Lekitisk permutation er en fonetisk proces, der fandt sted i de lekitiske sprog og bestod i overgangen af frontvokaler og bløde stavelsesonanter til henholdsvis ikke-forreste vokaler og hårde sonanter i position før hårde tandkonsonanter : 'e > 'o , 'ě > 'a , ' ę > ' ǫ , r̥' > r̥ , l̥' > l̥ [1] .
Den lekitiske permutation bidrog til fonologiseringen af hårdhed-blødhedskorrelationen i de lekitiske sprog og er også årsagen til fremkomsten af en række vekslen , der er karakteristiske for de lekitiske sprog .
Transponeringen 'ę > 'ǫ blev stort set slettet i løbet af de polske nasalers videre skæbne . Det er dog synligt i nogle navne og toponymer fra Gniezno-tyren [3] :
På polsk fandt transponeringen ikke sted i en nøddeskal [6] :
Permutation gav anledning til vekslen i deklinationen af mange substantiver. Siden det 16. århundrede, i det polske litterære sprog, i en række tilfælde, begynder disse skiftninger at blive elimineret enten til fordel for en stamme med en vending, eller omvendt [7] [8] :
Transpositionen er fraværende i sådanne polske præpositioner som " før", przez "gennem", bez "uden". Dette skyldes det faktum, at den endelige konsonant af præpositionerne assimileret i hårdhed-blødhed med den indledende konsonant af det næste ord. Der blev således i nogle af de fonetiske sammenhænge skabt betingelser for transponering, men i andre ikke. Til sidst blev formerne uden omarrangering generaliseret [9] [10] .
Nogle gange dukkede semantisk differentierede etymologiske dubletter op under alignment-processen, jf. Polere działo "kanon" og dzieło "kunstværk", na czole "på panden" og na czele "ved hovedet", bieda "fattigdom, nød, sorg" og biada "ve! (interjektion)" [11] .
I polske dialekter forløb tilpasningen anderledes end i det litterære sprog. I Mazovisk dialekt er former med e i stedet for a efter labialer (sjældent efter andre vokaler) udbredte: zamietać (lit. zamiatać "feje"), wietrak (lit. wiatrak "vindmølle"), opowiedać (lit. opowiadać "fortælle") ), zawiesy (lit. zawiasy "dørhængsler"), wiedro (lit. wiadro "spand"), wietr (lit. wiatr "vind"), ofiera (lit. ofiara "offer"), śniedanie (lit. śniadanie "morgenmad" ) " ). I småpolske og storpolske dialekter blev vekslen af o i en række tilfælde elimineret til fordel for e : niesę (lit. niosę "jeg bærer"), bierę (lit. biorę "jeg tager"), piełun ( lit. piołun "malurt"), pierun (lit. piorun "lyn"), biedro (lit. biodro "lår"), mietła (lit. miotła "kost") [12] .
I en række tilfælde på polsk findes o i stedet for det etymologiske ь , altså hvor transponeringen ikke skulle have været gennemført. Dette fænomen kaldes falsk omarrangering [13] :
Navnet på stammen Dedoshan (< proto-slavisk *dědъ " bedstefar") er optaget i den bayerske geograf som Dadosesani . Dette giver os mulighed for at tro, at den lekitiske omlejring blev udført i det 9.-10. århundrede [14] . E. Nalepa anser dog den bayerske geografs vidnesbyrd for irrelevant, da det protoslaviske *ě højst sandsynligt var en bred lav vokal ( æ ), som kunne overføres i fremmede kilder som en , jf. pkt. i et kroatisk dokument: Item ego Johannes, Chroatorum dad , hvor dad = *dědъ [15] .
Tyren fra Gniezno (1136) afspejler allerede resultaterne af transponeringen: Sostroch (= Siostroch ), Sostros (= Siostrosz ), Dobrozodl (= Dobrosiodł ), Vsezodl (= Wszesiodł ), Sodlc (= Siodłk , Siodłek ), Balouanz (= Białowąs ), Balouezici (= Białowieżycy ), Balossa (= Białosza ), Quatec (= Kwiatek ), Sulidad (= Sulidziad ) [16] [2] .
Omformuleringen afspejles af så gamle lån som Polsk. Piotr "Peter" (< tjekkisk Petr < latin Petrus ), polsk. anioł "engel" (< tjekkisk anjel < latin angelus ), Pol. kościół "kirke" (< tjekkisk kostel < latin castellum ) og polsk. ofiara "offer" (< tjekkisk ofěra < tysk Opfer ), som kom ind i det polske sprog med vedtagelsen af kristendommen (966) [2] . Disse former er dog dårligt egnede til at datere omlægningen af den øvre kronologiske grænse, da de kunne have været lånt længe før denne proces [16] . Derudover påpeger H. Popovskaya-Taborskaya, at når vi låner disse former, kan vi beskæftige os med substitution og tilpasning af lånte former til modtagersprogets fonologi, såvel som indflydelsen af det originale ordforråd, især formen obiata "offer" [17] .
Kronologien af ę > ǫ transponeringen har forårsaget en del debat blandt forskere. J. Rozvadovsky betragtede følgende eksempler fra Gniezno-tyren som eksempler på en sådan omarrangering: Landa (Ląd nad Wartą), Chrustov , Boranta . N. van Wijk mente dog, at overbevisende eksempler først begyndte at dukke op fra det 12. århundrede, og både Gniezno- og Wroclaw-tyrene viste endnu ikke omlægningen [18] :
Omarrangeringen skete efter en sådan proces som glat metatese , da den påvirkede ord som *berza > *br e za > *br' o za > Pol. brz o za "birk" og *perdъ > *pr e dъ > *pr' o dъ > Pol. prz ó d "før" [14] .
Omarrangementet skete før faldet af de reducerede , da e'et , der opstod fra ь og ъ , ikke blev udsat for en omarrangering [2] [19] :
Den Lechitiske permutation ødelagde den tidligere eksisterende hårdhed-blødhed korrelation, når kun forreste vokaler kunne være efter bløde konsonanter, og ikke-forreste vokaler efter hårde. Som et resultat blev bløde konsonanter, tidligere allofoner af hårde, separate fonemer [20] .
Som et resultat af transponeringen optrådte vokalskiftninger, der var karakteristiske for det polske sprog, under navneordsbøjning og verbumbøjning: wieźć "bære" - wiozę "jeg bærer", nieść "bære" - niosę "bære", las "skov" - w lesie "i skoven", lato "sommer" - w lecie "sommer", miasto "by" - w mieście "i byen" [21] .
Overgangen af e til o i visse positioner er kendt for lusatiske og østslaviske sprog . Overgangen af ě til a er kendt i de nedre lusatiske og østbulgarske dialekter (og afspejles i det bulgarske litterære sprog) [1] .
E. Nalepa kombinerer den lusatiske overgang e > o , som er geografisk og kronologisk tæt på den Lechitiske mutation, til én proces med mutationen.
Et tysk dokument fra 1140 nævner navnet Ztarecoztol = *Stary Kosťol , oversat til tysk som Aldenkirkin og afspejler transponeringen e > o [16] .
Samtidig er navnet på Magdeborn (30 km fra den gamle kirke) i Thietmars krønike (1012-1018) optaget som Medeburu. E. Nalepa mener, at Titmar associerede dette ord med *medъ "honning", som ifølge den polske videnskabsmand kendte dette ord i formen m'ed , og ikke m'od , altså uden omformulering [22] .
| Historien om det polske sprog | |
|---|---|
| periodisering |
|
| Oldtidsminder | |
| Fonetik |
|