt tæt på den Nye Verden [1] . I 1513 så Vasco Nunez de Balboa , der passerede landtangen Panama , Stillehavet , som han kaldte Sydhavet. Siden har flere ekspeditioner søgt efter sundet ud i det nye hav. I samme år blev de portugisiske kaptajner João de Lishboaog Ishteban Froishnåede omkring 35°S. sh. og opdagede La Plata . De kunne ikke for alvor udforske det og tog den enorme flodmunding af La Plata til strædet [2] .

I 1515 sendte Spanien en ekspedition på 3 skibe for at søge efter strædet, ledet af Juan Díaz de Solis . Den nåede La Plata, og efter at have landet begyndte den forskning på land, men de lokale spiste den, og snart vendte de to resterende skibe tilbage til Spanien [3] .

Magellan havde tilsyneladende detaljerede oplysninger om portugisernes eftersøgning af sundet og i særdeleshed om La Plata, som han betragtede som sundet til Sydhavet. Denne tillid spillede en vigtig rolle i hans planlægning af ekspeditionen, men han var klar til at lede efter andre ruter til Indien, hvis denne viste sig at være falsk [1] .

Selv i Portugal spillede Magellans følgesvend astronom Rui Faleiro en vigtig rolle i forberedelsen af ​​ekspeditionen . Han skabte en metode til at beregne længdegrad og lavede beregninger, hvoraf det fulgte, at Molukkerne var nemmere at nå ved at gå mod vest, og at disse øer lå på den halvkugle, der "tilhørte" Spanien under Tordesillas-traktaten [1] . Alle hans beregninger såvel som metoden til beregning af længdegrad viste sig efterfølgende at være forkerte. I nogen tid blev Faleyru opført i dokumenterne om tilrettelæggelsen af ​​rejsen før Magellan, men i fremtiden blev han i stigende grad skubbet i baggrunden, og Magellan blev udnævnt til kommandant for ekspeditionen. Faleyru lavede et horoskop, hvoraf det fulgte, at han ikke skulle tage på ekspedition, og blev på kysten [4] .

Forberedelse

Europæiske købmænd, som på grund af det portugisiske monopol ikke var i stand til at deltage i den profitable handel med Østindien , spillede en vigtig rolle i at udstyre ekspeditionen. Juan de Aranda, som i henhold til traktaten med Magellan var berettiget til en ottendedel af overskuddet, skubbes tilbage fra feederen og erklærer, at denne aftale "ikke er i nationens interesse" [1] .

I henhold til en aftale med kong Charles I af 22. marts 1518 modtog Magellan og Falera en femtedel af nettoindtægten fra sejlads, rettighederne til guvernørskab på åbne landområder, en tyvendedel af overskuddet modtaget fra nye lande og retten til to øer, hvis mere end seks øer blev opdaget [5] [1] [6] .

Portugiserne forsøgte at modsætte sig organiseringen af ​​ekspeditionen, men turde ikke direkte dræbe. De forsøgte at nedgøre Magellan i spaniernes øjne og tvinge dem til at opgive rejsen. Samtidig vakte det faktum, at ekspeditionen ville blive kommanderet af en portugiser, utilfredshed blandt mange spaniere. I oktober 1518 var der et sammenstød mellem medlemmerne af ekspeditionen og en skare af sevillianere. Da Magellan hævede sin standard på skibene , forvekslede spanierne det med portugisisk og krævede, at det blev fjernet. Heldigvis for Magellan blev konflikten slukket uden mange tab [7] . For at dæmpe modsigelserne blev Magellan beordret til at begrænse antallet af portugisere i ekspeditionen til fem deltagere, men på grund af manglen på sømænd var omkring 40 portugisere i den [4] [8] .

Ekspeditionens sammensætning og udstyr

Fem skibe blev klargjort til ekspeditionen med forsyning af mad i to år. Magellan overvågede personligt lastning og pakning af fødevarer, varer og udstyr. tvebakker, vin, olivenolie, eddike , saltet fisk, tørret svinekød, bønner og bønner, mel, ost, honning, mandler , ansjoser , rosiner, svesker , sukker, kvædemarmelade, kapers , sennep, oksekød blev taget om bord som proviant I tilfælde af sammenstød var der omkring 70 kanoner, 50 arkebusser , 60 armbrøster , 100 sæt rustninger og andre våben. Til handel tog de materie, metalprodukter, damesmykker, spejle, klokker og kviksølv (det blev brugt som medicin). Ekspeditionen kostede mere end 8 millioner maravedis [9] .

Ifølge bemandingstabellen skulle der være mere end 230 søfolk på skibene, men udover dem var der mange overtallige deltagere i ekspeditionen, blandt dem var Rhodos-ridderen Antonio Pigafetta , som udarbejdede en detaljeret beskrivelse af rejsen. Samt tjenere og slaver op til sorte og asiater, blandt hvilke det er værd at nævne slaven Magellan Enrique , født på Sumatra og taget af Magellan som oversætter. På trods af forbuddet dukkede flere kvindelige slaver (sandsynligvis indiske kvinder) ulovligt op på ekspeditionen. Rekrutteringen af ​​søfolk fortsatte også på De Kanariske Øer . Alt dette gør det svært at beregne det nøjagtige antal deltagere. Forskellige forfattere anslår antallet af deltagere fra 265 til mindst 280 [11] .

