Edmund Plantagenet, 2. jarl af Cornwall

Edmund Plantagenet ( Eng.  Edmund Plantagenet ) eller Edmund af Aleman ( Eng.  Edmund af Almain ; 26. december 1249  - indtil 25. september 1300 ) - engelsk aristokrat fra det kongelige Plantagenet -dynasti , 2. jarl af Cornwall siden 1272, den anden søn af Richard, konge af Tyskland og barnebarn af kong John the Landless of England . Han blev arving til sin far efter døden af ​​sin ældre bror, Henrik af Aleman (1271). Han var en af ​​de rigeste godsejere i England, lånte jævnligt betydelige beløb til kronen og nød stor indflydelse ved hoffet. I mangel af sin fætter, kong Edward I , blev Edmund udnævnt til regent af riget tre gange, men havde dog meget lidt indflydelse på engelsk politik.

Edmunds ægteskab med Margaret de Clare viste sig mislykket og barnløst. I 1294 blev greven skilt fra sin kone og giftede sig aldrig igen. Som et resultat gik de fleste af ejendelene efter hans død til den engelske krone, ligesom titlen jarl af Cornwall gjorde.

Oprindelse

Edmund tilhørte det engelske kongelige Plantagenet -dynasti . I den mandlige linje var han barnebarn af kong Johannes den jordløse . Hans far, Richard , modtog af sin ældre bror Henrik III titlen som jarl af Cornwall (1227), og blev i 1257 valgt til Tysklands konge. Den første kone, Isabella Marshal , fødte Richard flere børn, hvoraf kun én søn overlevede, Henry af Aleman , som skulle være hans arving. Efter Isabellas død giftede Richard sig for anden gang - Sancha af Provence , datter af grev Raymond Berenguer IV af Provence . Fra dette ægteskab blev der født mindst to børn, hvoraf kun Edmund overlevede. Hans mor var søster til dronning Eleanor af Provence , takket være hvilken han to gange var fætter til kong Edward I : deres fædre var brødre, og deres mødre var søstre. Også hans mors søstre var dronning af Frankrig Margaret af Provence og dronning af Sicilien Beatrice af Provence , så Edmund var også en nær slægtning til kongerne af Frankrig og Sicilien ( Napoli ) [5] [6] [7] .

Tidlige år

Lidt er kendt om Edmunds barndom. Han blev født den 26. december 1249 på sin fars Berkhamsted Castle i Hertfordshire . Barnet blev døbt af ærkebiskoppen af ​​Canterbury Boniface af Savoyen , hans mors onkel, han modtog sit navn til ære for St. Edmund af Abingdon , Bonifaces forgænger i ærkebiskoppens post [5] . Efterfølgende, i 1288, byggede Edmund et kapel i Abingdon , hvor hans himmelske protektor blev født .

Indtil 22-årsalderen var Edmund ikke ridder og var ikke gift. Dette skyldes sandsynligvis, at arvingen til faderens ejendele og titel var hans ældre bror, Henrik af Aleman. I 1257 tog Edmunds forældre Edmund med til Tyskland, hvor de tog efter Richard blev valgt til konge. I januar 1259 vendte familien tilbage til England. Under Anden Baronkrig i 1264 blev Richard taget til fange af de oprørske baroner under det tabte slag ved Lewes af den kongelige hær og blev sat i varetægt på Kenilworth Castle , og Edmund blev også fængslet sammen med ham. Han blev løsladt i september 1265. I 1268-1269 var Edmund igen i Tyskland. Mange år senere dukkede en semi-mytisk historie op om, at Edmund under denne rejse købte et levn af Jesus Kristus , som angiveligt blev opbevaret blandt de kejserlige regalier i slottet Trifels og engang tilhørte kejser Karl den Store . I september 1270 donerede Edmund en del af dette levn til munkene i Hales Abbey grundlagt af hans far i Gloucestershire efter en storslået ceremoni [5] .

