Novosibirsk elektrisk lokomotiv reparationsanlæg

Den aktuelle version af siden er endnu ikke blevet gennemgået af erfarne bidragydere og kan afvige væsentligt fra den version , der blev gennemgået den 12. februar 2019; checks kræver 23 redigeringer .
Novosibirsk elektrisk lokomotiv reparationsanlæg
Type JSC
Stiftelsesår 1942
Beliggenhed  Rusland :Novosibirsk
Nøgletal Tsyganets Maxim Nikolaevich (generaldirektør)
Industri Maskiningeniør
Produkter Elektriske lokomotiver
Antal medarbejdere Over 1800
Moderselskab Sinara Transportmaskine
Internet side sinaratm.ru/about/enterp…

LLC Novosibirsk Electric Locomotive Repair Plant  er et anlæg, der reparerer elektriske lokomotiver til de russiske jernbaners behov, et joint venture af Sinara- og Lokotech-grupper [1 ] .

Anlægget er beliggende i Pervomaisky-distriktet , på scenen Inya-Syd-Sibirskaya ZSIB . Anlægget blev grundlagt i 1942 som et lokomotivreparationsværksted, i 1944 blev det omdøbt til et lokomotivreparationsanlæg, det har haft sit nuværende navn siden 1965. I perioden fra 1969 til 1973 blev anlægget rekonstrueret, en række nye værksteder blev bygget.

Fabrikken har tidligere repareret elektriske lokomotiver ChS2 , ChS4 T , ChS7 , EP2K, VL60 , EP1 , VL10 , VL11 . I dag reparerer anlægget VL80, 2ES6, 2ES10.

Historie

Den hurtige vækst i industrien i 30'erne i Novosibirsk, Tomsk, Kemerovo-regionerne og Altai-territoriet forårsagede en stigning i godstrafikken på Tomsk-jernbanen. I denne forbindelse besluttede Folkekommissariatet for Jernbaner at bygge nye jernbaneknudepunkter, stationer, rekonstruere individuelle stationer og sidespor. For at øge transporten krævedes lokomotiver og vogne, og en reparationsbase var også nødvendig for at reparere dem.

På Barnaul-stationen ved Tomsk Jernbanen var der et reparationsanlæg til reparation af vogne, men der var ingen værksteder til reparation af damplokomotiver på Tomsk Jernbane. Denne situation fremskyndede beslutningen om opførelse af lokomotivreparationsværksteder (fabrik) på Tomsk Railway. Det skal bemærkes, at i disse år var Tomsk-jernbanen den største i NKPS med hensyn til længde og godsomsætning.

Byggestedet blev valgt ved 1. sidespor (i øjeblikket - Sibirskaya station). Det område, der var afsat til opførelse af værksteder (fabrik), omkring 20 hektar, var en lille landsby på sydsiden, bestående af to kaserner tilbage fra tidspunktet for anlæggelsen af ​​den transsibiriske jernbane, og et dusin private huse med små udhuse. På den vestlige side var der en del af artellen til fremstilling af reb til miner og tømmerrafting. Her blev kullet brændt.

Ikke langt fra dette sted lå en kirkegård. På den østlige og nordvestlige side var hele territoriet fyldt med dybe skyttegrave, hvis jord blev brugt til inddæmning af jernbanesporet under konstruktionen af ​​Novosibirsk-Barnaul-motorvejen. Der var ingen adgangsveje, alt byggearbejde begyndte fra steder, der var egnede til disse formål.

Ved valg af profilen af ​​værkstederne (fabrikken) blev det bestemt: reparation af damplokomotiver, fremstilling af reservedele til damplokomotiver og vogne. Al denne økonomi var planlagt til at blive placeret i tre rum, det vil sige i smedeværkstedets lokaler for at producere støbning og smedegods; lokomotiver, der skal repareres i det, der nu er støberi, og maskinværkstedet skal placeres i det tredje lokale, hvor byggepladsen nu ligger. Men krigen ændrede alle disse planer, og værkstederne blev ombygget som et lokomotivreparationsanlæg.

I krigsårene blev værket bygget og producerede samtidig produkter til jernbanetransport, reparerede damplokomotiver. Med mobiliseringen af ​​mænd til fronten blev byggeriet bremset, og først med ankomsten i 1942 af arbejdere med evakuerede fabrikker, samt med mobiliseringen af ​​arbejdere fra Usbekistan, Kasakhstan og andre republikker til arbejderfronten, genoplivede den igen. .