Forskydningen af ​​skibe er også et spørgsmål om kontrovers. Ifølge nogle forfattere svarer et ton af disse tider nogenlunde til den moderne, ifølge andre svarer et ton magellanske skibe til 2,43 moderne tons (tons er angivet i parentes i tabellen baseret på dette forhold) [11] .

Magellan kommanderede personligt Trinidad. Santiago blev kommanderet af Juan Serran, bror til Francisco Serran , som blev reddet af Magellan i Malacca. Tre andre skibe blev kommanderet af repræsentanter for den spanske adel, med hvem Magellan straks begyndte konflikter. Spanierne brød sig ikke om, at ekspeditionen blev kommanderet af portugiserne. Derudover skjulte Magellan den foreslåede navigationsrute, og dette forårsagede utilfredshed blandt kaptajnerne. Oppositionen var ret alvorlig. Kaptajn Mendoza fik endda et særligt krav fra kongen om at holde op med at skændes og underkaste sig Magellan. Men allerede på De Kanariske Øer modtog Magellan information om, at de spanske kaptajner indbyrdes blev enige om at fjerne ham fra hans stilling, hvis de mener, at han blander sig med dem [12] .

Stillehavet

Den 20. september 1519 forlod en flotille ledet af Magellan havnen i Sanlúcar de Barrameda (mundingen af ​​Guadalquivir-floden ). Snart brød en konflikt ud på eskadrillen. Kaptajnerne på andre skibe begyndte igen at kræve, at Magellan gav dem afklaringer om ruten. Men han nægtede og sagde: "Din pligt er at følge mit flag om dagen og min lanterne om natten." I stedet for en direkte rute til Sydamerika førte Magellan flotillen tæt på Afrika . Han forsøgte formentlig at undgå et muligt møde med de portugisiske skibe. Denne rute var ret svær at navigere. Magellan udviklede et system af signaler på forhånd, der gjorde det muligt for flotillen altid at forblive sammen. Hver dag konvergerede skibene på tæt hold til en daglig rapport og instruktioner [13] .

Kaptajn "San Antonio" Juan de Cartagena , som var repræsentant for kronen i navigationen, under en af ​​rapporterne overtrådte trodsigt kommandokæden og begyndte at kalde Magellan ikke "generalkaptajn" (admiral), men blot "kaptajn" . Cartagena var den anden person i ekspeditionen, næsten ligestillet med kommandanten. I flere dage fortsatte han med det, på trods af Magellans bemærkninger. Tom måtte udholde dette, indtil kaptajnerne på alle skibene blev kaldt til Trinidad for at afgøre den kriminelle sømands skæbne. Glemt, Cartagena overtrådte igen disciplinen, men denne gang var han ikke på sit skib.

Magellan greb ham personligt i kraven og erklærede ham anholdt. Cartagena fik lov til ikke at være på flagskibet, men på kaptajnernes skibe, der sympatiserede med ham. Magellans slægtning Alvar Mishkita blev øverstbefalende for San Antonio [14] .

Den 29. november nåede flotillen Brasiliens kyst og den 26. december 1519 La Plata , hvor de søgte efter det foreslåede stræde. Santiago blev sendt vestpå, men vendte snart tilbage med beskeden, at dette ikke var et stræde, men mundingen af ​​en kæmpe flod. Eskadronen begyndte langsomt at bevæge sig sydpå og udforskede kysten.

Fremrykningen mod syd gik langsomt, skibene var hæmmet af storme, vinteren nærmede sig, men der var stadig intet stræde. 31. marts 1520, nåede 49 ° S. sh., står flotillen op for vinteren i en bugt kaldet San Julian [15] [16] .

Mytteri

Da han stod op til vinteren, beordrede kaptajnen at skære madrationerne ned, hvilket forårsagede en mumlen blandt søfolkene, allerede udmattede af den lange vanskelige rejse. En gruppe betjente, der var utilfredse med Magellan, forsøgte at udnytte dette.

1. april, palmesøndag , inviterede Magellan alle kaptajnerne til en gudstjeneste og en festlig middag. Kaptajnen på Victoria Mendoza og kaptajnen på Concepción Quesado er ikke til frokost. Natten til den 2. april begynder oprøret. Oprørerne befriede Cartagena, som var på deres skibe, og besluttede at fange San Antonio, hvis kaptajn han tidligere havde været. De svømmer op til San Antonio, fanger den sovende kaptajn Mishkita og sætter ham i lænker [17] . Pilot Juan de Eloryago, der forsøgte at gøre modstand, dræber Quesado med en kniv. Kommandoen over San Antonio er givet til Juan Sebastian Elcano .