I oktober 1269 ejede Edmund herregården Alderley i Gloucestershire. Sammen med sine fætre, Edvard og Edmund den Hunchback , drog han på korstog i februar 1271 , men på vejen fik han kendskab til sin ældre brors død i Viterbo og modtog kongens ordre om at vende hjem. Nu var Edmund arving til sin far, efter hvis død den 2. april 1272 han arvede store jorder og rettigheder til jarltitlen. Kort før 1. maj samme år aflagde han vasal-eden til Henrik III for sine ejendele. I juli lejede Edmund byen Leicester af Edmund the Hunchback i fire år. Den 6. oktober i Ruislip Chapel nær London giftede han sig med Margaret de Clare , søster til Gilbert de Clare , jarl af Gloucester og Hertford. Den 13. oktober, under en fest til ære for St. Edward the Confessor i Westminster , blev Edmund sammen med 50 andre engelske og udenlandske adelsmænd slået til ridder og modtog titlen Earl of Cornwall [5] [8] .

Jarlen af ​​Cornwall gjorde ikke krav på den tyske kongetrone, men hele sit liv kaldte han sig i mange chartre og breve Edmund af Aleman [5] .

Edmunds domæne

De godser og jorder, som Edmund arvede, lå i omkring 25 engelske amter. Hans hovedbesiddelser var herregårdene Berkhamsted i Hertfordshire , Ay i East Anglia , Oakham i Rutland , Knearsborough i Yorkshire , Beckley i Oxfordshire , Wallingford i Berkshire . Derudover modtog Edmund en ejendom, der tidligere var ejet af sin fars mor, Isabella af Angouleme , som omfattede byerne Chichester , Exeter og Malmesbury . Men hans største besiddelse var grevskabet Cornwall med dets miner: under Edmunds kontrol var otte og et tredje hundrede af ni [5] .

Ud over tinminerne i Cornwall, som Edmund modtog umiddelbart efter sin arv, kontrollerede han fra 1278 udvindingen af ​​tinminerne i Devon . Fra begyndelsen af ​​1270'erne var jarlen sherif af Cornwall og Rutland . Som følge heraf blev han med en årlig indkomst på otte tusinde pund den rigeste lægbaron i England efter kongen [5] .

I tjeneste for Edward I

Efter kong Henrik III's død i november 1272 blev Edmund medlem af regentrådet, der regerede landet, indtil Edward I vendte tilbage fra korstoget. Han var blandt forfatterne af et brev sendt til Edward I, der bekendtgjorde sin fars død. Samtidig var greven engageret i udførelsen af ​​sin fars vilje og begyndte at låne hofferne en del af hans enorme rigdom. I juni 1273 tog han den nye konge i møde og mødte ham i Paris , hvor han i august bekræftede betalingen af ​​to tusind mark ud af tre, som kongen skyldte ham. Den 19. august 1274 deltog Edmund i kroningen af ​​Edward i Westminster [5] .

I de efterfølgende år tilhørte jarlen af ​​Cornwall kongens inderkreds, deltog i mange af hans felttog og udførte en række vigtige opgaver. I sommeren 1277 sluttede han sig til det kongelige felttog i Wales og medbragte 14 riddere - flere end nogen anden kongens vasal. I september 1278 var Edmund til stede ved kong Alexander III af Skotlands vasalage . I 1279, mens Edward var i Frankrig, var jarlen af ​​Cornwall en af ​​de tre regenter sammen med biskopperne af Hereford og Worcester . Samme år lånte han kongen 3.000 mark [5] .

I maj 1280 rejste Edmund ud af England med abbeden af ​​Colchester .[ tvetydigt ] og den følgende måned afgjorde dronning Eleanor og biskoppen af ​​Bath , Robert Burnell, en langvarig territorial strid med biskoppen af ​​Exeter [5] .

Fra april 1282 til julen 1282, da Edward I igen var i krig i Wales, tjente Edmund igen som Englands regent med ansvar for at indsamle donationer fra kirken til et foreslået korstog. I august 1282 sendte han skatkammerrullerne til Shrewsbury , i januar 1283 repræsenterede han kongen ved et kirkemøde i Northampton . Som jarl af Cornwall fik Edmund på dette tidspunkt forældremyndigheden over flere velhavende arvinger. Samtidig betalte Edmund for retten til at formynde arvingen Baldwin Wake Edmund en enorm sum på syv tusind mark [5] .

