| kirkha | |
| Steindamm kirke | |
|---|---|
| tysk Steindammer Kirche | |
| 54°42′59″ s. sh. 20°30′19″ in. e. | |
| Land | |
| By | Königsberg |
| tilståelse | katolicisme |
| bygningstype | tempel |
| Arkitektonisk stil | Gotisk |
| Grundlægger | Warband |
| Første omtale | 1256 |
| Stiftelsesdato | XIII århundrede |
| Mediefiler på Wikimedia Commons | |
Steindamm-kirken er en af de ældste kirker i Königsberg . Grundlagt i 1256 i Steindamm som St. Nicholas kapel. I 1263 blev kirken ødelagt og genopbygget først i den første fjerdedel af det 14. århundrede . I 1526 blev kirken stillet til rådighed for det polske samfund. Under Syvårskrigen , da den russiske hær var i Königsberg, blev der afholdt en ortodoks gudstjeneste i kirken, og under franskmændenes besættelse af byen i 1807-1813 blev der oprettet et sygehus i kirken. Under Anden Verdenskrig blev Steindamm-kirken beskadiget, og efter krigens afslutning blev den ødelagt af de nye sovjetiske myndigheder i byen.
Kirken blev grundlagt i 1256 (ifølge andre versioner - i 1255 ) og indviet i 1258 til ære for St. Nicholas. Steindamm-kirken har fået sit navn fra sin placering i Steindamm-området ( tysk: Steindamm - stendæmning ). Under den preussiske opstand i 1263 blev kirken ødelagt.
I den første fjerdedel af det 14. århundrede blev der opført en ny, mere massiv bygning på stedet for den gamle Steindamm kirke - ved hjælp af resterne af gamle ødelagte mure - et skib i en-etages bygning i tidlig gotisk stil, ydre ligner Juditten kirke , 41 m lang og 11,3 bred. Skibets loft er udført i form af et krydshvælving. Bygningen, pudset og lavet af brændte mursten, havde tredelte korbåse. Indenfor var det kronet med stjerneformede hvælvinger, hovedskibet er forbundet med korene gennem en lav "triumfbue". Det bagte murstenstårn, knyttet til kirken på den vestlige side, blev nævnt første gang i 1493 . I 1559 kollapsede den under den festlige klokkeringning, restaureret i 1587, dækket med kobber i 1650 . Alteret blev genopbygget i 1670 i Knorpelwerk -stil . I sin hoveddel havde han et maleri af Anton Möller " Den sidste dom ", udskåret i træ, og som var den første milepæl i denne berømte mesters arbejde.
Dens øverste del, bevaret indtil 1572, blev renoveret i midten af det 19. århundrede. På bjælkerne i alterdelen var datoen " 1670 " indgraveret , hvilket angiver tidspunktet for dets opførelse. Kirkeklokker - værker fra 1714 og 1763 . Kirkens gulv, som angivet i "Guiden til Königsberg af 1910", var fire trin lavere end fortovet, da dens niveau gennem århundreder har været konstant stigende.
Efter reformationen blev kirken brugt til gudstjeneste for litauere og polakker, forblev katolske, hvorefter den modtager navnet på den polske kirke ( tysk: Polnische Kirche ) på nogle tyske kort.
Fra 1760 til 1763 blev den brugt som den russisk-ortodokse kirke for Kristi opstandelse. I 1759 henvendte generalguvernøren for Østpreussen , Korf , sig til kejserinde Elizaveta Petrovna med en anmodning "om at sende en kirke hver med ordentlige kirkeredskaber til Koenigsberg , Pillau og Memel . " Anmodningen blev imødekommet, og den 20. juli 1760 ankom Archimandrite Ephraim til Königsberg. Af de seks lokaler, der udbydes til afholdelse af ortodokse gudstjenester, valgte Archimandrite Ephraim den gamle (kendt siden 1256) kirke St. Nicholas i Steindamm. Den 4. september samme år, med en stor forsamling af borgere, fandt dens indvielse sted. Det er meget muligt, at Immanuel Kant , dengang en 36-årig lektor ved universitetet, der ligger 50 skridt fra templet, også var til stede.