Magellan lærer om oprøret først om morgenen. To skibe forbliver til hans rådighed - Trinidad og Santiago, som næsten ikke havde nogen kampværdi. I hænderne på de sammensvorne er der tre store skibe - San Antonio, Concepción og Victoria . Men oprørerne ønskede ikke yderligere blodsudgydelser, da de frygtede, at de skulle stå til ansvar for dette ved ankomsten til Spanien . En båd blev sendt til Magellan med et brev om, at deres mål blot var at få Magellan til korrekt at udføre kongens ordrer. De er enige om at betragte Magellan som en kaptajn, men han skal rådføre sig med dem om alle sine beslutninger og ikke handle uden deres samtykke. For yderligere forhandlinger inviterer de Magellan til at komme til dem. Magellan svarer ved at invitere dem til sit skib. De nægter [18] .

Efter at have sluppet fjendens årvågenhed, griber Magellan båden med brevene og sætter roerne i lastrummet. Oprørerne var mest bange for et angreb på San Antonio, men Magellan besluttede at angribe Victoria, hvor der var mange portugisere. Båden, hvori alguacilen Gonzalo Gomez de Espinosa og fem pålidelige personer befinder sig, sendes til Victoria. Efter at have gået om bord på skibet, giver Espinosa kaptajn Mendoza en ny invitation fra Magellan til at komme til forhandlingerne. Kaptajnen begynder at læse den med et smil, men når ikke at læse den færdig. Espinosa stikker ham i nakken med en kniv, en af ​​de ankommende sømænd afslutter oprøreren. Mens Victoria-holdet var i fuldstændig forvirring, hopper endnu en om bord, denne gang en velbevæbnet gruppe af Magellans tilhængere ledet af Duarte Barboza , som stille nærmede sig på en anden båd. Besætningen på Victoria overgiver sig uden modstand. Tre skibe af Magellan - "Trinidad", "Victoria" og "Santiago" - står ved udgangen fra bugten og blokerer vejen for oprørerne til at undslippe [19] .

Efter at skibet var taget fra dem, turde oprørerne ikke indgå i et åbent sammenstød og forsøgte efter at have ventet på natten at smutte forbi Magellans skibe ud i det åbne hav. Men deres plan mislykkedes. San Antonio blev beskudt og gået ombord . Der var ingen modstand, ingen tilskadekomne. Efter ham overgav "Concepción" sig også [20] .

Der blev nedsat en domstol for at prøve oprørerne . 40 deltagere i oprøret blev dømt til døden, men straks benådet, da ekspeditionen ikke kunne miste et sådant antal sømænd. Kun den, der begik mordet, Quesado, blev henrettet og halshugget. Mendozas og Quesados ​​kvartede lig blev placeret på galgen i tre måneder. Repræsentanten for kongen af ​​Cartagena og præsten Sanchez de Reino, som deltog aktivt i oprøret, turde Magellan ikke henrette, og de blev efterladt til at dø på en nærliggende ø, efter at flotillen forlod San Julian. Der vides ikke mere om dem [13] . Mere end fyrre oprørere, inklusive Elcano, blev lænket i det meste af vinteren og udførte tungt arbejde på skibet.

Et par årtier senere vil Francis Drake gå ind i den samme bugt , som også skal sejle rundt om verden. En sammensværgelse vil blive afsløret på hans flotille, og en retssag vil blive afholdt i bugten. Han vil tilbyde oprøreren et valg: henrettelse, eller han bliver efterladt på kysten, ligesom Magellan Cartagena. Den tiltalte vil vælge fuldbyrdelse [21] .

Strædet

I maj sendte Magellan Santiago, ledet af João Serran , sydpå for at rekognoscere området. Santa Cruz Bay blev fundet 60 miles mod syd . Et par dage senere, i en storm, mistede skibet kontrollen og styrtede ned. Sømændene, bortset fra én person, flygtede og endte på kysten uden mad og forsyninger. De forsøgte at vende tilbage til overvintringspladsen, men på grund af træthed og udmattelse sluttede de sig først til hovedafdelingen efter et par uger. Tabet af et skib specielt designet til rekognoscering, samt forsyningerne om bord, forårsagede stor skade på ekspeditionen.

Magellan gjorde João Serran til kaptajn for Concepción. Det resulterede i, at alle fire skibe endte i hænderne på Magellans tilhængere. Mishkita kommanderede San Antonio og Barbosa kommanderede Victoria .

I løbet af vinteren kom søfolkene i kontakt med de lokale. De var høje. For at beskytte sig mod kulden svøbte de deres fødder ind i en masse hø, så de blev kaldt patagoniere (storfodede, født med poter) [22] . Selve landet blev opkaldt efter dem Patagonien . Efter ordre fra kongen var det nødvendigt at bringe repræsentanter for de folk, der mødte ekspeditionen, til Spanien. Da sømændene var bange for en kamp med høje og stærke indianere, greb de til et trick: de gav dem mange gaver i hænderne, og da de ikke længere kunne holde noget i hænderne, tilbød de dem benlænker som gave, hvis formål indianerne ikke forstod. Da deres hænder havde travlt, indvilligede patagonierne i at have lænker fastgjort til deres fødder, ved at bruge dette lænkede sømændene dem. Så det lykkedes at fange to indianere, men dette førte til et sammenstød med de lokale med ofre på begge sider. Ingen af ​​fangerne overlevede for at vende tilbage til Europa [13] .

