Ikke-statsborgere i Estland er statsløse personer og statsborgere fra fremmede lande, der bor på Estlands territorium [1] .
Disse personers status er reguleret af "Udlændingeloven" fra Republikken Estland af 1993 [1] . De fleste ikke-statsborgere er tidligere statsborgere i USSR , der boede på Estlands territorium og ikke modtog dets statsborgerskab efter USSR's sammenbrud .
I øjeblikket er de fleste af de oprindelige ikke-statsborgere blevet statsborgere i Estland [2] , nogle har modtaget statsborgerskab i Rusland eller et andet land, resten er statsløse [3] , det officielle estiske navn er "personer med ubestemt statsborgerskab" ( Est. määratlemata kodakondsusega isik ) [4] [5 ] .
Andelen af statsløse i den estiske befolkning falder konstant. Ifølge det estiske indenrigsministerium var antallet af statsløse pr. 1. januar 2019 72.400 [6] . Ifølge den estiske folketælling i 2021 er antallet af statsløse i Estland 66.592 mennesker (5 % af befolkningen) [7] .
Den 12. januar 1991 blev traktaten om det grundlæggende i mellemstatslige forbindelser mellem Republikken Estland og den russiske sovjetiske føderative socialistiske republik underskrevet . Traktatens artikel III erklærede retten til at opnå eller bevare statsborgerskab for indbyggere i de kontraherende parter i overensstemmelse med fri vilje. I traktatens artikel IV blev der fastsat en bestemmelse, hvorefter valget af statsborgerskab skulle foretages på grundlag af parternes love [8] .
Estland implementerede sammen med Letland, i modsætning til resten af de tidligere sovjetrepublikker i USSR, ikke "nul-muligheden" for tildeling af statsborgerskab, hvor alle indbyggere i republikkerne automatisk fik statsborgerskab [9] .
Den 30. marts 1992 trådte loven om statsborgerskab af 1938 i kraft i Estland , der automatisk giver statsborgerskab ved " blodsret ". Ifølge denne lov blev statsborgerskabet i Republikken Estland givet til dem, der havde det den 16. juni 1940 og deres efterkommere. Resten af indbyggerne i Estland, som ikke havde statsborgerskab på tidspunktet for annekteringen af Estland af Sovjetunionen , kunne opnå statsborgerskab gennem naturalisation [10] . En af konsekvenserne af dette var fratagelsen af stemmeretten for omkring en tredjedel af indbyggerne i Estland, som følge af, at det nyvalgte estiske parlament i 1992 viste sig at være 100 % etniske estere [11] .
Den 8. juli 1993 blev udlændingeloven vedtaget, som regulerer ikke-statsborgeres status i Estland [12] [13] .
Ifølge den russiske sociolog V. A. Yadov var en af de faktorer, der stimulerede vedtagelsen af loven om statsborgerskab, at ikke-borgere blev frataget retten til at eje stor ejendom (i den indledende periode af estisk privatisering var den mest attraktive ejendom i besiddelse af ikke-estere) [14] . Ifølge forsker Erik Anderson [15] mistede ikke-estiske borgere meget under privatiseringen i første halvdel af 1990'erne, og det kunne begrænse ikke-esternes muligheder for at drive forretning [16] . Med sociologen Maryu Lauristins ord , endte ikke-borgerlige ejere "i kældrene", de blev ejere af små cafeer og butikker placeret i de nederste etager af bygninger [14] .
I 1993 trådte de estiske sprogkundskabskrav for ansøgere om statsborgerskab i kraft. Denne lov fastsatte privilegier for personer af estisk nationalitet: de kunne ikke tage den estiske sprogeksamen. I begyndelsen af 2006 modtog 25,3 tusinde mennesker estisk statsborgerskab under en forenklet procedure som etniske estere [17] .
I 1994 afgav befolkningsminister Peeter Olesk en offentlig erklæring, der antydede, at " mange ikke-estere bliver nødt til at forlade Estland, fordi de ikke bliver estisktalende " [18] .
Indtil 1995 var kravene til den estiske sproglige naturalisationseksamen fastsat ved et særligt regeringsdekret baseret på statsborgerskabsloven. Eksamensformen gav mulighed for en subjektiv tilgang fra udvælgelseskomiteens side [17] .
