Muslimske publikationer i USSR - en samling af muslimske tidsskrifter, bøger og brochurer udgivet på Sovjetunionens territorium . Et træk ved den muslimske (såvel som den religiøse i almindelighed) presse i USSR var, at fra et vist øjeblik var alle trykkerier under statens kontrol. Derfor blev hele pressen kontrolleret af myndighederne.
Muslimsk udgivelse har været igennem flere perioder. I 1920'erne blev flere muslimske tidsskrifter udgivet i USSR. I 1930 var de alle væk. Efter krigen i nogen tid (indtil 1948) blev Journal of the Spiritual Administration of the Peoples of Central Asia og Kasakhstan udgivet i USSR. I de næste 20 år var der ingen muslimske tidsskrifter i USSR. I 1968 begyndte det (udenlandsk orienterede) magasin " Muslims of the Soviet East " at udkomme, som blev det eneste tidsskrift for sovjetiske muslimer i de næste 20 år.
Muslimsk lovlig bogudgivelse i USSR eksisterede i kort tid i 1920'erne - myndighederne tillod trykning af en aftiyak (15.000 eksemplarer) og en brochure "The Faith of Islam" (12.000 eksemplarer). Der var også ulovlig muslimsk bogudgivelse i 1920'erne. I efterkrigstidens USSR dukkede lovlig muslimsk bogudgivelse op igen: de begyndte at udgive Koranen , albums og bøger om sovjetiske muslimers liv til distribution i udlandet, såvel som kalendere. Under Perestrojka dukkede private muslimske bogudgivelser op i USSR, og en strøm af muslimsk litteratur (mest på russisk) fra udlandet strømmede også ind.
I førkrigstidens USSR udgav den centrale spirituelle administration af muslimer , muslimernes åndelige kroppe i 1920'erne, periodiske islamiske tidsskrifter. Det centrale spirituelle direktorat for muslimer udgav "Islam majellese", i Temir-Khan-Shura blev Jadid "Bayan-ul- khakaik " offentliggjort, Folkets afdeling for religiøse anliggender for muslimerne på Krim udgav "Asriy Muslimlyk". Alle disse publikationer varede ikke længe og ophørte med at blive udgivet i 1930.
En vigtig faktor, der påvirkede sovjetmuslimernes bogkultur, var kampen mod arabisk litteratur. I begyndelsen af 1920'erne var arabisk skrift udbredt i en række muslimske områder i USSR. Således blev officielt kontorarbejde i sovjetiske Dagestan indtil 1927 udført på arabisk [1] . I slutningen af 1920'erne-1930'erne og senere konfiskerede sovjetiske myndigheder arabisk litteratur fra den muslimske befolkning, hvoraf noget blev ødelagt, noget gik til statsinstitutioner. Samtidig blev alfabeterne fra de muslimske folk i USSR først oversat til latinsk skrift og derefter til kyrillisk. Dette førte til, at selv i de muslimske familier, hvor der blev opbevaret bøger på arabisk, ved slutningen af den sovjetiske periode var der nogle gange ingen mennesker, der kunne læse dem.
I efterkrigstidens USSR fik nogle religiøse organisationer lov til at udgive deres egne blade. Især udgav den russisk-ortodokse kirke Journal of the Moscow Patriarchy . Selvfølgelig var alle religiøse organisationers officielle publikationer under nøje kontrol af de sovjetiske statsorganer, og deres indhold blev kontrolleret af myndighederne. Sådanne publikationer var i høj grad rettet mod udenlandske læsere – for at vise, at troende ikke blev undertrykt i USSR.
Følgende muslimske trykte medier blev offentliggjort i USSR [2] [3] [4] [5] [6] :
Ifølge historikeren V. A. Akhmadullin var begge tidsskrifter rettet mod udlændinge [12] . SADUM-magasiner skulle vise dem falsk information om eksistensen af samvittighedsfrihed i USSR [13] .
Indholdet af numrene af begge SADUM-magasiner var under fuldstændig kontrol af de sovjetiske myndigheder, som bestemte, hvilket materiale der ville blive offentliggjort i dem. "Journal of the Spiritual Administration of the Peoples of Central Asia and Kasakhstan" blev kendetegnet ved artikler om "patriotiske emner." For eksempel var der i nr. 3/4 af tidsskriftet artikler med følgende titler: "Appeal of Comrade Stalin ved krigens afslutning”; "Den store historiske sejr", "Kammerat Stalins appel om Japans nederlag"; "Generalmajor Sabir Rakhimov ", "Om det kasakhiske præsteskabs patriotiske arbejde"; "Forpligtelser over for det muslimske præsteskabs hjemland i en given periode" [14] .