Den 24. august 1520 forlod flotillen San Julian-bugten. I løbet af vinteren mistede hun 30 mennesker. To dage senere blev ekspeditionen tvunget til at stoppe i Santa Cruz Bay på grund af dårligt vejr og skader. Flotillen drog først ud på vejen den 18. oktober. Inden afrejsen meddelte Magellan, at han ville søge efter sundet op til 75 ° S. sh., hvis sundet ikke findes, så vil flotillen gå til Molukkerne omkring Kap det Gode Håb [23] .

21. oktober ved 52°S sh. skibene endte ved et smalt sund, der førte dybt ind i fastlandet. "San Antonio" og "Concepción" sendes til rekognoscering. Snart rammer en storm, der varer to dage. Sømændene frygtede, at de skibe, der blev sendt til rekognoscering, gik tabt. Og de døde egentlig næsten, men da de blev båret til kysten, åbnede der sig en smal gang foran dem, som de gik ind i. De endte i en bred bugt, efterfulgt af flere stræder og bugter. Vandet forblev salt hele tiden, og loddet nåede meget ofte ikke bunden. Begge skibe vendte tilbage med gode nyheder om et muligt stræde [24] [25] .

Flotillen kom ind i sundet og gik i mange dage gennem en rigtig labyrint af klipper og smalle gange. Sundet fik efterfølgende navnet Magellansk . Det sydlige land, hvor lys ofte blev set om natten, blev kaldt Tierra del Fuego . Ved "Sardinfloden" blev der indkaldt et råd. Pilot "San Antonio" Esteban Gomes talte for at vende hjem på grund af den lille mængde proviant og fuldstændig usikkerhed forude. Andre betjente støttede ham ikke. Magellan huskede godt skæbnen for Bartolomeo Dias , som opdagede Kap det Gode Håb, men gav efter for holdet og vendte hjem. Dias blev fjernet fra ledelsen af ​​fremtidige ekspeditioner og kom aldrig til Indien. Magellan meddelte, at skibene ville gå videre [25] [21] .

Ved Dawson Island deler sundet sig i to kanaler, og Magellan adskiller igen flotillen. San Antonio og Concepción er på vej mod sydøst, de to andre skibe lader sig hvile, og en båd er på vej mod sydvest. Tre dage senere vender båden tilbage, og sømændene melder, at de har set det åbne hav. Snart vender Concepción tilbage, men der er ingen nyheder fra San Antonio. Det forsvundne skib bliver eftersøgt i flere dage, men uden resultat. Senere viste det sig, at styrmanden for "San Antonio" Esteban Gomes gjorde oprør, lænkede kaptajn Mishkita og tog hjem til Spanien. I marts vendte han tilbage til Sevilla, hvor han anklagede Magellan for forræderi. En undersøgelse begyndte, hele holdet blev sendt i fængsel. Der blev etableret tilsyn over Magellans kone. Efterfølgende blev oprørerne løsladt, og Mishkita forblev i fængslet indtil ekspeditionens tilbagevenden [24] [26] .

28. november 1520 Magellans skibe sejlede. Rejsen gennem sundet tog 38 dage. I mange år vil Magellan forblive den eneste kaptajn, der passerede sundet og ikke mistede et eneste skib.

Stillehavet

Da han forlod sundet, gik Magellan nordpå i 15 dage og nåede 38 ° S. sh., hvor han vendte sig mod nordvest, og den 21. december 1520, efter at have nået 30° S. sh., vendt mod vest-nord-vest [27] .

Flotillen passerede gennem Stillehavet i mindst 17 tusinde km. Sådan en enorm størrelse af det nye hav var uventet for sømænd. Ved planlægningen af ​​ekspeditionen gik de ud fra den antagelse, at Asien er relativt tæt på Amerika. Derudover troede man på det tidspunkt, at den største del af Jorden er besat af land, og kun en relativt lille del af havet. Under krydsningen af ​​Stillehavet blev det klart, at dette ikke var tilfældet. Havet virkede uendeligt. Der er mange beboede øer i det sydlige Stillehav , hvor friske forsyninger kunne fås, men flotillens rute gik bort fra dem. Uforberedt på en sådan overgang oplevede ekspeditionen store strabadser [28] .

Onsdag den 28. november 1520 forlod vi sundet og gik ind i det vidtstrakte hav, som vi kaldte "Pacific", hvorpå vi sejlede i tre måneder og tyve dage, helt uden frisk mad. De kiks, vi spiste, var ikke brød, men støv blandet med orme og beskidte med mus, og afgav derfor en ulidelig stank. Vandet, vi blev tvunget til at drikke, var råddent og ildelugtende. For ikke at dø af sult, spiste vi det skind, som tacklet var dækket med, for at rebene ikke skulle flosse træet. Denne hud var så hærdet af vand, vind og sol, at den måtte lægges i blød i havvand i fire eller fem dage. Så bagte vi den på kul og spiste den. Ofte spiste de savsmuld, og selv mus, der var så modbydelige for mennesket, blev en gourmetret, at de blev betalt for en halv dukat stykket.