I 1995 blev en ny statsborgerskabslov vedtaget , som tilføjede til de grundlæggende naturalisationskrav også en eksamen i kendskab til den estiske forfatning og statsborgerskabslovgivning. Samtidig formaliserede denne lov strukturen for den estiske sprogeksamen, og udelukkede muligheden for subjektiv vurdering fra den. Men på trods af dette er det en udbredt opfattelse i Estland, at efter vedtagelsen af den nye lov er sprogeksamen blevet vanskeligere [19] .
I midten af 1990'erne oplevede tidligere sovjetiske borgere, der befandt sig statsløse i Estland, problemer med de identitetskort, der var nødvendige for at bo i Estland og rejse til andre lande. [tyve][ afklar ] Alle statsløse personer, der var permanent bosiddende i Estland (på det tidspunkt var der omkring 300 tusinde mennesker) fik ret til at få et fremmedpas [21] . Dette pas kan bruges som identitetskort både i Estland og i udlandet [20][ angiv ] . Fra januar 1996 begyndte det estiske departement for migration og statsborgerskab at acceptere ansøgninger om disse pas [21] .
I 1998 vedtog det rådgivende råd for ministeren for Republikken Estland for nationaliteter en resolution, hvori det opfordrede til at gøre muligheden for at erhverve estisk statsborgerskab til en realitet ved at forenkle naturaliseringsproceduren for ikke-estere, der har boet i Estland i et lang tid [22] . I 1998 vedtog parlamentet ændringer til statsborgerskabsloven, hvorefter børn født i Estland efter den 26. februar 1992, hvis forældre har boet i Estland i mindst 5 år, har ret på grundlag af en ansøgning fra deres forældre , at opnå statsborgerskab gennem naturalisation uden obligatoriske undersøgelser for statsborgerskab. Ifølge V. Poleshchuk blev disse ændringer vedtaget som reaktion på pres fra vestlige lande [23] . Fra 1. september 2008 modtog 10,2 tusinde børn statsborgerskab gennem disse ændringer [24] .
I 2000 blev sprogeksamenen for enhver kategori af kompleksitet for arbejdere sidestillet med en naturaliseringssprogseksamen [25] .
Siden 2002 har dimittender fra gymnasier og erhvervsskoler fået ret til at erhverve statsborgerskab gennem en forenklet procedure. Siden 2004 er fristen for behandling af en ansøgning om statsborgerskab i nogle tilfælde reduceret med 2 gange. Siden dengang er alle statsborgerskabseksamener helt gratis, og udgifterne til sprogkurser refunderes fuldt ud til dem, der består eksamenen [24] . Ændringer af loven om statsborgerskab havde næsten ingen indflydelse på naturalisationstempoet.
I maj 2004 godkendte den estiske regering en befolkningsintegrationsplan for perioden 2004-2007, hvis mål var at naturalisere mindst 5.000 mennesker om året [24] . Denne plan blev ikke gennemført.
Den 20. december 2006 vedtog Rådet for Den Europæiske Union en afgørelse, hvorefter der fra den 19. januar 2007 blev indført en fuldstændig visumfri ordning for ikke-statsborgere i Estland, når de rejser gennem alle EU-landes territorium, undtagen for Storbritannien og Irland. Denne beslutning gjaldt ikke russiske statsborgere, der bor i Estland [26] .
I juni 2008 underskrev den russiske præsident D. A. Medvedev et dekret, ifølge hvilket statsløse personer bosat i Estland fik mulighed for at komme til Rusland uden at udstede visa [27] [28] .
I september 2008 besluttede de estiske myndigheder at forenkle statsborgerskabstesten, som trådte i kraft den 1. marts 2009 [29] . I 2015 blev eksamen for personer over 65 år forenklet [30] .
Fra 1. januar 2016 vil børn af personer med ubestemt statsborgerskab født i Estland ifølge en ændring af statsborgerskabsloven modtage estisk statsborgerskab fra fødslen gennem naturalisation. Forældre har ret til at give afkald på estisk statsborgerskab. Samtidig får alle børn under 15 år med ubestemt statsborgerskab, som der var 716 af ved udgangen af 2015, også estisk statsborgerskab på samme måde [30] .
Den estiske regering, der mener, at folk skal kunne vælge deres statsborgerskab, har opfordret personer uden et specifikt statsborgerskab til at ansøge om estisk statsborgerskab gennem naturalisation eller statsborgerskab i andre lande. Indtil 2000 brugte 113.000 mennesker naturalisationsproceduren for at opnå statsborgerskab [24] .