Vores anlæg var et nybygget foretagende, det bosatte sig ikke fra de evakuerede anlæg, men blev bygget i NKPS's planlagte rækkefølge. Ankommende evakuerede fabrikker fungerede planmæssigt i de værksteder, der eksisterede på det tidspunkt.

Begyndelsen af ​​byggeriet og dannelsen af ​​et lokomotivreparationsanlæg

 Byggeriet blev udført af forskellige byggeorganisationer: fra juli 1941 til september 1943 arbejdede den sibiriske bygge- og installationsfond NKPS på anlægget; fra september 1943 til juni 1945 - byggeafdeling nr. 1 af Spetspromstroy NKPS; fra juni 1945 til 31. december 1945 - Sibirisk bygge- og installationsfond "Sibstroyput"; fra januar 1946 til ophøret af byggeriet blev arbejdet udført af bygge- og installationsfonden "Zapsibtransstroy" ("Tomsktransstroy"), og alt monteringsarbejde på udstyr blev udført af fabrikkens montageværksted (værksteder). Opførelsen af ​​anlægget blev udført i henhold til projektet udviklet af designkontoret "Transzavodproekt".

Værksteder blev bygget i et accelereret tempo: støberi, smedning, mekanisk (nu byggeværkstedets lokaler), lokalerne til anlægsledelse (nu kontrolposten og brandstationen). Der blev bygget trælokaler til kantinen til bygherrerne og et separat rum, også i træ, til operatørerne. Derudover blev der bygget boligbarakker til de mobiliserede arbejdere (dette er i området ved svømmehallen). Alt dette skulle gøres omgående, for at modtage de evakuerede mennesker, for at indkvartere dem, for at losse udstyr og materialer, der ankom efter evakueringen, og for at sende vognene til at transportere akut last til frontens behov.

I 1942 begyndte evakuerede fra Donetsk , Lvov , Jugo-Vostochnaya at ankomme . Hovedstyrken ankom også - det evakuerede Michurinsky-lokomotivreparationsanlæg, desuden med dygtige arbejdere, med erfarne produktionskommandører, der bragte udstyr, materialer, værktøj osv. med sig.

Den tidligere leder af Michurinsk-anlægget Gavrilov P. I. blev udnævnt til leder af værkstederne, chefingeniøren var Frolenkov A. S. Cheferne for værksteder og afdelinger blev også udpeget: lederen af ​​PPO - Omanov A. I., chefkraftingeniøren - Kuzmin N. I., forsyningschef - Dedik K.I., og. om. regnskabschef - Muratov B. A., leder af OKS - Tsyplakov I. N., leder af den mekaniske butik - Gutman M. I., leder af støberiet - Ostrokhoy M. V., leder af smedeværkstedet - Lopatin V. A., leder af energibutikken - Khrebtov I. T., leder af transportafdelingen - Synkov S. I.

Offentlige organisationer blev valgt, hvoraf de første ledere var: Ananiev Mikhail Ivanovich, Dmitriev Dmitry Vasilyevich, Konyukhov Petr Ivanovich.

Samme år ankom et særligt værksted til produktion af ammunition fra Michurinsky-fabrikken. Det var et kæmpe hold, der talte mere end to tusinde mennesker. Men på grund af det faktum, at vores støberi endnu ikke var klar, og det var umuligt at vente, da fronten havde akut brug for ammunition, så efter ordre fra ministeriet, såvel som regionale parti- og sovjetiske organisationer, var det særlige værksted placeret i Novosibirsk-Yuzhny-depotet (Altayka), hvor han med succes arbejdede fra 1942 til 1945, som han gentagne gange blev opmuntret til og var i god omdømme.

På trods af at bygningerne ikke var klar, begyndte alle de evakuerede arbejdere, såvel som arbejdere hyret af lokomotivværkstederne, at restaurere og installere udstyr, fremstille og installere kupler, ovne til smeltning af bronze, en hammer, en presse og en smedebutik. De installerede metalbearbejdningsmaskiner i maskinværkstedet, lavede husholdningsartikler til de evakuerede, til kantinen osv. I midlertidige lokaler.. Offentlige organisationer i byen og regionen ydede særlig stor hjælp. De indkvarterede alle de evakuerede, gav dem førstehjælp, organiserede en butik til arbejderne, hjalp med byggematerialer og løste mange andre vitale problemer.

Dette er det første mekaniske værksted fra 1942-1943, hvor alt det nødvendige udstyr blev repareret for at starte smedje, støberi og dampkraftværker. I samme værksted blev der lavet husholdningsartikler til evakuerede arbejdere og kantiner. Efter ombygningen blev dette værksted en byggeplads.