Fra 13. maj 1286 til 12. august 1289 var Edvard igen uden for kongeriget, bragte orden i Gascogne og fungerede som mellemmand i en strid mellem kongerne af Aragon og Sicilien, så Edmund igen fungerede som Englands regent. I juni 1287 slog han Rhys ap Maredids oprør i Wales, organiserede en militær kampagne der og erobrede Drysluin Castle , men det lykkedes ham ikke at fange waliseren. For at dække omkostningerne ved militærkampagnen lånte Edmund 10.000 mark af italienske købmænd. I juni 1289 greb Edmund ind i en strid mellem jarlerne af Gloucester og Hereford om walisiske mark: selvom jarlen af ​​Gloucester hjalp ham med at slå Rhys' oprør ned, forbød jarlen af ​​Cornwall ham at bygge Morlaix Castle Brecknockshire . Under kongens fravær opstod der optøjer i nogle andre dele af England, muligvis relateret til forseelse.[ tvetydig ] . Da Edvard I vendte tilbage fra kontinentet i 1289, foretog han en undersøgelse, som resulterede i, at flere ledende dommere og embedsmænd i statskassen faldt i vanære og blev idømt en bøde på 20.000 pund. Samtidig blev der ikke foretaget undersøgelser mod Edmund: han modtog en benådning for alle krænkelser begået i denne periode, og fik også tilladelse til at svare ved fuldmagt for alle klager over hans administration i Cornwall, hvor han fra 1289 fungerede som oversherif [5] [9] [10] .

I april 1290, mens Edmund sad i parlamentet forsamlet i Westminster , overrakte Beaux de Clare , hans hustrus bror, ham en stævning, der pålagde ham at komme til ærkebiskoppen af ​​Canterbury for at blive stillet for retten Denne episode betragtes som en af ​​de tidligste krænkelser af højre, senere kaldet det parlamentariske privilegium , som ærkebiskoppen blev idømt en bøde på 10 tusind pund for [5] .

Julen 1290 tilbragte kongen i Edmunds ejendom Ashtridge i Hertfordshire , her indkaldte han parlamentet for at diskutere spørgsmål relateret til Skotland . På dette tidspunkt spillede de lån, som jarlen af ​​Cornwall ydede til kronen, en vigtig rolle i de kongelige finanser. Så i 1290 lånte Edmund kongen fire tusinde pund [5] .

I 1290'erne blev Edmund jævnligt kaldt til parlamentet. I denne periode optræder hans navn som vidne ofte på kongelige chartre. Han blev ved med at give store lån til både kongen og hofmænd; blandt hans skyldnere var biskoppen af ​​Durham , Anthony Beck , til hvem han lånte £4.000 i bytte for indtægter fra Howden Manor [5] .

I maj 1296 sendte Edward I, som kæmpede i Skotland , fangerne sydpå og betroede deres beskyttelse til jarlen af ​​Cornwalls afdelinger ved slottene Walingford og Bergkhamsted . Der er nyheder om, at kongen samtidig beordrede jarlen af ​​Cornwalls skatkammer transporteret fra Bergkhamsted til London. I 1297 blev Edmund sendt til Gascogne og var derfor fraværende under det meste af den politiske krise, der opstod som følge af kongens konflikt med baronerne. Samme år lovede han at overføre alle indtægter fra minedrift fra sine miner i Devon og Cornwall for at dække en kongelig gæld på syv tusind mark til befolkningen i Bayonne , og han var også rådgiver for prins Edward (den fremtidige kong Edward II. ), arving til Edward I, der regerede England under kongens fravær. I denne egenskab behandlede Edmund kongens konflikt med jarlerne fra Hereford og Norfolk . I 1299, da kongen lånte to tusinde pund af Edmund i bytte for overskud fra det ledige ærkebispedømme i York , skyldte kronen 6.500 pund til jarlen af ​​Cornwall .