Ifølge et interview med den tidligere direktør for Institut for Medborgerskab og Migration, Andres Kollist, offentliggjort i 2000, var politikken for den afdeling, han ledede, fra begyndelsen baseret på at stimulere russernes afgang fra Estland og esterne. regeringen gjorde alt for at komplicere opnåelsen af statsborgerskab eller opholdstilladelse [31] [32] .
Bertelsmann International Foundation for Individual Rights ( tysk: Bertelsmann Stiftung ) gav i sin rapport for 2008 følgende vurdering af fremkomsten af statsborgerskabssituationen i Estland [33] :
Selvom der stadig er alvorlige nationale splittelser i Estland, betyder den restriktive statsborgerskabspolitik, at russerne har langt færre politiske rettigheder, ellers kan de bremse reformernes fremskridt.
Originaltekst (engelsk)[ Visskjule] Selvom Estlands etniske spaltninger fortsat er alvorlige, har den restriktive statsborgerskabspolitik betydet, at russerne har meget mindre politisk magt, hvilket ellers kunne have gjort dem i stand til at bremse reformtempoet.Hovedindsatsen i naturaliseringen af ikke-statsborgere blev af regeringen rettet mod propaganda og bistand til at lære det estiske sprog.
Finansiering af underprogrammer under det estiske integrationsprogram i 2002 [34] :
| underrutiner | million anslået. kroons/euro | % finansiering |
|---|---|---|
| Uddannelse (hovedsageligt undervisning i estisk sprog og relaterede aktiviteter) | 19,8/1,27 | 46 |
| Uddannelse og kultur nat. mindretal | 4,6/0,30 | elleve |
| Undervisning i estisk for voksne | 6,7/0,43 | femten |
| sociale behov | 4,3/0,28 | ti |
| Vejledning og overvågning af integrationsprogrammet | 8,0/0,51 | atten |
I 2008 var et af hovedmålene for Estlands officielle statsborgerskabspolitik at "reducere antallet af personer med ubestemt statsborgerskab og lette erhvervelsen af estisk statsborgerskab." [ 24] [35] .
Under en tale i det estiske parlament den 15. februar 2011 udtalte den estiske indenrigsminister Marko Pomerants, at problemet med personer med ubestemt statsborgerskab vil blive løst naturligt inden for 20-25 år, da disse mennesker vil dø ud. Samtidig bemærkede han, at størstedelen af børn født i Estland, i modsætning til ældre mennesker, får estisk statsborgerskab, da forældre har mulighed for at vælge deres statsborgerskab, uanset deres eget [36] [37] .
I januar 2015 vedtog det estiske parlament en ændring af statsborgerskabsloven, som automatisk giver estisk statsborgerskab til børn af ikke-statsborgere [38] .
De vigtigste grupper af estiske ikke-statsborgere er "personer med ubestemt statsborgerskab" (ifølge [39] folketællingen fra 2000, 170.349 personer, 12,4% af befolkningen, hvoraf 133.346 er russere; 2011, 97.437 personer, 72021% af befolkningen; , 68.992 mennesker, 5,2% af befolkningen) og borgere i Rusland (ifølge de samme data, 86.059 personer, 6.3% af befolkningen, hvoraf 73.375 er russere; 2013, 93.916 mennesker, 6,9% af befolkningen; 2021 , 82.890 mennesker, 6,23% af befolkningen). Estland var i 2000 den anden stat efter Rusland i forhold til andelen af nulevende russiske statsborgere [31] .
Antallet af ikke-statsborgere i Estland er konstant faldende på grund af migration , naturalisering og naturlige årsager [34] . Siden Estlands løsrivelse fra USSR i 1991 har mere end 160.000 ansøgere om statsborgerskab gennemgået naturalisationsprocessen [6] . I 1992 havde 32% af landets indbyggere ikke estisk statsborgerskab, i 1999 - 26%, i 2000 - 20%. Fra 1. februar 2011 var 8,7 % af indbyggerne i Estland statsborgere i andre stater og 7,1 % var personer med ubestemt statsborgerskab [40][ angiv ] ; På det tidspunkt boede 97.080 personer med ubestemt statsborgerskab og 118.212 borgere fra andre lande i landet (hvoraf 95.570 var statsborgere i Den Russiske Føderation [24] ). Inden den 1. september 2012 var antallet af beboere med ubestemt statsborgerskab ifølge befolkningsregisteret for det estiske indenrigsministerium 92.351 personer (6,8 % af befolkningen); 120.989 mennesker var statsborgere i andre stater [2] . De fleste statsløse personer blev født i den estiske SSR [41] [42] .