Desuden herskede skørbug på skibene. Døde ifølge forskellige kilder fra elleve til niogtyve mennesker [29] [30] . Heldigvis for sejlerne var der ikke en eneste storm under hele rejsen, og de kaldte det nye hav Stillehavet.

Under rejsen nåede ekspeditionen 10°N. sh. og viste sig at være mærkbart nord for Molukkerne, hvilket hun stræbte efter. Måske ville Magellan sikre sig, at det åbne Balboa Sydhav var en del af dette hav, eller måske var han bange for at møde portugiserne, hvilket ville have endt med fiasko for hans mishandlede ekspedition. Den 24. januar 1521 så søfolk en ubeboet ø (fra Tuamotu- øgruppen ). Der var ingen måde at lande på den. Efter 10 dage blev endnu en ø opdaget (i Line- øgruppen ). Det lykkedes heller ikke for dem at lande, men ekspeditionen fangede hajer til mad [30] [28] .

Den 6. marts 1521 så flotillen øen Guam fra Marianas -gruppen . Det var beboet. Både omringede flotillen, handel begyndte. Det stod hurtigt klart, at lokalbefolkningen stjæler fra skibene alt, hvad der kommer ved hånden. Da de stjal båden, kunne europæerne ikke holde det ud. De landede på øen og brændte øboernes landsby og dræbte 7 mennesker i processen. Derefter tog de båden og tog frisk mad. Øerne fik navnet Thieves (Ladrones, spanske  Islas de los Ladrones ). Da flotillen gik, forfulgte lokalbefolkningen skibene i både og kastede sten efter dem, men uden større held [28] [31] .

Et par dage senere var spanierne de første europæere, der nåede de filippinske øer , som Magellan kaldte øgruppen Saint Lazarus. Af frygt for nye sammenstød leder han efter en ubeboet ø. Den 17. marts landede spanierne på Homonhom-øen. Passagen gennem Stillehavet er slut [32] .

Magellans død

Der blev oprettet en sygestue på øen Homonhom, hvor alle de syge blev overført. Frisk mad kurerede hurtigt søfolkene, og flotillen begav sig ud på en videre rejse mellem øerne. På en af ​​dem mødte Magellans slave Enrique , som blev født på Sumatra, mennesker, der talte hans sprog. Cirklen er lukket. For første gang gik mennesket rundt om Jorden [33] .

Den 7. april 1521 gik ekspeditionen ind i havnen i Cebu på øen af ​​samme navn . Stederne var civiliserede, og de forsøgte endda at tage handelstold fra europæerne. Spanierne nægtede at betale, og en muslimsk købmand, der tilfældigvis var i byen, rådede Rajah til ikke at kæmpe mod europæerne, og kravet blev trukket tilbage [34] [35] .

En livlig handel begyndte. For jernprodukter gav øboerne let guld og produkter. Imponeret over spaniernes styrke og deres våben indvilliger herskeren over øen, Raja Humabon, i at overgive sig under den spanske konges beskyttelse og bliver snart døbt under navnet Carlos. Efter ham bliver hans familie døbt, mange repræsentanter for adelen og almindelige øboere. Formynderisk den nye Carlos-Humabon forsøgte Magellan at bringe så mange lokale herskere som muligt under hans styre [36] .

En af lederne af øen Mactan Lapu-Lapu (Silapulapu) modsatte sig den nye orden og ville ikke overgive sig til Humabons magt. Magellan organiserede en militær ekspedition mod ham. Han ønskede visuelt at demonstrere Spaniens magt til de lokale. Kampen viste sig at være uforberedt. På grund af stimen kunne skibe og både ikke komme tæt nok på til effektivt at støtte landgangspartiet med ild. Under europæernes ophold i Cebu havde lokale beboere mulighed for at studere europæiske våben og deres svagheder. De bevægede sig hurtigt, forhindrede europæerne i at sigte, og angreb sømændene i deres ubevæbnede ben. Da spanierne begyndte at trække sig tilbage, blev Magellan dræbt [37] .

Her er, hvad ekspeditionens historiograf, Antonio Pigafetta , skrev om admiralens død :

... Øboerne fulgte os i hælene, fiskespyd, der allerede var brugt en gang op af vandet, og kastede således det samme spyd fem-seks gange. Da de genkendte vores admiral, begyndte de hovedsageligt at sigte mod ham; to gange var det allerede lykkedes dem at slå hjelmen af ​​hans hoved; han blev på sin post med en håndfuld mænd, som det sømmer sig en modig ridder, og forsøgte ikke at fortsætte tilbagetoget, og så kæmpede vi i mere end en time, indtil det lykkedes en af ​​de indfødte at såre admiralen i ansigtet med en stok spyd. Rasende gennemborede han straks angriberens bryst med sit spyd, men det satte sig fast i den dræbtes krop; da forsøgte admiralen at trække sit sværd, men det kunne han ikke længere, da fjenderne sårede ham hårdt i hans højre hånd med en pil, og den holdt op med at virke.