Død og arv

I juli 1297 fik Edmund tilladelse til at skrive et testamente. Den 12. december 1298 blev jarlen af ​​Cornwalls alvorlige sygdom nævnt, på grund af hvilken han ikke kunne deltage i det skotske felttog i 1299: i begyndelsen af ​​1299 blev han kaldet til at sende riddere, i maj blev han personligt indkaldt til York og i december - i Carlisle for at deltage i kampagnen planlagt til juni 1300. Edmund nægtede dog at komme og betalte tusind pund i kompensation for dette [5] . Ved 1300 var han uhelbredeligt syg. Jarlen døde i Estridge, men den nøjagtige dato for hans død er ikke fastlagt. Dette skete senest den 25. september 1300, fordi Edward I den dag beordrede sit folk til at tage Edmunds tilbageværende ejendele i besiddelse [5] .

Edmunds hjerte og kød blev begravet i Estridge i nærværelse af prins Edward. Den 23. marts 1301 blev knoglerne begravet i nærværelse af Edward I i Hales Abbey i Gloucestershire [K 1] . Da Edmund ikke havde nogen direkte arvinger, gik det meste af hans ejendele til kongen som pårørende. Titlen jarl af Cornwall vendte tilbage til kronen. Senere blev denne titel genskabt to gange: i 1307 for Piers Gaveston (død 1312), Edward II's favorit, og i 1328 for John of Eltham (død 1336), den yngre søn af Edward II [5] .

Selvom Edmund regerede England flere gange som regent, havde han meget lidt indflydelse på engelsk politik. Men som kongelig rådgiver var han en ganske indflydelsesrig skikkelse ved hoffet. Derudover var jarlen en af ​​de rigeste godsejere i England og lånte konstant mange penge til kronen: i løbet af sit liv lånte han kongen mere end 18 tusind pund. Edmunds død og overførslen af ​​hans enorme ejendom til kronen gjorde det muligt for Edward I at modtage yderligere midler til at føre krig med Skotland [5] .

Familie

Edmund Cornwall blev gift den 6. oktober 1272 med Margaret de Clare (1250-1312), datter af Richard de Clare, 6. jarl af Gloucester , og Maud de Lacy [7] [5] . Dette ægteskab var mislykket og barnløst. Det er kendt, at grevinden i januar 1285 ventede et barn, men denne graviditet endte enten med en spontan abort eller i fødslen af ​​en død baby. Herefter gik ægtefællernes forhold galt. Senest i 1289 var der en pavelig og ærkebiskoplig undersøgelse af deres ægteskab, da Edmund nægtede at bo sammen med sin kone. I 1290 forsøgte ærkebiskoppen af ​​Canterbury, John Packham og Bogo de Clare, bror til Margaret, at forsone ægtefællerne, men det lykkedes ikke, og som et resultat ekskommunikerede ærkebiskoppen jarlen af ​​Cornwall [5] [12] . I februar 1293 [13] eller 14. februar 1294 [14] blev ægteskabet annulleret. I henhold til skilsmissen overførte Edmund til sin ekskone en ejendom, der indbragte 800 pund årlig indkomst for livet. Til gengæld lovede Margaret at "leve i kyskhed" [5] .

Noter

1. ↑ Skikken med at begrave monarker og repræsentanter for adelen flere steder (f.eks. et separat legeme, hjerte og andre indvolde) skyldtes, at der på hvert af gravstederne blev holdt mindehøjtideligheder for den afdødes sjæl, hvilket blev anset for meget mere gavnligt for hende end tilbedelse i nærheden af ​​blot én grav. Når det blev nødvendigt at transportere liget over lange afstande, brugte man desuden ofte den såkaldte "konservering" efter tysk skik. For ham blev liget kogt i 5-6 timer, hvorefter knoglerne let blev adskilt og kunne afleveres langt nok væk til begravelse, og de resterende dele af liget blev begravet på stedet. Senere, af en tyr af pave Bonifatius VIII , blev det forbudt at partere ligene af de døde, samt at bruge en lignende radikal metode til at bevare liget, de krævede særlig tilladelse fra paven [11] .