I alt i Estland fra 1992 til slutningen af 2007 modtog 147,2 tusinde mennesker estisk statsborgerskab gennem naturalisation, og 147,7 tusinde mennesker modtog russisk statsborgerskab [9] . Siden efteråret 2005 har antallet af naturaliserede borgere oversteget antallet af beboere med ubestemt statsborgerskab [2] .
Antallet af naturaliserede personer fordelt på grupper (fra 1992 til 1. juli 2012) [2] :
Antallet af personer, der fik estisk statsborgerskab gennem naturalisation, antallet af statsløse personer og deres andel af befolkningen [24] :
| År | Antal personer, der har erhvervet estisk statsborgerskab | Statsløse personer; deres andel i befolkningen | Borgere i andre stater | År | Antal personer, der har erhvervet estisk statsborgerskab | Statsløse personer; deres andel i befolkningen | Borgere i andre stater |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1991 | … | … | 2002 | 4091 | … | ||
| 1992 | 5421 | … | 2003 | 3706 | 12 % [2] | 7 % [2] | |
| 1993 | 20 370 | … | 2004 | 6523 | … | ||
| 1994 | 22 474 | … | 2005 | 7072 | 136.000; 10,1 % [43] 31. december 2005 | ||
| 1995 | 16 674 | … | 2006 | 4753 | 125 799; 9 % [43] 31. december 2006 | ||
| 1996 | 22 773 | … | 2007 | 4228 | |||
| 1997 | 8124 | … | 2008 | 2124 [44] | 107 937; 7,9 % [24] [35] 2. november 2008 | ||
| 1998 | 9969 | … | 2009 | 1670 [45] [46] | 104 852; 7,8 % [47] 31. december 2009 | ||
| 1999 | 4534 | … | 2010 | 1184 [2] | 96634; 7,1 % [2] 1. april 2011 | ||
| 2000 | 3425 | 170 349; 12,4 % [39] | 2011 | 1513 [2] | 93 006; 7,0 % [2] 1. juli 2012 | 122 669; 8,9 % [2] | |
| 2001 | 3090 | … | 2014 | 90 610; 6,8%; 12. marts 2014 [48] | |||
| 2021 | 66 592; 5 %; 31. december 2021 [7] |
Sociolog Klara Hallik bemærkede, at den valgte model for naturalisering i Estland involverede oprettelsen af et statsfinansieret masseuddannelsesprogram for det estiske sprog, hvilket dog ikke blev gjort [25] .
Efter 1996, hvor naturalisation begyndte at blive gennemført efter mere komplekse regler, skete der et kraftigt fald i satsen for statsborgerskabserhvervelse [17] . Siden 1999 er naturaliseringsraten i Estland faldet betydeligt [40] . I slutningen af 1990'erne forblev statsborgerskabssituationen i Estland anspændt [25] .
Ifølge folketællingen i 2000 var 170,3 tusinde mennesker (ca. 12% af den estiske befolkning) statsløse [40][ angiv ] . I en række byer var andelen af statsløse fortsat meget betydelig [40][ angiv ] . Så i Kohtla-Jarve var deres andel 42,7% af befolkningen, i Narva - 33,6% [40][ angiv ] . Blandt statsløse personer var andelen af russere 78,3% (133,3 tusinde mennesker), estere - 2,9% (4,9 tusinde mennesker), andre nationaliteter - 18,5% (31,6 tusinde mennesker) [40][ angiv ] .
Den 14. september 2001 afgav Europarådets Rådgivende Komité for Implementering af den europæiske rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal en udtalelse om Estlands rapport om gennemførelsen af dette dokument [49] . Afslutningsvis blev det bemærket, at naturaliseringen fortsætter med at gå langsomt, og det blev konkluderet, at en af hindringerne for naturalisering er det overdrevne niveau af krav til kendskab til det estiske sprog [49] .