Andre muslimers spirituelle autoritet bad også om at få lov til at udgive deres egne tidsskrifter, men uden held. I 1949 bad Kh. K. Gebekov, formand for den spirituelle administration af muslimer i Nordkaukasus, om tilladelse til at udgive et blad. Rådet for Religiøse Anliggender afviste Gebekov med henvisning til, at der i Dagestan ASSR ikke er noget trykkeri med arabisk skrift og kompetente korrespondenter, og der er mange sprog [15] .
Titelside på den første udgave af Koranen
vending
Et af arkene
Efter borgerkrigen stod de muslimske præster over for mangel på religiøs litteratur. Fra 1917 til 1954 var der ingen officielle (det vil sige optaget af Bogkammeret i USSR ) udgaver af Koranen [16] i USSR. Sovjetiske religiøse organisationer havde allerede i førkrigstiden ikke ret til selvstændigt at udgive litteratur. I midten af 1920'erne forsøgte den centrale spirituelle administration af muslimer at organisere frigivelsen af aftiyak (en syvendedel af Koranen) med et oplag på 50.000 eksemplarer, men kun 15.000 bøger fik lov til at blive trykt i 1927. Disse bøger og pamfletten The Faith of Islam (12.000 eksemplarer) udgivet på samme tid blev de eneste religiøse udgivelser af sovjetiske muslimer i mange år [17] .
Førrevolutionære udgaver af Koranen (og andre religiøse bøger) på arabisk i 1920'erne-1930'erne blev konfiskeret fra befolkningen og ødelagt (dog var mange familier i stand til at skjule dem [18] ). Mufti R. Fakhretdinov skrev til M. I. Kalinin , at "under indsamlingen i Tatar- og Bashkir-republikkerne af gammelt jernskrot, klude, kort sagt, skrotmaterialer, i mange landsbyer, i form af dette skrotmateriale, kopier af den hellige Koran og i almindelighed blev taget fra mullaer og almindelige troende religiøse bøger” [19] .
Praksis med at beslaglægge bøger med arabisk skrift blev også stødt på i efterkrigstiden. Kommissæren for Rådet for Religiøse Anliggender i Bashkir ASSR fandt i 1952 74.758 eksemplarer af bøger på arabisk og andre sprog i biblioteket i Muslims Åndelige Administration i den europæiske del af USSR og Sibirien, som han tvang til at placere. i Administrationens kælder til yderligere destruktion [20] . Bøgerne blev dog ikke ødelagt [21] . I 1970, under udsættelsen af Yaghnobis fra bjerglandsbyer til sletten, ifølge migranten Khidoyatullo Atovulloevs erindringer, blev alle de fundne bøger "på arabisk" (inklusive gamle manuskripter) taget fra de fordrevne, som var bundet i en taske og smidt i floden [22] . I efterkrigstidens USSR stod de muslimske gejstlige over for en mangel på kopier af Koranen, som ikke engang var nok til at sørge for de få moskeer, der var registreret af myndighederne. For eksempel var der i 1954 i den autonome socialistiske sovjetrepublik Bashkir kun én "lovlig" kopi af Koranen (muftien), og mullaherne fra de fungerende registrerede moskeer i denne republik havde ikke en eneste kopi af Koranen [18 ] . I efterkrigsårene tillod myndighederne stadig ikke frigivelsen af Koranen i lang tid. I 1949 afviste USSR-myndighederne anmodningen fra formanden for Muslims Spiritual Board i den europæiske del af USSR og Sibirien om offentliggørelse af en aftiyak [18] .
I 1956 blev Koranen første gang udgivet i USSR på arabisk med et oplag på 3.000 eksemplarer. (hvoraf 400 eksemplarer af SADUM måtte sendes som gaver til udlandet) [23] . Den offentliggjorte Koran blev hurtigt distribueret til moskeerne. I juli 1957 forblev kun 63 bøger ud af 1.000 kopier af Koranen sendt fra Tasjkent på lageret hos den spirituelle administration af muslimer i den europæiske del af USSR og Sibirien [24] . De fleste af resten af bøgerne (870 eksemplarer) blev distribueret til muslimske samfund, og resten blev sendt til de sovjetiske statsmyndigheder (for eksempel modtog USSRs kulturministerium 10 eksemplarer ) [24] . Mange eksemplarer blev sendt til udlandet. For eksempel blev 600 eksemplarer modtaget af muslimer i Bulgarien [25] .