Da de bemærkede dette, styrtede de indfødte mod ham i en menneskemængde, og en af ​​dem sårede ham i venstre ben med en sabel, så han faldt på ryggen. I samme øjeblik kastede alle øboerne sig over ham og begyndte at stikke ham med spyd og andre våben, som de havde. Så de dræbte vores spejl, vores lys, vores trøst og vores trofaste leder.

Afslutning af ekspeditionen

Ni europæere døde i nederlaget, men skaden på omdømmet var enorm. Derudover gjorde tabet af en erfaren leder sig straks gældende. Juan Serran og Duarte Barbosa , som ledede ekspeditionen , indledte forhandlinger med Lapu-Lapu og tilbød ham en løsesum for Magellans lig, men han svarede, at liget under ingen omstændigheder ville blive udleveret. Forhandlingernes fiasko underminerede til sidst spaniernes prestige, og snart lokkede deres allierede Humabon dem til middag og massakrerede flere dusin mennesker, inklusive næsten hele kommandostaben [38] . Skibene måtte hurtigt af sted. I nærheden af ​​målet brugte flotillen flere måneder på at nå Molukkerne .

Der blev købt krydderier, og ekspeditionen skulle afsted på returruten. På øerne erfarede spanierne, at den portugisiske konge havde erklæret Magellan for desertør, så hans skibe var genstand for erobring. Retterne var forfaldne. Af besætningerne var lidt mere end hundrede mennesker tilbage, dette var ikke nok til tre skibe. "Concepción" blev forladt af besætningen og brændt. Kun to skibe var tilbage. "Trinidad" blev repareret og gik østpå til de spanske besiddelser i Panama og " Victoria " - vest, uden om Afrika . "Trinidad" faldt i en stribe modvind, blev tvunget til at vende tilbage til Molukkerne og blev taget til fange af portugiserne. De fleste af hans besætning døde under hårdt arbejde i Indien .

"Victoria" under kommando af Juan Sebastian Elcano fortsatte ruten. Besætningen blev suppleret med et vist antal malaysiske øboere (næsten alle døde på vejen). Provianterne begyndte snart at løbe tør på skibet (Pigafetta bemærkede i sine notater: "Ud over ris og vand havde vi ingen mad tilbage; på grund af saltmangel blev alle kødprodukter fordærvet" ), og en del af besætningen begyndte at kræve, at kaptajnen leder mod den portugisiske krone i Mozambique og overgiver sig i portugisernes hænder. Imidlertid besluttede de fleste sømænd og kaptajn Elcano selv at prøve at sejle til Spanien for enhver pris. Victoria rundede næppe Kap det Gode Håb og gik derefter nordvest langs den afrikanske kyst i to måneder uden stop.

Den 9. juli 1522 nærmede et udtjent skib med en udmattet besætning Kap Verde-øerne, en portugisisk besiddelse. Det var umuligt ikke at stoppe her på grund af den ekstreme mangel på drikkevand og proviant. Her skriver Pigafetta:

Onsdag den 9. juli nåede vi St. James-øerne og sendte straks en båd i land efter proviant og opfandt en historie for portugiserne om, at vi havde mistet vores formast under ækvator (faktisk mistede vi den ud for Kap det Gode Håb). ), og i løbet af denne tid, hvor vi restaurerede hende, tog vores generalkaptajn af sted med to andre skibe til Spanien. Efter at have placeret dem på denne måde mod os, og også givet dem vores varer, lykkedes det os at få fra dem to både lastet med ris ... Da vores båd igen nærmede sig kysten efter ris, blev tretten besætningsmedlemmer tilbageholdt sammen med båden. Af frygt for, at nogle karaveller ikke ligeså ville forsinke os, skyndte vi os videre.

Interessant nok havde Magellan selv slet ikke til hensigt at lave en jorden rundt ekspedition  - han ønskede kun at finde en vestlig rute til Molukkerne og vende tilbage generelt for enhver kommerciel flyvning (og Magellans fly var sådan), en jordomrejse er meningsløs. Og kun truslen om et angreb fra portugiserne tvang et af skibene til at fortsætte med at følge vestpå, og hvis Trinidad havde fuldført sin rute sikkert, og Victoria var blevet erobret, ville der ikke have været nogen jordomrejse.

Den 6. september 1522 nåede Victoria under kommando af Juan Sebastian Elcano Spanien og blev dermed det eneste skib af Magellans flotille, der sejrende vendte tilbage til Sevilla . Der var atten overlevende på skibet. Senere, i 1525, blev yderligere fire af de 55 besætningsmedlemmer på Trinidad-skibet ført til Spanien. Også de medlemmer af Victoria-holdet, der blev taget til fange af portugiserne under et tvunget stop på Kap Verde-øerne, blev også forløst fra portugisisk fangenskab.