Den 23. april 2002 blev der udsendt en rapport af Europa-Kommissionen mod Racisme og Intolerance , som noterede afmatningen i naturalisationsprocessen og anbefalede, at der blev truffet foranstaltninger for at tilskynde ikke-statsborgere til at ansøge om estisk statsborgerskab [49] . Ifølge rapporten, "på trods af de vedtagne ændringer af statsborgerskabsloven, opfattes dens krav stadig af mange mennesker, der ønsker at erhverve estisk statsborgerskab som en barriere" [49] .
Ifølge Integration Monitor 2005 vurderede 70 % af ikke-esterne statsborgerskabspolitikken som for hård og krænkende menneskerettighederne. Ifølge den sociologiske undersøgelse "Estonians' Perspectives" udført i Estland i 2006 udtrykte 72 % af de statsløse og 35 % af de russiske borgere et ønske om at opnå estisk statsborgerskab, mens kun 19 % af de statsløse og 9 % af de russiske borgere mente, at de kunne bestå denne eksamen på estisk [50] .
I 2006 udsendte FN's komité for afskaffelse af racediskrimination en anbefaling til Estland "om at tage yderligere foranstaltninger for at intensivere naturalisationsprocessen og lette adgangen til den." Udvalget anbefalede især, at der tilbydes gratis sprogkurser af høj kvalitet til alle naturalisationsansøgere, og gentog sin opfordring til Estland om at ratificere konventionen om reduktion af statsløshed og konventionen om statsløse personers status [50] .
I februar 2006 udsendte Europarådets organ, Europa-Kommissionen mod Racisme og Intolerance , en rapport om situationen i Estland. Denne rapport fastslår, at antallet af statsløse personer i Estland (11% af befolkningen) er ekstremt højt, og den alt for vanskelige estiske sprogtest er fortsat den største hindring for naturalisering [51] [52] .
I september 2007 besøgte formanden for Europarådets Parlamentariske Forsamling, René van der Linden , Estland, hvorefter han udtalte, at landet var for langsomt med at give estisk statsborgerskab til den russisktalende befolkning, der bor i landet. Efter hans mening kan EU ikke tillade, at et af EU-medlemmerne har så mange statsløse indbyggere. Han udtalte, at tallet givet af den estiske regering, ifølge hvilket 5-7 tusinde mennesker formodes at få statsborgerskab om året, er for lavt: "Jeg håber, at den estiske regering vil øge dette tal til 10 tusinde mennesker, for hvis vi taler om kun tusinde mennesker om året, så vil processen med at give statsborgerskab til 100 tusind russisktalende befolkning strække sig i 20 år” [9] . Samtidig sagde FN's særlige rapportør om racisme, racediskrimination og fremmedhad, Dudu Dien : "Det faktum, at mange mennesker i Estland ikke har statsborgerskab, er et centralt problem i landet, og dets løsning skal genovervejes . " Ifølge taleren er "at kende det estiske sprog et helt normalt krav" [53] .
Fra 2008 havde omkring 3.000 børn under 15 år ret til at få estisk statsborgerskab under den forenklede procedure, men deres forældre benyttede sig ikke af denne mulighed. De fleste af disse mennesker er i Tallinn og det nordøstlige amt Ida-Virumaa, der grænser op til Rusland [54] .
I oktober 2010 professor i international ret og ekspert fra Integrationskommissionen[ klargør ] [55] Evgeny Tsybulenko udtalte, at antallet af ansøgere om estisk statsborgerskab har været faldende i de seneste år, og identificerede en række årsager til dette [56] :
Yevgeny Tsybulenko modtog selv estisk statsborgerskab i 2009 på en særlig måde, for særlige fortjenester [47] kræves der ikke et certifikat for kendskab til sproget.
I marts 2008 sagde Urmas Paet , at ved at give visumfri indrejse til statsløse mennesker, demotiverer Rusland folk til at ansøge om estisk statsborgerskab og sinker naturaliseringsprocessen, efter Rusland har givet Estland skylden for det langsomme tempo i denne proces i 17 år. Ifølge Paet "bekræfter denne beslutning dobbeltheden af russisk politik" [57] . I august 2009 bemærkede han igen, at folk af pragmatiske årsager foretrækker at forblive statsløse [58] . I marts 2009 udtalte OSCE's kommissær for beskyttelse af nationale mindretal, Knut Vollebæk , at indførelsen af visumfri grænsepassage for ikke-statsborgere med Rusland kan være en af grundene til, at der har været færre ansøgninger om estisk statsborgerskab [59 ] . I november 2010 udtalte den russiske ambassadør i Estland Yu. N. Merzlyakov , at "der er en følelse af modvilje hos en betydelig del af "seropasindehavere" til at vælge et eller andet statsborgerskab: estisk eller russisk." Ifølge Merzlyakov er en af årsagerne til denne modvilje muligheden for, at indehavere af et "grå pas" frit kan rejse til EU og Rusland uden yderligere papirarbejde og økonomiske omkostninger [60] .