Indtil 1984 var der ikke en eneste udgave af Koranen på arabisk i dokumenterne fra Bogkammeret - det organ, der registrerede al litteratur udgivet i USSR. Siden 1984 er Koranen på arabisk i USSR blevet udgivet 22 gange i følgende byer: Moskva , Leningrad , Kazan , Ufa , Baku , Alma-Ata , Dushanbe , Maykop og Kalinin [25] .
I 1920'erne blev muslimsk litteratur ulovligt udgivet i USSR i små oplag. Fra 1918 til 1923 udkom snesevis af muslimske bøger af anonyme forfattere ulovligt i Sovjetrusland [26] . Der var tilfælde, hvor muslimsk litteratur blev udgivet i udlandet og importeret til Sovjetunionen. Sådanne handlinger blev alvorligt undertrykt af de sovjetiske myndigheder. I 1923 udkom islams antimarxistiske ABC i Berlin med et oplag på 5.000 eksemplarer. M. Bigeev , der foreslog 2 tusinde eksemplarer. bøger til at distribuere ulovligt blandt sovjetiske muslimer [27] . Bigeev blev arresteret af de sovjetiske myndigheder og løsladt under en forpligtelse til ikke at distribuere sin bog [27] .
I efterkrigstiden frem til slutningen af 1980'erne ophørte den lovlige muslimske bogudgivelse i Rusland næsten fuldstændigt. Det var yderst sjældent, at åndelige autoriteter udgav bøger i små oplag, desuden efter censur. I 1945 opnåede Mufti Gabdrakhman Rasulev udgivelsen af 5 tusinde eksemplarer af sin bog "Islam Dini" (og afsnittet med bønner blev fjernet fra manuskriptet) [28] . Det gik endnu værre med udgivelsen af muslimske kalendere - der var ikke nok mennesker, der var i stand til at skrive arabiske bogstaver, hvilket resulterede i, at kalenderne blev trykt litografisk [28] . Korrespondance med Rådet for Religiøse Anliggender om udgivelsen af kalenderen for det næste år begyndte umiddelbart efter udgivelsen af indeværende års kalender og varede omkring et år: det var påkrævet at blive enige om teksten og bestå en eksamen [28] .
Derudover udgav de muslimske spirituelle administrationer under de sovjetiske myndigheders kontrol ikke-periodisk litteratur, som skulle vise eksistensen af samvittighedsfrihed i USSR - albums og bøger om sovjetiske muslimers liv til distribution i udlandet [29 ] .
I efterkrigstidens USSR, indtil 1990, kunne muslimernes spirituelle administrationer (såvel som andre religiøse organisationer) faktisk ikke oprette deres egne forlag til at udgive religiøs litteratur. Situationen ændrede sig i 1990-1991, da flere private muslimske forlag dukkede op. For eksempel begyndte det private forlag Rahman i 1991 i Tyumen at operere [30] . Men hovedstrømmen af muslimsk religiøs litteratur (i øvrigt distribueret gratis) i 1990-1991 strømmede ind fra udlandet - fra Saudi-Arabien , Tyrkiet , De Forenede Arabiske Emirater . Der blev oprettet trykkerier i disse stater, som trykte muslimsk religiøs litteratur på russisk, da flertallet af sovjetiske muslimer ikke kunne arabisk. For eksempel i Kabardino-Balkaria i 1990'erne blev de fleste af de muslimske publikationer distribueret på russisk, og de fleste af ejerne af gamle arabiske bøger var ikke engang i stand til at læse dem [31] .
I 1989-1990 blev fem trykkerier åbnet alene i Saudi-Arabien for at udgive muslimsk religiøs litteratur på russisk [32] . Lignende trykkerier er blevet lanceret i Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater [32] . Mængden af muslimsk russisksproget litteratur produceret af dem var stor, og bøgerne blev udgivet med noter om, at de udelukkende var beregnet til gratis distribution. Kun fem saudiske trykkerier trykte i 1991 391 titler af muslimsk religiøs litteratur på russisk med et samlet oplag på 2 millioner eksemplarer [32] .