Fra noterne af Andrey Bolotov (82. brev)Angaaende Kirken vil jeg fortælle Dem, at vi indtil den Tid nøjedes med kun en lille, regimental, anbragt i ét Hus; men ligesom vi forudsagde Königsberg for os selv i lang Tid og maaske i et Aarhundrede, saa blev der allerede i al den forgangne Tid tænkt paa, hvor vi kunde lave en anstændig Kirke for alle Russere. <...> Først troede de, at det var for at færdiggøre byggeriet af den enorme kirke, der ligger på hovedpladsen, <...> men det viste sig, at der skulle mange penge til denne udsmykning og de byggede vægge var ikke særlig stærke og pålidelige, så besluttede de endelig at beordre preusserne til at forenkle en af kirken, og dette måtte vi så indvie kirken og gøre den fra luthersk til græsk. En af de ældste Königsberg-hakker blev valgt og tildelt denne, omend ret rummelig, men af den ældste gotiske arkitektur, med et højt og spidst tårn eller spitz, nemlig det, de havde i Steindamsky-forstaden, ikke langt fra slottet.
Den største vanskelighed i denne sag var, selv om det var at fjerne deres almindelige hane fra en høj Spids og gøre en ende på den i stedet, men det gjorde vi også. Man fandt folk, som vovede at klatre op på toppen af dette tårn og tage ikke blot hanen ned, men tage ud af selve æblet det kobberplade, der er rullet sammen med et rør, som udlændinge har for vane at putte i et æble på hver kirke, og hvorpå de udskærer inskriptioner, der betegner den kirkes historie, som f.eks. hvornår er det? ved hvilken lejlighed? af hvem? hvilken kat? af hvilke herrer og under hvilken hersker den blev bygget og oplyst og så videre. Jeg så selv tilfældigvis dette gamle blad taget ud, hvilket tydede på, at den kirke var bygget mere end to hundrede år før. Og vi satte den tilbage, tilføjede en anden og ny, med latinske bogstaver udskåret på den, hvilket betyder den førnævnte forvandling af den fra luthersk til græsk, med angivelse af tidspunktet, hvornår, på hvis befaling og af hvem dette var Færdig. Derfor forblev monumentet i Koenigsberg for evigt, hvilket betyder, at vi, russerne, engang ejede det, og at vores general Korf regerede det og lavede denne forvandling
.Kirken viste sig at være meget storslået. Kejserinde Elizaveta Petrovna sendte fra Skt. Petersborg en storslået ikonostase, rigt dekorerede kirkeredskaber, lysekroner, der forestiller dobbelthovedede ørne (lysekroner med ørne hang i kirken indtil dens ødelæggelse).
Gudstjenester i kirken blev udført regelmæssigt. I 1761 præsenterede den nye generalguvernør V. I. Suvorov en ikonostase lavet i Rusland på hans personlige ordre. Efter kirkens ødelæggelse blev ikonostasen overdraget til kirker ved russiske diplomatiske repræsentationer i Stockholm , Berlin og Hamborg , og blev i 1996 returneret til Rusland . I øjeblikket er han i Kaliningrad stiftsadministration.
Efter overtagelsen af den russiske trone af Peter III , en ivrig tilhænger af den preussiske kong Frederik den Store, blev russiske tropper trukket tilbage fra Preussen, og kirken i Steindamm blev returneret til sine tidligere ejere.
I 1807-1813 brugte den franske hær denne kirke som fængsel og hospital. I det 19. og det tidlige 20. århundrede lå der en garnison og senere en universitetsluthersk kirke. Indtil 1881 var Steindamm-kirken et "datterselskab" i Altstadt -samfundet, siden 1881 blev et selvstændigt sogn genoprettet. I 1888 gennemgik kirken en større renovering, mens dens udseende ændrede sig noget. I 1928 blev den restaureret for sidste gang.
Natten mellem den 27. og 28. august 1944, under et britisk luftangreb, kollapsede taget ved Steindamm-kirken, det indre blev stærkt beskadiget, men tårnet overlevede ikke desto mindre. Under overfaldet i april 1945 fik det langt mere alvorlige skader, men alterdelen, den østlige side med hvælvbuen og et fragment af den nordlige mur overlevede. I dokumentaren "The Storming of Koenigsberg" er hun nærmest usynlig.
I 1956 var dette objekt stadig på listen over arkitektoniske monumenter i Kaliningrad . Kirken blev endelig ødelagt i slutningen af halvtredserne under opførelsen af Leninsky Prospekt. På nuværende tidspunkt, på stedet for kirkens alterdel, passerer Leninsky Prospekt (vartegn - hus nr. 67 på Leninsky Prospekt), og på stedet for klokketårnet - begyndelsen af den offentlige have opkaldt efter general Rumyantsev (vartegn - hus nr. 2 på Zhitomirskaya St.).
Steindamm Kirke i 1930
Steindamm Kirke på et gammelt postkort