Sømænd fra Victoria, taget til fange af portugiserne på Kap Verde-øerne og løsladt fem måneder senere.

1. Mester Pedro. Rekrutteret på Tenerife . Supernumerært medlem af ekspeditionen. Sobresaliente på "Santiago".
2. Richard de Fodis fra Normandiet. Tømrer på Santiago. Analfabetisk.
3. Simon fra Burgos, portugisisk. Overtallig sømand, tjener for kaptajn Mendoza på Victoria. I 1523 boede han i Ciudad Rodrigo.
4. Juan Martin fra Aguilar de Campo. Overtallig sømand, tjener for kaptajn Mendoza på Victoria. Han meldte sig i en alder af omkring femogtyve.
5. Martin Mendez fra Sevilla. Contador "Victoria". I 1525 deltog han i Sebastian Cabots ekspedition til Sydamerika.
6. Roldan de Argote fra Brugge. Gunner på "Concepción". Deltog i 1525 i Loaysa-ekspeditionen.
7. Gomez Hernandez fra Huelva. Seniorsejler på "Concepción". Han meldte sig i en alder af omkring toogtyve.
8. Ocasio Alonso fra Bolulos. Seniorsejler på Santiago. Rekrutteret i en alder af tredive.
9. Pedro de Tolosa fra Tolosa i Gipuzkoa. Sømand på Victoria.
10. Felipe de Rodas fra øen Rhodos. Seniorsejler på Victoria.
11. Pedro de Chindarza fra Borromeo. Jung på "Concepción". Indrulleret i en alder af femten.
12. Basquito Gallego.
13. Manuel, indonesisk.

Medlemmer af Trinidad-holdet, der formåede at vende tilbage til Europa

1. Gonzalo Gomez de Espinosa fra Espinosa de los Monteros. Chief alguacil for flotillen, Trinidad.
2. Gines de Mafra fra Jerez. Seniorsejler på Trinidad.
3. Leon Pancaldo fra Savona. Han meldte sig som senior sømand på Trinidad. Mange betragter ham som forfatteren til "Dagbogen for en genovesisk styrmand."
4. Hans Aleman (Maestre Anse), tysk. Chefskytten af ​​Concepción blev derefter overført til Trinidad. Han døde i 1525 i et fængsel i Lissabon.
5. Juan Rodriguez ("Døv") fra Sevilla. Han meldte sig som senior sømand på Concepción.

Ekspeditionsresultater

Salget af lasten bragt af Victoria dækkede ikke kun alle udgifterne til ekspeditionen, men gav på trods af tabet af 3 skibe ud af 5 en betydelig fortjeneste. Hvad angår ejerskabet af Molukkerne, troede den portugisiske konge på deres tilhørsforhold til Spanien og købte dem tilbage for en enorm sum af 350 tusind gulddukater. I 1523 blev en rapport udgivet af den kejserlige sekretær Maximilian Transylvanus om rejsen, og derefter blev detaljerede erindringer om et af ekspeditionens medlemmer, venetianeren Antonio Pigafetta , også offentliggjort .

Spanierne åbnede således en vestlig rute til Asien og Krydderiøerne . Denne første verdensomsejling nogensinde beviste rigtigheden af ​​hypotesen om Jordens sfæriskhed og uadskilleligheden af ​​oceanerne, der vasker landet.

Lost Day

Derudover, som det viste sig, " tabte medlemmerne af ekspeditionen en dag " [39] . Skibene sejlede mod vest og fulgte Solens bevægelse hen over himlen og indhentede den. Derfor, hvis sejlere havde et moderne kronometer eller et simpelt ur indstillet til den lokale middag i havnen i Sanlucar de Barrameda , ville sejlere bemærke, at deres dag er lidt længere end de sædvanlige 24 timer, og deres lokale middag er mere og mere bagud modersmål spansk, gradvist flytte til spansk aften, nat, morgen og dag igen. Men da der ikke var nogen kronometre i de dage, var denne forsinkelse umærkelig. Sømænd brugte timeglas (fra dette i Søværnet var der tidtagning i kolber ). Den daglige tid blev regnet fra det lokale middagstid svarende til den meridian, som skibet var på i det øjeblik. Som et resultat, da sømændene vendte tilbage til deres hjemland Europa, viste det sig, at deres skibskalender haltede efter deres hjemlands kalender en hel dag. Det skete på Kap Verde-øerne. Her er hvordan Antonio Pigafetta beskrev det:

... vi kom endelig til Kap Verde-øerne. Onsdag den 9. juli nåede vi St. James Islands [Santiago] og sendte straks en båd i land for at få proviant [...] Vi instruerede vores folk, som gik i land med båd, om at forhøre sig om, hvilken dag det var, og de lærte at portugiserne havde en torsdag, hvilket overraskede os en del, da vi havde en onsdag, og vi kunne ikke forstå, hvorfor sådan en fejl kunne være sket. Jeg havde det godt hele tiden og tog noter hver dag uden afbrydelser. Som det senere viste sig, var der ingen fejl, for vi gik helt mod vest og vendte tilbage til samme punkt, hvor solen også bevægede sig, og fik således fireogtyve timer, som der ikke kan være tvivl om. [39]

Al fine, costretti dalla grande necessità, andassemo a le isole de Capo Verde.

