Predella

Predella ( italiensk  predella , spansk  predela  - trin) - i sammensætningen af ​​polyptykoner -  flerbladede kirkealtre  - den nederste del, normalt langstrakt vandret, ligner en slags piedestal . Tæt på begrebet antependium . I katolske kirker fra middelalderen og renæssancen var predellaen af ​​store flerbladede altre dekoreret med malerier eller relieffer. Nogle gange har det, ligesom andre dele af alteret, nedfældelige døre [1] .

Predella var dekoreret med astverk eller rankenverk ornamenter . Det horisontalt aflange format foreslog mestrene muligheden for at skildre scener med flere figurer baseret på evangeliets emner: "The Adoration of the Magi ", " The Last Supper ", episoder fra de lokale helgeners liv. Der var også usædvanlige løsninger. Så ifølge en version blev det berømte maleri af kunstneren Hans Holbein den yngre " Død Kristus i graven " i et usædvanligt horisontalt langstrakt format lavet som en alterpredella. De resterende dele af et sådant alter er dog endnu ikke fundet. Derfor anså M. Ya. Libman det for muligt at hævde, at billedet går tilbage til de gamle byzantinske epitafier (svøber) forbundet med påskeliturgien. Sådanne billeder findes i venetiansk kunst op til det 16. århundrede, for eksempel i værker af Marco Basaiti og Vittore Carpaccio [2] .

Vægmalerierne af væggenes nederste sokledele, der efterligner et hængende stof med folder, blev også kaldt predella. I gamle russiske kirker havde sådanne vægmalerier et navn: ligklæde . Predellaen er også den nederste del, foden eller forvæggen som et antependium til en credenza  - et skab til rituelt tilbehør, hvori de hellige gaver opbevares, eller den udgør en frise , over hvilken altertavlen hæver sig direkte. På bagsiden af ​​en sådan predella er der indrettet et skab, hvori også hellige kar og andet tilbehør til tilbedelse er opbevaret .

De mest berømte predellas er værker:

Noter

  1. Vlasov V. G. . Predella // Vlasov VG New Encyclopedic Dictionary of Fine Arts. I 10 bind - Sankt Petersborg: Azbuka-Klassika. - T. VII, 2007. - S. 700
  2. Libman M. Ya. Durer og hans æra. - M .: Kunst, 1972. - S. 180

Litteratur