1. ↑ En håndbog med datoer (ny udg.) / udg. C. Cheney , M. Jones - 2 - Cambridge University Press , 2000. - S. 9.
2. ↑ Vincent N. Edmund af Almain, anden jarl af Cornwall (1249–1300) // Oxford Dictionary of National Biography  (engelsk) / C. Matthew - Oxford : OUP , 2004.
3. ↑ 1 2 Lundy D. R. Edmund af Cornwall, 2. jarl af Cornwall // The Peerage 
4. ↑ 1 2 3 Beslægtet Storbritannien
5. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 Vincent N. Edmund af Almain, anden jarl af Cornwall // Oxford Dictionary of National Biography .
6. ↑ Vincent N. Richard, første jarl af Cornwall og konge af Tyskland (1209–1272) // Oxford Dictionary of National Biography .
7. ↑ 1 2 Earls of Gloucester 1217-1314 (Clare  ) . Fond for middelalderlig slægtsforskning. Hentet: 20. december 2019.
8. ↑ Shaw W. The Knights of England. — Bd. 2. - S. 5.
9. ↑ Polwhele R. Cornwalls civile og militære historie. — Bd. 4. - S. 106.
10. ↑ Polsue J. (red.). En komplet parochial historie af County of Cornwall. — Bd. 4. - S. 121.
11. ↑ Boytsov M.A. Begravelser af suveræner // Ordbog over middelalderkultur. - S. 370-371.
12. ↑ Altschul M. En baronfamilie i middelalderens England. - S. 35-36, 51.
13. ↑ Weir A. Storbritanniens kongelige familier: Den komplette genealogi. — S. 69.
14. ↑ Richardson D. Magna Carta herkomst. — Bd. I.-s. 463-464.

Litteratur

• Ordbog over middelalderkultur / A. Ya. Gurevich. - M. : ROSSPEN, 2003. - 631 s. - (Summa culturologiae). — ISBN 5-8243-0410-6 .
• Altschul M. A Baronial Family in Medieval England: The Clares, 1217-1314. - Baltimore: The Johns Hopkins Press, 1965. - 352 s. - (Johns Hopkins University Studies in Historical and Political Science). — ISBN 0801800226 .
• Vincent N. Edmund af Almain, anden jarl af Cornwall // Oxford Dictionary of National Biography . — Oxf. : Oxford University Press , 2004-2014.
• The Complete Peerage of England, Skotland, Irland, Storbritannien og Det Forenede Kongerige / GE Cokayne, revideret og redigeret af Hon. Vicary Gibbs med assistance fra HA Doubleday. - 2. udgave revideret. - London: The St. Catherine Press, 1913. - Vol. III. Canonteign til Cutts.
• Richardson D. Magna Carta herkomst: en undersøgelse i koloniale og middelalderlige familier / redigeret af Everingham KG. - 2. udg.. - Salt Lake City, 2011. - (Royal ancestry series). — ISBN 9781461045205 .
• Richardson D. Plantagenet Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families / redigeret af Everingham KG. - Genealogical Publishing Company, 2004. - 945 s. — ISBN 9780806317502 .
• Alison Weir. Storbritanniens kongelige familier: Den komplette genealogi . - London: Random House, 2011. - 400 s. — ISBN 1446449114 .
• Shaw W. The Knights of England. - London, 1906. - Bd. 2.
• Polwhele R. Cornwalls civile og militære historie. - London: Cadell og Davies, 1816. - Vol. fire.
• Polsue J. (red.). En komplet parochial historie af County of Cornwall. - Truro: William Lake, 1872. - Vol. fire.

Links

•  Earls of Cornwall 1227-1300 . Fond for middelalderlig slægtsforskning. Hentet: 21. december 2019.

Tematiske steder	Peerage
Ordbøger og encyklopædier	Oxford biografisk
Slægtsforskning og nekropolis	WikiTree Vi er sent på den
I bibliografiske kataloger	GND : 13898347X VIAF : 95586063 WorldCat VIAF : 95586063