Siden 1942 er vores værksteder blevet navngivet efter PRM-jernbaneindekset (damplokomotivreparationsværksteder), og med deres overførsel til kategorien fabrikker begyndte de at blive kaldt PRZ. Generelt begyndte fabrikken at producere salgbare produkter i 1942-1943, men ordren om at sætte virksomheden i drift blev ikke udstedt af Folkekommissariatet (der var krig), og først den 1. januar 1944 blev ordren fra People's Commissariat for Commissariat of Civil Aviation Service dateret 17.04.44 Nr. idriftsættelse af første etape af byggeriet af Novosibirsk lokomotivreparationsanlæg. Det er fra denne dato, at kronologien af ​​vores anlæg begynder, det vil sige fra 1. januar 1944 .

Mange produktionshold i kampen for overlevelse i de svære krigsår etablerede stærke bånd til landsbyen. Erfaringerne fra lokomotivreparatører er vejledende i denne henseende. De personer, der ankom til evakueringsanlægget, havde ingen mad på lager og fik kun rationeringskort. Arbejderne modtog 800 gram brød om dagen, 400 gram korn og pasta og adskillige gram kødprodukter og fedtstoffer. Ingeniører , børn, ikke-arbejdende koner modtog endnu mindre. Spisestuen fungerede i henhold til tilgængeligheden af ​​produkter, men selv disse var ofte ikke tilgængelige. Livet blev nogle gange umuligt, folk var opsvulmede af sult, og der måtte tages drastiske foranstaltninger for at forsyne arbejderne med mad.

Ledelsen og de offentlige organisationer for lokomotivreparationsanlægget besluttede omgående at organisere et landbrugs datterselskab. I 1943 tildelte eksekutivudvalget for det regionale deputeretråd 500 hektar jord til anlægget i Kochenevsky-distriktet, hjalp med hurtigt at bygge fem kaserner med fire lejligheder , to kostald , en svinestald , et fjerkræhus (til høns og gæs) , flere lagerfaciliteter, en lille smedje med værksted. Først var det kun heste , der var trækkraften i økonomien . Lidt senere købte de to hjultraktorer , en bil, traktorplove , en del af udstyret og inventaret var lejet fra maskin- og traktorstationen.

Det såede areal var på 450 hektar, omkring 100 hektar var optaget af individuelle køkkenhaver. Hø til husdyr blev slået på fælles landbrugsenge, pløjet til hest og sået, forarbejdet og høstet i hånden.

I efteråret 1943 mærkede værket resultaterne fra sidegården. Der var 50-70 kg kartofler til en arbejder, 40 til en pårørende.Der blev født grøntsager, hirse og boghvede. Maden i kantinen blev en anelse forbedret, grøntsags- og kødretter var uden kort.

Efterkrigstiden

I de efterfølgende år udviklede anlæggets dattervirksomhed: antallet af husdyr og fjerkræ voksede, og arealet med afgrøder udvidedes. Maden i kantinen blev normal, de fleste af retterne blev solgt uden rationering. Ved slutningen af ​​krigen dukkede mad op i butikker og på markedet. I 1947 blev kortsystemet afskaffet, og behovet for bilandbrug forsvandt. Efter ordre fra de regionale organer i afdelingen for arbejdsforsyning blev datterbedrifter likvideret og overført til landbrugsafdelingernes jurisdiktion.

Efter at have opfyldt ordren forlod fabrikken dattergården, men holdet afbrød ikke forbindelsen med landsbyen. Siden 1951 har fabriksteamet støttet de kollektive gårde og statsgårde i Novosibirsk, Maslyaninsky, Toguchinsky, Ust-Tarksky-regionerne. Drivhuse, svinestald, kostald, siloer, kedelhuse, vandforsyning med pumper blev bygget der, kornfabrikker, husdyrbygninger blev mekaniseret, opvarmning blev installeret i klubber, værksteder, skoler, herberger, hospitaler, området blev forbedret (mere end 32 -lejlighedshuse blev bygget på Dubrovinsky-statsgården), en korntørringsbygning, en foderstofbutik, en skole, en klub blev sat i drift, varmeledning blev lagt. Kort sagt ydede kollektivet bistand til alle dets sponsorerede kollektivbrug og statsbrug med materialer, værktøj og udstyr.

Noter

  1. ↑ Novosibirsk-anlægget "Sinara" og "Lokotech" modtog 300 millioner rubler. til teknisk genopbygning

Links

 OJSC " Zheldorremmash "