Mercore, a nove de iulio, aggiungessemo a una de queste, detta Santo Iacopo e subito mandassemo lo battello in terra per vittuaglia […]

Commettessimo a li nostri del battello, quando andarono in terra, [che] domandassero che giorno æra: mig dissero kommer æra a li Portoghesi giove. Se meravigliassemo molto perche era mercore a noi; e non sapevamo kommer avessimo errato: per ogni giorno, io, per essere stato semper sano, aveva scritto senza nissuna intermissione. Ma, come dappoi ne fu detto, non era errore; ma il viaggio fatto semper per occidente e ritornato a lo stesso luogo, come fa il sole, aveva portato quel vantaggio de ore ventiquattro, come chiaro se vede. [40]

For at overvinde dette paradoks blev den internationale datolinje senere introduceret . Effekten af ​​jetlag opleves nu af alle, der påtager sig langdistance, men hurtige, rejser i bredderetningen med fly eller højhastighedstog.

Hukommelse

En miniserie er dedikeret til historien om rejsen , som havde premiere på Amazon den 10. juni 2022 [41] [42] .

Noter

1. ↑ 1 2 3 4 5 Lange, 1988 , kapitel "Vejen til resultater".
2. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 125.
3. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 125-126.
4. ↑ 1 2 Lange, 1988 , Armada kapitel.
5. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 186.
6. ↑ Overgivelse (utilgængeligt link) . Hentet 8. maj 2012. Arkiveret fra originalen 30. november 2011. (ubestemt) 
7. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 188.
8. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 192.
9. ↑ Lange, 1988 , Magellan's Fleet Cost and Equipment Appendix.
10. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 126-127.
11. ↑ 1 2 3 Subbotin V. A., 1998 , s. 190.
12. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 192-193.
13. ↑ 1 2 3 4 Lange, 1988 , Kapitel "Til Patagoniens land".
14. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 196-197.
15. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 199-200.
16. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 128.
17. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 201-202.
18. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 202.
19. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 202-203.
20. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 203.
21. ↑ 1 2 Subbotin V. A., 1998 , s. 204.
22. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 200.
23. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 129.
24. ↑ 1 2 Magidovich I.P., 1983 , s. 130.
25. ↑ 1 2 Lange, 1988 , kapitel "Strædet Magellan".
26. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 207.
27. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 130-131.
28. ↑ 1 2 3 Magidovich I.P., 1983 , s. 131-132.
29. ↑ Lange, 1988 , kapitel "Tre måneder og tyve dage".
30. ↑ 1 2 Subbotin V. A., 1998 , s. 211.
31. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 211-212.
32. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 132-133.
33. ↑ Magidovich I.P., 1983 , s. 133.
34. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 214-215.
35. ↑ Lange, 1988 , kapitel "Triumf og tragedie".
36. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 215.
37. ↑ Subbotin V.A., 1998 , s. 215-218.
38. ↑ Lange, 1988 , kapitel "De fortabtes forløb".
39. ↑ 1 2 Antonio Pigafetta. Journey of Magellan = Il primo viaggio intorno al globo di Antonio Pigafetta / Oversættelse: V. S. Uzin - i antologien "Antonio Pigafetta. Magellan rejse; Mairin Mitchell. El Cano er den første europæiske navigatør rundt om i verden. - M . : Tanke, 2000. - S. 124. - 304 s. - ISBN 978-5-244-00473-5 . Arkiveret 10. maj 2012 på Wayback Machine
40. ↑ Antonio Pigafetta. Relazione del primo viaggio intorno al mondo . — 1524.
41. ↑ 'Sin Limites' lanza tráiler y desvela su fecha de estreno en Amazon Prime Video . Hentet 19. juni 2022. Arkiveret fra originalen 7. juni 2022. (ubestemt)
42. ↑ 'Sin limites', den nye serie, der ser ud til at være på eventyr i Magallanes og Elcano . Hentet 19. juni 2022. Arkiveret fra originalen 10. juni 2022. (ubestemt)

Litteratur

• Lange Paul Werner. Som solen ...: F. Magellans liv og den første jordomsejling / Per. med ham. O. V. Kharitonova; udg. og siden sidst S. Ya. Serova. — M. : Fremskridt, 1988. — 237 s. — ISBN 5-01-001078-X .
• Magidovich IP , Magidovich VI Essays om geografiske opdagelsers historie. I 5 bind. — Tredje Oplag, revideret og udvidet. - M . : Education , 1983. - T. 2. - 200.000 eksemplarer.
• Subbotin V. A. Store opdagelser. Columbus. Vasca da Gama. Magellan. - M. : URAO, 1998. - 272 s. - 3000 eksemplarer.  — ISBN 5-204-00140-9 .

Links

• Den første rejse jorden rundt Arkiveret 4. november 2019 på Wayback Machine