I marts 2009 oplyste Knut Vollebæk, at ikke-statsborgere ikke er tilstrækkeligt informeret om mulighederne for en hurtigere og lettere naturalisationsprocedure. Vollebæk sagde, at meningsmålingerne viser ydmygelsen ved at tage en eksamen for nogle mennesker. Ifølge Vollebæk er det faktum, at omkring 9 % af befolkningen i Estland ikke har statsborgerskab, et ret højt tal, og den estiske regering er nødt til at bruge uddannelsessystemet til at fremskynde naturalisering og mere aktivt kommunikere information om mulighederne for at opnå statsborgerskab. til ikke-borgere. Samtidig udtalte han, at "vi skal ikke tvinge folk til at tage en eksamen, dette er et spørgsmål om frit valg, og Estland er et frit land" [59] . Urmas Paet udtalte derefter, at "snak om ikke-borgeres problemer er kunstige. Alle ikke-statsborgere har mulighed for at ansøge om og modtage statsborgerskab. Det er et spørgsmål om lyst" [59] .
I 2010 bestilte Tallinn Universitet og Saar Poll det estiske kulturministerium til at udføre en undersøgelse af situationen for ikke-borgere. Ifølge denne undersøgelse anser 73 % af esterne og 82 % af ikke-esterne, at statsborgerskabstesten er uretfærdig, 65 % af esterne og 92 % af ikke-esterne finder det for svært. Lederen af undersøgelsen, professor i sammenlignende politik ved Tallinn University Raivo Vetik, sagde, at "situationen med ikke-statsborgerskab er særlig dårlig, da værdien af statsborgerskab simpelthen er faldet." Ifølge undersøgelsen er en af årsagerne til modviljen mod at opnå statsborgerskab mistilliden til den estiske stat og dens institutioner samt følelsen af socioøkonomisk ulighed blandt repræsentanterne for det nationale flertal og minoritet, men samtidig tid, forstyrrer fraværet af statsborgerskab ikke det normale liv, ifølge omkring 90% af estere og 75% af russisktalende. Estlands kulturminister Laine Janes sagde, at en af hovedårsagerne til modviljen mod at opnå statsborgerskab er frygten for, at folk går til eksamen: ”Det vigtigste er barrieren. Folk ved ikke, hvor svær statsborgerskabstesten egentlig er. De er bange for bureaukratiet . " I en kommentar til resultatet af denne undersøgelse udtalte professor ved University of Tartu sociolog Marju Lauristin, at to tredjedele af statsløse personer ikke er interesserede i at erhverve det [61] . Ifølge Lauristin er en individuel tilgang nødvendig for at arbejde med ikke-borgere [61] . Paet hævder, at en sådan tilgang allerede er ved at blive implementeret af Indenrigsministeriet og Department of Citizenship and Migration [59] .
I en rapport fra Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance ( ECRI ), der blev offentliggjort i marts 2010, blev antallet af statsløse i Estland (8 % af befolkningen) vurderet som for højt og bemærket, at integrationen af ikke-statsborgere er hindret af for alvorlige krav til kendskab til estisk sprog. Erkki Koort, vicekansler for det estiske indenrigsministerium for indre sikkerhed, udtalte, at opnåelse af estisk statsborgerskab konstant er blevet forenklet, og dette er en langsigtet proces [62] .
I de første år af Estlands uafhængighed blev der vedtaget en række love, hvoraf de fleste stadig er i kraft i dag, som ifølge forfatterne af den russiske landsmands håndbog pålægger snesevis af diskriminerende restriktioner for ikke-statsborgere i Estland [20] .
