På jagt efter den tabte tid (film)

På jagt efter tabt tid
A la recherche du temps perdu
Genre dramafilm , film med LGBT-tema og tilpasning af romanen [d]
Producent Nina Kompaneets
skrevet af Nina Kompaneets
Baseret på På jagt efter tabt tid
Medvirkende
_		 Mischa Lescaut
Caroline Tiyette
Didier Sandre
Valentin Varela
Operatør Dominique Braban
Komponist Bruno Bontempelli
original tv-kanal RTS Deux
Selskab Cine Mag Bodard Frankrig Fjernsyn Arte Frankrig TV5 Monde TSR
Varighed 230 min
Land
Sprog fransk
Første show 9. januar 2011
Antal episoder 2
IMDb ID 1667060

" In Search of Lost Time " ( fr.  À la recherche du temps perdu ) er en tv-film i to dele instrueret af Nina Kompaneets , udgivet på skærmene den 9. og 16. januar 2011 i det fransktalende Schweiz på TSR Deux , og den 1-2 februar i Frankrig på Frankrig 2 .

Plot

En filmatisering af Marcel Prousts romancyklus af samme navn , der sekventielt gengiver hovedscenerne, startende fra midten af ​​anden bog (" Under skyggen af ​​pigerne i blomst " - Fortællerens ankomst til Balbec), med hovedvægten på Albertina -cyklussen . Episoder fra den første roman introduceres efter behov ved hjælp af flashbacks (en kop kaffe med Madeleine , går mod Swann ). Handlingen er ledsaget af en kommentar uden for skærmen af ​​Fortælleren, der reciterer omfattende citater fra romanerne.

Balbec-scenerne blev optaget i Cabourg [1] .

Cast

Kritik

Da filmatiseringen af ​​Proust er en ekstraordinær vanskelig opgave, som mestre som Luchino Visconti og Joseph Losey har "brækket tænderne på" [2] , betragtes ethvert nyt forsøg som meget vovet. "Tekstens musikalitet, som er en fest for læseren" [3] , skaber en alvorlig hindring for forsøg på skuespiltilpasning.

Opsætningen af ​​Nina Kompaneets anses for at være den mest præcise af alle, men samtidig ser den ifølge kritikerne noget teatralsk og illustrativ ud [4] . Instruktøren forklarede selv sin idé med hendes intention om at skabe en slags guide til romanen. Brugen af ​​kommentarer uden for skærmen i de fleste scener, recitering af de relevante passager fra Proust, var ifølge instruktøren den eneste måde at give semantisk dybde til videosekvensen, som Schlöndorff og Ruiz efter hendes mening ikke kunne opnå , som brugte rent filmiske metoder og kom ikke videre end skabelsen af ​​et fladt billede, blottet for metafor [4] .

Proustologernes meninger var delte. Filosof Raphael Enthovin godkendte fortællingens præference for de stilistiske effekter, der herskede i Ruiz: "Dette er et godt valg, fordi filmen af ​​Nina Kompaneets tillader alle, der ikke har læst Proust, at føle værket" [3] . Han hilste også instruktørens troskab over for den originale tekst velkommen.

Prousts biograf Jean-Yves Thadier anerkendte denne tilpasning som den bedste af alle i øjeblikket, og roste valget af skuespillere, selvom han bemærkede, at det var uacceptabelt at skære "The Quest ..." til en fire timers film, idet han huskede i denne hensyn til, at det mere ambitiøse engelske tv, når vi taler om den nationale litterære arv, ikke sparer på tolv fuldgyldige episoder [3] .

Med hensyn til hvorfor instruktøren nægtede at filmatisere den første roman, og især den mest psykologisk dybe episode af hele cyklussen - "Svanens kærlighed" - foreslog Tadier, at dette ikke kun kunne gøres ud fra ønsket om straks at introducere det vigtigste karakter, kasserer sidelinjer, men og af respekt for Schlöndorffs film [3] .

Kritikeren bemærkede også, at Dreyfus-affæren og Første Verdenskrig , som indtager en stor plads i cyklussen, knap nok nævnes i filmen. Han reagerede også negativt på, at under filmen dukker Fortællerens proustiske overskæg op, da eksperter advarer mod forsøg på direkte at identificere hovedpersonen i romanen med dens forfatter - "In Search of Lost Time er ikke en selvbiografi og ikke en samling af romanen. barndomsminder, det er - en roman" [3] .

Antoine Champagnon, professor ved College de France , satte spørgsmålstegn ved forsvarligheden af ​​instruktørens valg af scener til filmatiseringen, idet han kasserede Swann, Odette og Gilberte og koncentrerede sig om romantikken med Albertine. Voice-over-kommentaren, der er tro mod originalen, stopper pludselig i en række scener, hvilket skaber et mærkeligt indtryk, og skuespillerne, der udtaler lange proustianske tirader, gør filmen unødvendigt teatralsk [3] .

Ifølge Champagnon bør instruktøren for en vellykket adaptation bryde væk fra originalen og begrænse sig til at filme en del af den, som Ruiz gjorde, uden at sigte mod hele cyklussen. Hertil tilføjede kritikeren den noget naive bemærkning, at "ingen af ​​karaktererne ser ud, som jeg havde forestillet mig dem" og fordømte de "obskøne kvasi-pornografiske scener" til stede i filmen [3] .

Se også

Noter

  1. ↑ À la recherche du temps perdu (2011)  (fr.)  (utilgængeligt link) . Hentet 27. april 2016. Arkiveret fra originalen 13. maj 2016.
  2. ↑ Sept-tilpasninger af Proust, pour le meilleur et pour le pire  (fransk) . Telerama (30/01/2011). Hentet 27. april 2016. Arkiveret fra originalen 24. december 2015.
  3. ↑ 1 2 3 4 5 6 7 Nina Companeez sous le charme de Proust  (fransk) . La Croix (28.01.2011). Hentet 27. april 2016. Arkiveret fra originalen 12. maj 2016.
  4. ↑ 1 2 Nina Companeez: "Proust est un auteur comique"  (fransk) . Telerama (29.01.2011). Hentet 27. april 2016. Arkiveret fra originalen 7. februar 2011.

Links

  Gå til Wikidata-elementet  Tematiske steder