I modsætning til en estisk statsborger har ikke-statsborgere i Estland ikke ret til at stemme ved valg til Riigikogu , for at blive valgt til det [63] [40][ præciser ] [49] . Kun statsborgere fra Estland og andre EU-lande kan stemme og blive valgt ved valg til Europa-Parlamentet, kun statsborgere fra Estland og andre EU-lande kan vælge lokale regeringsråd, også "statsborgere fra tredjelande" (inklusive "personer med ubestemt statsborgerskab" ) som har status som fastboende udlænding eller ret til permanent ophold. Kun statsborgere fra Estland og andre EU-lande kan være medlemmer af politiske partier og oprette dem [40][ præciser ] [49] [64] [65] . I 2011 drøftede Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender andragendet fra 3.000 personer fra Estland om at give ikke-borgere ret til at deltage i valg til Europa-Parlamentet, men mente, at spørgsmålet lå uden for EU's kompetence [66] .
Estland er et af de lande, hvor ikke-statsborgere har stemmeret til lokalvalg. Denne ret er begrænset af et 5-årigt opholdskrav på det lokale selvstyres område [67] . Der er ingen sådan begrænsning for borgere i Estland og EU. Men i de fleste europæiske lande, herunder Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Grækenland og Rusland, har ikke-statsborgere slet ikke en sådan ret [24] . I de fleste EU-lande er sådanne rettigheder dog givet [68][69] .
I overensstemmelse med loven i Republikken Estland "om ratifikation af Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal" er ikke-statsborgere udelukket fra antallet af personer, der falder ind under denne konventions anvendelsesområde og ikke nyde beskyttelse som nationalt mindretal. En lignende bestemmelse er indeholdt i den eneste "interne" lov dedikeret til nationale mindretal - loven om et nationalt mindretals kulturelle autonomi [64] [40][ angiv ] .
Kun for ikke-statsborgere er registrering på bopælsstedet en forudsætning for at løse en række problemer i gennemførelsen af deres socioøkonomiske og politiske rettigheder [40][ angiv ] .
Udover,
Ikke-statsborgere i Estland er underlagt adskillige restriktioner for erhvervet, erhvervelse af fast ejendom og en række andre [20] .
For ikke-statsborgere, med undtagelse af borgere fra EU-lande, er der begrænsninger for erhvervet. De har ikke ret til at besidde stillinger i statsinstitutioner og lokale myndigheder (artikel 14 og 15 i lov om offentlig tjeneste af 25. januar 1995; nogle[ hvad? ] stillinger er heller ikke tilgængelige for borgere fra andre EU-lande) [40][ afklare ] [72] ;
De kan heller ikke (nogle eksempler):
Der er også en række forskelle i migrationsrettigheder, og selv i tilfælde af naturalisation har en tidligere ikke-statsborger i Estland færre rettigheder end en borger ved fødsel [64] .
I 2006 udtalte en rapport fra den internationale menneskerettighedsorganisation Amnesty International , at restriktioner for ikke-statsborgere, såsom et forbud mod at ansætte dem i statslig og kommunal tjeneste, negativt påvirker muligheden for at få arbejde for medlemmer af det russisktalende mindretal. og er en indirekte form for diskrimination af russisktalende [72] .
Kun estiske statsborgere kan frit råde over deres ejendom og være berettigede privatiseringsobjekter , og personer, der ikke har estisk statsborgerskab, kan ikke få lov til at deltage i privatiseringen [74] . Kun en estisk statsborger kan købe privatiseringsejendomme i rater [74] . Ved overdragelse af ejendomsretten til jord til en udlænding finder de begrænsninger, der er fastsat i den relevante lov [74] anvendelse . Kun estiske statsborgere, der er fyldt 18 år, modtog fra staten yderligere 10 års erhvervserfaring på obligationer af folks kapital [74] , det vigtigste privatiseringsværktøj i privatiseringens æra.
De socioøkonomiske indikatorer for statsløse personer er betydeligt dårligere end blandt borgere i andre stater og borgere i Estland. Især ifølge folketællingen fra 2000 var der blandt økonomisk aktive "personer med ubestemt statsborgerskab" 22,1% arbejdsløse, blandt borgere i Den Russiske Føderation - 20,2%, blandt borgere i ER - 12,1% [75] . I 2005 var arbejdsløsheden blandt minoriteter 12,6 %, blandt estere - 5,3 % [72] . I 2009 var langtidsarbejdsløsheden blandt "personer med ubestemt statsborgerskab" 5,7 %, blandt borgere fra andre lande - 5,6 % (blandt estiske statsborgere - 3,3 %) [76] .
Anbefalingerne fra estiske internationale organisationer omfatter: